Søndag d. 10. november mødtes jeg med maratonholdet på Hotel Shanker i Kathmandu. Jeg har set meget frem til at møde de mennesker, som jeg i 15 dage skal trekke, akklimatisere og ikke mindst løbe 42 km i verdens højest beliggende maraton med. I præsentationsrunden blev det dog hurtigt klart, at mange af deltagere er intet mindre end supermennesker! En ældre amerikansk herre, Brent Weigner fortalte, at han havde løbet 22 maratons i år, 218 i alt og løbet på verdens 7 kontinenter for 9. gang – ganske imponerende sammenlignet med mine sølle 14 maratons. Så i dette selskab tør jeg slet ikke nævne mine “latterlige” 54 halvmaratons.

En kold fornøjelse
De 55 udenlandske deltagere er delt op i tre grupper, som trekker, spiser og camperer sammen. Hver gruppe har en leder, to læger og en del frivillige samt et hold bærere og kokke til at tilberede maden. Vi overnatter i telte, og jeg har været rigtig spændt på at sove udenfor i minus 10-20 grader, men mine seks nætter er indtil videre gået godt, og jeg har næsten ikke frosset. Dog er nattisseri noget værre rod i denne kulde, men desværre uundgåeligt, da jeg drikker omkring 3-4 liter vand om dagen for at få nok væske og dermed hjælpe akklimatiseringsprocessen.

Det kræver vilje at hoppe ud af den (en smule) varme sovepose og ud i isende frostvejr, finde udendørstoilettet – dvs et hul i jorden, så tilbage i teltet og forsøge at få varmen igen. Jeg sover med et lag merinould inderst, et lag fleece og en dunjakke samt handsker og hue, og inden sengetid fylder jeg mine to vandflasker med kogende vand og putter dem ned i soveposen. Alt mit elektronik som f.eks. kamera, batterier og telefon har jeg ligeledes med ned i posen, så kulden ikke dræner eller ligefrem ødelægger det. Indersiden af teltet og soveposen er om morgenen dækket af is, og det kræver sit at komme ud af posen.

Inden maratonløbet trekker vi omkring 120 km i Everest-området for at akklimatisere, men det har desværre ikke været muligt at følge den planlagte rute, da Himalaya i øjeblikket oplever det koldeste vejr i 18 år. Arrangørerne er bange for at overnatning i telte i Gokyo(4791)vil gøre os syge, så vi har overnattet fire nætter i Machermo i 4465 meters højde og i stedet taget to dagsture til Gokyo, peaket Gokyo Ri(5483) samt gletsjerne i området.

Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.

Man mødes med forståelse og gensidig respekt

I dag har jeg sammen med en del fra min gruppe løbet fra Machermo(4465) til Kanjuma(3595). En tur på ca. 2 timer. Ganske overraskende er jeg ikke langsomst – faktisk kan jeg holde tempo med de kvindelige deltagere i gruppen. Men en 120 min løbetur for dem er vel bare en søndagsluntetur i parken. Det var super dejligt at få luftet løbeskoene igen. Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.

Det er en helt speciel gruppe mennesker, som er samlet – her er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man vælger at løbe et af verdens hårdeste maratons, eller hvorfor man deltager i andre ekstrem- eller ultraløb. Der er en gensidig respekt for trangen til at udfordre sig selv fysisk, og når Dave Falknwer fortæller om sit 200 miles race, hvor han midt i løbet bliver udelukket af lægerne pga. høj feber, men stadig ønsker at fortsætte, forstår alle her, hvorfor han tænker, som han gør.

“Happy birthday Kristina!”

Søndag d. 17. november fyldte jeg 28 år, og det var en uforglemmelig dag med dejlige folk omkring mig og en natur, som ikke kan beskrives med ord, billeder eller film. Sherpaerne – hjælpeteamet omkring holdet – havde bagt en chokoladekage til mig, hvor der stod “Happy birthday Kristina”. Fuldstændig fantastisk. Jeg skulle i hvert fald lige sluge klumpen i halsen og tørre øjnene. Sherpaerne ejer ikke meget, men vil gøre alt for dig. Det sætter tingene lidt i perspektiv, og jeg bruger en del tid på at tænke over, hvordan jeg lever mit materialistiske liv derhjemme.Det er overvældende at tænke på, at der er under en uge til raceday. Jeg håber at kunne lave en update mere, inden det går løs på torsdag.

De sidste par ugers program:
06.11 – 3×20 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
07.11 – 2×15 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
08.11 – Hviledag
09.11 – 1 times roligt løb + 1 times core- og bentræning + 1 times løb(Borgs skala 17-18-19)
10.11 – 1 times restitution
11.11 – 45 min løb inkl 2×10 min tempo(Borgs skala 18-19)
12.11 – 2×30 min tempo(Borgs skala 16-17) + opvarmning
13.11 – Trek fra Lukla(2800 m) til Phadking(2600 m) 3,5 timer
14.11 – Trek fra Phadking til Namche(3446 m) 7 timer
15.11 – Trek til Everest View Point og tilbage til Namche (400 højdemeter) 3 timer
16.11 – 10 km løbetur fra Namche omkring Thamosløjfen og tilbage + 2 timers trek fra Namche til Kumjung(3780)
17.11 – Trek til Dole fra Kumjung
18.11 – Trek til Machermo(4465) på 3 timer
19.11 – Hviledag med 2 timers trek
20.11 – Trek til Gokyo Ri(5483) på 9 timer
21.11 – Trek fra Machermo til Kumjunga(3597)
22.11 – Trek fra Kumjunga til Tengboche(3867)