Måned: oktober 2013
Everest Marathon: Drik, pis og afklimatiser!
Ugen op til det første hike har været en kombination af løb, masser af trekking, mountainbike og sport wall climbing – aktiviteter med det formål at forberede mig bedst muligt til første trek til foden af verdens højeste bjerg og naturligvis i sidste ende marathonløbet.
Drik, pis og akklimatisere
Drik, pis og akklimatisere – opsummerende og vise ord fra Michael Strynø, den første dansker på toppen af Mount Everest, som i en Skype-samtale gav gode råd og fifs omkring færden i højderne. Han anbefalede at drikke mellem 4-5 liter vand om dagen, da det tynde luftlag medvirker en hurtigere vejrtrækning, og dermed forsvinder meget af fugten ud gennem åndedrættet. Udover at drikke, skal man også sørge for at spise rigeligt, og især hvidløg, som er med til at rense blodet for affaldsstoffer.
Jeg kan egentlig ikke fordrage hvidløg, men de sidste morgener har jeg fået hvidløg i min omelet, ekstra hvidløgsfed til middag og i aftes fik jeg sørme en hel skål fuld af rå hvidløg, som tilbehør til min aftensmad, og eftersom jeg ikke har været i bad i tre dage nu, må der rende en ganske slem duft efter mig!
Det er svært at få noget ordentlig mad i kroppen; der er hverken frugt, fuldkorn eller andet fra min normale semi-sunde kost derhjemme. Et af Michaels råd var, at du må aldrig være sulten i højderne, da din krop altid skal have nok at arbejde med.
Nu er situationen bare den, at jeg er konstant sulten – og det ved jeg at køkkenpersonalet på min tidligere arbejdsplads Koldingegnens Idrætsefterskole med garanti kan skrive under på! Det koster et par ekstra kilo på kroppen, men mon ikke det er okay at have lidt at tage af?
Den sidste uge
For at skrue tiden tilbage til sidste uge, var de 75 km på mountainbike en kæmpe udfording, men at skulle sætte sig op på cyklen igen to dage efter, var virkelig noget, der krævede viljestyrke! Jeg havde så ubeskrivelig ondt mellem benene, hvor jeg var fuldstændig hudløs, og måtte vandre rundt uden underbukser på! Knap så charmerende, men kanten af trusserne skrabede ind på sårene, og jeg havde simpelthen ikke andet valg, end at undlade det inderste lag! De 4 timer på mountainbike testede min smertetærskel, og det handlede bare om at komme igennem. Turen blev fulgt op af 4,5 timers hike dagen efter i bjerge nær Kathmandu samt et par timers sport wall climbing.
Starten på det virkelige eventyr
Den 22. oktober fløj jeg af sted til Lukla i 2800 meters højde – verdens mindste landingsbane og i et fly med plads til kun 16 mennesker. Det var en anderledes oplevelse, og da vi landede i god behold, følte jeg, at første lille sejr var i hus! Vi lagde ud med et trek på 3 timer ned til Phakding i 2610 meters højde for at overnatte og være klar til morgendagens hårde trek på 7,5 timer op til Namche Bazar i 3446 moh.
Her har vi nu været i to dage for at akklimatisere eller sagt med andre ord: Tilpasse kroppen til det lave lufttryk dvs. til iltmangel. Kroppen har en imponerende even til at tilpasse sig under forskellige forhold, og ved ophold i et lavt CO2-tryk udligner kroppen det med et forøget tempo i vejrtrækning og i hjerterytme, som i sidste ende medfører en kraftig stigning i kroppens hæmatokritforhold.
Løbet
Jeg har været på en enkelt løbetur i meget stejlt terræn, og jeg fik mildest talt et chok, da mit GPS-ur meldte en tid på 16,5 min/km. Nogle steder går det så meget op, at man bliver nødt til at kravle op til næste trappetrin, og kilometertiderne rasler op. Det tynde luftlag bevirker, at jeg lynhurtig hiver efter vejret, og mit hjerte pumper af sted. Men hvor er det fedt! Man mærker virkelig sin krop, og med protesterende lunger og andre organer i undtagelsestilstand, tænker jeg alligevel: Det her – det elsker jeg!
Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af, hvor hårdt al ting i 3446 meters højde er, men 50 meter her i rask gåtempo tager pusten fra mig, og jeg føler mig som en inaktiv, storrygende hval på 200 kg, der kæmper sin vej frem! Man kan spørge, hvad det er, der får mig til fortsætte, når det gør ondt, og hvorfor der alligevel er et smil at finde på læber. Det kan jeg ikke svare på, men forhåbentlig giver de sidste mange blogindlæg et billede af, hvordan jeg tænker løb, udfordringer, grænser og forberedelse til noget, jeg stadig ikke helt kan forstille mig, hvor hårdt bliver.
Den kommende uge vandrer jeg videre op i højderne, og jeg håber på at have endnu et blog-indlæg klar om en uges tid igen, hvor jeg nærmer mig Everest Base Camp.
Sidste uges program:
17/10 – 4 timers mountainbike
18/10 – 5 timers trek
19/10 – 1,5 timers løb
20/10 – 35 min rolig morgenløb + sport wall climbing
21/10 – 1,5 timers løb med 4x stigningsløb på 10 min + Start på første trek til Mount Everest Base Camp
22/10 – 3 timers trek
23/10 – 7,5 timers trek
24/10 – 25 min løb stejlt op (gps-uret meldte 16,30 min/km!) + 10 min på småsten nedad + 1 times trek
Everest Marathon: Formen er tilbage!
Det er nu over en måned siden, at jeg sad i flyet på vej herned for at træne op til Everest Marathon. Den forgange uge har budt på masser af eventyr med bungy jump, rapelling, løb i bjerge, trekking, teknik og mountainbike. Pulsen har været helt oppe at ringe, og jeg føler, at formen endelig er ved at være tilbage efter de sidste ugers uoverensstemmelser med min krop.
Jeg ankom til Nepal tirsdag d. 8. oktober efter en ambivalent, dog indholdsrig uge i Tibet. Tre dage blev tilbragt i The Last Resort – virkelig et sted for eventyrslystne vovehalse!
Verdens højeste canyon swing!
For at indvie det nye sted, prøvede jeg kræfter med verdens højeste canyon swing fra en hængebro 160 m over en flod. Følelsen af at blive hængt fast en elastik, og vide at der venter 100 m frit fald, et sving på 240 m og en topfart på 150 km/t, er temmelig nervepirrende! At miste kontrollen fuldstændig er en underlig fornemmelse, men adrenalinsuset som canyon swing og bungy jump gav, skulle jeg åbenbart blive helt afhængig af! Det blev til 2x swing, hvoraf ét af dem var baglæns og så 3 bungy jump med 160 m frit fald.
Fælles for alle hop var turen op igen, som bestod af stejle bakker og trapper, der selvfølgelig blev forceret i løb. Ja, det vil sige, at nogle steder var der så stejlt, at mine korte ben umuligt kunne holde tempo, men de ca. 20 min løb op ad bakke var helt obligatorisk efter hvert spring, og det må da alt andet lige være motivation for at springe ud i det?!
Naturen omkring resortet var helt fantastisk. Masser af bakker op og ned, skiftende terræn fra glatte sten til bjergsider man skulle klatre/kravle op af – det kræver virkelig koncentration og fokus for ikke at træde forkert og vrikke om på foden, eller at lægge vægten rigtigt, så du er klar til næste afsæt fra den rigtige sten videre til den næste. Det er udfordrende og hårdt, men samtidig også sjovt, og nogle gange kan man faktisk ende i et flow og glemme at man egentlig er ved at kaste sine lunger op!
To dages trekkingtur
Efter adrenalinsusene i Last Resort smuttede jeg på en to-dages trekkingtur i silende regnvejr. Cyklonen, som ramte Indien, medførte et kraftigt blæsevejr – selv min Peak Performance-jakke måtte bukke under for det konstante regnvejr, og jeg var absolut gennemblødt.
Trekket bestod af hårde ture op ad bjerge, samt tekniskkrævende ture nedad igen. De våde sten kostede et par styrt på numsen, men lidt efter lidt, lærte jeg teknikken, og den sidste dag klarede jeg igennem uden blå mærker og rifter. Blod var der dog masser af, da fugtigt vejr betyder fest for iglerne, og hovedmåltidet var mit kød! Jeg vender mig altså aldrig til at hive regnormslignende, små sorte, slimende væsener ud af min krop, men som min guide sagde til mig: Det er en del af oplevelsen. Og det er det vel! Jeg smiler i hvert fald af det nu, dog med et håb om, at jeg aldrig skal møde dem igen!
74 km MTB
Efter trekket stod den på en 74 km mountainbiketur tilbage til Kathmandu, og igen på udfordrende underlag. Jeg har aldrig rigtig kørt på mountainbike, men der er godt nok action på, og jeg var med det samme solgt. Især da vi mødte det sidste bjerg, hvor de 4 cykelguider sagde, at her kan ingen cykle hele vejen op, og jeg tænkte med det samme: “Jeg VIL cykle hele vejen op!”. Det blev til 7 km med pulsen i den absolut højeste zone, og når jeg forsøgte at stå op og træde, følte jeg, at jeg faldt bagover. De snoede veje/stier op bestod af store og små sten, grusstier, asfaltveje og to gange måtte jeg passere et stenskred.
Dog udgjorde de modkørende biler en større trussel, og jeg måtte have foden i efter de første 100 m for ikke at køre ud over bjerget, da en bil skulle passere. Cirka halvvejs oppe af bjerget, vælger en anden bil at overhale mig indenom, så jeg kun lige undgår at blive ramt af bilen, men vælter til gengæld på numsen. Jeg slår mig ikke slemt, men et fint brunt/gult/blåt mærke, er det da blevet til!
Efter styrtet måtte jeg trække omkring 10 m, da der var for stejlt til at komme tilbage på cyklen. Det var en ubeskrivelig hård tur, men sikke en lykkefølelse at nå toppen! Og så erfare at ingen af de fire guider var i stand til at cykle op, er et kæmpe selvtillidsboost, og jeg er nu sikker på at alle skavanker er ude af min krop, og formen er ved at være tilbage.
Løbetræningen
Min obligatoriske morgenløbetur i morges blev helt naturlig konverteret til en eftermiddagstur, da jeg mildt sagt var øm bag i! At cykle over 70 km i våde tights skulle vise sig at give heftige brændmærker, og uden at uddybe det, blev min løbetur klaret i et meget roligt tempo! I morgen forsøger jeg at hoppe på mountainbiken igen, og tager fredag et hike på et endnu ukendt antal kilometer og terræn.
Slutteligt vil jeg gerne sige et stort tak for opbakningen fra jer, alle de inspirerende beskeder på Facebook og donationerne på Caremaker.dk
Program foruden den daglige styrketræning
08/10 – 15 min udstræk, 20 min stejlt op og 15 min ned igen + 15 min stræk + 1 swing
09/10 – 30 min styrke ben + core. 2x 20 min trappetræning + 2 x bungy jump
10/10 – 30 min morgenstyrke ben + core. 3,5 timers rapelling ned af vandfald. 1,5 timers løb i terræn + 20 stræk og smidighed. 1 x baglæns swing + 1 bungy jump
11/10 – 1,5 timers løbetur Borgs skala: 15-17
12/10 – 50 min morgenløbetur i restitutionstempo
13/10 – grundig opvarmning – interval 5×4 min(skala: 19-20) – afjog. Smidighed og stræk. 6 timers trek i skiftende terræn: glatte sten, grus, græs, træ osv.
14/10 – 3 timers trek
15/10 – 74 km mountainbike
16/10 – 1 times løb i roligt tempo + 30 smidighed
Everest Marathon: En blandet oplevelse
De sidste 2 uger har været fulde af eventyr med kajak, riverrafting, paragliding, og mountainbiketure i Pokhara – og en fantastisk tur til det Kina-styret land Tibet. De sjove oplevelser har desværre også være krydret med en overbelastet achillessene, ondsindet diarre samt et møde med noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet: højdesyge.
Efter min 5-dages trekkingtur i bjergene, begyndte jeg at få en brændende fornemmelse i min achillessene, og tænkte, at jeg måtte holde en lille pause fra løb. Jeg fik selvproduceret en kile af brugt slikpapir og sportstape, som løftede mine hæle ca. 1 centimeter op, for derved at aflaste achillessenen mest mulig.
Efter 3 dages pause synes jeg, det gik bedre, og jeg skulle jo indvie stierne og det smukke landskab i den nye by, Pokhara, som jeg var rejst til. Det blev til to morgenløbeture i blødt terræn på henholdsvis 35 og 45 min, men den brændende fornemmelse vendte øjeblikkeligt tilbage.
Mavepine
Oveni begyndte min mave også at brokke sig over de til tider knap så kulinariske madoplevelser, og en del af den obligatoriske sightseeing fik ufrivilligt inkluderet mange toiletbesøg, hvor man bestemt ikke skal være sart. Mange steder er toilettet bare et hul i jorden, og der er ofte hverken toiletpapir eller vand, men det skulle ikke holde mig fra at tage på kajaktur, paragliding, mountainbike- og en 2 dages riverraftingtur med overnatning på stranden. Desværre gjorde den ellers usårlige Achilleus i cocktail med min dårlige mave, at løbeprogrammet endnu en gang måtte sættes på standby, og der skulle gå 6 dage, før jeg fik opsøgt en læge med foden og afleveret en afføringsprøve.
I forhold til foden var beskeden klar: overbelastning med pause og røde gigtpiller til følge. Heldigvis forstod lægen hvor vigtigt dette løb er for mig, og vi snakkede om excentrisk træning, udstræk og konsekvenser for at fortsætte med at træne, gennemføre de to planlagte trekkingture til Mount Everest Base Camp og selve maratonet i sne, is, glatte sten, grus, græs og alt mulig andet, hvor jeg tænker, at min achillessene ellers ville have stå mig bi.
Tibet
Efter lægebesøget tog jeg hjem på hotellet for at pakke til 7 dage i Tibet og det første rigtige møde med højderne. Jeg har været meget spændt på at se, hvordan min krop ville reagere i højderne, og de første par dage tilbragte jeg i hovedstaden Lhasa i 3650 moh, og jeg havde forstået, at jeg de første dage skulle holde mig i ro for at akklimatisere. Desværre var der bud fra lægen i Nepal om min mave – jeg skulle opsøge et hospital for at få styr på bakterierne. Jeg satte min lid til mine medbragte danske diarrepiller, og valgte ikke at tage på sygehuset(nogle spørger måske, hvorfor jeg ikke tog dem i første omgang, men jeg tager kun piller i absolut nødstilfælde).
Højdesyge
At være lidt småsyg i højderne skulle vise sig at være en farlig cocktail. På 3. dagen vågnede jeg kl. 5 om morgenen med en ubeskrivelig hovedpine, svimmelhed og kvalme. Jeg havde planlagt at rejse videre til en anden by, så det var bare ind i bussen og håbe på at få det bedre. Det gik desværre ikke sådan, hovedpinen blev kun værre, og da jeg blev ved med at kaste både mad og væske op, besluttede min guide at køre forbi et tibetansk hospital, hvor jeg kunne få noget ilt.
En times oxygen hjalp på højdesygen, men jeg var stadig helt udmattet og utilpas. Det tog et par dage før jeg helt kom ovenpå igen, men jeg nåede dog at føle mig nogenlunde tilpas i 5.200 meters højde, og det må alt andet lige være en fordel til Mount Everest. At bevæge sig rundt i disse højder er ekstrem krævende. Bare 10 trapper eller en gåtur kan tage pusten fuldstændig fra en, og jeg begynder så småt at spore mig ind på, hvor hårdt det her maraton egentlig bliver. Det er i hvert fald ikke underligt, at deltagerne får 11,5 timer til at gennemføre løbet!
Kathmandu kalder
Jeg har stadig én dag tilbage i Tibet, og har lige været på min første løbetur efter alle uoverensstemmelserne med min krop. Jeg satser på, at vi nu er gode venner igen, og tænker, at det er bedre med udfordringer i starten af mit eventyr end i slutningen! Jeg ser frem til de næste par uger med dejlige løbeture i Kathmandu, indtil jeg d. 22. oktober flyver til Lukla, og starter første trek til Base Camp på Mount Everest.