Ultrarun ørkenbootcamp

Bootcampen startede i Ultraruns kælder med et killerteam bestående af 3 x 2015 MdS-deltagere Nicolai, Peter samt Lars(4 inkl. Christian Madsen) og så ultraløberen Anders(se hans blog: https://42kplus.wordpress.com) samt det hardcore friluftsmenneske Bent fra Fredericia Løbeklub. Altså lille mig som eneste kvindelige indslag, men det havde jeg vel også forventet.

Efter kort præsentation af deltagerne holdte Christian et foredrag om hans 3 år som deltager ved Marathon de Sables. Et spændende foredrag, som virkelig fristede mig, og det var godt, der ikke var en tilmeldingsknap på sidste slide, for så havde jeg nok siddet i saksen!

Efter foredraget nørdede vi lidt udstyr i forbindelse med etapeløb i ørkenen. Christian viste os hans kitliste, og fortalte hvordan han år efter år havde skåret på vægten, justeret på komforten samt fundet den rette mængde kalorier.

Herefter fulgte et praktisk indslag om at ordne vabler, og være på forkant. Christian fortalte, at mange tror vabler skyldes gnidninger fra løbeskoen, som herved skaber en forbrænding på fødderne, men det er ifølge forskningen ikke tilfældet. Vabler skyldes forskydning, og selvom tape ikke anses som værende forebyggende, da det ikke reducerer forskydningen, fik vi alligevel en gennemgang af tapning på fødderne. Evt. læs mere om vabler på ultrarun.com(Link ind!)

Ved eftermiddagstid var vi endelig klar til afgang til Kårup Skov shelterplads i Fårevejle ved Odsherred for at komme i gang med bootcampen. Aftenen bestod af gearudpakning, valg af shelter og sovemakkere samt hygge ved bålet samt frysetørret mad med rigeligt indhold af kalorier. Med en temperatur omkring frysepunktet virkede det helt naturligt at krybe til køjs før kl. 21, i håbet om at få varmen i soveposen.

Lørdag formiddag stod der navigation på programmet, og jeg havde set frem til at lære mere omkring kortlæsning og kompasnavigation – det er bestemt ikke på dette område, jeg har mine forcer, men jeg vil gerne lære mere. Først vi fik en gennemgang af kompassets udformning og brug, og et par opgaver med krydsspejling og kompasgang. Om det var mit  blondiegen, der gjorde at jeg ikke helt opfangede metoden, kan nu godt være, men jeg kunne godt have brugt lidt mere tid på denne del af kurset. De andre militærfolk virkede til at være lidt mere på hjemmebane end hvad min tidligere blåspejder-baggrund kunne præstere, og jeg fik desværre ikke så meget med derfra.

Efter navigationsindlægget stod den på løb med oppakning og staveteknik. Jeg havde omkring 4 kg i min rygsæk med 2 l vand, og synes faktisk det er en del at have med på farten. Jeg løb med OMMs 32 liter letvægtsrygsæk, og mine tanker går helt klart på at opgradere til deres nye Phantom 20 l på sølle 295 g, som både Christian og Lars løb med. Jeg må indrømme, at jeg ikke bruger stavene så meget i min træning, og jeg havde dem heller ikke med til The Everest Marathon, men var til gengæld enorm glad for at have dem med til Zugspitze Supertrail. Jeg var derfor meget nysgerrig på at få optimeret min teknik især på nedløbene. Alt i alt et givende indspark til hvordan en bakke kan angribes med eller uden stave.

Til frokost lavede jeg en kop nudler, da eftermiddagens program ville bestå af en lang løbetur på

den 25 km lange runde på NDURE trailruten med enorm varieret terræn på stier, skov, mudder, sand og lidt asfalt samt gode højdemeter. En virkelig smuk og udfordrende tur, hvor jeg klart fik lyst til at tilmelde mig løbet til august. For at bruge mine efterskoleelevers terminologi, så var det bare ”mega, fucking, for sygt nice” at rende rundt i overvældende natur, fede spor, dejligt vejr og lækkert selskab!

Aftenen bestod af aftensmad, hygge og røverhistorier ved bålet inden vi alle krøb tidligt til køjs.

Søndag morgen vågnede vi til regn og slud, og Christian havde planlagt et hemmeligt løb. Jeg var spændt på at høre mere om hvad det handlede om og han løftede sløret for at det ville være strandløb og så en holdkonkurrence med bakkeløb! Jeg var med det samme tændt!

Holdene blev delt så jeg, Christian og Bent udgjorde det ene hold, og Anders, Nicolai og Peter det andet hold. Vi skulle starte fra bunden af ”Dødens Dal” fra NDURE-ruten og holdet der nåede flest gange på toppen på en time, ville vinde konkurrencen! Dog må holdets løbere ikke have en afstand mellem sig på større end 2 m, så den hurtigste kunne ikke bare fræse derudaf, men der skulle stables et holdsamarbejde på benene, og udnytte de enkeltes styrker. Det andet hold lagde sig i spidsen fra start op ad bakken, og vi forsøgte forgæves at holde trit. Bakken var sindssyg hård med lede stigninger på op til 18%, og vi måtte ned og gå. Da vi nåede toppen og rundt om graven, var det andet hold en del foran, men vi formåede at hente dem på vejen ned af de mudrede og glatte bakker, og holdte føringen til slut! Ret fed følelse at slå et hold af herrer, hvoraf de to af dem deltager ved årets MdS!

Tak for en helt fantastisk weekend med god og lummer stemning – ordet håndvarmer har fået en  helt ny betydning for mig!

Jeg kunne godt have ønsket mig flere træningspas – gerne et fredag aften med pandelampe, men det er vist noget med at man skal have tilladelse til at løbe med pandelamper på. Selvom vi havde en lang tur lørdag på Endure-ruten på 25 km på 3 timer, og navigation samt teknisk træning om formiddagen, kunne der også godt have sneget sig et lille løbepas ind om aftenen igen. Dog er ultraruns bootcamp bestemt anbefalesesværdigt som forberedelse til et etapeløb eller blot for at få en fed, social løbeevent med et par overnatninger i det fri.

Afsluttende, internt og uden for løbe-kontekst bemærkning:

Det er gået op for mig at lærere ikke nødvendigvis er den erhvervsgruppe, som elsker kaffe mest!