Korpset – dag 1
Kære alle
I oktober måned 2021 deltog jeg i TV-programmet “Korpset – gjort af det rette stof”, hvor 12 kendte danske skulle deltage i et 8 dages lang kursus tilrettelagt af tidligere elitesoldtater.
Hver dag er kortet ned til en udsendelse på 40 minutter og jeg vil det kommende stykke tid udgive et blogindlæg om, hvordan jeg oplevede strabadserne. Det er klart, at mange ting er udeladt fra det, som I ser i TV, da det er umuligt at få kortet 24 timer ned til et afsnit.
Så hvis I er nysgerrige på mine tanker og hvad der ellers skete i Korpset, så læs med her.
Dag 1 – En ny verden
Vi sidder forventningsfulde i lastbilen på vej mod eventyrer, som vi endnu ikke ved, hvad indebærer. Der er en spændt stemning blandt os 12 aspiranter og en blanding mellem nervøsitet, spænding og højt humør pryder køreturen.
Pludselig stopper vi brat op og jeg ved, at nu er det nu.
Ganske rigtigt bliver vi jaget ud af lastbilen og ført ud i det efterårskolde vand ved en havnekant et sted på Bornholm. “Svøm ud til RIB-bådene” bliver der råbt og jeg formår at komme mig over det første kuldechok. Jeg sagde ja til at medvirket i Korpset 1,5 måneder tidligere og har haft stor fokus på koldtvandstilvænning – en af mine måske svageste sider i dette game, da jeg faktisk er en smule vandskræk. Jeg får dog hurtigt varmen i vandet, da vi i fuld udrustning svømmer ud til bådene og hiver os op.
Bådene sejler afsted i fuld fart og det er tydeligt, at meningen er, at vi skal fryse r… ud af bukserne! Det er ubehageligt og jeg kan ikke flygte fra det. Jeg kan ikke løbe stærkere, arbejde hurtigere eller på anden måde kæmpe mere – jeg kan blot sidde på båden og mærke den isnende vind trænge gennem min våde militærdragt og inderste lag. Mine tænder klaprer. Mine fingrer ryster. Jeg fryser helt ind i min core og jeg accepterer det. Det er ude af min kontrol. Jeg bestemmer intet og det er et vilkår som jeg allerede inden start, har accepteret.
Jeg fryser big time. Og jeg ved, at når instruktørerne kan se, at nu fryser alle os aspiranter tilpas meget -ja, så er det i vandet.
Jeg ved ikke hvor lang tid, vi sejler frem og tilbage ud for Bornholms kyst, men pludselig bliver vi bedt om at hoppe i: “I med jer!” og jeg tøver nok et par sekunder, inden jeg får tvunget mit kolde korpus til at springe ned i det endnu koldere vand. Jeg er i tvivl, om min bundfrosne krop er i stand til at tage imod mine instrukser. De andre er lynhurtige og jeg lander hurtigt allerbagerst i feltet. Det frustrerer mig, men der er intet, jeg kan gøre. Jeg svømmer bare irriterende langsomt..
Instruktør Rune forsøger at stresse os med til tilråb fra stranden om, at vi skal komme i gang og skynde os. Det bider ikke på mig, men jeg kan mærke, at mit “Don’t be shit”-gen er vækket. Jeg løber så hurtigt, jeg kan op til samlingspunktet, hvor de andre to instruktører står klar og vores rygsække er linet op. Vi finder vores numre og gør klar til at tage imod instruks.
Jeg er aspirant nr. 7 og jeg har senere hen fået at vide, at nummeret selvfølgelig blev tildelt ud fra min deltagelse i 7 maraton på 7 dage på 7 kontinenter – ligesom Theresa gennem hele sin fodboldkarriere har spillet i trøje nr. 8 og også fik armbindet med ottetallet på.
Instruktørerne tager sig god tid og igen kommer kulden snigende ind mod kroppen. Jeg husker Instruktør Runes hårde og ubarmhjertige stemme: “I ligner allerede pis” og han joker ikke. Jeg lever mig ind i rollen som soldat og herfra ænser jeg stort set ikke kameraerne, som vi ellers stort set er omringet af 24 timer i døgnet. Men der er ikke rum i min verden til dem.
Vandet drypper fra vores knaldvåde uniformer og jeg er ikke den eneste som skælver.
“Skift til tørt tøj og ud på ilmarch!”. Jeg er super fokuseret; jeg ved, hvor mine ting i rygsækken er, og jeg tænker slet ikke over, at jeg står med rumpetten eller babalupperne til offentlig skue!
Jeg er første mand afsted og finder med det samme ind i en god rytme på strandens ubarmhjertige og skiftende terræn. Vi har ikke fået en melding på, hvor lang en distance vi skal tilbagelægge. Det er derfor svært at lægge en strategi for disponering af kræfterne – skal vi marche 2 km eller 20 km? Ingen ved det og på en eller anden mærkelig måde, nyder jeg det faktisk. Dette er min hjemmebane og jeg ved, jeg kan blive ved, så lang tid det kræves.
Desværre begynder jeg allerede her at mærke en vabel på hver fod, hvor de nye soldaterstøvler skærer ind. Super ærgerligt, men jeg vidste godt, at problemet ville komme, da lægen inden programmet ikke gav lov til forebyggende tape.
Omkring 3-4 km inde i marchen kan jeg høre et par af de andre deltagere i hælene på mig og jeg skal lige hanke op i mig selv, for ikke at gå i konkurrence-mode da de overhaler mig. Jeg hepper dem forbi og tænker for mig selv, at vi kan jo have timevis af march endnu.
Distancen er ikke længere end 5-7 km. Det er svært at bedømme, hvor langt vi marcher med fx de store sten på strandstykket samt den umenneskelige tunge rygsæk, men jeg mærker en fed følelse af fællesskab og sammenhold, da sidste aspirant træder ind over “målstregen”: Vi klarede det alle sammen!
Ret hurtigt går turen videre i lastvognen, hvor humøret er højt og alle er klar på næste udfordring.
Næste stop er havnen ved Vang, hvor vi bliver inddelt i 3 grupper: Team Alfa, Beta og Charlie. Vi skal ud på orienteringsmarch og finde vej med kort og kompas.
Jeg danner gruppe sammen med Mille, Abdel og Nicolas og jeg tager med det samme styringen på kortet. Jeg kan dog hurtigt lure, at kortet ikke er et almindelig kort, men måske en ældre udgave og ikke med alle stier eller målestoksforhold angivet. Det gør mig lidt nervøs, da jeg ikke er så stærk i navigation og jeg mindes også, at jeg får ledt gruppen af lidt omveje hist og pist.
Mille træder også hurtigt i karakter og vi samarbejder virkelig godt omkring kortet, mens Abdel og Nicolas tager sig af den knap-så-handy-semi-tunge ammunitionskassen. Jeg ved ikke hvor lang tid, det tager os at finde de 4x punkter, men vores sammenhold er virkelig godt og humøret stjernehøjt.
Vi ankommer som første hold til slutpunktet og jeg kan ikke huske, hvor lang tid vi venter, før Team Alfa (Theresa, Katrine, Lars og Kristian) ankommer. Team Charlie klarer som bekendt ikke opgaven og vi samler dem op efter en kort tur i lastbilen.
Vi bliver altid fragtet i lastbilen, og ofte føles det som om, den kører lange omveje for at forvirre os. Jeg forsøger, at gennemskue hvor vi er, og om vi skal på ny øvelse eller retur til kasernen.
Denne gang går det hjemad og de fleste af os, er gennemblødt af sved. Vi har ét sæt ekstra militærsæt med samt skiundertøj, og alle hænger med det samme det våde tøj op og skifter til nyt.
Vi er på standby hele tiden.
Jeg får fixet mine egne vabler med det tensoplast, som er til rådighed for os alle og får da også lige poppet et par vabler for Jill og lavet en fornuftig indtapening. Herefter får jeg styr på mine ting og får aftalt en rutine med mig selv i forhold til altid at have styr på mit udstyr. Herefter står den på hvile.
Der går dog ikke lang tid, før vi skal antræde igen og denne gang bliver vi i mørke kørt ud til en havn. Vi bliver ført ind i en lagerhal, hvor vi bliver sat med stripset hænder, hætte for øjnene og høreværn for ørerne. Vores sanser bliver helt og aldeles taget fra os. Jeg aner ikke hvor lang tid, jeg sidder på det kolde gulv, men jeg kan fornemme, at mine medaspiranter bliver ført ud af rummet en efter en.
“Hvad foregår der”? – Tænker jeg. “Hvor bliver folk ført hen og hvad skal vi?”.
Jeg aner ikke, om jeg har siddet 30 min eller 2 timer, men det bliver min tur til at blive hevet op, få klippet strips over og blive ført ud af lokalet. Jeg kan hverken stadig se eller høre; jeg kan blot følge med. Jeg kan ikke huske, hvor langt vi går, men instruktøren stopper mig, så jeg står stille. Han tager høreværnet af mig.
Og så får jeg skubbet.
Jeg aner ikke, hvad jeg falder i, eller hvor langt faldet er. Jeg rammer vandet med et kæmpe plask og et endnu større chok. Forvirret søger jeg op mod der, hvor jeg kan få luft og flår hætten af hovedet.
“Hvad sker der?!”.
Med det samme råber instruktør Carl: “Herhen nr. 7” og jeg svømmer instinktivt, uden spørgsmål og autoritetstro hen mod båden, som han sidder i. Han fortæller, at jeg skal dykke under båden og møde ham på den anden side og holde godt fast i rebet, mens jeg er under vand. Jeg accepterer det og i øjeblikket bliver jeg ikke påvirket af min skræk for vand. Jeg gør det bare. Jeg tænker ikke – jeg adlyder bare og dykker ned. Jeg støder panden mod bunden og slår et lille hul i panden, som heldigvis kun er superoverfladisk.
Da jeg kommer op på den anden side, præsenterer instruktør Carl mig for en taltavle med en række tal på. Denne seance er desværre ikke med på TV, men inden instruktør Carl når at sige noget som helst, har jeg fanget systemet i talrækken: Der er to tal mellem hver tal op mod 9 og nedad igen: 1-3-5-7-9-8-6-4-2-0. Jeg bliver bedt om at memorere tallene og jeg bruger få sekunder på at melde tilbage, at dem har jeg styr på. Instruktør Carl melder noget tilbage i stil med, om jeg er sikker på, jeg ikke skal bruge lidt længere tid, men det skal jeg ikke. Jeg dykker på den anden side og tilbageleverer tallene til ham, hvor jeg dog lige når at blive usikker på, om tallet 0 også var med i rækken.
Efterfølgende fortæller de andre, hvor mange gange de har dykket frem og tilbage og hvilke metoder, de har brugt på at memorere alle tallene. Det er held, at jeg fanger den lynhurtigt og jeg priser mig lykkelig for, at jeg kun fik to ture under båden i det 12 grader varme og mørke vand.
Tilbage på kasernen kryber jeg hurtig til køjs, da en af mine nattevagter starter midt på natten. Der er dermed ingen sammenhængende søvn til mig ovenpå en dag med næsten ingen mad.
Jeg falder i søvn med smil på læben og sommerfuglene i maven. Det var dag 1 – hvad mon dag 2 bringer?