Desert Ultra 2018 – del 1

At løbe 250 km i Namibias ørken som afslutning på en fantastisk sæson, var virkelig noget, jeg glædede mig til og jeg havde høje forventninger til mig selv. Jeg ville vinde og jeg ville sætte ny course record. Men én ting er at have ambitiøst mål og noget andet er at indfri dem. 

At være selvforsynende og løbe 256 km med temperaturer op til 55 grader over 5 dage i tørt og sandede omgivelser, er det hårdeste og mest udfordrende, jeg nogensinde har gennemført. Men samtidig også noget af det mest belønnende, meningsgivende og smukkeste, jeg har oplevet. 

Og som én af lægerne sagde “This is the MdS on steroids”, vidner om, at Desert Ultra ikke er en ‘walk in the park’.  

1. etape:Kl. 8 starter første etape, som byder på 51 km og jeg er meget spændt på at komme i gang. Vinden blæser ret kraftigt, og temperaturen ligger på lige under de 30 grader. De første 5-6 deltagere tonser derudaf, og jeg kan da heller ikke lade være med at give god gas, selvom jeg har 8,4 kg på ryggen. 

De første 22 km er ikke markeret, men vi sigter efter hullet mellem to bjerge, hvor det første checkpoint (CP) vil befinde sig. Det er ikke muligt blot at løbe i en lige linje, da terrænet er krydret med træer, tørre buske og sten i forskellige størrelser. Efter ca. 5-6 km begynder jeg at indhente folk, og jeg finder mig til rette med en anden deltager, Kevin fra England. Vi sludrer et par kilometer og da vi nærmer os en teknisk passage med sten på størrelse med murebrokker, når han lige at sige, at her skal man sørme passe på for ikke at vrikke om på fødderne – ja, så jinxer jeg den, og vrikker om på min venstre fod. “Sørens også”, tænker jeg og bander mig selv langt væk, men efter at have spændt snørebåndene lidt ekstra, kan jeg mærke, at det nok ikke er så slemt som først antaget. Dog ved jeg, der altid er en stor risiko for at vrikke rundt igen, når jeg nu har kvajet mig en gang. 

Det forhindrer mig ikke i at forlade Kevin. Han sætter tempoet ned, da stigningerne begynder at dukke op og her jogger jeg stille og roligt fra ham. Da jeg når passagen mellem de to bjerge, henter jeg også den tyske soldat, Wolfgang, og vi hilser kort på hinanden. Hermed ved jeg, at jeg nu ligger i tredjeposition overall og jeg begynder jagten på Simon – min teltmakker, som ligger nr. 2.

Jeg ved, jeg ikke skal presse min krop for meget den første dag, men jeg synes også at konkurrencen og det at race er sjovt, og stille og roligt haler jeg ind på ham. Jeg tænker egentlig, vi kan følges lidt ad og vi rammer også CP 2 sammen, hvor jeg får fyldt dunke op og indtaget energi. Ret hurtigt efter check pointet siger jeg farvel til Simon, da mit tempoet er en del højere end hans og herefter begynder varmen virkelig at tage til. Skyerne er pludselig væk og der er ingen gemmesteder for solen. Jeg vender min CEP-cap om, så mit ansigt kommer i skygge for solen og jeg hiver buff’en godt op om nakken, hvor jeg også bevidst har lavet en fransk fletning i mit hår som solskjold. 

Terrænet er tørt og jeg løber på alt fra små stier til større grusveje. Ruten er nu markeret med røde flag, og når man har passeret ét flag, kan man se det næste. Jeg er godt løbende og hygger mig i varmen, som så småt nærmer sig 42 grader. Jeg sørger for at drikke og min væske- og energistrategi er som følgende: Hvert 5. minut tager jeg et lille sip vand fra mit sugerør, som sidder fast på mine flasker. Dertil supplerer jeg med energi i forskellige former som energidrik, energitabs, vingummier, syrlige Svenska Bilar, diverse barer samt nødder og tørrede frugter. Det er vigtigt at finde energi i en form, som ikke smelter i varmen og som selvfølgelig ikke er for tungt at bære rundt på. Geler er fx blandet op med vand og derfor bliver de for tunge i længden at have med. Barer med chokolade vil smelte og diverse afarter af slik vil også smelte. Men det vigtigste er at have noget med, som man kan lide. Mit valg faldt på julemandsskum og syrlige svenska bilar. Jeg kan godt lide, at noget er syrligt og ikke for sødt. 

• 

• 

• 

Efter omkring 30 km rammer jeg en stor grusvej, som også fungerer som en slags hovedvej for biler. Der er markante op- og nedstigninger og med en bagende sol, er det faktisk temmelig krævende. Jeg rammer CP3, hvor jeg får kroppen kølet en smule ned og fyldt flaskerne. Herfra er der 9 km til næste check point, og jeg lunter muntert videre i en dejlig overall andenposition. 

Efter omkring 2 kilometer begynder jeg at undre mig over, hvorfor jeg ikke ser nogle røde flag. Især fordi jeg synes, det er mærkeligt, at vi skal blive ved med at løbe på denne store vej. Tankerne om at være løbet forkert fylder mere og mere, og efter 20-25 min kommer jeg i vildrede:

Skal jeg vende om?

Skal jeg stoppe op og vente på den næste løber?

Eller skal jeg løbe videre i håbet om, at det er den rigtige vej, men med risikoen for at skulle løbe længere tilbage for at fange den rigtige rute. Tanken driver mig til vanvid, og jeg får taget en beslutning, der faktisk ligger lidt mellem nævnte muligheder: Jeg vælger at sætte tempoet ned og jeg begynder at gå. Jeg kigger mig ofte tilbage og håber på at se en anden deltager i horisonten, som kan bekræfte mig i, at jeg er på rette vej. Men jeg ser ingen.

Jeg stopper en bil på vejen for at høre, om de har set nogle røde flag og jeg plaprer løs om, at jeg deltager i et etapeløb og måske er blevet væk og om de har set nogle markeringer. Da jeg er færdig med den lange forklaring, kigger de på mig og siger: “No comprende”. Crap, tænker jeg og fortsætter min gang på vejen. Jeg bliver mere og mere frustreret og der er kun én ting, der er værre end at end løbe forkert og det er ikke at vide, om man er løbet forkert! Når noget er et faktum, kan man reagere og træffe det valg, som der ligger givet. Men at skulle overveje mulige scenarier og alle de her “hvis nu”, tager mange mentale kræfter og det er en frustrerende situation at være i. 

Endelig spotter jeg et check point og jeg bliver nærmest euforisk og glad indeni. Jeg sætter igen i løb, og får spurgt i check pointet, hvorfor der ikke var nogle markeringer. Det viser sig så, at hjælperne ved det sidste CP skulle have informeret mig om de manglende flag, men det præsterede de at glemme… Nå men, jeg er glad for at være på rette vej igen og der er 9 km til mål på den første etape. Desværre fortsætter den ud af den lange lange grusvej og man kan skisme se flere kilometer frem. Jeg kommer dog ind i en fin rytme, men varmen er dræbende og jeg beslutter at tage den med ro. Jeg kan ikke se andre deltagere, så jeg ved, at min førsteposition som kvinde er sikret og også at min overall andenplads er i hus. 

• 

• 

Efter bakke op og bakke ned spotter jeg målstregen, og jeg rammer de næsten 51 km efter lidt over 6 timer. 

Ved målgang drikker jeg mindst 3 liter væske, hvoraf den halve liter er med proteinpulver. Og det er vel at mærke uden at tisse. 

Der er desværre flere, som har problemer ude på ruten og over radioen i målområdet kan jeg høre, at den anden danske løber, Jacob, er i problemer. Han har ikke styr på sin væske- og saltbalance og døjer med kramper. Dertil forlyder det, at Simon har fået det dårligt i CP3, hvilket undrer mig, da han så fin ud, da jeg løb forbi ham kort tid inden. Men han er blevet tilbageholdt, da han kaster op og lægerne vil ikke lade ham gå videre, før han kan holde væsken i sig. Det viser sig at tage flere timer, før han er i stand til at gå videre. På trods af det er han langt fra den sidste, som kommer i mål, og det viser lidt om, hvor barsk et miljø, vi befinder os i. Jacob kommer i mål som sidste mand i mørket og er meget medtaget. 

Inden mørket falder på, får jeg ordnet mine fødder hos medical crew. Jeg har endnu ingen vabler, men kan mærke et par steder, hvor der kan opstå problemer. For at være på forkant får jeg tape på de udsatte steder og hopper i teltet, hvor jeg har forkælet mig selv med et lille liggeunderlag, så jeg ikke skal sove direkte på jorden. 

Fakta fra 1. etape:

Distance: 50,8 km

Samlet tid: 6 timer, 2 min og 5 sek

Gennemsnitspace: 7.08 min/km

Højdemeter: +380 / -728

Temperatur: 28-42 grader

2. etapestarter med den triste melding om, at danske Jacob ikke stiller til start. Det er mega ærgerligt, og desværre er det ikke den eneste dårlige nyhed den morgen. Da vi sidder og spiser morgenmad, kan jeg se, at Simon kæmper med at få sin mad ned. Pludselig rejser han sig og går væk med hastige skridt og kaster ukontrolleret op. Lægerne er over ham med det samme, og jeg kan mærke hans frustration. Han får lov til at starte på anden etape på den betingelse, at han skal starte med at gå og at de holder øje med hans væskeindtag. 

Jeg lægger mig hurtigt i andenposition og synes egentligt, det kører godt. Vi starter i forholdsvis blødt sand på nogle spor, hvor crew-bilerne har kørt sandet endnu blødere. Det er svært at finde en rytme, da man hele tiden synker ned og det dræber energien og flowet i løbet. Jeg smiler lidt for mig selv, og tænker: “Tja, hvad havde du egentlig regnet med?”.

Efter omkring 8 km kan jeg mærke, at jeg skal på toilet, så jeg finder et sted at sætte mig ned. Normalt går man lige om bag et træ eller rundt om en sten eller en bakke, men problemet i ørkenen er, at der vitterligt ingenting er herude! Så om du sidder her eller der, gør ikke rigtig nogen forskel, udover at det nok er okay stil at efterlade en eventuel markering lidt væk fra sporet… Mit problem bliver dog, at jeg ikke kan aflevere noget og jeg må løbe videre. Det giver mig ondt i maven, og det er ikke særlig rart at løbe med. 

Jeg bemærker, at min puls bliver højere og højere selvom jeg løber i samme tempo. Det er både fordi, det bliver varmere og kropstemperaturen stiger, men nok også fordi kramperne i min mave gør naller. Jeg sætter derfor tempoet ned og ankommer til første check point nogenlunde samtidig som Joffy Bastard (Jeps – det er hans rigtige navn!) og vi følges ad videre. Underlaget bliver lidt fastere og vi løber på lange ligeudpassager, hvor vi kan se så langt frem, at det føles som om, vi slet ikke nærmer os noget som helst. Alt ser ens ud og de flotte røde bjerge bliver bare ved med at være på vores højre side. 

Det er noget, som driller mig mentalt, og det faktum, at min mave ikke helt er på toppen, gør det ikke bedre. Vi nærmer os absolut ingenting, men på et tidspunkt siger Joffy: “Jeg tror, check pointet er derude” og ganske rigtigt ser jeg en lille mørk prik og det tager os ca. 40 min at komme derhen.

Temperaturen stiger fortsat og ved andet check point, har vi rundet 50 grader. Mit fokus ligger på at få drukket minimum 1/2 liter, mens jeg er i depotet og dertil blive kølet ned. Dvs. mine to buffs skal være våde, min cap skal være våd og jeg skal have hældt vand ud over mig. Særligt mit hoved, mine håndled og nedre del af mave/lysken skal køles så meget ned, som overhovedet muligt. Herefter skal jeg gøre brug af de to våde buffs, så længe de er våde til at fugte mit ansigt og nakke. Der går dog ikke lang tid, før alt igen er tørt og her regner jeg lidt på, hvor langt jeg har til næste depot, kontra den mængde væske jeg har i mine flasker for at kunne løse to problemer som følge af varmen.

1) Min mund bliver simpelthen så tør og jeg har næsten ikke noget spyt. Det betyder, at overlæben sætter sat fast ovenover tænderne og det er faktisk ikke særlig rart; ej heller så fotovenligt! 

2) For at undgå at overophede er det vigtigt at køle sig ned med bl.a. vand. Derfor skyller jeg ofte munden i vand og sprøjter det ud i mine buffs. Det fungerer rigtig godt og mens denne teknik kører derudaf, kan jeg pludselig mærke, at nu er det altså nu! Og med numsen bar får jeg sat mit mærkat i ørkenen, og jeg ved det er knap så charmerende at gå i deltaljer, men hold op hvor det letter! Jeg løber fra Joffy og herefter synger jeg mig nærmest igennem resten af etape 2, hvor jeg logger min hurtigste kilometertid efter 39 km, uddeler smilende krammere til alle i CP4 og flirter lidt med kameramanden Mikkel Beisner. 

• 

• 

Humøret er højt og jeg nyder, at benene bare kører derudaf, men pludselig ændrer det hele sig og trætheden melder sig. Jeg mangler energi og jeg er tørstig, men jeg har ikke lyst til vand. Jeg har lyst til alt andet end vand og jeg blander derfor noget energidrik. Det er dejligt at drikke, men jeg synes, det har en mærkelig eftersmag, som næsten får mig til at kaste op. Jeg må tilbage til vandet og simpelthen bare tvinge det i mig og for at holde planen for væskeindtag. Den sidste kilometer skal løbes i meget blødt sand og det trækker virkelig tænder ud. Følelsen af at træde ned i noget, hvor foden bare synker dybere ned i stedet for at få lidt energi til det næste skridt er bare topfesen, og jeg kan slet ikke finde rytmen. Normalt kan jeg godt lide, det er udfordrende og hårdt, men sand er bare noget djævelsk noget. Jeg lyser op, da jeg endelig spotter målstregen og jeg glemmer alt om den sidste times strabadser. 

Adam Kimble, den førende mand er allerede inde og der går ikke lang tid, før Joffy også er i mål. Det er super hyggeligt at ligge på madrasserne og sludre om dagens strabadser, men meldingen om, at Simon ikke nåede længere end til det første check point rammer brat. Min tent buddy er udgået og jeg bliver virkelig ked af det på hans vegne. Han har sat sig et vildt mål i 2018 om at gennemføre Ice Ultra, 230 km nord for Polarcirklen og Jungle Ultra, 230 gennem Amazonas samt Desert Ultra – alt sammen til fordel for Rainbow Hospital i et velgørenhedsprojekt. 

Fakta

Distance: 49,6 km

Samlet tid: 6 timer, 22 min og 33 sek

Gennemsnitlig pace: 7.43 min/km

Højdemeter: +471/-368

Temperatur: 38-55 grader

Læs om de sidste tre etaper i den næste blog her på siden.