Måned: maj 2014
Edinburgh Marathon
Jeg har siden Thy Trail Marathon sidst i februar trænet målrettet efter at opnå en god præstation til bjergløbet Zugspitze Super Trail på 60 km i juni. Med dette mål for øje stod der denne weekend maraton på programmet i Skotlands hovedstad, Edinburgh, og man skulle fristes til at tro, det ville byde på masser af hård natur og vilde højdemeter, men der må jeg skuffe(jeg blev måske også selv lidt skuffet). Faktisk er ruten kåret som den hurtigste rute i United Kingdom af magasinet Runners World, og målstregen er placeret omkring 35 højdemeter lavere end startlinjen.
Ankomst til Skotland
Jeg ankom til Skotland onsdag aften, så jeg havde lidt tid til at se mig omkring i den gamle by, og den oprindelige plan var da også at få trænet lidt højdemeter. Men tirsdagens trailtræning med Kolding Motion medførte en lille overbelastning i højre fod, formentlig fordi jeg ikke havde fået snøret mine Salomon Speedtrail-sko godt nok. Det var rigtig dumt af mig, især fordi jeg lige har bøvlet med en skade omkring ledbåndet. Jeg valgte derfor at holde helt træningsfri fra onsdag og frem til maratonet søndag d. 25. maj, og det synes min krop egentlig var ret okay! Det er nok ikke en hemmelighed, at jeg har presset den til det yderste med mange ugentlige kilometer, spinning, boksning samt styrketræning for ben og core.
Dog blev det til en del kilometer i gåtempo med turistrygsækken på, et beredt kamera og bogen ”Turen går til Skotland” i højre hånd. Dagen før dagen kunne jeg alligevel ikke dy mig for at besøge det berømte Athurs’ Seat – en udslukt vulkan 251 meter over havets overflade lige i Edinburghs baghave med fantastisk panoramasyn over byen og den omkringliggende natur. Jeg forcerede det lille bjerg med min gode ven Malc, som også deltog i The Everest Marathon samt hans kæreste Rachel. Vejret bød på regn, blæst og lave temperaturer, men alligevel en charmerende tur op af det mini-bjerg.
De første udfordringer
Jeg kunne godt fornemme, jeg kørte på lidt lavt blus, og jeg havde en formodning om at den tid på måneden var ved at være inde, og ganske rigtigt, så kom der meget ubelejligt russere i lysthuset lørdag aften. Det gav anledning til en del mavekramper, og jeg vidste, de ville forfølge mig minimum et døgns tid – altså lige ind i maraton prime time. Det gør mig ikke noget at træne, imens det står på, men det duer ikke lige dét døgn, mens’en har meldt sin ankomst. Der var dog ikke andet for at acceptere omstændighederne, og jeg har for længst besluttet, jeg ikke gider at bekymre eller ærgre mig over ting, jeg ikke kan ændre eller har indflydelse på alligevel. Så i stedet for at være negativ og tænke trælse tanker, fik jeg det vendt til en udfordring, og jeg bød mavekramperne og eventuelle humørsvingninger velkommen. Jeg ved nogle kvinder tager et par smertestillende, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg tager ikke piller, medmindre det er meget kritisk og især ikke, hvis jeg skal dyrke idræt. Jeg kunne ikke finde på at indtage et stof, der forhindrer min krop i at give mig signaler – sagt lige ud af posen, så har jeg svært nok ved at lytte efter signalerne i forvejen, så hvis de blev sløret, vil jeg da aldrig have en chance.
Raceday
På raceday ringede vækkeuret kl. 06.50, og mit b-menneskegen brokkede sig lidt, men jeg var dog klar i 3.30-3.45-startblokken kl. 9.30 til startskuddet 20 min senere. Men da startskuddet gik, blev jeg overhalet af det, der virkede som absolut alle løbere i blokken! Jeg krydstjekkede med mit Garmin, som meldte en gennemsnitskilometertid på de første 3 km på 5.10, så mit tempo var faktisk lidt hurtigere, end jeg havde planlagt. Jeg løb ikke med oppakning, men i stedet et lille mavebælte med min iPhone til billeder og bundpropper til dagens strabadser.
Jeg havde ligeledes ikke medbragt energi, da jeg regnede med, at frugt, chokolade eller andet godt ved depoterne ville være fyldestgørende for turen. Problemet var bare, at der kun var vand ved depoterne! Ved to stationer delte de High5-geler ud, men dem kan min mave ikke samarbejde med, og da slet ikke når den i forvejen er optaget med andre cykliske omstændigheder. Men at kunne gennemføre et helt maraton uden tilføring af ekstra kulhydrater, ser jeg som en sejr for min fedtforbrænding, og det har længe været et fokus for min træning frem mod Zugspitze.
Løb – i den gode sags tjeneste
Som skrevet, blev jeg overhalet af mange løbere, og det kan være mentalt hårdt at håndtere inde i hovedet, men jeg vidste, jeg løb i det rigtige pace, og at jeg nok skulle indhente de fleste af dem senere. I min egen lille konkurrenceverden udpegede jeg en håndfuld løbere, som jeg ville holde øje med, og klappe mig selv på skulderen, når(ikke hvis) jeg overhalede dem. I den nøje udvalgte skare var en gut med en rød singlet, som løb for velgørenhed – nærmere bestemt samlede han penge ind til hjertesygdomme. Det er meget nobelt og en god gerning, jeg kun kan tage hatten af for, men som jeg så mig omkring, var det meget få, der ikke løb i en trøje, der tydeliggjorde en eller anden form for velgørenhed.
Det må ikke lyde forkert, men jeg følte mig lige pludselig hammer egoistisk, fordi jeg ikke samlede ind til noget godt formål. Jeg løber blot for min egen skyld. Jeg blev lidt nysgerrig på denne indsamlingskultur i Storbritanniens løbeverdenen, og jeg faldt derfor lidt i snak med Brian i den røde singlet. Han forklarede mig, at det var hans første maratonløb, og at han egentlig ikke rigtig havde fået trænet tilstrækkeligt, men nu skulle han bare igennem. Hans motivation var velgørenhed, og den tanke synes jeg indledende ret godt om. Men jo flere velgørenhedsløbere, jeg snakkede med, jo mere kunne jeg mærke, jeg distancerede mig fra det.
Mange af dem havde slet ikke trænet til løbet, men sammenlignede det med, at hvis et nærtstående familiemedlem kan gå igennem et smertefuldt sygdomsforløb, kan jeg også komme igennem et maraton. Det virkede provokerende for mig, at så mange løbere sammenlignede maratonturen med sygdom, og nogles tanke om selv at gå igennem et smertehelvede for at sympatisere med deres syge nære, forstår jeg ikke. Jeg vil dog gerne slå fast, at det naturligvis er dejligt, folk samler ind til de trængende eller hjælpeorganisationer, men jeg forstår ikke, hvis det skal være det primære formål med at løbe? Eller det faktum at sammenligne løb med smerte og ulykke.
Løb langs promenade
Efter omkring 5 km byløb og en tur forbi Arthurs Seat kom vi ud på en lang, smuk promenade ”Porty Prom”, og med den hårde vind viste havet fra sig sin barske, men smukke side, hvor bølgerne haglede ind mod os løbere på promenaden. Det var et betagende syn, og jeg nød omgivelserne samtidig med, jeg forsøgte at holde tempoet på mellem 5.10-5.15 km/min. De første ca. 9 km var af faldende højdemeter, men grundet hardcore modvind, var de faktisk lidt hårde at komme igennem. Efter den smukke promenade havde løbsarrangørerne gjort opmærksom på, at vi ville møde den gamle hestevæddeløbsbane fra 1800-tallet – jeg må have mistet opmærksomheden – jeg så den i hvert fald ikke! I stedet drømte jeg mig væk fra asfalten og ud på de små stier langs vandet eller helt offroad. Da ruten primært var en ud-hjem-rute, begyndte vi hurtigt at møde den hurtige front, og det er nu altid meget sjovt at se eliten komme susende forbi i et helt uvirkeligt højt tempo.
Gennemblødte før målstregen
Jeg havde ingen mavesmerter den første del af maratonet, men efter 13 miles-skiltet måtte jeg finde et toilet for at skifte bundprop. Jeg havde taget ekstra små skraldeposer med i min mavetaske, hvis jeg nu ikke kunne finde et toilet og måtte fixe det i naturen. Efter første ”skifte” kunne jeg mærke mavekramperne komme snigende, men jeg var forberedt på, de ville komme på et tidspunkt. Det var bare et spørgsmål om hvornår. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt og fokusere på løbet i stedet for smerterne i underlivet, men på et tidspunkt kom en krampe marcherende, som fik mig i knæ et kort øjeblik. De sidste 10 km af turen var temmelig hårde, men jeg forsøgte at bevare det mentale fokus og holde humøret højt.
Med 2 km igen begyndte det at stå ned i stænger, og alle løbere og publikum blev mildest talt gennemblødte. Men omkring mig bredte sig alligevel den velkendte euforiske stemning af glæde og lettelse over næsten at være i mål, og jeg tænker, at mange af løberne var førstegangsløbere. Strækningen mod mål var ganske smal, og det gav en fed effekt med masser af publikum helt tæt på. Jeg ramte mål i tiden 3.43 og var ganske tilfreds med mig selv, men jeg kan mærke, at asfaltmaraton ikke bringer mig den samme glæder som trailløb. Det må jeg tage til efterretning.
Pris: 62 engelske pund(stiger i pris)
Distancer: 42 km, 21 km, 10 km, 5 km, stafet på maraton, børneløb
Antal deltagere: i alt 30.000 deltagere
Tidstagning: Chip i startnummer
T-shirt: ja (Onesize)
Medajle: ja
Depoter: km vand og High5-gels
Billeder: marathon-photos.com mod betaling
Vindere på maraton: David Toniok 2:15:33 og Kateryna Stetsenko 2:36:07
Cut off time: 6:30
Lillebælt Halvmarathon
Lillebælt Halvmarathon – hele danmarks halvmarathon blev i weekenden afholdt i Middelfart med 11.000 løbere til start. Løbet, der er kendt som et populært førstegangsløb, er velarrangeret og med opbakning i verdensklasse langs ruten. Jeg deltog med min arbejdsplads og brugte de 21 stærke, som et led i min træning til Zugspitze Supertrail på 60 km. Derfor stod jeg til start med 3,2 kg oppakning samt inden og efter løbet en cykeltur til og fra Kolding på 25 km.
Sidste uge bød på 72 km fordelt på en masse trail og bakker i og omkring Kolding. Efter Aalborg Brutal Marathon d. 18. april, har min krop været lidt træt, men de mange højdemeter havde heldigvis ikke den store efterfølgende effekt på mine ben, så det blev til to hviledage og et par restitutionsture, før jeg følte, jeg var tilbage igen. Jeg ved at skadesrisikoen er markant højere lige efter et maraton – især i mit tilfælde ,da jeg nogle gange får lidt hjerneblødninger i forhold til min træning.
I lørdags stod den så på Lillebælt Halvmarathon, og det var egentlig ikke helt planlagt, jeg skulle deltage, men min arbejdsplads idrætsefterskolen BGI Akademiet havde stablet et lærerhold på benene, og eftersom det er en ny arbejdsplads, var jeg ikke fra starten tilmeldt, men sprang med på holdet efter et afbud. Der er ca. halvanden måned til Zugspitze, så jeg kunne sagtens byde de 21 km velkommen i min træningsplan, og det er trods alt lidt sjovere at deltage i et officielt løb end at træne dem selv.
Klokken 11.30 sprang jeg derfor på min mountainbike og satte kursen mod Middelfart. En tur på omkring 25 km på landevejen med en del bakker undervejs, men hvad gjorde det, når man nu har medvind hele vejen? Jeg fløj afsted i højt humør og fart til Lillebælt, og jeg fik overbevist mig selv om, at når jeg nu skulle løbe halvmaratonet på mellem 1:50 og 1:52 – i min optik et roligt pace og dermed total udstødelse af konkurrencegenet, kunne jeg da godt sætte tempo på cyklen og få givet de andre cyklister baghjul. Hvad jeg i cyklende sekund ikke havde indset, var at medvind ud betyder modvind hjem, og det skulle senere vise sig at blive en knaldhård tur til Kolding, og det ellers tautologiske udsagn om at frem og tilbage er lige langt, skulle vise sig at være total inkonsistent! Mere om det senere.
Jeg skulle mødes med BGI Akademiet inden start og lige få styr på nummerudlevering og udstyr. Normalt har et halvmaraton og udstyr ikke så meget med hinanden at gøre, men som skrevet løb jeg med 3,2 kg oppakning, og da min gode ven, Morten ikke kunne nå at aflevere sit overtøj, tog jeg dette i min taske også. Vinden var markant og kold, solen lå godt gemt bag skyerne og omkring kunne man se løbere i dyb overvejelse, om det nu er bedst at smide den ekstra bluse eller beholde den på. Hvor varmt vil man få det, når man nu kommer i gang? Jeg løb selv i Odlos Muscle Force ¾ tights med en Fusion t-shirt og armsleeves, som jeg havde god gavn af under løbet. Når solen skinnede, rullede jeg dem ned af armene, og når det blev koldt, rullede jeg dem op igen. Jeg så alt fra løbere iført store sweatshirt til små tanktoppe, og der må uden tvivl være nogle af dem, som enten fik det for koldt eller for varmt.
Da jeg havde overtaget et startnummer, var jeg lidt spændtpå at se, hvilken startblok jeg skulle starte i. På nummeret er angivet en farve og en kode, og den gule farve betød, jeg var tilmeldt i blok D(2.30), og Morten og jeg tillod os at springe ind ved 1:50-ballonerne. Til de store løb er det altid samme trumme-rum: Folk stiller sig i de forkerte startblokke, og man er omringet af løberne der hjerner fremad eller er på søndagstur. For nogle år siden kunne det irritere mig grænseløst, men efterhånden synes jeg det er lidt småkomisk, og nu kender jeg også til den knap-så-løbeetiske uskrevne regel om, at man typisk tilmelder sig en(måske to!) startblokke hurtigere, hvis man sigter efter PR til et stort løb.
Omkring 13.45 var det nok sidste udkald til at finde sin startblok, og Morten og jeg forsøgte at sluse os ind ved de rette balloner. Som regel er det knap så eksotisk at stå som (allerede svedlugtende)sild i en tønde, men min krop bød varmen fra de tætpakkede løbere hjerteligt velkommen og mit rysteanfald fortog sig. Starten afgik og efter ca. 2,5 min, løb vi over startstregen – klar til en overkommelig opgave med fokus på det rette pace og mentalt overskud. De første par kilometer af løbet var der stor trængsel, og jeg shufflede lidt ind og ud for at komme til at ramme det rigtige tempo, og efter det første væskedepot ved 5 km, begyndte det at munde lidt ud i trængslen. Depoterne var på fineste vis adviseret 200 m før, og placeret i begge sider af vejen. I alt var der seks depoter med vand, energidrik og et enkelt depot med bananer og æble. Man kan måske overveje om sidste depot ved 19,8 km er nødvendigt, men hvis varmen havde været lige så høj som nogle af de forrige år, er det nok bedre at være på den sikre side. Turen over Den Gamle Lillebæltsbro er ganske særlig og udsigten over vandet til begge sider er super flot. På jyllandssiden løbes en lille sløjfe om Snoghøj, hvorefter man drejer, og løber ind under broen og videre mod Erritsø. Opbakningen på denne strækning er fænomenal, og man bliver nærmest helt høj af stemningen og alle tilråbene. På startnummer er angivet dit navn, og hvis du ellers løber i dit eget nummer, giver det virkelig god gejst at høre sit navn opråbt fra publikum. Morten og jeg hed i denne sammenhæng Britta og Ole, og det hyggede vi os gevaldigt meget med! Efter 14,5 km rammer vi igen Den Gamle Lillebæltsbro, og man kan så småt begynde at fornemme at nogle løbere begynder at blive presset. Men det er vildt fedt at se ansigter, som stråler af vilje og beslutsomhed: jeg kan, jeg vil. Eller folk som må ned og gå et par meter, for derefter at tænke: ”Nej fanme, nej”, og sætte i løb igen! Det er fedt! Jeg synes det er en dejlig tanke, at 30.000 løbere for kort tid siden løb VM i København, og nu står der så 11.000 til start til Lillebælt. Her må man da kunne udlede, at Danmark bestemt er en løbernation? Tilbage på Fyn går ruten ud omkring det smukke Hindsgavl Slot, og her kan man godt mærke småstigningerne på vejen, og flere løbere må ned i tempo. Igen hjælper den sublime opbakning især førstegangsløberen og PR-jagterne meget, og det var virkelig en fornøjelse at løbe den sidste del afruten ind gennem de små hyggelige gader for at afslutte på den ca. 200 m lange strækning til mål på havnen med opstillede tribuner til publikum.
Der var ikke så stor trængsel i mål, men det siger nok mere om min tid end om så meget andet. Der blev udleveret vand i små flasker og en Jolly gjorde stor glæde hos mange løbere. Et par hundrede meter væk stod telte med frugt, kage, vand og energidrik og jeg synes at Lillebælt Halvmarathons arrangører har forbedret sig markant på dette punkt. Det er sagt med forbehold, da jeg plejer at løbe lidt stærkere på distancen.
Jeg løb negativ split og kom i mål på 1:50:35 – helt efter planen. Hvad jeg under løbet lykkelig havde forkastet, ramte mig som en mur, da jeg så mine fine mountainbike stå og vente på mig. Den søde medvind på vej ud, ville nu på bedste humørsvingnings-vis vende sig mod mig, og mobbe mig hele vejen hjem. Det blev en hård tur, og jeg tog mig selv i at misunde de mange biler, som passerede mig. Især da jeg opdagede vejarbejdet, som spærrede for den ene side af vejen ved Taulov, og jeg blev ledt ind gennem byen og hele vejen udenom. En del af mig tænkte: ”Jeger jo bare en lille bitte cyklist – jeg kan da sagtens være på vejen”. Men jeg tog den ekstra tur uden om, og det var egentlig også fint at komme lidt ud af den stive modvind. Jeg ramte Kolding omkring 17.30 og kunne velfortjent hente mine to søstre til en velfortjent filmaften efter en aktiv dag i selskab med løbere fra hele Danmark.
Dato: Lørdag d. 3. maj
Antal deltagere: 11.000
Pris: 395 kr.
Minimumsalder: 14 år
Tidstagning: chip i startnummeret
T-shirt: ja
Medalje: nej
Underlag: asfalt
Væskedepot: 6 stk. med vand, energidrik, banan og æble
Vindere: Thijs Nijhuis(1:07:47) og Louise LangelundBatting(1:15:58)
Vurdering: 5/6
Tips: Kør hjemmefra i god tid(evt. tag cyklen med bag på bilen), find din startblok i god tid og hav ekstra tøj med til efter løbet.
Andet:
SMS efter løbet
Værdiopbevaring
Expo med diverse løbegear
Trafikfri rute
Videodiplom
Fartholdere
Minimumsalder: 14 år