“Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre”

D. 12. maj stod jeg for tredje gang klar til at repræsentere Danmark i de røde og hvide farver. Det er en stor ære hver gang og noget ganske særligt at blive udtaget og få muligheden for at løbe med og mod verdens bedste løbere.

Oversigt over højdemeter

Verdensmesterskaberne i trail 2018 bød på 88,1 km gennem et bjergrigt og teknisk terræn med ca. 5000 positive højdemeter fra Castillón nær havet til Sant Joan de Penyagolosa 1280 meter over havets overflade i Spanien. Dermed en rute med flere opadgående højdemeter end nedadgående. Umiddelbart ligger det ret godt til mig at løbe nedad, men efter mit vrid i foden i forbindelse med verdensrekorden på Kilimanjaro, passede det mig egentlig meget godt med de mange opadgående stigninger. Dog målte de negative højdemeter alligevel 3700, så at sige ruten var uden nedadgående bakker, er næppe korrekt. 

Kl. 6 stod 49 nationer og 365 af de bedste trailløbere i verden klar til start på stadionet i Castellón, og da startskuddet lød, gik det obligatoriske

Første stigning ud af startbyen

startkuller og –ræs afsted, og jeg tog mig selv i at forlade stadionet som en af de sidste. Selvom jeg loggede første kilometer under 5 min/km, synes jeg ikke, jeg lod mig ikke påvirke af den galskab, der kan tendere til at udsprede sig blandt løbere, som har glædet sig til at vise, hvad de kan og som har trænet mod dette mål i mange måneder. Alligevel var det ret specielt at udgøre den bagerste 5% af feltet de første mange kilometer.

Efter få kilometer bragte ruten os væk fra byen, og stierne med grus, store sten og fine stigninger stod foran os krydret med en fantastisk udsigt og en sol, der stille og roligt begyndte at stå op. 

Jeg havde mine favorit trailsko Speed Instinct på fra Hoka One One, som har stået mig bi de sidste mange mesterskaber, men pludselig mærkede jeg noget skarp stikke ind i min højre trædepude, og jeg måtte stoppe for at få det væk. En pyramideformet sten havde spiddet sig op gennem sålen, og jeg kunne simpelthen ikke få den ud. Jeg måtte bare acceptere at løbe med den, selvom den til tider, smertede mig noget så grusomt. Jeg kunne godt mærke, jeg blev en smule frustreret hver gang, jeg fik trådt på en ujævn og hård underflade – ja, det var jo faktisk ikke til at undgå – hvor det præcis føltes som det, det var: en skarp sten op i foden. Jeg planlagde i mit hoved at få skiftet højre sko i første bemandet depot, hvor Danmark havde to hjælpere til at stå, Koen og Henrik. Problemet var bare, at det først lå 31 km inde og ifølge min tidsplan ville det tage mig 3,5 timer. 

Jeg laver altid en tidsplan med dertilhørende overblik over væskeindtag. Til dette års VM var jeg for første gang nogensinde oprigtig bekymret for en stram cutoff på 4 timer, men som landsholdskoordinator, Søren Rasmussen til ”tecnical meeting” dagen før, dog havde insisteret på at få lempet, nu var 4 timer og 15 min. Et cutoff der vil betyde, at en del af deltagerne vil blive diskvalificeret og ikke få lov til at fortsætte.

Stenen tillod mig ikke at løbe op til mit bedste og det pressede mig, når jeg var tvunget til at sætte tempoet ned eller træde anderledes på foden for at kompensere. Mit blik og fokus var rettet efter steder i underlaget, som var blødt og jævnt for derfor ikke at få den jagende smerte op gennem foden, når den skarpe sten blev presset mod trædepuden. Jeg tænkte ofte på, at min hårde hud netop der – for første gang – kom mig til gode, og jeg prislønnede mine grimme løbefødder med blå, brune og gule negle samt hård hud og knyster på diverse spots. Tænk sig hvor ondt det ville have gjort, hvis jeg havde haft silkebløde, fodterapeutbehandlingsmodtagende og nuttede fødder?! 

Efter fight og battle ramte jeg første depot efter 3 timer og 52 min og fik byttet den højre sko ud samt smidt nogle heftige bandeord afsted. Og heldigvis hjalp skobyttet med det samme, selvom trædepuden stadig føltes øm. Faktum var også, at Dorte og Harriet var henholdsvis 20 og 21 min foran mig, men jeg var ærligt talt bare glad for at have nået cutoff’et og endelig kunne begynde at koncentrere mig om at løbe. Og tu-hej, hvor det pludselig gik derudad! Zen, flow, mojo eller hvad man nu kalder det, når krop, ben og hoved går op i en højere enhed og hvor jeg stille og roligt begyndte at overhale et par løbere hist og pist. Jeg nød den betagende natur og det tekniske terræn, der hele tiden var varieret med en blanding af singletracks, store stier og lidt asfalt hist og pist. 

Så kører det!

Jeg ramte depot 2 ved 40,3 km i fin stil, og selvom jeg faktisk selv tænkte, at jeg havde tabt meget tid frem mod det første, fik jeg meldingen om, at jeg nu kun var 6 min fra Harriet og sådan en melding giver altid energi og blod på tanden. Efter et par kilometer i bagende sol, spottede jeg Harriet i det fjerne, og jeg kunne godt fornemme, at hun ikke var helt på toppen. Det er altid svært at møde en holdkammerat, hvor man kan se, tingene ikke helt kører. Egentlig har man jo bare lyst til at stoppe op, give en krammer og tage den med ro, men det kan man ikke ved et VM og det ved både Harriet og jeg. Vi snakkede kort sammen og jeg strøg videre og håbede, hun ville genfinde energien. Hvilket hun i øvrigt gjorde.

Jeg var virkelig godt løbende og jeg begyndte at overhale mange løbere. Jeg vidste godt, jeg lå ret højt i pulszonerne, men jeg kender efterhånden min krop ret godt, og ved, hvad den kan holde til, så jeg kløede bare på. Især opad følte jeg mig godt kørende, og kunne klart mærke træningen fra min forberedelser til Kilimanjaro tilbage i februar.  Nedad var jeg en smule mere forsigtig, da jeg jo præsterede at vrikke rundt på foden 4 dage før verdensrekordforsøget. Jeg syntes egentlig, at jeg har haft en god genoptræning, men nervøsiteten for at lave nummeret igen, sad i mig og jeg kunne ikke helt ryste det af mig. Det kunne dog ikke holde mig fra at nyde sporet, omgivelserne og det faktum, at jeg rendte rundt her blandt verdens bedste løbere og faktisk hyppigt overhalede både mænd og kvinder. 

Jeg strøg ind i det sidste depot ved 62 km, men fik hurtigt et chok, da jeg blev gjort opmærksom på, at både Simon og Anders var udgået. Super ærgerligt og jeg kunne sagtens sætte mig ind i deres skuffelse, men man bliver bare nødt til at ikke at lade sig påvirke på deres vegne og rette fokus mod et effektivt depotbesøg.

Afstanden herfra og til næste ubemandet depot var 15,7 km med lidt over 1000 positive højdemeter, så jeg ville få brug for mere væske end de 2x 500 mL-dunke, som jeg havde plads til i min UltrAspire-vest. Jeg tog derfor en 250 mL soft bottle med cola ned i bh’en og sørgede for at drikke den først og dertil fik jeg saftige appelsinbåde i en lomme i vesten, som jeg kunne spise af løbende. Det er måske ikke noget, man på normal vis lige putter i lommen, men hold op, hvor var de dejlige at spise af, når varmen virkelig tog til!  

Omkring 10 km efter sidste depot befandt jeg mig på en lang stigning, og jeg kløede godt på med et rytmefuldt arbejde med stavene. Mine ben og krop fungerede godt og jeg nød de hårde og udfordrende bakker. Da jeg nærmede mig toppen af bjerget kunne jeg spotte min landsholdskollega Dorte Dahl, som også så ud til at være godt kørende med hendes hænder-på-lår-stil. Hun spottede også bag i baggrunden, og sej som hun er, satte hun tempoet stille og roligt op, og jeg tog en meget bevidst beslutning om ikke at følge efter. Jeg ville holde mig til planen og først satse fra det ubemandede sidste depot ved 77,8 km og æde mig selv i mål. Jeg kunne måske have fuldt med hende, men hvis jeg gik kold for tidligt, kunne jeg tabe mange minutter og jeg var ikke villig til at tage chancen. 

Jeg begyndte også at kunne mærke trætheden i benene og kroppen, men ved det sidste depot indledte jeg jagten på den bedste mulige tid, den bedste mulige placering og høstning af de højeste mulige ITRA-point*. Jeg forsøgte at værdsætte, at træthedsfølelsen først kom nu og ikke tidligere i løbet. Tænk hvis man allerede blev træt efter det første marathon – så var der skisme lang vej endnu, men de sidste ca. 10 km kan konverteres til noget, man altid kan overkomme. Det er fx to omgange på min morgenrute derhjemme, som jeg gang på gang har luntet rundt i søvne med trætte morgenstænger. 

De sidste 3 kilometer af ruten var nedad, og jeg så virkelig frem til at ramme den sidste top og fyre de allersidste kræfter af mod mål. At løbe nedad lyder nemmere end det er. Især når man har over 80 km i benene allerede, og underlaget er teknisk og ujævnt med en profil på -110 hm på den sidste kilometer, kan de godt nappe lidt i lårbasserne. 

Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre.  

*Pointsystem som vurderer ens præstation

Tak til mine sponsorer:

Apollo Sport, Sportmaster, CEP Danmark, timetofly.dk, Zebla, Yding Grønt, Grau Shipping, Bo Kortegaard, Gitte Schlage, Lån&Spar Bank Kolding og Tobbers.

Og til jer som følger med derude.

Resultater overall og for Danmark:

Kvinder
1. Ragna Debats NED 9:55,00 timer
40. Dorte Dahl DEN 12:08,35
49. Kristina Schou Madsen DEN 12:14,11
72. Harriet Kjær DEN 13:08,49

Hold
1. Spanien 31:0529 timer
15. Danmark 37:31,25

Mænd
1.Luis Alberto Hernando ESP 8:38,35 timer
73. Christian Nørfelt DEN 10:46,15
103. Peter Arnoldsen DEN 11:41,05
140. David Stoltenberg DEN 13:22,17
DNF Simon Grimstrup DEN 
DNF Anders Aagaard Hansen DEN

Hold
1. Spanien 26:45,08 timer
27. Danmark 35:49,37
 

Link til resultatliste: https://penyagolosa.livetrail.net/classement.php?course=twc&cat=scratch

Sammendrag for de to åbne løb og VM: 

Længere sammendrag for VM med udgangspunkt i frontløberne: 

Marathon des Sables-arrangørerne er på banen med et nyt og spændende etapeløb, og i starten af august ringede Apollo Rejser for at høre, om jeg kunne have lyst til at løbe med. “Hmm, jo tak – det vil jeg da gerne”. 120 km fordelt over tre dage i ørkenen kunne jeg da ikke sige nej til!

Fakta: 

– 120 km med hemmelig rute og distance fordelt over 3 etaper

– Selvforsynende

– Overnatning i telte

Efter ankomst på Fuerteventura søndag d. 24. september og en overnatning på Playitas var jeg klar til mit andet etapeløb inden for en måned. Jeg havde netop gennemført Transalpine Run på 283 km gennem Alperne, så målsætningen for MdS var at lytte til kroppen og acceptere, hvis den var træt. At være træt skulle dog vise sig ikke helt være tilfældet!

Mandag d. 25. september mødtes alle deltagere ved La Pared i Pájara, afleverede finisher-dropbag, fik tjekket minimumsudstyr og skulle herfra gå den 7,5 km lange gåtur ud til campen, som ville være vores overnatningsted i en-mandstelte de kommende dage. Et perfekt setup til at tjekke rygsæk og udstyr, og jeg fulgtes med Mia(svensk ultraløber), Bo(dansk deltager) samt to svenske brødre Stefan og Henrik. Vi blev hurtig en femkløver, der holdte sammen og vi delte også camp.6 personer i hver deres telt i en ci1/6

Om aftenen var der stor buffet midt i ørkenen samt en uddybet racebriefing og velkomst af race director og legeneden Patrick Bauer. Ved alle Marathon des Sables-løb ved man på forhånd kun meget lidt om etaperne, og en del af charmen er at få de spændende detaljer aftenen før:

1. etape: 25,5 km

2. etape: 66,5 km

3. etape: 21,1 km 

Rutekort til hver etape bliver først udleveret et par timer før selve startskuddet med undtagelse af første etape, som vi fik breaket aftenen før. 

Ved disse typer af selvforsynende etapeløb skal man med medbringe et minimum af udstyr, som arrangørerne til enhver tid kan kræve at se, og fejler man at fremvise, gives en tidsstraf. Man må gerne have mere med, men det er vigtigt at få vægten af sin rygsæk så langt ned som muligt:

Mandatory equipment:

– backpack MDS or equivalent

Jeg genpakker og re-tjekker udstyret

– sleeping bag

– head torch and a complete set of spare batteries

– 10 safety pins

– compass, with 1° or 2° precision 

– lighter

– a whistle

– knife with metal blade

– antiseptic cream

– a signalling mirror

– one aluminium survival sheet

– one tube of sun cream

– 200 euro

– passport

– medical certificate signed by the doctor and original ECG 

1. etape

Efter en tvivlsom nats søvn i det lille telt samt morgenmad bestående af havregryn med tørrede frugt og nødder, begav vi os afsted på en 3 km gåtur til busser, som skulle fragte os til startstedet for første etape. 

Af en eller anden årsag var jeg af den overbevisning, at vi skulle overnatte på forskellige spots på øen og løbe til og fra, men det viste sig, at teltene blev stående og vi blev kørt til de forskellige startsteder, hvor mål altid ville være i vores ørkencamp. Jeg synes dog, det virker lidt tosset at løbe rundt med fuld oppakning på(inkl fx liggeunderlag og sovepose), når vi alligevel kommer tilbage til samme sted, og meningen med at være selvforsynende havde jeg svært ved at finde. Men skidt pyt! 

Vi startede på stranden Playa Las Coloradas, hvor de første 500 m af etapen skulle løbes på blødt sand. Alle strøg afsted, og jeg er efterhånden vant til at blive overhalet af feltet, og det kommer dermed ikke længere bag på mig. Dog skulle jeg alligevel have været lidt opmærksom, da jeg endte i kø til en lang smal bakke op fra stranden. Det tog desværre lidt tid, men det var der ikke så meget at gøre ved.

Half Marathon Des Sables

Stigningen var jævn stejl de første 6 km med omkring 500 højdemeter, og det meste var løbebart i et langsomt tempo. Jeg skulle især vende mig til varmen, som strøg op omkring 38 grader, og nedløbet med vind i håret var kærkomment. Turen ned af bjerget bød på en fantastisk udsigt over vand og strand, og underlaget var en smule teknisk med de små rullende vulkansten og grus. 

Vi ramte første checkpoint efter omkring 10 km, og herefter fulgte 11 km i blødt sand langs vandet. Min krop burde være træt efter, hvad jeg har udsat den for det sidste stykke tid, men den var klar til battle, og jeg begyndte langsom at æde mig ind på en del af de andre deltagere. At løbe i sand er virkelig energikrævende og med en 7ish kilo rygsæk sluger underlaget blot mere af din energi. Trods det var det et super fedt stykke af løbe på. Enormt flot, fysisk krævende og med solen bagende ned på mig uden mulighed skygge var et setup, som jeg var vild med. 

Efter strandstykket fulgte et stejlt stykke op ad klipper, hvor jeg måtte ned på alle fire og kravle op.

Terrænet

Virkelig sjovt og anderledes, og også her fik jeg overhalet to gutter, og spottede en kvinde i grønt og gult outfit lidt længere fremme. Jeg vidste, jeg lå som fjerde kvinde, og at se tredjepladsen rende rundt ude i horisonten er noget, som mit konkurrence-gen har svært ved at håndtere! Derfor kom jeg op i tempo, og vi havde en fed fight op ad en stejlt og vild sand-“dune”, som slugte alle ens skridt, hvis man blev stående for lang tid. Jeg fandt en rytme med at bruge hænderne også, og jeg overhalede den skotske kvindelige løber, som ellers inden havde stået på startstregen og pralet med alle hendes forskellige sejre. 

At nappe hende var en fed fornemmelse, og de sidste 5 km var benhårde, da jeg for alt i verden ikke ville risikere, hun skulle overhale mig igen. Det gjorde hun ikke, og jeg fik – til min egen overraskelse – 3. pladsen og kom i mål i tiden 3.33.25 ved campen La Pared Isthmus.

Aftensmad

Jeg var klar til hygge, afslapning og forberedelse til etape nr. 2, som med dens 66,5 km passede mig bedre end de to “korte” etaper. 

Vores camp-femkløver blev til en sekskløver, da Michael “Guldbamsen” joinede os. Det skulle vise sig, at han både kunne løbe enormt hurtigt og også koge vand enormt hurtigt! Faktisk gjorde han alt lige et hak hurtigere end alle os andre, og det var sgu egentlig meget cool!

2. etape

Efter den obligatoriske 3 km-gåtur og fragt med bus til start, var jeg klar til den lange etape på 66,5 km. På grund af en sammenfaldet klippeside, blev ruten desværre kortet et par af, og det ærgrede mig en smule. 

Vi startede på en strand ved Aguas Verdes og skulle løbe fra nord mod syd mod La Pared Isthimus, men denne gang på det vulkanske underlag med hårde sten og grus. Vi løb langs vandet på klipper, og det var et fantastisk sted at løbe. Jeg lagde langsomt ud, og da jeg overhalede de to svenske løbere, Henrik og Stefan, meldte de min placering til at være nr. 7 blandt kvinderne. Der gik dog ikke længe, før jeg lå på en 4. plads og spottede den spanske løber, Ines i det fjerne. 

Varmen fra solen var brændende, men en let brise fra havet kølede dejligt. Jeg nød det blå hav og hvide sand til den ene side samt de orange bjerge og golde vulkanklipper til den anden. Et perfekt setup og jeg tog det ind. Jeg vidste, at jeg ville overhale Ines – det var blot et spørgsmål om tid, og på en stejl bakke kunne jeg ikke dy mig for at give lidt god gas. Vi snakkede kort med hinanden på mit meget begrænsede spansk, men jeg kunne forstå, hun var træt og havde det varmt: “Caliente”. “Cansado”.

2. etape er varm!

Hermed lagde jeg mig i en dejlig 3. position blandt kvinderne, og løb og tænkte på, at det var jeg skisme godt tilfreds med. Denne tanke blev efter 2. checkpoint afbrudt af at spotte Yolanda i det fjerne, og det gav blod på tanden. Jeg var godt løbende, terrænet var tilpas teknisk og med skiftende op- og nedløb og humøret var højt. Andet checkpoint var placeret i udkanten af en lille by, og jeg så et temperaturskilt med cifrene “42 C”, og det slog mig, at det faktisk var vildt varmt!

Jeg havde aftenen forinden klippet min buff i to dele, og klippet den ene del til et stofstykke, som jeg med sikkerhedsnåle havde sat fast i min cap som et slør for nakken. Dette skygge for solen, og jeg kunne gøre sløret vådt ved checkpoint’sne, så det kølede. Det andet stykke buff havde jeg rundt om min hals, så det også skyggede for solen, og det kølede også, når jeg gjorde det vådt. Skiftevis kunne jeg have det om halsen og om panden under cap’en. Sammen med solbrillerne, halvlange ærmer i min hvide t-shirt samt hvide lange kompressionstrømper fra CEP gjorde at jeg havde det fint i varmen. 

Jeg overhalede Yolanda på strækket fra andet checkpoint til tredje samt en del mænd. Stykket herimellem var lidt småkedeligt, hvor underlaget bestod af store grusstier og omgivelserne af små byer, lidt trist natur og kogende hede uden brise fra vandet. Jeg kom igennem stykket med fokus på, jeg var godt løbende og med klap på mine egne skuldre, når jeg overhalede de andre. 

Sidste del af etapen frem til checkpoint 4 differentierer sig ikke så meget, men herefter skal vi op og ned af nogle bjergsider, og det er både smukt og teknisk krævende. Selvom vi har løbet over 40 km, har jeg masser af energi, og på et sted ved omkring 45 km spotter jeg den førende kvinde, Anna-Marie Watson. Til at starte med har jeg ikke ambitioner om at overhale hende, da jeg af en eller anden mærkelig grund er godt tilfreds med min andenplads. Jeg har skræmmende fornuftige tanker om, at skal passe på mig selv, da jeg burde være mere træt efter de 283 km gennem Alperne, og at hvis jeg presser mig selv til udmattelse, vil det tage evigheder at blive klar igen. Desuden har jeg et vildt spændende program i 2018 med DM kort trail i januar, et verdensrekordforsøg på Kilimanjaro i februar, et 220 km etapeløb på Fiji i april og forhåbentlig kvalificerer jeg mig til både VM i trail til maj og VM i bjergløb til juni og et DM langt i efteråret. Mon jeg endelig er ved at blive en ansvarsfuld, moden, voksen og fornuftig løber?!

Svaret er: “Nææææh”! – Jeg lever for at løbe og jeg elsker at konkurrere. Både min krop og ben føltes gode, så hvorfor ikke give det et forsøg? Ved 5. checkpoint får jeg en mellemtid, der fortæller at Anna-Marie er 2 min foran mig, og at hun følges med en tysk løber. Jeg tanker hurtigt op, og sætter jagten ind. Der går ikke længe, før jeg spotter de to. Et par gange måler jeg ved hjælp af mit ur, hvor lang tid efter, jeg er. Det er en metode, som jeg synes er motiverende: Spot Anna-Marie ved et tydeligt sted(fx en stor sten, træ etc) og lav en omgangstid på uret. Når du selv passerer spottet, trykker du omgangstid igen, og vupti, så ved du præcis, hvor lang tid du er efter. Jeg halede stille og roligt ind, og forventede at lande i 6. checkpoint sammen med hende, men da jeg nåede dertil, var hun allerede væk. Det var sidste gang, jeg så hende på 2. etape, og de sidste kilometer mod mål var i blødt sand op og ned af sandbakker med pandelampen tændt. Det var barskt, og jeg endte med at gå lidt kold for energi, og varmen i løbet af dagen, havde sat sine spor. Jeg endte 13 min efter en stærkt afslutning fra Anna-Marie, men vigtigst af alt fik jeg et samlet forspring til Yolanda på 24 min, som må siges at være et godt udgangspunkt for 3. etape.

2. plads på anden etape

Jeg kom i tiden 8.31.36 efter 63,1 km og 1852 positive højdemeter.  

Da jeg mørbanket, sulten, tørstig og træt kom i mål blev jeg taget til side og skulle dopingtestes. Det er rigtig fint og god stil, at løb som disse bakker op om en ren sport, men at blive taget til side og skulle aflevere urinprøve under overvågning, var i øjeblikket total uoverskueligt for mig. Jeg kunne for det første ikke tisse, og jeg drak og drak og drak vand. For det andet havde jeg overlevet de sidste par kilometer med den tanke om at vælte omkuld i mit telt. Da jeg endelig kunne mærke, at nu kunne der tisses en smule, gik det op for mig, at det kun kunne foregå i en skovskidder-squat-stilling med risiko for diverse krampeanfald i bentøjet. Tisse-situationen var ikke køn, og jeg blev nødt til at smågrine lidt over mit forsøg på at ramme det lille bægre i en vaklende bambi-position. Resultatet blev at jeg overtissede mine hænder, strømper, gaiters, sko samt bægeret med æblejuicelignende tis, men jeg var mildest talt ligeglad. Jeg ville bare sove.

Desværre var mit Klymit-liggeunderlag punkteret og jeg orkede ikke at finde hullet og lappe det. Jeg var tilfreds med at sove i teltet på jorden. 

Dagen efter gik med afslapning, røverhistorier og så meget mad som muligt. Det var virkelig en hyggelig dag, men også lidt en underlig fornemmelse med en hviledag. Hvorfor ikke bare klø på? Men eftersom de sidste deltagere nåede målstregen i løbet af formiddagen, forstod jeg jo godt, hvorfor cut off var på 28 timer og en tvungen hviledag.

3. etape

Målet for sidste etape var klar: Jeg skulle forsvare min andenplads, og taktikken blev at følge Yolanda de første 5 km, og herefter kunne jeg vurdere, hvad energien rakte til. Jeg havde aftenen forinden overhørt en samtale på spansk mellem Yolanda og en anden deltager om, at hun ville give den max gas. Dog er 24 min meget at hente på de 21 km, men eftersom jeg ikke er den hurtigste hare i skoven, ville jeg alligevel lægge en plan.

Starten på 3. etape

Ganske rigtigt startede Yolanda i et hæsblæsende tempo på det udfordrende vulkanske terræn, som hun boltrede sig i. Hun bor og træner til daglig på de kanariske øer, og det var en fryd for øjet at se, hvor let og elegant, hun bevægede sig hen over terrænet. Jeg åd mig selv, og ignorerede min abnorm høje puls. Jeg havde følgeskab af 4 gutter, som sammen havde besluttet at følge mig, da de mente, jeg løb “intelligent og rationelt uden at lægge for hårdt ud”. Jeg måtte fortælle dem, hvad min plan var, og på ægte trail-manér meldte de tilbage, at de ville hjælpe mig med min plan. Det var dejligt med selskab, selvom jeg ikke var så snakkesaglig. Jeg lyttede interesserede til deres både dobbelte og tredobbelte ironmans og deres tidligere deltagelse i Marathon des Sables i Marocco. 

Vi slap Yolanda ved 7 km-mærket og jeg følte mig tryg ved at lade hende løbe. Jeg selv var ramt af varmen og lidt trætte ben. Min puls var faretruende høj, og jeg var lidt bekymret, om jeg kunne blive ved med at holde den så højt. Så længe jeg blot bevægede mig fremad, kunne Yolanda umuligt hente 24 min på de resterende 14 km, så jeg vurderede, at det var bedre at nå sikkert i mål i et lidt lavere tempo og med lidt lavere puls end at risikere at gå helt kold.

Med 4 km igen efter blødt sand og med de sidste bjerg-stykker i udsigte, ser jeg Anna-Marie foran mig, og bliver mindet om, at måske bevæger jeg mig ikke så langsomt alligevel.

Jeg når mål i tiden 2:20:52, som er ca. 2 min efter Anna-Marie og 7 min efter Yolanda. 

Jeg får en samlet 2. plads og slutter overall som nr. 21 i tiden 14:35:05, og er super stolt og tilfreds over min præstation. Det er nok ikke sidste gang, jeg stiller til start ved et Marathon des Sables 🙂 

Sko: Speed Instinct fra Hoka One One

Et stort tak skal lyde til især Apollo Sport for at invitere mig samt resten af mine sponsorerne og venner, familie og følgere. Tusind tak for støtte og opbakning. 

Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567

Og følg mig på Instagram: 

https://www.instagram.com/kristinaextremerunning/

Link til den fulde resultatliste:

http://www.marathondessables.com/en/marathon-des-sables-fuerteventura/news/provisional-ranking

Tjek også Marathon Mia samt Ian Corless blog om Marathon de Sables:

http://www.marathonmia.se

https://iancorless.org/2017/10/04/half-marathon-des-sables-fuerteventura-2017-summary/

Fakta:

Etape 1:

41,5 km – 4:57:31 – 1759 positive hm 

Etape 2:

26,9 km – 4:14:44 – 1835 positive hm 

Etape 3:

45 km – 6:07:01 – 2201 positive hm 

Etape 4:

46,7 km – 7:40:20 – 2928 positive hm 

Etape 5:

40,4 km – 6:03:55 – 2244 positive hm 

Etape 6:

49,4 km – 5:57:09 – 1767 positive hm 

Etape 7:

33 km – 5:52:08 – 2609 positive hm 

Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567  

Jeg hedder Signe Cloyd og gæster i dag på Kristina Extreme Runnings blog. 

8 Timers Trail Event – Signe Cloyd

Til dagligt arbejder jeg i en løbeforretningen Runners High og hos Nordea og har Kristina til træner.

Når jeg har fri, bruger jeg mange timer på at løbe trail og lørdag d. 1. juli var jeg inviteret til 8 timers Trail Challenge i Rebild Bakker arrangeret af Runners DK sammen med de 6 andre atleter, som Kristina laver træningsvejledning for. 

Vejret var suverænt. Allerede da jeg blev samlet op klokken 8, varmede solen godt. Vi skulle løbe 8 timers trail på hold af 3 eller 4 personer. Skiftevis skulle der løbes en omgang på 6,7 kilometer med 220 højdemeter. Jeg var endt på hold med Claus Kock, som træner til Goretex Trans Alpine og Henrik Taarsted, der er ansat af Kristina som vejleder. To stærke herrer, der begge, som jeg, er vant til at løbe meget længere end 6,7 kilometer. Claus skulle løbe først, herefter kom jeg og til sidst Henrik. Det andet hold bestod af Jonas Leed, som tidligere har gennemført Norseman, Jerry Fogh, der lige har løbet FUT(The Real Deal), Torben Holt med Zugspitz 100 km i benene samt Kristina. 

Da vi havde sendt Claus af sted, begyndte jeg så småt at varme op. Lidt jog, udstræk og ledopvarmning. Allerede 30 minutter efter starten er gået, er første mand tilbage fra sin omgang. Bare 7 minutter efter kommer Claus. Vi giver en highfive, og jeg løber af sted. På den første kilometer overhaler jeg en pige. Planen var klar. Vi ville i top tre, og den skulle derfor have fuld gas. Efter overhalingen kom der en lille bakke ned, hvorefter en bakke med trapper ledte direkte op igen. Jeg er ret glad for trapper, så jeg fløj op her. Første kilometer tikker ind i 5:00 min/km. Herefter kom et lidt mere lige stykke med kun nogle enkelte højdemeter, inden man igen kunne løbe nedad. Igen med trapper, hvor der blev løbet stærkt og med høj puls. Vi kommer ud på et lidt fladere stykke, inden det går videre ned. Her bliver jeg overhalet. Først af en kvinde og så igen af pigen. Vi krydser en et lille åløb og løber nu nede over markerne. Anden kilometer bliver rundet i 4:54 min/km. De to andre kvindelige deltagere løber lige foran mig på marken. Vi krydser en vej, og løber nu ind i skoven. Her kommer der lidt flere højdemeter på. Vi løber først på singletracks og efterfølgende på en god bred jordvej.

8 timers trailevent – Signe Cloyd

Hele tiden ligger jeg maks 20 meter efter de andre kvindelige løbere. Vi drejer fra og løber direkte op i skoven. Bakken er stejl, og jeg må ned og gå. Efter en god stigning flader bakken ud, og der kan løbes til toppen, hvor et udsigtstårn står. Herefter skyder jeg igennem et stykke krat og er næsten ved at vælte udover en skrænt. Vi skal selvfølgelig ned ad skrænten, hvor jorden er meget løs. Det er ikke min stærke side at løbe nedad, så jeg kan se, at jeg taber tid til de kvinder. Da jeg kommer ned følger jeg bare manden foran mig. Vi løber direkte over grusvejen og forbi vandposten. Efter 300 meter undrer jeg mig over, at jeg ikke kan se nogle flag. Lidt efter stopper manden foran også op, da der lige pludselig ud fra siden kommer en lille dreng på cykel. Manden giver sig til at trække cyklen, og jeg er for alvor sikker på, at jeg er løbet forkert – mega æv!

Så jeg må tilbage på sporet, hvor jeg åbenbart skulle have drejet ved vanddepotet. Fuld speed tilbage, og da jeg rammer den næste bakke er benene flade. Den første trappe bliver løbet, men på den næste må jeg ned at gå. Herefter får den lidt mere gas, da jeg VIL overhale den herre, der ligger foran mig. Jeg løber derfor også op ad den næste bakke, hvor jeg kan se, at alle andre går. Herefter en bakke ned, som er ret mudret. Mit tempo falder igen, da jeg har svært ved at stå fast. Jeg når bunden, løber over et stykke græs, igennem en låge og så videre op ad endnu en bakke. Det flader ud og efterfølgende kan jeg næsten se til målområdet. Ruten går over en parkeringsplads, hvor der vist er noget byfest (i hvert fald var der dansktopmusik og en del mennesker på 60+ år!). Jeg giver den fuld gas på den sidste kilometer, der går på fortovet og rundt om Comwell Rebild Bakker. I målområdet står Henrik klar. Jeg giver en highfive, og når lige at sige til ham, at han skal til højre ved vanddepotet.

Min anden tur går en smule hurtigere, da jeg næsten sparer en kilometer på ikke at løbe forkert. Desuden er nedløbet med den løse bund blevet mere fast. Til gengæld er benene allerede ved at være lidt mærket efter første omgang. Jeg må nok ærligt erkende, at det med at sprinte omgange ikke er mit speciale. Jeg har det lidt bedre på de lange ture.

Signe i mål på omgangen

Tredje tur er hård. Jeg taber mere tid. Benene er trætte, og jeg går stort set op ad alle bakkerne. På de lige stykker og nedad forsøger jeg at give den en skalle og indhente noget af den tid, som jeg ellers taber opad. Efter at have skiftet med Henrik, begynder jeg sammen med Claus at regne på, om vi mon kan nå to eller tre omgange mere. Vi er begge ved at være ret trætte, og selvom man har en pause på lidt over en time, er vi begge ved at være mærket af højdemeterne og al den fart, som vi har givet den ude på ruten. Henrik kommer retur og Claus løber af sted. Jeg spørger Henrik om, hvad han tænker. Kan vi mon nå to runder mere? Nej. Vi alle tre ramte af trætte ben.

Claus kommer løbende ind, og vi giver en highfive. Jeg bliver enig med mig selv om, at det er okay, at jeg ikke presser den for meget. Derfor bliver den sidste tur bare nydt. Det er tydeligt, at alle løbere på ruten er trætte. Jeg overhaler flere løbere, og knap så mange kommer forbi. De fleste ved vist, at de er ude på den sidste runde, for alle tager sig god tid til at nyde den fantastiske natur. Jeg går op ad bakkerne, og tager mig tid til at tale med de andre løbere og komme med opmuntrende kommentar. Folk har jo gjort det godt i den bagende hede, der har hersket hele dagen. Cirka 23-24 grader, fuld sol og ingen vind.

Claus Kock – 8 timers trailevent

Sidste runde bliver utrolig langsom, men jeg nyder det i fulde drag. Det er skønt at være ude på nye og hårde spor. På målstregen står alle Kristinas atleter. De hepper mig i mål, og giver masser af highfives.

Man kan jo ikke andet end at blive glad, når så mange mennesker står og hepper en i mål.

Den sidste løber ude på ruten er Kristina. Vi står alle og venter på hende. Hun kommer løbende syv minutter senere end mig. Selvfølgelig fuld af overskud og et stort smil, hopper hun ind over målstregen.

Kristinas hold med tre af de andre atleter endte med en flot 2. plads. Mit hold blev nummer seks, og jeg er selvfølgelig lidt træt af, at jeg startede med at løbe forkert. Til gengæld havde vi en virkelig god dag i godt vejr, hvor vi atleter lærte hinanden at kende. Ruten var fed og udfordrende, og vi har selvfølgelig aftalt, at næste år er 8 timers Trail Challenge hovedmålet for alle os atleter. Vi skal jo vinde!

 Billeder af Steffen Feldbæk Jensen og Kenneth  fra Runners DK

Søndag d. 21. maj deltog jeg i et fantastisk 20 km bjergløb med start i en charmerende lille by kaldet Cucugnan ca. en halv times kørsel fra den lidt større by Perpignan på den franske sydkyst tæt på grænsen til Spanien. Min gode britiske ven, Malc, som jeg mødte til The Everest Marathon i 2013 har et hus i Cucugnan, og på vores trek til startstregen i 2013 ved Everest Basecamp inviterede han mig ofte på besøg i det franske, og der skulle desværre gå 3,5 år, før det kunne blive aktuelt. 

Jeg rejste fra Danmark torsdag, så der var god tid til at se sig om i den henrivende natur, og få løbet lidt småture inden søndagens strabadser. Foruden distancen på 20 km, var der også mulighed for at rende 94, 50 samt 10 km med et svimlende antal højdemeter. 

Kl. 9.00 gik løbet i gang(ja, det vil sige nok nærmere et par minutter over – vi er trods alt i Frankrig!).

En gut varmede stemningen op med franske huj hej og hep, og uden nedtælling gik starten, og afsted med os. Der var en masse tumult på den korte runde i rundt i byens smalle og stejle stræder, og da vi ramte de små stier efter ca. 6-800 meter, måtte jeg se mig overhalet af en del kvinder, som var lidt bedre forberedt på albuekampen end jeg. Der var så meget fokus på ikke at vrikke om på det ujævne underlag, at jeg ikke nåede at danne mig et overblik over, hvor mange kvinder, der lå foran mig. 

Højdemeterprofil

Hurtigt fulgte en smal, stejl stigning, hvor det var ret umuligt at overhale, og jeg endte i kø, men efter et par kilometer blev stien en smule bredere og på nedadløbet, formåede jeg at hente et par af de tabte placeringer. Den længste stigning mødte vi allerede efter ca. 3 km op mod Chateau de Chatares, og mega ret fedt at løbe ind i selve slottet på høje trappetrin og med geder som tilskuer, for derefter at rende ned igen og møde de andre deltagere på vej op. 

Slottet var ikke toppen af bjerget, og vi fortsatte op på den tekniske bjergryg med et overvældende udsigt. Klipper samt store og små sten udgjorde underlaget, og der var fuld koncentration fra min side – jeg skulle ikke risikere at falde, og dermed risikere mit kommende VM i Italien om 3 uger. Se nedenstående galleri med billeder taget af Rachel Fargher og James Clay, som også deltog.

Nedløbet var ret teknisk og meget stejlt med løse sten samt store klippestykker, og der måtte jeg bare overgive mig til nogle af franskmændene. Er du vimmer, hvor løber nogle af dem hurtigt nedad! Og det ser så legende let og elegant ud! Og til note har jeg besluttet mig for, at sådan vil jeg også lære at løbe nedad…

Efter omkring 1,5 km stejlt nedadløb, fulgte lidt kortere og knap så stejle opløb. Her var jeg i mit es, og fik overhalet en del mænd samt en enkelt kvinde. Malc, som ikke selv deltog i løbet, havde briefet mig til at være mellem nr. 4 og 6, og selvom det jo kun var et træningsløb, føles det altså bare fedt at overhale!

Ved det sidste check point 5 km før mål, er jeg 30 sek efter en kvinde og jeg sætter alle sejl ind på at hente hende. Der går heller ikke lang tid, før jeg råber “PARDON” efter at have luret et par minutter bag, for at samle lidt ekstra energi til at blæse forbi hende med smil og overskud. “Yes”, tænkte jeg, og drømmede lidt om at hente en mere. Sådan skulle det dog ikke gå, da laver den klassiske fejl at følge et par gutter, der løber foran. Vi løber omkring 6-700 meter ad en sti, før 4 højlydte irriterrede mænd kommer os i møde, og en ærgerligt følelse rammer mig, men ret hurtigt får jeg den i “pyt-kassen”, da jeg skal finde kræfterne til at hente den kvinde, jeg ellers lige havde overhalet. Da jeg kommer til det sted, hvor jeg er løbet forkert, ser jeg hende løbe forbi, og her rammer vi sammen den andensidste stigning. Hun er ret hurtigtgående opad, og jeg beslutter at sætte i løb, selvom den type stigning normalt vil fordre mig til at gå. Med en puls oppe i det røde felt og et hæsblæsende åndedrag jogger jeg forbi hende, og hun råber et eller andet på fransk til mig. Om det var “Sikke flot løbet” eller “Skrid din svans” ved jeg ikke, og det er nok også ligemeget! Jeg var i hopla, men var ikke forberedt på den sidste stigning, som gik direkte op i himlen. Nøj, hvor var den stejl og lang – eller “never ending”, som jeg fik gengivet til briterne. Men stigningen er jo lige lang for alle, og det er nok ikke kun mig, som har det hårdt – det hjælper faktisk at tænke sådan. 

Da jeg kommer på toppen, rammer lyden af musik af en stemme i et sæt højtalere mig, og det må jo betyde, jeg er tæt på mål. Dog lige et langt nedløb på et par kilometer, men knap så teknisk, så jeg havde god fart på. 

Jeg rammer mål i 2:41:11 med 2 og 4 min ned til henholdvis nr. 4 og 3, og havde jeg ikke løbet forkert, kunne jeg nok have snust til en podieplads. Men skidt pyt – præmien var ost, som jeg ikke kan fordraget, og jeg havde et fantastisk løb, hvor jeg især er tilfreds med min VAM (Velocità Ascensionale Media, average rate of climb eller gennemsnitlige opadgående tempo) på 445 m/h, som er væsentlig bedre sammenlignet med fx VM sidste år. Det er selvfølgelig svært at sammenligne forskelligt underlag, men alle mine data ser bedre og bedre ud.

Jeg melder mig hermed klar til VM! 

Udstyr:

Hoka One One Speed Instinct 2

CEP Ultralight No Show Socks

Nike løbeskirt

Saysky T-shirt

Inov8 Elite Race Vest med blære

32Gi geler og chews

Et stort tak til Malc, Rachel og James for en dejlig tur! 

Resultatliste: http://www.ats-sport.com/index.php?file=resu_affiche&id=4417-8679 

Paradise Trail var en fed, fed trailtur i et langt loop på 18,3 km i et varierende terræn i den smukke natur omkring Borre Sø og Slåensø. Markeringen var i top med små orange flag sat i jorden, og selv for en blondine-navigator som mig, stod det ret klart, hvilken vej ruten gik. 

Her følger en løbsberetning om min sidste konkurrencen inden DM i lang trail:

Jeg havde i dagene op til Paradise Trail glædet mig meget til at løbe et forholdsvis kort trailløb med fuld power på, og jeg var især spændt på at løbe med Josephine Dewett, som i år markerede sig med “best known time” på Danmarks barskeste marathon, Thy Trail Marathon.

Kl. 11 stod vi klar ved startstregen i det lækre område omkring Virklund, starten gik og vi strøg afsted. Jeg forventede at Josephine ville lægge hårdt fra land, men en anden løber, Sara Frydenlund tog med det samme føringen i et hæsblæsende tempo omkring 4.10 min/km. Det kom ret meget bag på mig(og måske også Josephine), men vi valgte i hvert fald at følge med, og efter ca halvanden kilometer faldt Sara også i tempo, og Josephine tog føringen med mig lige i hælene. 

Paradise Trail

Jeg har de sidste mange måneder haft fokus på at øge min hurtighed, og jeg følte mig i dag ret godt tilpas i det høje tempo og med høj puls. Efter omkring 3-4 km valgte jeg at overhale, og var spændt på at se, om jeg kunne holde i mål. Det er en dejlig følelse, når alt flasker sig, om man føler sig ovenpå. Trods det høje tempo, og at jeg pressede pulsen, følte jeg mig til tilpas og mine ben var fulde af overskud. Jeg løb store dele af turen selv, men efter 15 km begyndte jeg at passere en del mandlige løbere, og de heppede i bedste trailkarmastil. 

Sidste del af ruten var ret teknisk og med lidt gode stigninger samt et lækkert område med væltede træer, som skulle forceres. Ikke nemt med mine korte ben, men til gengæld sjovt! 

Jeg var i dagens anledning trådt i de nye Hoka One One Speed Instinct 2.0, de er monster lækre og det rette valg i et forholdsvist tørt terræn. Dertil et par kompressionstrømper fra CEP, som jeg altid bruger under konkurrence. Jeg indtog 3x geler fra 32Gi.

Paradise Trail

Jeg har kun ros til dette fine arrangement, men synes dog, at tilmeldingsgebyret på 399 kr. (ved tilmelding efter d. 1. februar) er lige til den gode side, og jeg tror desværre, at nogen fravælger Paradise Trail på denne baggrund. Og det er jo en skam! 

Fakta:

Tid: 1:28:33

Gennemsnitstempo: 4:49 min/km

Distance: 18,3 km

Højdemeter: +313 m

Placering: 1. plads / 9. overall

Præmie: Gavekort til overnatning på Vejlsø Hotel, Ultimate Direction løbebælte og LED Lenser pandelampe

Distancer: 6, 12 og 18 km

Priser: 299 kr., 349 kr. og 399 kr. (ved tilmelding efter 1. februar) 

Resultatliste: http://my4.raceresult.com/65874/results?lang=dk#

Hjemmeside: http://www.trailrunning.dk/paradisetrail/

Arrangør: Racing Denmark

Adresse: Fort Østerlund, Østerlundvej 10, 8600 Silkeborg

Foto credit: RD Media Crew og Morten Mosevang

Kl. 05.00 gik starten ved dette års verdensmesterskab i trail, og det er en ret speciel og overvældende følelse at stå til start med 234 af verdens bedste trailløbere, og heriblandt et af mine idoler, Emilie Forsberg fra Sverige. Vi var 110 kvinder med i feltet, hvoraf de 86 af dem har højere ITRA-point end jeg – dvs mit mål om at placere mig i top 75% ville kun lykkedes, hvis jeg virkelig løb op til mit bedste, men det var lige præcis det, jeg havde besluttet mig at gøre! 

Putting my name on the world

Inden løbet havde jeg i samarbejde med min træner, Søren udarbejdet en forsigtig plan i forhold tid, energi og væske; når jeg skriver forsigtig, er det fordi, at ingen har løbet ruten før, og derfor er det svært at sammenligne tider og teknisk sværhedsgrad. 

De første kilometer er på flad asfaltvej, og Laura og Dorte smutter hurtigt fra mig. Det havde jeg sådan set også regnet med, da jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg er lidt en langsom starter, men måske er det netop det, der giver kræfter senere i løbet. Jeg får nogle ret hurtige kilometertider ind på mit ur, og bliver klar over, at noget er galt. Mit ur måler simpelthen forkert – meget forkert, og jeg kan slet ikke regne med tiderne, der tikker ind. Det er frustrerende, men jo ikke noget, jeg kan dvæle ved, og jeg må istedet bruge højdemeterkurverne, som er trykt på startnummeret, til at vurdere distancen. Efter ca 15 min på flad vej, drejer vi mod højre op ad en asfaltvej direkte til himlen. I første omgang sætter jeg bare hænderne på lårene, som jeg plejer ved stejle stigninger, men her bliver jeg simpelthen overhalet af, hvad der virker som hele feltet! Jeg finder lidt modvilligt mine stave frem, som gør, jeg i det mindste kan følge lidt med. Det er en hård mental start, og samtidig synes jeg ikke, min krop og ben vil makke ret. Maven driller, da det desværre er “den tid på måneden”, og jeg havde sådan en dum følelse af at skulle på toilet. Selvom jeg føler mig tung og energiforladt, knokler jeg på til toppen af den første stigning ved ca 7 km og 800 højdemeter(hm). Herefter følger et ca. 4 kilometer nedløb, som jeg i skrivende stund faktisk ikke rigtig kan huske – nok fordi jeg var mega presset, men får et smil på læben, da jeg uventet ser vores supportgruppe(Selina og Tommy) stå på vejen og heppe. Jeg kæmper mig frem til første væskedepot, hvor jeg får fyldt flaskerne med vand og spiser lidt appelsin. Det er stadig mørkt, og jeg ved, at stigningen fortsætter frem til de 25 km, hvor der herefter følger et stejlt nedløb til det andet depot, som er bemandet med vores supportere. På stigningen op begynder det langsomt at blive lyst, og jeg kan pakke min pandelampe ned i rygsækken. Jeg møder ikke så mange løbere, men en islændinge kommer på et tidspunkt op til mig, og vi snakker lidt, indtil han løber fra mig. Jeg forsøger, at finde rytmen op ad bjerget og få lidt flow og tempo ned af bjerget, men det kører bare ikke for mig. Jeg har dog en klar forventning om, at den tilstand jeg befinder mig i, vil vende på et tidspunkt. Det er bare et spørgsmål om hvornår; og når det sker, gælder det bare om at gribe muligheden og komme tilbage i løbet. 

World Trail Championship

Andet depot er placeret ved 30 km, som ligger i en lille by Vila de Geres – status er her, at jeg har løbet ca 2000 hm op og ca 1550 hm ned, og jeg ligger henholdsvis 19 og 14 min bag de to andre danske løbere. Jeg får tanket op, og kommer hurtigt videre. Jeg når dog lige at brokke mig til vores to supportere, Selina og Tommy, over at jeg føler mig utilpas. Jeg får en tampon og noget toiletpapir, og de efterfølgende kilometer skal jeg nok spare lidt på detaljerne, men lad os bare sige, at jeg får altså ordnet nogle ting! Jeg får det en del bedre, og især på opstigningerne kan jeg mærke, at benene begynder at vågne. Desværre punkterer en af mine soft bottles, og det er ret kritisk, da temperaturerne er ved at nærme sig 25-28 grader. Ved ca. 40 km spotter jeg Laura op af en bjergside, og da jeg overhaler hende, snakker vi lidt, og hun fortæller, hun er træt. Jeg indhenter flere og flere af de løbere, som tidligere havde overhalet mig, og det giver et godt energiboost, og selvom jeg er løbet tør for vand, klør jeg på. Jeg ved, der er et væskedepot på toppen ved 46 km(3500 hm), men det er virkelig barsk at komme derop. Underlaget er teknisk udfordrende bestående af stejle, ujævne klipper, men igen er stavene virkelig en god hjælp. Da jeg når depotet, er jeg desperat efter vand og cola, og løbets hjælperne er fantastiske til at tage flaskerne ud af min taske, fylde dem op og sætte dem igen. De kender gamet, og det er dejligt! Da jeg får slukket tørsten, vender jeg mig rundt for at få noget at spise. Her spotter jeg alle de udgåede løbere, som ligger hist og pist rundt i teltet med folietæpper over sig, og jeg hører ambulancen komme. Jeg får virkelig et chok over at se så mange have det dårligt, men jeg må bare skubbe det væk og komme videre. Jeg forlader depotet med gode ben, og er klar til det næsten 10 km lange nedløb. Jeg møder desværre Dorte, som er dårligt løbende. Hun fortæller, at hun har slået sin fod, og selvom alt i en skriger på at hjælpe hende, er der ikke noget at gøre. Vi snakker kort, og Dorte sender mig videre. Hermed løber jeg forbi med en forhåbning om, at begge danske kvinder er okay. Jeg er så småt begyndt at få min krop tilbage, og jeg giver den fuld gas ned af – endelig føler jeg, jeg er let på tå og leger ned af de tekniske passager, og smilet er tilbage på læben. Jeg rammer 4. depot ved 55 km, hvor Selina og Tommy står klar. Det er virkelig dejligt at have hjælpere, som bakker mig 100% op, spørger hvad jeg vil have og hepper mig videre. Jeg er på toppen, og overhaler en del løbere – bl.a. en portugisisk kvinde, og jeg sørger for at rose mig selv for at indhente en bjergged på hjemmebane! Da jeg kommer til det sidste bjerg med en stigning på ca 800 hm, er jeg mega klar til at tage kampen op. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive denne stigning, men bjerget er bare kolo-enormt stejlt og der er skisme langt op! Jeg kommer til at battle med en hollandsk kvinde, og hun puster og stønner bag ved mig. Jeg tænker, at hun må da falde fra på et tidspunkt, og jeg forsøger at lave nogle små ryk op ad bjerget for at få hul ned til hende, men hun hænger bare på. “For dælen, altså”, tænker jeg, og jeg er da selv ved at blive lidt træt i bentøjet på denne stigning, som åbenbart aldrig har tænkt sig at ende. Et par hundrede meter før bjerget, overhaler hollænderen mig, og selvom jeg højlydt udtrykker: “Det kan skisme ikke passe!” – ja, så kan jeg simpelthen ikke følge med. Jeg er glad for at nå toppen, og beslutter mig for at få hentet hende i en fart, og vupti-huj-hej hvor det går ned ad bjerget. Jeg får overhalet en del kvinder inkl hollænderen, og jeg stryger ind i sidste depot, hvor Selina prøver at fortælle mig noget vigtig information om, at der er tjek af gear efter depotet. Men jeg hører overhovedet ikke efter, og får kun sagt til Selina: “Flyt jer – jeg skal afsted nu. Jeg skal bare slå hende hollænderen”. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne og løber af sted. Da jeg bliver stoppet til tjek 50 meter efter, forstår jeg pludselig, hvad Selina havde forsøgt at fortælle mig. Jeg finder min regnjakke og pandelampe frem, og får lov til at løbe videre. Til note kan jeg undre mig over, hvorfor et tjek ligger lige efter et depot, hvor supporterne kan “advare” om tjekket, men rigtig fint at arrangørerne tjekker minimumsudstyret.  

Herfra er der 15 km hjem, og på højdeprofilkortet havde jeg set det hele som værende nedløb. Det var det langt fra! De tre “små” toppe på kortet kan sammenlignes med tre ture op ad Himmelbjerget – altså toppe på over 100 hm, som sikkert i daglig tale hernede kaldes for små bump på vejen! Jeg fortryder et par gange, at jeg havde lagt mine stave af i sidste depot, men jeg må bare tage mig sammen og komme op i en fart! Jeg fortsætter med at overhale et par løbere, og jeg ser heldigvis ikke noget til den hollandske kvinde. Da jeg når ca 80 km, begynder det at gå op for mig, at jeg rent faktisk snart er i mål. Ikke fordi jeg på noget tidspunkt havde frygtet ikke at komme i mål, men når man starter på et langt løb, som kan vare mellem 12-15 timer, gælder det om ikke at tænke på mål i den første del af løbet. Den følelse indeni, som pludselig rammer, er overvældende, og et par tårer presser sig på. Selvom en del af nedløbet er ret teknisk og jeg kan høre speakeren fra mål, har jeg overskud til at rose mig selv over den måde, jeg er kommet tilbage i løbet på. Det startede skidt – virkelig skidt – og det var på papiret bare ikke min dag, men det ville jeg på ingen måde ikke acceptere. Jeg møder en official fra løbet, som fortæller, at nu er der 1 km igen. Mit ur melder 12.51 timer, og jeg spotter chancen for at komme under 13 timer, og jeg sætter tempoet op! 500 meter efter møder jeg en islandsk supporter, som også melder, der er 1 km igen, og her melder mit ur 12.54. Her får jeg lidt travlt, og sætter igen tempoet op på et stadig teknisk underlagt og gud-hjælpe-mig om jeg ikke også møder en vejviser, som hepper “Only 1 km to finish”! Jeg giver den absolut alt hvad jeg overhovedet har, og løber ind på den røde løber mod mål med hænderne over hovedet. Jeg passerer målstregen i 13.01.38 som nr. 58 kvinde ud af 110. 

World Trail Championship

Det er stort og jeg har præsteret langt bedre, end hvad jeg havde håbet på!

Et stort tak skal lyde til især supporterne Selina og Tommy for at hjælpe mig i depoterne, og tackle min diskrethed med krammere, knus og hep. Tak til Søren for god træning og opbakning det sidste halve år. Tak til Koldingegnens Idrætsefterskole, og tak til min familie og venner. Et tak til jer her på Facebook for beskeder og likes. Et særligt tak til Henrik, som har støttet mig i alt. 

Som afsluttende bemærkning vil jeg bestemt forsøge at kvalificere mig til næste års VM i trail, som bliver afviklet i Italien i juni næste år. 

Fakta:

85 km

4600 positive højdemeter

4800 negative højdemeter

Tider for de danske løbere: 
Simon, 10:44:16
Christian, 11:01:12
Jonas, 12:08.27
Kristina, 13:01:35
Dorte, DNF
Laura, DNF

Udstyr:

Hoka One One Speed Instinct

CEP Ultra Light Low Cut Sock

Salomon S-lap sense ultra

8x soft bottles

Nike Landsholdstøj

Mountain King Trail Blaze stave 110 cm 

Petzl NAO 2 pandelampe med ekstra batterier

Ekstra billig pandelampe – ukendt mærke

Energiindtag:

17 32Gi-geler

2 pakker 32Gi chews

2,5 poser 32Gi energidrik blandet med vand

Ca. 6,5 liter væske(hvilket var alt for lidt i varmen)

Diverse kage, appelsiner og chips fra depoterne. 

Den fulde resultatliste: http://lap2go.com/en/event/trail-world-championships-2016/live-results.html

Startliste: http://www.i-tra.org/page/345/2016_Trail_World_Championships.html

Det danske traillandshold består af:

Simon Grimstrup, Silkeborg OK

Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne

Jonas Borsøe Christensen, Viborg Atletik og Motion

Dorte Dahl, Blovstrød Løverne

Laura Hulgaard, Tejn IF

Kristina Schou Madsen, Kolding Motion

Supportgruppe og teamledere:

Selina

Tommy

Flemming

Hanne

Marie

Landsholdskoordinator:

Søren Rasmussen

Mellemtider (lånt fra Løbecoach:SR)

P1:
Jonas, 1:26.59
Simon, 1:28.14
Christian, 1:28.20
Dorte, 1:43.12
Laura, 1:46.25
Kristina, 1:56.20

P2:
Christian, 3.12.49
Jonas, 3.13.51
Simon, 3:17.14
Dorte, 3:59.47
Laura, 4:04.16
Kristina, 4:18.54

P3:
Christian, 5:39.01
Simon, 5:49.59
Jonas, 5:59.12
Dorte, 7:14.09
Kristina, 7:18.50
Laura, DNF

P4:
Christian, 6.18.56
Simon, 6:31.53
Jonas, 6.43.34
Kristina, 8:08.16
Dorte, 8:26.02
Laura, DNF

P5:
Christian, 7:32.26
Simon, 7:49:57
Jonas, 8:09.36
Kristina, 9.35.27
Dorte, 10:16:54
Laura, DNF

P6:
Christian, 9:23.55
Simon, 9:24:33
Jonas, 10:39:03
Kristina, 11:27:22
Dorte, DNF
Laura, DNF

Mål:
Simon, 10:44:16
Christian, 11:01:12
Jonas, 12:08.27
Kristina, 13:01:35
Dorte, DNF
Laura, DNF

4:14:07 – 1:02:29 – 29:17:02 var tiderne på weekendens løb i Tallinn, Estland! 3 ture på henholdsvis 5, 10 og maraton midt i centrum af en fantastisk by med sjæl, charme, åbenhed og mine forestillinger om betonklodser i lange baner, kommunistiske træk samt Trabis i hobetal blev bragt til skamme. 

Frem blomstrede en lille europæisk storby med et skandinavisk touch, og jeg undrede mig over, hvorfor jeg aldrig har været her før?

Mit ærinde i denne weekend var løb, da jeg var blevet inviteret til at deltage i maratonet, og da jeg alligevel skulle samle 100 km ind på løbekontoen denne uge, passede det perfekt med deltagelse i “Come Run With us” – 5 km løb fredag, 10 km løb lørdag og afsluttende maraton søndag. Der forelå også den mulighed at løbe halvmaraton søndag, men med en start kl. 12, kræver det en SUB 3 timers maraton for at nå den også! Og det er måske lige i overkanten! 

5 km-løbet fredag startede kl. 19 fra Freedom Square og mest med børn og unge som deltagere. Der var en fantastisk opbakning gennem byen og den lokale park, og selvom ruten kun målte 4,5 km, får arrangementet top-point herfra! Alle blev opfordret til at løbe i den udleverede hvide Nike T-shirt, og det skabte et godt fællesskab, at vi alle rendte rundt i den. En flot medalje blev hængt om halsen, da vi kom i mål samt fik vi væske og energibar. 

Tallin Marathon

Kl. 10 næste formiddag stod jeg igen på startlinjen til 10 km. Ligeledes her var der en fantastisk stemning og opbakning gennem Tallinn by! 

Kl. 9 søndag var jeg igen klar og denne gang på maratondistancen, som skulle løbes af et loop på 21 km. At løbe er bare den bedste måde at lave sightseeing på, og ruten var rigtig fed langs vandet. Utrolig smuk, og det giver en cool effekt at kunne møde de forreste maraton- og halvmaratonløbere; der er godt nok smæk på! Jeg tog det stille og roligt, da jeg træner frem mod VM sidst i oktober, og kom i mål i 4:14:07. Det var en udfordring for mig at holde det langsomme tempo, og det glippede da også en smule til sidst 🙂 

Tallinn Maraton er et velarrangeret løb og en fed måde at tilbringe weekenden på! Der er distancer og sightseeing for alle! 

Tak for invitationen og tak til Greve Løbeklub for den gode opbakning! 

Danmarks mest kuperede terræn og det hårdeste? Jo tak, den er god nok! 

D. 7. august stod jeg i Silkeborg Vesterskov til start på 14 km-distancen med lige knap 1000 hm, som nok er det trailløb i Danmark, der kan præsentere flest højdemeter på distancen. Dvs. ikke så meget lige-ud-pjat(glimt i øjet/skrivepennen!), men hardcore op eller ned! Lige efter min smag… 

Der var både mulighed for at løbe 7 km, 14 km, 21 km samt maraton på en 7 km ubarmhjertig og teknisk rundstrækning, og distancerne startede selvfølgelig forskudt af hinanden med nogenlunde samlet sluttidspunkt. 

Der var 39 kvinder til start, og jeg synes, det var lidt spændende om måske nogle hurtige o-løbere havde fundet vej til skoven. Dem kan jeg simpelthen ikke hamle op med på sådan en relativ kort distance! Kvinderne løb til fra start, og efter en kilometers penge lå jeg vel som nr. 3 eller 4, men herefter begyndte jeg at indhente på især nedløbene. 

Løbet var perfekt afmærket, og der var ikke mindre end 3 depoter pr. 7. kilometer. Ruten og terrænet var barsk, men herudover var det ren forkælelse. 

Jeg vinder i tiden 1:34:16 med 12 min ned til nr. 2. Nr. 9 samlet ud af 102 deltagere. 

Præmier til de 3 bedste mænd og kvinder på hver distance + gode lodtrækningspræmier. 

Et klart anbefalelsesværdigt trailløb, som lige er en tand hårdere end så mange andre løb. 

Startskuddet lød lørdag d. 4. maj kl. 00 – og det er en speciel følelse at vide, der venter sig 80 km i danmarks mest udfordrende terræn bestående af en 3,1 km prolog og 3x 25,7 km runder på den vestlige side af øen.

Jeg stillede mig et godt stykke frem i feltet, for ikke at risikere at skulle løbe i kø, når ruten blev snævret ind. Derfor lagde jeg lidt hurtigt ud, og skæbnen ville, at jeg allerede på prologen havde mit første styrt. Jeg gled ned af en våd sten, og faldt lige så lang(altså kort) jeg var, men jeg slog mig ikke særlig meget, så det var bare op igen og videre. Ude på første runde skulle jeg lige vende mig til det teknisk udfordrende underlag, og jeg havde fuld koncentration på – så meget koncentration at jeg desværre løber forkert ned i en dal, og der går lidt tid inden jeg indser, der er noget galt. Jeg kigger mig tilbage og spotter de andres pandelamper, og jeg må op af bakken igen. Jeg mister ca. 10 min, og det er mental ret hård at håndtere, men i løbet af ugens forberedelser, har jeg brugt meget tid på at tænke løbet igennem, og et af dets scenarier var selvfølgelig at løbe forkert. Min taktik for ikke at gå i frustrations-mode, var at tænke, at det kunne da ha’ gået møj værre(Tak til De Nattergale)! 

Jeg finder tilbage til ruten og løber et kort stykke med en hollandsk kvindelig trailløber, som havde taget turen til Danmark. Vores tempo var dog ikke helt det samme, og jeg trækker fra hende. Det eneste positive ved at løbe forkert er, at så indhenter jeg jo nogle af dem, som havde overhalet mig, og det giver alt andet lidt energi. Efter at have løbet forbi omkring 10 løbere, fanger jeg en gruppe, som godt nok løber lidt langsommere end jeg har lyst til, men jeg tænker også, at jeg skal passe lidt på. Der er jo lang vej igen, og jeg skal have både fysisk og mental energi til hele løbet. Jeg vælger at placere mig i gruppen, og vi får snakket en smule. Desværre laver jeg den klassiske og farlige fejl, når man løber flere sammen: man følger bare med, og pludselig finder vi ud af, at vi er løbet forkert. Jeg tror ikke vi mister så meget tid, men mit hoved spiller mig her et puds, og dumme tanker, om at jeg er pisse træt af igen at have mistet tid og kræfter på at løbe forkert, presser sig på. Jeg kommer til depotet med et lidt mørkt sind, men formår at få startet på en frisk til anden runde, hvor solen så småt begynder at titte frem, og det giver vist alle løbere et lille boost af energi og ekstra gejst. Jeg løber 2. runde helt selv, men med fuld fokus på og jeg synes, det går rigtig godt. Jeg kan dog mærke, at især lårmusklerne er hårdt belastet efter 40 km med lede op- og nedstigninger, mudder, skrå stier, sand, store sten, skråninger med reb, klipper som der skal klatres op/ned ad, uendelige trapper og ikke mindst asfalt – sidstnævnte oplever jeg som enorm krævende, selvom det burde være en form for break fra det teknisk svære terræn, men jeg har det svært med asfalt i trailløb samt passager uden stigninger – altså der hvor det “bare” går ligeud. 

Da jeg nærmer mig slutningen af 2. runde, møder jeg den førende dame, Annemette, som er på vej ud på sidste runde og hun ser ud til at være forrygende godt løbende og omkring 15 min foran mig – på papiret en sikker føring.

Jeg spiser et par pomfritter i depotet samt får fyldt min rygsæk op med energi til resten af turen, og jeg løber ud på 3. runde med godt humør. Især da jeg møder 3. bedste kvinde, som ligger meget langt bag mig, og det er jo lig med en andenplads til mig, hvis jeg formår at gennemføre at holde et nogenlunde tempo på de sidste 25,7 km. Jeg kan dog mærke at jeg har mere at give af, og med et stort smil på læben, lader jeg mine ben lege afsted i et lidt højere tempo end hvad jeg havde forventet på 3. runde. Med ca 15 km igen, får jeg en melding om, at jeg haler kraftigt ind på Annemette, og jeg beslutter at hvis mine ben stadig er gode ved 70 km, vil jeg sætte tempoet op. Jeg ved, at det er en kæmpe chance at tage i et krævende løb som dette og på en endnu ukendt distance for mig, men mit vinderinstinkt, lyst til at konkurrere samt trangen til at udfordre mig selv gør, at jeg presser pulsen og tempoet op, og det går de første kilometer rigtig godt. Jeg er fuldt ud motiveret og jeg blæser noget musik i ørerne: Det her elsker jeg – det er på trailsporet, jeg hører til! Desværre løber jeg tør for vand, og det er ret kritisk – jeg husker at kigge ned på mit ur, da den bibber ved 77 km og da jeg kigger op igen, ser jeg mærkelige farver på stien og græsset. Der danser lyserøde, orange og røde farver rundt og jeg ser ting, som jeg ved selvfølgelig ikke er tilstede. Jeg er dog ved fuld bevidsthed, og er godt klar over, det er et klokkeklart tegn, jeg skal tage alvorligt, så jeg kommer ned at gå og spiser lidt chews fra 32GI, men jeg kan ikke rigtig få svimmelheden væk. Jeg accepterer, at der ikke er mere jeg kan gøre for at hente Annemette, og at jeg nu skal passe på mig selv, så jeg ikke risikerer at udgå med kun få kilometer tilbage. Jeg skiftevis går og løber, men falder en del gange, fordi jeg ikke kan holde balancen og har svært ved at læse terrænet – jeg har helt klart presset mig selv for hårdt uden vand, men det var bare en chance, jeg måtte tage. På en af de sidste stigninger tror jeg, jeg ser Annemette foran mig, og uden at tænke, sætter jeg i et hurtigt løb efter hende. Det viser sig dog at være en tilskuer – i øvrigt af et andet køn, og jeg både småsmiler/bliver bange over det faktum, at jeg åbenbart er så desorienteret…

Jeg nærmer mig langsomt – lykkefølelsen og stoltheden når et nyt højdepunkt, da jeg ser mål og mit ur melder en tid på 10.43.18 og jeg vinder en andenplads til danmarksmesterskaber i lang trail samt bliver dansk mester i min klasse! Det er virkelig virkeligt! 

Det har været hele træningen værd – de hårde løbepas kl. tidligt om morgenen, de sene nattetimer i Marielundskoven og krævende interval i de høje pulszoner! Vil jeg gøre det igen – ja, absolut! Jeg har fået blod på tanden, og jeg er overvældet af tanken om at jeg løber lige op med ultralandsholdsløbere. 

Tider: 
Prolog: 17.57
runde 1: 3:20:13 
runde 2: 3:36:15
runde 3: 3:28:38

Slutteligt vil jeg sige et kæmpe tak til alle jer, som har støttet mig undervejs. Det er meget motiverende! Tak til CEP Danmark og 32Gi Denmark som hjalp med merinouldstrømper og kompression samt energi uden at slå maven i stykker smile emoticon + tak til den bedste supporter, man kan ønske sig! 

Og et kæmpe tak til min seje træner Casper Callesen fra StayActive!

“F… Janteloven”-epilog:

– Jeg løber 3. runde 11 min hurtigere end nr. 1 og som den 5. bedste løber overall

– Over halvdelen af kvinderne samt 1/3 af mændene udgår

– Jeg modtager et bæltespænde, som mænd får hvis de gennemfører under 11 timer og kvinder under 11.30

Bootcampen startede i Ultraruns kælder med et killerteam bestående af 3 x 2015 MdS-deltagere Nicolai, Peter samt Lars(4 inkl. Christian Madsen) og så ultraløberen Anders(se hans blog: https://42kplus.wordpress.com) samt det hardcore friluftsmenneske Bent fra Fredericia Løbeklub. Altså lille mig som eneste kvindelige indslag, men det havde jeg vel også forventet.

Efter kort præsentation af deltagerne holdte Christian et foredrag om hans 3 år som deltager ved Marathon de Sables. Et spændende foredrag, som virkelig fristede mig, og det var godt, der ikke var en tilmeldingsknap på sidste slide, for så havde jeg nok siddet i saksen!

Efter foredraget nørdede vi lidt udstyr i forbindelse med etapeløb i ørkenen. Christian viste os hans kitliste, og fortalte hvordan han år efter år havde skåret på vægten, justeret på komforten samt fundet den rette mængde kalorier.

Herefter fulgte et praktisk indslag om at ordne vabler, og være på forkant. Christian fortalte, at mange tror vabler skyldes gnidninger fra løbeskoen, som herved skaber en forbrænding på fødderne, men det er ifølge forskningen ikke tilfældet. Vabler skyldes forskydning, og selvom tape ikke anses som værende forebyggende, da det ikke reducerer forskydningen, fik vi alligevel en gennemgang af tapning på fødderne. Evt. læs mere om vabler på ultrarun.com(Link ind!)

Ved eftermiddagstid var vi endelig klar til afgang til Kårup Skov shelterplads i Fårevejle ved Odsherred for at komme i gang med bootcampen. Aftenen bestod af gearudpakning, valg af shelter og sovemakkere samt hygge ved bålet samt frysetørret mad med rigeligt indhold af kalorier. Med en temperatur omkring frysepunktet virkede det helt naturligt at krybe til køjs før kl. 21, i håbet om at få varmen i soveposen.

Lørdag formiddag stod der navigation på programmet, og jeg havde set frem til at lære mere omkring kortlæsning og kompasnavigation – det er bestemt ikke på dette område, jeg har mine forcer, men jeg vil gerne lære mere. Først vi fik en gennemgang af kompassets udformning og brug, og et par opgaver med krydsspejling og kompasgang. Om det var mit  blondiegen, der gjorde at jeg ikke helt opfangede metoden, kan nu godt være, men jeg kunne godt have brugt lidt mere tid på denne del af kurset. De andre militærfolk virkede til at være lidt mere på hjemmebane end hvad min tidligere blåspejder-baggrund kunne præstere, og jeg fik desværre ikke så meget med derfra.

Efter navigationsindlægget stod den på løb med oppakning og staveteknik. Jeg havde omkring 4 kg i min rygsæk med 2 l vand, og synes faktisk det er en del at have med på farten. Jeg løb med OMMs 32 liter letvægtsrygsæk, og mine tanker går helt klart på at opgradere til deres nye Phantom 20 l på sølle 295 g, som både Christian og Lars løb med. Jeg må indrømme, at jeg ikke bruger stavene så meget i min træning, og jeg havde dem heller ikke med til The Everest Marathon, men var til gengæld enorm glad for at have dem med til Zugspitze Supertrail. Jeg var derfor meget nysgerrig på at få optimeret min teknik især på nedløbene. Alt i alt et givende indspark til hvordan en bakke kan angribes med eller uden stave.

Til frokost lavede jeg en kop nudler, da eftermiddagens program ville bestå af en lang løbetur på

den 25 km lange runde på NDURE trailruten med enorm varieret terræn på stier, skov, mudder, sand og lidt asfalt samt gode højdemeter. En virkelig smuk og udfordrende tur, hvor jeg klart fik lyst til at tilmelde mig løbet til august. For at bruge mine efterskoleelevers terminologi, så var det bare ”mega, fucking, for sygt nice” at rende rundt i overvældende natur, fede spor, dejligt vejr og lækkert selskab!

Aftenen bestod af aftensmad, hygge og røverhistorier ved bålet inden vi alle krøb tidligt til køjs.

Søndag morgen vågnede vi til regn og slud, og Christian havde planlagt et hemmeligt løb. Jeg var spændt på at høre mere om hvad det handlede om og han løftede sløret for at det ville være strandløb og så en holdkonkurrence med bakkeløb! Jeg var med det samme tændt!

Holdene blev delt så jeg, Christian og Bent udgjorde det ene hold, og Anders, Nicolai og Peter det andet hold. Vi skulle starte fra bunden af ”Dødens Dal” fra NDURE-ruten og holdet der nåede flest gange på toppen på en time, ville vinde konkurrencen! Dog må holdets løbere ikke have en afstand mellem sig på større end 2 m, så den hurtigste kunne ikke bare fræse derudaf, men der skulle stables et holdsamarbejde på benene, og udnytte de enkeltes styrker. Det andet hold lagde sig i spidsen fra start op ad bakken, og vi forsøgte forgæves at holde trit. Bakken var sindssyg hård med lede stigninger på op til 18%, og vi måtte ned og gå. Da vi nåede toppen og rundt om graven, var det andet hold en del foran, men vi formåede at hente dem på vejen ned af de mudrede og glatte bakker, og holdte føringen til slut! Ret fed følelse at slå et hold af herrer, hvoraf de to af dem deltager ved årets MdS!

Tak for en helt fantastisk weekend med god og lummer stemning – ordet håndvarmer har fået en  helt ny betydning for mig!

Jeg kunne godt have ønsket mig flere træningspas – gerne et fredag aften med pandelampe, men det er vist noget med at man skal have tilladelse til at løbe med pandelamper på. Selvom vi havde en lang tur lørdag på Endure-ruten på 25 km på 3 timer, og navigation samt teknisk træning om formiddagen, kunne der også godt have sneget sig et lille løbepas ind om aftenen igen. Dog er ultraruns bootcamp bestemt anbefalesesværdigt som forberedelse til et etapeløb eller blot for at få en fed, social løbeevent med et par overnatninger i det fri.

Afsluttende, internt og uden for løbe-kontekst bemærkning:

Det er gået op for mig at lærere ikke nødvendigvis er den erhvervsgruppe, som elsker kaffe mest! 

Når jeg løber gælder det om at have så lidt at tænke på som muligt. Tøjet skal være behageligt, rygsækken sidde komfortabelt, skoen må ikke give vabler og ledninger må ikke være i vejen. Så da det danske høretelefonmærke MIIEGO, som udmærker sig ved at være ledningsløse, tilbød mig at teste deres to ud af deres tre modeller, var jeg ikke i tvivl! ”Jo tak, det vil jeg da gerne!”

Jeg har længe drømt om at opgradere på høretelefonsfronten, da mine Yurbuds efterhånden har 6 år på bagen og iPhoneshøretelefonerne bare ikke genererer særlig god lyd.

So here we go! 

MIIEGO er et dansk brand som så dagens lys i 2010 og går under sloganet: No wires. No worries.

Høretelefonerne sluttes til din Smartphone eller anden bluetooth-enhed. Parringen foregår ret smertefri på min iPhone, så jeg vil vove den påstand at selv teknologianalfabeterne kan være med her! Man skal dog lige vende sig til betjeningen, som på AL3 sidder på højre ørebøf, og panellet virker som om det er drejet 45 grader den forkerte vej. Men det vænnede jeg mig til efter et par løbeture, og nød i stedet at jeg ikke skulle have telefonen frem for at skifte musiknummer, justere volumen eller besvare et opkald. På AL5 skal man lige finde den rette metode til at få trykket knapperne ind uden at rykke rundt på høretelefonerne, men betjeningen fungerer overordnet godt.

Forbindelsen mellem enhederne er ganske god, og jeg oplevede kun knas på linjen den første gang parringen blev foretaget. MIIEGO anbefaler selv at man bærer sin musikafspiller på højre arm, men jeg oplevede ikke at forbindelsen blev dårligere af at have min telefon i en mavetaske om livet og heller ikke, når jeg har den på lænden. Skal jeg være helt ærlig har jeg faktisk præsteret at gå på toilettet med min mobil på skrivebordet og stadig høre musik! 

AL3 Freedom Woman

Jeg synes denne model har en rigtig god lyd, og hvis man har begivet sig udenfor i lidt koldt vejr, kan hørebøfferne også give lidt varme på ørerne. Jeg har testet dem på både korte og lange ture, og jeg var især spændt på om de begyndte at stramme og irritere på øret, men de er overraskende behagelige at have på også ud over 2 timers løb – også i regnvejr. Bøfferne er forbundet via en nakkebøjle, som ved kvindemodellen er lidt kortere end mændenes, og flugter omkring hårgrænsen. Når man tager den på skal den lige drejes en omgang, og virker ved første øjekast lidt stiv, men det fungerer egentlig bare, når man har den på.

AL3 har ligeledes mikrofon indbygget, så mens du render rundt i de lave pulszoner, kan du lige få ordnet opkaldene! Her er det muligt at aktivere iPhones stemmestyring og via mikrofonen ringe til svigermor og sige hej; dog aktiveres stemmestyringen også, hvis du forsøger at slukke høretelefonerne, og jeg har ikke lige regnet ud, hvordan jeg undgår dette bortset fra at slå Bluetooth fra på telefonen eller lade høretelefonerne slukke selv. 

En anden smart feature er, at du kan se MIIEGOs batterilevetid på iPhonen. Se det er jo ret smart, da det giver dig en fornemmelse af, hvor mange løbeture, der er tilbage og det har faktisk fået mig til at lade lidt undervejs.

Udover løb har jeg brugt headsettet til boksning for at teste, hvor godt det sidder fast. Jeg har selvfølgelig ikke sparret med det, men slået sandsæk, skyggebokset, haft plethandsketræning, sjippet samt styrketrænet og høretelefonerne har bare fulgt med mine bevægelser.

Og så lige en ting jeg undrer mig over: I æsken medfølger et par virkelig grimme hvide pads uden logo. Jeg kan ikke forestille mig hvem der ville smide et par af dem på? 

I den flotte kasse(som man næsten ikke nænner at smide ud) får du:

• Høretelefoner
• USB-opladerkabel
• Ekstra pads i hvid farve
• Vandtæt etui
• Lille manual

Specifikationer:

• Rækkevidde op til 10 m
• Vægt: 45 gram
• Batterilevetid: 6 timer og 45 min(både musik og telefonopkald)
• Standby: Op til 150 timer (ifølge MIIEGOs hjemmeside)
• Wireless technology: Bluetooth v. 3.0

Min indtryk er en god hørebøf til prisen, og jeg er vild med de manglende ledninger og det faktum at forbindelsen mellem telefon og headphones fungerer. 

Pris: 499 kr.

AL5 Perform

Da jeg har ret små ører, var jeg på forhånd lidt kritisk indstillet for denne model, da den virker lidt stor og klodset, men jeg må tage mine ord tilbage. Høretelefonerne har en god komfort og det justerbare design med pasformen bag om og over øret gør, at du kan indstille dem til netop at passe dine ører – store som små! Jeg har tidligere haft udfordringer med at in ear-høretelefoner falder ud af mine øre, men det er slet ikke et problem her. 

AL5 Perform har kun 3 knapper: Øverst er den lille runde control-knap(C) placeret og under en todelt aflang knap med pile op og ned, og her kan du med ét tryk justere volumen og med to tryk nederst afspille sangen forfra og to tryk mere afspille forrige sang og omvendt med den øverste knap. AL5 har ligeledes indbygget mikrofon, som sidder i bunden af højre høretelefon under betjeningspanelet, og det kræver blot et tryk på c-knappen for at besvare et opkald.

På AL5s betjeningspanel synes jeg det kan være lidt svært at få trykket ordentlig på knapperne, som virker lidt stramme, men hvis du samtidig tager fat om øret, er det ikke noget problem – blot noget du lige skal vende dig til.

I forhold til prisen er lyden er ret okay – jeg kan nu godt lide at bassen sparker lidt ekstra, og det savner jeg en smule her, men som trøst har AL5 Perform COMPLY ear tips(top-mærkevare inden for de skumdimser man sætter ind i øret. Fås bl.a. til Seenheiser, Sony, Beats by Dr. Dre osv), som indkapsler lyden og lukker udefrakommende støj ude. Desuden medfølger 3 stk. ear-buds fra størrelse small til large, men jeg ved ikke lige hvorfor man skulle bytte de lækre COMPLY ear tips ud…

Høretelefonerne er forbundet med en ledning rundt om nakken, og kan ligeledes justeres. Du kan vælge både at have den siddende løst eller stramt alt efter hvilken sportsgren du dyrker eller hvad du lyster, og det er nu en meget praktisk feature.

I den flotte kasse(som man næsten heller ikke nænner at smide ud) får du:

• Høretelefoner
• USB-opladerkabel
• COMPLY Premium Active Eartips
• Vandtæt etui
• Ekstra ear tips i 3 størrelser: S, M og L
• Lille manual 

Specifikationer:

• Rækkevidde op til 10 m
• Batterilevetid: 4 timer og 50 min
• Vægt: 28g
• Standby: Op til 150 timer(ifølge MIIEGOs hjemmeside)
• Wireless technology: Bluetooth 2.1+EDR

Pris: 649 kr.

Lir:

Og så lige en sjov gimmick: de vandtætte etuier er forskellige, så dem der følger med de lidt dyrere AL5 Perform har lige et etui med en tand mere coolness… J

Ulemper:

– Når jeg slukker høretelefonerne aktiveres stemmekontrol på min telefon. Det har bl.a. medført et par ufrivillige opkald

– Jeg kan nogle gange være offer for at mine dimsedutter løber tør for strøm. Jeg skal huske at lade mit GPS-ur, Gaiteye og nu høretelefoner!

MIIEGO kan købes i specialbutikker – bl.a. Bodyzens webshop samt i Kolding samt på MIIEGOs hjemmeside: www.miiego.com

Lørdag d. 20/12 skulle have stået i maratonets tegn, men mine blondinegener havde desværre filtreret den ellers simple bedrift af tilmeldingen til Løb4andre maraton i Aabenraa. Jeg opdagede misforståelsen alt for sent, og løbet var meldt udsolgt!

Men hvad betyder det, når nu Trail Experience stod klar med et gratis super trailløb ved Munkebjerg i Vejle?

Runder af 2,5 km i barsk terræn med lede højdemeter, som i alt kunne runderes 4 gange til den totale længde af 10 km. Med start fra Munkebjerg Hotel stod knap 100 løbere klar til start klokken-meget-tidlig 9 lørdag morgen. Den føltes formentligt lidt tidligere end ellers, da det var tusmørke, vinden peb i ørerne og på køreturen nordpå ramte et haglnedslag uden lige! Men det kunne ikke forhindre os trailtosser i at give gas bakker op og bakker ned – mudder op og mudder ned. Vi var dog slet ikke bekymret, da løbslederen lovede os medvind op af bakkerne, men jeg skal vist lige have en efterfølgende alvorlig snak med ham…! 

Ellers bød runderne på mudder, lidt mudder og så mudder! Fede stier, der på bakkerne nedaf

satte teknikken på prøve og på de opadgående bakker satte viljen på prøve!

Jeg blev hængende lidt længere end de 10 km og nåede 7 omgange med knap 1000 højdemeter, som jeg i skrivende stund godt kan mærke i stængerne!

Først i mål på de 4 runder var ikke overraskende Søren Rasmussen(som skisme overhalede mig på min 3. omgang?!) samt Belinda Ditlevsen.  

Tak til Mikael og sønnike, Jakob for at pace på 4. runde. Jeg fornemmer en up coming i dansk trailløb 🙂 

Hurra for folkene bag Trail Experience, som bruger kræfter på vi andre kan boltre os i skoven. Besøg deres Facebookside og støt op om et godt initiativ: Trail Experience

D. 28. november gennemførte jeg ekstremløbet Eilat Desert Marathon i det sydlige Israel på grænsen til Jordan og Egypten.

Med 320 deltagere til start blev løbet kl. 06 skudt i gang, og vi begav sig ud på de 42,195 km i ørkenens sand og varme. Efter 3 km begyndte den første 9 km lange stigning på et ubarmhjertigt underlag af blødt sand og småsten fulgte efter. Den høje temperatur og det drilske underlag havde stor indvirkning på os alle, og 62 løbere måtte udgå af løbet.

Jeg løb med oppakning og en camelbag med 2 liter vand, som jeg fyldte op undervejs, men selvom væsken blev suppleret med elektrolytter og energi i form af geler, kunne jeg ikke forhindre en mild dehydrering i slutningen af løbet. Tempoet måtte sættes ned, og kroppens signaler respekteres.

Jeg gennemførte ørkenmaratonet på 4:46:32 og er godt tilfreds med resultatet, men det var dælme en noget af omgang med tilføjelse af unik, smuk, barsk og ekstrem hård oplevelse.

Søndag d. 26. oktober deltog jeg i The Polar Circle Marathon på Grønland under ekstreme forhold på den 66. breddegrad – bedre kendt som Polarcirklen. Maratonruten løber over den tykke indlandsis og gennem enestående grønlandske landskaber med gletsjere, tundraer, arktisk ørken og et absolut smukt morænelandskab. Efter mange måneders intens træning varetaget af StayActive følte jeg mig 100% klar til den kolde udfordring.  

Alle deltagere mødtes i Københavns Lufthavn til nummer- og chipudlevering, og vi kunne således checke fælles ind. Flyveturen til Søndre Strømfjord(Kangerlussuaq) tog omkring 4 timer, og jeg kunne forestille mig at løberne fra bl.a. Australien var glade for at nå frem. Vi landende lokal tid kl. 09 og det var allerede tid til ruteinspektion på indlandsisen, så vi måtte klæde om i lufthavnen og tage med bussen ud i det uvisse.

De omkring 38 km ud til indlandsisen var krydret med ubeskrivelige fede naturoplevelser, som jeg, uden at have oplevet hele verdenen, formoder kun kan opleves på Grønland. Betaget af synet, kunne jeg mærke spændingen i kroppen stige og en smule nervøsitet omkring det faktum, at jeg i disse kølige omgivelser få dage efter skulle rende 42,195 km. Ruteinspektionen på indlandsisen var spændende og der lå ikke så meget sne, som jeg havde forventet, men is så langt som øjet kunne række, og mine ekstra pigge på skoene havde ikke en chance for at trænge igennem. Det gjorde mig temmelig nervøs, for hvordan skulle jeg dog kunne holde balancen? Dertil var det hamrende koldt, vinden piblede igennem mit tøj og jeg ændrede konstant holdning til hvor meget tøj, jeg skulle bære til selve maratonet.

Resten af dagen gik med afslapning og i samvær med de andre deltagere fra hele verden. Jeg holder virkelig af det sociale aspekt på sådan nogle ture, da de mennesker man møder, deler ens interesse for løb, og der er ingen, som sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man begiver sig ud i at løbe et maraton nord for Polarcirklen.

Fredag vågnede jeg tidligt og besluttede at tage på endnu en ruteinspektion – især fordi natten havde budt på sne, og landskabet udenfor var ikke til at kende. Det samme gjorde sig gældende ude på indlandsisen, og man skulle tro at jeg befandt mig på to forskellige steder, da alt isen nu var dækket med mellem 20-40 cm sne. Udfordringen var stadig den glatte overflade, når jeg ramte isen under sneen, men det virkelig svære, var at fornemme hvor meget sne jeg skulle træde igennem. Fornemmelsen var lidt som at gå på trapper og ikke vide om der er ét eller to trin tilbage at træde ned på. Det var en ubehagelig fornemmelse, som jeg ikke rigtig kunne finde en måde at håndtere på – udover at sætte tempoet væsentligt ned.

Det lærerige ved endnu en ruteinspektion, var at ALT ændres med vejret. Internettet meldte om forskellige vejrudsigter og alt mellem hård vind og næsten ingen vind samt – 6 grader til – 18 var at finde på DMI, YR og hvad vejrstationerne nu ellers hedder. Jeg synes, det var rigtig svært at lave udstyrsbeslutninger, men mit udgangspunkt var følgende, som også endte med at blive outfittet til maratonet:

• Odlo merino wool undertrøje
• Odlo fleece mellemlag
• Odlo down jacket
• Odlo wintertighst
• Odlo ¾ down pants
• Haglöfs full face
• Odlo pandebånd
• Buff
• Odlo wintergloves
• Smart Wool PHD toe sock mini(five fingers sokke som inderste lag)
• Features winter 100% merinouldsokker 
• Salomon Speedcross 3 GTX
• Spikes

Lørdag gik med afslapning og et par sightseeingture i det smukke landskab omkring Kangerlussuaq samt gentagne udstyrstjek. Jeg dedikerede mange tanker til, hvordan mine personlige forsyninger ved halvmaratonmærket og 30 km ikke skulle fryse, og jeg synes selv, jeg kom frem til en god løsning, som indebar en Faxe Kondi energidrik pakket ned i en sleeve med geler rundt om flasken. Dertil lagde jeg 2 Hand Warmes fra Grabberworld, som efter sigende kunne holde sig varme i op til 10 timer.

Om aftenen bød mit b-menneskegen vintertiden og dermed den ekstra nattetime velkommen inden maratonet løb af stablen søndag. Jeg havde stillet mit vækkeur til kl. 04, så jeg kunne narre min dovne morgenkrop til at være tip-top frisk til starten kl. 09.

Løbsrapport:

Busserne ankom ca. 15 min før start og der var lige tid til at tisse af(hvilken virkelig var en kold fornøjelse), få spikes/yaktrax eller andet på løbeskoene samt få afleveret sine personlige forsyninger til ruten.

Præcis kl. 9 lød startskuddet og 167 forventningsfulde løbere tog de første skridt ud på det 42,195 km lange eventyr omkring Polarcirklen. Ruten startede med en ond stigning på ca. 2 km ud til indlandsisen. Stigningen overraskede mange med dens brutale hældningsprocent og glatte underlag, men sceneriet omkring os var absolut fantastisk, som på magisk vis fjernede startproblemerne i benene. Den sidste stigning inden isen var så stejl, at vi måtte ned i gåtempo, men synet der mødtes os for enden af bakken, var spektakulær: Et total hvidt landskab så langt øjet rakte, og jeg lagde mig klar til at angribe! Isen var glat – spejlglat, og tykkelsen på sneen var, som dagen før, svær at vurdere. Jeg kæmpede mig igennem de til tider op til 40 cm

Efter de 3 km på indlandsisen gik turen videre på fast grund, men stadig med meget sne og is som underlag.

Fra ca. 15 km til 19 km løb vi på et nogenlunde fladt terræn, men jeg valgte stadig at beholde piggene på skoene pga. det glatte underlag. Inden vi kunne sætte hak ved halvmaratonmærket, skulle vi bekæmpe en stor bakke, hvor de fleste også måtte opgive at løbe. Jeg passerede de 21 km i tiden 2:13, og var egentlig vældig tilfreds velvidende at jeg muligvis havde lagt for hårdt ud på indlandsisen. Desværre kunne jeg ikke finde mine personlige forsyninger, og jeg blev lidt panisk i væskedepotet, men måtte acceptere at løbe videre uden opfyldning af geler. Jeg trøstede mig med, at der ikke var så langt til 30 km-depotet, hvor jeg havde endnu en forsyning. Min samarbejdspartner StayActive, som varetager min træning, havde udregnet et indtag af 2,3 – 2,4 geler pr. time ved en kampvægt på 59 kg, og den plan var allerede gået i vasken, men jeg formåede at holde et højt humør alligevel nyde omgivelserne maksimalt. Det mentale overskud kom på en prøve, da jeg indså at mine forsyninger heller ikke var at finde ved de 30 km og jeg måtte nøjes med vand og varm hyldeblomstsaft. Jeg kunne mærke trætheden langsomt overtage min krop, og ved 32 km kom den første mavekrampe i en stribe som varede helt til 38 km. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog mig at komme igennem de 6 km, men kramperne tog alt overskuddet, og jeg måtte gå væsentligt ned i tempo. Så langt ned at jeg blev overhalet og mistede min 3. plads i løbet og dertil begyndte jeg at fryse. Kulden spredte sig langsomt fra det yderste af mine fingre til hele armen og ind på korpus. Min krop gik i forsvarsposition og begyndte at ryste. Min næse og den øverste del af kinderne blev iskolde og jeg følte en ubehagelig smertende fornemmelse, som om at nåle kontinuerligt prikkede ind i huden på mig. Som prikken over i’et skiftede underlaget fra blandingen mellem grus og sne til sand og sne, og hvert eneste skridt blev slugt i sandet og dræbte energien. Jeg søgte desperat efter et godt spor at løbe i, men forgæves og jeg begyndte at have svært ved at styre mine tanker. Uden at tænke over det, fandt jeg mit GoPro-kamera frem og deklarerede afslutningen på min løbekarriere! ”F… Marathon de Sables” udbrød jeg højlydt. Jeg kæmpede med mit mørke sind, men min aggression blev forvaltet til stædighed, og jeg tvang det ene ben foran det andet i den krumme, foroverbøjet position, som mavekramperne fremtvang tænkende den samme tanke: ”Det skal IKKE stoppe mig, det skal IKKE stoppe mig”. Fra det ene øjeblik til det andet ophørte kramperne og jeg kunne igen rette det fulde fokus på løbet. Jeg havde 4 km tilbage af løbet, og underlaget var igen blevet nogenlunde fast. Der var dog stadig masser af op- og nedstigninger og især den sidste stigning op til 41 km, var en udfordring. Jeg bildte mig selv ind, at med The Everest Marathon og Zugzpitze Supertrail i baghånden, kunne jeg fan’me ikke tillade mig at gå, så med et forpint ansigt lykkedes det mig at løbe hele vejen op, og kunne se frem til den sidste kilometer på et nedløb og de sidste par hundrede meter ind gennem byen til målstregen i Kangerlussuaq.

På en dag hvor heldet ikke helt stod mig bi, er jeg dog alligevel stolt over at komme i mål

som 4. bedste kvindelige løber og nr. 29 overall ud af 167 startende. At slå hver og en af de højlydte og opmærksomhedskrævende amerikanske Navy Seals-soldater er guf for selvtillidskontoen, og til gallamiddagen skulle jeg tage mig selv i ikke at spørge: ”Nå, hvor blev I egentlig af?”.

Afslutningsvis må jeg slå fast, at det bestemt er et af de hårdeste løb, jeg har deltaget i. Kulden, den tekniske sværhedsgrad på indlandsisen med 20-40 cm sne, de mange op- og nedstigninger og ikke mindst lange passager i blødt sand blandet med sne i slutningen af løbet krævede ekstrem koncentration. Desværre var ovenstående krydret med mavekramper, som jeg i dagene efter har forsøgt at finde årsagen til – uden held, og måske jeg skal finde svaret i den anderledes kost dagene op til.

At løbe på indlandsisen var unikt, specielt og tåler ingen sammenligning. En følelse af at være langt, langt væk fra civilisationen, og så absolut tæt på naturen og dens rå virkelighed og præmisser. Jeg følte mig nærmest lidt skyldig over at betræde dens urørte sne og markere mine urene og skyldige fodspor.

Fakta:

Distancer: halvmaraton og helmaraton (med mulighed for at gennemføre begge: The Polar Bear Challenge)

Depoter pr. 5. km: (ikke frosset)vand og varm hyldeblomst

Nationer: 27
Antal deltagere: 187

Cut off: 7 timer på maraton
Arrangør: Albatros
Vindere: Norbert Zeppitz, Østrig: 03:30:08 og Debby Urkins, Belgium: 4:11:26

Følgende er en løbsrapport fra min deltagelse i mit første ultramaraton: Zugspitze Supertrail

Tidsgrænser: 

V5: 12:45 V6: 14:45 V7: 15:45 V8: 17:45V9: 20:00 V10: 21:30 Mål: 22:30

En blæsende, kold og ekstraordinær våd dag i februar –nærmere sagt d. 22. februar midt i Thys nationalpark – besluttede jeg mig forat melde mig til Zugspitze Ultratrail på 60,7 km. Det lød da egentlig som et meget sjovt eventyr, og på det tidspunkt var jeg nok ikke helt klar over, hvad jeg egentlig stillede op til, men efter lidt surfing på det dersens internet, lidt youtube-rundfart og reviews fra forskellige løbehjemmesider indså jeg realiteterne: Zugspitze er kendt som et af Europas barskeste bjergløb med et ubarmhjertigt terræn. Jeg tænkte: ”Hva’ filen har du nu rodet dig ud i?!”.

Lørdag d. 21. juni stod jeg klar til et af Europas mestberygtede bjergløb Zugspitze Ultratrail i supertrailklassen på 60,7 km med et samlet sum af højdemeter på 6308 m, hvoraf de 2973 var af stigende karakter. Efter geartjek lød startskuddet kl. 09.00 til min hidtil længste distance i ukendt terræn og med et skræmmende antal højdemeter til tonerne af Highway to Hell med AC/DC. Symbolikken mellem sætningens betydning og løbets brutalitet røg hurtigt ind på lystavlen, da vi allerede nåede til foden af det første bjerg, Scharnitzjochpå 1100 moh, efter én kilometer og så stod der hardcore stigningsprocenter på menukortet de næste 8 km op til bjergets top på 2048 moh. Jeg fandt mine medbragte poles frem, og må indrømme at de hjalp mig unægtelig meget på de stejle passager. Terrænet gik fra stier med grus og sten til grønt græs, mudder og høje trapper. Bjerget var teknisk udfordrende og især på de sidste ca. 2 km, krævede det 100% koncentration for at sætte både stave og ben rigtigt på underlaget og i forhold til hinanden. Det store felt blev hurtigt delt op i mindre grupper, og det var også nødvendigt, da sidste stykke til toppen var singletrack uden mulighed for at overhale. Jeg nåede toppen efter kilometertider på helt ned til 16 min/km med min klubkammerat Tonni, og der var da lige tid til at nappe et par billeder af den imponerende udsigt inden plus blev til minus. Nedløbet var ligeledes teknisk krævende – især fordi det var så stejlt, at det ikke kunne lade sig gøre at give fuld power og lade benene rende. Jeg blev dog overhalet af et par løbere, som spændende nedad – deres lethed var virkelig imponerende, og jeg lavede lige en hurtig note til mig selv: Dét vil jeg lære! Et stykke nede af bjerge mødte vi pludselig sne, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden for ikke at glide. Grundet det gode vejr, var det dog det eneste sne, vi mødte. 

Mine fødder fik hurtigt konsekvenserne at mærke på det stejle nedløb, og vablerne under mine hæle sveg grimt og, uden jeg helst vil indrømme det, ret smertefuldt. Jeg løb ellers i Ashmeis merinoløbesok og mine Salomon Speedcross, som jeg også brugte til The Everest Marathon, men det var ikke den rigtige løsning for mig til Zugspitze. Jeg røg i hvert fald meget frem i skoene, og det skabte en uhensigtsmæssig friktion mellem mine fødder og strømperne, og ved stoppet i første væskedepot efter 15 km, kunne jeg virkelig mærke at vablerne ikke bare var de sædvanlige småvabler. Jeg overvejede kort om jeg skulle gøre noget ved dem, men jeg besluttede at lade dem være. I depotet var samlet omkring 20-25 løbere, som overfaldt de lækre bordene med alt fra hjemmelavet kage til energibarer og frugt. Jeg indså hurtigt at min lille madpakke og ekstra forsyninger af myslibarer, saltet nødder og geler var overflødigt, og set i bakspejlet burde jeg have smidt det ud og dermed reduceret vægten i rygsækken. 

Efter depotet fulgte en forholdsvis flad strækning i dalen med et imponerende syn til de omkringliggende bjerge. Med dette sceneri kan man ikke undgå at nyde løbet, selvom jeg til min overraskelse allerede begyndte at møde deltagere, som virkede pressede. Jeg nød virkelig turen op og fik frem til 3. depot overhalet en del løbere inkl. en tysk kvinde med stave, som bestemt ikke var glad for at blive overhalet. Ved omkring de 35 km røg jeg desværre også ind i en dum følelse af træthed, som kort efter føltes mere som en udbrændthed. Min mave slog knuder, mine ben var trætte og mit højre knæ låste på sådan en mærkelig måde. Den kvindelige tyske løber overhalede mig en gang for alle, og jeg havde ikke kræfterne til at følge efter. Jeg fandt stavene frem op af stigningen, og synes også de hjalp lidt, men jeg var stadig baldret. Da jeg nåede toppen fulgte et nedløb på ca. 1 km og her gik det helt galt for mit knæ, som låste og jeg kunne ikke rigtig bøje det uden smerterne jagede igennem benet. Jeg måtte kapitulere og gå ned ad bakken, og her begyndte mit hoved virkelig at drille. ”Hvorfor filen er jeg allerede træt nu?” og ”Der er laaaang vej hjem”. Den stejle nedstigning vendte sig til en stejlopstigning. Jeg vidste, den var relativ kort(1 km!) og efterfulgt af et langt stykke nedad igen. Den nedstigning blev løbet med sorte, sorte tanker, et smertende knæ og masser af overhalende løbere – især sidstnævnte irriterede mig grænseløst, mens jeg haltede ned af kæmpe trappetrin af sten, store trærødder og jord. Mit Garmin meldte kilometertider på 18,5 min/km, og det er langt fra tilfredsstillende på et nedadgående stykke, selvom det er stejlt og teknisk svært. Jeg nåede dog endelig 4. depot ved 40 km i dalen 800 moh og her opholdte en del løbere sig. Mange havde smidt sig i græsset for at få lidt skygge for den bagende 25-graders-sol, mens de tog for sig af godterne i depotet. Jeg selv overfaldt det kolde vand og frugten. Jeg spiste en af mine geler og fik ud af øjenkrogen øje på en Red Bull-køleboks, og fik en forfærdelig lyst til at tømme en. Så uden at tænke nærmere over, at jeg ikke tidligere havde gjort mig erfaringer med at tyldre Red Bull på løbeture, røg den ned på nul-komma-fem. Mange af de løbere, som havde nakket mig ned ad bakken, så egentlig ikke ud til at have travlt, og jeg så mit snit til at tage hævn! Jeg forlod derfor hurtigt depotet igen og kort tid efter, kunne jeg mærke energien vende tilbage til min krop, og jeg formåede at abstrahere fra smerterne i mit knæ. Selvom højdekortet viste markante stigninger, følte jeg det ikke som stigninger – jeg var i flow –mine sorte tanker var vendt til optimisme, nydelse, overstadighed og jeg var i mit es med højt humør, smil på læben og god fart. Efter et par kilometer skulle den store prøve stå på det sidste bjerg. Opstigningen gik fra 800 moh til de 2029 på toppen af Alpspitzbahn. Jeg glædede mig til at prøve kræfter med det bjerg, som alle snakkede om, og jeg kunne mærke spændtheden i kroppen. Pulsen endte hurtigt i den høje ende af skalaen, men mine ben havde det godt og kroppen var fuld af energi. Jeg powerwalkede op med stavene i fuld sving, og der ventede mig et absolut imponerende syn på toppen med panorama over hele området. Ærgerligt at jeg ikke kunne hænge lidt ud og nyde det, men det var jo ligesom ikke derfor, jeg var der! Nedløbet var noget af det vildeste, jeg har prøvet. De smalle singletrack var ekstrem glatte med bl.a. kæmpe trappetrin, 360-graders sving, rødder stikkende op og alt mulig andet lækkert. Men jeg følte mig på toppen og overhalede en del på vej ned, som pænt måtte stille sig ud i siden, når jeg kom forbi. Det er og bliver verdens bedste følelse: Når andre er udmattet og trætte, og jeg suser forbi med overskud, smil på læben og gode ben. Især det sidste nedløb i skoven var udfordrende og jeg måtte nærmest glide sidelæns igennem mudderet, og ventede egentlig kun på at ryge på numsen. Men det gik og vi sluttede af med ca. 1,5 km på asfalt ind til mål, hvor hundredevis af mennesker var samlet til at hylde løberne. 

Jeg formåede at løbe næsten 1 time hurtigere end forventet og kom i mål på 10:13:35, og ud af 11 danskere på ruten var jeg eneste kvinde, men til gengæld den hurtigste af både mænd og kvinder! Og med en placering i den øverste 1/3 blandtkvinderne, er jeg ret godt tilfreds med min indsats på mit første ultraløb.

Status i skrivende stund: stadig øm i bentøjet, lav på energi, blodvabler på begge hæle og jeg mister formentlig 4 tånegle. Men absolut det hele værd 🙂 

Distancer: 35,9 km, 60,7 km 79,3 og 100 km

Starttidspunkt: kl. 09.00

Antal deltagere: 2013 (alle distancer minus eftertilmelding)

Væskedepot: vand, frugt(vandmeloner, banan, æble), iso, Red Bull, suppe,kaffe, bondebrød, diverse pålæg mm.

Medalje: ja

Pris: 75€ 

Minumumsudstyr: Trailsko, rygsæk, vandtæt jakke, fløjte,førstehjælpsudstyr, alutæppe, foldekop, ekstra lag til arme og ben

Goodiebag: Salomon t-shirt, racebelt, foldekop, fløjte og diverseprøveprodukter og reklamer   

Tidstagning: Chip i startnummeret (50€ i depositum)

Arrangør: PlanB

Karakter: 6/6

Energiindtag:

4x winforce geler

4x GU ekspresso og blackberry geler

1x Red Bull

Ca. 9,5 l vand

10 salt sticks

Ca. 1 hel appelsin

Ca. ½ æble

Lidt vandmelon

1 stk. kage ved hvert depot

½ bondebrød med spegepølse

200 ml cola

ca. 1 hel energibar(mærke: ukendt)

Lillebælt Halvmarathon – hele danmarks halvmarathon blev i weekenden afholdt i Middelfart med 11.000 løbere til start. Løbet, der er kendt som et populært førstegangsløb, er velarrangeret og med opbakning i verdensklasse langs ruten. Jeg deltog med min arbejdsplads og brugte de 21 stærke, som et led i min træning til Zugspitze Supertrail på 60 km. Derfor stod jeg til start med 3,2 kg oppakning samt inden og efter løbet en cykeltur til og fra Kolding på 25 km.

Sidste uge bød på 72 km fordelt på en masse trail og bakker i og omkring Kolding. Efter Aalborg Brutal Marathon d. 18. april, har min krop været lidt træt, men de mange højdemeter havde heldigvis ikke den store efterfølgende effekt på mine ben, så det blev til to hviledage og et par restitutionsture, før jeg følte, jeg var tilbage igen. Jeg ved at skadesrisikoen er markant højere lige efter et maraton – især i mit tilfælde ,da jeg nogle gange får lidt hjerneblødninger i forhold til min træning. 

I lørdags stod den så på Lillebælt Halvmarathon, og det var egentlig ikke helt planlagt, jeg skulle deltage, men min arbejdsplads idrætsefterskolen BGI Akademiet havde stablet et lærerhold på benene, og eftersom det er en ny arbejdsplads, var jeg ikke fra starten tilmeldt, men sprang med på holdet efter et afbud. Der er ca. halvanden måned til Zugspitze, så jeg kunne sagtens byde de 21 km velkommen i min træningsplan, og det er trods alt lidt sjovere at deltage i et officielt løb end at træne dem selv. 

Klokken 11.30 sprang jeg derfor på min mountainbike og satte kursen mod Middelfart. En tur på omkring 25 km på landevejen med en del bakker undervejs, men hvad gjorde det, når man nu har medvind hele vejen? Jeg fløj afsted i højt humør og fart til Lillebælt, og jeg fik overbevist mig selv om, at når jeg nu skulle løbe halvmaratonet på mellem 1:50 og 1:52 – i min optik et roligt pace og dermed total udstødelse af konkurrencegenet, kunne jeg da godt sætte tempo på cyklen og få givet de andre cyklister baghjul. Hvad jeg i cyklende sekund ikke havde indset, var at medvind ud betyder modvind hjem, og det skulle senere vise sig at blive en knaldhård tur til Kolding, og det ellers tautologiske udsagn om at frem og tilbage er lige langt, skulle vise sig at være total inkonsistent! Mere om det senere.

Jeg skulle mødes med BGI Akademiet inden start og lige få styr på nummerudlevering og udstyr. Normalt har et halvmaraton og udstyr ikke så meget med hinanden at gøre, men som skrevet løb jeg med 3,2 kg oppakning, og da min gode ven, Morten ikke kunne nå at aflevere sit overtøj, tog jeg dette i min taske også. Vinden var markant og kold, solen lå godt gemt bag skyerne og omkring kunne man se løbere i dyb overvejelse, om det nu er bedst at smide den ekstra bluse eller beholde den på. Hvor varmt vil man få det, når man nu kommer i gang? Jeg løb selv i Odlos Muscle Force ¾ tights med en Fusion t-shirt og armsleeves, som jeg havde god gavn af under løbet. Når solen skinnede, rullede jeg dem ned af armene, og når det blev koldt, rullede jeg dem op igen. Jeg så alt fra løbere iført store sweatshirt til små tanktoppe, og der må uden tvivl være nogle af dem, som enten fik det for koldt eller for varmt. 

Da jeg havde overtaget et startnummer, var jeg lidt spændtpå at se, hvilken startblok jeg skulle starte i. På nummeret er angivet en farve og en kode, og den gule farve betød, jeg var tilmeldt i blok D(2.30), og Morten og jeg tillod os at springe ind ved 1:50-ballonerne. Til de store løb er det altid samme trumme-rum: Folk stiller sig i de forkerte startblokke, og man er omringet af løberne der hjerner fremad eller er på søndagstur. For nogle år siden kunne det irritere mig grænseløst, men efterhånden synes jeg det er lidt småkomisk, og nu kender jeg også til den knap-så-løbeetiske uskrevne regel om, at man typisk tilmelder sig en(måske to!) startblokke hurtigere, hvis man sigter efter PR til et stort løb. 

Omkring 13.45 var det nok sidste udkald til at finde sin startblok, og Morten og jeg forsøgte at sluse os ind ved de rette balloner. Som regel er det knap så eksotisk at stå som (allerede svedlugtende)sild i en tønde, men min krop bød varmen fra de tætpakkede løbere hjerteligt velkommen og mit rysteanfald fortog sig. Starten afgik og efter ca. 2,5 min, løb vi over startstregen – klar til en overkommelig opgave med fokus på det rette pace og mentalt overskud. De første par kilometer af løbet var der stor trængsel, og jeg shufflede lidt ind og ud for at komme til at ramme det rigtige tempo, og efter det første væskedepot ved 5 km, begyndte det at munde lidt ud i trængslen. Depoterne var på fineste vis adviseret 200 m før, og placeret i begge sider af vejen. I alt var der seks depoter med vand, energidrik og et enkelt depot med bananer og æble. Man kan måske overveje om sidste depot ved 19,8 km er nødvendigt, men hvis varmen havde været lige så høj som nogle af de forrige år, er det nok bedre at være på den sikre side. Turen over Den Gamle Lillebæltsbro er ganske særlig og udsigten over vandet til begge sider er super flot. På jyllandssiden løbes en lille sløjfe om Snoghøj, hvorefter man drejer, og løber ind under broen og videre mod Erritsø. Opbakningen på denne strækning er fænomenal, og man bliver nærmest helt høj af stemningen og alle tilråbene. På startnummer er angivet dit navn, og hvis du ellers løber i dit eget nummer, giver det virkelig god gejst at høre sit navn opråbt fra publikum. Morten og jeg hed i denne sammenhæng Britta og Ole, og det hyggede vi os gevaldigt meget med! Efter 14,5 km rammer vi igen Den Gamle Lillebæltsbro, og man kan så småt begynde at fornemme at nogle løbere begynder at blive presset. Men det er vildt fedt at se ansigter, som stråler af vilje og beslutsomhed: jeg kan, jeg vil. Eller folk som må ned og gå et par meter, for derefter at tænke: ”Nej fanme, nej”, og sætte i løb igen! Det er fedt! Jeg synes det er en dejlig tanke, at 30.000 løbere for kort tid siden løb VM i København, og nu står der så 11.000 til start til Lillebælt. Her må man da kunne udlede, at Danmark bestemt er en løbernation? Tilbage på Fyn går ruten ud omkring det smukke Hindsgavl Slot, og her kan man godt mærke småstigningerne på vejen, og flere løbere må ned i tempo. Igen hjælper den sublime opbakning især førstegangsløberen og PR-jagterne meget, og det var virkelig en fornøjelse at løbe den sidste del afruten ind gennem de små hyggelige gader for at afslutte på den ca. 200 m lange strækning til mål på havnen med opstillede tribuner til publikum.

Der var ikke så stor trængsel i mål, men det siger nok mere om min tid end om så meget andet. Der blev udleveret vand i små flasker og en Jolly gjorde stor glæde hos mange løbere. Et par hundrede meter væk stod telte med frugt, kage, vand og energidrik og jeg synes at Lillebælt Halvmarathons arrangører har forbedret sig markant på dette punkt. Det er sagt med forbehold, da jeg plejer at løbe lidt stærkere på distancen. 

Jeg løb negativ split og kom i mål på 1:50:35 – helt efter planen. Hvad jeg under løbet lykkelig havde forkastet, ramte mig som en mur, da jeg så mine fine mountainbike stå og vente på mig. Den søde medvind på vej ud, ville nu på bedste humørsvingnings-vis vende sig mod mig, og mobbe mig hele vejen hjem. Det blev en hård tur, og jeg tog mig selv i at misunde de mange biler, som passerede mig. Især da jeg opdagede vejarbejdet, som spærrede for den ene side af vejen ved Taulov, og jeg blev ledt ind gennem byen og hele vejen udenom. En del af mig tænkte: ”Jeger jo bare en lille bitte cyklist – jeg kan da sagtens være på vejen”. Men jeg tog den ekstra tur uden om, og det var egentlig også fint at komme lidt ud af den stive modvind. Jeg ramte Kolding omkring 17.30 og kunne velfortjent hente mine to søstre til en velfortjent filmaften efter en aktiv dag i selskab med løbere fra hele Danmark.

Dato: Lørdag d. 3. maj

Antal deltagere: 11.000 

Pris: 395 kr. 

Minimumsalder: 14 år

Tidstagning: chip i startnummeret  

T-shirt: ja

Medalje: nej

Underlag: asfalt

Væskedepot: 6 stk. med vand, energidrik, banan og æble 

Vindere: Thijs Nijhuis(1:07:47) og Louise LangelundBatting(1:15:58)

Vurdering: 5/6

Tips: Kør hjemmefra i god tid(evt. tag cyklen med bag på bilen), find din startblok i god tid og hav ekstra tøj med til efter løbet.

Andet:

SMS efter løbet

Værdiopbevaring

Expo med diverse løbegear

Trafikfri rute

Videodiplom

Fartholdere

Minimumsalder: 14 år