Aalborg Brutal Marathon
Der er en klokkeklar grund til, at Danmarks fjerdestørste marathon har fået tilnavnet ”Brutal Marathon”. Med en officiel samlet stigning på 736 højdemeter og 6 omgange af 6,9km + prolog på 800m skulle dette måske blive et af mine hårdeste løb i Danmark. Jeg jagter i øjeblikket formen til gennemførelse af Zugspitze Super Trail 60km i Tysklands højeste bjergkæde og som led i træningen hertil, stod der fredag d. 18. april Aalborg Brutal Marathon på programmet.
210km på 21 dage
Jeg har i de sidste tre uger haft et tætpakket løbeprogram med VM i Halvmarathon, Hannerup/Fulgsang Cannonball Halvmarathon, Ib’s Marathon nr. 100 arrangeret af Kolding Motion, Sct. Georgs Løbet – 21 km og så Aalborg Brutal Marathon som rosinen i pølseenden. Efter næsten 210km på 21 dage inden Brutalen forventede jeg et benhårdt og ubarmhjertigt marathon med energidræbende op- og nedstigninger samt et løbefelt bestående af seje og ukuelige løbere, som formentlig ville smågrine lidt over, mine til dags dato, 17 sølle marathonløb. Men jeg var absolut klar til at teste dagsformen, og jeg havde gået og småglædet mig hele ugen til at prøve kræfter med det berygtede løb.
Som nævnt er Aalborg Brutal Marathon et velarrangeret asfalt/skov/grusløb på runder af 6.9km med en prolog på 800m. Rundstrækningen stiger 120m med to stigninger op ad Nordtoft og Skovbakkevej som de stejleste – sidstnævnte slutter med en stigning på 7,3%. Her er publikum på bedste stratetisk vis placeret, og stemningen nærmer sig Alp d’Huez lignende tilstande med sang, hep, klap, flag og godt humør. På de første to runder viste frivillige vej, og herefter var ruten på fineste vis afmærket med pile og rød/hvide plasticbånd.
Nu handlede det om tempo, om at overhale den næste og den næste og den næste. Anders løb med GoPro’et ved siden af og pacede og heppede. Jeg fandt flow og blev nærmest helt høj af det gode tempo og løberne omkring mig, hvor mange var blevet ædt op af distancen, stigningerne havde tynget det mentale og lårene var stive og knæene bløde.
Efter mange træningskilometer i benene var min taktik fra start at tage det stille og roligt. Faktisk startede jeg omtrent bagerst og fik taget en del billeder og videoer med mit GoPro-kamera på den første rundstrækning. Mine ben brokkede sig en del og var nok temmelig utilfredse med de ekstra 3,5kg i rygsækken. Især den højre læg fik min opmærksomhed, da den truede med kramper og den der grimme fornemmelse af, at boblen inde i musklen bliver større og større, gjorde mig lidt nervøs. Havde jeg gået for hårdt til den de sidste uger? Efter kun 6km ramte jeg min langsomste kilometertid på 6:44 min/km, og da den poppede op på mit ur, udbrød jeg højlydt: ”Det er løgn, det her!”.
En fysisk såvel som mental kamp
Herefter kæmpede jeg lidt med hovedet, som absolut ikke kunne forstå, hvordan jeg skulle tilbagelægge resten af distancen i løbet. Jeg havde jo ikke en gang løbet halvdelen – ja, ikke engang en fjerdedel. Det virkede uoverskueligt, og jeg måtte ned at gå op af Skovbakkevej. Den eneste trøst var, at jeg var langt fra den eneste, som gik op af den lede stigning; det irriterede mig bare, at jeg allerede måtte kapitulere på første runde. Efter bakken lavede jeg en bindende aftale med mig selv: ”Godt nok har jeg ikke ramt dagen, men det er skisme slut med at gå. Det er sgu for tamt. Jeg er ikke kørt hele vejen fra Kolding til Aalborg for at gå et marathon” osv.!
Jeg begyndte at snakke lidt med de andre løbere, og det er altid hyggeligt at høre deres historie, og hvad deres løbebaggrunde er. Jeg kom i snak med en marathondebutant og tænkte, det bare var hammersejt lige at nappe Brutalen som sit første marathon. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg ynkede efter de 30km til mit første i Berlin, så hatten af for hende. Det bevirkede faktisk, at jeg havde knap så ondt af mig selv anden gang, jeg så direkte ind i asfalten på den lede stigning. Jeg ville løbe hele vejen op, og undervejs overhalede jeg en del løbere. De fleste af dem overhalede mig dog efter bakken igen, men det var egentlig også okay. Jeg havde accepteret mine trætte ben, og jeg ville bare nyde turen, komme godt igennem og ikke risikere nogen dumme skader.
Følgeskab gav kæmpe boost
Efter lidt small talk hist og pist rundede jeg de 26km, og jeg kunne se frem til følgeskab af min gode ven Anders Fugmann. Han er bosat i Aalborg, og vi havde en aftale om, at han skulle løbe med på de sidste to runder. Det gav et kæmpe boost, lige pludselig var jeg flyvende, og mine kilometertider raslede nedad. Jeg overhalede den ene efter den anden, og mon ikke nogen af de andre løbere var lidt trætte af at blive overhalet af en lille 160 centimeters-pige med oppakning? Det kunne kun pleje mit konkurrencegen og gøre mig i blændende humør, og hermed tog løbet en uventet drejning.
Nu handlede det om tempo, om at overhale den næste og den næste og den næste. Anders løb med GoPro’et ved siden af og pacede og heppede. Jeg fandt flow og blev nærmest helt høj af det gode tempo og løberne omkring mig, hvor mange var blevet ædt op af distancen, stigningerne havde tynget det mentale og lårene var stive og knæene bløde. De lidende ansigterne(heriblandt mit eget) afspejlede dagens strabadser og afslørede, at Aalborg Brutal Marathon ikke bare er et almindeligt hyggeløb. Det kræver vilje, udholdenhed, mental styrke, gode lårbasser og dagsform.
Jeg toppede med to kilometertider på 4:55 og 4:54 på 36. og 37. kilometer, og den sidste kilometer fløj jeg i mål med 4:04 i snit. Det kan jeg takke min makker Anders for, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor meget det mentale spiller ind på maratondistancen. Min krop får jo ikke tilført ekstra energi af, at jeg får en løbemakker, og at publikum går amok på min vej til toppen af stigninger er jo heller ikke en direkte kanyle af energi ind i min krop, men det giver et mentalt boost, som har en kæmpe indvirkning på det fysiske. Status er, at jeg skal arbejde mere med det mentale til Zugspitze Super Trail.
Jeg kan klart anbefale Aalborg Brutal Marathon til løberen, der har lyst til at udfordre sig selv med hårde højdemeter og exceptionel god stemning.
Fakta:
Antal tilmeldte: 199 mænd/23 kvinder = 222 løbere heraf 208 gennemførte
70% asfalt – 20% grus – 10% skovsti
Væskedepot 3 gange pr. runde: vand, saft, cola, salte chips, Matadormix, rosiner, chokolade, appelsin og banan
Medalje: ja
Pris: 200,- kr.
Vindere: Søren Rasmussen 2:47:59 og Stine Rex 3:25:06
Tidtagning: Manuel registrering ved officials
Karakter: 5
1. runde inkl. 800 m prolog: 45:26
2. runde: 39:58
3 runde: 39:20
4 runde: 41:45
5 runde: 38:13
6 runde: 38:41
1. halv: 2:04:29
2. halv: 1:58:24
Samlet: 4:02:53
Thy Trail Marathon – 2014
Min video af Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste maraton!
Everest Marathon – endelig i mål!
Her følger mit niende blogindlæg om de sidste forberedelser til verdens højeste marathonløb, Everest Marathon – samt oplevelsen af at komme i mål SUB 7 timer og på en 2. plads! Og det til trods for, at optakten langt fra var optimal, men det er en af præmisserne for at kunne nå til startlinjen i 5.200 meters højde.
Den sidste uge inden løbet bød på ubehagelig opkast/diarre samt udmattende trekkingture med sygdom i kroppen. Men da startskuddet lød tidlig torsdag morgen, glemte hun alt om det hårde arbejde for at nå til Gorak Shep.
En nat i helvede
Natten til mandag d. 25. november skulle vise sig at blive en nat i helvede med smertende mavekramper, opkast i mængder jeg ikke troede var muligt og hyppige besøg ved hullet i toiletteltet. At være syg i næsten 5000 meters højde er hårdt arbejde, og mit eneste ønske var bare at ligge hjemme i min varme seng i Danmark. Da jeg efter et par timer havde tømt absolut alt i min krop, sagde jeg til min tent buddy, Rachel: “This is it. I can’t do the marathon”. Efter en lang og grim nat fortsatte trekkingturen op til Lobuche(4900m). Det var uden sammenligning den hårdeste gåtur, jeg nogensinde har været på, men mine venner i gruppen var flinke til at hjælpe med opbakning og støtte.
Da vi nåede frokoststedet meldte jeg udsolgt og faldt i søvn på jorden. Da jeg kort tid efter vågnede, kastede jeg igen op og besvimede. Jeg var helt rundt på gulvet og kunne hverken genkende de sneklædte bjergtinder eller menneskerne omkring mig. De tilknyttede læger rådede mig til ikke at gå med længere op. Så jeg og Rachel indlogerede os i et lodge og blev der natten over.
Efter omkring tre timers søvn begyndte jeg at få det bedre, og dagen efter var jeg klar til at gå videre op og mødes med de andre, dog med et ekstremt lavt energiniveau, og det irriterede mig enormt at skulle blive ramt af sygdom så tæt op til løbet. Men der var ikke andet at gøre end at tage det sure med det søde og forblive ved godt mod.
Rygtet og erfaringen fra mit tidligere trek fortæller, at Lobuche uden sammenligning har de koldeste nætter. Temperaturen kan falde ned til -25 grader, og natten, vi tilbragte i telt, var hamrende kold. Heldigvis formåede jeg at holde toiletbesøgene nede på et minimum, og min kvalme var stort set væk. Lobuche er desværre også kendt for trekkers disease, og ligesom pesten blev spredt med lynets hast, måtte næsten halvdelen af holdet overgive sig med opkast og dårlig mave.
Lægetjek dagen før dagen
Inden vi dagen efter begav os ud på den sidste trekkingtur til startlinjen, skulle vi gennem sidste lægetjek bestående af balancetest, måling af puls og kroppens oxygenniveau samt hjerte/lungefunktion. Jeg kom godt igennem med et iltniveau på 96% samt en puls på 90(næsten en fordobling af min hvilepuls!). Lægerne vurderede, at tre deltagere ikke var fysisk klar til at deltage i løbet, men de fik muligheden for at starte løbet i Pheriche i stedet. Trekket til Gorak Shep var sej, og da min gode ven Dave bar min taske, da jeg var syg, var det min tur til at hjælpe ham. Han havde kastet op hele natten og var fuldstændig hvid i ansigtet, ekstrem træt og uden energi. Det er ikke optimal forberedelse at tømme kroppens energilager 3 dage før et marathon, ikke kunne kulhydratloade ordenligt og så oveni udsætte sin krop for en enorm fysisk belastning(og endda med to tasker af omkring 5-6kg hver) dagen før dagen.
De sidste forberedelser
Endelig nåede vi Gorak Shep, og jeg var meget spændt på at være tilbage. Jeg tilbragte resten af dagen for mig selv med at pakke og ompakke min løbetaske og sikre mig, at løbets krav om et minimum kit var opfyldt: “Long sleeved thermal top and leggings, additional top and leg covering, rain and windproof jacket(with hood) and trousers, gloves, thermal head covering, whistle on a neck cord, survival bag, head torch and ekstra batteries”.
Kittet bliver tjekket før og efter løbet, og løbsledelsen annoncerede, at de ville foretage tilfældige prøver undervejs. Hvis du mangler dele af minimumskittet, vil du blive diskvalificeret fra løbet. Jeg tilføjede en ekstra t-shirt, sleeves og min camelbag med plads til 2 liter vand. Ellers stod onsdagen på mental forberedelse, afslapning samt fælles øvelse af starten. Jeg gik tidligt i seng – ekstrem spændt og med maven fuld af sommerfugle! Men natten var lige så grum som sidste gang, og det blev stort set ikke til noget søvn. Jeg vågnede to gange, hvor min krop hyperventilerede og brokkede sig over den utilstrækkelige mængde af ilt. Følelsen af at være spærret inde i et alt for lille rum, hvor man bare har lyst til at bryde ud i det fri og tage 1 dybe, fyldestgørende indåndninger. I 5200 meters højde er der ca. halvdelen af den ilt, jeg er vant til at få i Danmark, så det er ikke underligt, at kroppen reagerer, som den gør.
“I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at have nået så langt.”
Klar til start
Endelig ringede mit vækkeur tidlig torsdag morgen – nærmere sagt kl. 04.00(jeg er b-menneske, så min krop tager et par timer om at vågne). Jeg tjekkede mit kit en sidste gang, spiste den sædvanlige havregrød og så klar til start!
Kl. 06.15 blev vores numre råbt op, så løbsledelsen kunne tjekke, at alle deltagere var mødt til start. Kl. 06.30 lød startskuddet! 63 deltagere ud af 75 havde klaret trekkingturen og lægetjekket og var klar til at forsøge sig med verdens højeste marathonløb. Undervejs var to sendt ned med helikopter, og en del måtte bukke under for højdesyge og/eller diarre/opkast. I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at have nået så langt. Første del af ruten var teknisk svær på is og sne, og et par gange faldt jeg på numsen, fordi jeg ikke kunne fornemme den glatte frost under sneen.
Fra Gorak Shep og ca. 15 minutter ind i løbet er der en ubehagelig stigning, som mange af de andre deltagere tog fejl af. De forsøgte at løbe op af den, men måtte give op halvvejs pga. vejrtrækningsproblemer, og jeg kunne overhale de omkring første 15 løbere i gåtempo – dog med en puls tæt på de 190! Al bevægelse i 5200 meters højde er ekstrem krævende, og jeg havde bestemt en fordel ved at have løbet her før og vide, hvordan jeg skulle disponere den første del af turen.
Min plan var at dele løbet op mellem de 6 check points og tage tingene, som de kommer. Hvis træt, så gå. Hvis frisk, så løb. Hvis sulten, så spis. Hvis tørstig, så drik. Jeg har aldrig løbet ekstrem- eller ultraløb før, og min længste løbetur har været lige under 5 timer, så jeg ved ikke, hvordan min krop reagerer, når den bliver presset længere ud og især ikke i disse højder med mindre ilt tilgængeligt. Så da jeg passerede tredje check point i Pangboche som første ikke-nepalesiske kvinde, blev jeg mildest talt overrasket. Jeg havde indtil få kilometer før fulgtes med en engelsk kvinde Beth, men hun stoppede for at skifte tøj, og jeg fortsatte i let løb, og vi forsvandt fra hinanden. Efter omkring 20km kommer den første slemme stigning til Tengboche. Den er så stejl, at løb for det første er umuligt, gå uden pauser er umuligt. og du har egentlig bare lyst til at sætte dig ned for få følelsen tilbage i dine ben. Da jeg endelig nåede op af den, var mine ben smadret. Jeg kunne dog glæde mig over at være nået halvvejs i et af verdens hårdeste marathons, men jeg vidste også, at løbet først begyndte der for alvor.
Status: halvvejs i løbet
Efter Tengboche kommer den frygtede nedstigning til Kangjuma med grus, sand og sten, som virkelig er teknisk krævende at løbe på – især når det går nedad. Men det gik overraskende godt, og jeg fik overhalet et par mænd på vej ned. Da jeg nåede bunden af bjerget, mødte jeg ultraløberen Dave, som et par dage før også var blevet ramt af sygdom. Han var helt blottet for energi, og jeg trak fra ham op af den næste stigning til Chorkung. Indtil videre havde jeg haft et rigtig godt løb, men denne stigning var ikke mindre end umenneskelig lang og stejl. Jeg havde forceret den før, så jeg vidste godt, hvad der ventede mig, og det var bestemt ikke en fordel at have vished herom! Stigningen består af snoede grusstier med kæmpe trin, som jeg, med mine korte ben, nærmest måtte kravle op ad.
Det krævede rigtig meget energi, og jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var ved at løbe tør. Jeg måtte flere gange stoppe for at få vejret og strække mine ben ud, så de ikke gik i kramper. Her skal der graves dybt eller som mine engelske venner lærte mig: Dig deep! Jeg lå stadig som første ikke-nepalesiske kvinde, men min krop var udmattet, ruten var lang fra flad, og jeg måtte finde min iPod frem og skrue uhæmmet højt op for Volbeats aggressive toner. Det fik mig lidt op i tempo, og jeg nåede endelig Thamosløjfen, som er lig med de sidste 6 miles eller 10km. Fra den tidligere træningstur på sløjfen vidste jeg, at det ville blive hårdt arbejde, for der er ikke et fladt stykke vej at finde. Det er enten op eller ned, og når man er træt og benene bare føles som tunge klodser, gør det lige så ondt at løbe ned som op.
Mælkesyre, high fives og mål i sigte
Mælkesyren i mine lår efter den lange nedstigning fra Tengboche var ubeskrivelig grim, og for hver skridt jeg tog, jagede smerten igennem quadriceps. På vej ud mod vendepunktet kunne jeg give high five til de hurtige nepalesiske løbere og de to første ikke-nepalesiske mænd, Malcom og Steve. Det gav lidt energi at se, de også knoklede for at komme i mål. Da jeg nåede vendepunktet, var jeg absolut fuldstændig smadret og havde hverken lyst til at drikke eller spise. Jeg fik bundet en sløjfe på min taske som et bevis på, jeg havde været helt ude, men jeg var så træt og måske lidt desorienteret, at jeg bare råbte: “Don’t touch me!”. Jeg vendte rundt og kunne se Beth nærme sig med masser af energi, og jeg vidste, at min førsteplads kun havde været til låns. Normalt hader jeg at blive nr. 2, men i dette tilfælde var Beth blevet min gode veninde under den lange trekkingtur, og jeg vidste, at hun var en stærk ultraløber med langt mere erfaring end mig. Status var desuden, at jeg var baldret, udsolgt, finito, wiped out, færdig – basta bum!
Det handlede nu om at slæbe mig igennem de sidste 5km på bedste mulig vis. Når det gik ned ad bakke, kunne jeg tippe min krop forover og tage fra med benene, så det nogenlunde lignede løb, men på lige strækninger og op af bakke var mit mål ikke at gå i stå, men bare at bevæge mig en lille smule fremad. Da jeg langt om længe kunne se målbyen Namche, trængte tårerne sig på, og en uforglemmelig lykkefølelse fyldte min krop. Kun Beth havde overhalet mig på sløjfen, og jeg kunne løbe i mål som nr. 2 ikke-nepalesiske kvinde, nr. 4 over all ikke-nepaleser og nr. 21 på den nepalesiske liste.
Jeg er stolt, glad, overrasket og ikke mindst lykkelig. At deltage i Everest Marathon er uden sammenligning det hårdeste og mest krævende, jeg nogensinde har oplevet. Men alligevel tager jeg mig selv i at dagdrømme om det næste ekstremløb…
Jeg vil gerne takke Koldingegnens Idrætsefterskole, Kolding Bokseklub, Bodyzen og mine søstre Laura, Matilde og Kira for støtte og kæmpe opbakning, samt alle der har fulgt min rejse på Facebook, LøbeMagasinets blog og i avisen.
Overall top 5 for Everest Marathon:
1. Malcolm Attard, Malta – 5.47.22
2. Steve Lang, GB – 6.02.52
3. Beth Thompson (F), GB – 6.50.16
4. Kristina Schou Madsen (F) Denmark – 6.59.50
5. Matt Smart, GB – 7.01.27
Everest Marathon – en uge til raceday!
Søndag d. 10. november mødtes jeg med maratonholdet på Hotel Shanker i Kathmandu. Jeg har set meget frem til at møde de mennesker, som jeg i 15 dage skal trekke, akklimatisere og ikke mindst løbe 42 km i verdens højest beliggende maraton med. I præsentationsrunden blev det dog hurtigt klart, at mange af deltagere er intet mindre end supermennesker! En ældre amerikansk herre, Brent Weigner fortalte, at han havde løbet 22 maratons i år, 218 i alt og løbet på verdens 7 kontinenter for 9. gang – ganske imponerende sammenlignet med mine sølle 14 maratons. Så i dette selskab tør jeg slet ikke nævne mine “latterlige” 54 halvmaratons.
En kold fornøjelse
De 55 udenlandske deltagere er delt op i tre grupper, som trekker, spiser og camperer sammen. Hver gruppe har en leder, to læger og en del frivillige samt et hold bærere og kokke til at tilberede maden. Vi overnatter i telte, og jeg har været rigtig spændt på at sove udenfor i minus 10-20 grader, men mine seks nætter er indtil videre gået godt, og jeg har næsten ikke frosset. Dog er nattisseri noget værre rod i denne kulde, men desværre uundgåeligt, da jeg drikker omkring 3-4 liter vand om dagen for at få nok væske og dermed hjælpe akklimatiseringsprocessen.
Det kræver vilje at hoppe ud af den (en smule) varme sovepose og ud i isende frostvejr, finde udendørstoilettet – dvs et hul i jorden, så tilbage i teltet og forsøge at få varmen igen. Jeg sover med et lag merinould inderst, et lag fleece og en dunjakke samt handsker og hue, og inden sengetid fylder jeg mine to vandflasker med kogende vand og putter dem ned i soveposen. Alt mit elektronik som f.eks. kamera, batterier og telefon har jeg ligeledes med ned i posen, så kulden ikke dræner eller ligefrem ødelægger det. Indersiden af teltet og soveposen er om morgenen dækket af is, og det kræver sit at komme ud af posen.
Inden maratonløbet trekker vi omkring 120 km i Everest-området for at akklimatisere, men det har desværre ikke været muligt at følge den planlagte rute, da Himalaya i øjeblikket oplever det koldeste vejr i 18 år. Arrangørerne er bange for at overnatning i telte i Gokyo(4791)vil gøre os syge, så vi har overnattet fire nætter i Machermo i 4465 meters højde og i stedet taget to dagsture til Gokyo, peaket Gokyo Ri(5483) samt gletsjerne i området.
Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.
Man mødes med forståelse og gensidig respekt
I dag har jeg sammen med en del fra min gruppe løbet fra Machermo(4465) til Kanjuma(3595). En tur på ca. 2 timer. Ganske overraskende er jeg ikke langsomst – faktisk kan jeg holde tempo med de kvindelige deltagere i gruppen. Men en 120 min løbetur for dem er vel bare en søndagsluntetur i parken. Det var super dejligt at få luftet løbeskoene igen. Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.
Det er en helt speciel gruppe mennesker, som er samlet – her er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man vælger at løbe et af verdens hårdeste maratons, eller hvorfor man deltager i andre ekstrem- eller ultraløb. Der er en gensidig respekt for trangen til at udfordre sig selv fysisk, og når Dave Falknwer fortæller om sit 200 miles race, hvor han midt i løbet bliver udelukket af lægerne pga. høj feber, men stadig ønsker at fortsætte, forstår alle her, hvorfor han tænker, som han gør.
“Happy birthday Kristina!”
Søndag d. 17. november fyldte jeg 28 år, og det var en uforglemmelig dag med dejlige folk omkring mig og en natur, som ikke kan beskrives med ord, billeder eller film. Sherpaerne – hjælpeteamet omkring holdet – havde bagt en chokoladekage til mig, hvor der stod “Happy birthday Kristina”. Fuldstændig fantastisk. Jeg skulle i hvert fald lige sluge klumpen i halsen og tørre øjnene. Sherpaerne ejer ikke meget, men vil gøre alt for dig. Det sætter tingene lidt i perspektiv, og jeg bruger en del tid på at tænke over, hvordan jeg lever mit materialistiske liv derhjemme.Det er overvældende at tænke på, at der er under en uge til raceday. Jeg håber at kunne lave en update mere, inden det går løs på torsdag.
De sidste par ugers program:
06.11 – 3×20 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
07.11 – 2×15 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
08.11 – Hviledag
09.11 – 1 times roligt løb + 1 times core- og bentræning + 1 times løb(Borgs skala 17-18-19)
10.11 – 1 times restitution
11.11 – 45 min løb inkl 2×10 min tempo(Borgs skala 18-19)
12.11 – 2×30 min tempo(Borgs skala 16-17) + opvarmning
13.11 – Trek fra Lukla(2800 m) til Phadking(2600 m) 3,5 timer
14.11 – Trek fra Phadking til Namche(3446 m) 7 timer
15.11 – Trek til Everest View Point og tilbage til Namche (400 højdemeter) 3 timer
16.11 – 10 km løbetur fra Namche omkring Thamosløjfen og tilbage + 2 timers trek fra Namche til Kumjung(3780)
17.11 – Trek til Dole fra Kumjung
18.11 – Trek til Machermo(4465) på 3 timer
19.11 – Hviledag med 2 timers trek
20.11 – Trek til Gokyo Ri(5483) på 9 timer
21.11 – Trek fra Machermo til Kumjunga(3597)
22.11 – Trek fra Kumjunga til Tengboche(3867)
Everest Base Camp: Tjek!
At nå Mount Everest Base Camp var første del af målet på mit eventyr, og det var en blanding af lettelse og lykke, efter 10 dages hård trek med flid, sved og hårdt arbejde, at jeg endelig satte min fod på det golde Base Camp med de karakteristiske gule telte. Jeg kunne kigge tilbage på overvældende oplevelser med imponerende naturindtryk, flytten til fysiske og mentale grænser samt sige farvel til næsten halvdelen af trekkinggruppens medlemmer pga. højdesyge.
Solopgang over Mount Everest og iskolde nætter
I et guest house i Gorak Shep i 5184 meters højde forsøger jeg at få lidt søvn. Jeg er pakket ind i mit uldundertøj, -sokker, -hue og -handsker samt silke-, fleece- og min lånte sæson 4-sovepose, men stadig fryser jeg mine fødder, og min næse er kold som en istap.
Natten her rygtes som værende forfærdelig, og en samtale mellem en franskmand og en russer ude på gangen, bekræfter mig i rygterne: “Folk vågner om natten og flår vinduerne op i et desperat forsøg på at få ilt”. Med den grumme forestilling faldt jeg i søvn, men vågnede kort tid efter gispende efter vejret. Jeg kunne ikke få luft, og min krop responderede med en slags panisk hyperventileringstilstand, hvor alt skreg efter luft. Mit hjerte pumpede, mit hoved dunkede og jeg kunne absolut mærke alle lemmer brokke sig i mit korpus.
Tankerne pressede sig på, og med fare for at lydemelodramatisk, blev jeg faktisk i tvivl om min krop overhovedet kunne klare presset. Det kunne den heldigvis, og kl. 4.15 følte jeg mig nogenlunde klar til at kravle op af Kalar Pattar for at se den berømte solopgang over Mount Everest og Nuptse – en tur kun to af gruppens medlemmer klarede.
På min tur til Everest Base Camp har jeg fulgtes med syv andre trekkere, to guider og fire bærere. Jeg havde inden turen overhovedet ikke overvejet, at nogle måske ikke ville nå til Base Camp, og da slet ikke at succesraten ville være under halvdelen.
De første falder fra
I Lobuche måtte vi sende den første pige ned med helikopter pga højdesyge, og stort set alle af gruppens medlemmer følte sig den dag utilpas med hovedpine, kvalme og/eller næseblod. Derfor holdte vi her en ekstra dags pause, men kun for at sende endnu en ned med hest og efterfølgende helikopter. At se sine venner lide på den måde, er en meget skræmmende oplevelse, og at højdesyge ikke er for sjov, skulle jeg tids nok høre flere eksempler om.
Taktikken langs ruten var klar: gå langsomt op, og som Michael Strynø tidligere på måneden insisterede kraftigt på: drik, pis og akklimatisere! Herefter var hans bedste råd, som i tidligere blogs nævnt, hvidløg. Ovenstående har resulteret i en hvidløgsstinkende Kris med hang til bagtroppen og utallige forespørgsler om tissepauser i tide og utide. Jeg er sikker på at de fleste trekkere i Mount Everest-området på et eller andet tidspunkt, har set min hvide numse forsøgt gemt i vejkanten. Men det kan jeg nu godt leve med!
Løbetur til Pangboche
Fra Gorak Shep fik jeg grønt lys fra min guide om at løbe turen ned til Pangboche – en tur på omkring 23-24 km. Starten på turen var enorm hård og især det tynde luftlag var udfordrende og egentlig også surrealistisk at løbe i. Få skridt og den mindste hældning på vejen giver vejrtrækningsproblemer, og man fuldstændig tvunget til at tage det helt roligt. Dog forløb turen over al forventning, og det var virkelig fedt at få trænet teknikken på is-, sten- og grusunderlag og på op- og nedstigninger, jeg ikke troede overhovedet var muligt at løbe på.
Jeg formåede at løbe ca 4/5 af maratonruten på to dage, og det var virkelig en positiv oplevelse – men hold da fast, det bliver en knaldhamrende hård tur!
På maratonruten er det deltagernes eget ansvar at finde vej, så det var godt timet, at jeg på træningsturen drejede af til højre i stedet for til venstre! At finde vej selv, havde jeg frygtet en del, men størstedelen af ruten giver heldigvis sig selv, og ellers er der jo muligheden for at spørge om vej. Navnene på de 11 byer vi skal løbe igennem, har jeg lært udenad, så jeg håber at jeg er dækket ind i tilfælde af, at jeg komme til at løbe allersidst!
Sidste uges program:
25.10 – 7 timers trek (Namche 3446 moh – Tengboche 3867 moh)
26.10 – 5 timers trek ( Tengboche – Dingboche 4343 moh
27.10 – 5 timer – besteg bjerget Nagarun 5313 m og løb ned
28.10 – 5 timers trek (Dingboche – Lobouche 4910 moh)
29.10 – 4,5 timers trek fra Lobuche til ca 5300 moh og retur
30.10 – 8 timers trek (Lobuche – Gorak Shep – Base Camp – Gorak Shep 5184 moh)
31.10 – 3 timers trek til toppen af Kalar Pattar(5623 moh) + 3 t 45 min løb fra Gorak Shep – Pangboche 3901 moh
01.11 – 2 t og 35 min løb fra Pangboche – Namche 3446 moh
02.11 – 4 timers trek’n’run (Namche – Phakding 2652 moh)
03.11 – 2 t 30 min trek’n’run (Phakding – Lukla 2800 moh)
04.11 – 1 t 15 min restitutionsløb i Kathmandu
05.11 – 45 min morgenpowerwalk + 1 times løb med 6×2 min stigninger
Everest Marathon: Drik, pis og afklimatiser!
Ugen op til det første hike har været en kombination af løb, masser af trekking, mountainbike og sport wall climbing – aktiviteter med det formål at forberede mig bedst muligt til første trek til foden af verdens højeste bjerg og naturligvis i sidste ende marathonløbet.
Drik, pis og akklimatisere
Drik, pis og akklimatisere – opsummerende og vise ord fra Michael Strynø, den første dansker på toppen af Mount Everest, som i en Skype-samtale gav gode råd og fifs omkring færden i højderne. Han anbefalede at drikke mellem 4-5 liter vand om dagen, da det tynde luftlag medvirker en hurtigere vejrtrækning, og dermed forsvinder meget af fugten ud gennem åndedrættet. Udover at drikke, skal man også sørge for at spise rigeligt, og især hvidløg, som er med til at rense blodet for affaldsstoffer.
Jeg kan egentlig ikke fordrage hvidløg, men de sidste morgener har jeg fået hvidløg i min omelet, ekstra hvidløgsfed til middag og i aftes fik jeg sørme en hel skål fuld af rå hvidløg, som tilbehør til min aftensmad, og eftersom jeg ikke har været i bad i tre dage nu, må der rende en ganske slem duft efter mig!
Det er svært at få noget ordentlig mad i kroppen; der er hverken frugt, fuldkorn eller andet fra min normale semi-sunde kost derhjemme. Et af Michaels råd var, at du må aldrig være sulten i højderne, da din krop altid skal have nok at arbejde med.
Nu er situationen bare den, at jeg er konstant sulten – og det ved jeg at køkkenpersonalet på min tidligere arbejdsplads Koldingegnens Idrætsefterskole med garanti kan skrive under på! Det koster et par ekstra kilo på kroppen, men mon ikke det er okay at have lidt at tage af?
Den sidste uge
For at skrue tiden tilbage til sidste uge, var de 75 km på mountainbike en kæmpe udfording, men at skulle sætte sig op på cyklen igen to dage efter, var virkelig noget, der krævede viljestyrke! Jeg havde så ubeskrivelig ondt mellem benene, hvor jeg var fuldstændig hudløs, og måtte vandre rundt uden underbukser på! Knap så charmerende, men kanten af trusserne skrabede ind på sårene, og jeg havde simpelthen ikke andet valg, end at undlade det inderste lag! De 4 timer på mountainbike testede min smertetærskel, og det handlede bare om at komme igennem. Turen blev fulgt op af 4,5 timers hike dagen efter i bjerge nær Kathmandu samt et par timers sport wall climbing.
Starten på det virkelige eventyr
Den 22. oktober fløj jeg af sted til Lukla i 2800 meters højde – verdens mindste landingsbane og i et fly med plads til kun 16 mennesker. Det var en anderledes oplevelse, og da vi landede i god behold, følte jeg, at første lille sejr var i hus! Vi lagde ud med et trek på 3 timer ned til Phakding i 2610 meters højde for at overnatte og være klar til morgendagens hårde trek på 7,5 timer op til Namche Bazar i 3446 moh.
Her har vi nu været i to dage for at akklimatisere eller sagt med andre ord: Tilpasse kroppen til det lave lufttryk dvs. til iltmangel. Kroppen har en imponerende even til at tilpasse sig under forskellige forhold, og ved ophold i et lavt CO2-tryk udligner kroppen det med et forøget tempo i vejrtrækning og i hjerterytme, som i sidste ende medfører en kraftig stigning i kroppens hæmatokritforhold.
Løbet
Jeg har været på en enkelt løbetur i meget stejlt terræn, og jeg fik mildest talt et chok, da mit GPS-ur meldte en tid på 16,5 min/km. Nogle steder går det så meget op, at man bliver nødt til at kravle op til næste trappetrin, og kilometertiderne rasler op. Det tynde luftlag bevirker, at jeg lynhurtig hiver efter vejret, og mit hjerte pumper af sted. Men hvor er det fedt! Man mærker virkelig sin krop, og med protesterende lunger og andre organer i undtagelsestilstand, tænker jeg alligevel: Det her – det elsker jeg!
Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af, hvor hårdt al ting i 3446 meters højde er, men 50 meter her i rask gåtempo tager pusten fra mig, og jeg føler mig som en inaktiv, storrygende hval på 200 kg, der kæmper sin vej frem! Man kan spørge, hvad det er, der får mig til fortsætte, når det gør ondt, og hvorfor der alligevel er et smil at finde på læber. Det kan jeg ikke svare på, men forhåbentlig giver de sidste mange blogindlæg et billede af, hvordan jeg tænker løb, udfordringer, grænser og forberedelse til noget, jeg stadig ikke helt kan forstille mig, hvor hårdt bliver.
Den kommende uge vandrer jeg videre op i højderne, og jeg håber på at have endnu et blog-indlæg klar om en uges tid igen, hvor jeg nærmer mig Everest Base Camp.
Sidste uges program:
17/10 – 4 timers mountainbike
18/10 – 5 timers trek
19/10 – 1,5 timers løb
20/10 – 35 min rolig morgenløb + sport wall climbing
21/10 – 1,5 timers løb med 4x stigningsløb på 10 min + Start på første trek til Mount Everest Base Camp
22/10 – 3 timers trek
23/10 – 7,5 timers trek
24/10 – 25 min løb stejlt op (gps-uret meldte 16,30 min/km!) + 10 min på småsten nedad + 1 times trek
Everest Marathon: Formen er tilbage!
Det er nu over en måned siden, at jeg sad i flyet på vej herned for at træne op til Everest Marathon. Den forgange uge har budt på masser af eventyr med bungy jump, rapelling, løb i bjerge, trekking, teknik og mountainbike. Pulsen har været helt oppe at ringe, og jeg føler, at formen endelig er ved at være tilbage efter de sidste ugers uoverensstemmelser med min krop.
Jeg ankom til Nepal tirsdag d. 8. oktober efter en ambivalent, dog indholdsrig uge i Tibet. Tre dage blev tilbragt i The Last Resort – virkelig et sted for eventyrslystne vovehalse!
Verdens højeste canyon swing!
For at indvie det nye sted, prøvede jeg kræfter med verdens højeste canyon swing fra en hængebro 160 m over en flod. Følelsen af at blive hængt fast en elastik, og vide at der venter 100 m frit fald, et sving på 240 m og en topfart på 150 km/t, er temmelig nervepirrende! At miste kontrollen fuldstændig er en underlig fornemmelse, men adrenalinsuset som canyon swing og bungy jump gav, skulle jeg åbenbart blive helt afhængig af! Det blev til 2x swing, hvoraf ét af dem var baglæns og så 3 bungy jump med 160 m frit fald.
Fælles for alle hop var turen op igen, som bestod af stejle bakker og trapper, der selvfølgelig blev forceret i løb. Ja, det vil sige, at nogle steder var der så stejlt, at mine korte ben umuligt kunne holde tempo, men de ca. 20 min løb op ad bakke var helt obligatorisk efter hvert spring, og det må da alt andet lige være motivation for at springe ud i det?!
Naturen omkring resortet var helt fantastisk. Masser af bakker op og ned, skiftende terræn fra glatte sten til bjergsider man skulle klatre/kravle op af – det kræver virkelig koncentration og fokus for ikke at træde forkert og vrikke om på foden, eller at lægge vægten rigtigt, så du er klar til næste afsæt fra den rigtige sten videre til den næste. Det er udfordrende og hårdt, men samtidig også sjovt, og nogle gange kan man faktisk ende i et flow og glemme at man egentlig er ved at kaste sine lunger op!
To dages trekkingtur
Efter adrenalinsusene i Last Resort smuttede jeg på en to-dages trekkingtur i silende regnvejr. Cyklonen, som ramte Indien, medførte et kraftigt blæsevejr – selv min Peak Performance-jakke måtte bukke under for det konstante regnvejr, og jeg var absolut gennemblødt.
Trekket bestod af hårde ture op ad bjerge, samt tekniskkrævende ture nedad igen. De våde sten kostede et par styrt på numsen, men lidt efter lidt, lærte jeg teknikken, og den sidste dag klarede jeg igennem uden blå mærker og rifter. Blod var der dog masser af, da fugtigt vejr betyder fest for iglerne, og hovedmåltidet var mit kød! Jeg vender mig altså aldrig til at hive regnormslignende, små sorte, slimende væsener ud af min krop, men som min guide sagde til mig: Det er en del af oplevelsen. Og det er det vel! Jeg smiler i hvert fald af det nu, dog med et håb om, at jeg aldrig skal møde dem igen!
74 km MTB
Efter trekket stod den på en 74 km mountainbiketur tilbage til Kathmandu, og igen på udfordrende underlag. Jeg har aldrig rigtig kørt på mountainbike, men der er godt nok action på, og jeg var med det samme solgt. Især da vi mødte det sidste bjerg, hvor de 4 cykelguider sagde, at her kan ingen cykle hele vejen op, og jeg tænkte med det samme: “Jeg VIL cykle hele vejen op!”. Det blev til 7 km med pulsen i den absolut højeste zone, og når jeg forsøgte at stå op og træde, følte jeg, at jeg faldt bagover. De snoede veje/stier op bestod af store og små sten, grusstier, asfaltveje og to gange måtte jeg passere et stenskred.
Dog udgjorde de modkørende biler en større trussel, og jeg måtte have foden i efter de første 100 m for ikke at køre ud over bjerget, da en bil skulle passere. Cirka halvvejs oppe af bjerget, vælger en anden bil at overhale mig indenom, så jeg kun lige undgår at blive ramt af bilen, men vælter til gengæld på numsen. Jeg slår mig ikke slemt, men et fint brunt/gult/blåt mærke, er det da blevet til!
Efter styrtet måtte jeg trække omkring 10 m, da der var for stejlt til at komme tilbage på cyklen. Det var en ubeskrivelig hård tur, men sikke en lykkefølelse at nå toppen! Og så erfare at ingen af de fire guider var i stand til at cykle op, er et kæmpe selvtillidsboost, og jeg er nu sikker på at alle skavanker er ude af min krop, og formen er ved at være tilbage.
Løbetræningen
Min obligatoriske morgenløbetur i morges blev helt naturlig konverteret til en eftermiddagstur, da jeg mildt sagt var øm bag i! At cykle over 70 km i våde tights skulle vise sig at give heftige brændmærker, og uden at uddybe det, blev min løbetur klaret i et meget roligt tempo! I morgen forsøger jeg at hoppe på mountainbiken igen, og tager fredag et hike på et endnu ukendt antal kilometer og terræn.
Slutteligt vil jeg gerne sige et stort tak for opbakningen fra jer, alle de inspirerende beskeder på Facebook og donationerne på Caremaker.dk
Program foruden den daglige styrketræning
08/10 – 15 min udstræk, 20 min stejlt op og 15 min ned igen + 15 min stræk + 1 swing
09/10 – 30 min styrke ben + core. 2x 20 min trappetræning + 2 x bungy jump
10/10 – 30 min morgenstyrke ben + core. 3,5 timers rapelling ned af vandfald. 1,5 timers løb i terræn + 20 stræk og smidighed. 1 x baglæns swing + 1 bungy jump
11/10 – 1,5 timers løbetur Borgs skala: 15-17
12/10 – 50 min morgenløbetur i restitutionstempo
13/10 – grundig opvarmning – interval 5×4 min(skala: 19-20) – afjog. Smidighed og stræk. 6 timers trek i skiftende terræn: glatte sten, grus, græs, træ osv.
14/10 – 3 timers trek
15/10 – 74 km mountainbike
16/10 – 1 times løb i roligt tempo + 30 smidighed
Everest Marathon: En blandet oplevelse
De sidste 2 uger har været fulde af eventyr med kajak, riverrafting, paragliding, og mountainbiketure i Pokhara – og en fantastisk tur til det Kina-styret land Tibet. De sjove oplevelser har desværre også være krydret med en overbelastet achillessene, ondsindet diarre samt et møde med noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet: højdesyge.
Efter min 5-dages trekkingtur i bjergene, begyndte jeg at få en brændende fornemmelse i min achillessene, og tænkte, at jeg måtte holde en lille pause fra løb. Jeg fik selvproduceret en kile af brugt slikpapir og sportstape, som løftede mine hæle ca. 1 centimeter op, for derved at aflaste achillessenen mest mulig.
Efter 3 dages pause synes jeg, det gik bedre, og jeg skulle jo indvie stierne og det smukke landskab i den nye by, Pokhara, som jeg var rejst til. Det blev til to morgenløbeture i blødt terræn på henholdsvis 35 og 45 min, men den brændende fornemmelse vendte øjeblikkeligt tilbage.
Mavepine
Oveni begyndte min mave også at brokke sig over de til tider knap så kulinariske madoplevelser, og en del af den obligatoriske sightseeing fik ufrivilligt inkluderet mange toiletbesøg, hvor man bestemt ikke skal være sart. Mange steder er toilettet bare et hul i jorden, og der er ofte hverken toiletpapir eller vand, men det skulle ikke holde mig fra at tage på kajaktur, paragliding, mountainbike- og en 2 dages riverraftingtur med overnatning på stranden. Desværre gjorde den ellers usårlige Achilleus i cocktail med min dårlige mave, at løbeprogrammet endnu en gang måtte sættes på standby, og der skulle gå 6 dage, før jeg fik opsøgt en læge med foden og afleveret en afføringsprøve.
I forhold til foden var beskeden klar: overbelastning med pause og røde gigtpiller til følge. Heldigvis forstod lægen hvor vigtigt dette løb er for mig, og vi snakkede om excentrisk træning, udstræk og konsekvenser for at fortsætte med at træne, gennemføre de to planlagte trekkingture til Mount Everest Base Camp og selve maratonet i sne, is, glatte sten, grus, græs og alt mulig andet, hvor jeg tænker, at min achillessene ellers ville have stå mig bi.
Tibet
Efter lægebesøget tog jeg hjem på hotellet for at pakke til 7 dage i Tibet og det første rigtige møde med højderne. Jeg har været meget spændt på at se, hvordan min krop ville reagere i højderne, og de første par dage tilbragte jeg i hovedstaden Lhasa i 3650 moh, og jeg havde forstået, at jeg de første dage skulle holde mig i ro for at akklimatisere. Desværre var der bud fra lægen i Nepal om min mave – jeg skulle opsøge et hospital for at få styr på bakterierne. Jeg satte min lid til mine medbragte danske diarrepiller, og valgte ikke at tage på sygehuset(nogle spørger måske, hvorfor jeg ikke tog dem i første omgang, men jeg tager kun piller i absolut nødstilfælde).
Højdesyge
At være lidt småsyg i højderne skulle vise sig at være en farlig cocktail. På 3. dagen vågnede jeg kl. 5 om morgenen med en ubeskrivelig hovedpine, svimmelhed og kvalme. Jeg havde planlagt at rejse videre til en anden by, så det var bare ind i bussen og håbe på at få det bedre. Det gik desværre ikke sådan, hovedpinen blev kun værre, og da jeg blev ved med at kaste både mad og væske op, besluttede min guide at køre forbi et tibetansk hospital, hvor jeg kunne få noget ilt.
En times oxygen hjalp på højdesygen, men jeg var stadig helt udmattet og utilpas. Det tog et par dage før jeg helt kom ovenpå igen, men jeg nåede dog at føle mig nogenlunde tilpas i 5.200 meters højde, og det må alt andet lige være en fordel til Mount Everest. At bevæge sig rundt i disse højder er ekstrem krævende. Bare 10 trapper eller en gåtur kan tage pusten fuldstændig fra en, og jeg begynder så småt at spore mig ind på, hvor hårdt det her maraton egentlig bliver. Det er i hvert fald ikke underligt, at deltagerne får 11,5 timer til at gennemføre løbet!
Kathmandu kalder
Jeg har stadig én dag tilbage i Tibet, og har lige været på min første løbetur efter alle uoverensstemmelserne med min krop. Jeg satser på, at vi nu er gode venner igen, og tænker, at det er bedre med udfordringer i starten af mit eventyr end i slutningen! Jeg ser frem til de næste par uger med dejlige løbeture i Kathmandu, indtil jeg d. 22. oktober flyver til Lukla, og starter første trek til Base Camp på Mount Everest.
Everest Marathon: Trekking og mentaltræning
Jeg ligger lige nu i mit telt på den sidste aften af en 5-dags trekkingtur i bjergene. Jeg kan se tilbage på en uge i Nepal, der allerede har fyldt mig med oplevelser. Det ekstremt venlige og gæstfrie folkefærd har virkelig gjort indtryk på mig – her er al materialisme lagt i baggrunden til fordel for indre ro og lykke, væren i nuet og et oprigtigt altruistisk syn på livet.
Da regnvejret på dagens trekkingtur fik iglerne til at gå på rov i mine ben og fødder, kastede min sherpa alle ting fra sig og ignorerede sine egne blodige klipklap-fødder, blot for at hjælpe en stakkels vesterlændinge som mig.
Trekkingturen har været en hård fysisk rejse med imponerende naturoplevelser som smukke landskaber, sneklædte bjerge i det fjerne og ikke mindst de små landsbyer med et fattigt, men hårdtarbejdende folk. Det var især en stor oplevelse at besøge det farverige Namobuddha-tempel, som er et af de helligste pilgrimssteder for buddhister i Nepal, og her møder man munke overalt i deres klæder og sandaler.
Træning
Jeg forsøger at lægge løbeturene ind om morgenen, så jeg kan passe dagens tætpakkede program. Jeg har min base på et hotel i Kathmandu, og der er efterhånden ved at være god opbakning på min rute, når jeg kommer løbende i fuld udstyr med min camelback, solbriller og kasket mellem klokken 7 og 8 om morgenen. Selv vagten smider en high five og lunter med de første meter!
Der er rigtig meget trafik hernede, og her får folk virkelig deres aggressioner ud! Foruden fuldstændig hensynsløs kørsel, kører nepaleserne også i den anden side af vejen, end vi er vant til, så det kræver ekstra omtanke og påpasselighed at færdes på vejene. Det er indtil videre “kun” blevet til et sidespejl i albuen, og det skal jeg vist bare være taknemmelig for! Heldigvis har jeg fundet en vej med fortov, som jeg løber lidt frem og tilbage på, og nogle dage kan jeg endda tillade mig at komme lidt op i tempo uden at løbe ind i de mange folk.
Mentalt
Mentalt forsøger jeg også at forberede mig på Everest. Jeg har endnu ikke prøvet at være ude på en længere løbetur end 5 timer og 50 min, og den tid kan meget vel blive fordoblet, når jeg skal i ilden på verdens højeste bjerg. Hvordan kan jeg tænke positive tanker hele vejen? Hvordan håndterer jeg modgang og smerte? Det vil med garanti komme til at gøre ondt, men hvordan kan jeg forberede mig på noget, som jeg ikke ved hvordan føles? Løbsberetninger fra tidligere år fortæller om lammende hovedpine, mavekramper, opsvumlethed, desorientering og uhæmmet næseblod – det lyder enormt skræmmende, men jeg tager alligevel mig selv i at glæde mig underligt meget til at mærke, hvordan min krop vil reagere på den fysiske udfording i cocktail med det tynde luftlag.
Efter første uge i Nepal, er min motivation helt i top! Humøret er højt, træningsglæden stor og jeg bliver bombarderet med unikke oplevelser og indtryk.
Ugens træningsprogram:
13.9 = 30 min restitution + 5 min intensiv trappeløb
14.9 = 10 min restitution + 5 min intensiv trappeløb
15.9 = 55 min tempo inkl. 600 trapper
16.9 = 30 min tempo inkl. trapper, 4 timers trekking i skiftende terræn, 50 min løb på stejle bakker i bjergene. Højeste punkt = 1750 moh
17.9 = 5 timers trekking(1800 moh)
18.9 = 6 timers trekking hård 30 min løbetur op af bakke og nedad igen(2000 moh)
19.9 = 7 timers trekking (1600 moh)
Foruden ligger det daglige styrkeprogram:
50 walking lunges til hvert ben
50 smalle + 50 brede squat
30 balancestillinger
100 mavebøjninger
3×2 min planke (midt, venstre og højre)
4×20 englehop
50 maveøvelse med cykling
Udstræk og smidighedsøvelser
Everest Marathon: Jeg er klar til udfordringen!
Jeg sidder i flyet og tænker over hvilken udfordring, jeg nu har taget op. Jeg har sommerfugle i maven og føler en blanding mellem ekstrem spænding og ulmende nervøsitet – foran mig venter sig et 3 måneders eventyr med kajak, rafting, mountainbike, trekking, kano, elefantsafari, bungee jumping, rundrejse i Tibet og nå ja et af verdens hårdeste maratons og timevis af koncentreret løbetræning!
Men jeg kan mærke, at jeg er fuldstændig helt og aldeles klar. Det bliver mit livs oplevelse og mit livs største udfordring. Heldigvis har jeg kun mødt opbakning på min vej. Venner, familie, min andet hjem Kolding Bokseklub, løbeklubben Kolding Motion og endda rigtig mange, som jeg ikke en gang kender, bakker mig 100% op på bl.a. Facebook og synes det er fedt, at jeg tager tager udfordringen op. Det er måske ikke alle, som forstår hvorfor jeg gør det, men måske min blog de kommende måneder kan give et svar på, hvorfor jeg har tendens til at søge de fysiske grænser, og hvad der driver mig.
Jeg skal afsted!
Torsdag d. 5. september fik jeg endelig bekræftelse fra løbsarrangøren om deltagelse i verdens højeste beliggende maraton, og jeg fandt endelig et forsikringsselskab, som ville godkende betingelser som bl.a. helikoptorredning, hospitalsindlæggelse og de risici der nu ellers er forbundet med ekstremsport. Nu stod det klart: lille mig skal af sted til Mount Everest! Den eneste måde at fejre det på, var ved at gribe løberygsækken, smide 6×1/2 liters dunke med vand og et par håndklæder i og så af sted. Jeg har heldigvis løbet en del med rygsæk til og fra mit arbejde på Koldingegnens Idrætsefterskole, så kilo på ryggen er ikke helt nyt for mig. Det vil højden og det skiftende terræn til gengæld være, og jeg er spændt på at komme ned og træne i lignende forhold.
Jeg har i samarbejde med ultraløberne Christian Madsen og Maibritt Skovgaard fået udarbejdet en træningsplan, som især indeholder løb på op- og nedstigninger, på sten og grus samt så meget tilvendelse til højderne som muligt. Min store frygt er, at blive ramt af højdesyge, og hvad jeg kan læse mig frem til, er det svært at sige, hvem den rammer. Det handler om at få nok væske og mad, komme langsomt op i højderne og så tænker jeg, det mentale betyder enormt meget. Der må findes nogle bjergløbere i Nepal, som kan give mig nogle råd – jeg skal for alt i verden ikke rammes! Hermed basta!
Råd fra Jacob Juul Hastrup
Dagen før take of mødtes jeg med ekstremløberen Jacob Juul Hastrup, og han vejledte mig om det rigtige udstyr til vejen op på bjerget og til maratonet ned af bjerget. Sikke en entusiast og perfektionist – den mand kan vist snakke udstyr, teknik og løb i dagevis:) Jeg fik smidt min egen ski- og løbejakke til side til fordel for jakker, der omtrent vejer og fylder 1/5 mindre end mine egne. En ny verden har åbnet sig for mig, og han forsynede med endvidere med uld, tights, merinouldstrømper, hat og meget andet. Han spurgte intenst ind til energi og jeg viste ham mit lager af Winforce energi og saltsticks, hvor han dertil hentede en slags king size nutellapose, som han sagde, jeg måtte få med! Flydende chokolade har derved fået en plads i min taske:) Jeg udspurgte Jacob om nærmest alt, og han udbrød på et tidspunkt med sin sjællandske accent: “Det er jo bare 42 k og det går jo for helvede bare nedad!”. Ja tak skæbne – når man har løbet op til 560 km, så er 42 km vel bare en luntetur i frokostpausen! Inden jeg kørte, kom Jacob springende med 4 løbevenlige kartoner rødvin, og sagde, at dem skal jeg da nyde på toppen. Jeg lover dig Jacob, hvis jeg ved Gorak Shep (5.182 m), har overskud til en sjat, så skal min første skål gå til dig!
Træningen op til
Siden bekræftelsen om deltagelsen i løbet har jeg haft 4 løbeturen på mellem 10-20 km med oppakning på 2.5-4,5 kg, og jeg er ved at vende mig til at løbe med væskeblære og komme ned i tempo. Jeg løber et normalt maraton med omkring 5.00-5.10 min/km i snit, men jeg skal vende mig til at løbe langsommere. Omvendt skal jeg også have en del tempoture, da programmet allerede er stramt tilrettelagt, og nogle dage formentlig ikke vil tillade en lang udholdenhedstur. Min daypack-rygsæk er pakket med løbesko, og min dagsuniform er løbetøj, så jeg til enhver tid kan stikke af og træne. Mine medmennesker må indfinde sig med lugten af sved, da det nok ikke altid vil være muligt at få sig et bad. Ifølge Christian Madsen skal jeg have 40-60 km i skoene om ugen, og det er omtrent de antal kilometer, som jeg også løber hjemme. Jeg er i maratonform, så den skal “bare” holdes ved lige, men terræn- og bakkeløb skal trænes.
Tilbage i flyet, tænker jeg videre: Hvor er du heldig Kris: du har fået en enestående mulighed, som kun få mennesker får tilbudt, og du har grebet den! Du er på vej til et af verdens hårdeste maratons i ekstreme forhold, og det kribler i hele din krop for at komme ned og prøve kræfter med selveste Hr. Mount Everest!