Hvem er jeg, når jeg ikke er løber? Eksistentialistiske tanker om at være skadet.
Jeg har måtte se mig nødsaget til at melde afbud til dette års Ice Ultra, selvom jeg i lang tid havde troen på at komme afsted. Med daglige besøg hos fysioterapeuten og Idrætsklinikken i Silkeborg må jeg smide håndklædet i ringen og acceptere følgende:

Refleksioner i solen i Dubais ørken
Jeg er skadet.
Jeg har taget tilløb til at skrive dette indlæg og måske det bliver mit mest personlige og ærlige til dags dato.
Faktum er, at jeg i skrivende stund er ked af det. Virkelig ked af det. Jeg er skuffet over at være skadet igen. Jeg er frustreret over at have kæmpet mig tilbage fra min skade i læggen sidste år og nu stå tilbage med en ny skade. Jeg står lige midt i processen med alle tvivlene, som jeg også var igennem for 12 måneder siden og det er en hulens udfordrende stund med banke-på-tanker som fx:
- Måske har jeg alligevel ikke det, som skal til?
- Taber jeg det hele på gulvet nu?
- Jeg burde ikke have trænet, som jeg gjorde.
- Kan jeg komme tilbage på samme niveau?

At skrive er en del af min proces
Og så bliver jeg frustreret over, at jeg bliver frustreret. Jeg er normal ret selvbevidst, målrettet, adaptiv og der ikke særlig meget slinger i valsen, når det kommer til selvværd eller tro på mig selv. Jeg sætter mig et mål, går efter det og opnår det. Og nogle gange bliver jeg nærmest mere motiveret jo mere urealistisk målet er. Altså hvordan kan man tillade sig selv at tro på at slå verdensrekorden i at bestige Kilimanjaro, at vinde World Marathon Challenge med 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter eller tage til det legendariske Lake District uden lokal træning eller terræntilvænning og gå efter en SUB 19 timers Bob Graham Round? Det er sådan noget, jeg hitter på og jo mere mine venner eller omverdenen smiler overbærende til mig med kommentarer som “…Tossede idéer”, jo mere tænder det en ild i mig. Det er det, som driver mig. Lave rav i Janteloven, ruske op i hvad der synes muligt og udjævne linjen mellem mænd og kvinder. Den menneskelig krop er fantastisk, den er forunderlig og den kan så meget mere end vi tror. I hvert fald, når den er med på beatet.
Så hvorfor tøver jeg i denne stund, hvor det er vigtige end nogensinde, at jeg sætter mig et mål og går 100% efter det? #Whateverittakes er fisme langt væk i øjeblikket. Men hvorfor er det det? Hvorfor har tvivlen overtaget lige nu og hvorfor har jeg ikke på logisk, faktuel og rationel vis evnen til at komme på den anden side?
Det ved jeg jo, jeg gør på et eller andet tidspunkt. Og jeg forstår godt, at jeg ikke bare kan springe processen over og jeg ved også, at jeg kommer ud stærkere mentalt på den anden side og om en rum tid kigger tilbage på dette “bump på vejen”.
Den tilbagevendende tanke, som i princippet ikke giver mening: Hvem er jeg som menneske, når jeg ikke er løber?
En del af processen i at være skadet er at isolere mig og formulere mine tanker ned på papir - nogle gange i blogform som nu og andre gange i lyrik i form af digte. Det gjorde jeg også sidste år, men det skrevne blev for personligt og jeg havde egentlig ikke lyst til at dele det med alle jer derude. Det ved jeg heller ikke, om jeg har denne gang - det får jeg at se, når jeg er færdig med at tømme hovedet.
Der er noget på spil her, som piller ved noget helt grundlæggende i mig. Det ryster mit eksistensgrundlag - og ja, det lyder højtravende og lommefilosofisk dybt - men faktum er, at jeg lever af at løbe. Jeg lever af at dyrke sport og det har jeg gjort fra barns ben lige siden, jeg som lille satte mine ben på fodboldbanen og svor, at jeg ville være verdens bedste fodboldspiller til, jeg som teenager iførte mig boksehandskerne og svor, jeg ville leve som professionel bokser. Og så kender nogle af jer jo historien om, at jeg i 2016 trådte ind i den professionelle løbeverden og der gik ikke lang tid, før jeg drømte om at skubbe til nogle grænser. Jeg udtrykker mig med min krop; det er i sport, jeg hører hjemme og har min hylde.
I sidste uge sagde en ven til mig i den allerbedste mening: “Jamen, så har du da masser af tid til alle dine andre projekter”. Jeg blev helt paf, da han sagde det. For det er jo rigtigt nok, at uden løb og træning, så burde jeg da have oceaner af tid. Og det har jeg - men jeg bruger den ikke på noget, der rykker eller giver mening. Jeg føler, jeg spilder den. Der er ikke lyst, energi, drive, passion eller motivation til særlig meget og jeg går rundt og er en skygge af mig selv. Den sidste sætning her er pegefingeren, der er løftet med en melding om, at jeg skal stoppe op og mærke efter - det vender jeg tilbage til i det sidste afsnit nederst.
Sport, idræt og bevægelse er mit frirum. Der hvor jeg har ro og mærker efter i mig selv. Det er her, jeg er mit rene jeg og her jeg tanker energi og får idéer. Der er noget uforklarligt i sport, som jeg elsker og ikke kan lade være med at opsøge. Det her med at presse kroppen ud over den fysiske grænse - om det er i de helt høje mælkesyre-zoner eller de lange, lange løb, som også leger med det mentale - giver mig et kick, som jeg ikke kan finde andre steder. Det er så svært at forklare, for når det bliver hårdt, så er det jo i øjeblikket ikke særlig behageligt, men det er det så alligevel… Fordi det er på grænsen - fordi jeg yder noget med min krop, som er på grænsen og den grænse, søger jeg nærmest i alt. Det er det, som udgør konkurrencemennesket i mig. Om det er at opstille en træningsuge på fx 100 km og udføre den til punkt og prikke eller om det er at stå i en holdsal i fitnesscenteret og høre instruktøren sige: “Ja, der var en altså gut på det forrige hold, der tog 12 burpees på 28 sekunder.”
It’s freaking on baby!
Jeg er på. Alt andet slår fra og jeg har så mange eksempler på, hvordan jeg kan ødelægge stemningen en fredag aften, hvis jeg ikke vinder i Uno(det gør jeg heldigvis som oftes FYI).
Det er også denne del af mig, som gør, at jeg konstant presser citronen. Og det er gået godt langt hen af vejen. Meget langt hen af vejen og det skal jeg være taknemmelig for. Men lige nu går jeg rundt i en bobbel af skuffelse, ærgrelse og frustration. Skuffet over at jeg ikke har kunne styre træningen bedre samtidig med at jeg ved, at det her med at presse og skubbe på, det er sådan, jeg lever. Jeg kan godt blive fanget i at tænke, at jeg burde have gjort noget anderledes, men sandheden er, at sådan lever jeg bare ikke. Jeg tager chancer og risici hele tiden - det er ikke altid smart, men det giver mig et kick og bidrager til min mentale sundhed og til mig som helhed. Jeg elsker at vinde. Jeg elsker at tage 15 burpees på 28 sekunder og slå en random gut på et tidligere hold, jeg ikke aner hvem er. Det gør mig glad i øjeblikket og det driver mig.
Jeg har bare været enorm heldig, at jeg igennem min løbekarriere fra 2016 og frem til sidste år stort set ikke har været skadet. Og jeg har alligevel budt min krop på en del - bl.a. mønstrede jeg dette før Covid-19:

Mit rette element - her tilbage i 2017 til Half Marathon des Sables
2018, november: 256 km etapeløb, Desert Ultra
2019, januar: World Marathon Challenge - 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter
2019, juni: World Trail Championship, 85 km
2019, juli: The Bob Graham Round, 105 km med +8000hm
2019, november: World Long Distance Mountain Championship,
2020, februar: World Marathon Challenge - 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter
14 måneder med fuld fokus, fuld gas og all in stort set uden problemer. Det skal jeg være taknemmelig over og det burde overskygge den situation, jeg står i lige nu. For man burde vel blive skadet på et eller andet tidspunkt i det game, som jeg er i? Og jeg burde vel forstå, at det at være skadet er en del af det at være atlet og leve af sin sport.
“Jeg burde…” “Hvad nu hvis…” Det er de farlige tanker, der binder mig til fortiden i stedet for at kigge fremad. Jeg ærger mig. Og jeg ærger mig over at jeg ærger mig. Det er en ond spiral, som er svær at komme ud af, når mine forventninger til mig selv er så skyhøje. Dermed er det også helt naturligt og legitimt at blive ked af det, når noget fejler. Det kan jeg fint sige til de atleter, jeg coacher, til mine venner eller til mine søstre. Men det er så hulens svært at sige til sig selv.
Tvivlen om, hvad der nu skal ske og usikkerheden i ikke at vide, hvor lang tid denne skade kommer til at tage, er allestedsværende og altoverskyggende. Den vil ikke slippe sit tag, selvom jeg virkelig forsøger at være i nuet og acceptere mine tanker og væren. Men dette skriv har hjulpet mig til at indse, forstå og acceptere, at jeg er skadet. Jeg kommer ikke til at løbe Ice Ultra i år og jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvornår jeg igen er tilbage på etapeløbsfronten.
Nu sidder I sikkert derude og tænker: “Hun skal passe på sig selv, hende Kristina”. Og tak ja, det forsøger jeg. Dette skriv er nemlig komponeret fra en varm strand med en drink i den ene hånd, bikini på kroppen, sand mellem tæerne, den Persiske Bugt i sigte og #zerofucks i den anden hånd. Jeg har trukket stikket og kommer ikke hjem, før jeg har styr på mit shit.
Trail – Nedløbsteknik

- Løb i trailsko og tag evt. et par handsker på hænderne, så du undgår de værste skrammer på hænderne, hvis du falder. Eller måske snarere, når du falder, for fald er en næsten uundgåelig del af træningen - og trailløb generelt
- Find en relativ stejl bakke med teknisk underlag - dvs. med rødder, sten og masser af variation. Altså en bakke, hvor nedløb kræver din opmærksomhed. Bakken må omvendt ikke være mere udfordrende end du tør løbe - omend langsomt - ned ad den
- Start med at tage tid på et nedløb, hvor du løber ned med fuld kontrol
- Gå op
- Løb ned ad imens du registrerer, hvad der sker i kroppen? Er skidtene korte og lette? Lander du på midtfoden? Læner du lidt fremad? Slapper du af i arme og skuldre? Hvor langt kigger du frem?
- Gå op imens du reflekterer over dine udfordringer
- Intervaltræning: løb hurtigt ned ad på grænsen af komfortzonen i ca. 15-20 sek, imens du fokuserer på det, du har sværest ved - fx at kigge frem eller at tage korte og lette skridt. Brug nogle skridt til at stoppe op og hold pause i ca. 1 minut, hvor du retter fokus på oplevelsen af de sidste 15-20 sek. Hvad gjorde du godt, bedre/mindre godt? Start forfra. Gentag fx 8-10 gange. Vælg evt. et nyt fokus og gentag. Hvis det kun tager 15-20 sek. at løbe ned ad hele bakken, reflekterer du bare, imens du går roligt op igen
- Tag tid igen på det sidste nedløb og registrer din kropslige og mentale oplevelse. Hvad er forandret og hvad vil du arbejde videre med i næste uge?
- Hvis du under træningen oplever, at lårene “syrer til” (ophobning af affaldsstoffer), så hold hellere en pause inden du løber igen (Med mindre du har fokus på netop at træne udholdenheden under nedløb)
- Hvis det er muligt, finder du en ny og måske endnu mere udfordrende bakke i næste uge eller ugen efter. Alternativt finder du nye spor ned ad den samme bakke. Fortsat udvikling kræver stadig flere og nye udfordringer.
World OCR Altitude Championship 2021
World’s Highest OCR – World OCR Altitude Championship 2021. At tage en 3.plads i en sportsgren, jeg ikke engang dyrker.
Kl. 00.00 d. 19. september ringer vækkeuret i teltet i Barafu, som også er kaldet Basecamp. Jamin, min teltmakker og jeg er allerede vågne og er super spændte på de kommende 24 timer, som byder på vores andet Kilimanjaro topforsøg på kun 10 dage, verdens højeste OCR i kraterkanten i 5750m højde samt to etaper i løb ned af verdens højeste fritstående bjerg, Mt Kilimanjaro.
Forberedelserne.
14 dage før landende jeg sent om aftenen i den lokale by, Moshi for dagen efter at stå klar ved gaten til Kilimanjaro og starte et forberedende akklimatiseringstrek, der skulle sikre mig et godt resultat til “World’s Highest OCR”. Der var flere ubekendte faktorer i dette race, hvor højderne rangerede som de mest risikofyldte og jeg havde hjemmefra grublet over, hvordan jeg kunne forberede min krop bedst muligt. Jeg besluttede at tage tidligt til Tanzania for at tilbringe så meget tid som muligt i højderne, så min krop kunne gå i gang med at vænne sig til højde og få produceret nogle røde blodlegemer til at transportere den mindre mængde ilt rundt i kroppen.
Jeg har været møllen igennem, da jeg tilbage i 2018 slog verdensrekorden i at bestige Kilimanjaro. Det kan til note gøres på 6 timer, 52 min og 54 sekunder.

Verdensrekord på Kilimanjaro
Med den bedst mulige akklimatisering for øje, startede jeg en tur alene (med min guide og team) til toppen og allerede første dag skulle jeg støde ind i et helt særligt menneske, som siden hen har gjort et meget stort indtryk på mig: Jamin fra Australien.
Jeg spottede ham, da han gik og samlede affald op fra sporet. Sikke en god ting at gøre og det fortalte jeg ham, da jeg passerede. Vi faldt i snak og Jamin fortalte om sin virksomhed, “Mountains and Marathons”, hvor de udvikler ledere fra hele verdenen og slutter forløbet af med en tur på toppen af Kilimanjaro eller et maraton et eksotisk sted i verdenen. Med det samme opstod en unik forbindelse og da Jamin fortæller, at han i december planlægger at bestige Kilimanjaro på under 15 timer, kan jeg ikke lade være med at fortælle ham, at det kan man godt gøre lidt hurtigere! Støj til side og jeg tilbød ham med det samme at stå til rådighed med fifs og råd.
Da Jamins gruppe og jeg stort set har samme plan op af bjerget, støder vi ret ofte ind i hinanden og vi udvikler ret hurtigt et stærkt venskab og bånd.
Min tur til toppen foregår i et stille og roligt tempo og med undtagelse af stærk hovedpine på dag nr. 3, så har jeg det strålende hele vejen. Selv den sidste dag med topforsøget – som for mit vedkommende startede kl. 02:15 om natten til Uhuru(toppen af Kilimanjaro) – havde jeg det godt hele vejen op og ned. Fordelen ved at være alene i en gruppe er, at jeg selv kan sætte dagsordenen og tempo, og dermed ikke skal indordne mig under andre (diva – I know!). Så selvom jeg starter et par timer efter alle de andre grupper på vej mod toppen, overhaler jeg den sidste gruppe på vej mod toppen få hundrede meter før Uhuru. Det er skisme fedt og jeg får timet peaket med den smukkeste solopgang over Afrikas tag. Jeg har så meget overskud, at jeg løber ned og min guide, Dastan (han var også med på min verdensrekord) må slippe mig og vi mødes ved Basecamp.
Alt i alt en nærmest perfekt forberedelse til at skulle gå OCR-løbet i møde.
Mødet med OCR-teamet.
I den lokale by Moshi mødes jeg med de andre deltagere og tjekker feltet ud. Det filippinske landshold i OCR er ankommet og jeg må bare slå fast, at de ser stærke ud. Dertil har vi en god blanding fra forskellige lande med en del ex-militærgutter, Spartan OCR-løbere og generelt bare enorm veltrænede mennesker med vilde beretninger om bl.a. bestigninger af Mt Everest, diverse sejre i forskellige OCR-løb og endda også en håndfuld ultraløbere.
Dagen før vi skal starte vores fælles akklimatiseringstur tager Luke Hepworth(Luke kender jeg fra World Marathon Challenge i 2019 – I ved, den med de 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter), Z fra England samt Kam (enorm sej bjergbestiger med Mt Everest på CVet) en tur ind til byen og slutter turen af med at drikke en kop kaffe på den internationale Union Cafe. Her støder vi tilfældigvis ind i Jamin og vi driller ham med, at han burde tilmelde sig OCR-løbet. Og ved I hvad? Det gør han fisme! Altså én dag før det hele går løs, får vi en ny deltager med på holdet og jeg kan ikke glæde mig mere over, at det er Jamin og jeg hermed får fornøjelsen af at tilbringe lidt mere tid med min nye ven.
Jeg kan fortælle, at jeg generelt på denne tur møder nogle fantastiske personer. Mennesker som inspirerer med deres måde at være på, leve på og tænke på. Jeg vil undgå at gå i for mange detaljer her, men blot takke James Wood, Luke Hepworth, Kam, Z, Jarrod, Heidi & Dan, Yada, Marco, Nikki, Sergei og selvfølgelig Jamin for at åbne mine øjne for en dybere livsanskuelse.
Også nummer to akklimatiseringstrek går over al forventning og jeg har stort overskud næsten hele vejen. Kulden driller en smule om aftenen og natten, men min sovepose fra Nordisk er genial og holder mig varm. Af udstyr er jeg imponeret over mit Fenix 6s ur fra Garmin, som kan måle min iltmætning og dermed udgør et fantastisk redskab til at analysere, hvordan min krop har det i højderne og dertil er jeg iklædt toppen af poppen-tøj fra Scott Sports.
Men desværre skal det vise sig, at blive en del hårdere end jeg havde regnet med.
Gennemførelse af verdens højeste OCR-løb.
Kl. 01.00 d. 19. september er vi klar til at påbegynde den sidste del af bestigningen af Kilimanjaro, gennemføre OCR-løbet og løbe første etape ned af bjerget. Jeg er super spændt og føler mig klar både fysisk og mentalt.
Efter popcorn og småkager til morgenmad bliver vi inddelt i to grupper, hvor det er tydeligt at den ene gruppe er den hurtige og den anden gruppe er den langsomme. Jeg kommer i den hurtige mens min teltmakker, Jamin på forunderlig vis kommer i den anden.
Det er nyt for mig at gå i en stor gruppe og der går ikke længe før, jeg begynder at fryse. Vi går simpelthen så langsomt og kulden er bidende med en chillfaktor, som tager til. Først tæerne, så hele foden og anklerne. De bliver helt følelsesløse og mine “handwarmers” er ikke til megen nytte.
Jeg accepterer tilstanden og forsøger at iværksætte nogle af de mentale strategier, som jeg har med i værktøjskassen. Især et fokus mod at være taknemmelig før øjeblikket og for hele projektet, kan hjælpe i svære situationer. Faktum er, at jeg er ved at bestige verdens højeste fritstående bjerg for 4. gang i mit liv og senere i dag skal jeg være med til et hæsblæsende ekstremt OCR-løb. Det er jo det, som jeg lever af og elsker! Tanken får mig til at smile og jeg får vendt fokus fra kulden mod en form for taknemmelighed og at jeg skal nyde øjeblikket. Det kommer nemlig aldrig tilbage igen. Det er nu. Og dette lige-nu kommer ikke igen, men vil være noget, jeg husker resten af livet.
Der er ikke så meget snak i vores gruppe og jeg ligger mærke til, at min gode ven Jason Wood pludselig ikke længere er at finde i gruppen. Jeg tænker ikke videre over det, da han har været super stærk under hele turen, men mindes godt at han nævnte ved afgang, at han ikke følte sig helt på toppen.
På et tidspunkt kan jeg mærke trætheden tage fat i mig. Det er ikke bare en almindelig udmattethed, men en skarp trang til at lukke øjnene og døse hen. Jeg har simpelthen bare lyst til at sætte mig ned og sove og jeg ved, det er et meget skidt tegn i højderne.
Jeg tager mig selv i flere gange at “vågne” med et sæt, når mit hoved tungt falder ned mod mit bryst og jeg skal forstå, hvad det er, jeg egentlig har gang i. Det er første advarselstegn på, at noget ikke helt er, som det skal være. Mine tre tidligere ture på toppen havde ikke voldt mig problemer – særligt ikke de to hurtige i forbindelse med verdensrekorden og heller ikke den ugen før, hvor jeg var ene mand i gruppen og således helt selv kunne bestemme tempoet. Det resulterede i en tur fra basecamp til toppen på 3 timer + 40 min (ny rekord for min guide) og denne gang var vi altså i gang med at sigte efter en tid dobbelt så langsomt på næsten 7 timer.
En af gangene, hvor jeg pludselig vågner op, er da Jamin indhenter mig bagfra. Sikke en dejlig overraskelse og jeg fornemmer, at han ret hurtigt kunne se, at jeg ikke var helt på toppen. Han er en utrolig stor støtte med alt fra at hjælpe med væske og energi til at jeg på et tidspunkt fandt mig selv iført hans dunjakke. Jeg er forvandlet til en zombie på vej mod toppen af Kilimanjaro iført stædighed og en vilje om at det OCR-løb skal gennemføres.
Jeg når toppen med den forreste del af første gruppe og efter de obligatoriske top-billeder fortsætter vi videre mod kraterkanten. Altså der hvor alle andre vender om for at gå ned af bjerget, fortsætter vi videre frem og herefter ned af en stejl skrænt med løse sten og is til kraterkanten af Kilimanjaro. En tur på omtrent 40 minutter, hvor jeg går lige bag vores guide og sørger for at holde snuden i sporet med små løse sten og is hist og pist. Jeg mindes at føle mig rimelig okay og i god kontakt med mig selv. Solen begyndte stille og roligt at stå op og det giver varmen i kroppen igen.
Vi nærmer os det store setup med de 10x forhindringer, en masse telte og en hulens masse andet logistik omkring afviklingen.
Da Jamin og jeg ankommer som nogle af de første, bliver vi bedt om at vente på resten af gruppen, hvor cut-off på toppen er kl. 8. Det betyder dermed en ventetid på over en time og jeg lægger mig med det samme ned og lukker øjnene. Jeg tvinger mig selv til at drikke, men jeg har slet ikke lyst.
Showtime.
Jeg bliver nødt til at nævne, at arrangørerne har fixet yderligere en verdensrekord til os – nemlig verdens højeste fitnesstime i 5750 meters højde. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om disse typer af verdensrekorder, men når de nu er der, så er det vel dumt ikke at gribe ud efter dem.
Efter fitnesstimen – eller hvad der blot fungerede som opvarmingen for OCR-løbet – er vi langt om længe klar til at gennemføre forhindringerne. Pr. automatik og i håbet om at komme igennem dette her så hurtigt som muligt, melder jeg mig som den første til at starte og lad os lige ridse fakta op, hvis I nu lige som mig ikke er helt skarp på det dersens OCR:
10 forhindringer med 10 min tidsstraf pr. ufærdiggjort forhindring. Dermed er det altså ikke en konkurrence på tid i denne del af OCR-løbet, men en konkurrence om, hvem der kan gennemføre flest forhindringer med maksimalt 3 forsøg og et obligatorisk lægetjek mellem hver forhindring efter de fem første. Alt dette foregår i 5750m højde med omkring 50% af den mængde ilt til rådighed, som du sikkert sidder med i stuen lige nu.
Da jeg bliver kaldt frem, slår autopiloten til igen. Jeg kan ikke huske hele løbet i detaljer, men jeg kan huske, jeg gør mig klar til de første fem forhindringer og jeg glemmer alt omkring mig. En form for skyklapper eller tunnelsyn træder frem. Det eneste, der betyder noget er at komme fejlfrit igennem øvelserne, som starter med “cargo net crawl”. En kravletur under tungt net på ca. 5 m, hvor numsen egentlig bare skal i vejret og så kravler man på hænderne. Jeg har ingen problemer med at tage mig god tid og sørge for ikke at blive for svimmel ved at have hovedet nedad. Jeg kommer igennem i slowmotion og jeg finder mig selv værende ret svimmel, da jeg rejser mig op igen.
Næste forhindring er “balance beams”, som jeg slet ikke har øvet. Øvelsen består af en smal balancebom, som man skal gå over uden at falde ned. Jeg er super overrasket over, hvor påvirket min balanceevne er. Efter få skridt må jeg stoppe helt op og få styr på mig selv og mine ben, som ryster og lader balancebommen ryste med mig. Jeg tænker: “Det er løgn, det her”.
Jeg får styr på mig selv og kommer igennem øvelsen med en puls, der kan mærkes helt op i halsen. Under normale omstændigheder vil dette her slet ikke volde mig problemer, men jeg ved, at jeg er påvirket af højden og at min krop skriger på ilt. Det sidste den vil, at skisme at lave et forhindringsløb.
Efter at have fået pusten igen går jeg til næste øvelse, som er 15 kg “sandbag carry”. Jeg kan faktisk ikke fortælle nogle detaljer fra denne øvelse, for jeg kan slet ikke huske den. Men på resultatlisten står der, jeg kommer igennem den, så det er jo godt.
Fjerde øvelse er “low wall” på 1,50m, som sikkert ikke lyder af meget, men når man kun måler 1,60m, så skal der faktisk lidt snilde til at komme over muren. Igen kan jeg ikke huske meget, men over, det kommer jeg i hvert fald og går hen mod den femte øvelse “Cargo net climb”. Her skal vi forcere et net ca. 3 m op i luften og ned igen på den anden siden. Jeg tror, jeg tager mig god tid, men igen halter det med hukommelsen.
Herefter bliver vi sendt til lægetjek og første led er at måle iltmætningen i blodet. Jeg rækker fingeren ud og er nervøs for svaret. Pulse oxymeteret bipper og giver mig en måling på 59% iltmætning i blodet. Det er lavt. Alt for lavt. Jeg ved det. Og lægen ved det. Han ryster på hovedet.
Uden at tænke over det, peger jeg på lægen og siger: “That’s is not right. This thing is broken. I feel fine”. Han spørger, om jeg har smerter i brystet, på ryggen eller i hovedet. Jeg svarer igen: “I’m fine”.
Og således præsterer jeg at ignorere en iltmætning på 59% og det har hjemsøgt mine tanker en del her efter løbet. Jeg er både imponeret over min vilje og målrettethed mod at fortsætte, men samtidig er jeg hamrende skræmt over min dårlige dømmekraft. Jeg har prøvet at vågne på et hospital i Tibet med ting stikkende ud af kroppen, fordi jeg ignorere symptomerne på højdesyge og jeg troede faktisk, jeg havde lært lektien. Det kan skræmme mig og har tvunget mig til refleksion om, hvad der er på spil for mig i disse situationer. Det er grænseoverskridende for mig i skrivende stund at være hudløs ærlig, men det er måske måden, jeg kan tage alvoren til mig. Betyder en konkurrence så meget for mig, at jeg er villig til at gamble med mit helbred? Eller er jeg sådan strikket sammen, at jeg i en konkurrencesituationen ikke er i stand til at tage en beslutning om andet end at nå målstregen? Hvorfor betyder det så meget for mig at vinde?
En anden plausibel forklaring kan være, at jeg er omringet af så mange mennesker, at jeg føler mig tryg i deres kompetencer, hvis alvorlig højdesyge skulle ramme mig. Jeg ved det ikke, og det er en del af mig, som jeg både forstår og ikke forstår. Det er spændende og skræmmende på samme tid og jeg vil i den kommende tid tvinge mig selv til refleksion og en søgning på forståelse og måske endda en erkendelse. Er jeg modig, stædig, dumdristig, hensynsløs, ligeglad, dristig, konkurrencemindet, taberforskrækket, egoistisk, målrettet eller en kujon?
Sjette forhindring er min frygtede “High Wall” på 2,2m. Her må jeg bare sige, at min korte krop ikke kommer mig til gode på nogen måder.
Jeg tager mig tid til at få hovedet på plads: “Du gør det her, Kris.” og jeg ser mig selv komme over muren i de tre dele i første fase, der 1) starter med løb derhen, 2) ben på muren og 3) få fast i toppen med fingrene. Hvis jeg kan det, starter næste fase med at 1) få ordenligt greb fra fingerne til det meste af håndfladen omkring muren, 2) enten hive mig op i en pull up eller bruge ben og fødderne til at komme op, 3) få bagdelen op over og ned på den anden side.
Jeg visualiserer de to faser og delene deri. Selvtilliden og troen på, at jeg kommer over muren indfinder sig i min krop og jeg løber hen mod muren. Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg helt kommer over, men pludselig står jeg på den anden side. Jeg er udmattet, træt og føler mig ekstrem skidt tilpas med hovedpine, opkastfornemmelser og sorte pletter for øjnene, men jeg skal videre til næste forhindring.
“Monkey Bars” er en øvelse, hvor man svinger fra bar til bar og den har jeg brugt en del tid på at øve med forskellige teknikker. En af udfordringerne her er, at vi skal have handsker på, som gør grebet mere teknisk og jeg præsterer faktisk at fejle første gang med en sidelænsteknik. En af de andre rutinerede deltagere tager fat i mig og fortæller, at jeg skal tage den forlæns med dobbelt greb og jeg stiller mig i køen til et forsøg mere. Jeg kæmper for at holde fast og jeg tvivler på, hvor yndefuldt det så ud. Men hul i det – jeg klarede monkey bars!
Ottende øvelse er “Hanging Travers”, hvor man i sine yderste fingerspidser skal bevæge sig sidelæns på et træbræt. Jeg har forsøgt at træne dette, men det var ikke nok til at klare denne øvelse på de tre forsøg. Jeg bummer øvelsen og må indkassere de første 10 min tidsstraf.
Niende øvelse er “Hanging Robe” som i al sin enkelthed går ud på at svinge sig selv i reb. Den neglede jeg med rystende hænder og ben under mig.
Tiende øvelse er “Ninja High Wall” på 4 meter og faktum er, at jeg har ikke mere i mig.

Ninja Wall 4 meter
Ingen kvinder klarer øvelsen og jeg giver den heller ikke et forsøg. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv komme op af den.
Jeg venter på at alle dem, som har lyst til at prøve kræfter med Ninja Wall, men jeg ved også godt at alvoren er begyndt at ramme. Jeg skal tilbringe mindst mulig tid i højderne og sørge for at komme ned til Basecamp hurtigst muligt. Jeg får fat i min crew-hjælper samt Jamin og siger, at jeg skal ned nu og vi bevæger os sammen op fra kraterkanten mod Stella Point. Jeg kan mærke, jeg skal kaste op og hovedpinen i baghovedet dundrer derudaf. Samtidig kan jeg mærke et lille lumsk smil på mine læber, da virkeligheden rammer: Har jeg lige gennemført verdens højeste OCR-løb? Ja, det har jeg fisme og lige om lidt er jeg på vej ned af bjerget og vil stille og roligt få det bedre.
Etapeløb ned af Kilimanjaro.
Det tager noget tid at komme til Basecamp, selvom Jamin og jeg scree’er ned (løber med grus og sten ned af bakke) og under normale omstændigheder vil jeg nyde sådan en tur. Men jeg kæmper. Heldigvis arbejder benene nærmest af sig selv. Jeg har det fysisk dårligt og jeg ved, jeg har fået for lidt energi og væske ind. To ting der er så essentielle og vigtige i højderne, men jeg har ikke været god nok til at tage vare på mig selv og det lover jeg mig selv, at det skal ikke ske igen.
Da vi rammer Basecamp, finder Jamin og jeg med det samme vores telt. Solen bager nu fra en skyfri himmel og jeg tager det meste af mit tøj af og ligger mig ned. Jeg falder med det samme i søvn og Jamin vækker mig senere med beskeden om, at frokost er klar. Jeg kæmper mig ned i det store telt, spiser lidt og falder så i søvn i stolen. Igen er det Jamin, som får mig op i teltet igen med meldingen om, at vi har 2 timer til næste del af World OCR Altitude Championship – nemlig nedadløbet fra Basecamp til High Camp. En tur på knap 4 km med 850 negative højdemeter i teknisk terræn.
Jeg er forbløffet over, at jeg kan rejse mig fra teltet, få pakket mit shit sammen og gøre klar til et 4 km allout race med kun én ting i tankerne: Jeg skal have hentet de 10 min, jeg er bagud, da de to kvinder fra det filippinske landshold kun missede én forhindring. Min iltmætning er oppe på 71%. Det er stadig skidt og i skrivende stund, fatter jeg ikke, hvordan jeg var i stand til at race.
Jeg lukker igen alt andet ude og gør klar til race. Vi skal løbe efter enkeltstartsprincippet med 30 sekunder mellem os. Sandi fra Filippinerne skal starte 1 minut efter mig, så der er lagt op til spændning. Hun har FKT’en på Mt Kinabalu og er en stærk trailløber.
Da min start går, spæner jeg afsted. Desværre har jeg fået tildelt en guide, som efter kort tid løber tæt foran mig og spærrer for både mit udsyn, men også mit tempo. Jeg må bede ham to gange om at flytte sig og anden gang forstår han, hvad jeg siger. Jeg lægger mig i front og jeg ser ham ikke igen. Desværre bliver jeg overhalet af Sandi, som virkelig er godt løbende. Det er en fryd at se hendes yndefulde løbestil med lange og sikre strides ud over det tekniske underlag. Det kan man ikke andet end at blive betaget af.
Kort efter jeg er sluppet af med guiden (hvis opgave og intension var at hjælpe mig med at finde vej), sker der noget i min krop, som er svær er forklare. Det er som om, jeg mister det fulde herredømme over mine ben og de bliver lidt geleagtige. Dertil driller min syn på en måde, hvor det virker som om, jeg ser ud af en skærm. Det er som om, jeg slet ikke er i synk med min krop og jeg ved med det samme, det er noget, jeg bliver nødt til at tage alvorligt på denne type nedløb. Jeg tvinger mig selv til at sætte et gear ned, da konsekvensen ved at buldre afsted uden total kontrol over kroppen, kan ende frygtelig galt.
Jeg løber i anden bedste tid for kvinderne på 23:23 og bliver 3. overall på første etape. Jeg gør alt, hvad der står i min magt til at løbe stærkt, men jeg indrømmer at min sikkerhed denne gang bliver mit primære fokus. Jeg kan ikke risikere at vrikke rundt på hverken ankler eller knæ eller styrte og af en eller anden årsag, så er jeg bedre i stand til at træffe denne rationelle beslutning end få timer før i kraterkanten. Det må jeg hellere lige klappe mig selv på skulderen for.
Da jeg rammer High Camp og målstregen lægger jeg mig ned. Og herfra kan jeg faktisk ikke huske særlig meget. Hverken de andre deltagere komme i mål eller hvordan jeg ender i mit telt. Jeg kan blot huske, jeg vågner op med Jamin ved min side og min iltmætning har sneget sig over 80%.
Efter aftensmad går vi tidligt til køjs og dagen efter starter den sidste del i verdensmesterskabet i OCR Altitude med 11 km ned ad Kilimanjaro til gaten. Jeg har en podieplads i syne, hvis jeg løber godt.
Om morgenen kan jeg mærke, jeg så mægtig gerne vil præstere godt, men jeg er stadig ikke tip top og 2200 negative højdemeter i et ubarmhjertig terræn er ekstremt. Jeg ved, jeg skal beslutte min strategi, inden jeg starter løbet for ellers kommer jeg bare til at løbe fuld gas. I 2018 løb jeg også på denne strækning og blev suget ind i et fedt flow med at løbe hurtigere og hurtige og det resulterede i, jeg vrikkede hardcore om på min ankel. Det vil jeg under ingen omstændigheder tillade denne gang.
Jeg lægger forsigtigt ud i et ok tempo og Sandi samt to filippinske landsholdsherrer er hurtigt væk. Jeg løber et par kilometer med den sidste filippinske mand, men sætter ham af og løber resten af ruten alene udover de mange portere, vi skal forbi på vej ned.
Jeg er super fokuseret på underlaget og vil ikke træde et eneste skridt forkert i fare for at vrikke om eller falde. Jeg løber gennem høje drops ved store sten, glatte trærødder og generelt noget af det mest tekniske terræn, jeg har prøvet. Jeg sætter tempo på, når den tekniske sværhedsgrad falder og holder en smule igen, når den stiger. Det var en god taktik for mig og jeg rammer mål i præcis 1 time og 10 min. Jeg har 8 min op til den anden bedste filippinske kvinde, så jeg sætter med det samme mit ur i gang for at tage tid på, hvor langt hun er bag mig. Desværre spotter jeg hende 4 minutter efter mig, som betyder, jeg tager en 3. plads til et verdensmesterskab, jeg forinden afrejse ikke helt vidste, jeg deltog i!
Det filippinske landshold ryddede alt, hvad der kunne ryddes og jeg kan trøste mig selv med, at være den første deltager på resultatlisten de professionelle filippinske landshold.
Jeg kan trøste mig med at blive nr. 3 til et championship i en sportsgren, jeg ikke en gang dyrker. Og jeg vil mega gerne have lagt et flot podiumbillede ud, men jeg nåede simpelthen at drikke for mange bobler og måtte blive siddende på min stol! #alwaysfullgas
Taknemmelighed + unfinished business.
Tak til min hovedsponsorer Easyfood og Scott Sports for at bakke op om mit projekt samt tak til Kastbjerg A/S for at have sponsoreret det indledende akklimatiseringstrek og tak til Grau Shipping for at have sponsoreret fly og fly-kompensation.
Stort tak til Ida Mathilde og Aja for coaching og vejledning samt Stas fra CrossFit Pitstop for sublim fysisk forberedelse.
Som det sidste led i denne løbsberetning sidder jeg med en mærkelig fornemmelse om, at jeg ikke fik besejret bjerget denne gang. Bjerget besejrede mig og vi har et mellemværende, noget usagt, noget ikke-erobret og noget uhåndgribeligt i ubalance. Jeg erobrede Mt Kilimanjaro de første 3 gange, jeg besteg hende. Men denne sidste gang fik hun ramt på mig.
Fra sofa til et bedre liv som løber
Jeg hedder Lars og er 54 år. Jeg løber, fordi jeg synes, det er fedt at bevæge mig, men også fordi det passer godt i min hverdag at løbe. Mit arbejde består i kontor- og lagerarbejde, og jeg har dyrket sport hele mit liv lige fra håndbold til løb. Men da jeg omkring 35 års alderen fik andre interesser og hobbyer, begyndte min vægt at ligge konstant på + 100 kg. Mit overskud til at bevæge mig blev mindre, mit arbejdsliv tog over og jeg gik ned med at stress dagen efter min 50års fødselsdagen i december.
Lægerne sagde, at du skal tabe dig og have mere bevægelse ind i din hverdag. Jeg prøvede og prøvede flere gange, men det blev aldrig til noget. I 2019 faldt jeg over en artikel om KristinaExtremeRunning, hvor man kunne få en personlig træner, og det har jeg så haft siden. Det er nu snart 2 år siden, at jeg fik Josephine som coach, og det har givet mig sådan en lyst til at træne igen, og det har jeg så gjort siden. For mig er det en naturlig ting i dag, at skulle træne hver dag efter nogle gode og overskuelige træningsprogrammer. Det der virker for mig, er hun kender mine mål, vi har en tæt dialog samt den sparring og forståelse, der er imellem os. Og ja det gør ondt de første 3 uger, men det er klart, når man går fra sofa til at begynde at bevæge sig, så skal det gøre ondt – men som min gamle fodboldtræner sagde, det skal løbes væk.

Træningstur på Bornholm

Lars i mål efter 60 km ultra løb
Det hele medførte, at jeg tilmeldte mig mit første løb i Kolding via Kristina, hvor man skulle gennemføre en rute på 7 km på smalle spor. Det var om aftenen, det var koldt og vådt og jeg skulle løb hele 3 omgange. Jeg havde aldrig prøvet noget så hårdt og fedt på sammen tid, og da jeg kom i mål som den sidste, var der stadigvæk smil og en glæde hos mig. Det var fedt at mærke, at alt det hårde slid i hverdagen, det gav bonus. Derudover var det fantastisk, at der var en, der løb ud til mig og hjalp mig igennem, det var så fedt.
Fjorten dage efter skulle jeg igen prøve kræfter med et løb men kun 14 km ved Vejle. Det gik meget bedre. Jeg vidste, hvad min krop kunne klare, og der havde jeg overskuddet til at hjælpe en anden igennem hendes løb. Det var så fedt se hende i mål – når jeg tænker tilbage på disse to forskellig opleverser, og hvor hurtigt man kan flytte sig både fysisk og mentalt, er det bare lykken og jeg har fået lysten til meget mere løb. Men også mentalt i min hverdag kan jeg mærke en forskel, da jeg kan magte mere og jeg har også fået mere overskud. Derudover ved jeg, hvor langt jeg kan presse mig selv.
Mit budskab er, at vi alle er ens, når man står i løbetøjet med hver sit mål og venskaber skabes på tværs af hinanden.
Tak fordi jeg måtte dele det med jer.
Lars
Praktik hos KriXrun
Fra fysioterapeut til Konkurrence og Eliteidræt

Josephine Dewett
Instagram: @josephinedewett
Tilbage i januar 2016 da jeg blev færdiguddannet fysioterapeut, svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle tilbage på skolebænken og igennem flere opgaver og eksaminer. Man kan godt sige, at jeg var godt og grundig skoletræt. Særligt efter at have skrevet et udvidet bachelorprojekt, som var del af et større forskningsprojekt og endte ud med en engelsk artikel, der havde krævet rigtig meget af min tid og overskud i et år. Alt sammen samtidig med jeg selv trænede rigtig mange timer og skulle have tid til familie og venner.

Karina Christiansen
En mulighed for at skabe drømmejobbet

Pia Nysteen
Skæbnen ville så, at jeg faldt over kandidatuddannelsen Idræt og Sundhed, hvor man kunne søge om, at blive optaget på en af de få pladser der var på specialiseringen Konkurrence og Eliteidræt. Jeg øjnende med det samme muligheden for, at jeg kunne kombinere alt min viden om træning, skadesforebyggelse og behandling, som jeg havde som fysioterapeut med en masse ny viden omkring træning og eliteidræt. Drømmen var pludselig blevet vakt til live om, at jeg kunne få eller skabe mig et drømmejob indenfor løbeverdenen.
Jeg var dog lidt sen på den, da jeg opdagede uddannelsen, var ansøgningsfristen for en plads på studiet nemlig udløbet, men der var heldigvis nogle få ledige pladser tilbage på uddannelsen, som jeg kunne nå at søge om. Heldet tilsmilede mig, og jeg fik en uge inden studiestart beskeden om, at jeg var optaget. Nu var næste trin at søge om en af de 30 pladser, der var på specialiseringen Konkurrence og Eliteidræt. Endnu engang var heldet med mig, og jeg fik en af de eftertragtede pladser.
Jeg har nu været et år på Konkurrence og Eliteidræts specialiseringen, og jeg har været igennem videnskabsteori, elitemiljøer i praksis,
præstationsoptimering, project governance (projektledelse). Det har alt sammen været rigtig lærerigt og spændende, men fra her efter sommerferien blev det endnu mere spændende, da jeg skulle begynde i en selvvalgt praktik, hvor jeg får lov at anvende alt min ny tillærte viden fra studiet kombineret med min erfaring som fysioterapeut.

Jeppe Ramlau
Instagram: @team_hakkedrenge
Trailløb

Dannie Lindved Mortensen

Kristian Jørgensen
Træning
Meget forskning og undersøgelser er blevet lavet igennem tidens løb af eliteløbere, samt mange steder er det muligt at tilgå, hvordan de løbere

Rikke Klode Instagram: @rikkeklode
Det er vigtigt, lige meget om man er nybegynder eller allerede dygtig løber, at træningen bliver specialdesignet til den enkelte og justeret løbende ud fra hvordan løberen har det og reagerer på træningen. Det er derfor vigtigt enten at have en der hjælper en med træningen, eller man selv sætter sig grundigt ind i træning og den basale del af træningsfysiologien, for at få de bedste resultater og undgå overbelastningsskader.

Susanne Pallesen
Hele praktikforløbet vil i starten af november bliver afsluttet med et vidensdelingsseminar for Konkurrence og Eliteidrætsklassen, som også vil fungere som eksamen. Her har jeg 30 minutter til at præsentere praktikforløbet og hvad jeg har lavet og fået ud af den. Derefter venter afslutningen af min kandidat med et speciale. Mon ikke den også kommer til at handle om løb?
World Marathon Challenge – Kristina er verdens hurtigste
Kristina er netop vendt hjem til Danmark efter at have deltaget i World Marathon Challenge igen – og denne gang blev det til en ultimativ sejr for den rutinerede trailløber, der er glad og stolt over at have nået det mål, hun satte, inden hun tog afsted.
Verdens hurtigste
I 2019 deltog Kristina i sit første World Marathon Challenge. Her fik hun en flot andenplads efter Susannah Gill, som løb med sejren og verdensrekorden. I februar 2020 tog Kristina afsted igen for at slå netop denne verdensrekord, og selvom der var et par bump på vejen, slog hun alligevel den eksisterende verdensrekord med 16 minutter og kunne dermed kalde sig verdens hurtigste i World Marathon Challenge.

Tre glade løbere efter syv hårde dage i World Marathon Challenge.
Fokus på sejren
Når man tager afsted med det mål at vinde, kan sommerfugle i maven, spænding og nervøsitet op til afrejsen ikke undgås. Men for Kristina var det at holde fokus det vigtigste fra starten: ”Jeg bruger spændingen til at tune mig ind på disciplinen og fokusere på det, der er vigtigt for mig,” fortæller Kristina og fortsætter: ”Op til første løb har jeg fokus på det, jeg gerne vil opnå, og på hvordan jeg når derhen.” Og forberedelsen er netop vigtig for at kunne yde det optimale i alle syv dage: ”En del af min forberedelse er at spise fornuftigt. Jeg er ikke på en særlig diæt, men for mig handler det om at indtage flere proteiner, flere gode kulhydrater og masser af væske – og lidt færre snøfler end normalt selvfølgelig,” siger Kristina med et smil.
Med liften til Table Mountain
Søndag aften tager Kristina afsted. Løberne skal nemlig mødes i Cape Town tre dage før løbets start, og selvom dagene føles som en venteposition, er det værdifulde dage for Kristina: ”Det er dage, hvor jeg kan komme helt ned i gear, slappe af og sove. Jeg havde også tid til at mødes med en ven, som jeg ikke har set i flere år og tage en tur op på Table Mountain. Normalt ville jeg løbe til toppen, men denne gang tog jeg liften op,” fortæller Kristina og fortsætter: ”Selvom jeg altid har målet i fokus, er det vigtigt at have plads til andre ting.”
Klar, parat .. vent!
Løberne er spændte og klar til første løb på Antarktis, men sådan bliver det ikke. ”Dagen inden vi skal flyve til Antarktis, bliver vi briefet om, at blæsten er for ekstrem til, at flyet kan lande, og at de derfor ser sig nødsaget til at udsætte første maraton. Det var lidt antiklimatisk, men på den anden side, er det heldigt, at forsinkelsen sker ved første løb. Når først vi er begyndt at løbe, har vi nemlig 168 timer til at gennemføre alle syv maratons – forsinkelser eller ej.”
Og ventetiden blev længere end først beregnet, for flyveturen til Antarktis bliver endnu engang udsat, og til sidst tager arrangørerne valget om helt at ændre løbeplanen: ”Efter anden udsættelse får vi at vide, at første maraton bliver afholdt i Cape Town i stedet, og det kommer som en stor overraskelse for os alle. Pludselig skal vi omstille os til noget helt andet end det, vi har forberedt os på. For mig betød det, at jeg ikke skulle starte på, hvad der føltes som min hjemmebane, og det krævede en helt ny strategi, så jeg kunne vende skiftet til min fordel,” fortæller Kristina entusiastisk og fortsætter: ”Og min strategi bliver, at jeg skal løbe et helt vildt hurtigt maraton for at skræmme mine modstandere, og særligt Jessica Jones, som på papiret er en langt bedre løber end mig og dermed min største konkurrent.”
Cape Town
Og løbet i Cape Town, hvor der var vindstød på 14 m/s og 25 graders varme, blev i den grad et bevis på, hvad Kristina har trænet til: ”De første 5-6 km ligger Jessica og jeg side om side. Vi ved begge to, at vi holder tempoet højt for at demonstrere, hvem der er stærkest. Hun løber fra mig på et tidspunkt, men jeg når at indhente hende og får løbet mig til et forspring. Jeg ender både med at vinde løbet og slå min egen personlige rekord med en tid på 3:10 med otte minutter ned til Jessica,” fortæller Kristina.

Første maraton blev afholdt i Cape Town – og ikke Antarktis som ellers var planen. Kristina vandt overbevisende, og dermed var WMC skudt i gang.
Antarktis
Efter Cape Town tog holdet videre til Antarktis. ”Planen var, at vi skulle flyve kl. 10, men det endte med, at vi først kom afsted om eftermiddagen. Og i stedet for vores normale personfly, fløj vi med et russisk fragtfly, som kunne lande i alle slags vejrforhold. Så slemt var det,” siger Kristina og forsætter:
”Da vi træder ud af flyet, har jeg ingen idé om, hvad klokken er. Allerede der havde jeg helt mistet tidsfornemmelsen. Faktum var dog, at det blæste vanvittigt meget, og at arrangørerne blev nødt til at lægge den originale rute om, da de er bekymrede for, at vi ikke kan holde til den lange strækning i direkte modvind i den ekstreme kulde.”
”Med det samme jeg rører jorden, går det op for mig, hvor glat jorden er. Vinden blæser sneen væk, så det er is, vi løber på. Samtidig skal vi virkelig fokusere for at holde os på stien pga. den stærke vind, og jeg kan huske, at jeg når at tænke: ”Det her er fedt.” Men det var hårdt, og selvom jeg havde en stor fordel pga. min erfaring inden for trailløb, falder jeg hele seks gange.”
”Forholdene er ekstreme. Når vi løber i modvind, bliver vi nødt til at løbe i en gruppe for at komme fremad, og flere giver op og ender med at gå den 1,5 km lange strækning. Men efter fjerde omgang bryder jeg ud af gruppen. Det er vildt hårdt at være eksponeret for vinden, men jeg kunne mærke, at jeg kunne løbe mere konstant end gruppen, og jeg ender også med at overhale Jessica med en hel runde,” udtaler Kristina. Men Antarktis er udfordrende, og Kristina har grundet vejrforholdene ikke løbet maratonet så hurtigt, som hun gerne ville. Hun vinder løbet og løber et bedre maraton end mange af de andre deltagere.

I bidende kulde, hård modvind og på glatis løb de andet maraton på Antarktis, hvor Kristina igen hev sejren hjem.
Perth
Tredje maraton blev afholdt i Perth, og på daværende tidspunkt er Kristina 38 min. foran Jessica. ”I første halvdel af løbet løber vi i en stor gruppe, men på et tidspunkt løber Jessica fra os. Jeg havde lagt en strategi om at løbe et stille og roligt maraton, og den ville jeg gerne holde – og havde også tiden til det. Så da hun bryder ud, prøver jeg ikke på at indhente hende, men at begrænse hendes forspring. Jessica vinder maratonet, og jeg kommer ind med en tid på 3:19:48.”

Tredje maraton blev afholdt i Perth, hvor Kristina tager et mere roligt maraton og får en flot tid, men Jessica vinder løbet.
Dubai
Fjerde maraton blev afholdt i Dubai. Tre maratons kan mærkes i kroppen, og derfor lægger Kristina endnu en strategi om at tage et roligere løb.
”Da vi kommer til Dubai, beslutter jeg mig for at holde strategien. Jeg lægger mig i gruppen og holder mig der, men Jessica tager fra, da vi er halvvejs. Efter ca. 32 km spørger Luke, som jeg har løbet med de foregående dage, om jeg vil være lead i gruppen, og her kan jeg mærke, at jeg har rigtig meget energi. Så i stedet bryder jeg ud af gruppen og forsøger at indhente Jessica, som på det tidspunkt havde et større forspring. Og det lykkes. Jeg indhenter hende med 10 km igen og vinder løbet med en tid på 3:17:44 – tre minutter før Jessica,” fortæller Kristina begejstret og fortsætter: ”Det gav mig et kæmpe adrenalinsus, at jeg fandt den energi, som jeg havde brug for, for at vinde løbet.”

Kristina havde diamanter i benene i Dubai, da hun vælger at prøve at indhente Jessica, som ellers havde et stort forspring.
Madrid
Femte maraton blev afholdt i Madrid på en Formel 1-bane med et par hårde højdemeter, hvor Kristina virkelig kan mærke de mange maraton: ”Jeg starter med at løbe i den velkendte gruppe med 5-6 mennesker, og ret hurtigt falder der flere og flere fra. Til sidst er vi to, en franskmand og mig, og det ender med, at jeg trækker ham det meste af vejen. De sidste 10 km er ekstrem hårde, men jeg finder energien i, at vi er foran og ender med at vinde løbet med en tid på 3:18:25.”

Løbet på Formel 1-banen i Madrid holdt hårdt. Alligevel hiver Kristina sejren sikkert hjem.
Fortaleza
Sjette maraton blev afholdt i Fortaleza og krævede god forberedelse. I Fortaleza var der 36 grader og 80% luftfugtighed, hvilket kan tage pusten fra enhver, så det krævede, at Kristina tænkte over energiindtaget.
”Vi starter kl. 11.30, hvor varmen er godt på vej til sit højeste. Ikke engang de lokale er udenfor pga. varmen. Her er det enormt vigtigt, at jeg er opmærksom på mit væske-, salt- og energiindtag, og selvom man ikke har lyst til at drikke så meget væske, bliver man bare nødt til at gøre det,” siger Kristina og fortæller: ”Jeg løber med Jessica de første 25 km, og vi hjælper hinanden rigtig meget, men efter de 25 km siger Jessica, at hun bliver nødt til at sætte tempoet ned, mens jeg fortsætter. Det ender med, at jeg laver en negativ split (en hurtigere sidste halvdel), og det er lidt af en sejr. Selvom det ikke er rart, føler jeg mig faktisk tilpas under omstændighederne, og jeg kan mærke, at jeg får mere energi af, at mine modstandere sakker bagud. Fortaleza er uden tvivl det hårdeste maraton af de syv. Jeg vinder løbet med en tid på 3:23:16.”

Syvende maraton blev afholdt i Fortaleza, hvor solen for alvor satte sit præg på ruten, og løberne skulle passe ekstra godt på væske- og energiindtaget.
Miami
Syvende og sidste maraton blev afholdt i Miami, og her har Kristina rigtig gode odds for at hive sejren hjem. For at slå rekorden skulle hun minimum ende med en tid på 3:48, så noget skulle gå grueligt galt, hvis ikke hun skulle hive sejren hjem:
”Jeg begyndte at have problemer med mit ben. Min lårmuskel spændte op, og jeg kunne godt mærke, at det blev en hård omgang. Jeg vidste, at Jessica gerne ville vinde det sidste maraton og havde også allerede tænkt, at det var okay, hvis hun løb med sejren på den. Jeg var virkelig træt og udmattet, og jeg skulle lægge mig gevaldigt i selen for overhovedet at løbe 5:00 min/km.”
”Da vi nærmer os målet, kan jeg se, at der er noget med distancen, der ikke passer og gør arrangørerne opmærksomme på det. Det stresser mig, at jeg ikke ved, om jeg løber den korrekte distance, for hvis jeg skal vinde, skal jeg vinde med de korrekte vilkår”
Verdens hurtigste
En glad, overvældet og stolt Kristina løber i mål som verdens hurtigste i World Marathon Challenge med en vindertid på 3:25:57 til trods for udfordringer på Antarktis og et ben, der drillede, og i dagene efter blev det fejret: ”Jeg har set mange gode venner, rejst rundt og ikke mindst drukket en del champagne,” griner Kristina, som siger, at hun nu vil prøve at tage et par afslappende dage herhjemme i Danmark, inden hun går i gang med at træne til DM i trail, som bliver afholdt på Bornholm d. 9. maj 2020.

En stolt og glad Kristina vinder World Marathon Challenge og slår verdensrekorden.
Kristina tager tilbage: Syv maraton på syv kontinenter på syv dage
Det er de færreste, der kan bryste sig af at have løbet syv maraton i hele verden på blot syv dage, men Kristina Schou Madsen gjorde det for bare et år siden til World Marathon Challenge. Dengang løb hun sig til en andenplads, og nu skal hun afsted igen for at hive førstepladsen og verdensrekorden hjem.
Går benhårdt efter verdensrekorden
Sidste år slog hun både sin egen personlige rekord og den daværende verdensrekord til World Marathon Challenge, men én konkurrent var hurtigere. Og nu tager Kristina tilbage for at slå hendes tid i starten af februar. ”Da jeg tog afsted sidste år, var mit mål at slå verdensrekorden og vinde løbet. Det var måske ambitiøst, men jeg nåede ét af målene, og det er jeg stolt af. Jeg er tilfreds med min præstation til sidste års løb, men Susannah Gill var bare 14 minutter hurtigere, og de 14 minutter tager jeg nu tilbage for at indhente,” siger den ambitiøse ultraløber og konstaterer: ”Jeg tager tilbage for at slå verdensrekorden.

Igen i år afholdes første løb på Antarktis. Foto: World Marathon Challenge
Ét er at gennemføre, noget andet er at være verdens hurtigste til det. Og drømmen om at være verdens bedste er kernemotivationen for Kristina: ”Folk spørger mig tit, hvad der er med de her verdensrekorder. For mig betyder det noget, at ingen anden har gjort det, jeg har gjort. Jeg bliver tændt af at sætte mig selv nogle mål, som indtil nu har været uopnåelige, og som på papiret virker urealistiske. Det er fedt at kæmpe for det, og det er fedt at se, hvad min krop fysisk og mentalt er i stand til. Det er en konstant nysgerrighed, som motiverer mig helt vildt,” fortæller Kristina.

Til sidste års WMC løb Kristina sig til en flot førsteplads på Antarktis. Foto: World Marathon Challenge
Om forberedelse og stædighed
Men verdensrekorden i WMC kommer man ikke sovende til, og det kræver både stor mental fokus og intens fysisk træning at nå målet: ”WMC er det absolut hårdeste løb, jeg nogensinde har deltaget i, og det er måske også på grænsen til, hvad der egentlig kan lade sig gøre. Men det er netop den grænse, jeg søger, og som motiverer mig,” siger Kristina og fortsætter: ”Ved at presse mig selv yderligere, skal jeg lægge nogle stærke strategier, som kan få mig over kriserne – kriser som jeg stødte ind i sidste år, og som jeg uden tvivl vil støde ind i igen i år.”
Og den største krise i sidste års løb står også lysende klar for Kristina: ”På flyveturen fra Sydney til Dubai kom den helt store nedtur. På daværende tidspunkt havde vi løbet tre maratons. Min krop var øm, og jeg havde kraftige smerter i min ryg. Jeg tænkte, at det måske var min krop, der sagde fra. Men jeg ville gennemføre, så jeg tog et forholdsvis roligt løb i Dubai, hvor jeg fik en tid på 3:37. Jeg er glad for, at jeg lyttede til min krop på det tidspunkt, men det betød desværre, at jeg tabte en del minutter, hvilket jeg bestemt ikke var tilfreds med. Så jeg lagde nogle strategier. For mig hjælper det at visualisere noget, som kan motivere mig, når jeg rammer kriserne – noget som kan skubbe de negative tanker væk, så jeg kan slå min konkurrent,” fortæller Kristina og fortsætter: ”Jeg ved ikke, om det er en fejl eller et filter, men når først jeg sætter mig noget for, så har jeg en ukuelig tro på, at det lykkes. Tanken, om at jeg simpelthen ikke kan gøre mere, gør, at jeg tror på det. Og dagen efter i Madrid satte jeg ny personlig rekord med en tid på 3:12.”

Fra is til stegende varme på få dage. Kontrasterne er store i WMC, og det sætter kroppen på prøve. Foto: World Marathon Challenge
Om kriser og overvindelse
Med erfaringerne fra sidste år er det ekstra vigtigt at have styr på strategierne i år, når kriserne rammer, og lige netop kriserne er noget, som altid har fulgt ultraløberen: ”Kriserne er min evige overvindelse og min evige motivation. Det lyder skørt, men hvis ikke kriserne var en del af programmet, ville jeg ikke deltage i løbet. Det er hårdt at have en krise, ja, men hvis ikke kriserne var der, ville det ikke være sjovt, og tro mig, jeg har haft rigtig mange kriser i min karriere som ultraløber. Men for mig er det bare en fed følelse at overkomme en krise – det frigiver endorfiner og adrenalin, og det kan gøre mig helt høj, og netop dén følelse er til stede, når det er allerhårdest.”

Kristina føler sig i topform og glæder sig til at give den MAX gas til WMC 2020. Foto: World Marathon Challenge
Føler sig klar
Risikoen for ikke at komme hjem med førstepladsen og verdensrekorden spøger da også ind imellem, når Kristina tænker på World Marathon Challenge, men der er langt til nervøsiteten: ”Jeg hviler meget i det, jeg gør, og jeg er ikke som sådan nervøs for at fejle. Jeg har forberedt mig, så godt jeg kan både mentalt og fysisk, og jeg kæmper røven ud af bukserne. Hvis der skulle gå noget galt, er det ydre omstændigheder, som jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg tror, det handler meget om selvtillid og selvværd, og så hjælper det, at der ikke er noget ydre pres, men at det største pres egentlig kommer fra mig selv.”
Fra trailløber til verdensløber
Til dagligt er Kristina Schou Madsen trailløber, og hun er derfor vant til at løbe i et kuperet og varieret terræn, hvilket også viste sig at være en fordel til nogle af løbene sidste år. Kristinas store passion for trailløb ses også i hendes virke som stifter og arrangør af flere trailløb i Trekantområdet, hvor hun bor. Og selvom hun er stolt over sin fysiske præstation i WMC, er hun endnu mere stolt over at kunne inspirere andre i hendes virke: ”Det er et privilegium at inspirere andre, og jeg føler mig overvældet, når jeg læser på de sociale medier, at andre har følt sig inspireret af det, jeg gør. Det er noget, der rører mig dybt, og som betyder rigtig meget for mig,” siger hun afsluttende.
World Marathon Challenge
World Marathon Challenge starter med løb på Antarktis d. 6. februar og slutter af med løb i Miami d. 12. februar.
Følg med på Kristinas Instagramprofil og Facebookside
Bob Graham Round
Jeg hørte første gang om Bob Graham Round, da jeg besøgte min gode ven Mark Harber i hans hjem i England tilbage i foråret 2017. Vi havde knyttet et tæt bånd, da vi mødte hinanden i Amazonas jungle til etapeløbet Jungle Ultra over 5 dage på 230 km.
På Marks reolhylde fandt jeg en bog af Tobias Mews: ”50 Races to Run Before You Die”, som jeg med det samme hev med mig ind i min introverte verden og faldt i staver over de flotte naturbilleder, imponerende løb og de levende beskrivelser. Tobias havde selv stået på startstregen til alle løbene i bogen og havde hermed gennemført nogle af verdens hårdeste trail-, ultra-, etape- og bjergløb, men ét løb måtte han se sig slået af: The Bob Graham Round.

Lake District – Trailbear Films
Da jeg læste om Bob, vidste jeg, at den udfordring måtte jeg tage op på et tidspunkt, men der skulle gå over 2 år, før jeg var klar til at gå i krig med det kæmpe setup, der skal til for at begive sig i kast med et forsøg. Og selvom jeg stoler blindt på mine egne planlægningsevner og forberedelsenørderi, kan selv ikke den bedste Excelark-gymnastik hive denne sejr hjem. Og det skulle også vise sig, at jeg virkelig havde undervurderet Bobbie og fik et rap over nallerne, da jeg 10 dage før dagen stod med mit skæve smil og tittede op ad den første bjergtop, Skiddaw og gjorde grin med en kæk fordanskning af udtalen: ”Ski’dav”
2/3 af alle førstegangsforsøgene kommer ikke igennem. Sidste år forsøgte 196 personer at komme i den prestigefyldte klub, The Bob Graham 24 Hour Club og 86 af disse har fået medlemskab. Bob er kendt for sit brutale og barske terræn med et uforudsigeligt og omskifteligt vejr, der ikke tillader mange fejl før du knækker.
Logistik set skal der være minimum to supportløbere med på hver af de 5 dele(leg), som runden typisk bliver delt op i. Én til at navigere og mindst én til at bære dit væske, energi, tøj etc. Hertil mindst én crewcar, som møder dig ved de 4 checkpoint, hvor ruten krydser vejen. Simon Davies havde formået at få britiske The Out med som sponsor, og dermed havde vi fået stillet en lækker Discovery Sport Land Rover til rådighed. Alt i alt et ret stort logistisk puslespil.
Tilbage til min ankomst til Lake District, hvor jeg kækt ville bruge dagene til at dække hele ruten og ”lære” den at kende. Jeg havde lavet rekognosceringsaftaler med Simon, som jeg mødte til Desert Ultra i Namibia i 2018 og senere ville Mark Harber møde mig i sin campervan og i øvrigt løbe alle 5 legs med mig. Som Mark ofte udtrykker det: ”What can possibly go wrong?!”

Grow some balls!
Men det skulle vise sig, jeg klart havde undervurderet opgaven og jo mere vi løb og gik rundt på de forskellige toppe og fik mærket det ubarmhjertige terræn i benene, jo mere gik det op for mig, hvor dum og naivt jeg havde tilgået denne opgave hjemme foran min computer i min bløde kontorstol med en varm kop kaffe i hånden. De fleste løbere bruger måneder og år på at træne og navigere i Lake District og flere supporterer også andre løbere på deres Bob-forsøg. At hjælpe andre til at gennemføre, er noget klubben opfordrer til og det synes jeg er ret cool. Derfor sprang jeg og Mark også på som supportrunner på leg 1 til et Bob G-forsøg weekenden før vores eget ved en gut, Simon Bennett, der sigtede efter et 23.59-timersskema. Det var virkelig fedt at være en del af, men her gik det også op for både Mark og jeg, hvad dette projekt kommer til at indebære. Vi var begge ret smadret efter leg 1, og jeg havde endda sagt til gruppen, at vi snildt kunne løbe med på de to første dele. Vi blev klogere og måtte lægge os fladt ned efter de første ca. 1600 højdemeter på lige knap 20 km. Kl. 2 om natten i bilen på vej tilbage til Keswick udvekslede vi ikke mange ord, men vi tænkte med garanti begge det samme.
Jeg havde håbet på at kunne afdække alle 105 km på de 10 dage, men det var alt for optimistisk og vi blev nødt til at tage den med ro for også at blive fysisk klar.
Med 5 afbud i dagene op til, havde vi langt fra det perfekte setup og med en vejrudsigt der mildest talt kunne få enhver til at blive indendørs under dynen samt rookie-mistakes på stribe, havde jeg allerede inden vi gik i gang aftalt med mig selv – dette skal jeg gøre igen. Ikke fordi jeg ikke er tilfreds med min Bob – det er jeg 100%, men inden vi begynder den egentlige løbsrapport, vil jeg starte med at slå fast, at Bob ikke har set det sidste af mig. Eller omvendt.
Teamet af support runners og crew. (Chris og Jonny mangler)
- Craig Marsh
- Steve Jones
- Britt Nielsen
- Trailbear Films
- Will (left) og Ellis (right)
- John McEwan
- Simon (left) og Alex Wong
- Maibritt
- Dale og Giselle
Hvis du vil læse mere om historien bag Bob, kan du følge dette link: http://www.bobgrahamclub.org.uk
Løbsberetning

Leg 1
Kl. 4 om morgenen d. 20. juli drog Mark Harber og jeg afsted fra Moot Hall i Keswick ud på den legendariske Bob Graham Round. Regnen silede ned i mørket, men alligevel havde jeg det største smil på læben og enorme mængder af sommerfugle i maven.

Start ved Moot Hall
“This is it!”
Nu er der ingen vej tilbage og måneder af forberedelse skulle nu kulminere i mit længste løb nogensinde målt på både tid, distance og antal af højdemeter. Det i sig selv siger ikke så meget om Bobbie, men udfordringen ligger i det brutale terræn og skiftende vejrforhold.
I sidste øjeblik havde vi fået tre support runners med ombord og de lokale Steve Jones, Will Smith og Ellis Bland (nevø til den legenden Billy Bland) stod klar til at føre Mark og jeg gennem leg 1.
Jeg havde lagt en tidsplan for hver af de 42 toppe, for hver af de 5 legs og for hver af de 4 check points samt en estimeret på gennemførelsestid på mellem 19-20 timer. Men jeg skænkede ikke mine Excel-ark det mindste, mens jeg kæmpede mig op af den første stigning mod Skiddaw i mørke og med så heftig regn, at pandelampen var ubrugelig. Lampens stråler ramte de møgtykke stråler og gav genskær på en måde, der var svært ikke at lade sig påvirke af. Følgende tanke strejfede mig et par gange: ”Jeg håber ikke, vi skal løbe i dette resten af turen!”. Vi løb og hikede de første 9 km med ca. 850 højdemeter gennem store vandpytter og mini-floder, der var på vej den anden vej ned at bjerget. Efterhånden blev stien skiftet ud med græs som blev til store sten og trapper, der igen blev til brede våde stier.

På vej op ad Skiddaw
Vi nærmede os langsomt toppen af Skiddaw og efter omkring 20 min, ramte vi de lavliggende skyer og sigtbarheden dalede. Der var virkelig eventyrsagtigt i at løbe i gråt, grumset og tæt regnvejr og se sine medløbere forsvinde ind og ud af tågen i målet på at nå det første høje peak i 931 meters højde, som vi ramte i tiden 1 time og 8 min – 2 min hurtigere end tidsplanen, som jeg dog intet anede noget om på dette tidspunkt.
Grundet det ekstrem dårlige vejr med regn, blæst og torden i dagene op til havde jeg planlagt at tage nedløbene en smule med ro og hellere fokusere på at give lidt ekstra gas opad, men da vi nåede det første nedløb, kunne jeg simpelthen ikke lade være. Jeg tog ikke som sådan nogle chancer, men jeg gav også god gas, fordi det simpelthen er sjovt og nogle gange er det faktisk nemmere at løbe hurtigere ned end at løbe og bremse. Det første nedløb var meget stejlt og glat på græs med store sten gemt hist og pist, og hvis man ikke bremsede lidt en gang imellem løb benene simpelthen væk under dig.

Tæt på Skiddaw
Jeg nød det i fulde drag og stille og roligt stilnede regnen af, og vi kunne lyne vores OMM Kamleika-jakker ned og nyde den betagende udsigt, der pludselig viste sig, da skyerne gik i opløsning. Sidste et postkort i perfekt balance og harmoni, og det er øjeblikke som dette, jeg værdsætter utrolig meget, når jeg løber trail.
Der er ”kun” 3 peaks på første del, og vores hjælpere indledte hurtigt snakken om, hvilken vej vi skulle tage for at komme ned af Blencathra – det sidste peak inden check point ved Threlkeld. I dagene op til havde Mark Harber og jeg øvet på den stejle Hall’s Fell Ridge, hvor man løber på den tekniske klippe-højderyg ned fra Blencathra. Vi havde dog været der i tørt vejr, og både Steve, Will og Ellis var enige om, at det var for farligt at tage højderyggen ned, da klipperne vil være spejlglatte. Derfor valgte vi at løbe ned af den noget længere Doddick, men hellere sikkert og lidt langsommere ned end slet ikke ned.
- Stejlt nedløb fra Skiddaw
- Vådt og lækkert nedløb
- Running up towards the second peak
Steve førte an og Will og Ellis skiftes til at løbe med Mark og jeg. Vi var et fedt team og jeg følte mig tryg ved deres navigation, herlig selskab og motiverende snak. Et bånd blev øjeblikkeligt knyttet, da Ellis foreslog sin hjælp på leg 3, da han hørte, vi kun havde én enkelt support-runner. Tænk sig at være så gæstfri, uselvisk og hjælpsom at cleare hele sin lørdag for at hjælpe to fremmede med at gennemføre Boobie G? Det er kammeratskab på højt plan, og hvis Ellis nogensinde har brug for support eller hjælp, så er jeg der med det samme.
Vi ramte CP1, Threlkeld kl. 7.12 om morgenen, og jeg kan kun blive forbløffet, når jeg sammenligner med min tidsplan, som melder 3:12. Et kæmpe tak til Steve, Will og Ellis, der sørgede for at alt gik smooth og at vi holdte tidsplanen til punkt og prikke.
Det var dejligt at se crewet stå klar og især glædede jeg mig til at se Maibritt, som har været en af mine bedste veninder i mange år. Hun er også trailløber, og hun kender et setup som dette. Allervigtigst så kender hun mig og ved, hvordan jeg er indrettet og ved derfor også, hvordan jeg foretrækker tingene. Vi har en helt specielt forståelse af og forbindelse til hinanden, og jeg følte mig 100% tryg ved at have hende som ”chief-crew”. Dertil vidste jeg også, at Simon havde styr på logistikken og med de to ved roret, skulle jeg ikke bekymre mig om noget som helst andet end at løbe.

Leg 2
Både Mark og jeg var hurtigt forbi Land Roveren og tanke op. Vi sagde farvel til de tre guttere, bød den erfarne og lokale løber Chris Evans velkommen på holdet og hilste goddag til den næste vilde stigning mod Clough Head og resten af leg 2s 12 bjergtoppe med utallige af højdemeter. Både Mark og jeg havde rekognosceret størstedelen af leg 2 og følte os navigationsmæssigt på sikker grund, men alligevel betyder det alt at have en med, som kan vise vejen.
Chris var læsset op med både væske og energi til både Mark og jeg, mens jeg også bare på følgende fra start af CP 2: 750 mL væske, 3 vafler og en pose med forskelligt energi i en Momentum-vest fra UltrAspire.
Efter den første lede stigning, der nærmest fik os ned på alle fire, var det fedt at røre bjergtop efter bjergtop med kort tids mellemrum. Vi klokkede 4 peaks inklusiv den berømte Helvellyn på 23 minutter og gav den god gas på det virkelig stejle nedløb fra Dollywaggon Pike efter at have lavet en navigationsmæssig brøler til en forkert top. Det var i øjeblikket en smule surt, men her må man bare få vendt tankerne mod, at det vel er ret sejt at logge 43 toppe frem for 42?

På vej mod Fairfell og Seat Sandal
For foden af Dollywaggon mødte vi Ellis og Trailbear Films, der havde taget turen op fra andet checkpoint ved Dunmail og Ellis tilbød med det samme at bære min vest. Selvom den ikke vejede meget, var det befriende at få den af og pludselig kunne jeg mærke en ekstra energi i mine korte stænger. Jeg fløj op af den berygtede ud-hjem-tur til Fairfield og satte både Mark og Chris på vej derop. Min puls pumpede afsted, mens glæden og eufori pumpede i mig på vej på af løse sten og stejle græsspor. ”Det her, det elsker jeg!” tænkte jeg flere gange, og studsede skævt over, at det tog mig omkring 6 timer og 3000 højdemeter at varme sådan rigtigt op! På toppen blev jeg nødt til at vente på Mark og Chris, da man skal have et vidne på hvert peak, og sådan er det bare. Vi samledes igen og fløj ned af samme spor, som vi lige var kommet op af og ved bunden, kunne vi se frem til sidste stigning inden check point mod Seat Sandal. Igen var der krudt i bentøjet, og jeg fløj op i et strålende humør. På toppen ventede jeg kort, indtil jeg kunne spotte Chris i baggrunden, som gav et anderkendende nik til at min tilstedeværelse på peaket var noteret. Herefter gik det i fuld hopla ned mod Dunmail Raise på tekniske, stejle og mudder-glatte spor, som blev forceret med et kæmpe smil og gå-på-mod. Mark var ikke langt bag mig, og gennem dagen havde han vist sig at være stærk på nedløb.
- Crew’et er klar!
- Maibritt skifter mine sko og sokker
- Maibritt skifter Marks sko og sokker
- Ellis er tip-top klar
- Jeg forsøger at spise og drikke så meget som muligt
- Jeg forsøger at nedstirre den næste stigning!

Leg 3
Leg 3 er den længste del af Bob Graham, som består af 15 toppe og over 2000 højdemeter, der bl.a. inkluderer Englands højeste punkt, Scafell Pike.
Jeg havde kun et kort ophold ved Dunmail med skift af Hoka-sko fra Speedgoat 3 til Torrent og tørre CEP-kompressionsstrømper samt noget spiseligt i skrutten, og var hurtig klar til at tage videre på leg 3. Alex Wong og Ellis stod klar til at supportere, men da jeg meldte min klar-parat-start, var Mark ikke helt så langt som jeg. Jeg er ikke til lange ophold i depoter og det giver mig et kick at gøre det så effektivt som overhovedet muligt.

På vej mod Steel Fell. Trailbear Films
Derfor startede jeg leg 3 i den overbevisning, at Mark ville indhente os på det ”flade”(!) stykke efter første stigning til Steel Fell. Men det stod hurtigt klart, at Mark var kommet langt bagud til at hente det, og der måtte derfor træffes en beslutning. Jeg råbte ned fra bjerget, at Ellis skulle løbe med mig og Alex skulle vente på Mark. Forinden havde Mark og jeg selvfølgelig snakket forskellige scenarier igennem, og selvom Mark er en badass ultraløber, som har gennemført nogle af verdens hårdeste løb, havde han selv givet udtryk for, at han forventede at blive sat på et tidspunkt. Jeg havde blot ikke tænkt tanken, at det allerede var nu.

Godt humør på leg 3
Jeg var mildest talt flyvende på alle dele af leg 3, og Ellis og jeg var det perfekte makkerpar. Han vidste præcis, hvor langt foran han skulle løbe på nedadløbet, på lige-ud-stykkerne og opad, når han skulle navigere og han styrerede med hård hånd både mit væske- og energiindtag mens de lavtliggende skyer omringede os i en tæt tåge på det ekstrem våde underlag med græs, mudder og vand. Vi løb ikke ad stier og jeg tænkte flere gange, at dette er ægte fellrunning. Især da jeg så Ellis forsøge at springe over noget der ligner et lille vandløb, men ender med et helt ben under vand. Han rakte en arm ud efter mig, men her kom mine korte stænger til kort og jeg endte også med numsen under det kolde vand. Heldigvis havde han fat i mig, og fik hevet mig op!
Jeg anede intet om, hvor vi var, men på intet tidspunkt var jeg utryg eller tvivlede på Ellis’ kompetence til at navigere. Alt imens vi var på en seriøs mission, hvor vi søgte at optimere og løbe så meget som muligt, var stemningen præget af kærlighed til løb, til bjergene og til fell running: ”For the love of the fell”. Med fare for at lyde oversentimental og pladderromantisk, var vi en perfekt symbiose let på tå hen over fell’et (fjeldet) med en gensidig forståelse af hinandens styrker og svagheder. Ellis vidste godt, at jeg var stærk opad og derfor traf han også en beslutning om at tage en direkte vej til ”The High Fells” startende med en meget direkte vej op ad Bowfell.
Jeg nød det i fulde drag, mens jeg pressede på opad de stejle klipper samt store og små sten og forsøgte at holde tempoet oppe nedad. Ofte måtte jeg bruge hænderne til at hjælpe (scrambling), men det gav faktisk en god afveksling for benene. Efterhånden mødte vi flere og flere trekkere, der også søgte toppen af Englands højeste punkt, Scafell Pike. Som oftest spurgte de om hjælp til at finde vej, og Ellis forsøgte at hjælpe både dem og mig uden at tabe tid.
Vi nåede toppen af Scafell Pike i en heftig tåge, og kunne kun fornemme den enorme menneskemængde på toppen, der forgæves forsøgte at tage billeder. På vej ned fik den fuld gas, og pludselig støder vi på en anden Bob’er, der dog mildest talt ser ud til at være skidt kørende. Hans pacer fortæller, at de startede til kl. 22 aftenen før, hvilket betød, at jeg overhalede ham med 6 timer lidt over halvvejs på turen. Av min arm – det må ha’ været demotiverende og så meget som det plejer at motivere mig at overhale, fik jeg alligevel ret ondt af denne gut. Det forlød sig senere fra mit crew, at han stoppede ved CP 3 i Wasdale.
Det gik over stok og sten mod den sidste top, Scafell og selvom de i fugleflugtslinje ikke ligger så langt fra hinanden, tog det alligevel 28 minutter at komme derover. Forinden havde vi besluttet om at tage Lords Rake frem for at klatre med reb på Broad Stand. Broad Stand ville have været okay i tørt vejr, men glider man først på de våde sten, ja, så er det slut. Jeg havde dog løbet og små-glædet mig til Lord’s Rake og Western Traverse med et landskab der minder om Ringenes Herre med mørke, glatte små sten og nærmest lodrette stigninger, der skal scrambles op af. For foden af det stejle stykke så jeg pludselig Simon og den næste pacer, Jonathan stå og heppe. Det var en ubeskrivelig dejlig følelse at se velkendte ansigter, der havde bevæget sig over 800 højdemeter op for at give mig en highfive og hep.
At scramble op på alle fire ad Lord’s Rake gav et kæmpe adrenalinkick mod den sidste top af leg 3, som jeg logger på 11 timer og 43 min. Herefter et vildt scree run – stejlt nedadgående terræn i løse sten, hvor man lander på hælen og glider med stenene ned – der i mangel på bedre ord, var alt for fedt! Her skulle der bare gives slip og ”tits to the valley”, som man jo siger!
- Scree Fun!
- Stejlt nedløb mod Wasdale
- Stejlt nedløb mod Wasdale
- En hjælpende hånd fra Ellis
Halvvejs nede blev vi taget imod af Trailbear Films samt Simon, der sørgede for at bane vej for os på en lettere trafikeret sti ned mod det tredje checkpoint, Wasdale. Jeg var ikke mindre end flyvende.
Jeg skiftede hurtigt sko tilbage til Speedgoat og fik nye CEP kompressionssokker på igen, og var helt høj af et alt for lækkert løb på leg 3. Igen var Maibritt, Simon, Giselle og Dale eminente i depotet og den nye support runner, Jonathan Kent stod klar til at tage mig med ud på leg 4.

Leg 4
Jeg startede egentlig ved godt mod og med masser af selvtillid op at den berygtede Yewbarrow, som er lige knap 1,2 km lige op i himlen med en hulens masse højdemeter. Jeg fandt et godt tråd og havde besluttet ikke at bruge alt for meget energi her, så der kunne være overskud på toppen og til resten af leg 4 strabadser. Men hold da op, hvor var jeg smadret, da jeg nåede toppen, og jeg kunne næsten ikke forstå, hvor langt der egentlig var igen. Jeg begyndte for første gang at regne lidt på tiderne, og ifølge mit tidsskema ville jeg ankomme til næste checkpoint kl. 20.30 – endda lidt før, fordi jeg var foran planen. Problemet var bare, at klokken kun var 17.30, da jeg kiggede på uret. Mit hoved spillede mig et puds, og begyndte at fortælle mig, hvad man ellers kan nå på tre timer. Det virkelig uoverskueligt, og jeg forsøgte at opdele leg 4 i mindre dele.

Yewbarrow
Jeg vidste, der var 9 toppe, og jeg besluttede mig for at dele dem i to, og da jeg havde nakket den første stejle, var der ”kun” 2x 4 tilbage. 4 toppe ud af 42 er jo ingenting, forsøgte jeg at overbevise mig selv om… Det hjalp ikke rigtigt, da der var så (skide)langt mellem toppene og mit tempo virkede håbløst langsomt. ”Kom nu, Kris! Havde du forventet, det bare ville være en dans på roser hele vejen, eller hvad?!” Jeg skældte mig selv ud, og mindede mig selv om, at det er ret luksus at have sin første krise efter 13-14 timer. Nogle kæmper vel allerede med motivationen på Skiddaw og jeg havde læst flere løbsberetninger, der bandede leg 3 langt væk. På vej op mod Kirkfell efter at have logget over 7000 højdemeter, spurgte jeg med sympatisøgende øjne min pacer, Jonny om, hvor mange peaks der var igen. Han svarede 5, og jeg var klar til at fælde en tåre. Heldigvis fortsatte Jonny: ”You’ve done the tough part. The first half is the worse”. Da jeg ikke havde løbet leg 4 før, troede jeg faktisk på ham og fortrøstningsfuld fortsatte jeg klatringen mod toppen og fik et okay flow nedad mod den næste top Great Gable. ”Yes mand – nu er jeg på den sidste nemme del, og blot på vej hjem” tænkte jeg, og smilte kækt til toppen, mens jeg ud af øjenkrogen spottede et massivt bjerg stående helt alene i dalen. Jeg blev i et øjeblik overmandet af en frygtelig nervøsitet over, om den top var en del af ruten, men jeg forsikrede mig selv om, at når klokken nu er lidt i 20 og jeg skulle være i Honister kl. 20.30, så kan jeg umuligt nå at rende derop. Jeg roste mig selv for stadig at kunne tænke logisk og afskrev dermed monsterbjerget, indtil jeg synes, Jonny begyndte at vælge retninger, der førte os den vej.
Jeg tog mod til mig: ”Are we going up that thing?”
”Yes, but it looks worse than it is”
”Erm. Okay”
Fy for pyffer, hvor en skefuld og jeg skulle virkelig grave dybt. Det endte med, jeg simpelthen slog hjernen fra og bare gjorde, hvad der skulle til. Det sidste stykke op var scrambling på løse sten, og mine ben gjorde et stort nummer ud af brokke sig og fortælle, de var trætte. Jeg er god til at fokusere og sortere alt andet fra, og i dette øjeblik var mit eneste fokus at komme på toppen af peaket. Alt andet var ligegyldigt. Jeg tænkte ikke på tidsplaner, regnestykker, udsigten, naturen, mine hjælpere, hvor trætte mine ben og krop var, hvad resten af leg 4 ville byde på, at gennemføre Bob Graham, min pacer Jonny, glæden ved løb eller noget som helst andet. Det eneste jeg tænkte på, var at komme til toppen. Jeg var total tilstede i øjeblikket og fokuserede på det ene skridt foran det andet og det førte mig til toppen, hvor en fortrøstningsfuld følelse ventede og håbet kom tilbage. Jeg blev en smule irriteret over mine selvmedlidenhedsøjeblikke og særligt, at jeg nok havde løbet de sidste par timer ret defensivt. Jeg havde med garanti mistet mit forspring til tidsplanen, og det var lutter mit hoved, som legede med mig. Jeg besluttede mig derfor for et aggressivt modangreb, der ville overraske mine ben, hoved og resten af kroppen. Planen lød som følgende:
- Ingen pause eller stop ved Honister
- Spisende og drikke op af den første stigning
- Indhente det fortabte og gå all in på SUB 19 timer
- Fuld gas og når luften går ud af ballonen, så spænd ballerne og #dontbeshit
- Legs on. Brain off.
Efter sidste top, bad jeg Jonathan om at løbe i forvejen og fortælle crewet, at jeg ikke havde tænkt mig at stoppe. De skulle medbringe 4 følgende ting:
Vindruer, appelsiner, cola og fast føde. Nu skulle der bare hjernes igennem for at få den bedste tid muligt.

Leg 5
Jeg var klar til at satse hele butikken på sidste del af Bob Graham. 3 toppe og et langt nedadløb samt ca. 7 km asfalt stod mellem mig og Bob.
Jeg vidste, at Maibritt og Simon stod klar til at løbe med samt John McEwan, som Mark og jeg havde lært at kende i ugen op til. Dertil glædede det mig at se Craig Marsh, en lokal løber og hotel manager på Georg Hotel, der i sine short shorts stod klar til at løbe med.
- Maibritt pacer og motiverer
- Simon, Maibritt, John og Craig er det perfekte team på leg 5
Jeg havde klart fået for lidt at spise og drikke på leg 4, så jeg vidste, jeg skulle tanke op, og jeg kunne lige så godt bevæge mig fremad, mens jeg indtog væske og mad. Maibritt havde en pose klar med appelsiner og vindruer, som hun madede mig med, mens vi gik op ad den første stejle stigning. Jeg skulle jo bruge mine hænder på lårene og nok har det set lidt komisk ud, men det fungerede perfekt.
Efter lidt tid spurgte jeg efter cola, og stakkels Simon blev sendt tilbage for at hente flasken, der var blevet glemt. Coca colaen gjorde underværker og diamanterne blomstrede frem i mine ben. Jeg pressede på alt hvad jeg kunne, og så snart der var noget, som var løbebart satte jeg i løb. Selvom det var monsterhårdt, nød jeg det. Jeg elsker at presse kroppen helt ud, hvor det næsten ikke kan lade sig gøre, være i det og så være forbløffet over, hvad kroppen kan holde til. Vi nåede den første top på en totaltid på 17 timer og 5 min og jeg var frisk i hovedet og kroppen var klar på ballade med den smukkeste solnedgang som kulisse. Da vi ramte den sidste top, Robinson blev jeg fanget i et lille sentimentalt øjeblik, mens jeg rørte de stablerede sten, som markerede toppen med solens røde stråler i baggrunden velvidende at nu var det ”blot” nedad resten af vejen. Vi ramte et fedt flow med masser af fart og stejle klippestykker, hvor jeg overhalede hele crewet på vej ned. De fangede mig dog hurtigt igen, og da vi ramte asfaltstykket var det tid til at tage pandelamperne frem. Det var perfekt timing og vi var nede at logge 4.30 min pr. kilometer(!)
- Sidste peak, Robinson med smil på læben
- Den flotteste solnedgang
- WOW!
Jeg var så fokuseret på at løbe så stærkt som muligt hele tiden, og det var fedt med mine venner og pacere omkring mig. Da jeg rundt om et hjørne spottede Land Roveren med resten af crewet, blev jeg vildt glad og det motiverede mig til at blive ved med at løbe stærkt!
Det var så stor en oplevelse af suse mod Keswick med crew-bilen dyttende bagved og de bedste mennesker omkring mig. Jeg forsøgte hele tiden at løbe så stærkt som muligt, og havde tænk, at den sidste kilometer skulle foregå i en ”sprint finish”. Men da vi ramte byen, ville mine ben simpelthen ikke! Min krop meldte fuldstændig fra og truede mig med at tisse i bukserne, hvis jeg ikke makkede ret. Så det gjorde jeg og alligevel logger vi den sidste kilometer omkring 5 min/km, og da vi nåede den store plads omkring Moot Hall mødte et vildt syn mig: Masser af folk var mødt op og troppet ud af pubbene for at heppe på mig. At løbe op af de sidste trappen til den grønne dør, er et af de største oplevelser i mit liv og det rørte mig dybt at gennemføre Bob Graham på 18 timer, 45 minutter og 24 sekunder med hjælp fra et fantastisk crew.
- Always celebrate with champagne!
- Så glad gør Bob dig! Trailbear Films
- Yeah-manner! Trailbear Films
- Træt, men glad! Trailbear Films
I skrivende stund sidder jeg stadig målløs over, hvad kroppen kan præstere og én ting er sikkert: Jeg skal tilbage.
Igen et stort tak til mit crew, et tak til The Out, The OMM, The Good Karma Company og mine sponsorerer samt til jer derude, der følger med. Tusind tak.
Tak til Trailbear Films for at tage med og udarbejde en dokumentar om turen.
Udstyr:
Hoka One One Torrent(leg 3)
OMM Kamleika Jacket (leg 1)
OMM Sonic Smock (leg 4 og 5)
Salomon Skirt
Nike ¾ T-shirt
Discovery Sport Land Rover fra The Out
Hvis du overvejer at tage til Lake District og besøge det fantatiske område, kan jeg anbefale at bo på Georg Hotel. Manageren, Craig Marsh tog imod mig og mit team med åbne arme, da han tilfældigt hørte om min Bob-plan på en cafe i byen. Det endte også med, at han løb med på sidste del.
Link til Strava: https://www.strava.com/activities/2550899786
Link til Bob Grahams side: http://www.bobgrahamclub.org.uk
Desert Ultra 2018 – update fra målgang 3. etape
De 55 grader har fået ramt på mig og jeg kæmper med at få min kropstemperatur ned efter etapen
Desert Ultra 2018 – stage 5 last check point
I’m done and dusted 80K in the last stage to find out that the stage is not 90K but instead 92K…
Desert Ultra 2018 – del 2
Vi kickstarter 3. etape med 22 km i blødt sand og jeg kæmper fra start med maveproblemer, som faktisk tager lidt af glæden ved at løbe. Følelsen af at skulle på toilet, men ikke at kunne, er noget af det værste at løbe med og da temperaturen efter en lille time stiger markant, ryger min puls i vejret. Jeg beslutter mig for at sætte tempoet en smule ned og få arbejdet med hovedet, som virkelig driller og stiller spørgsmåltegn ved mit ørkenløbsprojekt.
“Hvorfor løber du egentlig rundt her i 50 graders varme i dælens til blødt sand?”
Jeg forsøger at finde alle de rigtige svar, men jeg har svært ved at fokusere væk fra mine mavekramper og tager en beslutning, jeg lige siger højt til mig selv: “Nu sætter du dig ned her og løber ikke videre, før du har gjort, hvad du skal gøre. Basta!”

Jeg noterer mig, at det faktisk er ret hårdt at sidde i skovskider-stilling med rygsæk på samt halv-slatne stænger, og i bedste skizofrene stil, giver jeg mig selv meldingen om, at så kan jeg da bare lære det. Få nu afleveret den pakke og kom videre! Efter utallige trusler mod min egen krop og hvad der føles som en evighed i squat-position, sker der endelig mirakler. Og herefter er jeg flyvende og let på tå!
Jeg henter alle gutterne, der har sneget sig forbi, og sporer mig ind på Joffy, der har givet den gas i sandet og er vant til varmen og terrænet i hans hjemland, Kenya. Da jeg ser ham ude i horisonten, bliver jeg glad og det giver ekstra energi at vide, jeg haler ind på ham.
Da jeg indhenter ham, sætter jeg tempoet en smule ned for at følges for at følges ad. Vi rammer CP3 sammen og får meldingen om, at temperaturen nu har passeret 55 grader. Jeg kan ikke beskrive, hvor varmt det føles og jeg kan ikke sammenligne det med noget andet, jeg har prøvet. I 2017 løb jeg Half Maraton des Sables på Fuerteventura med op til 42 grader, hvor jeg synes, jeg led en del, men det blegner i forhold til nu. De steder på kroppen, hvor huden er blottet, brænder solen ubarmhjertigt og at det blæser lidt, synes at lyde dejligt… Men det er det bare ikke! Det føles som en føntørrer, der blæser dig lige ind i hovedet med sand i. Har du prøvet at sidde i sauna og puste på din arm? Det gør ret ondt. Sådan er det også i Namibias ørken, men forskellen fra en sauna og ørkenen, er, at du til enhver tid kan træffe valget om at gå ud af saunaen. Det kan du ikke med ørkenen. Du er der, og det skal du have til at fungere og på en eller anden måde, accepterer man bare vilkårerne og det faktum, det ikke ændres.
-
Joffy Bastard og jeg på vej mod et CP -
Joffy Bastard og jeg på vej mod et CP -
55 grader men højt humør
Jeg tager mig lidt tid i CP3 til at blive kølet ned og få fyldt flasker op, og jeg spørger efterfølgende Joffy, om han er klar til at løbe videre. Han svarer nej, og jeg fortsætter på egen hånd mod de sidste ca. 20 km af etapen.
Det er hæsblæsende varmt, men jeg er i et godt flow og pludselig står jeg allerede ved CP4 ca. 10 km efter. Herefter er resten af ruten nedad, men dog i blødt sand og den bagende varme begynder at trætte mig. Jeg spotter nogle telte langt fremme og tænker, at det må være etapens mål, og jeg nærmer mig langsomt. Alt i denne øde ørken er så pokkers langt væk, og jeg laver tricket med at kigge ned, mens jeg tæller ned fra 50 og efterfølgende kigge op, men jeg kommer simpelthen ikke tættere på målstregen! Det kan altså godt være ret træls, når man nu er lidt småtræt. Der går en evighed og endelig kan jeg begynde at overskue distancen mod mål, indtil jeg pludselig indser, at teltene er nogle forladte skure og altså ikke afslutningen på dagens etape. Jeg kan spotte på mit ur, at der er mindst 1,5 km endnu og jeg forsøger at sammenligne de 1500 meter med en velkendt strækning derhjemme. 1,5 km er jo ikke særlig langt og jeg dagdrømmer mig hjem i baghaven på den korte strækning og vupti – kan jeg se målstregen og krydser den i tiden 5 timer og 38 min på de knap 42 km.
Jeg lægger mig øjeblikkeligt på en madras, blander mit proteinpulver op med en halv liter vand og drikker dertil endnu 4,5 liter væske i løbet af kort tid. Det er virkelig meget at drikke, men jeg ved, jeg er i markant underskud efter flere timer i 55 graders varme, som har givet mig en let hovedpine. Jeg beslutter, at jeg bare vil drikke vand og elektrolytter indtil jeg skal tisse, og den taktik tror jeg efterfølgende var meget fin, selvom det er hårdt at drikke så meget væske på én gang.
Endnu en løber udgår efter dagens strabadser og en del af deltagerne begynder at se trætte ud. Jeg er også træt, og beslutter mig for at krybe i soveposen ret tidligt. Jeg falder i søvn, men bliver vækket af Simon, som fortæller, der er elefanter tæt på lejren. Da jeg kommer ud af teltet, bliver jeg mødt at det vildeste syn med 7-8 elefanter, der lydløst trasker afsted i flok tæt på vores telte. Det er en surrealistisk oplevelse at stå så tæt på de imponerende store dyr og det er bare noget andet, end at se dem på deres egen hjemmebane og ikke i zoologisk have. Flokken går stille og roligt forbi vores telte, men pludselig snubler den forreste elefant over vores målportal og vender sig aggressivt rundt mod os med flagrende ører. Vores lokale hjælpere råber med det samme “Get back” og mit hjerte springer lige et par slag over. Heldigvis går elefanten efter kort tid videre og flokken følger med.
Sikke en oplevelse at falde i søvn på!
Tjek ruten og tiderne her: https://www.strava.com/activities/19845506414
4. etape er løbets korteste med knap 22 km, men til gengæld skal den starte midt på dagen og kl. 12 bliver vi sendt afsted i 54 graders. Denne etape er også “Red Jersey Stage”, hvor Queen and King of the Desert skal findes, og den titel er jeg tilfældigvis max-klar på at nappe. Den hurtigste kvinde og mand mellem CP1 og CP2 får tildelt æren, og strækningen måler præcis 10 km. Jeg er i race-mode, men varmen er ulidelig og solen brænder nærmest igennem tøjet il huden. Mine ben synes ej heller helt at makke ret, men det skulle da også være mærkeligt, hvis ikke de 142 forgange km havde sat sine spor.
Det er så gloende hedt, men mit hoved er indstillet på at give gas, så det er det, jeg gør. Adam Kimble – den førende gut – kan jeg ikke gøre noget ved. Han er en fantastisk stærk og hurtigt løber, der i øvrigt er sponsoreret af Hoka One One i USA, men jeg tænker at alle de andre fisme skal have baghjul og den titel, skal være min. De 10 km mellem C2 og C3 vil jeg løbe så stærkt som overhovedet muligt.
Sporet er blødt og med en let opadgående stigning. Jeg forsøger at finde en god rytme uden for sandsporet med sten, små buske, skarpe træer. Det giver nogle rifter på benene hist og pist, og mine kompressionsstrømper fra CEP bliver også en del medtaget efter diverse besøg med de agressive buske. Jeg tillader mig selv at køre med en høj puls, og da jeg ser den klassiske hvide truck i horisonten, tænker jeg at den er hjemme. Jeg skruer op for tempoet og sætter maximal pres på min krop. Jeg kommer nærmere og nærmere, og omkring 3-400 meter inden bilen, går det op for mig, det er fotografen Mikkel og min teltmakker Simon, der har taget plads for at heppe og fotografere. Min hjerne er lige ved at bryde sammen, og selvom Simon hepper på bedste vis, kan jeg kun råbe:
“Damn it. This is not the fucking check point!”
Hurtigt indser jeg, at det selvfølgelig ikke er Simons skyld, og jeg får råbt et beklagende “Thank you” efter jeg er løbet forbi. Jeg kigger på mit ur og kan godt se, der er omkring halvanden kilometer igen, og jeg tvinger mig selv til at holde tempoet oppe. Den ene del af min krop skriger på at stoppe, mens den anden del af mig elsker det her game. Da jeg kommer til CP, vælter jeg ind og kaster mine lunger op med et smil på læben, og får fortalt lægecrewet fra i går: “I’m back”. De sidste par kilometer til målstregen tager jeg forholdsvis roligt, og her venter mig en anden overvældende oplevelse, da en flok antilopelignende dyr krydser min løbebane i højt tempo. Wow!
-
Koncentration fra morgenstunden -
Jeg forsøger at passe på fusserne -
Fuld fart på i 55 graders varme -
I fuld hopla -
Næsten altid smilende 😉
Jeg krydser målstregen i tiden 2 timer, 43 min og 54 sek, og har overskud til med det samme at få pakket min taske til morgendagens lange etape. Det er hyggeligt, at de andre deltagere tilslutter sig Adam og jeg hurtigere end de andre lange etaper, og efterhånden som folk kommer ind, kan man mærke spændingen og nervøsitet frem mod den sidste dag. Jeg snakker især en del med Joffy, der aldrig har prøvet at løbe så langt før, og nu har han faktisk sneget sig op på en andenplads blandt herrerne, hvor den britiske ultraløber Kevin puster ham i nakken. Vi snakker lidt forskellige strategier igennem, hvoraf vi beslutter at starte med at løbe sammen, og Joffy egentlig skal hænge på så længe som muligt. Til gengæld vil jeg løbe den første del af etapen forholdsvis roligt og så sætte tempo på hvis muligt. Jeg har ikke noget at miste, og jeg er langt foran nr. 2 kvinde. Faktisk tænker jeg også, at det vil være hyggeligt at få lidt selskab frem for at løbe alene.
Jeg spiser tidligt mit frysetørret mad, og kan se BTU-teamet sætter sig til rette mod solnedgangen. Jeg joiner dem og er vidne til den smukkeste sol i guld, orange, røde og lyserøde farver, der spreder sin stråler langt over himlen. Det er så gudesmukt og jeg føler mig virkelig privilegeret over at kunne opleve naturen på denne måde.
Jeg får børstet tænder og tjekket mit gear igennem den sidste gang i teltet, da jeg pludselig ser noget brænde i horisonten. Jeg kan ikke forstå, hvad det er og jeg sætter mig i teltåbningen og stirrer på ildkuglen, der lidt efter lidt bliver større og større. Pludselig går det op for mig, at det er månen. Den er badet i et orangerødt lys og jeg forsøger at forstå, hvad der foregår. Jeg har aldrig set månen på den måde før og den bliver større og større. Det er et fantastisk syn og igen bliver jeg lidt blød om hjertet og føler mig evig taknemmelig for denne mulighed.

Dette billede af Mikkel Beisner kan slet ikke retfærdiggøre virkelighedens smukke syn.
https://www.strava.com/activities/1984593693
5. etape:Kl. 4 om morgenen bliver sidste etape skudt i gang og vi kan se frem til næsten to timers løb i mørke. Jeg og Joffy har et okay tempo fra start, hvor vi løber i et blødt sandspor og til toppen af en sandbanke, hvor første CP befinder sig. Herefter går det i lang tid nedad og Joffy kæmper med et par dårligt monterede knæ og jeg nyder lidt friløb, hvor tyngdekræften egentlig bare klarer fremaddriften.
Efter omkring halvanden time begynder det stille og roligt at blive lysere og det giver helt automatisk lidt ekstra energi. Solnedgangen foregår desværre bag os og jeg forsøger ellers at vende mig et par gange for at følge med, men det ødelægger løberytmen. Joffy spørger flere gange: “Can you see Kevin?” og det kan jeg ikke, men da vi når CP2 og bruger et par minutter på at blive kølet ned, spotter vi begge ham nærme sig. Vi ræser ud af depotet, og er nemt at mærke spillet og spændingen mellem Joffy og Kevin, og jeg smiler på læben ved tanken om, at det er det sus, jeg er vild med: At lure sine konkurrenter an, at tricke dem lidt og så slå slaget på slagmarken. Det giver et fedt adrenalinkick, og jeg var heldig at få lidt af deres kamp ind på livet.
Joffy og jeg snakker ikke så meget sammen, men vi nyder begge hinandens selskab. Kevin er hele vejen frem til CP3 et par hundrede meter bag os, og lige inden CP3 overhaler han os på en bakke og når CP før os. Der er heldigvis tre stole i teltet, og jeg bliver hjulpet af en af de lokale, som fylder mine vandflasker, mens jeg får noget energi indenbords. Da Joffy og jeg er på vej ud derfra opdager til min forbløffelse, at jeg har fået iskoldt vand i mine dunke, og jeg udbryder spontant:
“Did you get cold water too, Joff?”
Han svarede brat: “Nooooo!” Jeg giver ham den ene af mine flasker, så han kan få lidt af det kolde vand, mens jeg smiler over forskelsbehandlingen i teltet og VIRKELIG nyder det kolde vand.
-
Hård start i sandbankerne -
Joff og jeg nyder solopgangen -
Checkpoint -
Smukt -
Joff og jeg i 55 grader -
Skarpt forfulgt af Kevin Mayo
Desværre begynder min mave at drille med samme problem, som jeg har haft de forrige dage. Jeg siger til Joffy, han skal løbe i forvejen og jeg sætter mig ned et stykke fra sporet. Mens jeg og min hvide bagdel sidder der og stråler, kommer Kevin pludselig op over bakken, og jeg råber “I’m so sorry” til ham. Under alle andre omstændigheder vil denne situation nok ramme en klar top tre over de mest pinlige situationer, jeg nogensinde har været ude for, men da vi er på sidste etape i et 256 km etapeløb, hvor alle er kørt ud over deres grænser, vi har ikke været i bad i 5 dage og egentlig bare er generelt mega utiltrækkende og ulækre, er det at puste grise op med en buddy løbende forbi, bare en del af gamet. Kevin kvitterer min undskyldning med, om jeg er okay og han løber forbi med hænderne skyggende for øjnene.
Herefter er jeg flyvende igen og jeg henter hurtigt Kevin og Joffy. Jeg siger til Joffy, at vi skal prøve at hæve tempoet en smule og skabe et hul til Kevin, men den seje britiske løber hænger bare i. Han er hele tiden 3-500 meter bag os. Langsomt begynder solen at bage mere og mere på os, og vi nærmer os et meget øde sted med lyst blødt sand. Det er varmt og det er som om, varmen både kommer for oven og for nedefra. Pludselig er det som om, noget bider mig nede i min sko og jeg bliver først bange for, hvad der har stukket mig. Da jeg tænker mig om, ved jeg godt, at det må være en vabel, der er poppet af sig selv og jeg ved lige præcis hvilken en!
Vi rammer de 53 grader, det er ulideligt varmt og vi er total eksponeret i solen. Jeg er så glad for min solcreme på faktor 50 fra min sponsor Laserteam Beauty, og mens alle andre deltagere har kæmpet med forbrænding og skoldning, har jeg med denne solcreme helt undgået at blive rød. (Du kan fange dem her: http://laserteambeauty.dk)
Når jeg tænker tilbage, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg har kunne løbe i den varme. Vi går op ad bakkerne for at spare på energien og vi kommer stille og roligt fremad hele tiden, og på et tidspunkt da jeg kigger tilbage, er Kevin væk. Da vi nærmer os de 50 km begynder der endelig at komme lidt bakker, som mine ben er glade for frem for at løbe fladt og i sand. Jeg napper bakkerne lidt hurtigere end Joffy, hvor jeg venter på ham på toppen et par gange og vi rammer CP 6 sammen ved omkring 60 km. Vi bliver begge kølet ned med vand over hovedet og den sædvanelige rutine. Få hundrede meter efter siger Joffy til mig, at det er på tide, jeg løber videre for mig selv. Han kan ikke holde tempoet oppe mere.
Vi siger på gensyn, jeg sætter tempo på og nyder at give lidt god gas. (Altså så meget gas, man kan give efter over 200 km i benene samt +50 graders varme)

Pludselig er jeg ved det næste CP 10 km senere og laver kun et hurtigt stop, inden jeg begiver mig ud på det sidste stykke. Nu vil jeg egentlig bare gerne i mål, og på ved mod CP ved 80 km kan jeg mærke, at jeg måske har ignoreret min væske- og energistrategi en smule. Jeg har slet ikke lyst til hverken at drikke eller spise, og jeg tvinger heller ikke mig selv til at gøre det, hvilket er kritisk og meget uprofessionelt. Jeg kæmper mig de sidste par kilometer til CP8, hvor jeg bliver taget imod med åbne arme og hep.
Det er også her, jeg indser at etapen er 92 km og ikke de forventede 90 km. 2 km synes ikke af særlig meget på sådan et langt løb, men når hovedet er indstillet på 90 km og man tilmed er træt og energiforladt, synes de 2000 ekstra meter meget uoverskuelige og jeg skal lige sunde mig, før jeg får vendt tankerne mod følgende: Hvis Kris King (Race director) mener, det er det, som vi skal – ja, så er det fisme, det jeg gør!
Så i bedste jeg-skal-vise-dig-stil sætter jeg i løb fast besluttet på at få afsluttet etapen med manér, men det er umuligt at ignorere min krops signaler om at tage den med ro. Jeg skælder lidt ud på den, og tvinger mig selv til at holde tempoet. Det tager mig næsten halvanden time at løbe de resterende 12 km og jeg må bare indrømme, at jeg løb med skyklapperne for øjnene og koncentrerede mig om at flytte det ene ben foran det andet.

Jeg løber de 91,9 km på 13 timer, 6 min og 8 sekunder og slår course record med over 10 timer med en samlet tid på 33 timer og 52 min.
Jeg vinder Desert Ultra 2018 og bliver overall nr. 2, hvor Adam Kimble vinder i tiden 25 timer og 7 min, der også kvalificerer sig til en ny course record.
Tjek tider og rute her:
https://www.strava.com/activities/1984659459
Se alle resultater her: https://beyondtheultimate.co.uk/desert-ultra-2018/
Tusind tak til Beyond the Ultimate og teamet bag. Tak til hjælperne og tak til min tent buddy Simon, der trods den store skuffelse over ikke selv at gennemføre, meldte sig klar på crew-teamet og hjalp os andre igennem.
Tak til Henrik for støtte og træning samt at opdatere mine SoMe-kanaler hjemmefra og altid støtte mig i de idéer, der popper op.
Et stort tak til mine sponsorerer og jer, der gider at følge mig. Jeres støtte og kommentarer betyder rigtig meget!
At gennemføre Desert Ultra er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort. Varmen, sandet og den manglende variation i underlaget var en kombination, der krævede absolut alt af mig for at komme igennem, og sandheden er nok, at jeg synes mere om trail, bakker og teknisk underlag. Når det er sagt, så var Desert Ultra en sublim udfordring, hvor jeg en del gange måtte grave rigtig dybt for at præstere bedst muligt.
Desert Ultra 2018 – del 1
At løbe 250 km i Namibias ørken som afslutning på en fantastisk sæson, var virkelig noget, jeg glædede mig til og jeg havde høje forventninger til mig selv. Jeg ville vinde og jeg ville sætte ny course record. Men én ting er at have ambitiøst mål og noget andet er at indfri dem.
At være selvforsynende og løbe 256 km med temperaturer op til 55 grader over 5 dage i tørt og sandede omgivelser, er det hårdeste og mest udfordrende, jeg nogensinde har gennemført. Men samtidig også noget af det mest belønnende, meningsgivende og smukkeste, jeg har oplevet.
Og som én af lægerne sagde “This is the MdS on steroids”, vidner om, at Desert Ultra ikke er en ‘walk in the park’.
1. etape:Kl. 8 starter første etape, som byder på 51 km og jeg er meget spændt på at komme i gang. Vinden blæser ret kraftigt, og temperaturen ligger på lige under de 30 grader. De første 5-6 deltagere tonser derudaf, og jeg kan da heller ikke lade være med at give god gas, selvom jeg har 8,4 kg på ryggen.
De første 22 km er ikke markeret, men vi sigter efter hullet mellem to bjerge, hvor det første checkpoint (CP) vil befinde sig. Det er ikke muligt blot at løbe i en lige linje, da terrænet er krydret med træer, tørre buske og sten i forskellige størrelser. Efter ca. 5-6 km begynder jeg at indhente folk, og jeg finder mig til rette med en anden deltager, Kevin fra England. Vi sludrer et par kilometer og da vi nærmer os en teknisk passage med sten på størrelse med murebrokker, når han lige at sige, at her skal man sørme passe på for ikke at vrikke om på fødderne – ja, så jinxer jeg den, og vrikker om på min venstre fod. “Sørens også”, tænker jeg og bander mig selv langt væk, men efter at have spændt snørebåndene lidt ekstra, kan jeg mærke, at det nok ikke er så slemt som først antaget. Dog ved jeg, der altid er en stor risiko for at vrikke rundt igen, når jeg nu har kvajet mig en gang.

Det forhindrer mig ikke i at forlade Kevin. Han sætter tempoet ned, da stigningerne begynder at dukke op og her jogger jeg stille og roligt fra ham. Da jeg når passagen mellem de to bjerge, henter jeg også den tyske soldat, Wolfgang, og vi hilser kort på hinanden. Hermed ved jeg, at jeg nu ligger i tredjeposition overall og jeg begynder jagten på Simon – min teltmakker, som ligger nr. 2.
Jeg ved, jeg ikke skal presse min krop for meget den første dag, men jeg synes også at konkurrencen og det at race er sjovt, og stille og roligt haler jeg ind på ham. Jeg tænker egentlig, vi kan følges lidt ad og vi rammer også CP 2 sammen, hvor jeg får fyldt dunke op og indtaget energi. Ret hurtigt efter check pointet siger jeg farvel til Simon, da mit tempoet er en del højere end hans og herefter begynder varmen virkelig at tage til. Skyerne er pludselig væk og der er ingen gemmesteder for solen. Jeg vender min CEP-cap om, så mit ansigt kommer i skygge for solen og jeg hiver buff’en godt op om nakken, hvor jeg også bevidst har lavet en fransk fletning i mit hår som solskjold.
Terrænet er tørt og jeg løber på alt fra små stier til større grusveje. Ruten er nu markeret med røde flag, og når man har passeret ét flag, kan man se det næste. Jeg er godt løbende og hygger mig i varmen, som så småt nærmer sig 42 grader. Jeg sørger for at drikke og min væske- og energistrategi er som følgende: Hvert 5. minut tager jeg et lille sip vand fra mit sugerør, som sidder fast på mine flasker. Dertil supplerer jeg med energi i forskellige former som energidrik, energitabs, vingummier, syrlige Svenska Bilar, diverse barer samt nødder og tørrede frugter. Det er vigtigt at finde energi i en form, som ikke smelter i varmen og som selvfølgelig ikke er for tungt at bære rundt på. Geler er fx blandet op med vand og derfor bliver de for tunge i længden at have med. Barer med chokolade vil smelte og diverse afarter af slik vil også smelte. Men det vigtigste er at have noget med, som man kan lide. Mit valg faldt på julemandsskum og syrlige svenska bilar. Jeg kan godt lide, at noget er syrligt og ikke for sødt.
Photo: Mikkel Beisner Photo: Mikkel Beisner Photo: Mikkel Beisner
Efter omkring 30 km rammer jeg en stor grusvej, som også fungerer som en slags hovedvej for biler. Der er markante op- og nedstigninger og med en bagende sol, er det faktisk temmelig krævende. Jeg rammer CP3, hvor jeg får kroppen kølet en smule ned og fyldt flaskerne. Herfra er der 9 km til næste check point, og jeg lunter muntert videre i en dejlig overall andenposition.
Efter omkring 2 kilometer begynder jeg at undre mig over, hvorfor jeg ikke ser nogle røde flag. Især fordi jeg synes, det er mærkeligt, at vi skal blive ved med at løbe på denne store vej. Tankerne om at være løbet forkert fylder mere og mere, og efter 20-25 min kommer jeg i vildrede:
Skal jeg vende om?
Skal jeg stoppe op og vente på den næste løber?
Eller skal jeg løbe videre i håbet om, at det er den rigtige vej, men med risikoen for at skulle løbe længere tilbage for at fange den rigtige rute. Tanken driver mig til vanvid, og jeg får taget en beslutning, der faktisk ligger lidt mellem nævnte muligheder: Jeg vælger at sætte tempoet ned og jeg begynder at gå. Jeg kigger mig ofte tilbage og håber på at se en anden deltager i horisonten, som kan bekræfte mig i, at jeg er på rette vej. Men jeg ser ingen.
Jeg stopper en bil på vejen for at høre, om de har set nogle røde flag og jeg plaprer løs om, at jeg deltager i et etapeløb og måske er blevet væk og om de har set nogle markeringer. Da jeg er færdig med den lange forklaring, kigger de på mig og siger: “No comprende”. Crap, tænker jeg og fortsætter min gang på vejen. Jeg bliver mere og mere frustreret og der er kun én ting, der er værre end at end løbe forkert og det er ikke at vide, om man er løbet forkert! Når noget er et faktum, kan man reagere og træffe det valg, som der ligger givet. Men at skulle overveje mulige scenarier og alle de her “hvis nu”, tager mange mentale kræfter og det er en frustrerende situation at være i.
Endelig spotter jeg et check point og jeg bliver nærmest euforisk og glad indeni. Jeg sætter igen i løb, og får spurgt i check pointet, hvorfor der ikke var nogle markeringer. Det viser sig så, at hjælperne ved det sidste CP skulle have informeret mig om de manglende flag, men det præsterede de at glemme… Nå men, jeg er glad for at være på rette vej igen og der er 9 km til mål på den første etape. Desværre fortsætter den ud af den lange lange grusvej og man kan skisme se flere kilometer frem. Jeg kommer dog ind i en fin rytme, men varmen er dræbende og jeg beslutter at tage den med ro. Jeg kan ikke se andre deltagere, så jeg ved, at min førsteposition som kvinde er sikret og også at min overall andenplads er i hus.
Photo: Mikkel Beisner Photo: Mikkel Beisner
Efter bakke op og bakke ned spotter jeg målstregen, og jeg rammer de næsten 51 km efter lidt over 6 timer.
Ved målgang drikker jeg mindst 3 liter væske, hvoraf den halve liter er med proteinpulver. Og det er vel at mærke uden at tisse.
Der er desværre flere, som har problemer ude på ruten og over radioen i målområdet kan jeg høre, at den anden danske løber, Jacob, er i problemer. Han har ikke styr på sin væske- og saltbalance og døjer med kramper. Dertil forlyder det, at Simon har fået det dårligt i CP3, hvilket undrer mig, da han så fin ud, da jeg løb forbi ham kort tid inden. Men han er blevet tilbageholdt, da han kaster op og lægerne vil ikke lade ham gå videre, før han kan holde væsken i sig. Det viser sig at tage flere timer, før han er i stand til at gå videre. På trods af det er han langt fra den sidste, som kommer i mål, og det viser lidt om, hvor barsk et miljø, vi befinder os i. Jacob kommer i mål som sidste mand i mørket og er meget medtaget.
Inden mørket falder på, får jeg ordnet mine fødder hos medical crew. Jeg har endnu ingen vabler, men kan mærke et par steder, hvor der kan opstå problemer. For at være på forkant får jeg tape på de udsatte steder og hopper i teltet, hvor jeg har forkælet mig selv med et lille liggeunderlag, så jeg ikke skal sove direkte på jorden.
Fakta fra 1. etape:
Distance: 50,8 km
Samlet tid: 6 timer, 2 min og 5 sek
Gennemsnitspace: 7.08 min/km
Højdemeter: +380 / -728
Temperatur: 28-42 grader
2. etapestarter med den triste melding om, at danske Jacob ikke stiller til start. Det er mega ærgerligt, og desværre er det ikke den eneste dårlige nyhed den morgen. Da vi sidder og spiser morgenmad, kan jeg se, at Simon kæmper med at få sin mad ned. Pludselig rejser han sig og går væk med hastige skridt og kaster ukontrolleret op. Lægerne er over ham med det samme, og jeg kan mærke hans frustration. Han får lov til at starte på anden etape på den betingelse, at han skal starte med at gå og at de holder øje med hans væskeindtag.
Jeg lægger mig hurtigt i andenposition og synes egentligt, det kører godt. Vi starter i forholdsvis blødt sand på nogle spor, hvor crew-bilerne har kørt sandet endnu blødere. Det er svært at finde en rytme, da man hele tiden synker ned og det dræber energien og flowet i løbet. Jeg smiler lidt for mig selv, og tænker: “Tja, hvad havde du egentlig regnet med?”.
Efter omkring 8 km kan jeg mærke, at jeg skal på toilet, så jeg finder et sted at sætte mig ned. Normalt går man lige om bag et træ eller rundt om en sten eller en bakke, men problemet i ørkenen er, at der vitterligt ingenting er herude! Så om du sidder her eller der, gør ikke rigtig nogen forskel, udover at det nok er okay stil at efterlade en eventuel markering lidt væk fra sporet… Mit problem bliver dog, at jeg ikke kan aflevere noget og jeg må løbe videre. Det giver mig ondt i maven, og det er ikke særlig rart at løbe med.

Jeg bemærker, at min puls bliver højere og højere selvom jeg løber i samme tempo. Det er både fordi, det bliver varmere og kropstemperaturen stiger, men nok også fordi kramperne i min mave gør naller. Jeg sætter derfor tempoet ned og ankommer til første check point nogenlunde samtidig som Joffy Bastard (Jeps – det er hans rigtige navn!) og vi følges ad videre. Underlaget bliver lidt fastere og vi løber på lange ligeudpassager, hvor vi kan se så langt frem, at det føles som om, vi slet ikke nærmer os noget som helst. Alt ser ens ud og de flotte røde bjerge bliver bare ved med at være på vores højre side.
Det er noget, som driller mig mentalt, og det faktum, at min mave ikke helt er på toppen, gør det ikke bedre. Vi nærmer os absolut ingenting, men på et tidspunkt siger Joffy: “Jeg tror, check pointet er derude” og ganske rigtigt ser jeg en lille mørk prik og det tager os ca. 40 min at komme derhen.
Temperaturen stiger fortsat og ved andet check point, har vi rundet 50 grader. Mit fokus ligger på at få drukket minimum 1/2 liter, mens jeg er i depotet og dertil blive kølet ned. Dvs. mine to buffs skal være våde, min cap skal være våd og jeg skal have hældt vand ud over mig. Særligt mit hoved, mine håndled og nedre del af mave/lysken skal køles så meget ned, som overhovedet muligt. Herefter skal jeg gøre brug af de to våde buffs, så længe de er våde til at fugte mit ansigt og nakke. Der går dog ikke lang tid, før alt igen er tørt og her regner jeg lidt på, hvor langt jeg har til næste depot, kontra den mængde væske jeg har i mine flasker for at kunne løse to problemer som følge af varmen.
1) Min mund bliver simpelthen så tør og jeg har næsten ikke noget spyt. Det betyder, at overlæben sætter sat fast ovenover tænderne og det er faktisk ikke særlig rart; ej heller så fotovenligt!
2) For at undgå at overophede er det vigtigt at køle sig ned med bl.a. vand. Derfor skyller jeg ofte munden i vand og sprøjter det ud i mine buffs. Det fungerer rigtig godt og mens denne teknik kører derudaf, kan jeg pludselig mærke, at nu er det altså nu! Og med numsen bar får jeg sat mit mærkat i ørkenen, og jeg ved det er knap så charmerende at gå i deltaljer, men hold op hvor det letter! Jeg løber fra Joffy og herefter synger jeg mig nærmest igennem resten af etape 2, hvor jeg logger min hurtigste kilometertid efter 39 km, uddeler smilende krammere til alle i CP4 og flirter lidt med kameramanden Mikkel Beisner.
Flirt med fotograf Mikkel Beisner Photo: Mikkel Beisner
Humøret er højt og jeg nyder, at benene bare kører derudaf, men pludselig ændrer det hele sig og trætheden melder sig. Jeg mangler energi og jeg er tørstig, men jeg har ikke lyst til vand. Jeg har lyst til alt andet end vand og jeg blander derfor noget energidrik. Det er dejligt at drikke, men jeg synes, det har en mærkelig eftersmag, som næsten får mig til at kaste op. Jeg må tilbage til vandet og simpelthen bare tvinge det i mig og for at holde planen for væskeindtag. Den sidste kilometer skal løbes i meget blødt sand og det trækker virkelig tænder ud. Følelsen af at træde ned i noget, hvor foden bare synker dybere ned i stedet for at få lidt energi til det næste skridt er bare topfesen, og jeg kan slet ikke finde rytmen. Normalt kan jeg godt lide, det er udfordrende og hårdt, men sand er bare noget djævelsk noget. Jeg lyser op, da jeg endelig spotter målstregen og jeg glemmer alt om den sidste times strabadser.
Adam Kimble, den førende mand er allerede inde og der går ikke lang tid, før Joffy også er i mål. Det er super hyggeligt at ligge på madrasserne og sludre om dagens strabadser, men meldingen om, at Simon ikke nåede længere end til det første check point rammer brat. Min tent buddy er udgået og jeg bliver virkelig ked af det på hans vegne. Han har sat sig et vildt mål i 2018 om at gennemføre Ice Ultra, 230 km nord for Polarcirklen og Jungle Ultra, 230 gennem Amazonas samt Desert Ultra – alt sammen til fordel for Rainbow Hospital i et velgørenhedsprojekt.

Fakta
Distance: 49,6 km
Samlet tid: 6 timer, 22 min og 33 sek
Gennemsnitlig pace: 7.43 min/km
Højdemeter: +471/-368
Temperatur: 38-55 grader
Læs om de sidste tre etaper i den næste blog her på siden.
DM i lang trail 2018
8.30 gik starten til 2018-søgningen efter Danmarks bedste mandlige og kvindelige trailløbere, og i år repræsenterede kvinderne i hvert fald det hidtil stærkeste og hurtigste felt nogensinde. Tidligere, nuværende og kommende landsholdsløbere skulle dyste om titlen, og jeg vidste, jeg skulle stå tidligt op for at være med om podiepladserne på den relative hurtige rute med relativt få højdemeter og den relative korte distance. Det er skrevet med et glimt i øjet, for ruten var bestemt ikke flad og bestemt ikke kort, men min force er gerne trailløb, der berammer sig ud over de +6 timer med tekniske og mange negative og positive højdemeter.
Tilbage til planen: At stå tidligt op, var lige præcis det, jeg havde tænkt mig og taktikken var klar:
- Hæng på de hurtige de første 3 indledende sløjfer(12 km)
- Omfavn syren i lårbasserne og tænk på, at efter de 30 km vågner du altid op. Fra 12 km og op til 30 km er der kun 18 km. Det kan du altid løbe
- Æd dig selv resten af vejen og kræv det podium
- Hvis nødvendigt, så dø over målstregen

Ruten bød på næsten 51,2 km med 1244 positive højdemeter på 3x 4 km forskellige prolog-sløjfer inden vi skulle rundt på den 13 km lange runde, der skulle gennemløbes tre gange. Jeg havde forinden løbet hele ruten igennem i mindre bidder for at være sikker på at eliminere – eller i hvert fald nedsætte risikoen for at løbe forkert og med den snørklede rute samt min til tider manglede stedsans, var den mulighed bestemt til stede.
Aarhus Motion, som i år afviklede DM, havde sørget for en topfed rute, der startede lige op i himlen til toppen af taget på Moesgaard Museum. Så er man ligesom i gang, og jeg lå i anden række i startblokken og havde styr på kvinderne foran mig. Afsted det gik og jeg røg med det samme med i et hæsblæsende tempo, hvor vi logger de første tre kilometer sådan her:
- 4:31 min/km (her er vi altså på toppen af taget)
- 4:23
- 4:38
Moesgaard Museum – billede af Aarhus Motion Dorte Dahl og jeg i battle – Billede af Aarhus Motion
Fy for pyffer tempoet var højt! Jeg var flere gange ved at kaste mine lunger op, og Katrine Villumsen, som var forhåndsfavorit, forsvandt og jeg hægtede mig på Dorte Dahl, da jeg vidste, hun altid er god for en hård og kontant start. Som da hun ved VM i trail i år ramte første depot 38 min foran mig(!).
Vi fulgtes mere eller mindre ad anden gang på taget, men kort tid efter vinkede Dorte mig forbi og jeg trak nogle meter fra hende. Nu lå jeg som andenbedste dame og i en position, jeg ikke helt havde forventet hjemmefra.
Skulle jeg vente på Dorte og Harriet og lade dem sætte tempoet? Næ, det skulle jeg skisme ikke og jeg satte tempoet op for at lave hullet ned til dem så stort som muligt. Det blev faktisk planen herfra og helt til mål: Løbe så stærkt som muligt for at gøre hullet så stort som muligt, og når jeg så ikke kunne holde til tempoet mere, ville jeg æde mig selv og håbe på, mit forspring var stort nok.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg lige omkring 8 km tjekkede min puls til at være 185 slag pr. minut og tanken om, om jeg virkelig ville kunne holde til dette ræs i lidt over et maraton endnu, strejfede mig kort. Jeg trøstede mig selv med, at jeg aldrig rigtig var gået ned i et løb, og skulle det blive i dag, so be it.
Status efter 8 km:
- Jeg vidste, at alt hvad jeg gjorde, var stik modsat det, som jeg plejer
- På papiret ville jeg aldrig kunne holde skansen hjem
- Alt går efter planen
Hvad jeg derimod ikke erindrer, er det sidste loop fra 8-12 km andet end at vi krydsede en lille bæk med iskoldt vand samt et zigzag-mountainbikespor, hvor jeg kunne spotte Dorte og Harriet omkring et minuts penge bag mig. Under dagligdagsomstændigheder er jeg vild med både Dorte og Harriet, men i konkurrencens hede tænkte jeg bare: “Fanme nej, I to. Jeg sætter tempoet op her”.
Efter de 12 km var det muligt at tilgå depotet, og jeg havde Henrik med til at supportere. Opgaven bestod i sin enkelthed i, at jeg skulle have to nye flasker samt en lille pose med GU-energi, som jeg havde pakket hjemmefra. Depotbesøget tog vel omkring 8-14 sekunder, inden jeg i en djævelsk fart tonsede videre ud på den første runde af 13 km.
Et par kilometer inde på sløjfen mødte vi en bred, bred grusvej uden den store hverken hældning eller stigning, og det er på sådant et terræn, jeg kan komme til kort, når de hurtigere asfaltfræsere lukker op for posen. Men det motiverede mig så enormt meget at tænke på de hurtige løbere bag mig, at jeg bare satte tempoet op. Uden at tænke hverken fornuftigtsmæssigt eller i forhold til at disponere kræfterne(som jo egentligt er meget naturligt i et ultraløb), så spænede jeg afsted i en fart, der lå lige under all out. Der var bare ikke nogen, der skulle hverken indhente tid eller overhale mig her. #nulputte
Når jeg virkelig gør mig umage, kan jeg mindes, jeg løb med nogle gutter på den første runde af 13 km og heriblandt min gode ven Torben Kjelde. Men mere kan jeg desværre ikke berette om. Jeg var så fokuseret på at optimere alle de steder, jeg kunne og så snart jeg følte et lille overskud eller fald i puls, tvang jeg mig selv op i tempo.

Tøv en kende og tid til efterrationalisering i skrivende stund: Hvad er det egentligt, der gør, at selvom alt i kroppen skriger på, du skal sætte tempoet ned eller stoppe, så synes du bare, det er fedt? Jeg ved det ikke, men at ligge på den grænse, hvor det lige om lidt lige så godt kan gå galt, men i selve øjeblikket gør det det jo ikke, er et vildt adrenalinkick, som er så ubeskrivelig vildt og dragende.
Tilbage til løbet:
Selvom pulsen galoperede afsted, følte jeg det dejligste flow, som brat blev revet i stykker, da jeg skulle forcere Moesgaard Museums tag for fjerde gang; i højtaleren lyder speakerens stemme: “Kristina Schou Madsen er på vej ind, som trejdebedste dame…” Min første tanke var, at det må jeg bestemt ha’ hørt forkert. Men han gentog det sørme, mens jeg kæmpede min vej op af taget, og jeg måtte råbe: “Bjørn! Jeg ligger anden kvinde! Der er IKKE nogen, som har overhalet mig!”
Note:
Bjørn = top-cool filmmand. Se hans film fra DM nederst på siden. Ovennævnte udtalelse ligger ca. 42 sek inde i videoen)

Et par kilometer inde på anden sløjfe, fangede jeg Sessel Engstrøm og da hun i forbifarten nævnte, at hun lå som nr. 6 kvinde, tog det mig lidt tid at regne ud, hvordan tingene hang sammen: Sessel havde løbet forkert på ruten og var uheldigvis kommet til at korte ruten af.
Tilbage på de brede grusveje begyndte mine ben og især baglår at brokke sig gevaldigt over det unaturlige høje tempo. Jeg forsøgte at kanalisere et par “Ti stille” og “I kan brokke jer senere” ned til benene, mens tankerne om, hvornår jeg ville få regningen for det vilde udlæg, pressede sig på. Jeg nægtede at lytte til hverken tanker eller ben og jeg fortsatte med at tvinge benene fremad i højest mulige fart.
Vi løb på en meget varieret og også smuk rute(det ved jeg fra mine træningsløb deroppe!), men særligt var strandstykkerne grumme mod benene. Især én passage var lang og her gik mine tanker på, at mine modstandere ikke skulle nå at kunne se mig bagfra og dermed få mod på at indhente mig, så her spænede jeg også afsted og krydsede fingre for at bentøjet ikke ville gå i krampe. På enkelte tidspunkter overvejede jeg, hvordan det egentlig føltes at få en fibersprængning og hvad faresignalerne var for det, men jeg nægtede at lade mig styre.
Herfra var det ren overlevelse.
Jeg er langt inde i sidste fase af taktikken, som har titlen: Æd dig selv
Med fare for at virke idéforladt og ordfattig, så er titlen på sidste runde også: Æd dig selv.
Jeg kan egentlig kun huske, at jeg kiggede mig tilbage på stranden og noterede mig, at jeg ingen kvinder kunne se, og herfra vidste jeg, at min andenplads var hjemme. At jeg så løb sidste runde 2 min hurtigere end den kommende danske mester, Katrine, er jeg ovenud stolt og tilfreds med, og et par spørgsmål er tikket ind, om jeg ikke havde indhentet hende, hvis ruten var lidt længere. Svaret er nok nej. Jeg ramte målstregen udmattet, udsolgt og uden kapacitet eller overskud til at løbe bare 500 m mere. Men spørgsmålet er dog svær at svare på, for havde DM i lang trail været længere, havde jeg også lagt en anden taktik og det havde de andre løbere også.
Jeg ved, jeg er stædig, viljefast og enorm målrettet. Men jeg er virkelig overrasket og forundret over min præstation og hvor meget jeg kan presse mig selv. DM i lang trail har været et af de mest intense løb, jeg nogensinde har deltaget i og jeg skal helt klart bruge en rum tid til at tænke løbet, præstationen, taktikken, min fysisk og det mentale igennem.
Jeg havde ingen mentale kriser undervejs. Jeg tænke faktisk ikke særlig meget, og set i bakspejlet var det da egentlig meget rart. Det eneste der fyldte var, at jeg ville fyre den af. Jeg løb ikke for at overhale Katrine(jeg vidste faktisk ikke hvor tæt, jeg var på hende til sidst). Jeg løb for min andenplads. Jeg løb for at vinde – min andenplads. Jeg vandt den.
Stort tillykke til Christian Grøn Nørfelt, der nappede titlen som Danmarks bedste trailløber 2018 og tillykke til alle andre, som deltog i weekenden.
Fakta:
Distance: 51,2 km
Tid: 4:37:14
Tempo: 5:23 min/km
Højdemeter: 1244
Gennemsnitspuls: 179 slag pr. minut (maxpuls 195)
Placering overall: nr. 2
Placering i aldersklasse: nr. 2
Holdplacering: Kolding Motion nr. 2 (Kristina Schou Madsen, Anette Sødequist og Tina Mundt Larsen)
I skrivende stund går jeg stadig som en valtrende and, der har gjort i bukserne. Jeg så er øm, som jeg aldrig har været før og det er jeg fordi, jeg har løbet et trailløb, hvor jeg fuldstændig var på udebane angående især tempo og terræn. Og som landsholdskoordinater, Søren Rasmussen fint nævnte for mig efter målgang: “Den rute lå sgu ikke helt til dig, Kristina”.
Folk smiler og smågriner. Jeg selv smiler og smågriner. Det er det hele værd.
Video af Bjørn Sørensen:
Stort tak til 2x Henrik og mine holdkammerater fra Kolding Motion Anette og Tina. Tak til heppere – jeg hørte alle hep og tusind tak til Aarhus Motion for et fantastisk arrangement.
Tak til mine sponsorer – uden jer kunne min træning og dedikation ikke finde sted:
CEP Danmark
Apollo Rejser
Sportmaster
Timetofly.dk
Zebla
Grau Shipping
Yding Grønt
Laserteam Beauty
Tobbers
Lån og Spar
Bo Kortegaard
Gitte Schlage
FysioKolding
Kilimanjaro World Record
World record of fastest female climb of Kilimanjaro in 6h 52 min 54sec from Mweka Gate. Kristina Schou Madsen and Josephine Dewett started from Mweka Gate at 6 o’clock in the morning the 23rd February 2018 and was followed and accompanied by a team from Zara Tours and Charity and Danish Topas Travel with Simon Grimstrup. Josephine, Kristina and the team ran together until Mweka Camp where Kristina speeded up towards Millenium Camp accompanied by Simon and felt strong and kept her time schedule towards Barafu Camp in 4673m. They made a short stop to eat, drink and have more clothes on and kept on going to the top. Kristina reached the top at 12.52 pm with Simon and the rest of the team a few minutes behind. At the top she was met by a group of tourist who filmed and took pictures with here iPhone as you see as the last part of the film. Kristina Schou Madsen beat the world record reaching the top of Kilimanjaro in 6h 52min and 54 sec from Mweka Gate beating the former record af Fernanda Marciel in 7h08 from Umbwe Gate Team: Josephine Dewett, Simon Grimstrup, Lukas, Dustan, Freddy and Freddy’s team of guides. The World record was documented by two Garmin GPS watches, SPOT tracker, GoPro cameras, iPhone pictures and witnesses all the way to the top and the record is accepted by International Skyrunning Federation(http://www.skyrunning.com/wp-content/…) Shot by Simon Grimstrup with cameras and support from Red Bull and Topas Travel. Find out more about Kristina at her Facebookpage: https://www.facebook.com/KristinaExtr… Instagram: https://www.instagram.com/kristinaext… Webpage: www.kristinaextremerunning.com
Long Distance Mountain Running Championships 2018, Polen
D. 24. juni kl. 9 stod jeg klar på startstregen til verdensmesterskaberne i bjergløb i en lille flække i det sydvestlige Polen ved navn Karparz. Det samme gjorde 133 andre af verdens bedste mandlige og kvindelige bjergløbere og jeg var klar på at give den maksimal gas.
Ruten bød på 36 km med lige knap 2100 højdemeter op og ned og med to ture på toppen af det lokale bjerg Górski i lige knap 1600 meter over havets overflade.
Først skulle vi én vej til toppen og rundt om en pæl, dernæst ned til Karparz og runde en kegle ved målportalen og retur af en anden vej til toppen af bjerget og ned af samme sti til mål igen.
På papiret var det en ret speciel rute, som bød på 9 km lige op i himlen, 9 km ned igen og så lige én gang til på toppen og retur!
Jeg havde lagt en klar taktik om at give den fuld hare frem fra starten af, og det var nærliggende at lægge mig i slipvinden af min landsholdskollega Tracy Høeg, som på papiret er en del stærkere end jeg med en bopæl i Californien i et bjergrigt træningsterræn samt nogle rigtig fine resultater bag sig. Min plan gik strålende den første kilometer, som blev forceret i et ægte adrenalinsus med 4.15 min/km i gennemsnit og taget de positive højdemeter med i betragtningen, er det lige et hak over, hvad jeg normalt kan præstere at løbe i. Jeg forsøgte virkelig at holde ved Tracy, men da stigningen hurtigt blev stejlere, rendte hun simpelthen fra mig og der var absolut intet, jeg kunne gøre ved det. Jeg syntes, mine ben føltes tunge og jeg var en smule utilpas med lidt hovedpine og en uoplagt krop, som ikke rigtig ville, hvad jeg ville.

Jeg kæmper på første omgang
Kender I de dage, hvor man kommer ud at løbe eller træne, og man bare tænker: “Det er ikke lige min dag i dag”? Sådan en dag var det, og jeg forsøgte forskellige strategier for at ryste det af mig: Jeg prøvede at komme helt ned i tempo og mærke, hvordan kroppen reagerede på det. Jeg prøvede at fyre helt vildt op for farten og tænkte, at så måtte min krop da kunne forstå, hvad jeg ville have den til. Intet hjalp og jeg følte mig bare tung og ugidelig. Jeg forsøgte at være taknemmelig for, at selvom jeg løber her på en dårlig dag, er jeg faktisk ikke den sidste. Dét er et højt bundniveau at have, og med den tanke kæmpede jeg mig til toppen af bjerget Górski og high-fivede Tracy, der var godt løbende og på vej ned af bjerget, mens jeg var på vej op.
Jeg var meget spændt på nedløbet, som jeg vidste var en blanding af store stier med mulighed for racer-tempo, teknisk underlag med store og små ujævne sten strittende op hist og pist samt asfalt med hældningsgrader, jeg endnu ikke tidligere havde oplevet. Alle tre typer af underlag var udebane for mig, men jeg var klar til at tage kampen op. Den første del af nedløbet var på de tekniske sten, og jeg må indrømme, jeg tog det lidt mere forsigtigt end, hvad jeg – set i bakspejlet – burde have gjort. Mit uheld med at vrikke rundt tidligere på året ved Kilimanjaro sad stadig kroppen, og selvom jeg gjorde alt for at give slip, hang usikkerhedsskyen bare der over hovedet på mig og fulgte efter. Heldigvis var stykket ikke så langt, og det blev overtaget af en bred grussti, som også var stejl og her var det bare at give slip og få flyttet benene hurtigt nok til at følge med. En gang imellem måtte jeg bremse en smule for ikke at få for meget fart på og miste kontrollen helt. Det var super sjovt at løbe på den måde, men det er ikke en disciplin, jeg var særlig skarp til – i hvert fald ikke at bedømme efter, hvor mange der egentlig overhalede mig. Grusstien blev erstattet af asfalt, og jeg kunne sagtens begynde at mærke de mange kontinuerlige negative højdemeter i lårbasserne. Igen et parameter man som dansker er på udebane på: Lange nedadløb.

Stejle nedløb
Nede i byen stod Maibritt Skovgaard og Søren Rasmussen klar med mellemtider og energi, og jeg mødte igen Tracy som så ud til at være godt løbende. Jeg var ca. 4 min efter hende og loggede første omgang af 18 km på 2 timer og 2 min. Jeg havde håbet på en samlet tid under 4 timer, så jeg blev godt og grundigt irriteret over min ringe præstation, og besluttede mig for at løbe anden omgang hurtigere end den første(negativ split). Jeg begyndte også at have en god følelse i kroppen, og som set så mange gange før i mine tidligere løb, er jeg bare bedst på den sidste halvdel. Jeg pressede min krop og ben til det ypperste op af bjerget og de responderede godt. Jeg kan godt lide den følelse af at give fuld gas og være maksimalt belastet med lungerne hængende ude af halsen og med ben, der syrer godt op! På den første del op fik jeg hentet et par løbere af begge køn hist og pist og det giver altid et boost med energi.
Ud fra højdemeterprofilen vidste jeg, at den sidste del af bjerget ville være med vilde stigningsprocenter, og jeg glædede mig til at angribe dem. Med hænderne på lårene gav jeg den virkelig gas og nærmede mig toppen. Det var koldt, diset og blæsende. Men det var fedt, betagende og jeg var flyvende! Omkring 1,5 km før toppen aner jeg Tracy i det fjerne, og stille og roligt får jeg lukket hullet til hende og efter et par hundrede meter i nedløbet, henter jeg hende. Hun virkede overrasket over at se mig, og jeg spurgte om alt var okay, hvortil hun svarede ja, og sendte mig godt afsted med jubel. Det er ægte teamspirit og jeg susede videre med et smil på læben klar til at angribe det tekniske nedløb på bedre vis end på første runde. Det er den dejligste følelse, når alt bare spiller i fuld hopla og jeg blev ved med at overhale både mandlige og kvindelige deltagere. Jeg bankede afsted så hurtigt jeg kunne, og de sidste splittider på 3.24-3.56 min/km vidner også om et tempo, der ikke lige associeres med mine korte stænger. Men flow, nydelse, vilje og et konkurrencegen kan trylle mange ting frem og jeg ramte mål i en splittid på 1 time og 58 min. 4 minutter hurtigere end første runde og en samlet tid på 3 timer og 58 min. Sikke en fed afslutning og jeg er meget tilfreds med min indsats og måde at komme igen på.
Jeg får en placering som anden bedste dansker som nr. 39, hvor bedste dansker blev Katrine Willumsen, der til daglig bor i de Schweiziske bjerge og præsterede en flot præstation som nr. 15.
Et stort tak til Maibritt Skovgaard, der tog med som verdens bedste supporter!
Galleri med billeder fra turen og ruten.
- Op, op og op
- Ned, ned og ned
- Op igen
- Danske Anders på vej ned
- Ohh yes-billedet
- De danske kvinder: Tracy, Katrine og jeg
- Det danske bjerglandshold
- Indmarch
- Voldsomme stigninger
- Mega stejlt
- Det niver godt i lårbasserne
- Op i himlen.
Billeder taget af Bikelife, Bez Miary Magdalena Bogdan, Trailrun.cz og fra medlemmer af det danske crew
Fraklip:
- Energidrikken i depoterne indeholdte ikke noget sukker (Ja, du læste rigtigt!)
- Vandet i depoterne var danskvand med mild brus! (Ja, her læste du også rigtigt. Man plejer som regel at undgå kulsyre, men for lige at twiste tingene lidt, havde de polske arrangører bruset vandet en smule. Ret overraskende første gang jeg slugte et glas og bøvsede flere kilometer efter!)
- Gelerne blev opbevaret i BH’en, da landsholdstøjet ikke indeholder lommer! Her dagene efter går jeg så uden BH pga slidsår 😉
- Linket til live-streaming blev udleveret på en lap papir (det synes jeg er vældig sjovt!)
Indtag undervejs:
6x GU geler
En til to kopper væske ved hvert af de 6 depoter undtagen de sidste to på vej ned.
Udstyr:
Landsholdtøj
CEP kompressionstrømper med dannebrogsflag
Hoka One One Speedgoat (perfekt til det glatte underlag)
Resultater:
Katrine Willumsen nr. 15
Kristina Schou Madsen nr. 39
Tracy Høeg nr. 41
Holdresultat: nr. 10
Peter Bech nr. 40
Christian Grøn Nørfelt nr. 41
Anders Aagaard nr. 54
Peter Arnoldsen nr. 59
Rasmus Høeg nr. 66
Holdresultat: nr. 12
Trail World Championship 2018 – Penyagolosa
“Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre”
D. 12. maj stod jeg for tredje gang klar til at repræsentere Danmark i de røde og hvide farver. Det er en stor ære hver gang og noget ganske særligt at blive udtaget og få muligheden for at løbe med og mod verdens bedste løbere.

Oversigt over højdemeter
Verdensmesterskaberne i trail 2018 bød på 88,1 km gennem et bjergrigt og teknisk terræn med ca. 5000 positive højdemeter fra Castillón nær havet til Sant Joan de Penyagolosa 1280 meter over havets overflade i Spanien. Dermed en rute med flere opadgående højdemeter end nedadgående. Umiddelbart ligger det ret godt til mig at løbe nedad, men efter mit vrid i foden i forbindelse med verdensrekorden på Kilimanjaro, passede det mig egentlig meget godt med de mange opadgående stigninger. Dog målte de negative højdemeter alligevel 3700, så at sige ruten var uden nedadgående bakker, er næppe korrekt.
Kl. 6 stod 49 nationer og 365 af de bedste trailløbere i verden klar til start på stadionet i Castellón, og da startskuddet lød, gik det obligatoriske

Første stigning ud af startbyen
startkuller og –ræs afsted, og jeg tog mig selv i at forlade stadionet som en af de sidste. Selvom jeg loggede første kilometer under 5 min/km, synes jeg ikke, jeg lod mig ikke påvirke af den galskab, der kan tendere til at udsprede sig blandt løbere, som har glædet sig til at vise, hvad de kan og som har trænet mod dette mål i mange måneder. Alligevel var det ret specielt at udgøre den bagerste 5% af feltet de første mange kilometer.
Efter få kilometer bragte ruten os væk fra byen, og stierne med grus, store sten og fine stigninger stod foran os krydret med en fantastisk udsigt og en sol, der stille og roligt begyndte at stå op.
Jeg havde mine favorit trailsko Speed Instinct på fra Hoka One One, som har stået mig bi de sidste mange mesterskaber, men pludselig mærkede jeg noget skarp stikke ind i min højre trædepude, og jeg måtte stoppe for at få det væk. En pyramideformet sten havde spiddet sig op gennem sålen, og jeg kunne simpelthen ikke få den ud. Jeg måtte bare acceptere at løbe med den, selvom den til tider, smertede mig noget så grusomt. Jeg kunne godt mærke, jeg blev en smule frustreret hver gang, jeg fik trådt på en ujævn og hård underflade – ja, det var jo faktisk ikke til at undgå – hvor det præcis føltes som det, det var: en skarp sten op i foden. Jeg planlagde i mit hoved at få skiftet højre sko i første bemandet depot, hvor Danmark havde to hjælpere til at stå, Koen og Henrik. Problemet var bare, at det først lå 31 km inde og ifølge min tidsplan ville det tage mig 3,5 timer.
Jeg laver altid en tidsplan med dertilhørende overblik over væskeindtag. Til dette års VM var jeg for første gang nogensinde oprigtig bekymret for en stram cutoff på 4 timer, men som landsholdskoordinator, Søren Rasmussen til ”tecnical meeting” dagen før, dog havde insisteret på at få lempet, nu var 4 timer og 15 min. Et cutoff der vil betyde, at en del af deltagerne vil blive diskvalificeret og ikke få lov til at fortsætte.
Stenen tillod mig ikke at løbe op til mit bedste og det pressede mig, når jeg var tvunget til at sætte tempoet ned eller træde anderledes på foden for at kompensere. Mit blik og fokus var rettet efter steder i underlaget, som var blødt og jævnt for derfor ikke at få den jagende smerte op gennem foden, når den skarpe sten blev presset mod trædepuden. Jeg tænkte ofte på, at min hårde hud netop der – for første gang – kom mig til gode, og jeg prislønnede mine grimme løbefødder med blå, brune og gule negle samt hård hud og knyster på diverse spots. Tænk sig hvor ondt det ville have gjort, hvis jeg havde haft silkebløde, fodterapeutbehandlingsmodtagende og nuttede fødder?!
- Sten i skoen
- Lige op i fussen
- Ouch!
Efter fight og battle ramte jeg første depot efter 3 timer og 52 min og fik byttet den højre sko ud samt smidt nogle heftige bandeord afsted. Og heldigvis hjalp skobyttet med det samme, selvom trædepuden stadig føltes øm. Faktum var også, at Dorte og Harriet var henholdsvis 20 og 21 min foran mig, men jeg var ærligt talt bare glad for at have nået cutoff’et og endelig kunne begynde at koncentrere mig om at løbe. Og tu-hej, hvor det pludselig gik derudad! Zen, flow, mojo eller hvad man nu kalder det, når krop, ben og hoved går op i en højere enhed og hvor jeg stille og roligt begyndte at overhale et par løbere hist og pist. Jeg nød den betagende natur og det tekniske terræn, der hele tiden var varieret med en blanding af singletracks, store stier og lidt asfalt hist og pist.

Så kører det!
Jeg ramte depot 2 ved 40,3 km i fin stil, og selvom jeg faktisk selv tænkte, at jeg havde tabt meget tid frem mod det første, fik jeg meldingen om, at jeg nu kun var 6 min fra Harriet og sådan en melding giver altid energi og blod på tanden. Efter et par kilometer i bagende sol, spottede jeg Harriet i det fjerne, og jeg kunne godt fornemme, at hun ikke var helt på toppen. Det er altid svært at møde en holdkammerat, hvor man kan se, tingene ikke helt kører. Egentlig har man jo bare lyst til at stoppe op, give en krammer og tage den med ro, men det kan man ikke ved et VM og det ved både Harriet og jeg. Vi snakkede kort sammen og jeg strøg videre og håbede, hun ville genfinde energien. Hvilket hun i øvrigt gjorde.
Jeg var virkelig godt løbende og jeg begyndte at overhale mange løbere. Jeg vidste godt, jeg lå ret højt i pulszonerne, men jeg kender efterhånden min krop ret godt, og ved, hvad den kan holde til, så jeg kløede bare på. Især opad følte jeg mig godt kørende, og kunne klart mærke træningen fra min forberedelser til Kilimanjaro tilbage i februar. Nedad var jeg en smule mere forsigtig, da jeg jo præsterede at vrikke rundt på foden 4 dage før verdensrekordforsøget. Jeg syntes egentlig, at jeg har haft en god genoptræning, men nervøsiteten for at lave nummeret igen, sad i mig og jeg kunne ikke helt ryste det af mig. Det kunne dog ikke holde mig fra at nyde sporet, omgivelserne og det faktum, at jeg rendte rundt her blandt verdens bedste løbere og faktisk hyppigt overhalede både mænd og kvinder.
Jeg strøg ind i det sidste depot ved 62 km, men fik hurtigt et chok, da jeg blev gjort opmærksom på, at både Simon og Anders var udgået. Super ærgerligt og jeg kunne sagtens sætte mig ind i deres skuffelse, men man bliver bare nødt til at ikke at lade sig påvirke på deres vegne og rette fokus mod et effektivt depotbesøg.
Afstanden herfra og til næste ubemandet depot var 15,7 km med lidt over 1000 positive højdemeter, så jeg ville få brug for mere væske end de 2x 500 mL-dunke, som jeg havde plads til i min UltrAspire-vest. Jeg tog derfor en 250 mL soft bottle med cola ned i bh’en og sørgede for at drikke den først og dertil fik jeg saftige appelsinbåde i en lomme i vesten, som jeg kunne spise af løbende. Det er måske ikke noget, man på normal vis lige putter i lommen, men hold op, hvor var de dejlige at spise af, når varmen virkelig tog til!
Omkring 10 km efter sidste depot befandt jeg mig på en lang stigning, og jeg kløede godt på med et rytmefuldt arbejde med stavene. Mine ben og krop fungerede godt og jeg nød de hårde og udfordrende bakker. Da jeg nærmede mig toppen af bjerget kunne jeg spotte min landsholdskollega Dorte Dahl, som også så ud til at være godt kørende med hendes hænder-på-lår-stil. Hun spottede også bag i baggrunden, og sej som hun er, satte hun tempoet stille og roligt op, og jeg tog en meget bevidst beslutning om ikke at følge efter. Jeg ville holde mig til planen og først satse fra det ubemandede sidste depot ved 77,8 km og æde mig selv i mål. Jeg kunne måske have fuldt med hende, men hvis jeg gik kold for tidligt, kunne jeg tabe mange minutter og jeg var ikke villig til at tage chancen.
Jeg begyndte også at kunne mærke trætheden i benene og kroppen, men ved det sidste depot indledte jeg jagten på den bedste mulige tid, den bedste mulige placering og høstning af de højeste mulige ITRA-point*. Jeg forsøgte at værdsætte, at træthedsfølelsen først kom nu og ikke tidligere i løbet. Tænk hvis man allerede blev træt efter det første marathon – så var der skisme lang vej endnu, men de sidste ca. 10 km kan konverteres til noget, man altid kan overkomme. Det er fx to omgange på min morgenrute derhjemme, som jeg gang på gang har luntet rundt i søvne med trætte morgenstænger.
De sidste 3 kilometer af ruten var nedad, og jeg så virkelig frem til at ramme den sidste top og fyre de allersidste kræfter af mod mål. At løbe nedad lyder nemmere end det er. Især når man har over 80 km i benene allerede, og underlaget er teknisk og ujævnt med en profil på -110 hm på den sidste kilometer, kan de godt nappe lidt i lårbasserne.
Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre.
*Pointsystem som vurderer ens præstation
- Indmarch
- Præsentation
- Det er meget stort at repræsentere Danmark
- Start tidligt om morgens
- Jeg ankommer til første CP
- Stejlt og teknisk
- Den spanske vinder
- Danmarks hurtigste kvinde, Dorte Dahl
Tak til mine sponsorer:
Apollo Sport, Sportmaster, CEP Danmark, timetofly.dk, Zebla, Yding Grønt, Grau Shipping, Bo Kortegaard, Gitte Schlage, Lån&Spar Bank Kolding og Tobbers.
Og til jer som følger med derude.
Resultater overall og for Danmark:
Kvinder
1. Ragna Debats NED 9:55,00 timer
40. Dorte Dahl DEN 12:08,35
49. Kristina Schou Madsen DEN 12:14,11
72. Harriet Kjær DEN 13:08,49
Hold
1. Spanien 31:0529 timer
15. Danmark 37:31,25
Mænd
1.Luis Alberto Hernando ESP 8:38,35 timer
73. Christian Nørfelt DEN 10:46,15
103. Peter Arnoldsen DEN 11:41,05
140. David Stoltenberg DEN 13:22,17
DNF Simon Grimstrup DEN
DNF Anders Aagaard Hansen DEN
Hold
1. Spanien 26:45,08 timer
27. Danmark 35:49,37
Link til resultatliste: https://penyagolosa.livetrail.net/classement.php?course=twc&cat=scratch
Sammendrag for de to åbne løb og VM:
Længere sammendrag for VM med udgangspunkt i frontløberne:
Verdensrekord på Kilimanjaro
Optakten
Mange måneders træning og forberedelse skulle fredag d. 23. februar kulminere i et verdensrekordforsøg på at nå toppen af Kilimanjaro som hurtigste kvinde i verden. Med Josephine Dewett som makker og Simon Grimstrup som altmuligmand, var vi et stærkt dansk team med kun ét problem: Vi har ingen bjerge i Danmark, men det er der jo ikke nogen i Afrika, som ved…
Den indledende fase til rekordforsøget blev tilbragt sammen med en Topas-gruppe bestående af 16 mand med en mission om at bestige Kili på 7 dage i et roligt tempo med et akklimatiseringsfokus i top. Det var en perfekt forberedelse, og jeg og Josephine havde en rigtig god tilvænning til højden. Første dag ramte vi 3000 meter over havets overflade(moh), anden dag 3800 moh og sådan gik det til toppen, hvor alle af 16 gruppedeltagere undtagen én nåede toppen. Den sidste nat trekkede vi fra Kosovo Camp i 4700 moh mod toppen af Kilimanjaro(Uhuru). Jeg havde en smule ondt i baghovedet, da vækkeuret ringede kl. 01 og jeg kunne med det samme se, at hverken Jose eller Simon var på toppen. Simon havde kvalme og Jose ondt i hovedet, men da vi angreb bjerget forsvandt min hovedpine og jeg havde det godt stort set helt til toppen. Jose kæmpede en del mere, og måtte have hjælp af guider til at nå toppen. Hendes tempo var super langsomt, og jeg kunne mærke, at jeg selv begyndte at blive lidt utilpas og grunden var nok, at jeg tilbragte for lang tid i højden. Jeg ville dog ikke forlade Jose, selvom jeg vidste, hun var i gode hænder. Vi nåede toppen sammen, og det var absolut en kæmpe oplevelse. Under nedstigningen fik Josephine det hurtigt bedre, mens jeg selv, kæmpede med kvalme. Det føltes som en omgang tømmermænd af den ubehagelige slags, hvor det at kravle fra sengen ind på sofaen føles som en uoverskuelig rejse. Jeg famlede mig ned af 1200 meters højde i løst sand og klipper, og faldt omkuld i mit telt i Kosovo-campen. Lettet og glad over endelig at kunne ligge ned, og jeg må indrømme, at jeg forsøgte ikke at tænke alt for meget over det kommende rekordforsøg!

Træning på Kilimanjaro
Efter et par timer på langs begyndte de sidste fra gruppen at komme ned til lejren, og vi fortsatte samlet ned til Millenium Camp i 4000 moh, hvor jeg fik det godt igen. Jeg tog mig frihed til at løbe derned, og det var virkelig dejligt.
Mens alt var godt skete der det, som ikke måtte ske. Jeg vrikkede om på min venstre fod og jeg vidste med det samme, at det var noget skidt. Jeg bandede mig selv langt væk for at have været så uforsigtig og dumdristig, men jeg blev grebet af stemningen. Sket var sket, og jeg måtte have mit fokus rettet mod at give den forvredne ankel den nødvendige behandling og støtte. Foden var hævet og blå, men gjorde heldigvis ikke så ondt, og det så jeg som et godt tegn. De kommende dage i Moshi gik med kompression, elevation og at komme ud og gå på foden på jævne overflader.

Uheldet der ikke måtte ske
Jeg var fortrøstningsfuld, men også realistisk vedrørende det dobbelte rekordforsøg( op og op+ned), som det kunne blive nødvendigt at skære ned til ét. Det var en hård tanke, som jeg blev nødt til at arbejde på for at acceptere. At slå rekorden op har dog altid været det vigtigste og klart det, som jeg trænet mest mod.
Rekorddagen
Fredag d. 23. startede kl. 3.30 med en stram stram optapening af en fod, som stadig var brun, lilla og gul, men jeg var ved godt mod og var indforstået med et eventuelt opsamlingsarbejde efter rekordforsøget. Kl. 4.45 blev vi hentet af vores team, som skulle starte med os ved Mweka Gate. Humøret var højt bilen, og det var svært for mig at gå ind i min lille bobbel af fokus inden et race, som dog også blev afbrudt af, at vi pludselig bremsede op og der kom røg fra motorhjelmen. Lukas, Dustan(de to portere, som skulle løbe med os fra gaten) samt chaufføren steg ud og begyndte at rode i motoren. Jeg tænkte: “Det er LØGN, det her…”. I et kvarters tid knoklede gutterne på, mens Simon beroligede os med, at vi jo ikke skulle nå et startskud, og at vi i princippet kunne starte rekordforsøget, når vi ville. Jeg ville dog gerne holde mig til planen og starte kl. 6, og pludselig var der gang i bilen igen. Røgen var væk og vi kørte op en den hullede grusvej til starten ved gaten i 1630 meters højde.
Starten kl. 6 blev nøje dokumenteret med billeder, film og vidner og på slaget løb Josephine og jeg afsted med vores to hjælpere samt Simon. De første ca. 1000 højdemeter(hm) blev forceret i mørke med vores pandelamper på og vi fulgtes ad med få meters mellemrum. Underlaget var stejlt, men vi vidste begge, at stigningsprocenten her var ingenting i forhold til, hvad den sidste halvdel af ruten ville byde på. Jeg kløede godt på, men som altid skal mine ben lige i gang og min krop skal lige forstå, hvad jeg har besluttet, den skal gøre. Her kan vi godt være lidt uenige en gang imellem, men det er som regel mig, der får min vilje!

Tidstabel
Vi havde tre depoter på turen op og ned, hvor første var Mweka Camp, som vi gerne skulle nå efter 1.50. Vi ramte begge en perfekt splittid, hvor Josephine tilbragte lidt mere tid med at få tanket op end jeg selv, og her skiltes vi. Jeg var hurtigt videre sammen med min hjælper, Dustan, og Simon indhentede os efter lidt tid. Jeg gav Dustan en lille vandflaske og bad ham om kort at holde mine stave. Hvad jeg ikke havde opfattet var, at han var ved at gå kold og han sakkede bagud. Pludselig var han væk og Simon og jeg undrede os over, at han ikke kunne holde tempo. De vader jo bjerget op og ned hele tiden, men at forcere det i højt tempo er nok mere krævende end som så. Heldigvis var Simon vågen og fik mine stave med.
Vi accepterede, at hjælperen ikke var til megen hjælp og nåede næste check point ved Millenium Camp(3900 m?) på minuttet i forhold til tidsplanen. (9.15?!) Nyt vand, mere energi og en slurk te inden vi hurtigt drog videre mod Barafu Camp i 4700 meters højde. Jeg var virkelig godt kørende. Fuldt fokus, god rytme, benene var for alvor vågnet og jeg var fast besluttet på at slå den rekord. Men jeg tog også beslutningen om, at jeg ikke ville gå efter den dobbelte rekord, da min fod brokkede sig en del på de ujævne flader.
På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg ville slå den rekord, men den altafgørende faktor om, hvordan min hårdtarbejdende krop ville reagere i højderne, gjorde mig nervøs. Jeg måtte bare klø på med en fornuftig intensitet, som jeg i høj grad styrede med pulsmåling og fornemmelse i kroppen, og så håbe på det bedste. Alt omkring mig fungerede perfekt og Simon var en kæmpe hjælp med motiverende snak og faktainfo om tider, højdemeter og tidsplan. Vi knoklede på mod Barafu, og den tynde luft begyndte at have større og større indflydelse på min vejrtrækning og fysiske formåen. Men jeg var forberedt på det, og forsøgte at holde tempoet så højt og kontinuerligt som muligt.
Jeg tog mig selv i at tænke, hvor er det her fedt. Lille mig er på vej op af Kilimanjaro, og hver gang jeg kiggede op, kunne jeg se den snebeklædte top, der ventede på mig. Jeg var kommet fra den frodige regnskov, til månelandsskabet(Moor land) og jeg var på vej til den alpine ørken og skulle ende i en arktisk zone på toppen. Hvor mange får lov til at opleve det?
Simon og jeg nåede Barafu, hvor vi havde et større depotbesøg. Jeg skulle have lange tights på, tisse og tanket op. Dertil skulle jeg have chef-guiden Freddy med som hjælper mod toppen, og jeg syntes, jeg havde givet instruks om hans opgave om at bære mit varme tøj og 3 liter væske, men hans taske var ikke pakket. Mens jeg skiftede bukser, fik jeg pakket hans taske, og inden jeg ser mig om, var han allerede gået i forvejen. Her skulle jeg lige afkode situationen og acceptere at deres mindset ikke var lig vores. Simon og jeg kom dog godt afsted alligevel, men var begge enige om, at det ikke var et særligt effektivt depotbesøg.
Der ventede mig 1200 højdemeter i ekstremt stejlt terræn med klipper og løst sand i over 5000 meters højde. I disse højder er der under 50% af den ilt til rådighed, som jeg ellers er vant til og det havde enorm påvirkning på mine kræfter, men det eneste, jeg havde i hovedet, var den rekord. Kroppen hungrede efter ilt og pause, men jeg ville have den rekord. Vi indhentede ret hurtigt Freddy, som holdte ved os et kvarters tid før han også sakkede bagud. Jeg nåede ikke at tænke på, han bar alt mit tøj, udstyr og Red Bull-dåsen, der skulle flashes på toppen i sin taske.
Simon gik for det meste lidt foran mig, for at vise mig den bedste vej op. Han forsynede mig med mellemtider og statistikker, og ca. 1 time før toppen sagde han, at nu skulle jeg klø på. Og det gjorde jeg så. Jeg satte alt ind på at komme frem i højest muligt tempo, og et kort stykke inden Stella Point kunne jeg høre Simon råbe bag mig, at han ikke kunne følge med længere og at jeg skulle give den max gas.

Verdensrekord på Kilimanjaro
Jeg spurgte ham om rekorden var hjemme, og han svarede: “Ja, for faen”. Præcis ved Stella Point gik det op for mig, at jeg havde slået rekorden. Spørgsmålet var bare, med hvor meget. Jeg åd mig selv til toppen… Jeg har aldrig prøvet noget, der var så hårdt… Min krop skreg: “STOP”, men jeg vilel det så meget, at jeg ikke hørte den. Jeg forsøgte at sætte i løb, men mine ben var som gelé og jeg blev pludselig hjulbenet med knæerne vendende udad. Trods det, var jeg et kæmpe smil hele vejen, selvom alt i min krop brokkede sig. 19 min og 55 sekunder tog det mig fra Stella Point til Uhuru(toppen) og jeg ankom med hænderne løftet over hovedet. Der stod en amerikansk gruppe derude, og de spurgte med det samme, hvorfor filan jeg kom løbende. Jeg fik fremstammet, at jeg havde slået verdensrekorden og tårerne pressede sig på. “I’m okay, but I’ve just beated the world record!”. Vi fik taget billeder, og jeg var meget opmærksom på at få lavet den rette dokumentation med billeder og splittider. Efter 5-6 min kom Simon og han fik det største knus! Han var også helt op at køre, og efterfølgende kan jeg kun sige, at jeg ikke kunne have klaret dette uden ham. Både i planlægningsfasen og i udførelsen var han uundværlig. Professionel, realistisk, motiverende og en ven.
Jeg slår verdensrekorden med 16 min i tiden 6.52.54!
Efter fejring på toppen gik vi roligt ned til Stella Point, hvor vi mødte Freddy og endnu en omgang fejring blev sat i værk! Det var fantastisk og jeg var i den syvende himmel indtil vi spottede Josephine lidt længere nede af bjerget. På lang afstand var det nemt at se, hun ikke var godt kørende. Vi løb ned til hende, og ret hurtigt blev beslutningen taget om, at hun skulle stoppe ved Stella Point. Hendes guide Luca tog hende kyndigt under armen og førte hende ned ad bjerget. Det gik faktisk så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med og jeg fik det egentlig også lidt dårligt på vej ned. Jeg havde nok tilbragt for lang tid på toppen, men intet kunne spolere min glæde.

Verdensrekord på Kilimanjaro
Rute: Fra Mweka Gate til Uhuru
Distance: 21,3 km
Højdemeter: +4265 hm
Sko: Speedgoat fra Hoka One One
At bestige Kilimanjaro uden pause fra bund til top, er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, men også en kæmpe oplevelse. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik mulighed for at få denne oplevelse.
Jeg vil gerne takke Topas Travel for planlægning, afvikling og et yderst professionelt samarbejde omkring rekordforsøget. Dertil et stort tak Red Bull, Garmin, The Good Karma Company og mine andre sponsorere samt min dejlige kæreste Henrik, min familie og venner.
- Ham her var jeg lige ved at tage med hjem!
- Hygge inden sengetid på Kilimanjaro
- Jeg nyder stilheden
- Time to fly
- Verdensrekorden i The Guardian
Marathon des Sables -Fuenteventura
Marathon des Sables-arrangørerne er på banen med et nyt og spændende etapeløb, og i starten af august ringede Apollo Rejser for at høre, om jeg kunne have lyst til at løbe med. “Hmm, jo tak – det vil jeg da gerne”. 120 km fordelt over tre dage i ørkenen kunne jeg da ikke sige nej til!
Fakta:
– 120 km med hemmelig rute og distance fordelt over 3 etaper
– Selvforsynende
– Overnatning i telte
Efter ankomst på Fuerteventura søndag d. 24. september og en overnatning på Playitas var jeg klar til mit andet etapeløb inden for en måned. Jeg havde netop gennemført Transalpine Run på 283 km gennem Alperne, så målsætningen for MdS var at lytte til kroppen og acceptere, hvis den var træt. At være træt skulle dog vise sig ikke helt være tilfældet!
Mandag d. 25. september mødtes alle deltagere ved La Pared i Pájara, afleverede finisher-dropbag, fik tjekket minimumsudstyr og skulle herfra gå den 7,5 km lange gåtur ud til campen, som ville være vores overnatningsted i en-mandstelte de kommende dage. Et perfekt setup til at tjekke rygsæk og udstyr, og jeg fulgtes med Mia(svensk ultraløber), Bo(dansk deltager) samt to svenske brødre Stefan og Henrik. Vi blev hurtig en femkløver, der holdte sammen og vi delte også camp.6 personer i hver deres telt i en ci1/6
Om aftenen var der stor buffet midt i ørkenen samt en uddybet racebriefing og velkomst af race director og legeneden Patrick Bauer. Ved alle Marathon des Sables-løb ved man på forhånd kun meget lidt om etaperne, og en del af charmen er at få de spændende detaljer aftenen før:
1. etape: 25,5 km
2. etape: 66,5 km
3. etape: 21,1 km
Rutekort til hver etape bliver først udleveret et par timer før selve startskuddet med undtagelse af første etape, som vi fik breaket aftenen før.
Ved disse typer af selvforsynende etapeløb skal man med medbringe et minimum af udstyr, som arrangørerne til enhver tid kan kræve at se, og fejler man at fremvise, gives en tidsstraf. Man må gerne have mere med, men det er vigtigt at få vægten af sin rygsæk så langt ned som muligt:
- Udsigt fra min telt.
- 1-mandstelte.
- Den dansk-svenske gruppe.
Mandatory equipment:
– backpack MDS or equivalent

Jeg genpakker og re-tjekker udstyret
– sleeping bag
– head torch and a complete set of spare batteries
– 10 safety pins
– compass, with 1° or 2° precision
– lighter
– a whistle
– knife with metal blade
– antiseptic cream
– a signalling mirror
– one aluminium survival sheet
– one tube of sun cream
– 200 euro
– passport
– medical certificate signed by the doctor and original ECG
1. etape
Efter en tvivlsom nats søvn i det lille telt samt morgenmad bestående af havregryn med tørrede frugt og nødder, begav vi os afsted på en 3 km gåtur til busser, som skulle fragte os til startstedet for første etape.
Af en eller anden årsag var jeg af den overbevisning, at vi skulle overnatte på forskellige spots på øen og løbe til og fra, men det viste sig, at teltene blev stående og vi blev kørt til de forskellige startsteder, hvor mål altid ville være i vores ørkencamp. Jeg synes dog, det virker lidt tosset at løbe rundt med fuld oppakning på(inkl fx liggeunderlag og sovepose), når vi alligevel kommer tilbage til samme sted, og meningen med at være selvforsynende havde jeg svært ved at finde. Men skidt pyt!
Vi startede på stranden Playa Las Coloradas, hvor de første 500 m af etapen skulle løbes på blødt sand. Alle strøg afsted, og jeg er efterhånden vant til at blive overhalet af feltet, og det kommer dermed ikke længere bag på mig. Dog skulle jeg alligevel have været lidt opmærksom, da jeg endte i kø til en lang smal bakke op fra stranden. Det tog desværre lidt tid, men det var der ikke så meget at gøre ved.

Half Marathon Des Sables
Stigningen var jævn stejl de første 6 km med omkring 500 højdemeter, og det meste var løbebart i et langsomt tempo. Jeg skulle især vende mig til varmen, som strøg op omkring 38 grader, og nedløbet med vind i håret var kærkomment. Turen ned af bjerget bød på en fantastisk udsigt over vand og strand, og underlaget var en smule teknisk med de små rullende vulkansten og grus.
Vi ramte første checkpoint efter omkring 10 km, og herefter fulgte 11 km i blødt sand langs vandet. Min krop burde være træt efter, hvad jeg har udsat den for det sidste stykke tid, men den var klar til battle, og jeg begyndte langsom at æde mig ind på en del af de andre deltagere. At løbe i sand er virkelig energikrævende og med en 7ish kilo rygsæk sluger underlaget blot mere af din energi. Trods det var det et super fedt stykke af løbe på. Enormt flot, fysisk krævende og med solen bagende ned på mig uden mulighed skygge var et setup, som jeg var vild med.
Efter strandstykket fulgte et stejlt stykke op ad klipper, hvor jeg måtte ned på alle fire og kravle op.

Terrænet
Virkelig sjovt og anderledes, og også her fik jeg overhalet to gutter, og spottede en kvinde i grønt og gult outfit lidt længere fremme. Jeg vidste, jeg lå som fjerde kvinde, og at se tredjepladsen rende rundt ude i horisonten er noget, som mit konkurrence-gen har svært ved at håndtere! Derfor kom jeg op i tempo, og vi havde en fed fight op ad en stejlt og vild sand-“dune”, som slugte alle ens skridt, hvis man blev stående for lang tid. Jeg fandt en rytme med at bruge hænderne også, og jeg overhalede den skotske kvindelige løber, som ellers inden havde stået på startstregen og pralet med alle hendes forskellige sejre.
At nappe hende var en fed fornemmelse, og de sidste 5 km var benhårde, da jeg for alt i verden ikke ville risikere, hun skulle overhale mig igen. Det gjorde hun ikke, og jeg fik – til min egen overraskelse – 3. pladsen og kom i mål i tiden 3.33.25 ved campen La Pared Isthmus.

Aftensmad
Jeg var klar til hygge, afslapning og forberedelse til etape nr. 2, som med dens 66,5 km passede mig bedre end de to “korte” etaper.
Vores camp-femkløver blev til en sekskløver, da Michael “Guldbamsen” joinede os. Det skulle vise sig, at han både kunne løbe enormt hurtigt og også koge vand enormt hurtigt! Faktisk gjorde han alt lige et hak hurtigere end alle os andre, og det var sgu egentlig meget cool!
2. etape
Efter den obligatoriske 3 km-gåtur og fragt med bus til start, var jeg klar til den lange etape på 66,5 km. På grund af en sammenfaldet klippeside, blev ruten desværre kortet et par af, og det ærgrede mig en smule.
Vi startede på en strand ved Aguas Verdes og skulle løbe fra nord mod syd mod La Pared Isthimus, men denne gang på det vulkanske underlag med hårde sten og grus. Vi løb langs vandet på klipper, og det var et fantastisk sted at løbe. Jeg lagde langsomt ud, og da jeg overhalede de to svenske løbere, Henrik og Stefan, meldte de min placering til at være nr. 7 blandt kvinderne. Der gik dog ikke længe, før jeg lå på en 4. plads og spottede den spanske løber, Ines i det fjerne.
Varmen fra solen var brændende, men en let brise fra havet kølede dejligt. Jeg nød det blå hav og hvide sand til den ene side samt de orange bjerge og golde vulkanklipper til den anden. Et perfekt setup og jeg tog det ind. Jeg vidste, at jeg ville overhale Ines – det var blot et spørgsmål om tid, og på en stejl bakke kunne jeg ikke dy mig for at give lidt god gas. Vi snakkede kort med hinanden på mit meget begrænsede spansk, men jeg kunne forstå, hun var træt og havde det varmt: “Caliente”. “Cansado”.

2. etape er varm!
Hermed lagde jeg mig i en dejlig 3. position blandt kvinderne, og løb og tænkte på, at det var jeg skisme godt tilfreds med. Denne tanke blev efter 2. checkpoint afbrudt af at spotte Yolanda i det fjerne, og det gav blod på tanden. Jeg var godt løbende, terrænet var tilpas teknisk og med skiftende op- og nedløb og humøret var højt. Andet checkpoint var placeret i udkanten af en lille by, og jeg så et temperaturskilt med cifrene “42 C”, og det slog mig, at det faktisk var vildt varmt!
Jeg havde aftenen forinden klippet min buff i to dele, og klippet den ene del til et stofstykke, som jeg med sikkerhedsnåle havde sat fast i min cap som et slør for nakken. Dette skygge for solen, og jeg kunne gøre sløret vådt ved checkpoint’sne, så det kølede. Det andet stykke buff havde jeg rundt om min hals, så det også skyggede for solen, og det kølede også, når jeg gjorde det vådt. Skiftevis kunne jeg have det om halsen og om panden under cap’en. Sammen med solbrillerne, halvlange ærmer i min hvide t-shirt samt hvide lange kompressionstrømper fra CEP gjorde at jeg havde det fint i varmen.
Jeg overhalede Yolanda på strækket fra andet checkpoint til tredje samt en del mænd. Stykket herimellem var lidt småkedeligt, hvor underlaget bestod af store grusstier og omgivelserne af små byer, lidt trist natur og kogende hede uden brise fra vandet. Jeg kom igennem stykket med fokus på, jeg var godt løbende og med klap på mine egne skuldre, når jeg overhalede de andre.
Sidste del af etapen frem til checkpoint 4 differentierer sig ikke så meget, men herefter skal vi op og ned af nogle bjergsider, og det er både smukt og teknisk krævende. Selvom vi har løbet over 40 km, har jeg masser af energi, og på et sted ved omkring 45 km spotter jeg den førende kvinde, Anna-Marie Watson. Til at starte med har jeg ikke ambitioner om at overhale hende, da jeg af en eller anden mærkelig grund er godt tilfreds med min andenplads. Jeg har skræmmende fornuftige tanker om, at skal passe på mig selv, da jeg burde være mere træt efter de 283 km gennem Alperne, og at hvis jeg presser mig selv til udmattelse, vil det tage evigheder at blive klar igen. Desuden har jeg et vildt spændende program i 2018 med DM kort trail i januar, et verdensrekordforsøg på Kilimanjaro i februar, et 220 km etapeløb på Fiji i april og forhåbentlig kvalificerer jeg mig til både VM i trail til maj og VM i bjergløb til juni og et DM langt i efteråret. Mon jeg endelig er ved at blive en ansvarsfuld, moden, voksen og fornuftig løber?!
Svaret er: “Nææææh”! – Jeg lever for at løbe og jeg elsker at konkurrere. Både min krop og ben føltes gode, så hvorfor ikke give det et forsøg? Ved 5. checkpoint får jeg en mellemtid, der fortæller at Anna-Marie er 2 min foran mig, og at hun følges med en tysk løber. Jeg tanker hurtigt op, og sætter jagten ind. Der går ikke længe, før jeg spotter de to. Et par gange måler jeg ved hjælp af mit ur, hvor lang tid efter, jeg er. Det er en metode, som jeg synes er motiverende: Spot Anna-Marie ved et tydeligt sted(fx en stor sten, træ etc) og lav en omgangstid på uret. Når du selv passerer spottet, trykker du omgangstid igen, og vupti, så ved du præcis, hvor lang tid du er efter. Jeg halede stille og roligt ind, og forventede at lande i 6. checkpoint sammen med hende, men da jeg nåede dertil, var hun allerede væk. Det var sidste gang, jeg så hende på 2. etape, og de sidste kilometer mod mål var i blødt sand op og ned af sandbakker med pandelampen tændt. Det var barskt, og jeg endte med at gå lidt kold for energi, og varmen i løbet af dagen, havde sat sine spor. Jeg endte 13 min efter en stærkt afslutning fra Anna-Marie, men vigtigst af alt fik jeg et samlet forspring til Yolanda på 24 min, som må siges at være et godt udgangspunkt for 3. etape.

2. plads på anden etape
Jeg kom i tiden 8.31.36 efter 63,1 km og 1852 positive højdemeter.
Da jeg mørbanket, sulten, tørstig og træt kom i mål blev jeg taget til side og skulle dopingtestes. Det er rigtig fint og god stil, at løb som disse bakker op om en ren sport, men at blive taget til side og skulle aflevere urinprøve under overvågning, var i øjeblikket total uoverskueligt for mig. Jeg kunne for det første ikke tisse, og jeg drak og drak og drak vand. For det andet havde jeg overlevet de sidste par kilometer med den tanke om at vælte omkuld i mit telt. Da jeg endelig kunne mærke, at nu kunne der tisses en smule, gik det op for mig, at det kun kunne foregå i en skovskidder-squat-stilling med risiko for diverse krampeanfald i bentøjet. Tisse-situationen var ikke køn, og jeg blev nødt til at smågrine lidt over mit forsøg på at ramme det lille bægre i en vaklende bambi-position. Resultatet blev at jeg overtissede mine hænder, strømper, gaiters, sko samt bægeret med æblejuicelignende tis, men jeg var mildest talt ligeglad. Jeg ville bare sove.
Desværre var mit Klymit-liggeunderlag punkteret og jeg orkede ikke at finde hullet og lappe det. Jeg var tilfreds med at sove i teltet på jorden.
Dagen efter gik med afslapning, røverhistorier og så meget mad som muligt. Det var virkelig en hyggelig dag, men også lidt en underlig fornemmelse med en hviledag. Hvorfor ikke bare klø på? Men eftersom de sidste deltagere nåede målstregen i løbet af formiddagen, forstod jeg jo godt, hvorfor cut off var på 28 timer og en tvungen hviledag.
3. etape
Målet for sidste etape var klar: Jeg skulle forsvare min andenplads, og taktikken blev at følge Yolanda de første 5 km, og herefter kunne jeg vurdere, hvad energien rakte til. Jeg havde aftenen forinden overhørt en samtale på spansk mellem Yolanda og en anden deltager om, at hun ville give den max gas. Dog er 24 min meget at hente på de 21 km, men eftersom jeg ikke er den hurtigste hare i skoven, ville jeg alligevel lægge en plan.

Starten på 3. etape
Ganske rigtigt startede Yolanda i et hæsblæsende tempo på det udfordrende vulkanske terræn, som hun boltrede sig i. Hun bor og træner til daglig på de kanariske øer, og det var en fryd for øjet at se, hvor let og elegant, hun bevægede sig hen over terrænet. Jeg åd mig selv, og ignorerede min abnorm høje puls. Jeg havde følgeskab af 4 gutter, som sammen havde besluttet at følge mig, da de mente, jeg løb “intelligent og rationelt uden at lægge for hårdt ud”. Jeg måtte fortælle dem, hvad min plan var, og på ægte trail-manér meldte de tilbage, at de ville hjælpe mig med min plan. Det var dejligt med selskab, selvom jeg ikke var så snakkesaglig. Jeg lyttede interesserede til deres både dobbelte og tredobbelte ironmans og deres tidligere deltagelse i Marathon des Sables i Marocco.
Vi slap Yolanda ved 7 km-mærket og jeg følte mig tryg ved at lade hende løbe. Jeg selv var ramt af varmen og lidt trætte ben. Min puls var faretruende høj, og jeg var lidt bekymret, om jeg kunne blive ved med at holde den så højt. Så længe jeg blot bevægede mig fremad, kunne Yolanda umuligt hente 24 min på de resterende 14 km, så jeg vurderede, at det var bedre at nå sikkert i mål i et lidt lavere tempo og med lidt lavere puls end at risikere at gå helt kold.
Med 4 km igen efter blødt sand og med de sidste bjerg-stykker i udsigte, ser jeg Anna-Marie foran mig, og bliver mindet om, at måske bevæger jeg mig ikke så langsomt alligevel.
- Finisherbillede af top tre
- Ceremony
- Fortjente drinks
Jeg når mål i tiden 2:20:52, som er ca. 2 min efter Anna-Marie og 7 min efter Yolanda.
Jeg får en samlet 2. plads og slutter overall som nr. 21 i tiden 14:35:05, og er super stolt og tilfreds over min præstation. Det er nok ikke sidste gang, jeg stiller til start ved et Marathon des Sables 🙂
Sko: Speed Instinct fra Hoka One One
Et stort tak skal lyde til især Apollo Sport for at invitere mig samt resten af mine sponsorerne og venner, familie og følgere. Tusind tak for støtte og opbakning.
Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567
Og følg mig på Instagram:
https://www.instagram.com/kristinaextremerunning/
Link til den fulde resultatliste:
http://www.marathondessables.com/en/marathon-des-sables-fuerteventura/news/provisional-ranking
Tjek også Marathon Mia samt Ian Corless blog om Marathon de Sables:
https://iancorless.org/2017/10/04/half-marathon-des-sables-fuerteventura-2017-summary/
Transalpine Run 2017
Transalpine-Run 2017 – by Mark Harber and Kristina Schou Madsen Se more running on my Facebook page: Kristina Extreme Running
Transalpine Run
I stedet for en lang løbsberetning har jeg kreeret en video, som fortæller om strabadserne i Alperne og under følgende få fakta for mit første 7 dages etapeløb.
Jeg løb med min britiske ven, Mark Harber som havde inviteret med mig til løbet. Vi mødte hinanden i Amazonas Jungle i 2016, hvor han også deltog i Jungle Ultra.
Fakta:
Etape 1:
41,5 km – 4:57:31 – 1759 positive hm
Etape 2:
26,9 km – 4:14:44 – 1835 positive hm
Etape 3:
45 km – 6:07:01 – 2201 positive hm
Etape 4:
46,7 km – 7:40:20 – 2928 positive hm
Etape 5:
40,4 km – 6:03:55 – 2244 positive hm
Etape 6:
49,4 km – 5:57:09 – 1767 positive hm
Etape 7:
33 km – 5:52:08 – 2609 positive hm
Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567
World Long Distance Mountain Championship 2017 – Giir di Mont
Kl. 8.00 stod jeg klar på startstregen til verdensmesterskaberne i bjergløb på den lange distance. Ruten bød på 32 km med op til 3000 positive højdemeter i et særdeles barsk og teknisk terræn i Premanas bjerge i Lago de Como-området. Selvom 32 km for mange lyder langt, er det en del kortere end de distancer, jeg normalt præsterer godt på, men når bjerge og teknisk terræn hæmmer på tempoet, skulle det vise sig at være et løb, jeg følte mig ret godt tilpas med.

Det danske bjerglandshold
Danmark stillede med 3 kvinder og 5 mænd:
Mette Busch, Blovstrød Løverne
Katrine Villumsen, Sparta (daglig bosat i Schwiez)
Kristina Schou Madsen, Kolding Motion
Simon Grimstrup, Silkeborg OK
David Stoltenborg, Silkeborg OK
Peter Arnoldsen
Anders Aagård Hansen
Jonas Borsøe, Viborg AM
De første 5-600 meter strøg afsted i højt tempo efter startskuddet gennem byens smalle brostensbeklædte gader, inden vi nåede dalen, og den første stigning ramte mig samtidig med de første regndråber og lyden af torden i bjergene. Jeg loggede kilometer nr. 1 til 4:05 min, men kun fordi jeg vidste, at de forholdsvis brede bygader ville blive afløst af smalle gyder og singletracks. Hermed ville det kunne betale sig, at rende lidt småstærkt for ikke at ende i kø, men faktum er nok mere, at i et felt bestående af verdens bedste bjergløbere hører jeg nok reelt til et godt stykke nede i rækken. Jeg ramte i hvert fald bjerget som anden eller trejde sidst, selvom jeg syntes at have givet god gas.
Jeg havde prioriteret en god og lang opvarmning, men når vi bliver kaldt ind i startblokken 20 min før start, var det svært at holde den kørende, og den første stigning var ubarmhjertig og ramte direkte ned i et par utilfredse og lidt stive ben. Der gik lige en halv times tid, før jeg fik overbevist min krop om, at i dag skulle vi altså løbe bjergløb og helst med lidt god gas!
Til tecnical meeting aftenen før, havde arrangørerne meldt en træls ændring i programmet, hvor det åbne løb med 2000 deltagere, som oprindelig skulle have startet kl. 8.30 – altså 30 min efter VM-deltagerne. Men grundet italiensk tv-dækning af løbet, blev det ændret til kl. 8.05 i stedet. Det var fint at få meldingen i god tid, så jeg kunne forberede mig på at blive overhalet af mange deltagere – det er, som I sikkert kan regne ud – aldrig helt vildt sjovt at blive overhalet.

Højdekurve
Ved første bjerg lå jeg og kæmpede bagerst med kvinder fra bl.a. Hviderusland og Argentina og da jeg næsten når toppen, begynder de hurtigste mænd fra open race at overhale. Det var helt ok, men ned ad bjerget var der simpelthen for mange overhalende og insisterende løbere til, jeg syntes, det var fair konkurrence. Jeg måtte flere gange træde til side og bremse mit eget nedadløb for at give plads til at andre kunne komme forbi. Det kostede mig flow og helt sikkert også tid, og min ærlige mening er, at afvikler man et verdensmesterskab, må man prioritere dennes deltagere – og det betyder også de bagerste i feltet.
Nedløbet var flere steder virkelig teknisk og stejlt, og her har jeg stadig meget at lære. Dertil var det glat og især de store, våde sten, var det svære at holde balancen på, men hammersjovt og udfordrende.
Da andet bjerg begyndte at vise sig, var jeg klar på at give den en skalle. Jeg havde en god rytme opad og begyndte at overhale en del mænd fra det åbne race, og også få kvinder fra VM-feltet. Det er nu altid en god følelse at overhale! Stigningen var stejl og lang, og i takt med jeg kom længere mod toppen, begyndte tordenbulder at blive højere og højere og regnen tog til. Ved toppen stod publikum tæt sammen under en pavillon, men alligevel heppede de på fuld power. Et par high fives på toppen, og jeg glædede mig til nedløbet. Pludselig skiftede vejret, og det blev nærmest helt mørkt og tåget(på billedet her kan I se, hvor mørkt det pludselig blev!).
- Hagl og mørke
Regnen blev meget kraftig og jeg kunne mærke, at det faktisk gjorde ondt at blive ramt, og da jeg så regnen på jorden blev forvandlet til hagl og isklumper, forstod jeg hvorfor. Haglene blev større og større, og jeg blev ledt ind under en pressening af en official, og måtte vente der et halvt minuts tid, før det var sikkert at løbe videre. Sporet ned af bjerget var fyldt af en mini-flod med vandet, der skulle ned fra toppen, og det stod ned i stænger. Til andres fornøjelse blev mit landsholdstøj en udfordring for mig: Jeg havde fået et par shorts, som var alt for store, og da de blev våde og tunge, faldt de simpelthen ned op til flere gange. Jeg er heldigvis ikke så forfængelig, og at blotte mine bleg-hvide dansker-baller går nok, men det var træls at skulle hente shorts’ne nede omkring mine knæ. (Jeg vil undlade at vise jer billeder!) Når tempoet kom op eller når jeg løb nedad, måtte jeg holde fast i buksekanten, men det måtte jeg bare acceptere og få det til at fungere.

Godt løbende
Bjerg nr. 2 var en vild oplevelse på et surrealistisk eventyrsniveau, og jeg havde et kæmpe adrenalinkick! Jeg formåede dog at tage det stille og fornuftigt ned af bjerget, og mit løb skal nok mere betegnes som gang, da jeg ikke ville risikere at falde og slå mig. Jeg blev overhalet af rigtig mange, men jeg prioriterede ikke at satse og tage chancer.
Da jeg næsten var nede, ser jeg til min værste frygt, at Mette står med 3 samaritter. Jeg stopper op, og hun er helt rundt på gulvet. Hun fortæller, hun er faldet og har slået hovedet. Jeg får snakket med hjælperne, som fortæller, at de ringer til Mettes kæreste, som også er med som supporter.
Hun græder lidt, og er tydeligvis chokkeret og ked af det, men siger selvfølgelig, at jeg skal løbe videre. Det gør jeg, men er så påvirket af situationen og ked af det på Mettes vegne, at jeg egentlig også græder lidt, og det er en underlig situation at forlade hende, selvom jeg selvfølgelig ved, at hun er i gode hænder.
Jeg rammer det sidste bjerg med kampklare ben, eftersom jeg i rolig og sikker stil er kommet ned af nr. 2. Jeg er sulten og klar på at give den fuld hare frem, og jeg hygger mig virkelig op ad de lede stigninger. Det er hårdt og udfordrende, men virkelig fedt, og jeg er i total flow. Når sådanne fede følelser rammer, smiler jeg og tænker, at det er præcis derfor, jeg er trailløber. Og hvor er jeg priviligeret over, at kunne rende rundt i de italienske bjerge og leve af det, som jeg elsker. (Nu skal jeg nok stoppe det pladderromantiske!)
Jeg battler med en del mænd, og jeg kan fornemme, at det italienske publikum godt kan lide at en danskertøs sætter de italienske mænd fra det åbne løb på plads. En enkelt løber får sagt til mig, at jeg skal tage det roligt, da bjerget er langt og stejlt, men jeg tog det kun som et udtryk for, at han nok var ved at være træt! Tju-hej det gik, og ved 28,5 km nåede jeg toppen og var spændt på, hvor glat nedløbet ville blive. Jeg havde forberedt mig på, at en del ville overhale mig igen, men kun to mænd kom forbi, hvor jeg til gengæld overhalede 4 kvinder fra VM-feltet. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne for at brænde det sidste energi af, da jeg jo nødigt skal komme i mål med overskud. Dog var jeg stadig meget opmærksom og påpasselig med de glatte sten, hvor jeg nogle gange tænkte, om mine Hoka One One Speed Instinct 2 var den rigtig model. I bakspejlet ville jeg havde valgt Speedgoat eller Mafate, men pyt med det.
Jeg rammer målstregen i 5:10:14, og er meget tilfreds med mit løb. Jeg taber en del tid på første og andet nedløb, men er ovenud glad og stolt over at være nr. 37 i verden i bjergløb ud af 57 startende kvinder. Danmarks kvinder får desværre ikke en holdplacering, da der skal minimum 3 gennemførende deltagere til, men pyt med det – det vigtigste er, at Mette er okay igen. Vores bedste placering blev Katrine, som kom ind på en flot og imponerende 16. plads i tiden 04:21:08 – respekt og stort tillykke. Simon Grimstrup løber sig ind som bedste herre på en sej 39. plads i tiden 03:39:38.
Resultater:
KVINDER:
1. Silvia Rampazzo, Italien – 03:56:45

De danske kvinder
2. Kasie Enman, USA – 03:57:30
3. Denisa Dragomir, Rumænien – 03:59:34
16. Katrine Villumsen, Danmark – 04:21:08
37. Kristina Schou Madsen, Danmark – 05:10:19
DNF: Mette Busch, Denmark
MÆND:
1. Petro Mamu, Eritrea – 03:12:52
2. Francecgo Puppui, Italien – 03:14:37
3. Pascal Egli, Schweiz – 03:18:13
39. Simon Grimstrup, Danmark – 03:59:38
49. Anders Aagaard Hansen, Danmark – 04:06:15
54. Jonas Borsøe, Danmark – 04:09:42
60. Davis Stoltenborg, Danmark – 04:17:59
66. Peter Arnoldsen, Danmark – 04:25:30
Holdkonkurrence: nr. 13 ud af 17
Tilføjende noter:
Ved disse typer af løb, er jeg vant til at løbe med mine egne forsyninger, men til dette VM var der depot ca. hver 5. kilometer, som betød, jeg ikke skulle løbe med oppakning. Det var jeg rigtig spændt på, men det gik super godt. Jeg var ikke på noget tidspunkt i energi- eller væskekrise.
Link til resultatliste
- Indmarch
- Ingen sten i hovedet, tak!
- Ditte og jeg er altid god for en fest!
- Vi fejrer med manér
- De danske kvinder og bedste crew-Ditte
- I mål efter en hård men fed tur
- På vej til indmarch
- Tøj og udstyr
8 Timers Trail Challenge
Jeg hedder Signe Cloyd og gæster i dag på Kristina Extreme Runnings blog.

8 Timers Trail Event – Signe Cloyd
Til dagligt arbejder jeg i en løbeforretningen Runners High og hos Nordea og har Kristina til træner.
Når jeg har fri, bruger jeg mange timer på at løbe trail og lørdag d. 1. juli var jeg inviteret til 8 timers Trail Challenge i Rebild Bakker arrangeret af Runners DK sammen med de 6 andre atleter, som Kristina laver træningsvejledning for.
Vejret var suverænt. Allerede da jeg blev samlet op klokken 8, varmede solen godt. Vi skulle løbe 8 timers trail på hold af 3 eller 4 personer. Skiftevis skulle der løbes en omgang på 6,7 kilometer med 220 højdemeter. Jeg var endt på hold med Claus Kock, som træner til Goretex Trans Alpine og Henrik Taarsted, der er ansat af Kristina som vejleder. To stærke herrer, der begge, som jeg, er vant til at løbe meget længere end 6,7 kilometer. Claus skulle løbe først, herefter kom jeg og til sidst Henrik. Det andet hold bestod af Jonas Leed, som tidligere har gennemført Norseman, Jerry Fogh, der lige har løbet FUT(The Real Deal), Torben Holt med Zugspitz 100 km i benene samt Kristina.
Da vi havde sendt Claus af sted, begyndte jeg så småt at varme op. Lidt jog, udstræk og ledopvarmning. Allerede 30 minutter efter starten er gået, er første mand tilbage fra sin omgang. Bare 7 minutter efter kommer Claus. Vi giver en highfive, og jeg løber af sted. På den første kilometer overhaler jeg en pige. Planen var klar. Vi ville i top tre, og den skulle derfor have fuld gas. Efter overhalingen kom der en lille bakke ned, hvorefter en bakke med trapper ledte direkte op igen. Jeg er ret glad for trapper, så jeg fløj op her. Første kilometer tikker ind i 5:00 min/km. Herefter kom et lidt mere lige stykke med kun nogle enkelte højdemeter, inden man igen kunne løbe nedad. Igen med trapper, hvor der blev løbet stærkt og med høj puls. Vi kommer ud på et lidt fladere stykke, inden det går videre ned. Her bliver jeg overhalet. Først af en kvinde og så igen af pigen. Vi krydser en et lille åløb og løber nu nede over markerne. Anden kilometer bliver rundet i 4:54 min/km. De to andre kvindelige deltagere løber lige foran mig på marken. Vi krydser en vej, og løber nu ind i skoven. Her kommer der lidt flere højdemeter på. Vi løber først på singletracks og efterfølgende på en god bred jordvej.

8 timers trailevent – Signe Cloyd
Hele tiden ligger jeg maks 20 meter efter de andre kvindelige løbere. Vi drejer fra og løber direkte op i skoven. Bakken er stejl, og jeg må ned og gå. Efter en god stigning flader bakken ud, og der kan løbes til toppen, hvor et udsigtstårn står. Herefter skyder jeg igennem et stykke krat og er næsten ved at vælte udover en skrænt. Vi skal selvfølgelig ned ad skrænten, hvor jorden er meget løs. Det er ikke min stærke side at løbe nedad, så jeg kan se, at jeg taber tid til de kvinder. Da jeg kommer ned følger jeg bare manden foran mig. Vi løber direkte over grusvejen og forbi vandposten. Efter 300 meter undrer jeg mig over, at jeg ikke kan se nogle flag. Lidt efter stopper manden foran også op, da der lige pludselig ud fra siden kommer en lille dreng på cykel. Manden giver sig til at trække cyklen, og jeg er for alvor sikker på, at jeg er løbet forkert – mega æv!
Så jeg må tilbage på sporet, hvor jeg åbenbart skulle have drejet ved vanddepotet. Fuld speed tilbage, og da jeg rammer den næste bakke er benene flade. Den første trappe bliver løbet, men på den næste må jeg ned at gå. Herefter får den lidt mere gas, da jeg VIL overhale den herre, der ligger foran mig. Jeg løber derfor også op ad den næste bakke, hvor jeg kan se, at alle andre går. Herefter en bakke ned, som er ret mudret. Mit tempo falder igen, da jeg har svært ved at stå fast. Jeg når bunden, løber over et stykke græs, igennem en låge og så videre op ad endnu en bakke. Det flader ud og efterfølgende kan jeg næsten se til målområdet. Ruten går over en parkeringsplads, hvor der vist er noget byfest (i hvert fald var der dansktopmusik og en del mennesker på 60+ år!). Jeg giver den fuld gas på den sidste kilometer, der går på fortovet og rundt om Comwell Rebild Bakker. I målområdet står Henrik klar. Jeg giver en highfive, og når lige at sige til ham, at han skal til højre ved vanddepotet.
Min anden tur går en smule hurtigere, da jeg næsten sparer en kilometer på ikke at løbe forkert. Desuden er nedløbet med den løse bund blevet mere fast. Til gengæld er benene allerede ved at være lidt mærket efter første omgang. Jeg må nok ærligt erkende, at det med at sprinte omgange ikke er mit speciale. Jeg har det lidt bedre på de lange ture.

Signe i mål på omgangen
Tredje tur er hård. Jeg taber mere tid. Benene er trætte, og jeg går stort set op ad alle bakkerne. På de lige stykker og nedad forsøger jeg at give den en skalle og indhente noget af den tid, som jeg ellers taber opad. Efter at have skiftet med Henrik, begynder jeg sammen med Claus at regne på, om vi mon kan nå to eller tre omgange mere. Vi er begge ved at være ret trætte, og selvom man har en pause på lidt over en time, er vi begge ved at være mærket af højdemeterne og al den fart, som vi har givet den ude på ruten. Henrik kommer retur og Claus løber af sted. Jeg spørger Henrik om, hvad han tænker. Kan vi mon nå to runder mere? Nej. Vi alle tre ramte af trætte ben.
Claus kommer løbende ind, og vi giver en highfive. Jeg bliver enig med mig selv om, at det er okay, at jeg ikke presser den for meget. Derfor bliver den sidste tur bare nydt. Det er tydeligt, at alle løbere på ruten er trætte. Jeg overhaler flere løbere, og knap så mange kommer forbi. De fleste ved vist, at de er ude på den sidste runde, for alle tager sig god tid til at nyde den fantastiske natur. Jeg går op ad bakkerne, og tager mig tid til at tale med de andre løbere og komme med opmuntrende kommentar. Folk har jo gjort det godt i den bagende hede, der har hersket hele dagen. Cirka 23-24 grader, fuld sol og ingen vind.

Claus Kock – 8 timers trailevent
Sidste runde bliver utrolig langsom, men jeg nyder det i fulde drag. Det er skønt at være ude på nye og hårde spor. På målstregen står alle Kristinas atleter. De hepper mig i mål, og giver masser af highfives.
Man kan jo ikke andet end at blive glad, når så mange mennesker står og hepper en i mål.
Den sidste løber ude på ruten er Kristina. Vi står alle og venter på hende. Hun kommer løbende syv minutter senere end mig. Selvfølgelig fuld af overskud og et stort smil, hopper hun ind over målstregen.
Kristinas hold med tre af de andre atleter endte med en flot 2. plads. Mit hold blev nummer seks, og jeg er selvfølgelig lidt træt af, at jeg startede med at løbe forkert. Til gengæld havde vi en virkelig god dag i godt vejr, hvor vi atleter lærte hinanden at kende. Ruten var fed og udfordrende, og vi har selvfølgelig aftalt, at næste år er 8 timers Trail Challenge hovedmålet for alle os atleter. Vi skal jo vinde!
- Stafetten gives videre
- Jerry i hopla
- Jonas i fuld firspring
- Speedy-Jonas
- Henrik på tur
- Kris og Mark
- Kris rammer målstregen
- Dream team
Billeder af Steffen Feldbæk Jensen og Kenneth fra Runners DK
World Trail Championship 2017 – Trail Sacret Forest
Jeg har taget tilløb til at skrive den løbsrapport i et stykke tid. Faktum er, at jeg har været enorm skuffet, og det har taget mig noget tid at få vendt tankerne og sat dem i de rigtige kasser.
Som de fleste sikkert har fået med, var jeg ude for et uheld og får tidligt i løbet en sten i hovedet, men lad mig starte løbsberetningen fra begyndelsen.
Dette års World Trail Championship blev afviklet i Italien i Bologna-området ved løbet Sacret Forest Trail. Fantastiske bjergrige omgivelser på en 52 km-rute med lige knap 3000 højdemeter og nogle ret gode bakker undervejs. Et helt anderledes løb end sidste års VM i Portugal på 85 km med 5000 hm, og jeg havde trænet målrettet mod verdensmesterskabet sæsonen igennem. Jeg havde bl.a. en overlegen DM-sejr med i bagagen. Jeg var sulten og klar.

Højdemeterprofil til VM i trail
Kl. 8 d. 10. juni starter vi i byen Badia Prataglia, og lige op i himmelen med 600 positive højdemter på 4 km for at møde en stejl bakke ned på ca 1 km, inden vi skal op igen til 1400 meters højde. Det er virkelig en brutal start, og mine ben brokker sig lidt, men jeg er fuld af adrenalin og er helt høj over endelig at være i gang. De to andre danske deltagere, Katrine og Mette, er løbet fra mig, og det havde jeg også regnet med. Katrine bor til daglig i Schweiz, og er en virkelig stærk bjergløber. Hun løber normalt lidt kortere distancer, så det var spændende at se, hvad hun kunne byde på denne dag. Mette er en tough cookie med et kæmpe talent. Hun brillerede sidste år ved at dukke ukendt op til DM kort trail, og vandt med markant margin ned til Dorte Dahl, og vi stod alle og måbede: “Hvor kom hun lige fra!?”. Alt i alt var jeg forberedt på, de to hurtige harer ville trække fra i starten.
Jeg løber dog lidt langsommere end den plan, jeg havde lagt, men efter første depot, får jeg godt gang i benene på nedadløbet, og kan mærke min trail-mojo breder sig i kroppen! Det er den bedste følelse, når kroppen bare spiller, benene render derudaf og omgivelserne er fantastiske. Usammenligneligt og simpelthen grunden til, jeg er trailløber.

VM i trail
På vej ned viser de flotteste blå søer sig, og jeg ved, at jeg skal rundt om dem for at komme op på det næste bjerg. Jeg ligger langt nede i feltet, og der er faktisk ikke så mange løbere omkring mig, men jeg overhaler alligevel nogle få kvinder, da de gamle stænger begynder at vågne lidt op, og jeg sørger for at give mig selv et par skulderklap. Jeg ved, der venter mig et stejlt bjerg med en hardcore stigning, men jeg er klar til at angribe.
På de stejle stykker kan jeg ikke løbe op, og derfor slår jeg over i en gå-teknik, hvor jeg har hænderne på låret og kroppen let foroverbøjet. Og ja, så sker det, der ikke må ske, og jeg har siden tænkt 1000 gange: Hvad er oddsene?
En nedfalden sten fra bjergsiden rammer mig i højre side af hovedet, og det giver et ordenligt “klunk”.
“Av for filan”, råber jeg måske – jeg tænker det i hvert fald, og efter et par sekunder kan jeg mærke smerten og ikke mindst rammer chokket mig. Chokket bliver ikke mindre, da en kvindelig løber bag ved mig, kommer op på siden, og hun er nærmest helt i panik, og råber på gebrokken engelsk, at hun vil løbe efter hjælp. Jeg tænker ikke til at starte med, det er så slemt, og smerten aftager faktisk ret hurtigt igen. Jeg er dog lidt rundt på gulvet, og jeg kan ikke helt huske, om jeg sætter mig ned, eller om jeg går stille og roligt videre. Hovedet begynder dog efter lidt tid at dunke, og jeg kan med mine fingre mærke en voksende bule. Da jeg nærmer mig et par officials, starter en anden kamp. En kamp for at få lov til at blive i løbet.
De trækker mig til side, og undersøger hovedet. Faktum er, at bulen er ret stor og øm, og de siger til mig, jeg skal stoppe. Jeg havde slet ikke overvejet muligheden at stoppe, men det har jeg svært ved at forklare dem, da deres engelske kundskaber er nærmest ikke-eksisterende. Jeg sætter i løb, og kommer væk fra dem enorm frustreret, og jeg har svært ved at få styr på mine tanker:
Er det nu, jeg skal træffe den modne og voksne beslutning om at udgå fra et løb? Hvor slemt er jeg kommet til skade? Er det hjernerystelse eller er jeg bare chokeret? Jeg prøver at berolige mig selv med, hvor ofte jeg i mine fromme boksedage har taget imod slag til hovedet, men det er jo en åndssvag argumentationsmetode, da det jo ikke gør skaden mindre alvorlig. Tværtimod måske.
Jeg kommer som sidste dansker til første check point, hvor de danske officials står klar til at hjælpe. Jeg får tanket væske og energi op, men glemmer at tage mine stave med, og efter et par hundrede meter må jeg løbe tilbage efter dem. Sådan noget glemmer jeg ellers aldrig. Jeg overholder altid planen, og det som jeg har gennemtænkt 100 gange. Situationen var bare helt anderledes den dag, og jeg havde ikke overblikket.

Lidt mere end ondt i håret
Som jeg kommer længere frem i løbet, får jeg mere ondt i hovedet, og på et tidspunkt, da jeg tager mig til bulen, går der hul. Og I kender det sikkert; et hul i hovedet bløder abnormt meget. Det gjorde det ikke bedre, at jeg havde en hvid åben kasket på, som fik den nu blødende bule i hovedet til at virke langt mere voldsomt end det egentlig var. Det havde selvfølgelig sin effekt, når jeg ankom til diverse check points.
Det var et enorm irritationsmoment for mig at skulle diskutere med folkene på check points’ne og det kulminerer, da der et sted holder en ambulance, og de hiver fat i mig. Jeg tror, de limer hullet og de er meget insisterende på, jeg ikke skal videre i løbet. I bakspejlet forstår jeg godt deres bekymring.
Jeg kan desværre ikke berette om det flotte landskab, naturen, bjergene og battle med de andre deltagere, da dette års VM kom til at handle om noget helt andet. Kampen om blot at gennemføre.
Jeg har tankemylder, og det er en ond cirkel at blive frustreret over, ikke at kunne få styr på det mentale. Jeg kan simpelthen ikke trække noget som helst brugbart ud af situationen, og jeg forsøger bare at lukke af. Det eneste jeg tænker på er at gennemføre, få medaljen og give Danmark en placering i holdkonkurrencen. (Vi var tre kvinder afsted, og for placering i holdkonkurrencen skal minimum 3 gennemføre). Et skridt foran det andet. Og igen.
Ved sidste check point står Søren(Mettes kæreste) og han samt Tysklands officials får banket lidt energi i mig og giver god mental støtte til at gennemføre. Ved det sidste nedløb mod mål, dunker hovedet forfærdeligt hver gang jeg tager et skridt fremad. Jeg er mere end lettet, da jeg i tiden 7.02 endelig betræder målstregen. Sikke en tur.
I skrivende stund er jeg stadig ærgerlig, men jeg gjorde hvad jeg kunne, og er tilfreds med at gennemføre. Jeg har sjældent, måske aldrig, mødt så meget modgang i et løb, som ved dette VM, og det har medført timevis af refleksionstanker om, hvordan jeg tacklede det, og hvad jeg kan tage med derfra.
Jeg havde virkelig høje forventninger til mig selv, og det er nok også derfor at skuffelsen rammer dobbelt så hårdt, når tingene ikke går, som jeg håber. Et par har skrevet til mig på Facebook, at jeg skal lære at se lysere på tingene efterfølgende, men jeg vil gerne have lov til at være ærgerlig og skuffet over, i dette tilfælde, en udefrakommende faktor har så stor indflydelse på min præstation. Jeg investerer alt, hvad jeg har i disse mesterskaber, og når tingene ikke går som forventet, bliver jeg ked af det, frustreret, vred og irriteret. Det er fordi, jeg vil det så meget. Hvis jeg bare trak på skulderen, vil der være noget andet galt.
Der er altid noget læring i at blive en erfaring rigere. Jeg fik jobbet gjort, og hvor andre måske ville ha’ trukket stikket, ved jeg, at jeg kan æde mig selv og komme i mål. Og nogle løb – forhåbenligt et fåtal – vil handle om at få jobbet gjort, geden barberet, punktum, mazarintærte og videre. Bare enorm ærgerligt at det lige ramler ind i mit VM. Skulle jeg ha’ udgået? Nej, når det handler om et mesterskab som dette, trækker jeg den helt til grænsen og måske også lidt over. Og dette skal bestemt ikke forstås som en opfordring, men som et forsøg på at give et ærligt indblik i, hvem jeg er som løber og hvordan mit hoved fungerer. At være stædig er en af mine store forcer, men også der, hvor jeg er mest sårbar.
Jeg kan til note trøste mig selv med at Danmark fik en god holdplacering og slog lande som fx Schweiz.
Nu ser jeg frem til VM i bjergløb, som er d. 6. august. 32 km med 2900 højdemeter i med nogle vilde op- og nedstigninger undervejs. Det er min revanche, og den skal have en over nakken, selvom jeg er lidt på udebane i disciplinen.
- Fanebærer for det danske landshold
- Udstyr til VM i trail
- Vinderen af VM i trail
- Det danske traillandshold
Resultater:
KVINDER, INDIVIDUELT
1. Adeline Roche, Frankrig, 5:00.44
2. Amandine Ferrato, Frankrig, 5:00.47
3. Silvia Rampazzo, Italien, 5:11.07
39. Katrine Villumsen, Sparta, 5:58.35
67. Mette Busch, Blovstrød Løverne, 6:28.30
82. Kristina Schou Madsen, Kolding Motion, 7:02.02
113 til start, 101 i mål
KVINDER, HOLD
1. Frankrig, 15:17.41
2. Italien, 16:05.08
3. Spanien, 16:26.04
14. Danmark, 19:29.07
MÆND, INDIVIDUELT
1. Luis Alberto Hernando, Spanien, 4:23.31
2. Cristofer Clemente, Spanien, 4:24.31
3. Cedric Fleureton, Frankrig, 4:28.03
44. Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne, 5:10.21
45. David Stoltenborg, Silkeborg OK, 5:10.57
70. Peter Bech, Silkeborg OK, 5:27.05
76. Peter Arnoldsen, Silkeborg OK, 5:34.38
89. Simon Grimstrup, Silkeborg OK, 5:48.16
155 til start, 138 i mål
MÆND, HOLD
1. Spanien, 13:17.32
2. Frankrig, 13:43.05
3. USA, 14:16.52
12. Danmark, 15:48.23
26 hold til start, 23 i mål
Trail de Quéribus
Søndag d. 21. maj deltog jeg i et fantastisk 20 km bjergløb med start i en charmerende lille by kaldet Cucugnan ca. en halv times kørsel fra den lidt større by Perpignan på den franske sydkyst tæt på grænsen til Spanien. Min gode britiske ven, Malc, som jeg mødte til The Everest Marathon i 2013 har et hus i Cucugnan, og på vores trek til startstregen i 2013 ved Everest Basecamp inviterede han mig ofte på besøg i det franske, og der skulle desværre gå 3,5 år, før det kunne blive aktuelt.
Jeg rejste fra Danmark torsdag, så der var god tid til at se sig om i den henrivende natur, og få løbet lidt småture inden søndagens strabadser. Foruden distancen på 20 km, var der også mulighed for at rende 94, 50 samt 10 km med et svimlende antal højdemeter.
Kl. 9.00 gik løbet i gang(ja, det vil sige nok nærmere et par minutter over – vi er trods alt i Frankrig!).
En gut varmede stemningen op med franske huj hej og hep, og uden nedtælling gik starten, og afsted med os. Der var en masse tumult på den korte runde i rundt i byens smalle og stejle stræder, og da vi ramte de små stier efter ca. 6-800 meter, måtte jeg se mig overhalet af en del kvinder, som var lidt bedre forberedt på albuekampen end jeg. Der var så meget fokus på ikke at vrikke om på det ujævne underlag, at jeg ikke nåede at danne mig et overblik over, hvor mange kvinder, der lå foran mig.

Højdemeterprofil
Hurtigt fulgte en smal, stejl stigning, hvor det var ret umuligt at overhale, og jeg endte i kø, men efter et par kilometer blev stien en smule bredere og på nedadløbet, formåede jeg at hente et par af de tabte placeringer. Den længste stigning mødte vi allerede efter ca. 3 km op mod Chateau de Chatares, og mega ret fedt at løbe ind i selve slottet på høje trappetrin og med geder som tilskuer, for derefter at rende ned igen og møde de andre deltagere på vej op.
Slottet var ikke toppen af bjerget, og vi fortsatte op på den tekniske bjergryg med et overvældende udsigt. Klipper samt store og små sten udgjorde underlaget, og der var fuld koncentration fra min side – jeg skulle ikke risikere at falde, og dermed risikere mit kommende VM i Italien om 3 uger. Se nedenstående galleri med billeder taget af Rachel Fargher og James Clay, som også deltog.
Nedløbet var ret teknisk og meget stejlt med løse sten samt store klippestykker, og der måtte jeg bare overgive mig til nogle af franskmændene. Er du vimmer, hvor løber nogle af dem hurtigt nedad! Og det ser så legende let og elegant ud! Og til note har jeg besluttet mig for, at sådan vil jeg også lære at løbe nedad…
Efter omkring 1,5 km stejlt nedadløb, fulgte lidt kortere og knap så stejle opløb. Her var jeg i mit es, og fik overhalet en del mænd samt en enkelt kvinde. Malc, som ikke selv deltog i løbet, havde briefet mig til at være mellem nr. 4 og 6, og selvom det jo kun var et træningsløb, føles det altså bare fedt at overhale!
Ved det sidste check point 5 km før mål, er jeg 30 sek efter en kvinde og jeg sætter alle sejl ind på at hente hende. Der går heller ikke lang tid, før jeg råber “PARDON” efter at have luret et par minutter bag, for at samle lidt ekstra energi til at blæse forbi hende med smil og overskud. “Yes”, tænkte jeg, og drømmede lidt om at hente en mere. Sådan skulle det dog ikke gå, da laver den klassiske fejl at følge et par gutter, der løber foran. Vi løber omkring 6-700 meter ad en sti, før 4 højlydte irriterrede mænd kommer os i møde, og en ærgerligt følelse rammer mig, men ret hurtigt får jeg den i “pyt-kassen”, da jeg skal finde kræfterne til at hente den kvinde, jeg ellers lige havde overhalet. Da jeg kommer til det sted, hvor jeg er løbet forkert, ser jeg hende løbe forbi, og her rammer vi sammen den andensidste stigning. Hun er ret hurtigtgående opad, og jeg beslutter at sætte i løb, selvom den type stigning normalt vil fordre mig til at gå. Med en puls oppe i det røde felt og et hæsblæsende åndedrag jogger jeg forbi hende, og hun råber et eller andet på fransk til mig. Om det var “Sikke flot løbet” eller “Skrid din svans” ved jeg ikke, og det er nok også ligemeget! Jeg var i hopla, men var ikke forberedt på den sidste stigning, som gik direkte op i himlen. Nøj, hvor var den stejl og lang – eller “never ending”, som jeg fik gengivet til briterne. Men stigningen er jo lige lang for alle, og det er nok ikke kun mig, som har det hårdt – det hjælper faktisk at tænke sådan.
Da jeg kommer på toppen, rammer lyden af musik af en stemme i et sæt højtalere mig, og det må jo betyde, jeg er tæt på mål. Dog lige et langt nedløb på et par kilometer, men knap så teknisk, så jeg havde god fart på.
- Trail des Queribus
Jeg rammer mål i 2:41:11 med 2 og 4 min ned til henholdvis nr. 4 og 3, og havde jeg ikke løbet forkert, kunne jeg nok have snust til en podieplads. Men skidt pyt – præmien var ost, som jeg ikke kan fordraget, og jeg havde et fantastisk løb, hvor jeg især er tilfreds med min VAM (Velocità Ascensionale Media, average rate of climb eller gennemsnitlige opadgående tempo) på 445 m/h, som er væsentlig bedre sammenlignet med fx VM sidste år. Det er selvfølgelig svært at sammenligne forskelligt underlag, men alle mine data ser bedre og bedre ud.
Jeg melder mig hermed klar til VM!
Udstyr:
CEP Ultralight No Show Socks
Nike løbeskirt
Saysky T-shirt
Inov8 Elite Race Vest med blære
32Gi geler og chews
Et stort tak til Malc, Rachel og James for en dejlig tur!
Resultatliste: http://www.ats-sport.com/index.php?file=resu_affiche&id=4417-8679
Danmarksmesterskaberne i lang trail
Lørdag d. 29. april blev DM i lang trail afviklet ved Julsø Ultra, og det hidtil stærkeste felt på både herre- og damesiden stod klar til battle.

Startlinjen – fuld fokus
Kl. 9 afgår starten – jeg er mega tændt og klar på at komme i gang. Jeg placerer mig sammen med de to andre landsholdsatleter Laura Hulgaard og Mette Busch, og havde egentlig ventet at Bouchra(suveræn vinder af North Coast Ultra 53 km) og Anette Corydon(verdensmester i duathlon) ligeledes ville lægge hårdt ud, men de to sidstnævnte ser jeg overhovedet ikke i løbet af turen. Derimod trækker Laura godt fra start, og i mine forberedelser havde jeg accepteret at skulle slippe et par løbere i starten, da jeg mere er sejtrækker-typen end hurtigløber-typen, men der var bare et eller andet i mig, der gjorde, at jeg fulgte med i et tempo på 4.35-5.15 de første mange kilometer. Også selvom det ret hurtigt stod klar, at benene var lidt småtunge, og jeg følte mig ikke flyvende og fuld af energi, som jeg har gjort til nogle af de andre konkurrencer, jeg har løbet her i foråret. Det syntes jeg jo var lidt træls, men ikke noget jeg dvælede ved, da jeg de sidste mange måneder netop har trænet fokuseret mod lige præcis dette løb, og et par halvslatne ben skulle i bestemt ikke stoppe mig.

Vi ræser afsted
Laura falder tilbage efter 6-8 km, og Mette og jeg skiftes til at løbe i front. Jeg tænker egentlig, at Laura hænger på, men da vi ved 12,5 km når første depot, er hun ikke med. Indtil nu har vi ikke mødt de vilde højdemeter, men turen mod Knøsen og Himmelbjerget bringer hurtigt nogle gode op- og nedløb med sig og jeg trækker i front. Jeg har trænet en del ved Himmelbjergområdet, og da vi skal på toppen, kan jeg ikke lade være med at give god gas op og ned igen, og tænker lidt diva- og kækagtigt, at her må jeg da ryste Mette af, men hun hang på, og jeg tog mig selv i at tænke: “Det var lige godt s…..!” Herefter løb vi på mudrede traktorspor med små op- og nedstigninger, og her fik Mette lavet et hul på 2-400 meter. Jeg havde brugt mange kræfter på de første 22-23 km med høj puls, og jeg forsøgte at løbe på den mest energibesparende måde uden, hun skullerende helt fra mig. Lige inden 2. depot ved 27 km havde vi omkring 6-800 meter på et nedadgående asfaltstykke, hvor jeg gav fuld gas i et forsøg på at nå depotet nogenlunde samtidigt med Mette, og der var ca. 30 sek., som skilte os.

Perfekt depotbesøg
Jeg havde et nærmest perfekt depotbesøg, hvor min supporter, Asger stod klar med en ny vest med vand, energi og alutæppe(del af sikkerhedsudstyr), og jeg smed min gamle vest og havde telefonen(del af minimumsudstyr) i hånden. Jeg vil tro det tog max 15 sek., og her kan jeg fornemme at Mette blev hængende i meget længere tid. Og dermed forlader jeg 2. depot som første kvinde, der ellers ikke var en del af planen. Planen var, at jeg skulle til at indhente de andre løbere nu, men i det nye scenarie besluttede jeg mig for at sætte tempoet op alligevel. Jeg bildte mig selv ind: “Det er jo trods alt det, jeg kan her på den anden halvdel af løbet!” Mine ben var stadig ret trætte, men drømmen om at vinde overrulede det hele.
Jeg vidste, der fulgte et forholdsvis langt fladt stykke, hvor mange i feltet er langt stærkere end mig, og på et tidspunkt kan jeg fornemme en løber bag ved mig, og jeg er overbevidst om, det er Bouchra. Men da løberen kommer nærmere, kan jeg se, det er en mand, og en lettelse rammer mig. På hele nordsiden og da Sindbjerg og resten af de grumme bakker rammer, kører jeg på autopilot. Jeg giver al den gas, jeg har og æder mig selv total. Det er så mega hårdt, og tankerne om jeg kan holde i mål, presser sig på, men jeg lytter ikke til dem. Jeg VIL vinde og jeg vil give mig alt, hvad jeg overhovedet har. Jeg har lidt problemer op ad de sidste bakker, men nedad har jeg fart på, og beroliger mig selv med, at de andre skal løbe rigtig stærkt for at hente mig. Da jeg når Silkeborg by, ved jeg, der kun er 2 km tilbage, og selvom jeg er ret sikker på, at ingen henter mig, sætter jeg slutspurten ind og rammer mål i tiden 5:16:20 som ny dansk mester og endda med 18 min ned til Mette, der kommer ind som nr. 2.
Jeg er virkelig glad for at blive dansk mester. Især med et skarpt felt bestående af Danmarks bedste trailløbere, og det betyder meget for mig at sætte streg under, at jeg ikke længere “blot” er Facebookløberen, der kan filme mens hun løber og få likes, men jeg er rent faktisk Danmarks bedste ultratrailløber!
- Jeg ankommer andet depot
- Inden start
- Podium
- Vinderbillede
- Fy for pyffer!
- Yeah – den er hjemme
Tusind tak til alle jer, som har fulgt med på Facebook og Instagram, til mine venner og familie samt mine sponsorer og samarbejdspartnere. Uden jer kunne dette projekt ikke have lykkedes. Tak.
Særligt tak til min supporter, Asger som var sublim i depoterne. Tak til K og H for vejledning og støtte.
Top 5 kvinder:
Kristina Schou Madsen, Kolding Motion, 5:16:20
Mette Busch, Blovstrød – Løverne, 5:34:28
Annette Corydon, SMT-Silkeborg, 5:36:16
Laura Hulgaard, Tejn IF, 5:44:15
Bouchra Eriken, Klub 100 Marathon Danmark, 5:44:34
Top 5 herrer:
Peter Bech, Silkeborg Orienteringsklub, 4:26:03
Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød – Løverne, 4:29:45
David Stoltenborg, Silkeborg Orienteringsklub, 4:34:58
Simon Grimstrup, Silkeborg Orienteringsklub, 4:39:35
Jonas Borsøe Christensen, Viborg Atletik og Motion
Den officielle video fra Julsø Ultra:
Paradise Trail – 18 km
Paradise Trail var en fed, fed trailtur i et langt loop på 18,3 km i et varierende terræn i den smukke natur omkring Borre Sø og Slåensø. Markeringen var i top med små orange flag sat i jorden, og selv for en blondine-navigator som mig, stod det ret klart, hvilken vej ruten gik.
Her følger en løbsberetning om min sidste konkurrencen inden DM i lang trail:
Jeg havde i dagene op til Paradise Trail glædet mig meget til at løbe et forholdsvis kort trailløb med fuld power på, og jeg var især spændt på at løbe med Josephine Dewett, som i år markerede sig med “best known time” på Danmarks barskeste marathon, Thy Trail Marathon.
Kl. 11 stod vi klar ved startstregen i det lækre område omkring Virklund, starten gik og vi strøg afsted. Jeg forventede at Josephine ville lægge hårdt fra land, men en anden løber, Sara Frydenlund tog med det samme føringen i et hæsblæsende tempo omkring 4.10 min/km. Det kom ret meget bag på mig(og måske også Josephine), men vi valgte i hvert fald at følge med, og efter ca halvanden kilometer faldt Sara også i tempo, og Josephine tog føringen med mig lige i hælene.

Paradise Trail
Jeg har de sidste mange måneder haft fokus på at øge min hurtighed, og jeg følte mig i dag ret godt tilpas i det høje tempo og med høj puls. Efter omkring 3-4 km valgte jeg at overhale, og var spændt på at se, om jeg kunne holde i mål. Det er en dejlig følelse, når alt flasker sig, om man føler sig ovenpå. Trods det høje tempo, og at jeg pressede pulsen, følte jeg mig til tilpas og mine ben var fulde af overskud. Jeg løb store dele af turen selv, men efter 15 km begyndte jeg at passere en del mandlige løbere, og de heppede i bedste trailkarmastil.
Sidste del af ruten var ret teknisk og med lidt gode stigninger samt et lækkert område med væltede træer, som skulle forceres. Ikke nemt med mine korte ben, men til gengæld sjovt!
Jeg var i dagens anledning trådt i de nye Hoka One One Speed Instinct 2.0, de er monster lækre og det rette valg i et forholdsvist tørt terræn. Dertil et par kompressionstrømper fra CEP, som jeg altid bruger under konkurrence. Jeg indtog 3x geler fra 32Gi.

Paradise Trail
Jeg har kun ros til dette fine arrangement, men synes dog, at tilmeldingsgebyret på 399 kr. (ved tilmelding efter d. 1. februar) er lige til den gode side, og jeg tror desværre, at nogen fravælger Paradise Trail på denne baggrund. Og det er jo en skam!
Fakta:
Tid: 1:28:33
Gennemsnitstempo: 4:49 min/km
Distance: 18,3 km
Højdemeter: +313 m
Placering: 1. plads / 9. overall
Præmie: Gavekort til overnatning på Vejlsø Hotel, Ultimate Direction løbebælte og LED Lenser pandelampe
Distancer: 6, 12 og 18 km
Priser: 299 kr., 349 kr. og 399 kr. (ved tilmelding efter 1. februar)
Resultatliste: http://my4.raceresult.com/65874/results?lang=dk#
Hjemmeside: http://www.trailrunning.dk/paradisetrail/
Arrangør: Racing Denmark
Adresse: Fort Østerlund, Østerlundvej 10, 8600 Silkeborg
Foto credit: RD Media Crew og Morten Mosevang
- Podiet
- Op ad trapperne!
- Lidt kæk må man godt være 🙂
Stige Ø Trail – 12 km
Det var ikke meningen, jeg i denne weekend skulle deltage i løb, men jeg blev simpelthen så misundelig på alle de Facebookopdatering fra mine venner og bekendte, som skulle ud og race, og jeg i mere eller mindre desperation googlede mig frem til et trailløb i en fair kørselsafstand fra Kolding: Stige Ø Trail i Odense.
Jeg fandt med det samme adressen, og tjekkede det ville tage 45 min at køre til start, og så tænkte jeg ikke mere over det den lørdag.
Dagen efter sætter jeg, med al min tro og tillid til teknologi, min GPS til og kører mod Odense. Da jeg ankommer, undrer jeg mig over, jeg ikke kan se andre løbere, og jeg forstår hurtigt, at jeg ikke er på det rigtige sted. Jeg får hjælp af en lokalkendt, som fortæller at løbet er nede omkring havnen, men heller ikke her, kan jeg finde løbere.

Stige Ø
Da jeg endelig finder adressen, kan jeg se, jeg er meget for sent på den, og drøner i bedste diva-stil tværs over parkeringspladsen, og smider bilen ind lige foran nummerudlevering, og beder ret frustreret om, at få mit nummer udleveret. Jeg får en chip, som skal sættes om benet, men de kan ikke finde mit startnummer.
Jeg præsterer at komme 22 min for sent til start, og det er lutter min egen skyld!
Stige Ø Trail er et rundeløb a’ 3 km, som skal gennemløbes flere gange – i mit tilfælde 4 gange, men eftersom jeg i min ivrighed efter at komme i gang, ikke får løbet over startstregen, røg jeg på en ekstra omgang rundt. Det var lidt frustrerende i starten, men jeg var faktisk ret godt løbende, og ruten var super fed med gode korte bakker og et pragtfuldt varmt vejr. Der var nogle forskellige forhindringer undervejs i form af fx en legeplads, nogle hængende dækhjul og steder, hvor man skulle dukke sig for ikke at slå hovedet. Charmerende og anderledes løb!

Stige Ø
Jeg kan klart anbefale Stige Ø Trail, og jeg kommer bestemt igen. Denne gang til tiden 😉
Fakta:
Tid: 1:14:58
Gennemsnitstempo: 5:28 min/km
Distance: 13,7 km
Højdemeter: +366 meter
Placering: Nr. 3 (med et hængeparti på 22 min)

Stige Ø
Præmie: GripGrab Skull Cap
Resultatliste: http://my4.raceresult.com/65369/results?lang=dk
Hjemmeside: http://www.teamfit4run.dk/?page_id=119
Adresse: Stige Ø, Østre Kanalvej, 5000 Odense (Tjek evt adresse for Stige Ø på Google først! 😉 )
World Trail Championship 2016
Kl. 05.00 gik starten ved dette års verdensmesterskab i trail, og det er en ret speciel og overvældende følelse at stå til start med 234 af verdens bedste trailløbere, og heriblandt et af mine idoler, Emilie Forsberg fra Sverige. Vi var 110 kvinder med i feltet, hvoraf de 86 af dem har højere ITRA-point end jeg – dvs mit mål om at placere mig i top 75% ville kun lykkedes, hvis jeg virkelig løb op til mit bedste, men det var lige præcis det, jeg havde besluttet mig at gøre!

Putting my name on the world
Inden løbet havde jeg i samarbejde med min træner, Søren udarbejdet en forsigtig plan i forhold tid, energi og væske; når jeg skriver forsigtig, er det fordi, at ingen har løbet ruten før, og derfor er det svært at sammenligne tider og teknisk sværhedsgrad.
De første kilometer er på flad asfaltvej, og Laura og Dorte smutter hurtigt fra mig. Det havde jeg sådan set også regnet med, da jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg er lidt en langsom starter, men måske er det netop det, der giver kræfter senere i løbet. Jeg får nogle ret hurtige kilometertider ind på mit ur, og bliver klar over, at noget er galt. Mit ur måler simpelthen forkert – meget forkert, og jeg kan slet ikke regne med tiderne, der tikker ind. Det er frustrerende, men jo ikke noget, jeg kan dvæle ved, og jeg må istedet bruge højdemeterkurverne, som er trykt på startnummeret, til at vurdere distancen. Efter ca 15 min på flad vej, drejer vi mod højre op ad en asfaltvej direkte til himlen. I første omgang sætter jeg bare hænderne på lårene, som jeg plejer ved stejle stigninger, men her bliver jeg simpelthen overhalet af, hvad der virker som hele feltet! Jeg finder lidt modvilligt mine stave frem, som gør, jeg i det mindste kan følge lidt med. Det er en hård mental start, og samtidig synes jeg ikke, min krop og ben vil makke ret. Maven driller, da det desværre er “den tid på måneden”, og jeg havde sådan en dum følelse af at skulle på toilet. Selvom jeg føler mig tung og energiforladt, knokler jeg på til toppen af den første stigning ved ca 7 km og 800 højdemeter(hm). Herefter følger et ca. 4 kilometer nedløb, som jeg i skrivende stund faktisk ikke rigtig kan huske – nok fordi jeg var mega presset, men får et smil på læben, da jeg uventet ser vores supportgruppe(Selina og Tommy) stå på vejen og heppe. Jeg kæmper mig frem til første væskedepot, hvor jeg får fyldt flaskerne med vand og spiser lidt appelsin. Det er stadig mørkt, og jeg ved, at stigningen fortsætter frem til de 25 km, hvor der herefter følger et stejlt nedløb til det andet depot, som er bemandet med vores supportere. På stigningen op begynder det langsomt at blive lyst, og jeg kan pakke min pandelampe ned i rygsækken. Jeg møder ikke så mange løbere, men en islændinge kommer på et tidspunkt op til mig, og vi snakker lidt, indtil han løber fra mig. Jeg forsøger, at finde rytmen op ad bjerget og få lidt flow og tempo ned af bjerget, men det kører bare ikke for mig. Jeg har dog en klar forventning om, at den tilstand jeg befinder mig i, vil vende på et tidspunkt. Det er bare et spørgsmål om hvornår; og når det sker, gælder det bare om at gribe muligheden og komme tilbage i løbet.

World Trail Championship
Andet depot er placeret ved 30 km, som ligger i en lille by Vila de Geres – status er her, at jeg har løbet ca 2000 hm op og ca 1550 hm ned, og jeg ligger henholdsvis 19 og 14 min bag de to andre danske løbere. Jeg får tanket op, og kommer hurtigt videre. Jeg når dog lige at brokke mig til vores to supportere, Selina og Tommy, over at jeg føler mig utilpas. Jeg får en tampon og noget toiletpapir, og de efterfølgende kilometer skal jeg nok spare lidt på detaljerne, men lad os bare sige, at jeg får altså ordnet nogle ting! Jeg får det en del bedre, og især på opstigningerne kan jeg mærke, at benene begynder at vågne. Desværre punkterer en af mine soft bottles, og det er ret kritisk, da temperaturerne er ved at nærme sig 25-28 grader. Ved ca. 40 km spotter jeg Laura op af en bjergside, og da jeg overhaler hende, snakker vi lidt, og hun fortæller, hun er træt. Jeg indhenter flere og flere af de løbere, som tidligere havde overhalet mig, og det giver et godt energiboost, og selvom jeg er løbet tør for vand, klør jeg på. Jeg ved, der er et væskedepot på toppen ved 46 km(3500 hm), men det er virkelig barsk at komme derop. Underlaget er teknisk udfordrende bestående af stejle, ujævne klipper, men igen er stavene virkelig en god hjælp. Da jeg når depotet, er jeg desperat efter vand og cola, og løbets hjælperne er fantastiske til at tage flaskerne ud af min taske, fylde dem op og sætte dem igen. De kender gamet, og det er dejligt! Da jeg får slukket tørsten, vender jeg mig rundt for at få noget at spise. Her spotter jeg alle de udgåede løbere, som ligger hist og pist rundt i teltet med folietæpper over sig, og jeg hører ambulancen komme. Jeg får virkelig et chok over at se så mange have det dårligt, men jeg må bare skubbe det væk og komme videre. Jeg forlader depotet med gode ben, og er klar til det næsten 10 km lange nedløb. Jeg møder desværre Dorte, som er dårligt løbende. Hun fortæller, at hun har slået sin fod, og selvom alt i en skriger på at hjælpe hende, er der ikke noget at gøre. Vi snakker kort, og Dorte sender mig videre. Hermed løber jeg forbi med en forhåbning om, at begge danske kvinder er okay. Jeg er så småt begyndt at få min krop tilbage, og jeg giver den fuld gas ned af – endelig føler jeg, jeg er let på tå og leger ned af de tekniske passager, og smilet er tilbage på læben. Jeg rammer 4. depot ved 55 km, hvor Selina og Tommy står klar. Det er virkelig dejligt at have hjælpere, som bakker mig 100% op, spørger hvad jeg vil have og hepper mig videre. Jeg er på toppen, og overhaler en del løbere – bl.a. en portugisisk kvinde, og jeg sørger for at rose mig selv for at indhente en bjergged på hjemmebane! Da jeg kommer til det sidste bjerg med en stigning på ca 800 hm, er jeg mega klar til at tage kampen op. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive denne stigning, men bjerget er bare kolo-enormt stejlt og der er skisme langt op! Jeg kommer til at battle med en hollandsk kvinde, og hun puster og stønner bag ved mig. Jeg tænker, at hun må da falde fra på et tidspunkt, og jeg forsøger at lave nogle små ryk op ad bjerget for at få hul ned til hende, men hun hænger bare på. “For dælen, altså”, tænker jeg, og jeg er da selv ved at blive lidt træt i bentøjet på denne stigning, som åbenbart aldrig har tænkt sig at ende. Et par hundrede meter før bjerget, overhaler hollænderen mig, og selvom jeg højlydt udtrykker: “Det kan skisme ikke passe!” – ja, så kan jeg simpelthen ikke følge med. Jeg er glad for at nå toppen, og beslutter mig for at få hentet hende i en fart, og vupti-huj-hej hvor det går ned ad bjerget. Jeg får overhalet en del kvinder inkl hollænderen, og jeg stryger ind i sidste depot, hvor Selina prøver at fortælle mig noget vigtig information om, at der er tjek af gear efter depotet. Men jeg hører overhovedet ikke efter, og får kun sagt til Selina: “Flyt jer – jeg skal afsted nu. Jeg skal bare slå hende hollænderen”. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne og løber af sted. Da jeg bliver stoppet til tjek 50 meter efter, forstår jeg pludselig, hvad Selina havde forsøgt at fortælle mig. Jeg finder min regnjakke og pandelampe frem, og får lov til at løbe videre. Til note kan jeg undre mig over, hvorfor et tjek ligger lige efter et depot, hvor supporterne kan “advare” om tjekket, men rigtig fint at arrangørerne tjekker minimumsudstyret.
Herfra er der 15 km hjem, og på højdeprofilkortet havde jeg set det hele som værende nedløb. Det var det langt fra! De tre “små” toppe på kortet kan sammenlignes med tre ture op ad Himmelbjerget – altså toppe på over 100 hm, som sikkert i daglig tale hernede kaldes for små bump på vejen! Jeg fortryder et par gange, at jeg havde lagt mine stave af i sidste depot, men jeg må bare tage mig sammen og komme op i en fart! Jeg fortsætter med at overhale et par løbere, og jeg ser heldigvis ikke noget til den hollandske kvinde. Da jeg når ca 80 km, begynder det at gå op for mig, at jeg rent faktisk snart er i mål. Ikke fordi jeg på noget tidspunkt havde frygtet ikke at komme i mål, men når man starter på et langt løb, som kan vare mellem 12-15 timer, gælder det om ikke at tænke på mål i den første del af løbet. Den følelse indeni, som pludselig rammer, er overvældende, og et par tårer presser sig på. Selvom en del af nedløbet er ret teknisk og jeg kan høre speakeren fra mål, har jeg overskud til at rose mig selv over den måde, jeg er kommet tilbage i løbet på. Det startede skidt – virkelig skidt – og det var på papiret bare ikke min dag, men det ville jeg på ingen måde ikke acceptere. Jeg møder en official fra løbet, som fortæller, at nu er der 1 km igen. Mit ur melder 12.51 timer, og jeg spotter chancen for at komme under 13 timer, og jeg sætter tempoet op! 500 meter efter møder jeg en islandsk supporter, som også melder, der er 1 km igen, og her melder mit ur 12.54. Her får jeg lidt travlt, og sætter igen tempoet op på et stadig teknisk underlagt og gud-hjælpe-mig om jeg ikke også møder en vejviser, som hepper “Only 1 km to finish”! Jeg giver den absolut alt hvad jeg overhovedet har, og løber ind på den røde løber mod mål med hænderne over hovedet. Jeg passerer målstregen i 13.01.38 som nr. 58 kvinde ud af 110.

World Trail Championship
Det er stort og jeg har præsteret langt bedre, end hvad jeg havde håbet på!
Et stort tak skal lyde til især supporterne Selina og Tommy for at hjælpe mig i depoterne, og tackle min diskrethed med krammere, knus og hep. Tak til Søren for god træning og opbakning det sidste halve år. Tak til Koldingegnens Idrætsefterskole, og tak til min familie og venner. Et tak til jer her på Facebook for beskeder og likes. Et særligt tak til Henrik, som har støttet mig i alt.
Som afsluttende bemærkning vil jeg bestemt forsøge at kvalificere mig til næste års VM i trail, som bliver afviklet i Italien i juni næste år.
Fakta:
85 km
4600 positive højdemeter
4800 negative højdemeter
Tider for de danske løbere:
Simon, 10:44:16
Christian, 11:01:12
Jonas, 12:08.27
Kristina, 13:01:35
Dorte, DNF
Laura, DNF
Udstyr:
Hoka One One Speed Instinct
CEP Ultra Light Low Cut Sock
Salomon S-lap sense ultra
8x soft bottles
Nike Landsholdstøj
Mountain King Trail Blaze stave 110 cm
Petzl NAO 2 pandelampe med ekstra batterier
Ekstra billig pandelampe – ukendt mærke
Energiindtag:
17 32Gi-geler
2 pakker 32Gi chews
2,5 poser 32Gi energidrik blandet med vand
Ca. 6,5 liter væske(hvilket var alt for lidt i varmen)
Diverse kage, appelsiner og chips fra depoterne.
Den fulde resultatliste: http://lap2go.com/en/event/trail-world-championships-2016/live-results.html
Startliste: http://www.i-tra.org/page/345/2016_Trail_World_Championships.html
Det danske traillandshold består af:
Simon Grimstrup, Silkeborg OK
Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne
Jonas Borsøe Christensen, Viborg Atletik og Motion
Dorte Dahl, Blovstrød Løverne
Laura Hulgaard, Tejn IF
Kristina Schou Madsen, Kolding Motion
Supportgruppe og teamledere:
Selina
Tommy
Flemming
Hanne
Marie
Landsholdskoordinator:
Søren Rasmussen
Mellemtider (lånt fra Løbecoach:SR)
P1:
Jonas, 1:26.59
Simon, 1:28.14
Christian, 1:28.20
Dorte, 1:43.12
Laura, 1:46.25
Kristina, 1:56.20
P2:
Christian, 3.12.49
Jonas, 3.13.51
Simon, 3:17.14
Dorte, 3:59.47
Laura, 4:04.16
Kristina, 4:18.54
P3:
Christian, 5:39.01
Simon, 5:49.59
Jonas, 5:59.12
Dorte, 7:14.09
Kristina, 7:18.50
Laura, DNF
P4:
Christian, 6.18.56
Simon, 6:31.53
Jonas, 6.43.34
Kristina, 8:08.16
Dorte, 8:26.02
Laura, DNF
P5:
Christian, 7:32.26
Simon, 7:49:57
Jonas, 8:09.36
Kristina, 9.35.27
Dorte, 10:16:54
Laura, DNF
P6:
Christian, 9:23.55
Simon, 9:24:33
Jonas, 10:39:03
Kristina, 11:27:22
Dorte, DNF
Laura, DNF
Mål:
Simon, 10:44:16
Christian, 11:01:12
Jonas, 12:08.27
Kristina, 13:01:35
Dorte, DNF
Laura, DNF
Jungle Ultra
At stå på startstregen til et af verdens hårdeste etapeløb, midt i Peru, med 9,8 kg på ryggen, med udsigt til 230 km over 5 dage i Amazonas jungle blandt eksotiske dyr, høj luftfugtighed, varme, bjerge og et skiftende teknisk underlag, var en thrilling fornemmelse. Og så lige det faktum at være selvforsynende. Sommerfugle i maven som øjebliksvis blev skiftet ud med lidt bekymrende miner og nervøsitet, når det en gang i mellem gik op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i!
Men når alt kom til alt, var jeg klar! Jeg kunne ikke lade være med at tjekke de andre deltagere ud, og en del af dem, så da også ud til at være nogle hårde bananer, og snakken den forgående aften tydede da også på, at de fleste havde lidt mere erfaring på etapefronten end mig. Ja, der skal vel heller ikke så meget til, når jeg nu er debutant!
1. etape – Cloud 9

Medaljepigen 🙂
Fakta: 36,33 km
Tid: 4:10:32
6:54 min/km
+1825/-3298 m
Gnm temperatur: 28 grader
Placering på etape: 1./ 5. overall
Samlet placering: 1./ 5. overall
Startskuddet lyder kl. 9.00 på en øde landevej med grus, sten, huller og humpler. Jeg har nydt godt af en uges akklimatisering, og synes ikke i første omgang at være generet af at befinde mig i 3300 meters højde – lige indtil jeg begynder at løbe! Selvom vi løber nedad og mit tempo kun rækker til en placering i omtrent den bagerste tredjedel, hiver jeg grueligt efter vejret og svimmelhed samt sorte pletter for øjnene trænger sig på. Det får jeg dog nogenlunde hurtigt styr på, og da vi efter et par kilometer endelig drejer fra landevejen og ud på et fedt spor i et junglelignende terræn, kommer smilet rigtig frem på mine læber! Sporet er så smalt, at ét forkert skridt kan sende dig ned af bjergskrænten, og med masser af grene, blade, rødder og andre lækkerier, var min koncentration på 100% på underlaget. Med de mange kilo på ryggen og enorm respekt for den totale distance, tog jeg det stille og roligt og fandt et fornuftigt pace på det smalle spor, men tempoet rakte alligevel til at indhente et par stykker, og da vi når første checkpoint(CP) ved floden, får jeg meldingen om, at jeg er 3. hurtigste kvinde og foran mig er den britiske bjerg-etapeløber Michelle Bowen(Vinder af det berygtede Dragon’s Back Race) samt verdensrekordholderen i 12 timer på løbehold, Susie Chan, som desuden startede i elitefeltet ved hendes sidste deltagelse i Marathon de Sables. To løbere som var udnævnt til favoritter inden løbets start, og det havde jeg og mit konkurrencegen egentlig fint med. Efter CP fulgte en grum, lang stigning, hvor hænderne måtte i brug for at komme op. Jeg får hentet en del af de andre, som bevæger sig meget langsomt op og holder hyppige pauser. Det giver lidt gejst, at se nogle af dem, som jeg havde klassificeret som hårde bananer, gå ned! Da vi når toppen, følger de sidste 22 km af landevejen med de ujævne sten og negative højdemeter. Jeg forsøger at følges med dem, som jeg møder, men hver gang føler jeg, at jeg har lidt mere at give af, og løber fra dem. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi og hendes mand Shaun Marsden, som også er erfaren ultraløber, just er passeret, og et dualistisk princip med konkurrencegenet på den ene skulder og fornuften på den anden træder frem. Uden dog at være meget fysisk presset, sætter jeg tempoet en smule op, og overhaler efter kort tid de to, som til gengæld ser ud til at være presset af det hårde underlag. Med ca. 6 km igen fanger jeg CP3, hvor min kæreste Henrik er placeret(han er med som løbssupporter), og han fortæller mig, at Michelle ikke er langt foran. Den melding giver ikke anledning til andet end race-mode, og jeg får overhalet hende et par kilometer før mål, og vinder dermed første etape!
2. etape – Amazonias
Fakta: 33,87 km
Tid: 4:23:19
7:46 min/km
-524/+1144m
Gnm, temperatur: 32 grader
Placering på etape: 2./ 6. overall
Samlet placering: 2. kvinde/ 6. overall
Kl. 7.00 stod vi alle klar på startstregen, og skulle desværre fortsætte ad landevejen med de strittende sten. De andre deltagere havde beklaget sig over det hårde underlag, og at det havde givet vabler og stive ben, men jeg havde det faktisk ganske fint, og kunne overhovedet ikke mærke noget i ben, og var endnu ikke blevet ramt af vabler. Igen lagde jeg forsigtigt ud, og blev overhalet af, hvad der virkede som absolut alle deltagere i løbet! Efter ca. 7-8 km begyndte min b-menneskekrop at lystre. Jeg kom ind i en god rytme, og fik overhalet en del af de andre, og da vi endelig drejer ind mod junglen bliver jeg virkelig glad! Jeg kan med det samme mærke at luftfugtigheden og varmen stiger; underlaget består af glatte sten, mudder og lidt mere mudder, grene, blade og floder der skal krydses. Alt sammen krydret med op- og nedstigninger samt dyrelyde og rumsteren fra junglen. Det er præcis det, som jeg er kommet for! Omgivelserne er så overvældende, at det virker urealistisk, at jeg faktisk er tilstede mit i den sydamerikansk jungle, men samtidig må jeg ikke svinde hen i ekstase, da underlaget kræver enorm koncentration, hvis jeg ikke skal snuble. Dog var det umuligt ikke at tilte over en gang i mellem, og diverse blå mærker begyndte at vise sig hist og pist. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi er ca. 5 min foran mig og Michelle er omkring 15 min foran. Jeg sætter jagten ind efter Susi, og fanger hende på en af de stejle stigninger, hvor jeg også overhaler en del mænd. Jeg er i et rigtig godt pace, men desværre løber jeg forkert, da jeg overser et skarp sving og får krydset en stor flod, og følger herefter en forkert sti. Jeg får mistanke efter 1 kilometers penge, og da en lokal landmand svinger med sine arme og råber ”No, no” ved jeg, at har løbet forkert. ”PIS!”, tænker jeg og må tilbage. Jeg bruger en del tid på at finde den rigtige vej, og det irriterer mig grusomt, og jeg skyder hurtigt skylden på den dårlige markering. Jeg ved, at Michelle ikke har løbet forkert, da jeg i så fald ville have mødt hende. Når sådanne ting sker, gælder det om at holde hovedet koldt, og få stoppet den negative tankegang. Den kan man nemlig kun bruge til nul og nix. Hjemmefra havde jeg brugt en del tid på at gennemtænke forskellige scenarier, og ét af dem var selvfølgelig det at løbe forkert. Et par eksempler på hvordan jeg fik det vendt i mit hoved: ”Godt jeg opdagede det i tide”, ”tænk sig at løbe forkert og stadig ligge langt fremme i feltet” ”Det er da sejt at have løbet længere end alle de andre”. Sådanne sætninger hjælper mig til at komme godt videre. Resten af etapen foregik i fedt jungleterræn på små, nærmest ikkeeksisterende stier med væltede træer, stejle og mudrede skrænter med garanti for styrt samt strømstærke floder. Jeg nyder det, giver den god gas og kommer i mål ca. 15 min efter Michelle, og det viser sig, at hun er den eneste løber i feltet, som ikke har løbet forkert. Efter mit ur har jeg løbet 34 km og Michelle har indsamlet 29 km.
3. etape – Logging

Vinder af 3. etape
Fakta: 36,08 km
Tid: 4:42:27
7:50 min/km
-622/+592 m
Gnm. temperatur: 32 grader
Placering på etape: 1./ 4. overall
Samlet placering: 1. kvinde/ 5. Overall
Dagens etape begyndte kl. 7 for top 6 løberne samt de peruvianske løbere, og 7.15 for det resterende felt, da Kris King ville undgå kø for de hurtigere løbere ved den første store flodovergang. Egentlig var min plan at starte roligt, som jeg plejede, men da vi satte i gang, besluttede jeg mig bare for at følge Michelle, som altid de to forgående etaper havde lagt hårdt ud. Flodovergangen kom efter 4 (lange) km, og jeg kæmpede for at holde tempo med hende, og fandt for første gang min iPod frem. Efter vi blev wiret over floden fulgte det fedeste jungleterræn, og Michelle og jeg fulgtes ad. Jeg forsøgte flere gange at starte en samtale med hende, men hun svarede altid meget kort tilbage. På et tidpunkt spørger jeg hende, om hun helst bare vil fokusere på at løbe og ikke snakke, hvortil hun svarer: ”Ja, jeg foretrækker ikke at snakke, når jeg løber” – Okay så, tænkte jeg og stoppede med at snakke. Jeg lå for det mest forrest og trak, og efter CP1 fulgte en hård og stejl stigning op og herefter ned, hvor vi desværre begge to mister en markering og løber vel omkring 10 min. forkert. Michelle tackler ikke situationen særlig godt, og jeg kan tydeligt mærke at hun er irriteret. Det udnytter jeg, og sætter tempoet en smule op i håb om, at hun falder fra. Et sted mellem 17-18 km hægter jeg hende af, og jeg fortsætter med at presse tempoet, hvor jeg kan. Jeg VIL indhente den tabte tid til hende, og jeg er virkelig koncentreret. Med ca. 10 km igen overhaler jeg en af de peruvianske løbere, og det giver virkelig blod på tanden. Jeg er dog forsigtig, da temperaturen er steget til næsten 40 grader, og da jeg kommer ud af junglen, brænder solen nærmest på huden. Jeg finder min kasket med slør frem, og sørger for at dybe den i vandløb og ved vandfald. Med 5-6 km igen møder jeg Mark, der ligger placeret som nr. 4, og han kæmper med de hårde stigninger.
Jeg følges lidt med ham, men jeg har mere energi, og løber fra ham. Jeg kommer i mål 55 min foran Michelle! Jeg begynder at indse muligheden for, at jeg kan lave en rigtig god placering, men ved også, at morgendagen byder på den absolut hårdeste etape.
4. etape – The Lull
Fakta: 34,14 km
Tid: 6:13:10
10:56 min/km
-1644/+1560 m
Gnm temperatur: 30 grader
Placering på etape: 2./ overall
Samlet placering: 1. kvinde/
Mit vækkeur ringer kl. 04, da starten på løbets hårdeste etape er annonceret til at starte kl. 06. Jeg har haft en virkelig dårlig nat med vand i min hængekøje, dårlig mave og vabler med betændelse til følge på mine fødder. Min krop er træt, og jeg kan næsten ikke få min morgenmad ned. Til mit held bliver starten udskudt til kl. 7.30, da ruten skal sikkerhedstjekkes efter nattens hårde og stadig silende regn. Flere steder har der været mudderskred, og ruten må ændres hist og pist. Jeg benytter chancen til at lægge mig, og jeg får omkring 45 min søvn, hvilket var guld værd! Da jeg vågner, er jeg klar til at løbe og give den gas! Jeg kunne godt fornemme, at Michelle ville gribe chancen for at indhente mig, og da starten afgik, fløj hun af sted i højt fart! Min krop ville ikke makke ret, så jeg havde ikke andet valg end at give slip på hende, og måtte fokusere på at løbe mit eget løb. Terrænet og stigningerne var dræbende – jeg har aldrig oplevet noget så teknisk og udfordrende. Og det blev bare ved og ved og ved, og jeg var hele tiden maksimalt presset. Det var så forbandet hårdt, men alligevel så elskede jeg det!

Mega fedt!
Det var jo absolut lige præcis dette, jeg var kommet efter, og jeg havde ikke tænkt mig at lade min – på det tidspunkt – dumme krop styre showet! Jeg ved, at jeg kan løbe i lang tid med høj puls og at mine ben kan klare lange og hårde stigninger, så jeg knoklede på. Da uret bippede 15 km ind, havde jeg brugt lige præcis to timer, og det var hermed slået fast, at det ville blive en lang dag på kontoret! Langsomt indhentede jeg flere og flere, og fulgtes med Mark og Tony igen. Mark blev hægtet af pga. et styrt, men Tony og jeg ramte ”The Hill” sammen. Vi var blevet briefet om, at der skulle kåres en ”King and Queen of the Hill”, og da jeg ved start af bjerget fik at vide, at Michelle var lige foran, besluttede jeg mig for at ræse og gå efter titlen. Meldingen var, at stigningen ville være 2 km, så da jeg så Michelle, lå jeg lidt bag hende og spurtede forbi hende efter 1 km. Det var ekstremt hårdt og flere gange måtte jeg ned på alle 4 for at kravle op, og med alt det mudder endte jeg tit med at glide ned igen! Det var virkelig fedt, men da uret begyndte at melde 2,3 km og videre 2,6 km, begyndte jeg at løbe tør for energi. Jeg kunne simpelthen ikke holde tempoet, og begyndte at blive svimmel og meget øm i benene. Da jeg nærmer mig 3 km op ad bjerget overhaler Michelle mig, og jeg bliver meget frustreret over, at bjerget er så langt, når nu meldingen havde været noget andet. Jeg når toppen efter 4,4 km og er en blanding mellem glad for at have nået toppen og skide sur over forkert information, der gjorde at jeg satsede for tidligt. Der fulgte et 3 km nedløb til mål, og hvilke 3 km! Jeg havde lige blæst mig selv om kuld i det hårdeste terræn, jeg nogensinde havde prøvet med et 4,4 km mega-bjerg lige op i himlen som afslutning, og nu skulle jeg have fragtet min krop ned igen? Det var virkelig krævende, og jeg var løbet tør for energi. Sorte pletter for øjnene og svimmelhed gjorde det svært at koncentrere sig, og jeg havde en del styrt. Men jeg ville tabe så lidt tid til Michelle, som overhovedet muligt, og det holdte mig oppe. Jeg var lykkelig, da jeg endelig så mål. Jeg blev kort tjekket af lægerne, da de hurtigt spottede, at jeg ikke var helt godt kørende. Jeg frøs, men fik mig taget sammen til at spise den resterende morgenmad, 32Gi protein samt min BiFi. Jeg fik aldrig rigtig varmen igen, og floden var for langt væk til jeg kunne overkomme at gå derned. Den aften var der hurtigt godnat til mig.
5. etape – The Long One
Fakta: 76,84 km
Tid: 10:56:52
8:33 min/km
-1695/+1701 m
Gnm.- temperatur: 29 grader
Placering på etape: 1./ 5. overall
Samlet placering: 1. kvinde/5. Overall
Oprindelig skulle den sidste etape være 92 km, men blev kortet ca. 15 km af, da nogle floder var for farlige at krydse. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, om det var godt eller skidt. Jeg ved, jeg er god på de lange distancer, men 92 km gennem junglestrabadser, synes jeg godt nok lige, var til den gode side! Vi startede kl. 5 om morgenen i mørke, og Michelle lagde ud ret godt tempo. Jeg havde besluttet mig at blive tæt på hende, da jeg jo så ville vinde samlet. Vi løb side om side de første kilometer, og vi pressede hinanden på skift. Der er ingen, der taler eller så meget kigger på hinanden. Den direkte duel tænder mig helt vildt, og jeg kan ikke dy mig, da hun efter omkring 8 km sakker en smule bagud. Jeg sætter tempoet op og uret melder en kilometertid på 5.09 ind, og jeg kan fornemme at Michelle kæmper for at hænge på. Jeg forsøger at blive ved med at øge, og da vi kommer til et par nedløb, og jeg ved at en stor flodpassage med zipliners snart må komme, satser jeg hele butikken og spurter af sted! Jeg når ziplineren et godt stykke inden Michelle, og den er klar til afgang med det samme. Da jeg når over på den anden side, kan jeg se hende ankomme, og hun skal vente på den returnerer.
Jeg løber mange kilometer alene på store og små spor, på marker og langs floden. Jeg ved at, der er over 50 flodovergangen, og pludselig nøjes jeg ikke med kun at løbe langs floden, men markeringerne er placeret på den modsatte side, og jeg må krydse. Flere steder er strømmen virkelig stærk, og jeg bruger mange kræfter på ikke at vælte. Dertil er det ikke altid, jeg kan se bunden og de store glatte sten, gør det ikke nemmere. Men det er sjovt, og jeg hygger mig lige indtil jeg tager et skridt ud i floden, og pludselig kan jeg ikke bunde. Strømmen tager mig med, og med rygsæk flyder jeg med, og går nok en smule i panik, da mine svømmeegenskaber er meget ringe. Jeg skyller heldigvis ind på den anden side, og der går lige lidt tid, før jeg får rystet den oplevelse af mig. På 2,5 timer laver jeg ca. 45 overgange af floder, og forsøger hele tiden at holde det højest mulige tempo. Jeg ved ikke hvor langt Michelle er bag mig, men jeg tænker hele tiden, at hun er på vej, og at hun er stærk i bjergene. Jeg vidste, at vi ville møde over 20 km tæt jungle med især én stigning på niveau med gårsdagens, og jeg ville have det bedste forspring. Ved CP3 ca. 5 km før junglestigningen fylder jeg godt med vand i flaskerne og blander den ene med det sidste 32Gi-energi, jeg har tilbage. Jeg er lidt nervøs for, at jeg ikke har formået at spise særlig meget siden slutningen af 3. etape, og de nødder jeg ifølge planen skulle have spist nu, overlevede ikke floden. Min krop har det dog godt, og selvom jeg føler mig lidt sulten, når jeg nu tænker over det, er jeg ikke løbet tør for energi. Da jeg rammer junglen, pibler sveden af mig, og jeg tager skiftevis slurke af vand og energi hver andet minut. Det er virkelig barske løjer med lede stigningerne og et mudreret underlag med spidse rødder og super sized myrer(bullet ants) klar til angreb. Alt sammen krydret med junglens grønne, grønne farve og fornemmelsen af at alle dyrene har bestilt billet på forreste række for at lure på løberne. Jeg får overhalet Tony, og da jeg når toppen og jeg endnu ikke har set skyggen af Michelle, ved jeg, at jeg faktisk har en ret god chance for at vinde det her! Bjergnedløbet er vildt!
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor glat og stejlt det var. Det var umuligt ikke at bruge træerne til hjælp for ikke at falde ned, men nogle af trænerne havde skarpe pigge, som tilmed kunne være giftige, og det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af. Der var så mange ting at koncentrere sig om, og selvom jeg var maksimalt presset, nød jeg det i fulde drag. (Til note har jeg tænkt meget på de deltagere, der måtte forcere bjerget i mørke med pandelampe – kæmpe respekt til dem!). Da jeg når ud af junglen følger et langt fladt stykke langs en bred, men lidt udtørret flod. Jo længere jeg når frem, jo mere kan jeg se tilbage, og jeg er mutters alene, hvilket bringer mig nærmere og nærmere sejren. Jeg kan næsten ikke tro, at det snart er ovre, og selvom jeg er ved at være godt træt og brugt, er jeg så glad, at det er som om, at tårerne nærmest presser sig på! Ved CP6 er meldingen at nu går det opad indtil, vi når mål. Jeg tager det stille og roligt, og går en del op ad bakken, mens jeg nøje holder øje med den tørre flod efter nr. 2 kvinde. Tony henter mig, og vi møder en storsmilende Henrik, som følger os i mål! Hvor er jeg glad for at se ham, og hvor er jeg glad for hans melding om, at der kun er 1,5 km i mål!

I mål på sidste etape
Jeg løber over målstregen i Jungle Ultra – det mest ekstreme jeg nogensinde har oplevet – i tiden 10:56:52 over slår Michelle med over 2,5 timer på sidste etape. Min samlet tid er 30:27:49, som rækker til en 5. plads overall. Hold op, hvor en fed oplevelse!
Tallinn Maraton
4:14:07 – 1:02:29 – 29:17:02 var tiderne på weekendens løb i Tallinn, Estland! 3 ture på henholdsvis 5, 10 og maraton midt i centrum af en fantastisk by med sjæl, charme, åbenhed og mine forestillinger om betonklodser i lange baner, kommunistiske træk samt Trabis i hobetal blev bragt til skamme.
Frem blomstrede en lille europæisk storby med et skandinavisk touch, og jeg undrede mig over, hvorfor jeg aldrig har været her før?
Mit ærinde i denne weekend var løb, da jeg var blevet inviteret til at deltage i maratonet, og da jeg alligevel skulle samle 100 km ind på løbekontoen denne uge, passede det perfekt med deltagelse i “Come Run With us” – 5 km løb fredag, 10 km løb lørdag og afsluttende maraton søndag. Der forelå også den mulighed at løbe halvmaraton søndag, men med en start kl. 12, kræver det en SUB 3 timers maraton for at nå den også! Og det er måske lige i overkanten!
5 km-løbet fredag startede kl. 19 fra Freedom Square og mest med børn og unge som deltagere. Der var en fantastisk opbakning gennem byen og den lokale park, og selvom ruten kun målte 4,5 km, får arrangementet top-point herfra! Alle blev opfordret til at løbe i den udleverede hvide Nike T-shirt, og det skabte et godt fællesskab, at vi alle rendte rundt i den. En flot medalje blev hængt om halsen, da vi kom i mål samt fik vi væske og energibar.

Tallin Marathon
Kl. 10 næste formiddag stod jeg igen på startlinjen til 10 km. Ligeledes her var der en fantastisk stemning og opbakning gennem Tallinn by!
Kl. 9 søndag var jeg igen klar og denne gang på maratondistancen, som skulle løbes af et loop på 21 km. At løbe er bare den bedste måde at lave sightseeing på, og ruten var rigtig fed langs vandet. Utrolig smuk, og det giver en cool effekt at kunne møde de forreste maraton- og halvmaratonløbere; der er godt nok smæk på! Jeg tog det stille og roligt, da jeg træner frem mod VM sidst i oktober, og kom i mål i 4:14:07. Det var en udfordring for mig at holde det langsomme tempo, og det glippede da også en smule til sidst 🙂
Tallinn Maraton er et velarrangeret løb og en fed måde at tilbringe weekenden på! Der er distancer og sightseeing for alle!
Tak for invitationen og tak til Greve Løbeklub for den gode opbakning!
Trail du Galibier
Jeg blev for noget tid siden udtaget til at repræsentere Danmark til VM i trail d. 29. oktober. Betinget for min udtagelse var, at jeg skulle løbe et bjergtrailløb, men ikke med noget krav om et bestemt ITRA-point(pointsystem som vurderer din præstation). Jeg fandt Trail du Galibier på 46 km og med lige knap 3000 højdemeter samt udfordrerne tekniske passager, så det ud til at være det perfekte løb.
Og det var det!
Til start stod Karin Louise Joubert, Annemette Skov samt jeg fra Danmark, mens Søren Rasmussen var supporter.
De 2900 positive højdemeter lå på de første 31 km, og med lidt hurtig hovedregning giver det en gennemsnitstigning på 10% pr. km, og dertil at vi jo også løb ned! Så ret stejle stigninger, og især bankede åndenød sig på i de +2700 meter over havets overflade(m.o.h.).
Starten afgik kl. 7.00, og jeg valgte at ignorere mit ellers udprægede b-menneskegen, som på normal vis ville ha’ overtaget min krop så tidligt om morgenen. Men jeg følte mig absolut klar til kamp, og det er en dejlig følelse at stå til start velvidende om, at jeg har trænet godt, er i god form og forberedt til turen.
Den første kilometer var et loop inde i Valloire, og jeg løb side om side med Karin og Annemette. Herefter fulgte 4,5 km opad fra 1430 m.o.h. til 1921 m.o.h. i tætte hårnålesving, men på et rimelig tilgængeligt underlag på et etableret stisystem. Da jeg er en forholdsvis langsom starter, havde jeg regnet med at Annemette og Karin ville være foran mig, men det var ikke tilfældet, og en tanke om, at jeg måske havde lagt for hårdt ud, strejfede mig. Men det havde jeg ikke – tværtimod lagde jeg forsigtigt ud, og ville på den første stigning ikke tage nogle unødige chancer i et forventet 6-8 timers løb med en tætpakket højdeprofil.
Min træner Søren havde klædt mig godt på til opgaven; vi havde snakket ruten godt igennem og han mente at 6.45 timer var et rimelig bud på en sluttid, og jeg tegnede højdekortet samt plan for væske- og energiindtag på mit startnummer. Jeg nåede første depot ved 6 km 10 min før den aftalte tid, men følte mig godt tilpas og klar på det første nedløb. Her gik det op for mig, hvor stejlt og teknisk udfordrende dette løb ville blive! Løse sten og smalle stier med en hældningsprocent man næppe kan forestille sig, krydret med skarpe franske kvindelige trailløbere, som elegant og uden besvær dansede ned af bjergsiden og med en stemme i lystige toner nærmest sang: “passé”! Jeg blev en anelse frustreret, og lidt flov over min egen buldrende og anstrengte kampvognsteknik, da løber efter løber passerede mig, og jeg fik hurtigt skubbet podiettanken væk. Jeg var slet, slet ikke på niveau med disse kvinder.
De første 10 km bød på 3 små(!) bjergtoppe, og herefter fra 1753 m.o.h. til Plan de Orient i 2624 m.o.h. For dælen, der var langt op og det meste foregik i gåtempo og ned til 16 min/km. Jeg var en af de få, som ikke havde medbragt stave, og da jeg gik der op ad bjerget i en urimelig pulszone og brændende lår, kunne jeg pludselig godt se en fordel i de dersens stave! Jeg har besluttet, at jeg vil hjem og eksperimentere mere med gå-teknikker på stejle stigninger, og finde ud af, hvad der virker for mig. Når 90% af et felt til et sydfransk bjergløb har stave med, må der vel være noget om snakken, og dertil havde både Annemette og Karin dem også med.
Jeg nåede toppen lidt efter tidsplanen, som sagde 2.40 timer, og der fulgte et relativ kort nedløb til 3. depot. Her skulle der fyldes vand i væskeblæren, da jeg først ville komme i depot igen på næste bjergtop 14 km og ca. 2,5 timer senere. Jeg fik meldingen om, at Annemette var 10 min efter mig, og siden Søren ikke nævnte noget om de forreste kvinder, måtte de ha’ været langt foran. Jeg havde et rigtig godt nedløb selvom stierne var meget smalle og med store og små sten hist og pist. Ikke på noget tidspunkt kan man slå autopiloten til og koncentrationen fra – regningen kommer prompte og man støder tæerne i stenene, laver små vrid i anklerne eller mister balancen. Altså en kontinuerlig reminder om at fastholde fokus.
Jeg er igen en smule bagud ift tidsplanen, og nu følger den, på papiret, hårdeste del af ruten med et langt, stejlt og teknisk opløb til Galibier. Første del er på græs, men der er ingen sti. Ruten går bare op i hårnålesving og det er så stejlt, at man bare kigger ind i bjerget! Flot udsigt til den anden side, javel ja, men at kunne se markeringer i det uendelige op af bjerget var en vild oplevelse! Jeg var fysisk hårdt presset, og havde “kun” lige rundet 20 km og altså ikke en gang halvvejs, men jeg elskede hvert sekund af det! Jeg var i flow, og høj af omgivelserne, terrænet og det faktum, at jeg næsten holdte planen. Op ad bjerget hører jeg pludselig Søren råbe efter mig, og skæbnen ville, at han på sin vej op til næste depot i bil, kørte parallelt med mig. Han råbte at Annemette var 22 min efter, men at jeg ikke skulle lade det blive en sovepude. Jeg råbte tilbage, at jeg ville holde planen om at nå toppen på 5 timer uden indsigt i, hvad der egentlig ventede mig på vej derop. Den sidste kilometer inden peaket var brutal, og jeg havde kilometertider helt nede på 20.44 min/km, og det tynde luftlag kunne mærkes! Nøj, hvor var jeg glad, da jeg nåede toppen ved 31 km – dog 15 min senere end aftalt, og en kontant besked fra Søren om, at jeg skulle spænde hjelmen på det 16 km lange nedløb for at indhente den tabte tid. Jeg nikkede, og var klar til at give den gas på nedløbet. I hvert fald indtil jeg så det! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig efter sådan et ubarmhjertigt opløb, men naivt var det i hvert fald… De første kilometer var så stejle og beklædt med løse klippestykker – det var simpelthen for farligt og risikabelt for mig at løbe, og jeg accepterede kilometertider ned til 10.27 min/km og først på den 39. kilometer kunne jeg få gang i noget nogenlunde fornuftigt nedløb. Men så fik den til gengæld også max gas! Jeg VILLE simpelthen i mål i 6.45, som efter Sørens udregning ville give 600 ITRA-point(ville blive mit hidtil bedste resultat). Jeg tvang mig selv til at løbe så hurtigt som overhovedet muligt, og jeg begyndte at overhale nogen af dem, som tidligere i løbet havde passeret mig. Det er en fed følelse, og selvom jeg pressede mig selv helt ud over grænsen, hvor både underben og lår føltes som om, de kunne springe hvert et øjeblik, og pulsen var så høj, at jeg kunne høre mig selv stønne med hvert åndedrag, var mit hoved fuld af eurofori og en fast besluttet på at nå mit mål. Mellemtiderne strøg ned på 4.20 min/km, og jeg åd mig selv. Langt om længe begyndte byskilte at vise sig, og jeg genkendte området: jeg vidste, jeg var tæt på mål, men da de små stier igen begynder at være tekniske og med korte stigninger, var det kun overlevelsesinstinktet, der fik mig igennem. Jeg kunne simpelthen ikke løbe flere højdemeter, men jeg tvang tanken frem om, at man altid kan løbe 2 min mere. Og 2 min mere. Og 2 min mere. Og pludselig var der kun 2 min til mål!
Jeg kom i mål i tiden 6.50.53 og er mega tilfreds og stolt. Det var et hårdt og brutalt bjergløb, men overvældende interessant og det har bestemt givet mig mere blod på tanden. Jeg har taget mange erfaringer med, og der er bestemt elementer, der skal trænes på!
Tak til Søren, Karin og Annemette for godt selskab og tak til mine sponsorerer, som lige nævnes her. Uden dem kan mit løberliv med rejser og træning ikke lade sig gøre:
Oceany, Yding Grønt, Gitte Schlage, Bo Kortegaard, CEP Danmark, Hoka One One Danmark, 32Gi, Zebla, World of Nuts, Proteinbar, DAT, FitRABBIT og Garmin.


Highland Trail
Danmarks mest kuperede terræn og det hårdeste? Jo tak, den er god nok!
D. 7. august stod jeg i Silkeborg Vesterskov til start på 14 km-distancen med lige knap 1000 hm, som nok er det trailløb i Danmark, der kan præsentere flest højdemeter på distancen. Dvs. ikke så meget lige-ud-pjat(glimt i øjet/skrivepennen!), men hardcore op eller ned! Lige efter min smag…
Der var både mulighed for at løbe 7 km, 14 km, 21 km samt maraton på en 7 km ubarmhjertig og teknisk rundstrækning, og distancerne startede selvfølgelig forskudt af hinanden med nogenlunde samlet sluttidspunkt.
Der var 39 kvinder til start, og jeg synes, det var lidt spændende om måske nogle hurtige o-løbere havde fundet vej til skoven. Dem kan jeg simpelthen ikke hamle op med på sådan en relativ kort distance! Kvinderne løb til fra start, og efter en kilometers penge lå jeg vel som nr. 3 eller 4, men herefter begyndte jeg at indhente på især nedløbene.
Løbet var perfekt afmærket, og der var ikke mindre end 3 depoter pr. 7. kilometer. Ruten og terrænet var barsk, men herudover var det ren forkælelse.
Jeg vinder i tiden 1:34:16 med 12 min ned til nr. 2. Nr. 9 samlet ud af 102 deltagere.
Præmier til de 3 bedste mænd og kvinder på hver distance + gode lodtrækningspræmier.
Et klart anbefalelsesværdigt trailløb, som lige er en tand hårdere end så mange andre løb.
DM i lang trail, 50 km
Lørdan d. 16 januar fik jeg en 2. plads samt en 1. plads i min aldersklasse til danmarksmesterskaberne i lang trail(52 km) afviklet på Bornholm. Jeg gennemførte i en tid på 6.24.28.
Starten afgik kl. 8.30 og jeg var klar! Jeg havde i dagene op til været usikker på hvilke sko, jeg skulle vælge, men en nat med hård frost samt en morgentemperatur på -8 grader og isglat overalt, var valget ikke så svært, og jeg hoppede i mine Salomon Spikecross. Efter få meter blev jeg bekræftet i mit skovalg, da en løber lige foran mig, væltede så lang han var på isen – og slog sig, desværre.
Jeg lagde hårdt ud, og min plan var at følge med Maibritt Skovgaard, som løber på traillandsholdet og, på papiret, den bedste løber i feltet. Hun gav den gas, men jeg var fast besluttet på ikke at slippe hende af syne. Efter en udfordrende prolog med meget tekniske op- og nedstigninger krydret med spejlblank is, runder jeg depotet som 3. bedste kvinde og beslutter mig for at sætte farten op, og ligge mig helt tæt på Maibritt. Efter et par kilometer kan jeg dog se, at Maibritt tøver lidt på sporet, og desværre har hun tidligt i løbet haft et styrt, som har påvirket hendes knæ, og hun vælger ikke at løbe videre. En beslutning jeg virkelig har respekt for, da jeg ved, hvor svært det er at udgå i konkurrence.
Jeg havde dog fundet et godt tempo, og Allan som også lå i vores lille gruppe, blev hægtet af. Sporerne omkring

Hammerknuden og hele vestkysten er i sig selv teknisk svære og med isen oveni, krævede det virkelig fuld koncentration hele vejen. Men jeg kan ikke udtrykke hvor fedt, jeg synes, det er! De første 20 km går rigtig hurtigt – jeg forsøger hele tiden at optimere der, hvor jeg kan, og jeg havde forinden løbet besluttet mig for, at jeg også ville tage nogle chancer i sporene. Især nedstigningerne ville jeg give en skalle, og de vildeste adrenalinsus kildede i maven og bragte smilet frem på læben! Jeg har skrevet det før, og gør det igen: Jeg elsker at løbe trail! Midt i mit runners high øjner jeg den forreste kvinde et godt stykke foran, og det er alt andet lige noget, som giver blod på tanden. Og så sker det, som bare ikke må ske: På et nedløb vrikker jeg om på min venstre fod – jeg er helt nede og det gør virkelig ondt. Jeg udbryder diverse skældsord, og en modløbende deltager spørger, om jeg er okay, hvor jeg dertil forsøger at nikke, mens smerten breder sig i min fod. Jeg ved med det samme, at dette er ikke godt, og min spontane reaktion er, at få noget af sneen ned i skoen og binde snørebåndene endnu strammere. Jeg prøver at humpe lidt videre, men hold op, hvor gør det ondt, og så gør jeg noget, som jeg ellers aldrig plejer at gøre: Jeg tager to Panodiler, og tænker, at jeg må holde smerten ud, indtil de begynder at virke. Jeg har på dette tidspunkt løbet omkring 24 km, og jeg skal virkelig grave dybt for ikke at blive mindet om, at jeg ikke engang har løbet halvdelen af løbet. Jeg finder langsomt ind i noget, der ligner løb igen, og jeg får fokuseret væk fra smerten og synes også, det hjælper lidt at komme i gang, men det er svært at finde flow, da jeg er usikker på foden. Jeg “knækker over” et par gange – dog ikke helt rundt, men nok til at blive reminded om, at jeg bliver nødt til at løbe mere sikkert på det ujævne underlag og især nedad. Jeg møder kort tid efter Søren Rasmussen på ruten, som fortæller mig, at der er 5 min op til forreste kvinde, men mit fokus går på dette tidspunkt på at komme ind i en rytme, der kan få mig gennem løbet.

Jeg vil gerne berette om naturens herligheder, sporernes lækre og udfordrende detaljer samt om de andre deltagere i løbet, men alt mit overskud til resten af løbet gik til at holde fokus på foden og underlaget – på nøje at læse terrænet og planlægge hvilket skridt, der skal tages hvor og med hvilken fod.
Har jeg haft en god tur? Bestemt!
Jeg løb min chance, og gjorde hvad jeg kunne. Jeg var indforstået med de risici, der var ved at løbe i så teknisk svært terræn, og jeg ville ikke have gjort noget anderledes. Jeg tog chancer – det er uheldigt, at jeg vrikker om, men jeg er tilfreds og stolt over at have gennemført løbet med en fod, der i skrivende stund har alle regnbuens farver og med rumfang 1x1x1. Burde jeg have stoppet? Måske, måske ikke – jeg ved ikke endnu, hvad eftervirkningerne på foden bliver, men jeg overvejede ikke på noget tidspunkt i løbet at stoppe.
Et stort tak skal lyde til Søren, som gav råd før og efter løbet. Et stort tak til Maibritt, der tiltræder som den bedste supporter efter hun selv er udgået.(Hvor er det ægte altruisme – tænk sig at udgå fra et løb, og så have overskud og lyst til at hjælpe andre) samt et tak til Thomas Skov, der altid er klar med en mellemtid, moralsk støtte, væskeopfyldning osv.! Ovenstående er noget, jeg værdsætter meget i trail: Vi hjælper hinanden – også selvom vi i løbet er konkurrenter!
Der skal også lyde et tak til mine sponsorere: OCEAN7 Projects, Yding Grønt, Danish Air Transport, Protein Bar, 32Gi, Zebla, Fitrabbit Functional Drinks – Danmark, CEP Danmark, HOKA One One Danmark, Gitte Schlage, World Of Nuts, Bo Kortegaard.
Til løbet var jeg iført CEP Ultralight langærmet trøje, Kolding Motion singlet, OMM jakke, Odlo vintertight, CEP merionouldsokker, CEP buff, Salomon Spikecross, Odlo headband, Inov-8 Vest. Dertil forsynede jeg mig med 32Gis geler og chews.
Zugspitze Supertrail – 60,7 km
Se hvordan løbet foregik. Videoen er lånt fra Zugspitze Supertrail
CEP kompression anmeldelse
Joh, jeg bruger en del tid på at træne, og derfor er det vigtigt for mig, at udstyret er i orden. En af mine samarbejdspartnere i 2015 er et af Europas førende kompressionsmærker CEP, som forsyner mig med lækkert og funktionelt træningstøj. CEP har et bredt sortiment med fokus inden for kompression, og jeg nyder godt af deres kvalitetsrige tøj bestående af et bredt sortiment i alt fra korte til lange sokker, kompressionstights samt svedtransporterende t-shirts.

Mine tre favoritter blandt CEPs produkter er:
- Active Ultralight Shirt(den kortærmede i + 10 grader og den lange under 10 grader)
- Progressive Ultralight Socks
- Progressive+ Run Merino Socks
Ultralight Shirt
CEPs Ultralight t-shirt er ekstrem let og i et materiale, som tørrer (fandens) hurtigt. Det er den perfekte trailløbe-shirt, og jeg er i problemer, hvis den er til vask, når jeg skal bruge den. Jeg er stort set altid iført Ultralight – enten under en t-shirt eller som eneste lag på varme sommerdage. Med min pæreformet krop(måske lidt karikeret!) har jeg haft en del problemer med tætsiddende t-shirts, som kryber op af maven, og jeg har fået taget diverse løbefotos, hvor jeg uvildigt flasher flæsket – ikke rart for sådan en forfængelig løber som mig(!) – men det er heldigvis slut nu, da Ultralight Shirten har en magisk lille elastikafrunding, der sidder tæt ind til den nederste del af maven, og gør, at den ikke kryber op.
Størrelsen på shirten er normal, og den sidder perfekt i en størrelse small til mig, selvom jeg kan præstere et måske lidt større brystmål end de fleste andre i en størrelse small. Jeg har altid tyet til merinould som det inderste lag, men CEPs Ultralight er klart at foretrække, og en anden god feature er, at shirten ikke lugter, som jeg ellers kan opleve med andre trøjer i kunststof. Faktisk kan jeg godt bruge den samme trøje både til morgentræningen og igen om aftenen.

Kommentar:
Findes også uden ærmer
Pris: 350 kr. for korte ærmer og 400 kr. for lange ærmer
Ultralight Socks
Jeg er ligeledes blevet lidt småafhængig af CEPs Ultralight kompressionssokker, og især deres Ultralight sleeves har gjort indtryk på mig, da jeg tidligere har bøvlet med at sleeves presser ind på min akillessene, og irritationen kunne godt vare et par dage eller mere. Med Ultralight er det slet ikke et problem, så dem benytter jeg ofte i min træning og til konkurrence.
Det er svært at vurdere om de har en præstationsfremmende virkning og effektiviserer restitutionen – det må jeg lade videnskaben om at fastslå, men jeg oplever, at mine ben føles lettere med kompression i på mine løbetrue og jeg har endda også fået for vane at have dem med til boksetræningen. Ligeledes føles mine ben ikke så trætte på lange træningspas eller i uger med mange timer på sporet.
Kommentar:
Selvom de hvide sokker er ekstrem fede, skal man lige overveje om løbeturen byder på mudder!
Priser:
Ultralight Strømpe: 450 kr.
Ultralight Sleeve: 300 kr.
Ultralight Short Sock: 200 kr
Ulttralight No Show Sock:150 kr
Run Merino Socks
Jeg nyder at løbe i al slags vejr og på al slags underlag. Mindst én gang i ugen løber jeg langs Kolding Fjord og det giver med garanti våde fødder, og her kan jeg ikke undvære CEPs merinouldsokker. De findes både i en short sock, men også som lange med kompression. Til DM i lang trail på Bornholm valgte jeg at løbe i den korte sok, som holdte mig tør og på forunderlig vis slap jeg med få vabler. I koldt vejr er merinokompressionsstrømpen min foretrukne, da den holder mig varm – også selvom den er våd.
Det kan virke dyrt for en sok, men jeg har skambrugt mine to par merinouldstrømper, og det har tidligere været min erfaring at materialet ikke holder helt vildt godt, men det må jeg sige, at CEP gør. Jeg brugte før Ashmeis strømper, som jeg også løbemæssigt var godt tilfreds med, men de blev hurtigt slidt ved hælen og ude ved tæerne, og jo tyndere stoffet blev, jo flere vabler kunne jeg sætte ind på kontoen.
Pris:
Kort: 180 kr.
Lang: 400 kr.




DM i lang trail Hammertrail
Startskuddet lød lørdag d. 4. maj kl. 00 – og det er en speciel følelse at vide, der venter sig 80 km i danmarks mest udfordrende terræn bestående af en 3,1 km prolog og 3x 25,7 km runder på den vestlige side af øen.
Jeg stillede mig et godt stykke frem i feltet, for ikke at risikere at skulle løbe i kø, når ruten blev snævret ind. Derfor lagde jeg lidt hurtigt ud, og skæbnen ville, at jeg allerede på prologen havde mit første styrt. Jeg gled ned af en våd sten, og faldt lige så lang(altså kort) jeg var, men jeg slog mig ikke særlig meget, så det var bare op igen og videre. Ude på første runde skulle jeg lige vende mig til det teknisk udfordrende underlag, og jeg havde fuld koncentration på – så meget koncentration at jeg desværre løber forkert ned i en dal, og der går lidt tid inden jeg indser, der er noget galt. Jeg kigger mig tilbage og spotter de andres pandelamper, og jeg må op af bakken igen. Jeg mister ca. 10 min, og det er mental ret hård at håndtere, men i løbet af ugens forberedelser, har jeg brugt meget tid på at tænke løbet igennem, og et af dets scenarier var selvfølgelig at løbe forkert. Min taktik for ikke at gå i frustrations-mode, var at tænke, at det kunne da ha’ gået møj værre(Tak til De Nattergale)!

Jeg finder tilbage til ruten og løber et kort stykke med en hollandsk kvindelig trailløber, som havde taget turen til Danmark. Vores tempo var dog ikke helt det samme, og jeg trækker fra hende. Det eneste positive ved at løbe forkert er, at så indhenter jeg jo nogle af dem, som havde overhalet mig, og det giver alt andet lidt energi. Efter at have løbet forbi omkring 10 løbere, fanger jeg en gruppe, som godt nok løber lidt langsommere end jeg har lyst til, men jeg tænker også, at jeg skal passe lidt på. Der er jo lang vej igen, og jeg skal have både fysisk og mental energi til hele løbet. Jeg vælger at placere mig i gruppen, og vi får snakket en smule. Desværre laver jeg den klassiske og farlige fejl, når man løber flere sammen: man følger bare med, og pludselig finder vi ud af, at vi er løbet forkert. Jeg tror ikke vi mister så meget tid, men mit hoved spiller mig her et puds, og dumme tanker, om at jeg er pisse træt af igen at have mistet tid og kræfter på at løbe forkert, presser sig på. Jeg kommer til depotet med et lidt mørkt sind, men formår at få startet på en frisk til anden runde, hvor solen så småt begynder at titte frem, og det giver vist alle løbere et lille boost af energi og ekstra gejst. Jeg løber 2. runde helt selv, men med fuld fokus på og jeg synes, det går rigtig godt. Jeg kan dog mærke, at især lårmusklerne er hårdt belastet efter 40 km med lede op- og nedstigninger, mudder, skrå stier, sand, store sten, skråninger med reb, klipper som der skal klatres op/ned ad, uendelige trapper og ikke mindst asfalt – sidstnævnte oplever jeg som enorm krævende, selvom det burde være en form for break fra det teknisk svære terræn, men jeg har det svært med asfalt i trailløb samt passager uden stigninger – altså der hvor det “bare” går ligeud.
Da jeg nærmer mig slutningen af 2. runde, møder jeg den førende dame, Annemette, som er på vej ud på sidste runde og hun ser ud til at være forrygende godt løbende og omkring 15 min foran mig – på papiret en sikker føring.
Jeg spiser et par pomfritter i depotet samt får fyldt min rygsæk op med energi til resten af turen, og jeg løber ud på 3. runde med godt humør. Især da jeg møder 3. bedste kvinde, som ligger meget langt bag mig, og det er jo lig med en andenplads til mig, hvis jeg formår at gennemføre at holde et nogenlunde tempo på de sidste 25,7 km. Jeg kan dog mærke at jeg har mere at give af, og med et stort smil på læben, lader jeg mine ben lege afsted i et lidt højere tempo end hvad jeg havde forventet på 3. runde. Med ca 15 km igen, får jeg en melding om, at jeg haler kraftigt ind på Annemette, og jeg beslutter at hvis mine ben stadig er gode ved 70 km, vil jeg sætte tempoet op. Jeg ved, at det er en kæmpe chance at tage i et krævende løb som dette og på en endnu ukendt distance for mig, men mit vinderinstinkt, lyst til at konkurrere samt trangen til at udfordre mig selv gør, at jeg presser pulsen og tempoet op, og det går de første kilometer rigtig godt. Jeg er fuldt ud motiveret og jeg blæser noget musik i ørerne: Det her elsker jeg – det er på trailsporet, jeg hører til! Desværre løber jeg tør for vand, og det er ret kritisk – jeg husker at kigge ned på mit ur, da den bibber ved 77 km og da jeg kigger op igen, ser jeg mærkelige farver på stien og græsset. Der danser lyserøde, orange og røde farver rundt og jeg ser ting, som jeg ved selvfølgelig ikke er tilstede. Jeg er dog ved fuld bevidsthed, og er godt klar over, det er et klokkeklart tegn, jeg skal tage alvorligt, så jeg kommer ned at gå og spiser lidt chews fra 32GI, men jeg kan ikke rigtig få svimmelheden væk. Jeg accepterer, at der ikke er mere jeg kan gøre for at hente Annemette, og at jeg nu skal passe på mig selv, så jeg ikke risikerer at udgå med kun få kilometer tilbage. Jeg skiftevis går og løber, men falder en del gange, fordi jeg ikke kan holde balancen og har svært ved at læse terrænet – jeg har helt klart presset mig selv for hårdt uden vand, men det var bare en chance, jeg måtte tage. På en af de sidste stigninger tror jeg, jeg ser Annemette foran mig, og uden at tænke, sætter jeg i et hurtigt løb efter hende. Det viser sig dog at være en tilskuer – i øvrigt af et andet køn, og jeg både småsmiler/bliver bange over det faktum, at jeg åbenbart er så desorienteret…
Jeg nærmer mig langsomt – lykkefølelsen og stoltheden når et nyt højdepunkt, da jeg ser mål og mit ur melder en tid på 10.43.18 og jeg vinder en andenplads til danmarksmesterskaber i lang trail samt bliver dansk mester i min klasse! Det er virkelig virkeligt!
Det har været hele træningen værd – de hårde løbepas kl. tidligt om morgenen, de sene nattetimer i Marielundskoven og krævende interval i de høje pulszoner! Vil jeg gøre det igen – ja, absolut! Jeg har fået blod på tanden, og jeg er overvældet af tanken om at jeg løber lige op med ultralandsholdsløbere.
Tider:
Prolog: 17.57
runde 1: 3:20:13
runde 2: 3:36:15
runde 3: 3:28:38
Slutteligt vil jeg sige et kæmpe tak til alle jer, som har støttet mig undervejs. Det er meget motiverende! Tak til CEP Danmark og 32Gi Denmark som hjalp med merinouldstrømper og kompression samt energi uden at slå maven i stykker smile emoticon + tak til den bedste supporter, man kan ønske sig!
Og et kæmpe tak til min seje træner Casper Callesen fra StayActive!
“F… Janteloven”-epilog:
– Jeg løber 3. runde 11 min hurtigere end nr. 1 og som den 5. bedste løber overall
– Over halvdelen af kvinderne samt 1/3 af mændene udgår
– Jeg modtager et bæltespænde, som mænd får hvis de gennemfører under 11 timer og kvinder under 11.30
Taulov Halvmaraton
Startskuddet til forårsklassikeren Taulov Halvmaraton lød søndag d. 14. marts kl. 11, og næsten 400 løbere stod klar til at tæmme 21, 10 eller 5,3 km. Solen stod klar på himlen, og en frisk vind fra sydvest peb godt i ørerene. Efter en weekend med dejligt besøg af gode venner, var jeg absolut klar til at få lidt kilometer i benene og teste mine nye Hoka Clifton i godt selskab.
Taulov Halvmaraton er i min sæsonplan kategoriseret som et C-løb. Jeg lister alle mine løb fra A-D, hvor A er de løb jeg skal toppræstere og C-D er de løb jeg udelukkende skal bruge som træningsredskab, så jeg ikke brænder igennem på alle løb. Taulov var dermed et træningsløb for mig, men jeg kan godt lide at deltage i løb som en del af min træning. Det er trods alt sjovere at løbe med andre end at trække i løbeskoene selv, men det er bare ikke altid, der er tid til det hele.

Min træner Casper, fra StayActive styrer min træning via trainingpeaks.com og havde sat et tidsmål på 1:45 og dermed en gennemsnitshastighed på 5 min/km. Det er længe siden jeg har testet formen af, så jeg var faktisk spændt på, hvordan stængerne ville reagere på tempoet. De første 10 km formåede jeg at holde omkring de 12 km/timen, men så gik det lidt galt med et par hurtige kilometertider på stigningerne, da jeg totalt blev grebet af stemningen og verdens fedeste følelse af at overhale andre, som sætter farten ned på bakkerne. Jeg havde min hurtigste kilometertid på 04:22 min/km på den 20ende kilometer og de sidste 5 med 04:29 i gennemsnit, og vidste godt, at det jeg gjorde ikke var en del af planen, men jeg kunne simpelthen bare ikke lade være. I kender det at være på en slankekur, men alligevel ikke kunne modstå trangen om at spise den lækre chokolademuffin alligevel… J
Jeg har tre gange tidligere deltaget i Taulov, og erindrede ruten som værende udfordrende og kuperet med dræberbakker, der kan udfordre ethvert sæt lunger. Jeg huskede til dels rigtigt, men stigningerne føltes ikke nær så slemme, og jeg smiler på læben, når jeg nævner for mig selv, at det må jo alt andet lige betyde, at formkurven er stigende.
Jeg kan klart anbefale Taulov Halvmaraton som et perfekt løb at teste startformen med. Velarrangeret, kuperet og godt humør!
Fakta:
Distancer: halvmaraton, 10 km, 5,3 km
Pris: 150 kr. for halvmaraton + 12,50 kr. i gebyr
Medalje: nej
Depoter: 3 stk med vand, energidrik, frugt
Højdemeter: 147 m op/142 m ned
Se min tur på trainingpeaks: http://tpks.ws/oOvQ
Ultrarun ørkenbootcamp
Bootcampen startede i Ultraruns kælder med et killerteam bestående af 3 x 2015 MdS-deltagere Nicolai, Peter samt Lars(4 inkl. Christian Madsen) og så ultraløberen Anders(se hans blog: https://42kplus.wordpress.com) samt det hardcore friluftsmenneske Bent fra Fredericia Løbeklub. Altså lille mig som eneste kvindelige indslag, men det havde jeg vel også forventet.
Efter kort præsentation af deltagerne holdte Christian et foredrag om hans 3 år som deltager ved Marathon de Sables. Et spændende foredrag, som virkelig fristede mig, og det var godt, der ikke var en tilmeldingsknap på sidste slide, for så havde jeg nok siddet i saksen!
Efter foredraget nørdede vi lidt udstyr i forbindelse med etapeløb i ørkenen. Christian viste os hans kitliste, og fortalte hvordan han år efter år havde skåret på vægten, justeret på komforten samt fundet den rette mængde kalorier.

Herefter fulgte et praktisk indslag om at ordne vabler, og være på forkant. Christian fortalte, at mange tror vabler skyldes gnidninger fra løbeskoen, som herved skaber en forbrænding på fødderne, men det er ifølge forskningen ikke tilfældet. Vabler skyldes forskydning, og selvom tape ikke anses som værende forebyggende, da det ikke reducerer forskydningen, fik vi alligevel en gennemgang af tapning på fødderne. Evt. læs mere om vabler på ultrarun.com(Link ind!)
Ved eftermiddagstid var vi endelig klar til afgang til Kårup Skov shelterplads i Fårevejle ved Odsherred for at komme i gang med bootcampen. Aftenen bestod af gearudpakning, valg af shelter og sovemakkere samt hygge ved bålet samt frysetørret mad med rigeligt indhold af kalorier. Med en temperatur omkring frysepunktet virkede det helt naturligt at krybe til køjs før kl. 21, i håbet om at få varmen i soveposen.
Lørdag formiddag stod der navigation på programmet, og jeg havde set frem til at lære mere omkring kortlæsning og kompasnavigation – det er bestemt ikke på dette område, jeg har mine forcer, men jeg vil gerne lære mere. Først vi fik en gennemgang af kompassets udformning og brug, og et par opgaver med krydsspejling og kompasgang. Om det var mit blondiegen, der gjorde at jeg ikke helt opfangede metoden, kan nu godt være, men jeg kunne godt have brugt lidt mere tid på denne del af kurset. De andre militærfolk virkede til at være lidt mere på hjemmebane end hvad min tidligere blåspejder-baggrund kunne præstere, og jeg fik desværre ikke så meget med derfra.

Efter navigationsindlægget stod den på løb med oppakning og staveteknik. Jeg havde omkring 4 kg i min rygsæk med 2 l vand, og synes faktisk det er en del at have med på farten. Jeg løb med OMMs 32 liter letvægtsrygsæk, og mine tanker går helt klart på at opgradere til deres nye Phantom 20 l på sølle 295 g, som både Christian og Lars løb med. Jeg må indrømme, at jeg ikke bruger stavene så meget i min træning, og jeg havde dem heller ikke med til The Everest Marathon, men var til gengæld enorm glad for at have dem med til Zugspitze Supertrail. Jeg var derfor meget nysgerrig på at få optimeret min teknik især på nedløbene. Alt i alt et givende indspark til hvordan en bakke kan angribes med eller uden stave.
Til frokost lavede jeg en kop nudler, da eftermiddagens program ville bestå af en lang løbetur på
den 25 km lange runde på NDURE trailruten med enorm varieret terræn på stier, skov, mudder, sand og lidt asfalt samt gode højdemeter. En virkelig smuk og udfordrende tur, hvor jeg klart fik lyst til at tilmelde mig løbet til august. For at bruge mine efterskoleelevers terminologi, så var det bare ”mega, fucking, for sygt nice” at rende rundt i overvældende natur, fede spor, dejligt vejr og lækkert selskab!
Aftenen bestod af aftensmad, hygge og røverhistorier ved bålet inden vi alle krøb tidligt til køjs.

Søndag morgen vågnede vi til regn og slud, og Christian havde planlagt et hemmeligt løb. Jeg var spændt på at høre mere om hvad det handlede om og han løftede sløret for at det ville være strandløb og så en holdkonkurrence med bakkeløb! Jeg var med det samme tændt!
Holdene blev delt så jeg, Christian og Bent udgjorde det ene hold, og Anders, Nicolai og Peter det andet hold. Vi skulle starte fra bunden af ”Dødens Dal” fra NDURE-ruten og holdet der nåede flest gange på toppen på en time, ville vinde konkurrencen! Dog må holdets løbere ikke have en afstand mellem sig på større end 2 m, så den hurtigste kunne ikke bare fræse derudaf, men der skulle stables et holdsamarbejde på benene, og udnytte de enkeltes styrker. Det andet hold lagde sig i spidsen fra start op ad bakken, og vi forsøgte forgæves at holde trit. Bakken var sindssyg hård med lede stigninger på op til 18%, og vi måtte ned og gå. Da vi nåede toppen og rundt om graven, var det andet hold en del foran, men vi formåede at hente dem på vejen ned af de mudrede og glatte bakker, og holdte føringen til slut! Ret fed følelse at slå et hold af herrer, hvoraf de to af dem deltager ved årets MdS!

Tak for en helt fantastisk weekend med god og lummer stemning – ordet håndvarmer har fået en helt ny betydning for mig!
Jeg kunne godt have ønsket mig flere træningspas – gerne et fredag aften med pandelampe, men det er vist noget med at man skal have tilladelse til at løbe med pandelamper på. Selvom vi havde en lang tur lørdag på Endure-ruten på 25 km på 3 timer, og navigation samt teknisk træning om formiddagen, kunne der også godt have sneget sig et lille løbepas ind om aftenen igen. Dog er ultraruns bootcamp bestemt anbefalesesværdigt som forberedelse til et etapeløb eller blot for at få en fed, social løbeevent med et par overnatninger i det fri.
Afsluttende, internt og uden for løbe-kontekst bemærkning:
Det er gået op for mig at lærere ikke nødvendigvis er den erhvervsgruppe, som elsker kaffe mest!
Ultrarun ørkenbootcamp
Ultrarun ørkenbootcamp d. 27. februar – 1. marts med Christian Madsen
Testanmeldelse: MIIEGO
Når jeg løber gælder det om at have så lidt at tænke på som muligt. Tøjet skal være behageligt, rygsækken sidde komfortabelt, skoen må ikke give vabler og ledninger må ikke være i vejen. Så da det danske høretelefonmærke MIIEGO, som udmærker sig ved at være ledningsløse, tilbød mig at teste deres to ud af deres tre modeller, var jeg ikke i tvivl! ”Jo tak, det vil jeg da gerne!”
Jeg har længe drømt om at opgradere på høretelefonsfronten, da mine Yurbuds efterhånden har 6 år på bagen og iPhoneshøretelefonerne bare ikke genererer særlig god lyd.
So here we go!

MIIEGO er et dansk brand som så dagens lys i 2010 og går under sloganet: No wires. No worries.
Høretelefonerne sluttes til din Smartphone eller anden bluetooth-enhed. Parringen foregår ret smertefri på min iPhone, så jeg vil vove den påstand at selv teknologianalfabeterne kan være med her! Man skal dog lige vende sig til betjeningen, som på AL3 sidder på højre ørebøf, og panellet virker som om det er drejet 45 grader den forkerte vej. Men det vænnede jeg mig til efter et par løbeture, og nød i stedet at jeg ikke skulle have telefonen frem for at skifte musiknummer, justere volumen eller besvare et opkald. På AL5 skal man lige finde den rette metode til at få trykket knapperne ind uden at rykke rundt på høretelefonerne, men betjeningen fungerer overordnet godt.

Forbindelsen mellem enhederne er ganske god, og jeg oplevede kun knas på linjen den første gang parringen blev foretaget. MIIEGO anbefaler selv at man bærer sin musikafspiller på højre arm, men jeg oplevede ikke at forbindelsen blev dårligere af at have min telefon i en mavetaske om livet og heller ikke, når jeg har den på lænden. Skal jeg være helt ærlig har jeg faktisk præsteret at gå på toilettet med min mobil på skrivebordet og stadig høre musik!
AL3 Freedom Woman
Jeg synes denne model har en rigtig god lyd, og hvis man har begivet sig udenfor i lidt koldt vejr, kan hørebøfferne også give lidt varme på ørerne. Jeg har testet dem på både korte og lange ture, og jeg var især spændt på om de begyndte at stramme og irritere på øret, men de er overraskende behagelige at have på også ud over 2 timers løb – også i regnvejr. Bøfferne er forbundet via en nakkebøjle, som ved kvindemodellen er lidt kortere end mændenes, og flugter omkring hårgrænsen. Når man tager den på skal den lige drejes en omgang, og virker ved første øjekast lidt stiv, men det fungerer egentlig bare, når man har den på.
AL3 har ligeledes mikrofon indbygget, så mens du render rundt i de lave pulszoner, kan du lige få ordnet opkaldene! Her er det muligt at aktivere iPhones stemmestyring og via mikrofonen ringe til svigermor og sige hej; dog aktiveres stemmestyringen også, hvis du forsøger at slukke høretelefonerne, og jeg har ikke lige regnet ud, hvordan jeg undgår dette bortset fra at slå Bluetooth fra på telefonen eller lade høretelefonerne slukke selv.

En anden smart feature er, at du kan se MIIEGOs batterilevetid på iPhonen. Se det er jo ret smart, da det giver dig en fornemmelse af, hvor mange løbeture, der er tilbage og det har faktisk fået mig til at lade lidt undervejs.
Udover løb har jeg brugt headsettet til boksning for at teste, hvor godt det sidder fast. Jeg har selvfølgelig ikke sparret med det, men slået sandsæk, skyggebokset, haft plethandsketræning, sjippet samt styrketrænet og høretelefonerne har bare fulgt med mine bevægelser.
Og så lige en ting jeg undrer mig over: I æsken medfølger et par virkelig grimme hvide pads uden logo. Jeg kan ikke forestille mig hvem der ville smide et par af dem på?
I den flotte kasse(som man næsten ikke nænner at smide ud) får du:
- Høretelefoner
- USB-opladerkabel
- Ekstra pads i hvid farve
- Vandtæt etui
- Lille manual
Specifikationer:
- Rækkevidde op til 10 m
- Vægt: 45 gram
- Batterilevetid: 6 timer og 45 min(både musik og telefonopkald)
- Standby: Op til 150 timer (ifølge MIIEGOs hjemmeside)
- Wireless technology: Bluetooth v. 3.0
Min indtryk er en god hørebøf til prisen, og jeg er vild med de manglende ledninger og det faktum at forbindelsen mellem telefon og headphones fungerer.
Pris: 499 kr.
AL5 Perform
Da jeg har ret små ører, var jeg på forhånd lidt kritisk indstillet for denne model, da den virker lidt stor og klodset, men jeg må tage mine ord tilbage. Høretelefonerne har en god komfort og det justerbare design med pasformen bag om og over øret gør, at du kan indstille dem til netop at passe dine ører – store som små! Jeg har tidligere haft udfordringer med at in ear-høretelefoner falder ud af mine øre, men det er slet ikke et problem her.

AL5 Perform har kun 3 knapper: Øverst er den lille runde control-knap(C) placeret og under en todelt aflang knap med pile op og ned, og her kan du med ét tryk justere volumen og med to tryk nederst afspille sangen forfra og to tryk mere afspille forrige sang og omvendt med den øverste knap. AL5 har ligeledes indbygget mikrofon, som sidder i bunden af højre høretelefon under betjeningspanelet, og det kræver blot et tryk på c-knappen for at besvare et opkald.
På AL5s betjeningspanel synes jeg det kan være lidt svært at få trykket ordentlig på knapperne, som virker lidt stramme, men hvis du samtidig tager fat om øret, er det ikke noget problem – blot noget du lige skal vende dig til.
I forhold til prisen er lyden er ret okay – jeg kan nu godt lide at bassen sparker lidt ekstra, og det savner jeg en smule her, men som trøst har AL5 Perform COMPLY ear tips(top-mærkevare inden for de skumdimser man sætter ind i øret. Fås bl.a. til Seenheiser, Sony, Beats by Dr. Dre osv), som indkapsler lyden og lukker udefrakommende støj ude. Desuden medfølger 3 stk. ear-buds fra størrelse small til large, men jeg ved ikke lige hvorfor man skulle bytte de lækre COMPLY ear tips ud…

Høretelefonerne er forbundet med en ledning rundt om nakken, og kan ligeledes justeres. Du kan vælge både at have den siddende løst eller stramt alt efter hvilken sportsgren du dyrker eller hvad du lyster, og det er nu en meget praktisk feature.
I den flotte kasse(som man næsten heller ikke nænner at smide ud) får du:
- Høretelefoner
- USB-opladerkabel
- COMPLY Premium Active Eartips
- Vandtæt etui
- Ekstra ear tips i 3 størrelser: S, M og L
- Lille manual
Specifikationer:
- Rækkevidde op til 10 m
- Batterilevetid: 4 timer og 50 min
- Vægt: 28g
- Standby: Op til 150 timer(ifølge MIIEGOs hjemmeside)
- Wireless technology: Bluetooth 2.1+EDR
Pris: 649 kr.
Lir:
Og så lige en sjov gimmick: de vandtætte etuier er forskellige, så dem der følger med de lidt dyrere AL5 Perform har lige et etui med en tand mere coolness… J
Ulemper:
– Når jeg slukker høretelefonerne aktiveres stemmekontrol på min telefon. Det har bl.a. medført et par ufrivillige opkald
– Jeg kan nogle gange være offer for at mine dimsedutter løber tør for strøm. Jeg skal huske at lade mit GPS-ur, Gaiteye og nu høretelefoner!
MIIEGO kan købes i specialbutikker – bl.a. Bodyzens webshop samt i Kolding samt på MIIEGOs hjemmeside: www.miiego.com
Eilat Desert Marathon
Video from Eilat Desert Marathon 2014 – a tough race 🙂
Trail Experience Munkebjerg
Lørdag d. 20/12 skulle have stået i maratonets tegn, men mine blondinegener havde desværre filtreret den ellers simple bedrift af tilmeldingen til Løb4andre maraton i Aabenraa. Jeg opdagede misforståelsen alt for sent, og løbet var meldt udsolgt!
Men hvad betyder det, når nu Trail Experience stod klar med et gratis super trailløb ved Munkebjerg i Vejle?

Runder af 2,5 km i barsk terræn med lede højdemeter, som i alt kunne runderes 4 gange til den totale længde af 10 km. Med start fra Munkebjerg Hotel stod knap 100 løbere klar til start klokken-meget-tidlig 9 lørdag morgen. Den føltes formentligt lidt tidligere end ellers, da det var tusmørke, vinden peb i ørerne og på køreturen nordpå ramte et haglnedslag uden lige! Men det kunne ikke forhindre os trailtosser i at give gas bakker op og bakker ned – mudder op og mudder ned. Vi var dog slet ikke bekymret, da løbslederen lovede os medvind op af bakkerne, men jeg skal vist lige have en efterfølgende alvorlig snak med ham…!

Ellers bød runderne på mudder, lidt mudder og så mudder! Fede stier, der på bakkerne nedaf
satte teknikken på prøve og på de opadgående bakker satte viljen på prøve!
Jeg blev hængende lidt længere end de 10 km og nåede 7 omgange med knap 1000 højdemeter, som jeg i skrivende stund godt kan mærke i stængerne!
Først i mål på de 4 runder var ikke overraskende Søren Rasmussen(som skisme overhalede mig på min 3. omgang?!) samt Belinda Ditlevsen.
Tak til Mikael og sønnike, Jakob for at pace på 4. runde. Jeg fornemmer en up coming i dansk trailløb 🙂
Hurra for folkene bag Trail Experience, som bruger kræfter på vi andre kan boltre os i skoven. Besøg deres Facebookside og støt op om et godt initiativ: Trail Experience

Juleløbet Skamling – et anderledes juleeventyr
Årets julebegivenhed er næstefter juleaften helt klart Juleløbet Skamling – et anderledes juleeventyr. Især hvis man er en trailtosse ligesom mig! Der er efterhånden ved at være mange derude, og her lever Juleløbet op til alle trailforventningerne med både halvmaraton, 10 km, 6 km samt en 2 km familierute. Sidstnævnte en to runders strækning på 10 km-ruten i ret så kuperet terræn med mudder op til begge øre.

Juleløbet kan bestemt skrives i bogen som et udfordrende løb med tekniske udfordringer på op- og nedstigninger, der fik – en ellers efterhånden garvet trailløber – på numsen ned ad Skamlingsbankens mudderplæne! Dvs. at jeg allerede efter en små 4 kilometer måtte døjes med ekstravægt i form af mudder på bagenden til stor fornøjelse for de andre løbere! Efter det lange nedløb gennem skov og små stier fulgte et blæsende stykke langs stranden ved Binderup. Det bløde sand suger kræfterne ud af benene, og man bruger en del energi på at finde ud af hvor på stranden det mest barmhjertige sand er placeret. Strandstykket er ikke så langt, men efterfølges af en grusom og lang asfaltstigning, der synes at fortsætte i det uendelige. Stigningen blev afløst af mudderrige singletracks med gode sving i kuperet terræn.

Søde efterskoleelever dirigerede os løbere den rigtige vej, og det er super dejligt med bemandede poster – især dem der smiler og hepper!
Løbet får 5 ud af 6 løbesko – den sidste sko er inden for rækkevidde, når sneen falder og sporet er hvidt!
Arrangør: Bodyzen, Kolding og Design- og Idrætsefterskolen Skamling
Pris: 50-150 kr.
Distancer: 2, 6, 10 km og halvmaraton
Højdemeter: 474 op og 472 ned
Andet:
Gratis æbleskiver, glögg og saftevand + råhygge i efterskolens spisesal

Eilat Desert Marathon
D. 28. november gennemførte jeg ekstremløbet Eilat Desert Marathon i det sydlige Israel på grænsen til Jordan og Egypten.
Med 320 deltagere til start blev løbet kl. 06 skudt i gang, og vi begav sig ud på de 42,195 km i ørkenens sand og varme. Efter 3 km begyndte den første 9 km lange stigning på et ubarmhjertigt underlag af blødt sand og småsten fulgte efter. Den høje temperatur og det drilske underlag havde stor indvirkning på os alle, og 62 løbere måtte udgå af løbet.

Jeg løb med oppakning og en camelbag med 2 liter vand, som jeg fyldte op undervejs, men selvom væsken blev suppleret med elektrolytter og energi i form af geler, kunne jeg ikke forhindre en mild dehydrering i slutningen af løbet. Tempoet måtte sættes ned, og kroppens signaler respekteres.
Jeg gennemførte ørkenmaratonet på 4:46:32 og er godt tilfreds med resultatet, men det var dælme en noget af omgang med tilføjelse af unik, smuk, barsk og ekstrem hård oplevelse.




Polar Circle Marathon – 2014
Video from The Polar Circle Marathon 2014, Kangerlussuaq, Greenland
The Polar Circle Marathon

Søndag d. 26. oktober deltog jeg i The Polar Circle Marathon på Grønland under ekstreme forhold på den 66. breddegrad – bedre kendt som Polarcirklen. Maratonruten løber over den tykke indlandsis og gennem enestående grønlandske landskaber med gletsjere, tundraer, arktisk ørken og et absolut smukt morænelandskab. Efter mange måneders intens træning varetaget af StayActive følte jeg mig 100% klar til den kolde udfordring.
Alle deltagere mødtes i Københavns Lufthavn til nummer- og chipudlevering, og vi kunne således checke fælles ind. Flyveturen til Søndre Strømfjord(Kangerlussuaq) tog omkring 4 timer, og jeg kunne forestille mig at løberne fra bl.a. Australien var glade for at nå frem. Vi landende lokal tid kl. 09 og det var allerede tid til ruteinspektion på indlandsisen, så vi måtte klæde om i lufthavnen og tage med bussen ud i det uvisse.
De omkring 38 km ud til indlandsisen var krydret med ubeskrivelige fede naturoplevelser, som jeg, uden at have oplevet hele verdenen, formoder kun kan opleves på Grønland. Betaget af synet, kunne jeg mærke spændingen i kroppen stige og en smule nervøsitet omkring det faktum, at jeg i disse kølige omgivelser få dage efter skulle rende 42,195 km. Ruteinspektionen på indlandsisen var spændende og der lå ikke så meget sne, som jeg havde forventet, men is så langt som øjet kunne række, og mine ekstra pigge på skoene havde ikke en chance for at trænge igennem. Det gjorde mig temmelig nervøs, for hvordan skulle jeg dog kunne holde balancen? Dertil var det hamrende koldt, vinden piblede igennem mit tøj og jeg ændrede konstant holdning til hvor meget tøj, jeg skulle bære til selve maratonet.
Resten af dagen gik med afslapning og i samvær med de andre deltagere fra hele verden. Jeg holder virkelig af det sociale aspekt på sådan nogle ture, da de mennesker man møder, deler ens interesse for løb, og der er ingen, som sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man begiver sig ud i at løbe et maraton nord for Polarcirklen.
Fredag vågnede jeg tidligt og besluttede at tage på endnu en ruteinspektion – især fordi natten havde budt på sne, og landskabet udenfor var ikke til at kende. Det samme gjorde sig gældende ude på indlandsisen, og man skulle tro at jeg befandt mig på to forskellige steder, da alt isen nu var dækket med mellem 20-40 cm sne. Udfordringen var stadig den glatte overflade, når jeg ramte isen under sneen, men det virkelig svære, var at fornemme hvor meget sne jeg skulle træde igennem. Fornemmelsen var lidt som at gå på trapper og ikke vide om der er ét eller to trin tilbage at træde ned på. Det var en ubehagelig fornemmelse, som jeg ikke rigtig kunne finde en måde at håndtere på – udover at sætte tempoet væsentligt ned.
Det lærerige ved endnu en ruteinspektion, var at ALT ændres med vejret. Internettet meldte om forskellige vejrudsigter og alt mellem hård vind og næsten ingen vind samt – 6 grader til – 18 var at finde på DMI, YR og hvad vejrstationerne nu ellers hedder. Jeg synes, det var rigtig svært at lave udstyrsbeslutninger, men mit udgangspunkt var følgende, som også endte med at blive outfittet til maratonet:
- Odlo merino wool undertrøje
- Odlo fleece mellemlag
- Odlo down jacket
- Odlo wintertighst
- Odlo ¾ down pants
- Haglöfs full face
- Odlo pandebånd
- Buff
- Odlo wintergloves
- Smart Wool PHD toe sock mini(five fingers sokke som inderste lag)
- Features winter 100% merinouldsokker
- Salomon Speedcross 3 GTX
- Spikes
Lørdag gik med afslapning og et par sightseeingture i det smukke landskab omkring Kangerlussuaq samt gentagne udstyrstjek. Jeg dedikerede mange tanker til, hvordan mine personlige forsyninger ved halvmaratonmærket og 30 km ikke skulle fryse, og jeg synes selv, jeg kom frem til en god løsning, som indebar en Faxe Kondi energidrik pakket ned i en sleeve med geler rundt om flasken. Dertil lagde jeg 2 Hand Warmes fra Grabberworld, som efter sigende kunne holde sig varme i op til 10 timer.
Om aftenen bød mit b-menneskegen vintertiden og dermed den ekstra nattetime velkommen inden maratonet løb af stablen søndag. Jeg havde stillet mit vækkeur til kl. 04, så jeg kunne narre min dovne morgenkrop til at være tip-top frisk til starten kl. 09.
Løbsrapport:
Busserne ankom ca. 15 min før start og der var lige tid til at tisse af(hvilken virkelig var en kold fornøjelse), få spikes/yaktrax eller andet på løbeskoene samt få afleveret sine personlige forsyninger til ruten.
Præcis kl. 9 lød startskuddet og 167 forventningsfulde løbere tog de første skridt ud på det 42,195 km lange eventyr omkring Polarcirklen. Ruten startede med en ond stigning på ca. 2 km ud til indlandsisen. Stigningen overraskede mange med dens brutale hældningsprocent og glatte underlag, men sceneriet omkring os var absolut fantastisk, som på magisk vis fjernede startproblemerne i benene. Den sidste stigning inden isen var så stejl, at vi måtte ned i gåtempo, men synet der mødtes os for enden af bakken, var spektakulær: Et total hvidt landskab så langt øjet rakte, og jeg lagde mig klar til at angribe! Isen var glat – spejlglat, og tykkelsen på sneen var, som dagen før, svær at vurdere. Jeg kæmpede mig igennem de til tider op til 40 cm
Efter de 3 km på indlandsisen gik turen videre på fast grund, men stadig med meget sne og is som underlag.
Fra ca. 15 km til 19 km løb vi på et nogenlunde fladt terræn, men jeg valgte stadig at beholde piggene på skoene pga. det glatte underlag. Inden vi kunne sætte hak ved halvmaratonmærket, skulle vi bekæmpe en stor bakke, hvor de fleste også måtte opgive at løbe. Jeg passerede de 21 km i tiden 2:13, og var egentlig vældig tilfreds velvidende at jeg muligvis havde lagt for hårdt ud på indlandsisen. Desværre kunne jeg ikke finde mine personlige forsyninger, og jeg blev lidt panisk i væskedepotet, men måtte acceptere at løbe videre uden opfyldning af geler. Jeg trøstede mig med, at der ikke var så langt til 30 km-depotet, hvor jeg havde endnu en forsyning. Min samarbejdspartner StayActive, som varetager min træning, havde udregnet et indtag af 2,3 – 2,4 geler pr. time ved en kampvægt på 59 kg, og den plan var allerede gået i vasken, men jeg formåede at holde et højt humør alligevel nyde omgivelserne maksimalt. Det mentale overskud kom på en prøve, da jeg indså at mine forsyninger heller ikke var at finde ved de 30 km og jeg måtte nøjes med vand og varm hyldeblomstsaft. Jeg kunne mærke trætheden langsomt overtage min krop, og ved 32 km kom den første mavekrampe i en stribe som varede helt til 38 km. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog mig at komme igennem de 6 km, men kramperne tog alt overskuddet, og jeg måtte gå væsentligt ned i tempo. Så langt ned at jeg blev overhalet og mistede min 3. plads i løbet og dertil begyndte jeg at fryse. Kulden spredte sig langsomt fra det yderste af mine fingre til hele armen og ind på korpus. Min krop gik i forsvarsposition og begyndte at ryste. Min næse og den øverste del af kinderne blev iskolde og jeg følte en ubehagelig smertende fornemmelse, som om at nåle kontinuerligt prikkede ind i huden på mig. Som prikken over i’et skiftede underlaget fra blandingen mellem grus og sne til sand og sne, og hvert eneste skridt blev slugt i sandet og dræbte energien. Jeg søgte desperat efter et godt spor at løbe i, men forgæves og jeg begyndte at have svært ved at styre mine tanker. Uden at tænke over det, fandt jeg mit GoPro-kamera frem og deklarerede afslutningen på min løbekarriere! ”F… Marathon de Sables” udbrød jeg højlydt. Jeg kæmpede med mit mørke sind, men min aggression blev forvaltet til stædighed, og jeg tvang det ene ben foran det andet i den krumme, foroverbøjet position, som mavekramperne fremtvang tænkende den samme tanke: ”Det skal IKKE stoppe mig, det skal IKKE stoppe mig”. Fra det ene øjeblik til det andet ophørte kramperne og jeg kunne igen rette det fulde fokus på løbet. Jeg havde 4 km tilbage af løbet, og underlaget var igen blevet nogenlunde fast. Der var dog stadig masser af op- og nedstigninger og især den sidste stigning op til 41 km, var en udfordring. Jeg bildte mig selv ind, at med The Everest Marathon og Zugzpitze Supertrail i baghånden, kunne jeg fan’me ikke tillade mig at gå, så med et forpint ansigt lykkedes det mig at løbe hele vejen op, og kunne se frem til den sidste kilometer på et nedløb og de sidste par hundrede meter ind gennem byen til målstregen i Kangerlussuaq.
På en dag hvor heldet ikke helt stod mig bi, er jeg dog alligevel stolt over at komme i mål
som 4. bedste kvindelige løber og nr. 29 overall ud af 167 startende. At slå hver og en af de højlydte og opmærksomhedskrævende amerikanske Navy Seals-soldater er guf for selvtillidskontoen, og til gallamiddagen skulle jeg tage mig selv i ikke at spørge: ”Nå, hvor blev I egentlig af?”.
Afslutningsvis må jeg slå fast, at det bestemt er et af de hårdeste løb, jeg har deltaget i. Kulden, den tekniske sværhedsgrad på indlandsisen med 20-40 cm sne, de mange op- og nedstigninger og ikke mindst lange passager i blødt sand blandet med sne i slutningen af løbet krævede ekstrem koncentration. Desværre var ovenstående krydret med mavekramper, som jeg i dagene efter har forsøgt at finde årsagen til – uden held, og måske jeg skal finde svaret i den anderledes kost dagene op til.
At løbe på indlandsisen var unikt, specielt og tåler ingen sammenligning. En følelse af at være langt, langt væk fra civilisationen, og så absolut tæt på naturen og dens rå virkelighed og præmisser. Jeg følte mig nærmest lidt skyldig over at betræde dens urørte sne og markere mine urene og skyldige fodspor.
Fakta:
Distancer: halvmaraton og helmaraton (med mulighed for at gennemføre begge: The Polar Bear Challenge)
Depoter pr. 5. km: (ikke frosset)vand og varm hyldeblomst
Nationer: 27
Antal deltagere: 187
Cut off: 7 timer på maraton
Arrangør: Albatros
Vindere: Norbert Zeppitz, Østrig: 03:30:08 og Debby Urkins, Belgium: 4:11:26
Garmin Trailman Series – Roskilde
Langt væk fra byliv, bilos og larm mødtes knap 100 deltagere til det tredje løb i rækken af Garmin Trailman Series.

I højtaleren blev det hurtigt annonceret, at de forventede 6 og 12 kilometersruter var konverteret til 8 og 16 km med runder af 4 km og den frygtindgydende sum af 116 højdemeter pr. runde. Der kunne hurtigt anes et spektrum af bekymrende til Dr. Evil-grinende ansigter blandt deltagerne, og jeg placerede mig måske et sted midt imellem, da min achillessene stadig ikke helt var i topform, og jeg i ugens løb havde været lidt usikker omkring min deltagelse i det krævende trailløb.
Selve ruten
Runden af 4 km bestod af super fede og udfordrende singletracks, hvor der absolut kun var plads til én løber på sporet. Det gav lidt udfordringer på første runde, men sådan er præmisserne jo, når der laves trailløb. De smalle spor var krydret med heftige op- og nedstigninger, mudderhuller, store sten, glatte rødder og træstubber. Lynhurtigt fremtvang ruten et fedt flow med høj fart nedad bakkerne og muligheden for at tage tempoet med en smule op af de hardcore stigninger. Her måtte kroppen dog lynhurtigt kæmpe med tyngdekræften, som ubestridt modarbejder dit forsøg på fremdrift. Følelsen af at suse ned og runde et sving i fuld fart (måske en smule ude af kontrol) og vende i et næsten 180-graders sving til den modsatte stigningsprocent, er den fedeste følelse, der findes! Jeg glemte i hvert fald tid, sted og det faktum, at min puls meldte om alarmerende høje gennemsnitslag!
Godt arrangeret
Arrangørerne af Garmin Trailman Series formåede at skabe en god stemning blandt deltagerne i målområdet med speaker, musik for fuld udblæsning og små udstillinger af forskellig art. Til dette løb fik alle deltagere endvidere en lille High5 energipakke med gels, bar og andet godt. Hertil skal de vilde præmier, der stilles på højkant, nævnes: To Garmin 620-ure blev kastet ud blandt deltagerne; og det lyder jo meget fedt, men når vi kvinder i gennemsnit er temmelig meget lavere end mænd, var det ikke os, der rendte af med de fede ure! Jeg har dog ingen grund til at brokke mig, da jeg vandt en lækker trøje fra Raidlight samt et pandebånd i samme mærke.
Garmin Trailman Series minder mig endnu en gang om, hvorfor jeg elsker trailløb!
Top 3:
Kristina Beckendorf – 1:33:30
Kristina Schou Madsen – 1:36:24
Anne Fabricius – 1:39:21
Christian Madsen – 1:12:11
Anders Poul – 1:17:03
Thomas Rasmussen – 1:18:55
Ved løbet i Rude Skov er der desuden mulighed for at løbe ultradistancer på 50 km og 80 km.
Fakta:
Antal tilmeldte: 300, men ikke alle mødte op
Pris: 600 kr. for alle 5 løb – ellers 175 kr. 200 kr. ved eftertilmelding
Medalje: nej
Tidstagning: chip i skoen
Præmier: Ja til top 3 + lodtrækning
Serieløb: Risskov, Geels Bakker, Roskilde, Odense(aflyst) og Rude Skov
Depot: vand og cola pr 4 km
Ekstra: Alle løbere fik en lille pakke fra High5 med diverse energiprodukter i.
Zugspitze Supertrail – 60,7 km
Følgende er en løbsrapport fra min deltagelse i mit første ultramaraton: Zugspitze Supertrail
Tidsgrænser:
V5: 12:45 V6: 14:45 V7: 15:45 V8: 17:45V9: 20:00 V10: 21:30 Mål: 22:30
En blæsende, kold og ekstraordinær våd dag i februar –nærmere sagt d. 22. februar midt i Thys nationalpark – besluttede jeg mig forat melde mig til Zugspitze Ultratrail på 60,7 km. Det lød da egentlig som et meget sjovt eventyr, og på det tidspunkt var jeg nok ikke helt klar over, hvad jeg egentlig stillede op til, men efter lidt surfing på det dersens internet, lidt youtube-rundfart og reviews fra forskellige løbehjemmesider indså jeg realiteterne: Zugspitze er kendt som et af Europas barskeste bjergløb med et ubarmhjertigt terræn. Jeg tænkte: ”Hva’ filen har du nu rodet dig ud i?!”.
Lørdag d. 21. juni stod jeg klar til et af Europas mestberygtede bjergløb Zugspitze Ultratrail i supertrailklassen på 60,7 km med et samlet sum af højdemeter på 6308 m, hvoraf de 2973 var af stigende karakter. Efter geartjek lød startskuddet kl. 09.00 til min hidtil længste distance i ukendt terræn og med et skræmmende antal højdemeter til tonerne af Highway to Hell med AC/DC. Symbolikken mellem sætningens betydning og løbets brutalitet røg hurtigt ind på lystavlen, da vi allerede nåede til foden af det første bjerg, Scharnitzjochpå 1100 moh, efter én kilometer og så stod der hardcore stigningsprocenter på menukortet de næste 8 km op til bjergets top på 2048 moh. Jeg fandt mine medbragte poles frem, og må indrømme at de hjalp mig unægtelig meget på de stejle passager. Terrænet gik fra stier med grus og sten til grønt græs, mudder og høje trapper. Bjerget var teknisk udfordrende og især på de sidste ca. 2 km, krævede det 100% koncentration for at sætte både stave og ben rigtigt på underlaget og i forhold til hinanden. Det store felt blev hurtigt delt op i mindre grupper, og det var også nødvendigt, da sidste stykke til toppen var singletrack uden mulighed for at overhale. Jeg nåede toppen efter kilometertider på helt ned til 16 min/km med min klubkammerat Tonni, og der var da lige tid til at nappe et par billeder af den imponerende udsigt inden plus blev til minus. Nedløbet var ligeledes teknisk krævende – især fordi det var så stejlt, at det ikke kunne lade sig gøre at give fuld power og lade benene rende. Jeg blev dog overhalet af et par løbere, som spændende nedad – deres lethed var virkelig imponerende, og jeg lavede lige en hurtig note til mig selv: Dét vil jeg lære! Et stykke nede af bjerge mødte vi pludselig sne, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden for ikke at glide. Grundet det gode vejr, var det dog det eneste sne, vi mødte.
Mine fødder fik hurtigt konsekvenserne at mærke på det stejle nedløb, og vablerne under mine hæle sveg grimt og, uden jeg helst vil indrømme det, ret smertefuldt. Jeg løb ellers i Ashmeis merinoløbesok og mine Salomon Speedcross, som jeg også brugte til The Everest Marathon, men det var ikke den rigtige løsning for mig til Zugspitze. Jeg røg i hvert fald meget frem i skoene, og det skabte en uhensigtsmæssig friktion mellem mine fødder og strømperne, og ved stoppet i første væskedepot efter 15 km, kunne jeg virkelig mærke at vablerne ikke bare var de sædvanlige småvabler. Jeg overvejede kort om jeg skulle gøre noget ved dem, men jeg besluttede at lade dem være. I depotet var samlet omkring 20-25 løbere, som overfaldt de lækre bordene med alt fra hjemmelavet kage til energibarer og frugt. Jeg indså hurtigt at min lille madpakke og ekstra forsyninger af myslibarer, saltet nødder og geler var overflødigt, og set i bakspejlet burde jeg have smidt det ud og dermed reduceret vægten i rygsækken.
Efter depotet fulgte en forholdsvis flad strækning i dalen med et imponerende syn til de omkringliggende bjerge. Med dette sceneri kan man ikke undgå at nyde løbet, selvom jeg til min overraskelse allerede begyndte at møde deltagere, som virkede pressede. Jeg nød virkelig turen op og fik frem til 3. depot overhalet en del løbere inkl. en tysk kvinde med stave, som bestemt ikke var glad for at blive overhalet. Ved omkring de 35 km røg jeg desværre også ind i en dum følelse af træthed, som kort efter føltes mere som en udbrændthed. Min mave slog knuder, mine ben var trætte og mit højre knæ låste på sådan en mærkelig måde. Den kvindelige tyske løber overhalede mig en gang for alle, og jeg havde ikke kræfterne til at følge efter. Jeg fandt stavene frem op af stigningen, og synes også de hjalp lidt, men jeg var stadig baldret. Da jeg nåede toppen fulgte et nedløb på ca. 1 km og her gik det helt galt for mit knæ, som låste og jeg kunne ikke rigtig bøje det uden smerterne jagede igennem benet. Jeg måtte kapitulere og gå ned ad bakken, og her begyndte mit hoved virkelig at drille. ”Hvorfor filen er jeg allerede træt nu?” og ”Der er laaaang vej hjem”. Den stejle nedstigning vendte sig til en stejlopstigning. Jeg vidste, den var relativ kort(1 km!) og efterfulgt af et langt stykke nedad igen. Den nedstigning blev løbet med sorte, sorte tanker, et smertende knæ og masser af overhalende løbere – især sidstnævnte irriterede mig grænseløst, mens jeg haltede ned af kæmpe trappetrin af sten, store trærødder og jord. Mit Garmin meldte kilometertider på 18,5 min/km, og det er langt fra tilfredsstillende på et nedadgående stykke, selvom det er stejlt og teknisk svært. Jeg nåede dog endelig 4. depot ved 40 km i dalen 800 moh og her opholdte en del løbere sig. Mange havde smidt sig i græsset for at få lidt skygge for den bagende 25-graders-sol, mens de tog for sig af godterne i depotet. Jeg selv overfaldt det kolde vand og frugten. Jeg spiste en af mine geler og fik ud af øjenkrogen øje på en Red Bull-køleboks, og fik en forfærdelig lyst til at tømme en. Så uden at tænke nærmere over, at jeg ikke tidligere havde gjort mig erfaringer med at tyldre Red Bull på løbeture, røg den ned på nul-komma-fem. Mange af de løbere, som havde nakket mig ned ad bakken, så egentlig ikke ud til at have travlt, og jeg så mit snit til at tage hævn! Jeg forlod derfor hurtigt depotet igen og kort tid efter, kunne jeg mærke energien vende tilbage til min krop, og jeg formåede at abstrahere fra smerterne i mit knæ. Selvom højdekortet viste markante stigninger, følte jeg det ikke som stigninger – jeg var i flow –mine sorte tanker var vendt til optimisme, nydelse, overstadighed og jeg var i mit es med højt humør, smil på læben og god fart. Efter et par kilometer skulle den store prøve stå på det sidste bjerg. Opstigningen gik fra 800 moh til de 2029 på toppen af Alpspitzbahn. Jeg glædede mig til at prøve kræfter med det bjerg, som alle snakkede om, og jeg kunne mærke spændtheden i kroppen. Pulsen endte hurtigt i den høje ende af skalaen, men mine ben havde det godt og kroppen var fuld af energi. Jeg powerwalkede op med stavene i fuld sving, og der ventede mig et absolut imponerende syn på toppen med panorama over hele området. Ærgerligt at jeg ikke kunne hænge lidt ud og nyde det, men det var jo ligesom ikke derfor, jeg var der! Nedløbet var noget af det vildeste, jeg har prøvet. De smalle singletrack var ekstrem glatte med bl.a. kæmpe trappetrin, 360-graders sving, rødder stikkende op og alt mulig andet lækkert. Men jeg følte mig på toppen og overhalede en del på vej ned, som pænt måtte stille sig ud i siden, når jeg kom forbi. Det er og bliver verdens bedste følelse: Når andre er udmattet og trætte, og jeg suser forbi med overskud, smil på læben og gode ben. Især det sidste nedløb i skoven var udfordrende og jeg måtte nærmest glide sidelæns igennem mudderet, og ventede egentlig kun på at ryge på numsen. Men det gik og vi sluttede af med ca. 1,5 km på asfalt ind til mål, hvor hundredevis af mennesker var samlet til at hylde løberne.
Jeg formåede at løbe næsten 1 time hurtigere end forventet og kom i mål på 10:13:35, og ud af 11 danskere på ruten var jeg eneste kvinde, men til gengæld den hurtigste af både mænd og kvinder! Og med en placering i den øverste 1/3 blandtkvinderne, er jeg ret godt tilfreds med min indsats på mit første ultraløb.
Status i skrivende stund: stadig øm i bentøjet, lav på energi, blodvabler på begge hæle og jeg mister formentlig 4 tånegle. Men absolut det hele værd 🙂
Distancer: 35,9 km, 60,7 km 79,3 og 100 km
Starttidspunkt: kl. 09.00
Antal deltagere: 2013 (alle distancer minus eftertilmelding)
Væskedepot: vand, frugt(vandmeloner, banan, æble), iso, Red Bull, suppe,kaffe, bondebrød, diverse pålæg mm.
Medalje: ja
Pris: 75€
Minumumsudstyr: Trailsko, rygsæk, vandtæt jakke, fløjte,førstehjælpsudstyr, alutæppe, foldekop, ekstra lag til arme og ben
Goodiebag: Salomon t-shirt, racebelt, foldekop, fløjte og diverseprøveprodukter og reklamer
Tidstagning: Chip i startnummeret (50€ i depositum)
Arrangør: PlanB
Karakter: 6/6
Energiindtag:
4x winforce geler
4x GU ekspresso og blackberry geler
1x Red Bull
Ca. 9,5 l vand
10 salt sticks
Ca. 1 hel appelsin
Ca. ½ æble
Lidt vandmelon
1 stk. kage ved hvert depot
½ bondebrød med spegepølse
200 ml cola
ca. 1 hel energibar(mærke: ukendt)
Edinburgh Marathon
Jeg har siden Thy Trail Marathon sidst i februar trænet målrettet efter at opnå en god præstation til bjergløbet Zugspitze Super Trail på 60 km i juni. Med dette mål for øje stod der denne weekend maraton på programmet i Skotlands hovedstad, Edinburgh, og man skulle fristes til at tro, det ville byde på masser af hård natur og vilde højdemeter, men der må jeg skuffe(jeg blev måske også selv lidt skuffet). Faktisk er ruten kåret som den hurtigste rute i United Kingdom af magasinet Runners World, og målstregen er placeret omkring 35 højdemeter lavere end startlinjen.
Ankomst til Skotland
Jeg ankom til Skotland onsdag aften, så jeg havde lidt tid til at se mig omkring i den gamle by, og den oprindelige plan var da også at få trænet lidt højdemeter. Men tirsdagens trailtræning med Kolding Motion medførte en lille overbelastning i højre fod, formentlig fordi jeg ikke havde fået snøret mine Salomon Speedtrail-sko godt nok. Det var rigtig dumt af mig, især fordi jeg lige har bøvlet med en skade omkring ledbåndet. Jeg valgte derfor at holde helt træningsfri fra onsdag og frem til maratonet søndag d. 25. maj, og det synes min krop egentlig var ret okay! Det er nok ikke en hemmelighed, at jeg har presset den til det yderste med mange ugentlige kilometer, spinning, boksning samt styrketræning for ben og core.
Dog blev det til en del kilometer i gåtempo med turistrygsækken på, et beredt kamera og bogen ”Turen går til Skotland” i højre hånd. Dagen før dagen kunne jeg alligevel ikke dy mig for at besøge det berømte Athurs’ Seat – en udslukt vulkan 251 meter over havets overflade lige i Edinburghs baghave med fantastisk panoramasyn over byen og den omkringliggende natur. Jeg forcerede det lille bjerg med min gode ven Malc, som også deltog i The Everest Marathon samt hans kæreste Rachel. Vejret bød på regn, blæst og lave temperaturer, men alligevel en charmerende tur op af det mini-bjerg.
De første udfordringer
Jeg kunne godt fornemme, jeg kørte på lidt lavt blus, og jeg havde en formodning om at den tid på måneden var ved at være inde, og ganske rigtigt, så kom der meget ubelejligt russere i lysthuset lørdag aften. Det gav anledning til en del mavekramper, og jeg vidste, de ville forfølge mig minimum et døgns tid – altså lige ind i maraton prime time. Det gør mig ikke noget at træne, imens det står på, men det duer ikke lige dét døgn, mens’en har meldt sin ankomst. Der var dog ikke andet for at acceptere omstændighederne, og jeg har for længst besluttet, jeg ikke gider at bekymre eller ærgre mig over ting, jeg ikke kan ændre eller har indflydelse på alligevel. Så i stedet for at være negativ og tænke trælse tanker, fik jeg det vendt til en udfordring, og jeg bød mavekramperne og eventuelle humørsvingninger velkommen. Jeg ved nogle kvinder tager et par smertestillende, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg tager ikke piller, medmindre det er meget kritisk og især ikke, hvis jeg skal dyrke idræt. Jeg kunne ikke finde på at indtage et stof, der forhindrer min krop i at give mig signaler – sagt lige ud af posen, så har jeg svært nok ved at lytte efter signalerne i forvejen, så hvis de blev sløret, vil jeg da aldrig have en chance.
Raceday
På raceday ringede vækkeuret kl. 06.50, og mit b-menneskegen brokkede sig lidt, men jeg var dog klar i 3.30-3.45-startblokken kl. 9.30 til startskuddet 20 min senere. Men da startskuddet gik, blev jeg overhalet af det, der virkede som absolut alle løbere i blokken! Jeg krydstjekkede med mit Garmin, som meldte en gennemsnitskilometertid på de første 3 km på 5.10, så mit tempo var faktisk lidt hurtigere, end jeg havde planlagt. Jeg løb ikke med oppakning, men i stedet et lille mavebælte med min iPhone til billeder og bundpropper til dagens strabadser.
Jeg havde ligeledes ikke medbragt energi, da jeg regnede med, at frugt, chokolade eller andet godt ved depoterne ville være fyldestgørende for turen. Problemet var bare, at der kun var vand ved depoterne! Ved to stationer delte de High5-geler ud, men dem kan min mave ikke samarbejde med, og da slet ikke når den i forvejen er optaget med andre cykliske omstændigheder. Men at kunne gennemføre et helt maraton uden tilføring af ekstra kulhydrater, ser jeg som en sejr for min fedtforbrænding, og det har længe været et fokus for min træning frem mod Zugspitze.
Løb – i den gode sags tjeneste
Som skrevet, blev jeg overhalet af mange løbere, og det kan være mentalt hårdt at håndtere inde i hovedet, men jeg vidste, jeg løb i det rigtige pace, og at jeg nok skulle indhente de fleste af dem senere. I min egen lille konkurrenceverden udpegede jeg en håndfuld løbere, som jeg ville holde øje med, og klappe mig selv på skulderen, når(ikke hvis) jeg overhalede dem. I den nøje udvalgte skare var en gut med en rød singlet, som løb for velgørenhed – nærmere bestemt samlede han penge ind til hjertesygdomme. Det er meget nobelt og en god gerning, jeg kun kan tage hatten af for, men som jeg så mig omkring, var det meget få, der ikke løb i en trøje, der tydeliggjorde en eller anden form for velgørenhed.
Det må ikke lyde forkert, men jeg følte mig lige pludselig hammer egoistisk, fordi jeg ikke samlede ind til noget godt formål. Jeg løber blot for min egen skyld. Jeg blev lidt nysgerrig på denne indsamlingskultur i Storbritanniens løbeverdenen, og jeg faldt derfor lidt i snak med Brian i den røde singlet. Han forklarede mig, at det var hans første maratonløb, og at han egentlig ikke rigtig havde fået trænet tilstrækkeligt, men nu skulle han bare igennem. Hans motivation var velgørenhed, og den tanke synes jeg indledende ret godt om. Men jo flere velgørenhedsløbere, jeg snakkede med, jo mere kunne jeg mærke, jeg distancerede mig fra det.
Mange af dem havde slet ikke trænet til løbet, men sammenlignede det med, at hvis et nærtstående familiemedlem kan gå igennem et smertefuldt sygdomsforløb, kan jeg også komme igennem et maraton. Det virkede provokerende for mig, at så mange løbere sammenlignede maratonturen med sygdom, og nogles tanke om selv at gå igennem et smertehelvede for at sympatisere med deres syge nære, forstår jeg ikke. Jeg vil dog gerne slå fast, at det naturligvis er dejligt, folk samler ind til de trængende eller hjælpeorganisationer, men jeg forstår ikke, hvis det skal være det primære formål med at løbe? Eller det faktum at sammenligne løb med smerte og ulykke.
Løb langs promenade
Efter omkring 5 km byløb og en tur forbi Arthurs Seat kom vi ud på en lang, smuk promenade ”Porty Prom”, og med den hårde vind viste havet fra sig sin barske, men smukke side, hvor bølgerne haglede ind mod os løbere på promenaden. Det var et betagende syn, og jeg nød omgivelserne samtidig med, jeg forsøgte at holde tempoet på mellem 5.10-5.15 km/min. De første ca. 9 km var af faldende højdemeter, men grundet hardcore modvind, var de faktisk lidt hårde at komme igennem. Efter den smukke promenade havde løbsarrangørerne gjort opmærksom på, at vi ville møde den gamle hestevæddeløbsbane fra 1800-tallet – jeg må have mistet opmærksomheden – jeg så den i hvert fald ikke! I stedet drømte jeg mig væk fra asfalten og ud på de små stier langs vandet eller helt offroad. Da ruten primært var en ud-hjem-rute, begyndte vi hurtigt at møde den hurtige front, og det er nu altid meget sjovt at se eliten komme susende forbi i et helt uvirkeligt højt tempo.
Gennemblødte før målstregen
Jeg havde ingen mavesmerter den første del af maratonet, men efter 13 miles-skiltet måtte jeg finde et toilet for at skifte bundprop. Jeg havde taget ekstra små skraldeposer med i min mavetaske, hvis jeg nu ikke kunne finde et toilet og måtte fixe det i naturen. Efter første ”skifte” kunne jeg mærke mavekramperne komme snigende, men jeg var forberedt på, de ville komme på et tidspunkt. Det var bare et spørgsmål om hvornår. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt og fokusere på løbet i stedet for smerterne i underlivet, men på et tidspunkt kom en krampe marcherende, som fik mig i knæ et kort øjeblik. De sidste 10 km af turen var temmelig hårde, men jeg forsøgte at bevare det mentale fokus og holde humøret højt.
Med 2 km igen begyndte det at stå ned i stænger, og alle løbere og publikum blev mildest talt gennemblødte. Men omkring mig bredte sig alligevel den velkendte euforiske stemning af glæde og lettelse over næsten at være i mål, og jeg tænker, at mange af løberne var førstegangsløbere. Strækningen mod mål var ganske smal, og det gav en fed effekt med masser af publikum helt tæt på. Jeg ramte mål i tiden 3.43 og var ganske tilfreds med mig selv, men jeg kan mærke, at asfaltmaraton ikke bringer mig den samme glæder som trailløb. Det må jeg tage til efterretning.
Pris: 62 engelske pund(stiger i pris)
Distancer: 42 km, 21 km, 10 km, 5 km, stafet på maraton, børneløb
Antal deltagere: i alt 30.000 deltagere
Tidstagning: Chip i startnummer
T-shirt: ja (Onesize)
Medajle: ja
Depoter: km vand og High5-gels
Billeder: marathon-photos.com mod betaling
Vindere på maraton: David Toniok 2:15:33 og Kateryna Stetsenko 2:36:07
Cut off time: 6:30



Lillebælt Halvmarathon
Lillebælt Halvmarathon – hele danmarks halvmarathon blev i weekenden afholdt i Middelfart med 11.000 løbere til start. Løbet, der er kendt som et populært førstegangsløb, er velarrangeret og med opbakning i verdensklasse langs ruten. Jeg deltog med min arbejdsplads og brugte de 21 stærke, som et led i min træning til Zugspitze Supertrail på 60 km. Derfor stod jeg til start med 3,2 kg oppakning samt inden og efter løbet en cykeltur til og fra Kolding på 25 km.
Sidste uge bød på 72 km fordelt på en masse trail og bakker i og omkring Kolding. Efter Aalborg Brutal Marathon d. 18. april, har min krop været lidt træt, men de mange højdemeter havde heldigvis ikke den store efterfølgende effekt på mine ben, så det blev til to hviledage og et par restitutionsture, før jeg følte, jeg var tilbage igen. Jeg ved at skadesrisikoen er markant højere lige efter et maraton – især i mit tilfælde ,da jeg nogle gange får lidt hjerneblødninger i forhold til min træning.
I lørdags stod den så på Lillebælt Halvmarathon, og det var egentlig ikke helt planlagt, jeg skulle deltage, men min arbejdsplads idrætsefterskolen BGI Akademiet havde stablet et lærerhold på benene, og eftersom det er en ny arbejdsplads, var jeg ikke fra starten tilmeldt, men sprang med på holdet efter et afbud. Der er ca. halvanden måned til Zugspitze, så jeg kunne sagtens byde de 21 km velkommen i min træningsplan, og det er trods alt lidt sjovere at deltage i et officielt løb end at træne dem selv.
Klokken 11.30 sprang jeg derfor på min mountainbike og satte kursen mod Middelfart. En tur på omkring 25 km på landevejen med en del bakker undervejs, men hvad gjorde det, når man nu har medvind hele vejen? Jeg fløj afsted i højt humør og fart til Lillebælt, og jeg fik overbevist mig selv om, at når jeg nu skulle løbe halvmaratonet på mellem 1:50 og 1:52 – i min optik et roligt pace og dermed total udstødelse af konkurrencegenet, kunne jeg da godt sætte tempo på cyklen og få givet de andre cyklister baghjul. Hvad jeg i cyklende sekund ikke havde indset, var at medvind ud betyder modvind hjem, og det skulle senere vise sig at blive en knaldhård tur til Kolding, og det ellers tautologiske udsagn om at frem og tilbage er lige langt, skulle vise sig at være total inkonsistent! Mere om det senere.
Jeg skulle mødes med BGI Akademiet inden start og lige få styr på nummerudlevering og udstyr. Normalt har et halvmaraton og udstyr ikke så meget med hinanden at gøre, men som skrevet løb jeg med 3,2 kg oppakning, og da min gode ven, Morten ikke kunne nå at aflevere sit overtøj, tog jeg dette i min taske også. Vinden var markant og kold, solen lå godt gemt bag skyerne og omkring kunne man se løbere i dyb overvejelse, om det nu er bedst at smide den ekstra bluse eller beholde den på. Hvor varmt vil man få det, når man nu kommer i gang? Jeg løb selv i Odlos Muscle Force ¾ tights med en Fusion t-shirt og armsleeves, som jeg havde god gavn af under løbet. Når solen skinnede, rullede jeg dem ned af armene, og når det blev koldt, rullede jeg dem op igen. Jeg så alt fra løbere iført store sweatshirt til små tanktoppe, og der må uden tvivl være nogle af dem, som enten fik det for koldt eller for varmt.
Da jeg havde overtaget et startnummer, var jeg lidt spændtpå at se, hvilken startblok jeg skulle starte i. På nummeret er angivet en farve og en kode, og den gule farve betød, jeg var tilmeldt i blok D(2.30), og Morten og jeg tillod os at springe ind ved 1:50-ballonerne. Til de store løb er det altid samme trumme-rum: Folk stiller sig i de forkerte startblokke, og man er omringet af løberne der hjerner fremad eller er på søndagstur. For nogle år siden kunne det irritere mig grænseløst, men efterhånden synes jeg det er lidt småkomisk, og nu kender jeg også til den knap-så-løbeetiske uskrevne regel om, at man typisk tilmelder sig en(måske to!) startblokke hurtigere, hvis man sigter efter PR til et stort løb.
Omkring 13.45 var det nok sidste udkald til at finde sin startblok, og Morten og jeg forsøgte at sluse os ind ved de rette balloner. Som regel er det knap så eksotisk at stå som (allerede svedlugtende)sild i en tønde, men min krop bød varmen fra de tætpakkede løbere hjerteligt velkommen og mit rysteanfald fortog sig. Starten afgik og efter ca. 2,5 min, løb vi over startstregen – klar til en overkommelig opgave med fokus på det rette pace og mentalt overskud. De første par kilometer af løbet var der stor trængsel, og jeg shufflede lidt ind og ud for at komme til at ramme det rigtige tempo, og efter det første væskedepot ved 5 km, begyndte det at munde lidt ud i trængslen. Depoterne var på fineste vis adviseret 200 m før, og placeret i begge sider af vejen. I alt var der seks depoter med vand, energidrik og et enkelt depot med bananer og æble. Man kan måske overveje om sidste depot ved 19,8 km er nødvendigt, men hvis varmen havde været lige så høj som nogle af de forrige år, er det nok bedre at være på den sikre side. Turen over Den Gamle Lillebæltsbro er ganske særlig og udsigten over vandet til begge sider er super flot. På jyllandssiden løbes en lille sløjfe om Snoghøj, hvorefter man drejer, og løber ind under broen og videre mod Erritsø. Opbakningen på denne strækning er fænomenal, og man bliver nærmest helt høj af stemningen og alle tilråbene. På startnummer er angivet dit navn, og hvis du ellers løber i dit eget nummer, giver det virkelig god gejst at høre sit navn opråbt fra publikum. Morten og jeg hed i denne sammenhæng Britta og Ole, og det hyggede vi os gevaldigt meget med! Efter 14,5 km rammer vi igen Den Gamle Lillebæltsbro, og man kan så småt begynde at fornemme at nogle løbere begynder at blive presset. Men det er vildt fedt at se ansigter, som stråler af vilje og beslutsomhed: jeg kan, jeg vil. Eller folk som må ned og gå et par meter, for derefter at tænke: ”Nej fanme, nej”, og sætte i løb igen! Det er fedt! Jeg synes det er en dejlig tanke, at 30.000 løbere for kort tid siden løb VM i København, og nu står der så 11.000 til start til Lillebælt. Her må man da kunne udlede, at Danmark bestemt er en løbernation? Tilbage på Fyn går ruten ud omkring det smukke Hindsgavl Slot, og her kan man godt mærke småstigningerne på vejen, og flere løbere må ned i tempo. Igen hjælper den sublime opbakning især førstegangsløberen og PR-jagterne meget, og det var virkelig en fornøjelse at løbe den sidste del afruten ind gennem de små hyggelige gader for at afslutte på den ca. 200 m lange strækning til mål på havnen med opstillede tribuner til publikum.
Der var ikke så stor trængsel i mål, men det siger nok mere om min tid end om så meget andet. Der blev udleveret vand i små flasker og en Jolly gjorde stor glæde hos mange løbere. Et par hundrede meter væk stod telte med frugt, kage, vand og energidrik og jeg synes at Lillebælt Halvmarathons arrangører har forbedret sig markant på dette punkt. Det er sagt med forbehold, da jeg plejer at løbe lidt stærkere på distancen.
Jeg løb negativ split og kom i mål på 1:50:35 – helt efter planen. Hvad jeg under løbet lykkelig havde forkastet, ramte mig som en mur, da jeg så mine fine mountainbike stå og vente på mig. Den søde medvind på vej ud, ville nu på bedste humørsvingnings-vis vende sig mod mig, og mobbe mig hele vejen hjem. Det blev en hård tur, og jeg tog mig selv i at misunde de mange biler, som passerede mig. Især da jeg opdagede vejarbejdet, som spærrede for den ene side af vejen ved Taulov, og jeg blev ledt ind gennem byen og hele vejen udenom. En del af mig tænkte: ”Jeger jo bare en lille bitte cyklist – jeg kan da sagtens være på vejen”. Men jeg tog den ekstra tur uden om, og det var egentlig også fint at komme lidt ud af den stive modvind. Jeg ramte Kolding omkring 17.30 og kunne velfortjent hente mine to søstre til en velfortjent filmaften efter en aktiv dag i selskab med løbere fra hele Danmark.
Dato: Lørdag d. 3. maj
Antal deltagere: 11.000
Pris: 395 kr.
Minimumsalder: 14 år
Tidstagning: chip i startnummeret
T-shirt: ja
Medalje: nej
Underlag: asfalt
Væskedepot: 6 stk. med vand, energidrik, banan og æble
Vindere: Thijs Nijhuis(1:07:47) og Louise LangelundBatting(1:15:58)
Vurdering: 5/6
Tips: Kør hjemmefra i god tid(evt. tag cyklen med bag på bilen), find din startblok i god tid og hav ekstra tøj med til efter løbet.
Andet:
SMS efter løbet
Værdiopbevaring
Expo med diverse løbegear
Trafikfri rute
Videodiplom
Fartholdere
Minimumsalder: 14 år
