D. 24. juni kl. 9 stod jeg klar på startstregen til verdensmesterskaberne i bjergløb i en lille flække i det sydvestlige Polen ved navn Karparz. Det samme gjorde 133 andre af verdens bedste mandlige og kvindelige bjergløbere og jeg var klar på at give den maksimal gas. 

Ruten bød på 36 km med lige knap 2100 højdemeter op og ned og med to ture på toppen af det lokale bjerg Górski i lige knap 1600 meter over havets overflade.

Først skulle vi én vej til toppen og rundt om en pæl, dernæst ned til Karparz og runde en kegle ved målportalen og retur af en anden vej til toppen af bjerget og ned af samme sti til mål igen.

På papiret var det en ret speciel rute, som bød på 9 km lige op i himlen, 9 km ned igen og så lige én gang til på toppen og retur!

Jeg havde lagt en klar taktik om at give den fuld hare frem fra starten af, og det var nærliggende at lægge mig i slipvinden af min landsholdskollega Tracy Høeg, som på papiret er en del stærkere end jeg med en bopæl i Californien i et bjergrigt træningsterræn samt nogle rigtig fine resultater bag sig. Min plan gik strålende den første kilometer, som blev forceret i et ægte adrenalinsus med 4.15 min/km i gennemsnit og taget de positive højdemeter med i betragtningen, er det lige et hak over, hvad jeg normalt kan præstere at løbe i. Jeg forsøgte virkelig at holde ved Tracy, men da stigningen hurtigt blev stejlere, rendte hun simpelthen fra mig og der var absolut intet, jeg kunne gøre ved det. Jeg syntes, mine ben føltes tunge og jeg var en smule utilpas med lidt hovedpine og en uoplagt krop, som ikke rigtig ville, hvad jeg ville.

Jeg kæmper  på første omgang

Kender I de dage, hvor man kommer ud at løbe eller træne, og man bare tænker: “Det er ikke lige min dag i dag”? Sådan en dag var det, og jeg forsøgte forskellige strategier for at ryste det af mig: Jeg prøvede at komme helt ned i tempo og mærke, hvordan kroppen reagerede på det. Jeg prøvede at fyre helt vildt op for farten og tænkte, at så måtte min krop da kunne forstå, hvad jeg ville have den til. Intet hjalp og jeg følte mig bare tung og ugidelig. Jeg forsøgte at være taknemmelig for, at selvom jeg løber her på en dårlig dag, er jeg faktisk ikke den sidste. Dét er et højt bundniveau at have, og med den tanke kæmpede jeg mig til toppen af bjerget Górski og high-fivede Tracy, der var godt løbende og på vej ned af bjerget, mens jeg var på vej op. 

Jeg var meget spændt på nedløbet, som jeg vidste var en blanding af store stier med mulighed for racer-tempo, teknisk underlag med store og små ujævne sten strittende op hist og pist samt asfalt med hældningsgrader, jeg endnu ikke tidligere havde oplevet. Alle tre typer af underlag var udebane for mig, men jeg var klar til at tage kampen op. Den første del af nedløbet var på de tekniske sten, og jeg må indrømme, jeg tog det lidt mere forsigtigt end, hvad jeg – set i bakspejlet – burde have gjort. Mit uheld med at vrikke rundt tidligere på året ved Kilimanjaro sad stadig kroppen, og selvom jeg gjorde alt for at give slip, hang usikkerhedsskyen bare der over hovedet på mig og fulgte efter. Heldigvis var stykket ikke så langt, og det blev overtaget af en bred grussti, som også var stejl og her var det bare at give slip og få flyttet benene hurtigt nok til at følge med. En gang imellem måtte jeg bremse en smule for ikke at få for meget fart på og miste kontrollen helt. Det var super sjovt at løbe på den måde, men det er ikke en disciplin, jeg var særlig skarp til – i hvert fald ikke at bedømme efter, hvor mange der egentlig overhalede mig. Grusstien blev erstattet af asfalt, og jeg kunne sagtens begynde at mærke de mange kontinuerlige negative højdemeter i lårbasserne. Igen et parameter man som dansker er på udebane på: Lange nedadløb.

Stejle nedløb

Nede i byen stod Maibritt Skovgaard og Søren Rasmussen klar med mellemtider og energi, og jeg mødte igen Tracy som så ud til at være godt løbende. Jeg var ca. 4 min efter hende og loggede første omgang af 18 km på 2 timer og 2 min. Jeg havde håbet på en samlet tid under 4 timer, så jeg blev godt og grundigt irriteret over min ringe præstation, og besluttede mig for at løbe anden omgang hurtigere end den første(negativ split). Jeg begyndte også at have en god følelse i kroppen, og som set så mange gange før i mine tidligere løb, er jeg bare bedst på den sidste halvdel. Jeg pressede min krop og ben til det ypperste op af bjerget og de responderede godt. Jeg kan godt lide den følelse af at give fuld gas og være maksimalt belastet med lungerne hængende ude af halsen og med ben, der syrer godt op! På den første del op fik jeg hentet et par løbere af begge køn hist og pist og det giver altid et boost med energi.  

Ud fra højdemeterprofilen vidste jeg, at den sidste del af bjerget ville være med vilde stigningsprocenter, og jeg glædede mig til at angribe dem. Med hænderne på lårene gav jeg den virkelig gas og nærmede mig toppen. Det var koldt, diset og blæsende. Men det var fedt, betagende og jeg var flyvende! Omkring 1,5 km før toppen aner jeg Tracy i det fjerne, og stille og roligt får jeg lukket hullet til hende og efter et par hundrede meter i nedløbet, henter jeg hende. Hun virkede overrasket over at se mig, og jeg spurgte om alt var okay, hvortil hun svarede ja, og sendte mig godt afsted med jubel. Det er ægte teamspirit og jeg susede videre med et smil på læben klar til at angribe det tekniske nedløb på bedre vis end på første runde. Det er den dejligste følelse, når alt bare spiller i fuld hopla og jeg blev ved med at overhale både mandlige og kvindelige deltagere. Jeg bankede afsted så hurtigt jeg kunne, og de sidste splittider på 3.24-3.56 min/km vidner også om et tempo, der ikke lige associeres med mine korte stænger. Men flow, nydelse, vilje og et konkurrencegen kan trylle mange ting frem og jeg ramte mål i en splittid på 1 time og 58 min. 4 minutter hurtigere end første runde og en samlet tid på 3 timer og 58 min. Sikke en fed afslutning og jeg er meget tilfreds med min indsats og måde at komme igen på.  

Jeg får en placering som anden bedste dansker som nr. 39, hvor bedste dansker blev Katrine Willumsen, der til daglig bor i de Schweiziske bjerge og præsterede en flot præstation som nr. 15. 

Et stort tak til Maibritt Skovgaard, der tog med som verdens bedste supporter!

Galleri med billeder fra turen og ruten.

Billeder taget af Bikelife, Bez Miary Magdalena Bogdan, Trailrun.cz  og fra medlemmer af det danske crew

Fraklip: 

  • Energidrikken i depoterne indeholdte ikke noget sukker (Ja, du læste rigtigt!)
  • Vandet i depoterne var danskvand med mild brus! (Ja, her læste du også rigtigt. Man plejer som regel at undgå kulsyre, men for lige at twiste tingene lidt, havde de polske arrangører bruset vandet en smule. Ret overraskende første gang jeg slugte et glas og bøvsede flere kilometer efter!) 
  • Gelerne blev opbevaret i BH’en, da landsholdstøjet ikke indeholder lommer! Her dagene efter går jeg så uden BH pga slidsår 😉 
  • Linket til live-streaming blev udleveret på en lap papir (det synes jeg er vældig sjovt!) 

Indtag undervejs:

6x GU geler 

En til to kopper væske ved hvert af de 6 depoter undtagen de sidste to på vej ned. 

Udstyr: 

Landsholdtøj

CEP kompressionstrømper med dannebrogsflag

Hoka One One Speedgoat (perfekt til det glatte underlag) 

Resultater: 

Katrine Willumsen nr. 15

Kristina Schou Madsen nr. 39

Tracy Høeg nr. 41 

Holdresultat: nr. 10

Peter Bech nr. 40

Christian Grøn Nørfelt nr. 41

Anders Aagaard nr. 54

Peter Arnoldsen nr. 59

Rasmus Høeg nr. 66 

Holdresultat: nr. 12