World Trail Championship 2017 – Trail Sacret Forest

Jeg har taget tilløb til at skrive den løbsrapport i et stykke tid. Faktum er, at jeg har været enorm skuffet, og det har taget mig noget tid at få vendt tankerne og sat dem i de rigtige kasser. 

Som de fleste sikkert har fået med, var jeg ude for et uheld og får tidligt i løbet en sten i hovedet, men lad mig starte løbsberetningen fra begyndelsen.

Dette års World Trail Championship blev afviklet i Italien i Bologna-området ved løbet Sacret Forest Trail. Fantastiske bjergrige omgivelser på en 52 km-rute med lige knap 3000 højdemeter og nogle ret gode bakker undervejs. Et helt anderledes løb end sidste års VM i Portugal på 85 km med 5000 hm, og jeg havde trænet målrettet mod verdensmesterskabet sæsonen igennem. Jeg havde bl.a. en overlegen DM-sejr med i bagagen. Jeg var sulten og klar. 

Kl. 8 d. 10. juni starter vi i byen Badia Prataglia, og lige op i himmelen med 600 positive højdemter på 4 km for at møde en stejl bakke ned på ca 1 km, inden vi skal op igen til 1400 meters højde. Det er virkelig en brutal start, og mine ben brokker sig lidt, men jeg er fuld af adrenalin og er helt høj over endelig at være i gang. De to andre danske deltagere, Katrine og Mette, er løbet fra mig, og det havde jeg også regnet med. Katrine bor til daglig i Schweiz, og er en virkelig stærk bjergløber. Hun løber normalt lidt kortere distancer, så det var spændende at se, hvad hun kunne byde på denne dag. Mette er en tough cookie med et kæmpe talent. Hun brillerede sidste år ved at dukke ukendt op til DM kort trail, og vandt med markant margin ned til Dorte Dahl, og vi stod alle og måbede: “Hvor kom hun lige fra!?”. Alt i alt var jeg forberedt på, de to hurtige harer ville trække fra i starten.

Jeg løber dog lidt langsommere end den plan, jeg havde lagt, men efter første depot, får jeg godt gang i benene på nedadløbet, og kan mærke min trail-mojo breder sig i kroppen! Det er den bedste følelse, når kroppen bare spiller, benene render derudaf og omgivelserne er fantastiske. Usammenligneligt og simpelthen grunden til, jeg er trailløber. 

På vej ned viser de flotteste blå søer sig, og jeg ved, at jeg skal rundt om dem for at komme op på det næste bjerg. Jeg ligger langt nede i feltet, og der er faktisk ikke så mange løbere omkring mig, men jeg overhaler alligevel nogle få kvinder, da de gamle stænger begynder at vågne lidt op, og jeg sørger for at give mig selv et par skulderklap. Jeg ved, der venter mig et stejlt bjerg med en hardcore stigning, men jeg er klar til at angribe. 

På de stejle stykker kan jeg ikke løbe op, og derfor slår jeg over i en gå-teknik, hvor jeg har hænderne på låret og kroppen let foroverbøjet. Og ja, så sker det, der ikke må ske, og jeg har siden tænkt 1000 gange: Hvad er oddsene?

En nedfalden sten fra bjergsiden rammer mig i højre side af hovedet, og det giver et ordenligt “klunk”.

“Av for filan”, råber jeg måske – jeg tænker det i hvert fald, og efter et par sekunder kan jeg mærke smerten og ikke mindst rammer chokket mig. Chokket bliver ikke mindre, da en kvindelig løber bag ved mig, kommer op på siden, og hun er nærmest helt i panik, og råber på gebrokken engelsk, at hun vil løbe efter hjælp. Jeg tænker ikke til at starte med, det er så slemt, og smerten aftager faktisk ret hurtigt igen. Jeg er dog lidt rundt på gulvet, og jeg kan ikke helt huske, om jeg sætter mig ned, eller om jeg går stille og roligt videre. Hovedet begynder dog efter lidt tid at dunke, og jeg kan med mine fingre mærke en voksende bule. Da jeg nærmer mig et par officials, starter en anden kamp. En kamp for at få lov til at blive i løbet. 

De trækker mig til side, og undersøger hovedet. Faktum er, at bulen er ret stor og øm, og de siger til mig, jeg skal stoppe. Jeg havde slet ikke overvejet muligheden at stoppe, men det har jeg svært ved at forklare dem, da deres engelske kundskaber er nærmest ikke-eksisterende. Jeg sætter i løb, og kommer væk fra dem enorm frustreret, og jeg har svært ved at få styr på mine tanker: 

Er det nu, jeg skal træffe den modne og voksne beslutning om at udgå fra et løb? Hvor slemt er jeg kommet til skade? Er det hjernerystelse eller er jeg bare chokeret? Jeg prøver at berolige mig selv med, hvor ofte jeg i mine fromme boksedage har taget imod slag til hovedet, men det er jo en åndssvag argumentationsmetode, da det jo ikke gør skaden mindre alvorlig. Tværtimod måske. 

Jeg kommer som sidste dansker til første check point, hvor de danske officials står klar til at hjælpe. Jeg får tanket væske og energi op, men glemmer at tage mine stave med, og efter et par hundrede meter må jeg løbe tilbage efter dem. Sådan noget glemmer jeg ellers aldrig. Jeg overholder altid planen, og det som jeg har gennemtænkt 100 gange. Situationen var bare helt anderledes den dag, og jeg havde ikke overblikket. 

Som jeg kommer længere frem i løbet, får jeg mere ondt i hovedet, og på et tidspunkt, da jeg tager mig til bulen, går der hul. Og I kender det sikkert; et hul i hovedet bløder abnormt meget. Det gjorde det ikke bedre, at jeg havde en hvid åben kasket på, som fik den nu blødende bule i hovedet til at virke langt mere voldsomt end det egentlig var. Det havde selvfølgelig sin effekt, når jeg ankom til diverse check points. 

Det var et enorm irritationsmoment for mig at skulle diskutere med folkene på check points’ne og det kulminerer, da der et sted holder en ambulance, og de hiver fat i mig. Jeg tror, de limer hullet og de er meget insisterende på, jeg ikke skal videre i løbet. I bakspejlet forstår jeg godt deres bekymring. 

Jeg kan desværre ikke berette om det flotte landskab, naturen,  bjergene og battle med de andre deltagere, da dette års VM kom til at handle om noget helt andet. Kampen om blot at gennemføre.

Jeg har tankemylder, og det er en ond cirkel at blive frustreret over, ikke at kunne få styr på det mentale. Jeg kan simpelthen ikke trække noget som helst brugbart ud af situationen, og jeg forsøger bare at lukke af. Det eneste jeg tænker på er at gennemføre, få medaljen og give Danmark en placering i holdkonkurrencen. (Vi var tre kvinder afsted, og for placering i holdkonkurrencen skal minimum 3 gennemføre). Et skridt foran det andet. Og igen.

Ved sidste check point står Søren(Mettes kæreste) og han samt Tysklands officials får banket lidt energi i mig og giver god mental støtte til at gennemføre. Ved det sidste nedløb mod mål, dunker hovedet forfærdeligt hver gang jeg tager et skridt fremad. Jeg er mere end lettet, da jeg i tiden 7.02 endelig betræder målstregen. Sikke en tur. 

I skrivende stund er jeg stadig ærgerlig, men jeg gjorde hvad jeg kunne, og er tilfreds med at gennemføre. Jeg har sjældent, måske aldrig, mødt så meget modgang i et løb, som ved dette VM, og det har medført timevis af refleksionstanker om, hvordan jeg tacklede det, og hvad jeg kan tage med derfra. 

Jeg havde virkelig høje forventninger til mig selv, og det er nok også derfor at skuffelsen rammer dobbelt så hårdt, når tingene ikke går, som jeg håber. Et par har skrevet til mig på Facebook, at jeg skal lære at se lysere på tingene efterfølgende, men jeg vil gerne have lov til at være ærgerlig og skuffet over, i dette tilfælde, en udefrakommende faktor har så stor indflydelse på min præstation. Jeg investerer alt, hvad jeg har i disse mesterskaber, og når tingene ikke går som forventet, bliver jeg ked af det, frustreret, vred og irriteret. Det er fordi, jeg vil det så meget. Hvis jeg bare trak på skulderen, vil der være noget andet galt.

Der er altid noget læring i at blive en erfaring rigere. Jeg fik jobbet gjort, og hvor andre måske ville ha’ trukket stikket, ved jeg, at jeg kan æde mig selv og komme i mål. Og nogle løb – forhåbenligt et fåtal – vil handle om at få jobbet gjort, geden barberet, punktum, mazarintærte og videre. Bare enorm ærgerligt at det lige ramler ind i mit VM. Skulle jeg ha’ udgået? Nej, når det handler om et mesterskab som dette, trækker jeg den helt til grænsen og måske også lidt over. Og dette skal bestemt ikke forstås som en opfordring, men som et forsøg på at give et ærligt indblik i, hvem jeg er som løber og hvordan mit hoved fungerer. At være stædig er en af mine store forcer, men også der, hvor jeg er mest sårbar. 

Jeg kan til note trøste mig selv med at Danmark fik en god holdplacering og slog lande som fx Schweiz. 

Nu ser jeg frem til VM i bjergløb, som er d. 6. august. 32 km med 2900 højdemeter i med nogle vilde op- og nedstigninger undervejs. Det er min revanche, og den skal have en over nakken, selvom jeg er lidt på udebane i disciplinen. 

Resultater:

KVINDER, INDIVIDUELT
1. Adeline Roche, Frankrig, 5:00.44
2. Amandine Ferrato, Frankrig, 5:00.47
3. Silvia Rampazzo, Italien, 5:11.07

39. Katrine Villumsen, Sparta, 5:58.35
67. Mette Busch, Blovstrød Løverne, 6:28.30
82. Kristina Schou Madsen, Kolding Motion, 7:02.02
113 til start, 101 i mål

KVINDER, HOLD

 
1. Frankrig, 15:17.41
2. Italien, 16:05.08
3. Spanien, 16:26.04

14. Danmark, 19:29.07

MÆND, INDIVIDUELT

1. Luis Alberto Hernando, Spanien, 4:23.31
2. Cristofer Clemente, Spanien, 4:24.31
3. Cedric Fleureton, Frankrig, 4:28.03

 
44. Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne, 5:10.21
45. David Stoltenborg, Silkeborg OK, 5:10.57
70. Peter Bech, Silkeborg OK, 5:27.05
76. Peter Arnoldsen, Silkeborg OK, 5:34.38
89. Simon Grimstrup, Silkeborg OK, 5:48.16
155 til start, 138 i mål

MÆND, HOLD
1. Spanien, 13:17.32
2. Frankrig, 13:43.05
3. USA, 14:16.52
12. Danmark, 15:48.23
26 hold til start, 23 i mål