Optakten

Mange måneders træning og forberedelse skulle fredag d. 23. februar kulminere i et verdensrekordforsøg på at nå toppen af Kilimanjaro som hurtigste kvinde i verden. Med Josephine Dewett som makker og Simon Grimstrup som altmuligmand, var vi et stærkt dansk team med kun ét problem: Vi har ingen bjerge i Danmark, men det er der jo ikke nogen i Afrika, som ved… 

Den indledende fase til rekordforsøget blev tilbragt sammen med en Topas-gruppe bestående af 16 mand med en mission om at bestige Kili på 7 dage i et roligt tempo med et akklimatiseringsfokus i top. Det var en perfekt forberedelse, og jeg og Josephine havde en rigtig god tilvænning til højden. Første dag ramte vi 3000 meter over havets overflade(moh), anden dag 3800 moh og sådan gik det til toppen, hvor alle af 16 gruppedeltagere undtagen én nåede toppen. Den sidste nat trekkede vi fra Kosovo Camp i 4700 moh mod toppen af Kilimanjaro(Uhuru). Jeg havde en smule ondt i baghovedet, da vækkeuret ringede kl. 01 og jeg kunne med det samme se, at hverken Jose eller Simon var på toppen. Simon havde kvalme og Jose ondt i hovedet, men da vi angreb bjerget forsvandt min hovedpine og jeg havde det godt stort set helt til toppen. Jose kæmpede en del mere, og måtte have hjælp af guider til at nå toppen. Hendes tempo var super langsomt, og jeg kunne mærke, at jeg selv begyndte at blive lidt utilpas og grunden var nok, at jeg tilbragte for lang tid i højden. Jeg ville dog ikke forlade Jose, selvom jeg vidste, hun var i gode hænder. Vi nåede toppen sammen, og det var absolut en kæmpe oplevelse. Under nedstigningen fik Josephine det hurtigt bedre, mens jeg selv, kæmpede med kvalme. Det føltes som en omgang tømmermænd af den ubehagelige slags, hvor det at kravle fra sengen ind på sofaen føles som en uoverskuelig rejse. Jeg famlede mig ned af 1200 meters højde i løst sand og klipper, og faldt omkuld i mit telt i Kosovo-campen. Lettet og glad over endelig at kunne ligge ned, og jeg må indrømme, at jeg forsøgte ikke at tænke alt for meget over det kommende rekordforsøg!

Træning på Kilimanjaro

Efter et par timer på langs begyndte de sidste fra gruppen at komme ned til lejren, og vi fortsatte samlet ned til Millenium Camp i 4000 moh, hvor jeg fik det godt igen. Jeg tog mig frihed til at løbe derned, og det var virkelig dejligt. 

Mens alt var godt skete der det, som ikke måtte ske. Jeg vrikkede om på min venstre fod og jeg vidste med det samme, at det var noget skidt. Jeg bandede mig selv langt væk for at have været så uforsigtig og dumdristig, men jeg blev grebet af stemningen. Sket var sket, og jeg måtte have mit fokus rettet mod at give den forvredne ankel den nødvendige behandling og støtte. Foden var hævet og blå, men gjorde heldigvis ikke så ondt, og det så jeg som et godt tegn. De kommende dage i Moshi gik med kompression, elevation og at komme ud og gå på foden på jævne overflader. 

Uheldet der ikke måtte ske

Jeg var fortrøstningsfuld, men også realistisk vedrørende det dobbelte rekordforsøg( op og op+ned), som det kunne blive nødvendigt at skære ned til ét. Det var en hård tanke, som jeg blev nødt til at arbejde på for at acceptere. At slå rekorden op har dog altid været det vigtigste og klart det, som jeg trænet mest mod. 

Rekorddagen

Fredag d. 23. startede kl. 3.30 med en stram stram optapening af en fod, som stadig var brun, lilla og gul, men jeg var ved godt mod og var indforstået med et eventuelt opsamlingsarbejde efter rekordforsøget. Kl. 4.45 blev vi hentet af vores team, som skulle starte med os ved Mweka Gate. Humøret var højt bilen, og det var svært for mig at gå ind i min lille bobbel af fokus inden et race, som dog også blev afbrudt af, at vi pludselig bremsede op og der kom røg fra motorhjelmen. Lukas, Dustan(de to portere, som skulle løbe med os fra gaten) samt chaufføren steg ud og begyndte at rode i motoren. Jeg tænkte: “Det er LØGN, det her…”. I et kvarters tid knoklede gutterne på, mens Simon beroligede os med, at vi jo ikke skulle nå et startskud, og at vi i princippet kunne starte rekordforsøget, når vi ville. Jeg ville dog gerne holde mig til planen og starte kl. 6, og pludselig var der gang i bilen igen. Røgen var væk og vi kørte op en den hullede grusvej til starten ved gaten i 1630 meters højde. 

Starten kl. 6 blev nøje dokumenteret med billeder, film og vidner og på slaget løb Josephine og jeg afsted med vores to hjælpere samt Simon. De første ca. 1000 højdemeter(hm) blev forceret i mørke med vores pandelamper på og vi fulgtes ad med få meters mellemrum. Underlaget var stejlt, men vi vidste begge, at stigningsprocenten her var ingenting i forhold til, hvad den sidste halvdel af ruten ville byde på. Jeg kløede godt på, men som altid skal mine ben lige i gang og min krop skal lige forstå, hvad jeg har besluttet, den skal gøre. Her kan vi godt være lidt uenige en gang imellem, men det er som regel mig, der får min vilje!

Tidstabel

Vi havde tre depoter på turen op og ned, hvor første var Mweka Camp, som vi gerne skulle nå efter 1.50. Vi ramte begge en perfekt splittid, hvor Josephine tilbragte lidt mere tid med at få tanket op end jeg selv, og her skiltes vi. Jeg var hurtigt videre sammen med min hjælper, Dustan, og Simon indhentede os efter lidt tid. Jeg gav Dustan en lille vandflaske og bad ham om kort at holde mine stave. Hvad jeg ikke havde opfattet var, at han var ved at gå kold og han sakkede bagud. Pludselig var han væk og Simon og jeg undrede os over, at han ikke kunne holde tempo. De vader jo bjerget op og ned hele tiden, men at forcere det i højt tempo er nok mere krævende end som så. Heldigvis var Simon vågen og fik mine stave med.

Vi accepterede, at hjælperen ikke var til megen hjælp og nåede næste check point ved Millenium Camp(3900 m?) på minuttet i forhold til tidsplanen. (9.15?!) Nyt vand, mere energi og en slurk te inden vi hurtigt drog videre mod Barafu Camp i 4700 meters højde. Jeg var virkelig godt kørende. Fuldt fokus, god rytme, benene var for alvor vågnet og jeg var fast besluttet på at slå den rekord. Men jeg tog også beslutningen om, at jeg ikke ville gå efter den dobbelte rekord, da min fod brokkede sig en del på de ujævne flader. 

På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg ville slå den rekord, men den altafgørende faktor om, hvordan min hårdtarbejdende krop ville reagere i højderne, gjorde mig nervøs. Jeg måtte bare klø på med en fornuftig intensitet, som jeg i høj grad styrede med pulsmåling og fornemmelse i kroppen, og så håbe på det bedste. Alt omkring mig fungerede perfekt og Simon var en kæmpe hjælp med motiverende snak og faktainfo om tider, højdemeter og tidsplan. Vi knoklede på mod Barafu, og den tynde luft begyndte at have større og større indflydelse på min vejrtrækning og fysiske formåen. Men jeg var forberedt på det, og forsøgte at holde tempoet så højt og kontinuerligt som muligt. 

Jeg tog mig selv i at tænke, hvor er det her fedt. Lille mig er på vej op af Kilimanjaro, og hver gang jeg kiggede op, kunne jeg se den snebeklædte top, der ventede på mig. Jeg var kommet fra den frodige regnskov, til månelandsskabet(Moor land) og jeg var på vej til den alpine ørken og skulle ende i en arktisk zone på toppen. Hvor mange får lov til at opleve det? 

Simon og jeg nåede Barafu, hvor vi havde et større depotbesøg. Jeg skulle have lange tights på, tisse og tanket op. Dertil skulle jeg have chef-guiden Freddy med som hjælper mod toppen, og jeg syntes, jeg havde givet instruks om hans opgave om at bære mit varme tøj og 3 liter væske, men hans taske var ikke pakket. Mens jeg skiftede bukser, fik jeg pakket hans taske, og inden jeg ser mig om, var han allerede gået i forvejen. Her skulle jeg lige afkode situationen og acceptere at deres mindset ikke var lig vores. Simon og jeg kom dog godt afsted alligevel, men var begge enige om, at det ikke var et særligt effektivt depotbesøg. 

Der ventede mig 1200 højdemeter i ekstremt stejlt terræn med klipper og løst sand i over 5000 meters højde. I disse højder er der under 50% af den ilt til rådighed, som jeg ellers er vant til og det havde enorm påvirkning på mine kræfter, men det eneste, jeg havde i hovedet, var den rekord. Kroppen hungrede efter ilt og pause, men jeg ville have den rekord. Vi indhentede ret hurtigt Freddy, som holdte ved os et kvarters tid før han også sakkede bagud. Jeg nåede ikke at tænke på, han bar alt mit tøj, udstyr og Red Bull-dåsen, der skulle flashes på toppen i sin taske. 

Simon gik for det meste lidt foran mig, for at vise mig den bedste vej op. Han forsynede mig med mellemtider og statistikker, og ca. 1 time før toppen sagde han, at nu skulle jeg klø på. Og det gjorde jeg så. Jeg satte alt ind på at komme frem i højest muligt tempo, og et kort stykke inden Stella Point kunne jeg høre Simon råbe bag mig, at han ikke kunne følge med længere og at jeg skulle give den max gas. 

Verdensrekord på Kilimanjaro

Jeg spurgte ham om rekorden var hjemme, og han svarede: “Ja, for faen”. Præcis ved Stella Point gik det op for mig, at jeg havde slået rekorden. Spørgsmålet var bare, med hvor meget. Jeg åd mig selv til toppen… Jeg har aldrig prøvet noget, der var så hårdt… Min krop skreg: “STOP”, men jeg vilel det så meget, at jeg ikke hørte den. Jeg forsøgte at sætte i løb, men mine ben var som gelé og jeg blev pludselig hjulbenet med knæerne vendende udad. Trods det, var jeg et kæmpe smil hele vejen, selvom alt i min krop brokkede sig. 19 min og 55 sekunder tog det mig fra Stella Point til Uhuru(toppen) og jeg ankom med hænderne løftet over hovedet. Der stod en amerikansk gruppe derude, og de spurgte med det samme, hvorfor filan jeg kom løbende. Jeg fik fremstammet, at jeg havde slået verdensrekorden og tårerne pressede sig på. “I’m okay, but I’ve just beated the world record!”. Vi fik taget billeder, og jeg var meget opmærksom på at få lavet den rette dokumentation med billeder og splittider. Efter 5-6 min kom Simon og han fik det største knus! Han var også helt op at køre, og efterfølgende kan jeg kun sige, at jeg ikke kunne have klaret dette uden ham. Både i planlægningsfasen og i udførelsen var han uundværlig. Professionel, realistisk, motiverende og en ven. 

Jeg slår verdensrekorden med 16 min i tiden 6.52.54! 

Efter fejring på toppen gik vi roligt ned til Stella Point, hvor vi mødte Freddy og endnu en omgang fejring blev sat i værk! Det var fantastisk og jeg var i den syvende himmel indtil vi spottede Josephine lidt længere nede af bjerget. På lang afstand var det nemt at se, hun ikke var godt kørende. Vi løb ned til hende, og ret hurtigt blev beslutningen taget om, at hun skulle stoppe ved Stella Point. Hendes guide Luca tog hende kyndigt under armen og førte hende ned ad bjerget. Det gik faktisk så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med og jeg fik det egentlig også lidt dårligt på vej ned. Jeg havde nok tilbragt for lang tid på toppen, men intet kunne spolere min glæde.

Verdensrekord på Kilimanjaro

Rute: Fra Mweka Gate til Uhuru

Distance: 21,3 km

Højdemeter: +4265 hm

Sko: Speedgoat fra Hoka One One

At bestige Kilimanjaro uden pause fra bund til top, er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, men også en kæmpe oplevelse. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik mulighed for at få denne oplevelse. 

Jeg vil gerne takke Topas Travel for planlægning, afvikling og et yderst professionelt samarbejde omkring rekordforsøget. Dertil et stort tak Red Bull, Garmin, The Good Karma Company og mine andre sponsorere samt min dejlige kæreste Henrik, min familie og venner.