De sidste 2 uger har været fulde af eventyr med kajak, riverrafting, paragliding, og mountainbiketure i Pokhara – og en fantastisk tur til det Kina-styret land Tibet. De sjove oplevelser har desværre også være krydret med en overbelastet achillessene, ondsindet diarre samt et møde med noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet: højdesyge.

Efter min 5-dages trekkingtur i bjergene, begyndte jeg at få en brændende fornemmelse i min achillessene, og tænkte, at jeg måtte holde en lille pause fra løb. Jeg fik selvproduceret en kile af brugt slikpapir og sportstape, som løftede mine hæle ca. 1 centimeter op, for derved at aflaste achillessenen mest mulig.

Efter 3 dages pause synes jeg, det gik bedre, og jeg skulle jo indvie stierne og det smukke landskab i den nye by, Pokhara, som jeg var rejst til. Det blev til to morgenløbeture i blødt terræn på henholdsvis 35 og 45 min, men den brændende fornemmelse vendte øjeblikkeligt tilbage.

Mavepine

Oveni begyndte min mave også at brokke sig over de til tider knap så kulinariske madoplevelser, og en del af den obligatoriske sightseeing fik ufrivilligt inkluderet mange toiletbesøg, hvor man bestemt ikke skal være sart. Mange steder er toilettet bare et hul i jorden, og der er ofte hverken toiletpapir eller vand, men det skulle ikke holde mig fra at tage på kajaktur, paragliding, mountainbike- og en 2 dages riverraftingtur med overnatning på stranden. Desværre gjorde den ellers usårlige Achilleus i cocktail med min dårlige mave, at løbeprogrammet endnu en gang måtte sættes på standby, og der skulle gå 6 dage, før jeg fik opsøgt en læge med foden og afleveret en afføringsprøve.

I forhold til foden var beskeden klar: overbelastning med pause og røde gigtpiller til følge. Heldigvis forstod lægen hvor vigtigt dette løb er for mig, og vi snakkede om excentrisk træning, udstræk og konsekvenser for at fortsætte med at træne, gennemføre de to planlagte trekkingture til Mount Everest Base Camp og selve maratonet i sne, is, glatte sten, grus, græs og alt mulig andet, hvor jeg tænker, at min achillessene ellers ville have stå mig bi.

Tibet
Efter lægebesøget tog jeg hjem på hotellet for at pakke til 7 dage i Tibet og det første rigtige møde med højderne. Jeg har været meget spændt på at se, hvordan min krop ville reagere i højderne, og de første par dage tilbragte jeg i hovedstaden Lhasa i 3650 moh, og jeg havde forstået, at jeg de første dage skulle holde mig i ro for at akklimatisere. Desværre var der bud fra lægen i Nepal om min mave – jeg skulle opsøge et hospital for at få styr på bakterierne. Jeg satte min lid til mine medbragte danske diarrepiller, og valgte ikke at tage på sygehuset(nogle spørger måske, hvorfor jeg ikke tog dem i første omgang, men jeg tager kun piller i absolut nødstilfælde).

Højdesyge
At være lidt småsyg i højderne skulle vise sig at være en farlig cocktail. På 3. dagen vågnede jeg kl. 5 om morgenen med en ubeskrivelig hovedpine, svimmelhed og kvalme. Jeg havde planlagt at rejse videre til en anden by, så det var bare ind i bussen og håbe på at få det bedre. Det gik desværre ikke sådan, hovedpinen blev kun værre, og da jeg blev ved med at kaste både mad og væske op, besluttede min guide at køre forbi et tibetansk hospital, hvor jeg kunne få noget ilt.

En times oxygen hjalp på højdesygen, men jeg var stadig helt udmattet og utilpas. Det tog et par dage før jeg helt kom ovenpå igen, men jeg nåede dog at føle mig nogenlunde tilpas i 5.200 meters højde, og det må alt andet lige være en fordel til Mount Everest. At bevæge sig rundt i disse højder er ekstrem krævende. Bare 10 trapper eller en gåtur kan tage pusten fuldstændig fra en, og jeg begynder så småt at spore mig ind på, hvor hårdt det her maraton egentlig bliver. Det er i hvert fald ikke underligt, at deltagerne får 11,5 timer til at gennemføre løbet!

Kathmandu kalder
Jeg har stadig én dag tilbage i Tibet, og har lige været på min første løbetur efter alle uoverensstemmelserne med min krop. Jeg satser på, at vi nu er gode venner igen, og tænker, at det er bedre med udfordringer i starten af mit eventyr end i slutningen! Jeg ser frem til de næste par uger med dejlige løbeture i Kathmandu, indtil jeg d. 22. oktober flyver til Lukla, og starter første trek til Base Camp på Mount Everest.