World’s Highest OCR – World OCR Altitude Championship 2021. At tage en 3.plads i en sportsgren, jeg ikke engang dyrker. 

Kl. 00.00 d. 19. september ringer vækkeuret i teltet i Barafu, som også er kaldet Basecamp. Jamin, min teltmakker og jeg er allerede vågne og er super spændte på de kommende 24 timer, som byder på vores andet Kilimanjaro topforsøg på kun 10 dage, verdens højeste OCR i kraterkanten i 5750m højde samt to etaper i løb ned af verdens højeste fritstående bjerg, Mt Kilimanjaro. 

Forberedelserne.

14 dage før landende jeg sent om aftenen i den lokale by, Moshi for dagen efter at stå klar ved gaten til Kilimanjaro og starte et forberedende akklimatiseringstrek, der skulle sikre mig et godt resultat til “World’s Highest OCR”. Der var flere ubekendte faktorer i dette race, hvor højderne rangerede som de mest risikofyldte og jeg havde hjemmefra grublet over, hvordan jeg kunne forberede min krop bedst muligt. Jeg besluttede at tage tidligt til Tanzania for at tilbringe så meget tid som muligt i højderne, så min krop kunne gå i gang med at vænne sig til højde og få produceret nogle røde blodlegemer til at transportere den mindre mængde ilt rundt i kroppen. 

Jeg har været møllen igennem, da jeg tilbage i 2018 slog verdensrekorden i at bestige Kilimanjaro. Det kan til note gøres på 6 timer, 52 min og 54 sekunder.

Verdensrekord på Kilimanjaro

Med den bedst mulige akklimatisering for øje, startede jeg en tur alene (med min guide og team) til toppen og allerede første dag skulle jeg støde ind i et helt særligt menneske, som siden hen har gjort et meget stort indtryk på mig: Jamin fra Australien. 

Jeg spottede ham, da han gik og samlede affald op fra sporet. Sikke en god ting at gøre og det fortalte jeg ham, da jeg passerede. Vi faldt i snak og Jamin fortalte om sin virksomhed, “Mountains and Marathons”, hvor de udvikler ledere fra hele verdenen og slutter forløbet af med en tur på toppen af Kilimanjaro eller et maraton et eksotisk sted i verdenen. Med det samme opstod en unik forbindelse og da Jamin fortæller, at han i december planlægger at bestige Kilimanjaro på under 15 timer, kan jeg ikke lade være med at fortælle ham, at det kan man godt gøre lidt hurtigere! Støj til side og jeg tilbød ham med det samme at stå til rådighed med fifs og råd. 

Da Jamins gruppe og jeg stort set har samme plan op af bjerget, støder vi ret ofte ind i hinanden og vi udvikler ret hurtigt et stærkt venskab og bånd. 

Min tur til toppen foregår i et stille og roligt tempo og med undtagelse af stærk hovedpine på dag nr. 3, så har jeg det strålende hele vejen. Selv den sidste dag med topforsøget – som for mit vedkommende startede kl. 02:15 om natten til Uhuru(toppen af Kilimanjaro) – havde jeg det godt hele vejen op og ned. Fordelen ved at være alene i en gruppe er, at jeg selv kan sætte dagsordenen og tempo, og dermed ikke skal indordne mig under andre (diva – I know!). Så selvom jeg starter et par timer efter alle de andre grupper på vej mod toppen, overhaler jeg den sidste gruppe på vej mod toppen få hundrede meter før Uhuru. Det er skisme fedt og jeg får timet peaket med den smukkeste solopgang over Afrikas tag. Jeg har så meget overskud, at jeg løber ned og min guide, Dastan (han var også med på min verdensrekord) må slippe mig og vi mødes ved Basecamp.

Alt i alt en nærmest perfekt forberedelse til at skulle gå OCR-løbet i møde.

Mødet med OCR-teamet.

I den lokale by Moshi mødes jeg med de andre deltagere og tjekker feltet ud. Det filippinske landshold i OCR er ankommet og jeg må bare slå fast, at de ser stærke ud. Dertil har vi en god blanding fra forskellige lande med en del ex-militærgutter, Spartan OCR-løbere og generelt bare enorm veltrænede mennesker med vilde beretninger om bl.a. bestigninger af Mt Everest, diverse sejre i forskellige OCR-løb og endda også en håndfuld ultraløbere. 

Dagen før vi skal starte vores fælles akklimatiseringstur tager Luke Hepworth(Luke kender jeg fra World Marathon Challenge i 2019 – I ved, den med de 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter), Z fra England samt Kam (enorm sej bjergbestiger med Mt Everest på CVet) en tur ind til byen og slutter turen af med at drikke en kop kaffe på den internationale Union Cafe. Her støder vi tilfældigvis ind i Jamin og vi driller ham med, at han burde tilmelde sig OCR-løbet. Og ved I hvad? Det gør han fisme! Altså én dag før det hele går løs, får vi en ny deltager med på holdet og jeg kan ikke glæde mig mere over, at det er Jamin og jeg hermed får fornøjelsen af at tilbringe lidt mere tid med min nye ven. 

Jeg kan fortælle, at jeg generelt på denne tur møder nogle fantastiske personer. Mennesker som inspirerer med deres måde at være på, leve på og tænke på. Jeg vil undgå at gå i for mange detaljer her, men blot takke James Wood, Luke Hepworth, Kam, Z, Jarrod, Heidi & Dan, Yada, Marco, Nikki, Sergei og selvfølgelig Jamin for at åbne mine øjne for en dybere livsanskuelse. 

Også nummer to akklimatiseringstrek går over al forventning og jeg har stort overskud næsten hele vejen. Kulden driller en smule om aftenen og natten, men min sovepose fra Nordisk er genial og holder mig varm. Af udstyr er jeg imponeret over mit Fenix 6s ur fra Garmin, som kan måle min iltmætning og dermed udgør et fantastisk redskab til at analysere, hvordan min krop har det i højderne og dertil er jeg iklædt toppen af poppen-tøj fra Scott Sports. 

Men desværre skal det vise sig, at blive en del hårdere end jeg havde regnet med.

Gennemførelse af verdens højeste OCR-løb.

Kl. 01.00 d. 19. september er vi klar til at påbegynde den sidste del af bestigningen af Kilimanjaro, gennemføre OCR-løbet og løbe første etape ned af bjerget. Jeg er super spændt og føler mig klar både fysisk og mentalt. 

Efter popcorn og småkager til morgenmad bliver vi inddelt i to grupper, hvor det er tydeligt at den ene gruppe er den hurtige og den anden gruppe er den langsomme. Jeg kommer i den hurtige mens min teltmakker, Jamin på forunderlig vis kommer i den anden.

Det er nyt for mig at gå i en stor gruppe og der går ikke længe før, jeg begynder at fryse. Vi går simpelthen så langsomt og kulden er bidende med en chillfaktor, som tager til. Først tæerne, så hele foden og anklerne. De bliver helt følelsesløse og mine “handwarmers” er ikke til megen nytte.

Jeg accepterer tilstanden og forsøger at iværksætte nogle af de mentale strategier, som jeg har med i værktøjskassen. Især et fokus mod at være taknemmelig før øjeblikket og for hele projektet,  kan hjælpe i svære situationer. Faktum er, at jeg er ved at bestige verdens højeste fritstående bjerg for 4. gang i mit liv og senere i dag skal jeg være med til et hæsblæsende ekstremt OCR-løb.  Det er jo det, som jeg lever af og elsker! Tanken får mig til at smile og jeg får vendt fokus fra kulden mod en form for taknemmelighed og at jeg skal nyde øjeblikket. Det kommer nemlig aldrig tilbage igen. Det er nu. Og dette lige-nu kommer ikke igen, men vil være noget, jeg husker resten af livet. 

Der er ikke så meget snak i vores gruppe og jeg ligger mærke til, at min gode ven Jason Wood pludselig ikke længere er at finde i gruppen. Jeg tænker ikke videre over det, da han har været super stærk under hele turen, men mindes godt at han nævnte ved afgang, at han ikke følte sig helt på toppen. 

På et tidspunkt kan jeg mærke trætheden tage fat i mig. Det er ikke bare en almindelig udmattethed, men en skarp trang til at lukke øjnene og døse hen. Jeg har simpelthen bare lyst til at sætte mig ned og sove og jeg ved, det er et meget skidt tegn i højderne.  

Jeg tager mig selv i flere gange at “vågne” med et sæt, når mit hoved tungt falder ned mod mit bryst og jeg skal forstå, hvad det er, jeg egentlig har gang i. Det er første advarselstegn på, at noget ikke helt er, som det skal være. Mine tre tidligere ture på toppen havde ikke voldt mig problemer – særligt ikke de to hurtige i forbindelse med verdensrekorden og heller ikke den ugen før, hvor jeg var ene mand i gruppen og således helt selv kunne bestemme tempoet. Det resulterede i en tur fra basecamp til toppen på 3 timer + 40 min (ny rekord for min guide) og denne gang var vi altså i gang med at sigte efter en tid dobbelt så langsomt på næsten 7 timer.

En af gangene, hvor jeg pludselig vågner op, er da Jamin indhenter mig bagfra. Sikke en dejlig overraskelse og jeg fornemmer, at han ret hurtigt kunne se, at jeg ikke var helt på toppen. Han er en utrolig stor støtte med alt fra at hjælpe med væske og energi til at jeg på et tidspunkt fandt mig selv iført hans dunjakke. Jeg er forvandlet til en zombie på vej mod toppen af Kilimanjaro iført stædighed og en vilje om at det OCR-løb skal gennemføres. 

Jeg når toppen med den forreste del af første gruppe og efter de obligatoriske top-billeder fortsætter vi videre mod kraterkanten. Altså der hvor alle andre vender om for at gå ned af bjerget, fortsætter vi videre frem og herefter ned af en stejl skrænt med løse sten og is til kraterkanten af Kilimanjaro. En tur på omtrent 40 minutter, hvor jeg går lige bag vores guide og sørger for at holde snuden i sporet med små løse sten og is hist og pist. Jeg mindes at føle mig rimelig okay og i god kontakt med mig selv. Solen begyndte stille og roligt at stå op og det giver varmen i kroppen igen. 

Vi nærmer os det store setup med de 10x forhindringer, en masse telte og en hulens masse andet logistik omkring afviklingen.

Da Jamin og jeg ankommer som nogle af de første, bliver vi bedt om at vente på resten af gruppen, hvor cut-off på toppen er kl. 8. Det betyder dermed en ventetid på over en time og jeg lægger mig med det samme ned og lukker øjnene. Jeg tvinger mig selv til at drikke, men jeg har slet ikke lyst. 

Showtime.

Jeg bliver nødt til at nævne, at arrangørerne har fixet yderligere en verdensrekord til os – nemlig verdens højeste fitnesstime i 5750 meters højde. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om disse typer af verdensrekorder, men når de nu er der, så er det vel dumt ikke at gribe ud efter dem. 

Efter fitnesstimen – eller hvad der blot fungerede som opvarmingen for OCR-løbet – er vi langt om længe klar til at gennemføre forhindringerne. Pr. automatik og i håbet om at komme igennem dette her så hurtigt som muligt, melder jeg mig som den første til at starte og lad os lige ridse fakta op, hvis I nu lige som mig ikke er helt skarp på det dersens OCR: 

10 forhindringer med 10 min tidsstraf pr. ufærdiggjort forhindring. Dermed er det altså ikke en konkurrence på tid i denne del af OCR-løbet, men en konkurrence om, hvem der kan gennemføre flest forhindringer med maksimalt 3 forsøg og et obligatorisk lægetjek mellem hver forhindring efter de fem første. Alt dette foregår i 5750m højde med omkring 50% af den mængde ilt til rådighed, som du sikkert sidder med i stuen lige nu. 

Da jeg bliver kaldt frem, slår autopiloten til igen. Jeg kan ikke huske hele løbet i detaljer, men jeg kan huske, jeg gør mig klar til de første fem forhindringer og jeg glemmer alt omkring mig. En form for skyklapper eller tunnelsyn træder frem. Det eneste, der betyder noget er at komme fejlfrit igennem øvelserne, som starter med “cargo net crawl”. En kravletur under tungt net på ca. 5 m, hvor numsen egentlig bare skal i vejret og så kravler man på hænderne. Jeg har ingen problemer med at tage mig god tid og sørge for ikke at blive for svimmel ved at have hovedet nedad. Jeg kommer igennem i slowmotion og jeg finder mig selv værende ret svimmel, da jeg rejser mig op igen. 

Næste forhindring er “balance beams”, som jeg slet ikke har øvet. Øvelsen består af en smal balancebom, som man skal gå over uden at falde ned. Jeg er super overrasket over, hvor påvirket min balanceevne er. Efter få skridt må jeg stoppe helt op og få styr på mig selv og mine ben, som ryster og lader balancebommen ryste med mig. Jeg tænker: “Det er løgn, det her”. 

Jeg får styr på mig selv og kommer igennem øvelsen med en puls, der kan mærkes helt op i halsen. Under normale omstændigheder vil dette her slet ikke volde mig problemer, men jeg ved, at jeg er påvirket af højden og at min krop skriger på ilt. Det sidste den vil, at skisme at lave et forhindringsløb.

Efter at have fået pusten igen går jeg til næste øvelse, som er 15 kg “sandbag carry”. Jeg kan faktisk ikke fortælle nogle detaljer fra denne øvelse, for jeg kan slet ikke huske den. Men på resultatlisten står der, jeg kommer igennem den, så det er jo godt. 

Fjerde øvelse er “low wall” på 1,50m, som sikkert ikke lyder af meget, men når man kun måler 1,60m, så skal der faktisk lidt snilde til at komme over muren. Igen kan jeg ikke huske meget, men over, det kommer jeg i hvert fald og går hen mod den femte øvelse “Cargo net climb”. Her skal vi forcere et net ca. 3 m op i luften og ned igen på den anden siden. Jeg tror, jeg tager mig god tid, men igen halter det med hukommelsen. 

Herefter bliver vi sendt til lægetjek og første led er at måle iltmætningen i blodet. Jeg rækker fingeren ud og er nervøs for svaret. Pulse oxymeteret bipper og giver mig en måling på 59% iltmætning i blodet. Det er lavt. Alt for lavt. Jeg ved det. Og lægen ved det. Han ryster på hovedet. 

Uden at tænke over det, peger jeg på lægen og siger: “That’s is not right. This thing is broken. I feel fine”. Han spørger, om jeg har smerter i brystet, på ryggen eller i hovedet. Jeg svarer igen: “I’m fine”. 

Og således præsterer jeg at ignorere en iltmætning på 59% og det har hjemsøgt mine tanker en del her efter løbet. Jeg er både imponeret over min vilje og målrettethed mod at fortsætte, men samtidig er jeg hamrende skræmt over min dårlige dømmekraft. Jeg har prøvet at vågne på et hospital i Tibet med ting stikkende ud af kroppen, fordi jeg ignorere symptomerne på højdesyge og jeg troede faktisk, jeg havde lært lektien. Det kan skræmme mig og har tvunget mig til refleksion om, hvad der er på spil for mig i disse situationer. Det er grænseoverskridende for mig i skrivende stund at være hudløs ærlig, men det er måske måden, jeg kan tage alvoren til mig. Betyder en konkurrence så meget for mig, at jeg er villig til at gamble med mit helbred? Eller er jeg sådan strikket sammen, at jeg i en konkurrencesituationen ikke er i stand til at tage en beslutning om andet end at nå målstregen? Hvorfor betyder det så meget for mig at vinde?

En anden plausibel forklaring kan være, at jeg er omringet af så mange mennesker, at jeg føler mig tryg i deres kompetencer, hvis alvorlig højdesyge skulle ramme mig. Jeg ved det ikke, og det er en del af mig, som jeg både forstår og ikke forstår. Det er spændende og skræmmende på samme tid og jeg vil i den kommende tid tvinge mig selv til refleksion og en søgning på forståelse og måske endda en erkendelse. Er jeg modig, stædig, dumdristig, hensynsløs, ligeglad, dristig, konkurrencemindet, taberforskrækket, egoistisk, målrettet eller en kujon?

Sjette forhindring er min frygtede “High Wall” på 2,2m. Her må jeg bare sige, at min korte krop ikke kommer mig til gode på nogen måder. 

Jeg tager mig tid til at få hovedet på plads: “Du gør det her, Kris.” og jeg ser mig selv komme over muren i de tre dele i første fase, der 1) starter med løb derhen, 2) ben på muren og 3) få fast i toppen med fingrene. Hvis jeg kan det, starter næste fase med at 1) få ordenligt greb fra fingerne til det meste af håndfladen omkring muren, 2) enten hive mig op i en pull up eller bruge ben og fødderne til at komme op, 3) få bagdelen op over og ned på den anden side. 

Jeg visualiserer de to faser og delene deri. Selvtilliden og troen på, at jeg kommer over muren indfinder sig i min krop og jeg løber hen mod muren. Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg helt kommer over, men pludselig står jeg på den anden side. Jeg er udmattet, træt og føler mig ekstrem skidt tilpas med hovedpine, opkastfornemmelser og sorte pletter for øjnene, men jeg skal videre til næste forhindring. 

“Monkey Bars” er en øvelse, hvor man svinger fra bar til bar og den har jeg brugt en del tid på at øve med forskellige teknikker. En af udfordringerne her er, at vi skal have handsker på, som gør grebet mere teknisk og jeg præsterer faktisk at fejle første gang med en sidelænsteknik. En af de andre rutinerede deltagere tager fat i mig og fortæller, at jeg skal tage den forlæns med dobbelt greb og jeg stiller mig i køen til et forsøg mere. Jeg kæmper for at holde fast og jeg tvivler på, hvor yndefuldt det så ud. Men hul i det – jeg klarede monkey bars! 

Ottende øvelse er “Hanging Travers”, hvor man i sine yderste fingerspidser skal bevæge sig sidelæns på et træbræt. Jeg har forsøgt at træne dette, men det var ikke nok til at klare denne øvelse på de tre forsøg. Jeg bummer øvelsen og må indkassere de første 10 min tidsstraf. 

Niende øvelse er “Hanging Robe” som i al sin enkelthed går ud på at svinge sig selv i reb. Den neglede jeg med rystende hænder og ben under mig. 

Tiende øvelse er “Ninja High Wall” på 4 meter og faktum er, at jeg har ikke mere i mig. 

Ninja Wall 4 meter

Ingen kvinder klarer øvelsen og jeg giver den heller ikke et forsøg. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv komme op af den. 

Jeg venter på at alle dem, som har lyst til at prøve kræfter med Ninja Wall, men jeg ved også godt at alvoren er begyndt at ramme. Jeg skal tilbringe mindst mulig tid i højderne og sørge for at komme ned til Basecamp hurtigst muligt. Jeg får fat i min crew-hjælper samt Jamin og siger, at jeg skal ned nu og vi bevæger os sammen op fra kraterkanten mod Stella Point. Jeg kan mærke, jeg skal kaste op og hovedpinen i baghovedet dundrer derudaf. Samtidig kan jeg mærke et lille lumsk smil på mine læber, da virkeligheden rammer: Har jeg lige gennemført verdens højeste OCR-løb? Ja, det har jeg fisme og lige om lidt er jeg på vej ned af bjerget og vil stille og roligt få det bedre. 

Etapeløb ned af Kilimanjaro.

Det tager noget tid at komme til Basecamp, selvom Jamin og jeg scree’er ned (løber med grus og sten ned af bakke) og under normale omstændigheder vil jeg nyde sådan en tur. Men jeg kæmper. Heldigvis arbejder benene nærmest af sig selv. Jeg har det fysisk dårligt og jeg ved, jeg har fået for lidt energi og væske ind. To ting der er så essentielle og vigtige i højderne, men jeg har ikke været god nok til at tage vare på mig selv og det lover jeg mig selv, at det skal ikke ske igen. 

Da vi rammer Basecamp, finder Jamin og jeg med det samme vores telt. Solen bager nu fra en skyfri himmel og jeg tager det meste af mit tøj af og ligger mig ned. Jeg falder med det samme i søvn og Jamin vækker mig senere med beskeden om, at frokost er klar. Jeg kæmper mig ned i det store telt, spiser lidt og falder så i søvn i stolen. Igen er det Jamin, som får mig op i teltet igen med meldingen om, at vi har 2 timer til næste del af World OCR Altitude Championship – nemlig nedadløbet fra Basecamp til High Camp. En tur på knap 4 km med 850 negative højdemeter i teknisk terræn.

Jeg er forbløffet over, at jeg kan rejse mig fra teltet, få pakket mit shit sammen og gøre klar til et 4 km allout race med kun én ting i tankerne: Jeg skal have hentet de 10 min, jeg er bagud, da de to kvinder fra det filippinske landshold kun missede én forhindring. Min iltmætning er oppe på 71%. Det er stadig skidt og i skrivende stund, fatter jeg ikke, hvordan jeg var i stand til at race. 

Jeg lukker igen alt andet ude og gør klar til race. Vi skal løbe efter enkeltstartsprincippet med 30 sekunder mellem os. Sandi fra Filippinerne skal starte 1 minut efter mig, så der er lagt op til spændning. Hun har FKT’en på Mt Kinabalu og er en stærk trailløber. 

Da min start går, spæner jeg afsted. Desværre har jeg fået tildelt en guide, som efter kort tid løber tæt foran mig og spærrer for både mit udsyn, men også mit tempo. Jeg må bede ham to gange om at flytte sig og anden gang forstår han, hvad jeg siger. Jeg lægger mig i front og jeg ser ham ikke igen. Desværre bliver jeg overhalet af Sandi, som virkelig er godt løbende. Det er en fryd at se hendes yndefulde løbestil med lange og sikre strides ud over det tekniske underlag. Det kan man ikke andet end at blive betaget af. 

Kort efter jeg er sluppet af med guiden (hvis opgave og intension var at hjælpe mig med at finde vej), sker der noget i min krop, som er svær er forklare. Det er som om, jeg mister det fulde herredømme over mine ben og de bliver lidt geleagtige. Dertil driller min syn på en måde, hvor det virker som om, jeg ser ud af en skærm. Det er som om, jeg slet ikke er i synk med min krop og jeg ved med det samme, det er noget, jeg bliver nødt til at tage alvorligt på denne type nedløb. Jeg tvinger mig selv til at sætte et gear ned, da konsekvensen ved at buldre afsted uden total kontrol over kroppen, kan ende frygtelig galt. 

Jeg løber i anden bedste tid for kvinderne på 23:23 og bliver 3. overall på første etape. Jeg gør alt, hvad der står i min magt til at løbe stærkt, men jeg indrømmer at min sikkerhed denne gang bliver mit primære fokus. Jeg kan ikke risikere at vrikke rundt på hverken ankler eller knæ eller styrte og af en eller anden årsag, så er jeg bedre i stand til at træffe denne rationelle beslutning end få timer før i kraterkanten. Det må jeg hellere lige klappe mig selv på skulderen for. 

Da jeg rammer High Camp og målstregen lægger jeg mig ned. Og herfra kan jeg faktisk ikke huske særlig meget. Hverken de andre deltagere komme i mål eller hvordan jeg ender i mit telt. Jeg kan blot huske, jeg vågner op med Jamin ved min side og min iltmætning har sneget sig over 80%. 

Efter aftensmad går vi tidligt til køjs og dagen efter starter den sidste del i verdensmesterskabet i OCR Altitude med 11 km ned ad Kilimanjaro til gaten. Jeg har en podieplads i syne, hvis jeg løber godt. 

Om morgenen kan jeg mærke, jeg så mægtig gerne vil præstere godt, men jeg er stadig ikke tip top og 2200 negative højdemeter i et ubarmhjertig terræn er ekstremt. Jeg ved, jeg skal beslutte min strategi, inden jeg starter løbet for ellers kommer jeg bare til at løbe fuld gas. I 2018 løb jeg også på denne strækning og blev suget ind i et fedt flow med at løbe hurtigere og hurtige og det resulterede i, jeg vrikkede hardcore om på min ankel. Det vil jeg under ingen omstændigheder tillade denne gang. 

Jeg lægger forsigtigt ud i et ok tempo og Sandi samt to filippinske landsholdsherrer er hurtigt væk. Jeg løber et par kilometer med den sidste filippinske mand, men sætter ham af og løber resten af ruten alene udover de mange portere, vi skal forbi på vej ned. 

Jeg er super fokuseret på underlaget og vil ikke træde et eneste skridt forkert i fare for at vrikke om eller falde. Jeg løber gennem høje drops ved store sten, glatte trærødder og generelt noget af det mest tekniske terræn, jeg har prøvet. Jeg sætter tempo på, når den tekniske sværhedsgrad falder og holder en smule igen, når den stiger. Det var en god taktik for mig og jeg rammer mål i præcis 1 time og 10 min. Jeg har 8 min op til den anden bedste filippinske kvinde, så jeg sætter med det samme mit ur i gang for at tage tid på, hvor langt hun er bag mig. Desværre spotter jeg hende 4 minutter efter mig, som betyder, jeg tager en 3. plads til et verdensmesterskab, jeg forinden afrejse ikke helt vidste, jeg deltog i! 

Det filippinske landshold ryddede alt, hvad der kunne ryddes og jeg kan trøste mig selv med, at være den første deltager på resultatlisten de professionelle filippinske landshold. 

Jeg kan trøste mig med at blive nr. 3 til et championship i en sportsgren, jeg ikke en gang dyrker. Og jeg vil mega gerne have lagt et flot podiumbillede ud, men jeg nåede simpelthen at drikke for mange bobler og måtte blive siddende på min stol! #alwaysfullgas

Taknemmelighed + unfinished business.

Tak til min hovedsponsorer Easyfood og Scott Sports for at bakke op om mit projekt samt tak til Kastbjerg A/S for at have sponsoreret det indledende akklimatiseringstrek og tak til Grau Shipping for at have sponsoreret fly og fly-kompensation. 

Stort tak til Ida Mathilde og Aja for coaching og vejledning samt Stas fra CrossFit Pitstop for sublim fysisk forberedelse. 

Som det sidste led i denne løbsberetning sidder jeg med en mærkelig fornemmelse om, at jeg ikke fik besejret bjerget denne gang. Bjerget besejrede mig og vi har et mellemværende, noget usagt, noget ikke-erobret og noget uhåndgribeligt i ubalance. Jeg erobrede Mt Kilimanjaro de første 3 gange, jeg besteg hende. Men denne sidste gang fik hun ramt på mig.