Søndag d. 21. maj deltog jeg i et fantastisk 20 km bjergløb med start i en charmerende lille by kaldet Cucugnan ca. en halv times kørsel fra den lidt større by Perpignan på den franske sydkyst tæt på grænsen til Spanien. Min gode britiske ven, Malc, som jeg mødte til The Everest Marathon i 2013 har et hus i Cucugnan, og på vores trek til startstregen i 2013 ved Everest Basecamp inviterede han mig ofte på besøg i det franske, og der skulle desværre gå 3,5 år, før det kunne blive aktuelt. 

Jeg rejste fra Danmark torsdag, så der var god tid til at se sig om i den henrivende natur, og få løbet lidt småture inden søndagens strabadser. Foruden distancen på 20 km, var der også mulighed for at rende 94, 50 samt 10 km med et svimlende antal højdemeter. 

Kl. 9.00 gik løbet i gang(ja, det vil sige nok nærmere et par minutter over – vi er trods alt i Frankrig!).

En gut varmede stemningen op med franske huj hej og hep, og uden nedtælling gik starten, og afsted med os. Der var en masse tumult på den korte runde i rundt i byens smalle og stejle stræder, og da vi ramte de små stier efter ca. 6-800 meter, måtte jeg se mig overhalet af en del kvinder, som var lidt bedre forberedt på albuekampen end jeg. Der var så meget fokus på ikke at vrikke om på det ujævne underlag, at jeg ikke nåede at danne mig et overblik over, hvor mange kvinder, der lå foran mig. 

Højdemeterprofil

Højdemeterprofil

Hurtigt fulgte en smal, stejl stigning, hvor det var ret umuligt at overhale, og jeg endte i kø, men efter et par kilometer blev stien en smule bredere og på nedadløbet, formåede jeg at hente et par af de tabte placeringer. Den længste stigning mødte vi allerede efter ca. 3 km op mod Chateau de Chatares, og mega ret fedt at løbe ind i selve slottet på høje trappetrin og med geder som tilskuer, for derefter at rende ned igen og møde de andre deltagere på vej op. 

Slottet var ikke toppen af bjerget, og vi fortsatte op på den tekniske bjergryg med et overvældende udsigt. Klipper samt store og små sten udgjorde underlaget, og der var fuld koncentration fra min side – jeg skulle ikke risikere at falde, og dermed risikere mit kommende VM i Italien om 3 uger. Se nedenstående galleri med billeder taget af Rachel Fargher og James Clay, som også deltog.

Nedløbet var ret teknisk og meget stejlt med løse sten samt store klippestykker, og der måtte jeg bare overgive mig til nogle af franskmændene. Er du vimmer, hvor løber nogle af dem hurtigt nedad! Og det ser så legende let og elegant ud! Og til note har jeg besluttet mig for, at sådan vil jeg også lære at løbe nedad…

Efter omkring 1,5 km stejlt nedadløb, fulgte lidt kortere og knap så stejle opløb. Her var jeg i mit es, og fik overhalet en del mænd samt en enkelt kvinde. Malc, som ikke selv deltog i løbet, havde briefet mig til at være mellem nr. 4 og 6, og selvom det jo kun var et træningsløb, føles det altså bare fedt at overhale!

Ved det sidste check point 5 km før mål, er jeg 30 sek efter en kvinde og jeg sætter alle sejl ind på at hente hende. Der går heller ikke lang tid, før jeg råber “PARDON” efter at have luret et par minutter bag, for at samle lidt ekstra energi til at blæse forbi hende med smil og overskud. “Yes”, tænkte jeg, og drømmede lidt om at hente en mere. Sådan skulle det dog ikke gå, da laver den klassiske fejl at følge et par gutter, der løber foran. Vi løber omkring 6-700 meter ad en sti, før 4 højlydte irriterrede mænd kommer os i møde, og en ærgerligt følelse rammer mig, men ret hurtigt får jeg den i “pyt-kassen”, da jeg skal finde kræfterne til at hente den kvinde, jeg ellers lige havde overhalet. Da jeg kommer til det sted, hvor jeg er løbet forkert, ser jeg hende løbe forbi, og her rammer vi sammen den andensidste stigning. Hun er ret hurtigtgående opad, og jeg beslutter at sætte i løb, selvom den type stigning normalt vil fordre mig til at gå. Med en puls oppe i det røde felt og et hæsblæsende åndedrag jogger jeg forbi hende, og hun råber et eller andet på fransk til mig. Om det var “Sikke flot løbet” eller “Skrid din svans” ved jeg ikke, og det er nok også ligemeget! Jeg var i hopla, men var ikke forberedt på den sidste stigning, som gik direkte op i himlen. Nøj, hvor var den stejl og lang – eller “never ending”, som jeg fik gengivet til briterne. Men stigningen er jo lige lang for alle, og det er nok ikke kun mig, som har det hårdt – det hjælper faktisk at tænke sådan. 

Da jeg kommer på toppen, rammer lyden af musik af en stemme i et sæt højtalere mig, og det må jo betyde, jeg er tæt på mål. Dog lige et langt nedløb på et par kilometer, men knap så teknisk, så jeg havde god fart på. 

Jeg rammer mål i 2:41:11 med 2 og 4 min ned til henholdvis nr. 4 og 3, og havde jeg ikke løbet forkert, kunne jeg nok have snust til en podieplads. Men skidt pyt – præmien var ost, som jeg ikke kan fordraget, og jeg havde et fantastisk løb, hvor jeg især er tilfreds med min VAM (Velocità Ascensionale Media, average rate of climb eller gennemsnitlige opadgående tempo) på 445 m/h, som er væsentlig bedre sammenlignet med fx VM sidste år. Det er selvfølgelig svært at sammenligne forskelligt underlag, men alle mine data ser bedre og bedre ud.

Jeg melder mig hermed klar til VM! 

Udstyr:

Hoka One One Speed Instinct 2

CEP Ultralight No Show Socks

Nike løbeskirt

Saysky T-shirt

Inov8 Elite Race Vest med blære

32Gi geler og chews

Et stort tak til Malc, Rachel og James for en dejlig tur! 

Resultatliste: http://www.ats-sport.com/index.php?file=resu_affiche&id=4417-8679