Kl. 05.00 gik starten ved dette års verdensmesterskab i trail, og det er en ret speciel og overvældende følelse at stå til start med 234 af verdens bedste trailløbere, og heriblandt et af mine idoler, Emilie Forsberg fra Sverige. Vi var 110 kvinder med i feltet, hvoraf de 86 af dem har højere ITRA-point end jeg – dvs mit mål om at placere mig i top 75% ville kun lykkedes, hvis jeg virkelig løb op til mit bedste, men det var lige præcis det, jeg havde besluttet mig at gøre! 

World Trail Championship

Putting my name on the world

Inden løbet havde jeg i samarbejde med min træner, Søren udarbejdet en forsigtig plan i forhold tid, energi og væske; når jeg skriver forsigtig, er det fordi, at ingen har løbet ruten før, og derfor er det svært at sammenligne tider og teknisk sværhedsgrad. 

De første kilometer er på flad asfaltvej, og Laura og Dorte smutter hurtigt fra mig. Det havde jeg sådan set også regnet med, da jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg er lidt en langsom starter, men måske er det netop det, der giver kræfter senere i løbet. Jeg får nogle ret hurtige kilometertider ind på mit ur, og bliver klar over, at noget er galt. Mit ur måler simpelthen forkert – meget forkert, og jeg kan slet ikke regne med tiderne, der tikker ind. Det er frustrerende, men jo ikke noget, jeg kan dvæle ved, og jeg må istedet bruge højdemeterkurverne, som er trykt på startnummeret, til at vurdere distancen. Efter ca 15 min på flad vej, drejer vi mod højre op ad en asfaltvej direkte til himlen. I første omgang sætter jeg bare hænderne på lårene, som jeg plejer ved stejle stigninger, men her bliver jeg simpelthen overhalet af, hvad der virker som hele feltet! Jeg finder lidt modvilligt mine stave frem, som gør, jeg i det mindste kan følge lidt med. Det er en hård mental start, og samtidig synes jeg ikke, min krop og ben vil makke ret. Maven driller, da det desværre er “den tid på måneden”, og jeg havde sådan en dum følelse af at skulle på toilet. Selvom jeg føler mig tung og energiforladt, knokler jeg på til toppen af den første stigning ved ca 7 km og 800 højdemeter(hm). Herefter følger et ca. 4 kilometer nedløb, som jeg i skrivende stund faktisk ikke rigtig kan huske – nok fordi jeg var mega presset, men får et smil på læben, da jeg uventet ser vores supportgruppe(Selina og Tommy) stå på vejen og heppe. Jeg kæmper mig frem til første væskedepot, hvor jeg får fyldt flaskerne med vand og spiser lidt appelsin. Det er stadig mørkt, og jeg ved, at stigningen fortsætter frem til de 25 km, hvor der herefter følger et stejlt nedløb til det andet depot, som er bemandet med vores supportere. På stigningen op begynder det langsomt at blive lyst, og jeg kan pakke min pandelampe ned i rygsækken. Jeg møder ikke så mange løbere, men en islændinge kommer på et tidspunkt op til mig, og vi snakker lidt, indtil han løber fra mig. Jeg forsøger, at finde rytmen op ad bjerget og få lidt flow og tempo ned af bjerget, men det kører bare ikke for mig. Jeg har dog en klar forventning om, at den tilstand jeg befinder mig i, vil vende på et tidspunkt. Det er bare et spørgsmål om hvornår; og når det sker, gælder det bare om at gribe muligheden og komme tilbage i løbet. 

World Trail Championship

World Trail Championship

Andet depot er placeret ved 30 km, som ligger i en lille by Vila de Geres – status er her, at jeg har løbet ca 2000 hm op og ca 1550 hm ned, og jeg ligger henholdsvis 19 og 14 min bag de to andre danske løbere. Jeg får tanket op, og kommer hurtigt videre. Jeg når dog lige at brokke mig til vores to supportere, Selina og Tommy, over at jeg føler mig utilpas. Jeg får en tampon og noget toiletpapir, og de efterfølgende kilometer skal jeg nok spare lidt på detaljerne, men lad os bare sige, at jeg får altså ordnet nogle ting! Jeg får det en del bedre, og især på opstigningerne kan jeg mærke, at benene begynder at vågne. Desværre punkterer en af mine soft bottles, og det er ret kritisk, da temperaturerne er ved at nærme sig 25-28 grader. Ved ca. 40 km spotter jeg Laura op af en bjergside, og da jeg overhaler hende, snakker vi lidt, og hun fortæller, hun er træt. Jeg indhenter flere og flere af de løbere, som tidligere havde overhalet mig, og det giver et godt energiboost, og selvom jeg er løbet tør for vand, klør jeg på. Jeg ved, der er et væskedepot på toppen ved 46 km(3500 hm), men det er virkelig barsk at komme derop. Underlaget er teknisk udfordrende bestående af stejle, ujævne klipper, men igen er stavene virkelig en god hjælp. Da jeg når depotet, er jeg desperat efter vand og cola, og løbets hjælperne er fantastiske til at tage flaskerne ud af min taske, fylde dem op og sætte dem igen. De kender gamet, og det er dejligt! Da jeg får slukket tørsten, vender jeg mig rundt for at få noget at spise. Her spotter jeg alle de udgåede løbere, som ligger hist og pist rundt i teltet med folietæpper over sig, og jeg hører ambulancen komme. Jeg får virkelig et chok over at se så mange have det dårligt, men jeg må bare skubbe det væk og komme videre. Jeg forlader depotet med gode ben, og er klar til det næsten 10 km lange nedløb. Jeg møder desværre Dorte, som er dårligt løbende. Hun fortæller, at hun har slået sin fod, og selvom alt i en skriger på at hjælpe hende, er der ikke noget at gøre. Vi snakker kort, og Dorte sender mig videre. Hermed løber jeg forbi med en forhåbning om, at begge danske kvinder er okay. Jeg er så småt begyndt at få min krop tilbage, og jeg giver den fuld gas ned af – endelig føler jeg, jeg er let på tå og leger ned af de tekniske passager, og smilet er tilbage på læben. Jeg rammer 4. depot ved 55 km, hvor Selina og Tommy står klar. Det er virkelig dejligt at have hjælpere, som bakker mig 100% op, spørger hvad jeg vil have og hepper mig videre. Jeg er på toppen, og overhaler en del løbere – bl.a. en portugisisk kvinde, og jeg sørger for at rose mig selv for at indhente en bjergged på hjemmebane! Da jeg kommer til det sidste bjerg med en stigning på ca 800 hm, er jeg mega klar til at tage kampen op. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive denne stigning, men bjerget er bare kolo-enormt stejlt og der er skisme langt op! Jeg kommer til at battle med en hollandsk kvinde, og hun puster og stønner bag ved mig. Jeg tænker, at hun må da falde fra på et tidspunkt, og jeg forsøger at lave nogle små ryk op ad bjerget for at få hul ned til hende, men hun hænger bare på. “For dælen, altså”, tænker jeg, og jeg er da selv ved at blive lidt træt i bentøjet på denne stigning, som åbenbart aldrig har tænkt sig at ende. Et par hundrede meter før bjerget, overhaler hollænderen mig, og selvom jeg højlydt udtrykker: “Det kan skisme ikke passe!” – ja, så kan jeg simpelthen ikke følge med. Jeg er glad for at nå toppen, og beslutter mig for at få hentet hende i en fart, og vupti-huj-hej hvor det går ned ad bjerget. Jeg får overhalet en del kvinder inkl hollænderen, og jeg stryger ind i sidste depot, hvor Selina prøver at fortælle mig noget vigtig information om, at der er tjek af gear efter depotet. Men jeg hører overhovedet ikke efter, og får kun sagt til Selina: “Flyt jer – jeg skal afsted nu. Jeg skal bare slå hende hollænderen”. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne og løber af sted. Da jeg bliver stoppet til tjek 50 meter efter, forstår jeg pludselig, hvad Selina havde forsøgt at fortælle mig. Jeg finder min regnjakke og pandelampe frem, og får lov til at løbe videre. Til note kan jeg undre mig over, hvorfor et tjek ligger lige efter et depot, hvor supporterne kan “advare” om tjekket, men rigtig fint at arrangørerne tjekker minimumsudstyret.  

Herfra er der 15 km hjem, og på højdeprofilkortet havde jeg set det hele som værende nedløb. Det var det langt fra! De tre “små” toppe på kortet kan sammenlignes med tre ture op ad Himmelbjerget – altså toppe på over 100 hm, som sikkert i daglig tale hernede kaldes for små bump på vejen! Jeg fortryder et par gange, at jeg havde lagt mine stave af i sidste depot, men jeg må bare tage mig sammen og komme op i en fart! Jeg fortsætter med at overhale et par løbere, og jeg ser heldigvis ikke noget til den hollandske kvinde. Da jeg når ca 80 km, begynder det at gå op for mig, at jeg rent faktisk snart er i mål. Ikke fordi jeg på noget tidspunkt havde frygtet ikke at komme i mål, men når man starter på et langt løb, som kan vare mellem 12-15 timer, gælder det om ikke at tænke på mål i den første del af løbet. Den følelse indeni, som pludselig rammer, er overvældende, og et par tårer presser sig på. Selvom en del af nedløbet er ret teknisk og jeg kan høre speakeren fra mål, har jeg overskud til at rose mig selv over den måde, jeg er kommet tilbage i løbet på. Det startede skidt – virkelig skidt – og det var på papiret bare ikke min dag, men det ville jeg på ingen måde ikke acceptere. Jeg møder en official fra løbet, som fortæller, at nu er der 1 km igen. Mit ur melder 12.51 timer, og jeg spotter chancen for at komme under 13 timer, og jeg sætter tempoet op! 500 meter efter møder jeg en islandsk supporter, som også melder, der er 1 km igen, og her melder mit ur 12.54. Her får jeg lidt travlt, og sætter igen tempoet op på et stadig teknisk underlagt og gud-hjælpe-mig om jeg ikke også møder en vejviser, som hepper “Only 1 km to finish”! Jeg giver den absolut alt hvad jeg overhovedet har, og løber ind på den røde løber mod mål med hænderne over hovedet. Jeg passerer målstregen i 13.01.38 som nr. 58 kvinde ud af 110. 

World Trail Championship

World Trail Championship

Det er stort og jeg har præsteret langt bedre, end hvad jeg havde håbet på!

Et stort tak skal lyde til især supporterne Selina og Tommy for at hjælpe mig i depoterne, og tackle min diskrethed med krammere, knus og hep. Tak til Søren for god træning og opbakning det sidste halve år. Tak til Koldingegnens Idrætsefterskole, og tak til min familie og venner. Et tak til jer her på Facebook for beskeder og likes. Et særligt tak til Henrik, som har støttet mig i alt. 

Som afsluttende bemærkning vil jeg bestemt forsøge at kvalificere mig til næste års VM i trail, som bliver afviklet i Italien i juni næste år. 

Fakta:

85 km

4600 positive højdemeter

4800 negative højdemeter

Tider for de danske løbere: 
Simon, 10:44:16
Christian, 11:01:12
Jonas, 12:08.27
Kristina, 13:01:35
Dorte, DNF
Laura, DNF

Udstyr:

Hoka One One Speed Instinct

CEP Ultra Light Low Cut Sock

Salomon S-lap sense ultra

8x soft bottles

Nike Landsholdstøj

Mountain King Trail Blaze stave 110 cm 

Petzl NAO 2 pandelampe med ekstra batterier

Ekstra billig pandelampe – ukendt mærke

Energiindtag:

17 32Gi-geler

2 pakker 32Gi chews

2,5 poser 32Gi energidrik blandet med vand

Ca. 6,5 liter væske(hvilket var alt for lidt i varmen)

Diverse kage, appelsiner og chips fra depoterne. 

Den fulde resultatliste: http://lap2go.com/en/event/trail-world-championships-2016/live-results.html

Startliste: http://www.i-tra.org/page/345/2016_Trail_World_Championships.html

Det danske traillandshold består af:

Simon Grimstrup, Silkeborg OK

Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne

Jonas Borsøe Christensen, Viborg Atletik og Motion

Dorte Dahl, Blovstrød Løverne

Laura Hulgaard, Tejn IF

Kristina Schou Madsen, Kolding Motion

Supportgruppe og teamledere:

Selina

Tommy

Flemming

Hanne

Marie

Landsholdskoordinator:

Søren Rasmussen

Mellemtider (lånt fra Løbecoach:SR)

P1:
Jonas, 1:26.59
Simon, 1:28.14
Christian, 1:28.20
Dorte, 1:43.12
Laura, 1:46.25
Kristina, 1:56.20

P2:
Christian, 3.12.49
Jonas, 3.13.51
Simon, 3:17.14
Dorte, 3:59.47
Laura, 4:04.16
Kristina, 4:18.54

P3:
Christian, 5:39.01
Simon, 5:49.59
Jonas, 5:59.12
Dorte, 7:14.09
Kristina, 7:18.50
Laura, DNF

P4:
Christian, 6.18.56
Simon, 6:31.53
Jonas, 6.43.34
Kristina, 8:08.16
Dorte, 8:26.02
Laura, DNF

P5:
Christian, 7:32.26
Simon, 7:49:57
Jonas, 8:09.36
Kristina, 9.35.27
Dorte, 10:16:54
Laura, DNF

P6:
Christian, 9:23.55
Simon, 9:24:33
Jonas, 10:39:03
Kristina, 11:27:22
Dorte, DNF
Laura, DNF

Mål:
Simon, 10:44:16
Christian, 11:01:12
Jonas, 12:08.27
Kristina, 13:01:35
Dorte, DNF
Laura, DNF