Jeg blev for noget tid siden udtaget til at repræsentere Danmark til VM i trail d. 29. oktober. Betinget for min udtagelse var, at jeg skulle løbe et bjergtrailløb, men ikke med noget krav om et bestemt ITRA-point(pointsystem som vurderer din præstation). Jeg fandt Trail du Galibier på 46 km og med lige knap 3000 højdemeter samt udfordrerne tekniske passager, så det ud til at være det perfekte løb.  

Og det var det! 

Til start stod Karin Louise Joubert, Annemette Skov samt jeg fra Danmark, mens Søren Rasmussen var supporter. 

De 2900 positive højdemeter lå på de første 31 km, og med lidt hurtig hovedregning giver det en gennemsnitstigning på 10% pr. km, og dertil at vi jo også løb ned! Så ret stejle stigninger, og især bankede åndenød sig på i de +2700 meter over havets overflade(m.o.h.). 

Starten afgik kl. 7.00, og jeg valgte at ignorere mit ellers udprægede b-menneskegen, som på normal vis ville ha’ overtaget min krop så tidligt om morgenen. Men jeg følte mig absolut klar til kamp, og det er en dejlig følelse at stå til start velvidende om, at jeg har trænet godt, er i god form og forberedt til turen. 

Den første kilometer var et loop inde i Valloire, og jeg løb side om side med Karin og Annemette. Herefter fulgte 4,5 km opad fra 1430 m.o.h. til 1921 m.o.h. i tætte hårnålesving, men på et rimelig tilgængeligt underlag på et etableret stisystem. Da jeg er en forholdsvis langsom starter, havde jeg regnet med at Annemette og Karin ville være foran mig, men det var ikke tilfældet, og en tanke om, at jeg måske havde lagt for hårdt ud, strejfede mig. Men det havde jeg ikke – tværtimod lagde jeg forsigtigt ud, og ville på den første stigning ikke tage nogle unødige chancer i et forventet 6-8 timers løb med en tætpakket højdeprofil.

Min træner Søren havde klædt mig godt på til opgaven; vi havde snakket ruten godt igennem og han mente at 6.45 timer var et rimelig bud på en sluttid, og jeg tegnede højdekortet samt plan for væske- og energiindtag på mit startnummer. Jeg nåede første depot ved 6 km 10 min før den aftalte tid, men følte mig godt tilpas og klar på det første nedløb. Her gik det op for mig, hvor stejlt og teknisk udfordrende dette løb ville blive! Løse sten og smalle stier med en hældningsprocent man næppe kan forestille sig, krydret med skarpe franske kvindelige trailløbere, som elegant og uden besvær dansede ned af bjergsiden og med en stemme i lystige toner nærmest sang: “passé”! Jeg blev en anelse frustreret, og lidt flov over min egen buldrende og anstrengte kampvognsteknik, da løber efter løber passerede mig, og jeg fik hurtigt skubbet podiettanken væk. Jeg var slet, slet ikke på niveau med disse kvinder.

De første 10 km bød på 3 små(!) bjergtoppe, og herefter fra 1753 m.o.h. til Plan de Orient i 2624 m.o.h. For dælen, der var langt op og det meste foregik i gåtempo og ned til 16 min/km. Jeg var en af de få, som ikke havde medbragt stave, og da jeg gik der op ad bjerget i en urimelig pulszone og brændende lår, kunne jeg pludselig godt se en fordel i de dersens stave! Jeg har besluttet, at jeg vil hjem og eksperimentere mere med gå-teknikker på stejle stigninger, og finde ud af, hvad der virker for mig. Når 90% af et felt til et sydfransk bjergløb har stave med, må der vel være noget om snakken, og dertil havde både Annemette og Karin dem også med.

Jeg nåede toppen lidt efter tidsplanen, som sagde 2.40 timer, og der fulgte et relativ kort nedløb til 3. depot. Her skulle der fyldes vand i væskeblæren, da jeg først ville komme i depot igen på næste bjergtop 14 km og ca. 2,5 timer senere. Jeg fik meldingen om, at Annemette var 10 min efter mig, og siden Søren ikke nævnte noget om de forreste kvinder, måtte de ha’ været langt foran. Jeg havde et rigtig godt nedløb selvom stierne var meget smalle og med store og små sten hist og pist. Ikke på noget tidspunkt kan man slå autopiloten til og koncentrationen fra – regningen kommer prompte og man støder tæerne i stenene, laver små vrid i anklerne eller mister balancen. Altså en kontinuerlig reminder om at fastholde fokus.

Jeg er igen en smule bagud ift tidsplanen, og nu følger den, på papiret, hårdeste del af ruten med et langt, stejlt og teknisk opløb til Galibier. Første del er på græs, men der er ingen sti. Ruten går bare op i hårnålesving og det er så stejlt, at man bare kigger ind i bjerget! Flot udsigt til den anden side, javel ja, men at kunne se markeringer i det uendelige op af bjerget var en vild oplevelse! Jeg var fysisk hårdt presset, og havde “kun” lige rundet 20 km og altså ikke en gang halvvejs, men jeg elskede hvert sekund af det! Jeg var i flow, og høj af omgivelserne, terrænet og det faktum, at jeg næsten holdte planen. Op ad bjerget hører jeg pludselig Søren råbe efter mig, og skæbnen ville, at han på sin vej op til næste depot i bil, kørte parallelt med mig. Han råbte at Annemette var 22 min efter, men at jeg ikke skulle lade det blive en sovepude. Jeg råbte tilbage, at jeg ville holde planen om at nå toppen på 5 timer uden indsigt i, hvad der egentlig ventede mig  på vej derop. Den sidste kilometer inden peaket var brutal, og jeg havde kilometertider helt nede på 20.44 min/km, og det tynde luftlag kunne mærkes! Nøj, hvor var jeg glad, da jeg nåede toppen ved 31 km – dog 15 min senere end aftalt, og en kontant besked fra Søren om, at jeg skulle spænde hjelmen på det 16 km lange nedløb for at indhente den tabte tid. Jeg nikkede, og var klar til at give den gas på nedløbet. I hvert fald indtil jeg så det! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig efter sådan et ubarmhjertigt opløb, men naivt var det i hvert fald… De første kilometer var så stejle og beklædt med løse klippestykker –  det var simpelthen for farligt og risikabelt for mig at løbe, og jeg accepterede kilometertider ned til 10.27 min/km og først på den 39. kilometer kunne jeg få gang i noget nogenlunde fornuftigt nedløb. Men så fik den til gengæld også max gas! Jeg VILLE simpelthen i mål i 6.45, som efter Sørens udregning ville give 600 ITRA-point(ville blive mit hidtil bedste resultat). Jeg tvang mig selv til at løbe så hurtigt som overhovedet muligt, og jeg begyndte at overhale nogen af dem, som tidligere i løbet havde passeret mig. Det er en fed følelse, og selvom jeg pressede mig selv helt ud over grænsen, hvor både underben og lår føltes som om, de kunne springe hvert et øjeblik, og pulsen var så høj, at jeg kunne høre mig selv stønne med hvert åndedrag, var mit hoved fuld af eurofori og en fast besluttet på at nå mit mål. Mellemtiderne strøg ned på 4.20 min/km, og jeg åd mig selv. Langt om længe begyndte byskilte at vise sig, og jeg genkendte området: jeg vidste, jeg var tæt på mål, men da de små stier igen begynder at være tekniske og med korte stigninger, var det kun overlevelsesinstinktet, der fik mig igennem. Jeg kunne simpelthen ikke løbe flere højdemeter, men jeg tvang tanken frem om, at man altid kan løbe 2 min mere. Og 2 min mere. Og 2 min mere. Og pludselig var der kun 2 min til mål! 

Jeg kom i mål i tiden 6.50.53 og er mega tilfreds og stolt. Det var et hårdt og brutalt  bjergløb, men overvældende interessant og det har bestemt givet mig mere blod på tanden. Jeg har taget mange erfaringer med, og der er bestemt elementer, der skal trænes på! 

Tak til Søren, Karin og Annemette for godt selskab og tak til mine sponsorerer, som lige nævnes her. Uden dem kan mit løberliv med rejser og træning ikke lade sig gøre: 

Oceany, Yding Grønt, Gitte Schlage, Bo Kortegaard, CEP Danmark, Hoka One One Danmark, 32Gi, Zebla, World of Nuts, Proteinbar, DAT, FitRABBIT og Garmin.