Kl. 8.00 stod jeg klar på startstregen til verdensmesterskaberne i bjergløb på den lange distance. Ruten bød på 32 km med op til 3000 positive højdemeter i et særdeles barsk og teknisk terræn i Premanas bjerge i Lago de Como-området. Selvom 32 km for mange lyder langt, er det en del kortere end de distancer, jeg normalt præsterer godt på, men når bjerge og teknisk terræn hæmmer på tempoet, skulle det vise sig at være et løb, jeg følte mig ret godt tilpas med.

Det danske bjerglandshold

Danmark stillede med 3 kvinder og 5 mænd:

Mette Busch, Blovstrød Løverne

Katrine Villumsen, Sparta (daglig bosat i Schwiez)

Kristina Schou Madsen, Kolding Motion

Simon Grimstrup, Silkeborg OK

David Stoltenborg, Silkeborg OK

Peter Arnoldsen

Anders Aagård Hansen

Jonas Borsøe, Viborg AM

De første 5-600 meter strøg afsted i højt tempo efter startskuddet gennem byens smalle brostensbeklædte gader, inden vi nåede dalen, og den første stigning ramte mig samtidig med de første regndråber og lyden af torden i bjergene. Jeg loggede kilometer nr. 1 til 4:05 min, men kun fordi jeg vidste, at de forholdsvis brede bygader ville blive afløst af smalle gyder og singletracks. Hermed ville det kunne betale sig, at rende lidt småstærkt for ikke at ende i kø, men faktum er nok mere, at i et felt bestående af verdens bedste bjergløbere hører jeg nok reelt til et godt stykke nede i rækken. Jeg ramte i hvert fald bjerget som anden eller trejde sidst, selvom jeg syntes at have givet god gas. 

Jeg havde prioriteret en god og lang opvarmning, men når vi bliver kaldt ind i startblokken 20 min før start, var det svært at holde den kørende, og den første stigning var ubarmhjertig og ramte direkte ned i et par utilfredse og lidt stive ben. Der gik lige en halv times tid, før jeg fik overbevist min krop om, at i dag skulle vi altså løbe bjergløb og helst med lidt god gas!

Til tecnical meeting aftenen før, havde arrangørerne meldt en træls ændring i programmet, hvor det åbne løb med 2000 deltagere, som oprindelig skulle have startet kl. 8.30 – altså 30 min efter VM-deltagerne. Men grundet italiensk tv-dækning af løbet, blev det ændret til kl. 8.05 i stedet. Det var fint at få meldingen i god tid, så jeg kunne forberede mig på at blive overhalet af mange deltagere – det er, som I sikkert kan regne ud – aldrig helt vildt sjovt at blive overhalet.

Højdekurve

Ved første bjerg lå jeg og kæmpede bagerst med kvinder fra bl.a. Hviderusland og Argentina og da jeg næsten når toppen, begynder de hurtigste mænd fra open race at overhale. Det var helt ok, men ned ad bjerget var der simpelthen for mange overhalende og insisterende løbere til, jeg syntes, det var fair konkurrence. Jeg måtte flere gange træde til side og bremse mit eget nedadløb for at give plads til at andre kunne komme forbi. Det kostede mig flow og helt sikkert også tid, og min ærlige mening er, at afvikler man et verdensmesterskab, må man prioritere dennes deltagere – og det betyder også de bagerste i feltet.  

Nedløbet var flere steder virkelig teknisk og stejlt, og her har jeg stadig meget at lære. Dertil var det glat og især de store, våde sten, var det svære at holde balancen på, men hammersjovt og udfordrende. 

Da andet bjerg begyndte at vise sig, var jeg klar på at give den en skalle. Jeg havde en god rytme opad og begyndte at overhale en del mænd fra det åbne race, og også få kvinder fra VM-feltet. Det er nu altid en god følelse at overhale! Stigningen var stejl og lang, og i takt med jeg kom længere mod toppen, begyndte tordenbulder at blive højere og højere og regnen tog til. Ved toppen stod publikum tæt sammen under en pavillon, men alligevel heppede de på fuld power. Et par high fives på toppen, og jeg glædede mig til nedløbet. Pludselig skiftede vejret, og det blev nærmest helt mørkt og tåget(på billedet her kan I se, hvor mørkt det pludselig blev!).

Regnen blev meget kraftig og jeg kunne mærke, at det faktisk gjorde ondt at blive ramt, og da jeg så regnen på jorden blev forvandlet til hagl og isklumper, forstod jeg hvorfor. Haglene blev større og større, og jeg blev ledt ind under en pressening af en official, og måtte vente der et halvt minuts tid, før det var sikkert at løbe videre. Sporet ned af bjerget var fyldt af en mini-flod med vandet, der skulle ned fra toppen, og det stod ned i stænger. Til andres fornøjelse blev mit landsholdstøj en udfordring for mig: Jeg havde fået et par shorts, som var alt for store, og da de blev våde og tunge, faldt de simpelthen ned op til flere gange. Jeg er heldigvis ikke så forfængelig, og at blotte mine bleg-hvide dansker-baller går nok, men det var træls at skulle hente shorts’ne nede omkring mine knæ. (Jeg vil undlade at vise jer billeder!) Når tempoet kom op eller når jeg løb nedad, måtte jeg holde fast i buksekanten, men det måtte jeg bare acceptere og få det til at fungere.

VM i bjergløb

Godt løbende

Bjerg nr. 2 var en vild oplevelse på et surrealistisk eventyrsniveau, og jeg havde et kæmpe adrenalinkick! Jeg formåede dog at tage det stille og fornuftigt ned af bjerget, og mit løb skal nok mere betegnes som gang, da jeg ikke ville risikere at falde og slå mig. Jeg blev overhalet af rigtig mange, men jeg prioriterede ikke at satse og tage chancer. 

Da jeg næsten var nede, ser jeg til min værste frygt, at Mette står med 3 samaritter. Jeg stopper op, og hun er helt rundt på gulvet. Hun fortæller, hun er faldet og har slået hovedet. Jeg får snakket med hjælperne, som fortæller, at de ringer til Mettes kæreste, som også er med som supporter.

Hun græder lidt, og er tydeligvis chokkeret og ked af det, men siger selvfølgelig, at jeg skal løbe videre. Det gør jeg, men er så påvirket af situationen og ked af det på Mettes vegne, at jeg egentlig også græder lidt, og det er en underlig situation at forlade hende, selvom jeg selvfølgelig ved, at hun er i gode hænder. 

Jeg rammer det sidste bjerg med kampklare ben, eftersom jeg i rolig og sikker stil er kommet ned af nr. 2. Jeg er sulten og klar på at give den fuld hare frem, og jeg hygger mig virkelig op ad de lede stigninger. Det er hårdt og udfordrende, men virkelig fedt, og jeg er i total flow. Når sådanne fede følelser rammer, smiler jeg og tænker, at det er præcis derfor, jeg er trailløber. Og hvor er jeg priviligeret over, at kunne rende rundt i de italienske bjerge og leve af det, som jeg elsker. (Nu skal jeg nok stoppe det pladderromantiske!)

Jeg battler med en del mænd, og jeg kan fornemme, at det italienske publikum godt kan lide at en danskertøs sætter de italienske mænd fra det åbne løb på plads. En enkelt løber får sagt til mig, at jeg skal tage det roligt, da bjerget er langt og stejlt, men jeg tog det kun som et udtryk for, at han nok var ved at være træt!  Tju-hej det gik, og ved 28,5 km nåede jeg toppen og var spændt på, hvor glat nedløbet ville blive. Jeg havde forberedt mig på, at en del ville overhale mig igen, men kun to mænd kom forbi, hvor jeg til gengæld overhalede 4 kvinder fra VM-feltet. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne for at brænde det sidste energi af, da jeg jo nødigt skal komme i mål med overskud. Dog var jeg stadig meget opmærksom og påpasselig med de glatte sten, hvor jeg nogle gange tænkte, om mine Hoka One One Speed Instinct 2 var den rigtig model. I bakspejlet ville jeg havde valgt Speedgoat eller Mafate, men pyt med det. 

Jeg rammer målstregen i 5:10:14, og er meget tilfreds med mit løb. Jeg taber en del tid på første og andet nedløb, men er ovenud glad og stolt over at være nr. 37 i verden i bjergløb ud af 57 startende kvinder. Danmarks kvinder får desværre ikke en holdplacering, da der skal minimum 3 gennemførende deltagere til, men pyt med det – det vigtigste er, at Mette er okay igen. Vores bedste placering blev Katrine, som kom ind på en flot og imponerende 16. plads i tiden 04:21:08 – respekt og stort tillykke. Simon Grimstrup løber sig ind som bedste herre på en sej 39. plads i tiden 03:39:38.

Resultater: 

KVINDER:

1. Silvia Rampazzo, Italien – 03:56:45

VM i bjergløb

De danske kvinder

2. Kasie Enman, USA – 03:57:30

3. Denisa Dragomir, Rumænien – 03:59:34

16. Katrine Villumsen, Danmark – 04:21:08

37. Kristina Schou Madsen, Danmark – 05:10:19

DNF: Mette Busch, Denmark

MÆND:

1. Petro Mamu, Eritrea – 03:12:52

2. Francecgo Puppui, Italien – 03:14:37

3. Pascal Egli, Schweiz – 03:18:13

39. Simon Grimstrup, Danmark – 03:59:38

49. Anders Aagaard Hansen, Danmark – 04:06:15

54. Jonas Borsøe, Danmark – 04:09:42

60. Davis Stoltenborg, Danmark – 04:17:59

66. Peter Arnoldsen, Danmark – 04:25:30

Holdkonkurrence: nr. 13 ud af 17

Tilføjende noter: 

Ved disse typer af løb, er jeg vant til at løbe med mine egne forsyninger, men til dette VM var der depot ca. hver 5. kilometer, som betød, jeg ikke skulle løbe med oppakning. Det var jeg rigtig spændt på, men det gik super godt. Jeg var ikke på noget tidspunkt i energi- eller væskekrise. 

Link til resultatliste