“Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre”

D. 12. maj stod jeg for tredje gang klar til at repræsentere Danmark i de røde og hvide farver. Det er en stor ære hver gang og noget ganske særligt at blive udtaget og få muligheden for at løbe med og mod verdens bedste løbere.

Verdensmesterskaberne i trail 2018 bød på 88,1 km gennem et bjergrigt og teknisk terræn med ca. 5000 positive højdemeter fra Castillón nær havet til Sant Joan de Penyagolosa 1280 meter over havets overflade i Spanien. Dermed en rute med flere opadgående højdemeter end nedadgående. Umiddelbart ligger det ret godt til mig at løbe nedad, men efter mit vrid i foden i forbindelse med verdensrekorden på Kilimanjaro, passede det mig egentlig meget godt med de mange opadgående stigninger. Dog målte de negative højdemeter alligevel 3700, så at sige ruten var uden nedadgående bakker, er næppe korrekt. 

Kl. 6 stod 49 nationer og 365 af de bedste trailløbere i verden klar til start på stadionet i Castellón, og da startskuddet lød, gik det obligatoriske

startkuller og –ræs afsted, og jeg tog mig selv i at forlade stadionet som en af de sidste. Selvom jeg loggede første kilometer under 5 min/km, synes jeg ikke, jeg lod mig ikke påvirke af den galskab, der kan tendere til at udsprede sig blandt løbere, som har glædet sig til at vise, hvad de kan og som har trænet mod dette mål i mange måneder. Alligevel var det ret specielt at udgøre den bagerste 5% af feltet de første mange kilometer.

Efter få kilometer bragte ruten os væk fra byen, og stierne med grus, store sten og fine stigninger stod foran os krydret med en fantastisk udsigt og en sol, der stille og roligt begyndte at stå op. 

Jeg havde mine favorit trailsko Speed Instinct på fra Hoka One One, som har stået mig bi de sidste mange mesterskaber, men pludselig mærkede jeg noget skarp stikke ind i min højre trædepude, og jeg måtte stoppe for at få det væk. En pyramideformet sten havde spiddet sig op gennem sålen, og jeg kunne simpelthen ikke få den ud. Jeg måtte bare acceptere at løbe med den, selvom den til tider, smertede mig noget så grusomt. Jeg kunne godt mærke, jeg blev en smule frustreret hver gang, jeg fik trådt på en ujævn og hård underflade – ja, det var jo faktisk ikke til at undgå – hvor det præcis føltes som det, det var: en skarp sten op i foden. Jeg planlagde i mit hoved at få skiftet højre sko i første bemandet depot, hvor Danmark havde to hjælpere til at stå, Koen og Henrik. Problemet var bare, at det først lå 31 km inde og ifølge min tidsplan ville det tage mig 3,5 timer. 

Jeg laver altid en tidsplan med dertilhørende overblik over væskeindtag. Til dette års VM var jeg for første gang nogensinde oprigtig bekymret for en stram cutoff på 4 timer, men som landsholdskoordinator, Søren Rasmussen til ”tecnical meeting” dagen før, dog havde insisteret på at få lempet, nu var 4 timer og 15 min. Et cutoff der vil betyde, at en del af deltagerne vil blive diskvalificeret og ikke få lov til at fortsætte.

Stenen tillod mig ikke at løbe op til mit bedste og det pressede mig, når jeg var tvunget til at sætte tempoet ned eller træde anderledes på foden for at kompensere. Mit blik og fokus var rettet efter steder i underlaget, som var blødt og jævnt for derfor ikke at få den jagende smerte op gennem foden, når den skarpe sten blev presset mod trædepuden. Jeg tænkte ofte på, at min hårde hud netop der – for første gang – kom mig til gode, og jeg prislønnede mine grimme løbefødder med blå, brune og gule negle samt hård hud og knyster på diverse spots. Tænk sig hvor ondt det ville have gjort, hvis jeg havde haft silkebløde, fodterapeutbehandlingsmodtagende og nuttede fødder?! 

Efter fight og battle ramte jeg første depot efter 3 timer og 52 min og fik byttet den højre sko ud samt smidt nogle heftige bandeord afsted. Og heldigvis hjalp skobyttet med det samme, selvom trædepuden stadig føltes øm. Faktum var også, at Dorte og Harriet var henholdsvis 20 og 21 min foran mig, men jeg var ærligt talt bare glad for at have nået cutoff’et og endelig kunne begynde at koncentrere mig om at løbe. Og tu-hej, hvor det pludselig gik derudad! Zen, flow, mojo eller hvad man nu kalder det, når krop, ben og hoved går op i en højere enhed og hvor jeg stille og roligt begyndte at overhale et par løbere hist og pist. Jeg nød den betagende natur og det tekniske terræn, der hele tiden var varieret med en blanding af singletracks, store stier og lidt asfalt hist og pist. 

Jeg ramte depot 2 ved 40,3 km i fin stil, og selvom jeg faktisk selv tænkte, at jeg havde tabt meget tid frem mod det første, fik jeg meldingen om, at jeg nu kun var 6 min fra Harriet og sådan en melding giver altid energi og blod på tanden. Efter et par kilometer i bagende sol, spottede jeg Harriet i det fjerne, og jeg kunne godt fornemme, at hun ikke var helt på toppen. Det er altid svært at møde en holdkammerat, hvor man kan se, tingene ikke helt kører. Egentlig har man jo bare lyst til at stoppe op, give en krammer og tage den med ro, men det kan man ikke ved et VM og det ved både Harriet og jeg. Vi snakkede kort sammen og jeg strøg videre og håbede, hun ville genfinde energien. Hvilket hun i øvrigt gjorde.

Jeg var virkelig godt løbende og jeg begyndte at overhale mange løbere. Jeg vidste godt, jeg lå ret højt i pulszonerne, men jeg kender efterhånden min krop ret godt, og ved, hvad den kan holde til, så jeg kløede bare på. Især opad følte jeg mig godt kørende, og kunne klart mærke træningen fra min forberedelser til Kilimanjaro tilbage i februar.  Nedad var jeg en smule mere forsigtig, da jeg jo præsterede at vrikke rundt på foden 4 dage før verdensrekordforsøget. Jeg syntes egentlig, at jeg har haft en god genoptræning, men nervøsiteten for at lave nummeret igen, sad i mig og jeg kunne ikke helt ryste det af mig. Det kunne dog ikke holde mig fra at nyde sporet, omgivelserne og det faktum, at jeg rendte rundt her blandt verdens bedste løbere og faktisk hyppigt overhalede både mænd og kvinder. 

Jeg strøg ind i det sidste depot ved 62 km, men fik hurtigt et chok, da jeg blev gjort opmærksom på, at både Simon og Anders var udgået. Super ærgerligt og jeg kunne sagtens sætte mig ind i deres skuffelse, men man bliver bare nødt til at ikke at lade sig påvirke på deres vegne og rette fokus mod et effektivt depotbesøg.

Afstanden herfra og til næste ubemandet depot var 15,7 km med lidt over 1000 positive højdemeter, så jeg ville få brug for mere væske end de 2x 500 mL-dunke, som jeg havde plads til i min UltrAspire-vest. Jeg tog derfor en 250 mL soft bottle med cola ned i bh’en og sørgede for at drikke den først og dertil fik jeg saftige appelsinbåde i en lomme i vesten, som jeg kunne spise af løbende. Det er måske ikke noget, man på normal vis lige putter i lommen, men hold op, hvor var de dejlige at spise af, når varmen virkelig tog til!  

Omkring 10 km efter sidste depot befandt jeg mig på en lang stigning, og jeg kløede godt på med et rytmefuldt arbejde med stavene. Mine ben og krop fungerede godt og jeg nød de hårde og udfordrende bakker. Da jeg nærmede mig toppen af bjerget kunne jeg spotte min landsholdskollega Dorte Dahl, som også så ud til at være godt kørende med hendes hænder-på-lår-stil. Hun spottede også bag i baggrunden, og sej som hun er, satte hun tempoet stille og roligt op, og jeg tog en meget bevidst beslutning om ikke at følge efter. Jeg ville holde mig til planen og først satse fra det ubemandede sidste depot ved 77,8 km og æde mig selv i mål. Jeg kunne måske have fuldt med hende, men hvis jeg gik kold for tidligt, kunne jeg tabe mange minutter og jeg var ikke villig til at tage chancen. 

Jeg begyndte også at kunne mærke trætheden i benene og kroppen, men ved det sidste depot indledte jeg jagten på den bedste mulige tid, den bedste mulige placering og høstning af de højeste mulige ITRA-point*. Jeg forsøgte at værdsætte, at træthedsfølelsen først kom nu og ikke tidligere i løbet. Tænk hvis man allerede blev træt efter det første marathon – så var der skisme lang vej endnu, men de sidste ca. 10 km kan konverteres til noget, man altid kan overkomme. Det er fx to omgange på min morgenrute derhjemme, som jeg gang på gang har luntet rundt i søvne med trætte morgenstænger. 

De sidste 3 kilometer af ruten var nedad, og jeg så virkelig frem til at ramme den sidste top og fyre de allersidste kræfter af mod mål. At løbe nedad lyder nemmere end det er. Især når man har over 80 km i benene allerede, og underlaget er teknisk og ujævnt med en profil på -110 hm på den sidste kilometer, kan de godt nappe lidt i lårbasserne. 

Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre.  

*Pointsystem som vurderer ens præstation

 

Tak til mine sponsorer:

Apollo Sport, Sportmaster, CEP Danmark, timetofly.dk, Zebla, Yding Grønt, Grau Shipping, Bo Kortegaard, Gitte Schlage, Lån&Spar Bank Kolding og Tobbers.

Og til jer som følger med derude.

Resultater overall og for Danmark:

Kvinder
1. Ragna Debats NED 9:55,00 timer
40. Dorte Dahl DEN 12:08,35
49. Kristina Schou Madsen DEN 12:14,11
72. Harriet Kjær DEN 13:08,49

Hold
1. Spanien 31:0529 timer
15. Danmark 37:31,25

Mænd
1.Luis Alberto Hernando ESP 8:38,35 timer
73. Christian Nørfelt DEN 10:46,15
103. Peter Arnoldsen DEN 11:41,05
140. David Stoltenberg DEN 13:22,17
DNF Simon Grimstrup DEN 
DNF Anders Aagaard Hansen DEN

Hold
1. Spanien 26:45,08 timer
27. Danmark 35:49,37
 

Link til resultatliste: https://penyagolosa.livetrail.net/classement.php?course=twc&cat=scratch

Sammendrag for de to åbne løb og VM: 

Længere sammendrag for VM med udgangspunkt i frontløberne: