Marathon des Sables-arrangørerne er på banen med et nyt og spændende etapeløb, og i starten af august ringede Apollo Rejser for at høre, om jeg kunne have lyst til at løbe med. “Hmm, jo tak – det vil jeg da gerne”. 120 km fordelt over tre dage i ørkenen kunne jeg da ikke sige nej til!

Fakta: 

– 120 km med hemmelig rute og distance fordelt over 3 etaper

– Selvforsynende

– Overnatning i telte

Efter ankomst på Fuerteventura søndag d. 24. september og en overnatning på Playitas var jeg klar til mit andet etapeløb inden for en måned. Jeg havde netop gennemført Transalpine Run på 283 km gennem Alperne, så målsætningen for MdS var at lytte til kroppen og acceptere, hvis den var træt. At være træt skulle dog vise sig ikke helt være tilfældet!

Mandag d. 25. september mødtes alle deltagere ved La Pared i Pájara, afleverede finisher-dropbag, fik tjekket minimumsudstyr og skulle herfra gå den 7,5 km lange gåtur ud til campen, som ville være vores overnatningsted i en-mandstelte de kommende dage. Et perfekt setup til at tjekke rygsæk og udstyr, og jeg fulgtes med Mia(svensk ultraløber), Bo(dansk deltager) samt to svenske brødre Stefan og Henrik. Vi blev hurtig en femkløver, der holdte sammen og vi delte også camp.6 personer i hver deres telt i en ci1/6

Om aftenen var der stor buffet midt i ørkenen samt en uddybet racebriefing og velkomst af race director og legeneden Patrick Bauer. Ved alle Marathon des Sables-løb ved man på forhånd kun meget lidt om etaperne, og en del af charmen er at få de spændende detaljer aftenen før:

1. etape: 25,5 km

2. etape: 66,5 km

3. etape: 21,1 km 

Rutekort til hver etape bliver først udleveret et par timer før selve startskuddet med undtagelse af første etape, som vi fik breaket aftenen før. 

Ved disse typer af selvforsynende etapeløb skal man med medbringe et minimum af udstyr, som arrangørerne til enhver tid kan kræve at se, og fejler man at fremvise, gives en tidsstraf. Man må gerne have mere med, men det er vigtigt at få vægten af sin rygsæk så langt ned som muligt:

Mandatory equipment:

– backpack MDS or equivalent

– sleeping bag

– head torch and a complete set of spare batteries

– 10 safety pins

– compass, with 1° or 2° precision 

– lighter

– a whistle

– knife with metal blade

– antiseptic cream

– a signalling mirror

– one aluminium survival sheet

– one tube of sun cream

– 200 euro

– passport

– medical certificate signed by the doctor and original ECG 

1. etape

Efter en tvivlsom nats søvn i det lille telt samt morgenmad bestående af havregryn med tørrede frugt og nødder, begav vi os afsted på en 3 km gåtur til busser, som skulle fragte os til startstedet for første etape. 

Af en eller anden årsag var jeg af den overbevisning, at vi skulle overnatte på forskellige spots på øen og løbe til og fra, men det viste sig, at teltene blev stående og vi blev kørt til de forskellige startsteder, hvor mål altid ville være i vores ørkencamp. Jeg synes dog, det virker lidt tosset at løbe rundt med fuld oppakning på(inkl fx liggeunderlag og sovepose), når vi alligevel kommer tilbage til samme sted, og meningen med at være selvforsynende havde jeg svært ved at finde. Men skidt pyt! 

Vi startede på stranden Playa Las Coloradas, hvor de første 500 m af etapen skulle løbes på blødt sand. Alle strøg afsted, og jeg er efterhånden vant til at blive overhalet af feltet, og det kommer dermed ikke længere bag på mig. Dog skulle jeg alligevel have været lidt opmærksom, da jeg endte i kø til en lang smal bakke op fra stranden. Det tog desværre lidt tid, men det var der ikke så meget at gøre ved.

Stigningen var jævn stejl de første 6 km med omkring 500 højdemeter, og det meste var løbebart i et langsomt tempo. Jeg skulle især vende mig til varmen, som strøg op omkring 38 grader, og nedløbet med vind i håret var kærkomment. Turen ned af bjerget bød på en fantastisk udsigt over vand og strand, og underlaget var en smule teknisk med de små rullende vulkansten og grus. 

Vi ramte første checkpoint efter omkring 10 km, og herefter fulgte 11 km i blødt sand langs vandet. Min krop burde være træt efter, hvad jeg har udsat den for det sidste stykke tid, men den var klar til battle, og jeg begyndte langsom at æde mig ind på en del af de andre deltagere. At løbe i sand er virkelig energikrævende og med en 7ish kilo rygsæk sluger underlaget blot mere af din energi. Trods det var det et super fedt stykke af løbe på. Enormt flot, fysisk krævende og med solen bagende ned på mig uden mulighed skygge var et setup, som jeg var vild med. 

Efter strandstykket fulgte et stejlt stykke op ad klipper, hvor jeg måtte ned på alle fire og kravle op.

Virkelig sjovt og anderledes, og også her fik jeg overhalet to gutter, og spottede en kvinde i grønt og gult outfit lidt længere fremme. Jeg vidste, jeg lå som fjerde kvinde, og at se tredjepladsen rende rundt ude i horisonten er noget, som mit konkurrence-gen har svært ved at håndtere! Derfor kom jeg op i tempo, og vi havde en fed fight op ad en stejlt og vild sand-“dune”, som slugte alle ens skridt, hvis man blev stående for lang tid. Jeg fandt en rytme med at bruge hænderne også, og jeg overhalede den skotske kvindelige løber, som ellers inden havde stået på startstregen og pralet med alle hendes forskellige sejre. 

At nappe hende var en fed fornemmelse, og de sidste 5 km var benhårde, da jeg for alt i verden ikke ville risikere, hun skulle overhale mig igen. Det gjorde hun ikke, og jeg fik – til min egen overraskelse – 3. pladsen og kom i mål i tiden 3.33.25 ved campen La Pared Isthmus.

Jeg var klar til hygge, afslapning og forberedelse til etape nr. 2, som med dens 66,5 km passede mig bedre end de to “korte” etaper. 

Vores camp-femkløver blev til en sekskløver, da Michael “Guldbamsen” joinede os. Det skulle vise sig, at han både kunne løbe enormt hurtigt og også koge vand enormt hurtigt! Faktisk gjorde han alt lige et hak hurtigere end alle os andre, og det var sgu egentlig meget cool!

2. etape

Efter den obligatoriske 3 km-gåtur og fragt med bus til start, var jeg klar til den lange etape på 66,5 km. På grund af en sammenfaldet klippeside, blev ruten desværre kortet et par af, og det ærgrede mig en smule. 

Vi startede på en strand ved Aguas Verdes og skulle løbe fra nord mod syd mod La Pared Isthimus, men denne gang på det vulkanske underlag med hårde sten og grus. Vi løb langs vandet på klipper, og det var et fantastisk sted at løbe. Jeg lagde langsomt ud, og da jeg overhalede de to svenske løbere, Henrik og Stefan, meldte de min placering til at være nr. 7 blandt kvinderne. Der gik dog ikke længe, før jeg lå på en 4. plads og spottede den spanske løber, Ines i det fjerne. 

Varmen fra solen var brændende, men en let brise fra havet kølede dejligt. Jeg nød det blå hav og hvide sand til den ene side samt de orange bjerge og golde vulkanklipper til den anden. Et perfekt setup og jeg tog det ind. Jeg vidste, at jeg ville overhale Ines – det var blot et spørgsmål om tid, og på en stejl bakke kunne jeg ikke dy mig for at give lidt god gas. Vi snakkede kort med hinanden på mit meget begrænsede spansk, men jeg kunne forstå, hun var træt og havde det varmt: “Caliente”. “Cansado”.

Hermed lagde jeg mig i en dejlig 3. position blandt kvinderne, og løb og tænkte på, at det var jeg skisme godt tilfreds med. Denne tanke blev efter 2. checkpoint afbrudt af at spotte Yolanda i det fjerne, og det gav blod på tanden. Jeg var godt løbende, terrænet var tilpas teknisk og med skiftende op- og nedløb og humøret var højt. Andet checkpoint var placeret i udkanten af en lille by, og jeg så et temperaturskilt med cifrene “42 C”, og det slog mig, at det faktisk var vildt varmt!

Jeg havde aftenen forinden klippet min buff i to dele, og klippet den ene del til et stofstykke, som jeg med sikkerhedsnåle havde sat fast i min cap som et slør for nakken. Dette skygge for solen, og jeg kunne gøre sløret vådt ved checkpoint’sne, så det kølede. Det andet stykke buff havde jeg rundt om min hals, så det også skyggede for solen, og det kølede også, når jeg gjorde det vådt. Skiftevis kunne jeg have det om halsen og om panden under cap’en. Sammen med solbrillerne, halvlange ærmer i min hvide t-shirt samt hvide lange kompressionstrømper fra CEP gjorde at jeg havde det fint i varmen. 

Jeg overhalede Yolanda på strækket fra andet checkpoint til tredje samt en del mænd. Stykket herimellem var lidt småkedeligt, hvor underlaget bestod af store grusstier og omgivelserne af små byer, lidt trist natur og kogende hede uden brise fra vandet. Jeg kom igennem stykket med fokus på, jeg var godt løbende og med klap på mine egne skuldre, når jeg overhalede de andre. 

Sidste del af etapen frem til checkpoint 4 differentierer sig ikke så meget, men herefter skal vi op og ned af nogle bjergsider, og det er både smukt og teknisk krævende. Selvom vi har løbet over 40 km, har jeg masser af energi, og på et sted ved omkring 45 km spotter jeg den førende kvinde, Anna-Marie Watson. Til at starte med har jeg ikke ambitioner om at overhale hende, da jeg af en eller anden mærkelig grund er godt tilfreds med min andenplads. Jeg har skræmmende fornuftige tanker om, at skal passe på mig selv, da jeg burde være mere træt efter de 283 km gennem Alperne, og at hvis jeg presser mig selv til udmattelse, vil det tage evigheder at blive klar igen. Desuden har jeg et vildt spændende program i 2018 med DM kort trail i januar, et verdensrekordforsøg på Kilimanjaro i februar, et 220 km etapeløb på Fiji i april og forhåbentlig kvalificerer jeg mig til både VM i trail til maj og VM i bjergløb til juni og et DM langt i efteråret. Mon jeg endelig er ved at blive en ansvarsfuld, moden, voksen og fornuftig løber?!

Svaret er: “Nææææh”! – Jeg lever for at løbe og jeg elsker at konkurrere. Både min krop og ben føltes gode, så hvorfor ikke give det et forsøg? Ved 5. checkpoint får jeg en mellemtid, der fortæller at Anna-Marie er 2 min foran mig, og at hun følges med en tysk løber. Jeg tanker hurtigt op, og sætter jagten ind. Der går ikke længe, før jeg spotter de to. Et par gange måler jeg ved hjælp af mit ur, hvor lang tid efter, jeg er. Det er en metode, som jeg synes er motiverende: Spot Anna-Marie ved et tydeligt sted(fx en stor sten, træ etc) og lav en omgangstid på uret. Når du selv passerer spottet, trykker du omgangstid igen, og vupti, så ved du præcis, hvor lang tid du er efter. Jeg halede stille og roligt ind, og forventede at lande i 6. checkpoint sammen med hende, men da jeg nåede dertil, var hun allerede væk. Det var sidste gang, jeg så hende på 2. etape, og de sidste kilometer mod mål var i blødt sand op og ned af sandbakker med pandelampen tændt. Det var barskt, og jeg endte med at gå lidt kold for energi, og varmen i løbet af dagen, havde sat sine spor. Jeg endte 13 min efter en stærkt afslutning fra Anna-Marie, men vigtigst af alt fik jeg et samlet forspring til Yolanda på 24 min, som må siges at være et godt udgangspunkt for 3. etape.

Jeg kom i tiden 8.31.36 efter 63,1 km og 1852 positive højdemeter.  

Da jeg mørbanket, sulten, tørstig og træt kom i mål blev jeg taget til side og skulle dopingtestes. Det er rigtig fint og god stil, at løb som disse bakker op om en ren sport, men at blive taget til side og skulle aflevere urinprøve under overvågning, var i øjeblikket total uoverskueligt for mig. Jeg kunne for det første ikke tisse, og jeg drak og drak og drak vand. For det andet havde jeg overlevet de sidste par kilometer med den tanke om at vælte omkuld i mit telt. Da jeg endelig kunne mærke, at nu kunne der tisses en smule, gik det op for mig, at det kun kunne foregå i en skovskidder-squat-stilling med risiko for diverse krampeanfald i bentøjet. Tisse-situationen var ikke køn, og jeg blev nødt til at smågrine lidt over mit forsøg på at ramme det lille bægre i en vaklende bambi-position. Resultatet blev at jeg overtissede mine hænder, strømper, gaiters, sko samt bægeret med æblejuicelignende tis, men jeg var mildest talt ligeglad. Jeg ville bare sove.

Desværre var mit Klymit-liggeunderlag punkteret og jeg orkede ikke at finde hullet og lappe det. Jeg var tilfreds med at sove i teltet på jorden. 

Dagen efter gik med afslapning, røverhistorier og så meget mad som muligt. Det var virkelig en hyggelig dag, men også lidt en underlig fornemmelse med en hviledag. Hvorfor ikke bare klø på? Men eftersom de sidste deltagere nåede målstregen i løbet af formiddagen, forstod jeg jo godt, hvorfor cut off var på 28 timer og en tvungen hviledag.

3. etape

Målet for sidste etape var klar: Jeg skulle forsvare min andenplads, og taktikken blev at følge Yolanda de første 5 km, og herefter kunne jeg vurdere, hvad energien rakte til. Jeg havde aftenen forinden overhørt en samtale på spansk mellem Yolanda og en anden deltager om, at hun ville give den max gas. Dog er 24 min meget at hente på de 21 km, men eftersom jeg ikke er den hurtigste hare i skoven, ville jeg alligevel lægge en plan.

Ganske rigtigt startede Yolanda i et hæsblæsende tempo på det udfordrende vulkanske terræn, som hun boltrede sig i. Hun bor og træner til daglig på de kanariske øer, og det var en fryd for øjet at se, hvor let og elegant, hun bevægede sig hen over terrænet. Jeg åd mig selv, og ignorerede min abnorm høje puls. Jeg havde følgeskab af 4 gutter, som sammen havde besluttet at følge mig, da de mente, jeg løb “intelligent og rationelt uden at lægge for hårdt ud”. Jeg måtte fortælle dem, hvad min plan var, og på ægte trail-manér meldte de tilbage, at de ville hjælpe mig med min plan. Det var dejligt med selskab, selvom jeg ikke var så snakkesaglig. Jeg lyttede interesserede til deres både dobbelte og tredobbelte ironmans og deres tidligere deltagelse i Marathon des Sables i Marocco. 

Vi slap Yolanda ved 7 km-mærket og jeg følte mig tryg ved at lade hende løbe. Jeg selv var ramt af varmen og lidt trætte ben. Min puls var faretruende høj, og jeg var lidt bekymret, om jeg kunne blive ved med at holde den så højt. Så længe jeg blot bevægede mig fremad, kunne Yolanda umuligt hente 24 min på de resterende 14 km, så jeg vurderede, at det var bedre at nå sikkert i mål i et lidt lavere tempo og med lidt lavere puls end at risikere at gå helt kold.

Med 4 km igen efter blødt sand og med de sidste bjerg-stykker i udsigte, ser jeg Anna-Marie foran mig, og bliver mindet om, at måske bevæger jeg mig ikke så langsomt alligevel.

Jeg når mål i tiden 2:20:52, som er ca. 2 min efter Anna-Marie og 7 min efter Yolanda. 

Jeg får en samlet 2. plads og slutter overall som nr. 21 i tiden 14:35:05, og er super stolt og tilfreds over min præstation. Det er nok ikke sidste gang, jeg stiller til start ved et Marathon des Sables 🙂 

Sko: Speed Instinct fra Hoka One One

Et stort tak skal lyde til især Apollo Sport for at invitere mig samt resten af mine sponsorerne og venner, familie og følgere. Tusind tak for støtte og opbakning. 

Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567

Og følg mig på Instagram: 

https://www.instagram.com/kristinaextremerunning/

Link til den fulde resultatliste:

http://www.marathondessables.com/en/marathon-des-sables-fuerteventura/news/provisional-ranking

Tjek også Marathon Mia samt Ian Corless blog om Marathon de Sables:

http://www.marathonmia.se

https://iancorless.org/2017/10/04/half-marathon-des-sables-fuerteventura-2017-summary/