Ugen op til det første hike har været en kombination af løb, masser af trekking, mountainbike og sport wall climbing – aktiviteter med det formål at forberede mig bedst muligt til første trek til foden af verdens højeste bjerg og naturligvis i sidste ende marathonløbet.

Drik, pis og akklimatisere


Drik, pis og akklimatisere – opsummerende og vise ord fra Michael Strynø, den første dansker på toppen af Mount Everest, som i en Skype-samtale gav gode råd og fifs omkring færden i højderne. Han anbefalede at drikke mellem 4-5 liter vand om dagen, da det tynde luftlag medvirker en hurtigere vejrtrækning, og dermed forsvinder meget af fugten ud gennem åndedrættet. Udover at drikke, skal man også sørge for at spise rigeligt, og især hvidløg, som er med til at rense blodet for affaldsstoffer.

Jeg kan egentlig ikke fordrage hvidløg, men de sidste morgener har jeg fået hvidløg i min omelet, ekstra hvidløgsfed til middag og i aftes fik jeg sørme en hel skål fuld af rå hvidløg, som tilbehør til min aftensmad, og eftersom jeg ikke har været i bad i tre dage nu, må der rende en ganske slem duft efter mig!

Det er svært at få noget ordentlig mad i kroppen; der er hverken frugt, fuldkorn eller andet fra min normale semi-sunde kost derhjemme. Et af Michaels råd var, at du må aldrig være sulten i højderne, da din krop altid skal have nok at arbejde med.

Nu er situationen bare den, at jeg er konstant sulten – og det ved jeg at køkkenpersonalet på min tidligere arbejdsplads Koldingegnens Idrætsefterskole med garanti kan skrive under på! Det koster et par ekstra kilo på kroppen, men mon ikke det er okay at have lidt at tage af?

Den sidste uge
For at skrue tiden tilbage til sidste uge, var de 75 km på mountainbike en kæmpe udfording, men at skulle sætte sig op på cyklen igen to dage efter, var virkelig noget, der krævede viljestyrke! Jeg havde så ubeskrivelig ondt mellem benene, hvor jeg var fuldstændig hudløs, og måtte vandre rundt uden underbukser på! Knap så charmerende, men kanten af trusserne skrabede ind på sårene, og jeg havde simpelthen ikke andet valg, end at undlade det inderste lag! De 4 timer på mountainbike testede min smertetærskel, og det handlede bare om at komme igennem. Turen blev fulgt op af 4,5 timers hike dagen efter i bjerge nær Kathmandu samt et par timers sport wall climbing.

Starten på det virkelige eventyr
Den 22. oktober fløj jeg af sted til Lukla i 2800 meters højde – verdens mindste landingsbane og i et fly med plads til kun 16 mennesker. Det var en anderledes oplevelse, og da vi landede i god behold, følte jeg, at første lille sejr var i hus! Vi lagde ud med et trek på 3 timer ned til Phakding i 2610 meters højde for at overnatte og være klar til morgendagens hårde trek på 7,5 timer op til Namche Bazar i 3446 moh.

Her har vi nu været i to dage for at akklimatisere eller sagt med andre ord: Tilpasse kroppen til det lave lufttryk dvs. til iltmangel. Kroppen har en imponerende even til at tilpasse sig under forskellige forhold, og ved ophold i et lavt CO2-tryk udligner kroppen det med et forøget tempo i vejrtrækning og i hjerterytme, som i sidste ende medfører en kraftig stigning i kroppens hæmatokritforhold.

Løbet 
Jeg har været på en enkelt løbetur i meget stejlt terræn, og jeg fik mildest talt et chok, da mit GPS-ur meldte en tid på 16,5 min/km. Nogle steder går det så meget op, at man bliver nødt til at kravle op til næste trappetrin, og kilometertiderne rasler op. Det tynde luftlag bevirker, at jeg lynhurtig hiver efter vejret, og mit hjerte pumper af sted. Men hvor er det fedt! Man mærker virkelig sin krop, og med protesterende lunger og andre organer i undtagelsestilstand, tænker jeg alligevel: Det her – det elsker jeg!

Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af, hvor hårdt al ting i 3446 meters højde er, men 50 meter her i rask gåtempo tager pusten fra mig, og jeg føler mig som en inaktiv, storrygende hval på 200 kg, der kæmper sin vej frem! Man kan spørge, hvad det er, der får mig til fortsætte, når det gør ondt, og hvorfor der alligevel er et smil at finde på læber. Det kan jeg ikke svare på, men forhåbentlig giver de sidste mange blogindlæg et billede af, hvordan jeg tænker løb, udfordringer, grænser og forberedelse til noget, jeg stadig ikke helt kan forstille mig, hvor hårdt bliver.

Den kommende uge vandrer jeg videre op i højderne, og jeg håber på at have endnu et blog-indlæg klar om en uges tid igen, hvor jeg nærmer mig Everest Base Camp.

Sidste uges program:
17/10 – 4 timers mountainbike
18/10 – 5 timers trek
19/10 – 1,5 timers løb
20/10 – 35 min rolig morgenløb + sport wall climbing
21/10 – 1,5 timers løb med 4x stigningsløb på 10 min + Start på første trek til Mount Everest Base Camp
22/10 – 3 timers trek
23/10 – 7,5 timers trek
24/10 – 25 min løb stejlt op (gps-uret meldte 16,30 min/km!) + 10 min på småsten nedad + 1 times trek