Jeg har måtte se mig nødsaget til at melde afbud til dette års Ice Ultra, selvom jeg i lang tid havde troen på at komme afsted. Med daglige besøg hos fysioterapeuten og Idrætsklinikken i Silkeborg må jeg smide håndklædet i ringen og acceptere følgende: 

Jeg er skadet.

Jeg har taget tilløb til at skrive dette indlæg og måske det bliver mit mest personlige og ærlige til dags dato. 

Faktum er, at jeg i skrivende stund er ked af det. Virkelig ked af det. Jeg er skuffet over at være skadet igen. Jeg er frustreret over at have kæmpet mig tilbage fra min skade i læggen sidste år og nu stå tilbage med en ny skade. Jeg står lige midt i processen med alle tvivlene, som jeg også var igennem for 12 måneder siden og det er en hulens udfordrende stund med banke-på-tanker som fx: 

• Måske har jeg alligevel ikke det, som skal til? 
• Taber jeg det hele på gulvet nu? 
• Jeg burde ikke have trænet, som jeg gjorde. 
• Kan jeg komme tilbage på samme niveau? 

Og så bliver jeg frustreret over, at jeg bliver frustreret. Jeg er normal ret selvbevidst, målrettet, adaptiv og der ikke særlig meget slinger i valsen, når det kommer til selvværd eller tro på mig selv. Jeg sætter mig et mål, går efter det og opnår det. Og nogle gange bliver jeg nærmest mere motiveret jo mere urealistisk målet er. Altså hvordan kan man tillade sig selv at tro på at slå verdensrekorden i at bestige Kilimanjaro, at vinde World Marathon Challenge med 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter eller tage til det legendariske Lake District uden lokal træning eller terræntilvænning og gå efter en SUB 19 timers Bob Graham Round? Det er sådan noget, jeg hitter på og jo mere mine venner eller omverdenen smiler overbærende til mig med kommentarer som “…Tossede idéer”, jo mere tænder det en ild i mig. Det er det, som driver mig. Lave rav i Janteloven, ruske op i hvad der synes muligt og udjævne linjen mellem mænd og kvinder. Den menneskelig krop er fantastisk, den er forunderlig og den kan så meget mere end vi tror. I hvert fald, når den er med på beatet.

Så hvorfor tøver jeg i denne stund, hvor det er vigtige end nogensinde, at jeg sætter mig et mål og går 100% efter det? #Whateverittakes er fisme langt væk i øjeblikket. Men hvorfor er det det? Hvorfor har tvivlen overtaget lige nu og hvorfor har jeg ikke på logisk, faktuel og rationel vis evnen til at komme på den anden side? 

Det ved jeg jo, jeg gør på et eller andet tidspunkt. Og jeg forstår godt, at jeg ikke bare kan springe processen over og jeg ved også, at jeg kommer ud stærkere mentalt på den anden side og om en rum tid kigger tilbage på dette “bump på vejen”. 

Den tilbagevendende tanke, som i princippet ikke giver mening: Hvem er jeg som menneske, når jeg ikke er løber? 

En del af processen i at være skadet er at isolere mig og formulere mine tanker ned på papir - nogle gange i blogform som nu og andre gange i lyrik i form af digte. Det gjorde jeg også sidste år, men det skrevne blev for personligt og jeg havde egentlig ikke lyst til at dele det med alle jer derude. Det ved jeg heller ikke, om jeg har denne gang - det får jeg at se, når jeg er færdig med at tømme hovedet. 

Der er noget på spil her, som piller ved noget helt grundlæggende i mig. Det ryster mit eksistensgrundlag - og ja, det lyder højtravende og lommefilosofisk dybt - men faktum er, at jeg lever af at løbe. Jeg lever af at dyrke sport og det har jeg gjort fra barns ben lige siden, jeg som lille satte mine ben på fodboldbanen og svor, at jeg ville være verdens bedste fodboldspiller til, jeg som teenager iførte mig boksehandskerne og svor, jeg ville leve som professionel bokser. Og så kender nogle af jer jo historien om, at jeg i 2016 trådte ind i den professionelle løbeverden og der gik ikke lang tid, før jeg drømte om at skubbe til nogle grænser. Jeg udtrykker mig med min krop; det er i sport, jeg hører hjemme og har min hylde. 

I sidste uge sagde en ven til mig i den allerbedste mening: “Jamen, så har du da masser af tid til alle dine andre projekter”. Jeg blev helt paf, da han sagde det. For det er jo rigtigt nok, at uden løb og træning, så burde jeg da have oceaner af tid. Og det har jeg - men jeg bruger den ikke på noget, der rykker eller giver mening. Jeg føler, jeg spilder den. Der er ikke lyst, energi, drive, passion eller motivation til særlig meget og jeg går rundt og er en skygge af mig selv. Den sidste sætning her er pegefingeren, der er løftet med en melding om, at jeg skal stoppe op og mærke efter - det vender jeg tilbage til i det sidste afsnit nederst. 

Sport, idræt og bevægelse er mit frirum. Der hvor jeg har ro og mærker efter i mig selv. Det er her, jeg er mit rene jeg og her jeg tanker energi og får idéer. Der er noget uforklarligt i sport, som jeg elsker og ikke kan lade være med at opsøge. Det her med at presse kroppen ud over den fysiske grænse - om det er i de helt høje mælkesyre-zoner eller de lange, lange løb, som også leger med det mentale - giver mig et kick, som jeg ikke kan finde andre steder. Det er så svært at forklare, for når det bliver hårdt, så er det jo i øjeblikket ikke særlig behageligt, men det er det så alligevel… Fordi det er på grænsen - fordi jeg yder noget med min krop, som er på grænsen og den grænse, søger jeg nærmest i alt. Det er det, som udgør konkurrencemennesket i mig. Om det er at opstille en træningsuge på fx 100 km og udføre den til punkt og prikke eller om det er at stå i en holdsal i fitnesscenteret og høre instruktøren sige: “Ja, der var en altså gut på det forrige hold, der tog 12 burpees på 28 sekunder.” 

It’s freaking on baby! 

Jeg er på. Alt andet slår fra og jeg har så mange eksempler på, hvordan jeg kan ødelægge stemningen en fredag aften, hvis jeg ikke vinder i Uno(det gør jeg heldigvis som oftes FYI). 

Det er også denne del af mig, som gør, at jeg konstant presser citronen. Og det er gået godt langt hen af vejen. Meget langt hen af vejen og det skal jeg være taknemmelig for. Men lige nu går jeg rundt i en bobbel af skuffelse, ærgrelse og frustration. Skuffet over at jeg ikke har kunne styre træningen bedre samtidig med at jeg ved, at det her med at presse og skubbe på, det er sådan, jeg lever. Jeg kan godt blive fanget i at tænke, at jeg burde have gjort noget anderledes, men sandheden er, at sådan lever jeg bare ikke. Jeg tager chancer og risici hele tiden - det er ikke altid smart, men det giver mig et kick og bidrager til min mentale sundhed og til mig som helhed. Jeg elsker at vinde. Jeg elsker at tage 15 burpees på 28 sekunder og slå en random gut på et tidligere hold, jeg ikke aner hvem er. Det gør mig glad i øjeblikket og det driver mig. 

Jeg har bare været enorm heldig, at jeg igennem min løbekarriere fra 2016 og frem til sidste år stort set ikke har været skadet. Og jeg har alligevel budt min krop på en del - bl.a. mønstrede jeg dette før Covid-19: 

2018, november: 256 km etapeløb, Desert Ultra

2019, januar: World Marathon Challenge - 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter

2019, juni: World Trail Championship, 85 km 

2019, juli: The Bob Graham Round, 105 km med +8000hm

2019, november: World Long Distance Mountain Championship, 

2020, februar: World Marathon Challenge - 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter

14 måneder med fuld fokus, fuld gas og all in stort set uden problemer. Det skal jeg være taknemmelig over og det burde overskygge den situation, jeg står i lige nu. For man burde vel blive skadet på et eller andet tidspunkt i det game, som jeg er i? Og jeg burde vel forstå, at det at være skadet er en del af det at være atlet og leve af sin sport. 

“Jeg burde…” “Hvad nu hvis…” Det er de farlige tanker, der binder mig til fortiden i stedet for at kigge fremad. Jeg ærger mig. Og jeg ærger mig over at jeg ærger mig. Det er en ond spiral, som er svær at komme ud af, når mine forventninger til mig selv er så skyhøje. Dermed er det også helt naturligt og legitimt at blive ked af det, når noget fejler. Det kan jeg fint sige til de atleter, jeg coacher, til mine venner eller til mine søstre. Men det er så hulens svært at sige til sig selv.  

Tvivlen om, hvad der nu skal ske og usikkerheden i ikke at vide, hvor lang tid denne skade kommer til at tage, er allestedsværende og altoverskyggende. Den vil ikke slippe sit tag, selvom jeg virkelig forsøger at være i nuet og acceptere mine tanker og væren. Men dette skriv har hjulpet mig til at indse, forstå og acceptere, at jeg er skadet. Jeg kommer ikke til at løbe Ice Ultra i år og jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvornår jeg igen er tilbage på etapeløbsfronten. 

Nu sidder I sikkert derude og tænker: “Hun skal passe på sig selv, hende Kristina”. Og tak ja, det forsøger jeg. Dette skriv er nemlig komponeret fra en varm strand med en drink i den ene hånd, bikini på kroppen, sand mellem tæerne, den Persiske Bugt i sigte og #zerofucks i den anden hånd. Jeg har trukket stikket og kommer ikke hjem, før jeg har styr på mit shit.