DM i lang trail Hammertrail

Startskuddet lød lørdag d. 4. maj kl. 00 – og det er en speciel følelse at vide, der venter sig 80 km i danmarks mest udfordrende terræn bestående af en 3,1 km prolog og 3x 25,7 km runder på den vestlige side af øen.

Jeg stillede mig et godt stykke frem i feltet, for ikke at risikere at skulle løbe i kø, når ruten blev snævret ind. Derfor lagde jeg lidt hurtigt ud, og skæbnen ville, at jeg allerede på prologen havde mit første styrt. Jeg gled ned af en våd sten, og faldt lige så lang(altså kort) jeg var, men jeg slog mig ikke særlig meget, så det var bare op igen og videre. Ude på første runde skulle jeg lige vende mig til det teknisk udfordrende underlag, og jeg havde fuld koncentration på – så meget koncentration at jeg desværre løber forkert ned i en dal, og der går lidt tid inden jeg indser, der er noget galt. Jeg kigger mig tilbage og spotter de andres pandelamper, og jeg må op af bakken igen. Jeg mister ca. 10 min, og det er mental ret hård at håndtere, men i løbet af ugens forberedelser, har jeg brugt meget tid på at tænke løbet igennem, og et af dets scenarier var selvfølgelig at løbe forkert. Min taktik for ikke at gå i frustrations-mode, var at tænke, at det kunne da ha’ gået møj værre(Tak til De Nattergale)! 

Jeg finder tilbage til ruten og løber et kort stykke med en hollandsk kvindelig trailløber, som havde taget turen til Danmark. Vores tempo var dog ikke helt det samme, og jeg trækker fra hende. Det eneste positive ved at løbe forkert er, at så indhenter jeg jo nogle af dem, som havde overhalet mig, og det giver alt andet lidt energi. Efter at have løbet forbi omkring 10 løbere, fanger jeg en gruppe, som godt nok løber lidt langsommere end jeg har lyst til, men jeg tænker også, at jeg skal passe lidt på. Der er jo lang vej igen, og jeg skal have både fysisk og mental energi til hele løbet. Jeg vælger at placere mig i gruppen, og vi får snakket en smule. Desværre laver jeg den klassiske og farlige fejl, når man løber flere sammen: man følger bare med, og pludselig finder vi ud af, at vi er løbet forkert. Jeg tror ikke vi mister så meget tid, men mit hoved spiller mig her et puds, og dumme tanker, om at jeg er pisse træt af igen at have mistet tid og kræfter på at løbe forkert, presser sig på. Jeg kommer til depotet med et lidt mørkt sind, men formår at få startet på en frisk til anden runde, hvor solen så småt begynder at titte frem, og det giver vist alle løbere et lille boost af energi og ekstra gejst. Jeg løber 2. runde helt selv, men med fuld fokus på og jeg synes, det går rigtig godt. Jeg kan dog mærke, at især lårmusklerne er hårdt belastet efter 40 km med lede op- og nedstigninger, mudder, skrå stier, sand, store sten, skråninger med reb, klipper som der skal klatres op/ned ad, uendelige trapper og ikke mindst asfalt – sidstnævnte oplever jeg som enorm krævende, selvom det burde være en form for break fra det teknisk svære terræn, men jeg har det svært med asfalt i trailløb samt passager uden stigninger – altså der hvor det “bare” går ligeud. 

Da jeg nærmer mig slutningen af 2. runde, møder jeg den førende dame, Annemette, som er på vej ud på sidste runde og hun ser ud til at være forrygende godt løbende og omkring 15 min foran mig – på papiret en sikker føring.

Jeg spiser et par pomfritter i depotet samt får fyldt min rygsæk op med energi til resten af turen, og jeg løber ud på 3. runde med godt humør. Især da jeg møder 3. bedste kvinde, som ligger meget langt bag mig, og det er jo lig med en andenplads til mig, hvis jeg formår at gennemføre at holde et nogenlunde tempo på de sidste 25,7 km. Jeg kan dog mærke at jeg har mere at give af, og med et stort smil på læben, lader jeg mine ben lege afsted i et lidt højere tempo end hvad jeg havde forventet på 3. runde. Med ca 15 km igen, får jeg en melding om, at jeg haler kraftigt ind på Annemette, og jeg beslutter at hvis mine ben stadig er gode ved 70 km, vil jeg sætte tempoet op. Jeg ved, at det er en kæmpe chance at tage i et krævende løb som dette og på en endnu ukendt distance for mig, men mit vinderinstinkt, lyst til at konkurrere samt trangen til at udfordre mig selv gør, at jeg presser pulsen og tempoet op, og det går de første kilometer rigtig godt. Jeg er fuldt ud motiveret og jeg blæser noget musik i ørerne: Det her elsker jeg – det er på trailsporet, jeg hører til! Desværre løber jeg tør for vand, og det er ret kritisk – jeg husker at kigge ned på mit ur, da den bibber ved 77 km og da jeg kigger op igen, ser jeg mærkelige farver på stien og græsset. Der danser lyserøde, orange og røde farver rundt og jeg ser ting, som jeg ved selvfølgelig ikke er tilstede. Jeg er dog ved fuld bevidsthed, og er godt klar over, det er et klokkeklart tegn, jeg skal tage alvorligt, så jeg kommer ned at gå og spiser lidt chews fra 32GI, men jeg kan ikke rigtig få svimmelheden væk. Jeg accepterer, at der ikke er mere jeg kan gøre for at hente Annemette, og at jeg nu skal passe på mig selv, så jeg ikke risikerer at udgå med kun få kilometer tilbage. Jeg skiftevis går og løber, men falder en del gange, fordi jeg ikke kan holde balancen og har svært ved at læse terrænet – jeg har helt klart presset mig selv for hårdt uden vand, men det var bare en chance, jeg måtte tage. På en af de sidste stigninger tror jeg, jeg ser Annemette foran mig, og uden at tænke, sætter jeg i et hurtigt løb efter hende. Det viser sig dog at være en tilskuer – i øvrigt af et andet køn, og jeg både småsmiler/bliver bange over det faktum, at jeg åbenbart er så desorienteret…

Jeg nærmer mig langsomt – lykkefølelsen og stoltheden når et nyt højdepunkt, da jeg ser mål og mit ur melder en tid på 10.43.18 og jeg vinder en andenplads til danmarksmesterskaber i lang trail samt bliver dansk mester i min klasse! Det er virkelig virkeligt! 

Det har været hele træningen værd – de hårde løbepas kl. tidligt om morgenen, de sene nattetimer i Marielundskoven og krævende interval i de høje pulszoner! Vil jeg gøre det igen – ja, absolut! Jeg har fået blod på tanden, og jeg er overvældet af tanken om at jeg løber lige op med ultralandsholdsløbere. 

Tider: 
Prolog: 17.57
runde 1: 3:20:13 
runde 2: 3:36:15
runde 3: 3:28:38

Slutteligt vil jeg sige et kæmpe tak til alle jer, som har støttet mig undervejs. Det er meget motiverende! Tak til CEP Danmark og 32Gi Denmark som hjalp med merinouldstrømper og kompression samt energi uden at slå maven i stykker smile emoticon + tak til den bedste supporter, man kan ønske sig! 

Og et kæmpe tak til min seje træner Casper Callesen fra StayActive!

“F… Janteloven”-epilog:

– Jeg løber 3. runde 11 min hurtigere end nr. 1 og som den 5. bedste løber overall

– Over halvdelen af kvinderne samt 1/3 af mændene udgår

– Jeg modtager et bæltespænde, som mænd får hvis de gennemfører under 11 timer og kvinder under 11.30