At stå på startstregen til et af verdens hårdeste etapeløb, midt i Peru, med 9,8 kg på ryggen, med udsigt til 230 km over 5 dage i Amazonas jungle blandt eksotiske dyr, høj luftfugtighed, varme, bjerge og et skiftende teknisk underlag, var en thrilling fornemmelse. Og så lige det faktum at være selvforsynende. Sommerfugle i maven som øjebliksvis blev skiftet ud med lidt bekymrende miner og nervøsitet, når det en gang i mellem gik op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i!

Men når alt kom til alt, var jeg klar! Jeg kunne ikke lade være med at  tjekke de andre deltagere ud, og en del af dem, så da også ud til at være nogle hårde bananer, og snakken den forgående aften tydede da også på, at de fleste havde lidt mere erfaring på etapefronten end mig. Ja, der skal vel heller ikke så meget til, når jeg nu er debutant!  

1. etape – Cloud 9

Jungle Ultra

Medaljepigen 🙂

Fakta: 36,33 km

Tid: 4:10:32

6:54 min/km

+1825/-3298 m

Gnm temperatur: 28 grader

Placering på etape: 1./ 5. overall

Samlet placering: 1./ 5. overall

Startskuddet lyder kl. 9.00 på en øde landevej med grus, sten, huller og humpler. Jeg har nydt godt af en uges akklimatisering, og synes ikke i første omgang at være generet af at befinde mig i 3300 meters højde – lige indtil jeg begynder at løbe! Selvom vi løber nedad og mit tempo kun rækker til en placering i omtrent den bagerste tredjedel,  hiver jeg grueligt efter vejret og svimmelhed samt sorte pletter for øjnene trænger sig på. Det får jeg dog nogenlunde hurtigt styr på, og da vi efter et par kilometer endelig drejer fra landevejen og ud på et fedt spor i et junglelignende terræn, kommer smilet rigtig frem på mine læber! Sporet er så smalt, at ét forkert skridt kan sende dig ned af bjergskrænten, og med masser af grene, blade, rødder og andre lækkerier, var min koncentration på 100% på underlaget. Med de mange kilo på ryggen og enorm respekt for den totale distance, tog jeg det stille og roligt og fandt et fornuftigt pace på det smalle spor, men tempoet rakte alligevel til at indhente et par stykker, og da vi når første checkpoint(CP) ved floden, får jeg meldingen om, at jeg er 3. hurtigste kvinde og foran mig er den britiske bjerg-etapeløber Michelle Bowen(Vinder af det berygtede Dragon’s Back Race) samt verdensrekordholderen i 12 timer på løbehold, Susie Chan, som desuden startede i elitefeltet ved hendes sidste deltagelse i Marathon de Sables. To løbere som var udnævnt til favoritter inden løbets start, og det havde jeg og mit konkurrencegen egentlig fint med. Efter CP fulgte en grum, lang stigning, hvor hænderne måtte i brug for at komme op. Jeg får hentet en del af de andre, som bevæger sig meget langsomt op og holder hyppige pauser. Det giver lidt gejst, at se nogle af dem, som jeg havde klassificeret som hårde bananer, gå ned! Da vi når toppen, følger de sidste 22 km af landevejen med de ujævne sten og negative højdemeter. Jeg forsøger at følges med dem, som jeg møder, men hver gang føler jeg, at jeg har lidt mere at give af, og løber fra dem. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi og hendes mand Shaun Marsden, som også er erfaren ultraløber, just er passeret, og et dualistisk princip med konkurrencegenet på den ene skulder og fornuften på den anden træder frem. Uden dog at være meget fysisk presset, sætter jeg tempoet en smule op, og overhaler efter kort tid de to, som til gengæld ser ud til at være presset af det hårde underlag. Med ca. 6 km igen fanger jeg CP3, hvor min kæreste Henrik er placeret(han er med som løbssupporter), og han fortæller mig, at Michelle ikke er langt foran. Den melding giver ikke anledning til andet end race-mode, og jeg får overhalet hende et par kilometer før mål, og vinder dermed første etape!

2. etape – Amazonias

Fakta: 33,87 km

Tid: 4:23:19

7:46 min/km

-524/+1144m

Gnm, temperatur: 32 grader

Placering på etape: 2./ 6. overall

Samlet placering: 2. kvinde/ 6. overall

Kl. 7.00 stod vi alle klar på startstregen, og skulle desværre fortsætte ad landevejen med de strittende sten. De andre deltagere havde beklaget sig over det hårde underlag, og at det havde givet vabler og stive ben, men jeg havde det faktisk ganske fint, og kunne overhovedet ikke mærke noget i ben, og var endnu ikke blevet ramt af vabler. Igen lagde jeg forsigtigt ud, og blev overhalet af, hvad der virkede som absolut alle deltagere i løbet! Efter ca. 7-8 km begyndte min b-menneskekrop at lystre. Jeg kom ind i en god rytme, og fik overhalet en del af de andre, og da vi endelig drejer ind mod junglen bliver jeg virkelig glad! Jeg kan med det samme mærke at luftfugtigheden og varmen stiger; underlaget består af glatte sten, mudder og lidt mere mudder, grene, blade og floder der skal krydses. Alt sammen krydret med op- og nedstigninger samt dyrelyde og rumsteren fra junglen. Det er præcis det, som jeg er kommet for! Omgivelserne er så overvældende, at det virker urealistisk, at jeg faktisk er tilstede mit i den sydamerikansk jungle, men samtidig må jeg ikke svinde hen i ekstase, da underlaget kræver enorm koncentration, hvis jeg ikke skal snuble. Dog var det umuligt ikke at tilte over en gang i mellem, og diverse blå mærker begyndte at vise sig hist og pist. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi er ca. 5 min foran mig og Michelle er omkring 15 min foran. Jeg sætter jagten ind efter Susi, og fanger hende på en af de stejle stigninger, hvor jeg også overhaler en del mænd. Jeg er i et rigtig godt pace, men desværre løber jeg forkert, da jeg overser et skarp sving og får krydset en stor flod, og følger herefter en forkert sti. Jeg får mistanke efter 1 kilometers penge, og da en lokal landmand svinger med sine arme og råber ”No, no” ved jeg, at har løbet forkert. ”PIS!”, tænker jeg og må tilbage. Jeg bruger en del tid på at finde den rigtige vej, og det irriterer mig grusomt, og jeg skyder hurtigt skylden på den dårlige markering. Jeg ved, at Michelle ikke har løbet forkert, da jeg i så fald ville have mødt hende. Når sådanne ting sker, gælder det om at holde hovedet koldt, og få stoppet den negative tankegang. Den kan man nemlig kun bruge til nul og nix. Hjemmefra havde jeg brugt en del tid på at gennemtænke forskellige scenarier, og ét af dem var selvfølgelig det at løbe forkert. Et par eksempler på hvordan jeg fik det vendt i mit hoved: ”Godt jeg opdagede det i tide”, ”tænk sig at løbe forkert og stadig ligge langt fremme i feltet” ”Det er da sejt at have løbet længere end alle de andre”. Sådanne sætninger hjælper mig til at komme godt videre. Resten af etapen foregik i fedt jungleterræn på små, nærmest ikkeeksisterende stier med væltede træer, stejle og mudrede skrænter med garanti for styrt samt strømstærke floder. Jeg nyder det, giver den god gas og kommer i mål ca. 15 min efter Michelle, og det viser sig, at hun er den eneste løber i feltet, som ikke har løbet forkert. Efter mit ur har jeg løbet 34 km og Michelle har indsamlet 29 km.  

3. etape – Logging

Jungle Ultra

Vinder af 3. etape

Fakta: 36,08 km

Tid: 4:42:27

7:50 min/km

-622/+592 m

Gnm. temperatur: 32 grader

Placering på etape: 1./ 4. overall

Samlet placering: 1. kvinde/ 5. Overall

Dagens etape begyndte kl. 7 for top 6 løberne samt de peruvianske løbere, og 7.15 for det resterende felt, da Kris King ville undgå kø for de hurtigere løbere ved den første store flodovergang. Egentlig var min plan at starte roligt, som jeg plejede, men da vi satte i gang, besluttede jeg mig bare for at følge Michelle, som altid de to forgående etaper havde lagt hårdt ud. Flodovergangen kom efter 4 (lange) km, og jeg kæmpede for at holde tempo med hende, og fandt for første gang min iPod frem. Efter vi blev wiret over floden fulgte det fedeste jungleterræn, og Michelle og jeg fulgtes ad. Jeg forsøgte flere gange at starte en samtale med hende, men hun svarede altid meget kort tilbage. På et tidpunkt spørger jeg hende, om hun helst bare vil fokusere på at løbe og ikke snakke, hvortil hun svarer: ”Ja, jeg foretrækker ikke at snakke, når jeg løber” – Okay så, tænkte jeg og stoppede med at snakke. Jeg lå for det mest forrest og trak, og efter CP1 fulgte en hård og stejl stigning op og herefter ned, hvor vi desværre begge to mister en markering og løber vel omkring 10 min. forkert. Michelle tackler ikke situationen særlig godt, og jeg kan tydeligt mærke at hun er irriteret. Det udnytter jeg, og sætter tempoet en smule op i håb om, at hun falder fra. Et sted mellem 17-18 km hægter jeg hende af, og jeg fortsætter med at presse tempoet, hvor jeg kan. Jeg VIL indhente den tabte tid til hende, og jeg er virkelig koncentreret. Med ca. 10 km igen overhaler jeg en af de peruvianske løbere, og det giver virkelig blod på tanden. Jeg er dog forsigtig, da temperaturen er steget til næsten 40 grader, og da jeg kommer ud af junglen, brænder solen nærmest på huden. Jeg finder min kasket med slør frem, og sørger for at dybe den i vandløb og ved vandfald. Med 5-6 km igen møder jeg Mark, der ligger placeret som nr. 4, og han kæmper med de hårde stigninger.

Jeg følges lidt med ham, men jeg har mere energi, og løber fra ham. Jeg kommer i mål 55 min foran Michelle! Jeg begynder at indse muligheden for, at jeg kan lave en rigtig god placering, men ved også, at morgendagen byder på den absolut hårdeste etape.

4. etape – The Lull

Fakta: 34,14 km

Tid: 6:13:10

10:56 min/km

-1644/+1560 m

Gnm temperatur: 30 grader

Placering på etape: 2./ overall

Samlet placering: 1. kvinde/

Mit vækkeur ringer kl. 04, da starten på løbets hårdeste etape er annonceret til at starte kl. 06. Jeg har haft en virkelig dårlig nat med vand i min hængekøje, dårlig mave og vabler med betændelse til følge på mine fødder. Min krop er træt, og jeg kan næsten ikke få  min morgenmad ned. Til mit held bliver starten udskudt til kl. 7.30, da ruten skal sikkerhedstjekkes efter nattens hårde og stadig silende regn. Flere steder har der været mudderskred, og ruten må ændres hist og pist. Jeg benytter chancen til at lægge mig, og jeg får omkring 45 min søvn, hvilket var guld værd! Da jeg vågner, er jeg klar til at løbe og give den gas! Jeg kunne godt fornemme, at Michelle ville gribe chancen for at indhente mig, og da starten afgik, fløj hun af sted i højt fart! Min krop ville ikke makke ret, så jeg havde ikke andet valg end at give slip på hende, og måtte fokusere på at løbe mit eget løb. Terrænet og stigningerne var dræbende – jeg har aldrig oplevet noget så teknisk og udfordrende. Og det blev bare ved og ved og ved, og jeg var hele tiden maksimalt presset. Det var så forbandet hårdt, men alligevel så elskede jeg det!

Jungle Ultra

Mega fedt!

Det var jo absolut lige præcis dette, jeg var kommet efter, og jeg havde ikke tænkt mig at lade min – på det tidspunkt – dumme krop styre showet! Jeg ved, at jeg kan løbe i lang tid med høj puls og at mine ben kan klare lange og hårde stigninger, så jeg knoklede på. Da uret bippede 15 km ind, havde jeg brugt lige præcis to timer, og det var hermed slået fast, at det ville blive en lang dag på kontoret! Langsomt indhentede jeg flere og flere, og fulgtes med Mark og Tony igen. Mark blev hægtet af pga. et styrt, men Tony og jeg ramte ”The Hill” sammen. Vi var blevet briefet om, at der skulle kåres en ”King and Queen of the Hill”, og da jeg ved start af bjerget fik at vide, at Michelle var lige foran, besluttede jeg mig for at ræse og gå efter titlen. Meldingen var, at stigningen ville være 2 km, så da jeg så Michelle, lå jeg lidt bag hende og spurtede forbi hende efter 1 km. Det var ekstremt hårdt og flere gange måtte jeg ned på alle 4 for at kravle op, og med alt det mudder endte jeg tit med at glide ned igen! Det var virkelig fedt, men da uret begyndte at melde 2,3 km og videre 2,6 km, begyndte jeg at løbe tør for energi. Jeg kunne simpelthen ikke holde tempoet, og begyndte at blive svimmel og meget øm i benene. Da jeg nærmer mig 3 km op ad bjerget overhaler Michelle mig, og jeg bliver meget frustreret over, at bjerget er så langt, når nu meldingen havde været noget andet. Jeg når toppen efter 4,4 km og er en blanding mellem glad for at have nået toppen og skide sur over forkert information, der gjorde at jeg satsede for tidligt. Der fulgte et 3 km nedløb til mål, og hvilke 3 km! Jeg havde lige blæst mig selv om kuld i det hårdeste terræn, jeg nogensinde havde prøvet med et 4,4 km mega-bjerg lige op i himlen som afslutning, og nu skulle jeg have fragtet min krop ned igen? Det var virkelig krævende, og jeg var løbet tør for energi. Sorte pletter for øjnene og svimmelhed gjorde det svært at koncentrere sig, og jeg havde en del styrt. Men jeg ville tabe så lidt tid til Michelle, som overhovedet muligt, og det holdte mig oppe. Jeg var lykkelig, da jeg endelig så mål. Jeg blev kort tjekket af lægerne, da de hurtigt spottede, at jeg ikke var helt godt kørende. Jeg frøs, men fik mig taget sammen til at spise den resterende morgenmad, 32Gi protein samt min BiFi. Jeg fik aldrig rigtig varmen igen, og floden var for langt væk til jeg kunne overkomme at gå derned. Den aften var der hurtigt godnat til mig.

5. etape – The Long One

Fakta: 76,84 km

Tid: 10:56:52

8:33 min/km

-1695/+1701 m

Gnm.- temperatur: 29 grader

Placering på etape: 1./ 5. overall

Samlet placering: 1. kvinde/5. Overall

Oprindelig skulle den sidste etape være 92 km, men blev kortet ca. 15 km af, da nogle floder var for farlige at krydse. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, om det var godt eller skidt. Jeg ved, jeg er god på de lange distancer, men 92 km gennem junglestrabadser, synes jeg godt nok lige, var til den gode side! Vi startede kl. 5 om morgenen i mørke, og Michelle lagde ud ret godt tempo. Jeg havde besluttet mig at blive tæt på hende, da jeg jo så ville vinde samlet. Vi løb side om side de første kilometer, og vi pressede hinanden på skift. Der er ingen, der taler eller så meget kigger på hinanden. Den direkte duel tænder mig helt vildt, og jeg kan ikke dy mig, da hun efter omkring 8 km sakker en smule bagud. Jeg sætter tempoet op og uret melder en kilometertid på 5.09 ind, og jeg kan fornemme at Michelle kæmper for at hænge på. Jeg forsøger at blive ved med at øge, og da vi kommer til et par nedløb, og jeg ved at en stor flodpassage med zipliners snart må komme, satser jeg hele butikken og spurter af sted! Jeg når ziplineren et godt stykke inden Michelle, og den er klar til afgang med det samme. Da jeg når over på den anden side, kan jeg se hende ankomme, og hun skal vente på den returnerer. 

Jeg løber mange kilometer alene på store og små spor, på marker og langs floden. Jeg ved at, der er over 50 flodovergangen, og pludselig nøjes jeg ikke med kun at løbe langs floden, men markeringerne er placeret på den modsatte side, og jeg må krydse. Flere steder er strømmen virkelig stærk, og jeg bruger mange kræfter på ikke at vælte. Dertil er det ikke altid, jeg kan se bunden og de store glatte sten, gør det ikke nemmere. Men det er sjovt, og jeg hygger mig lige indtil jeg tager et skridt ud i floden, og pludselig kan jeg ikke bunde. Strømmen tager mig med, og med rygsæk flyder jeg med, og går nok en smule i panik, da mine svømmeegenskaber er meget ringe. Jeg skyller heldigvis ind på den anden side, og der går lige lidt tid, før jeg får rystet den oplevelse af mig. På 2,5 timer laver jeg ca. 45 overgange af floder, og forsøger hele tiden at holde det højest mulige tempo. Jeg ved ikke hvor langt Michelle er bag mig, men jeg tænker hele tiden, at hun er på vej, og at hun er stærk i bjergene. Jeg vidste, at vi ville møde over 20 km tæt jungle med især én stigning på niveau med gårsdagens, og jeg ville have det bedste forspring. Ved CP3 ca. 5 km før junglestigningen fylder jeg godt med vand i flaskerne og blander den ene med det sidste 32Gi-energi, jeg har tilbage. Jeg er lidt nervøs for, at jeg ikke har formået at spise særlig meget siden slutningen af 3. etape, og de nødder jeg ifølge planen skulle have spist nu, overlevede ikke floden. Min krop har det dog godt, og selvom jeg føler mig lidt sulten, når jeg nu tænker over det, er jeg ikke løbet tør for energi. Da jeg rammer junglen, pibler sveden af mig, og jeg tager skiftevis slurke af vand og energi hver andet minut. Det er virkelig barske løjer med lede stigningerne og et mudreret underlag med spidse rødder og super sized myrer(bullet ants) klar til angreb. Alt sammen krydret med junglens grønne, grønne farve og fornemmelsen af at alle dyrene har bestilt billet på forreste række for at lure på løberne. Jeg får overhalet Tony, og da jeg når toppen og jeg endnu ikke har set skyggen af Michelle, ved jeg, at jeg faktisk har en ret god chance for at vinde det her! Bjergnedløbet er vildt!

Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor glat og stejlt det var. Det var umuligt ikke at bruge træerne til hjælp for ikke at falde ned, men nogle af trænerne havde skarpe pigge, som tilmed kunne være giftige, og det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af. Der var så mange ting at koncentrere sig om, og selvom jeg var maksimalt presset, nød jeg det i fulde drag. (Til note har jeg tænkt meget på de deltagere, der måtte forcere bjerget i mørke med pandelampe – kæmpe respekt til dem!). Da jeg når ud af junglen følger et langt fladt stykke langs en bred, men lidt udtørret flod. Jo længere jeg når frem, jo mere kan jeg se tilbage, og jeg er mutters alene, hvilket bringer mig nærmere og nærmere sejren. Jeg kan næsten ikke tro, at det snart er ovre, og selvom jeg er ved at være godt træt og brugt, er jeg så glad, at det er som om, at tårerne nærmest presser sig på! Ved CP6 er meldingen at nu går det opad indtil, vi når mål. Jeg tager det stille og roligt, og går en del op ad bakken, mens jeg nøje holder øje med den tørre flod efter nr. 2 kvinde. Tony henter mig, og vi møder en storsmilende Henrik, som følger os i mål! Hvor er jeg glad for at se ham, og hvor er jeg glad for hans melding om, at der kun er 1,5 km i mål!

Jungle Ultra

I mål på sidste etape

Jeg løber over målstregen i Jungle Ultra – det mest ekstreme jeg nogensinde har oplevet – i tiden 10:56:52 over slår Michelle med over 2,5 timer på sidste etape. Min samlet tid er 30:27:49, som rækker til en 5. plads overall. Hold op, hvor en fed oplevelse!