Korpset 4 – Uden håb og mening
Natten frem til dag 4 har jeg to nattevagter af en time hver, og jeg frygtede faktisk at den manglende søvn ville påvirke mig mere, end det gjorde. Men både mit hoved og krop synes at være i topform og ved morgenbordet kommer jeg på den geniale(!) idé, at Kristian og jeg kan dele vores dåse tun og gemme resten til senere. Faktisk har jeg mit kar fuld af gårsdagens aftensmad i min rygsæk og som I kan se i afsnittet, bliver vi bedt om at aflevere alt mad til instruktørerne ved morgensamling.
Det er min den store gule pose!
Ved dagens første øvelse bliver vi linet op i tre geledder og bliver bedt om at kigge ud mod søen. En sort helikopter kommer til syne og jeg følger den nøje med øjnene. Tusinde tanker går gennem hovedet på mig og jeg tænker, vi selvfølgelig skal hoppe ud fra helikopteren.
Da jeg ser en sort instruktør træde ud af helikopterens åbning og med hovedet først, lader sig falde ned i vandet i det, jeg fra tidligere afsnit kender som “Død mur baglæns”, gyser det langt ned af ryggen på mig; Og ingen siger noget, mens vi venter på, Instruktør Carl svømmer ind på land og jeg retter blikket indad i et forsøg på at visualisere min kommende tur i helikopteren.
Hele øvelsen er så grænseoverskridende og ekstrem, at jeg i skrivende stund får kuldegysninger ved at gennemleve situationen igen. I øjeblikket rammes jeg af en frygt, men jeg lader den ikke blive til tvivl. Jeg ved, at jeg skal igennem det og at jeg skal have brudt øvelsen ned i mindre dele og simpelthen tage det, som det kommer.
Det sidste, jeg når at tænke, inden Carl råber mit nummer som den første er, at hvis jeg ikke rammer vandet ordentligt, besvimer eller ikke kommer op ovenvande igen, så er det jo det bedste sted at komme til skade. Jeg er jo omringet af fagligt dygtige mennesker som på et splitsekund vil hive mig op af vandet, hvis det skulle gå galt.
Før jeg så udsendelsen i TV’et kunne jeg faktisk ikke huske, hvem jeg delte helikopter med. Jeg ænsede ikke, at Theresa sad ved siden af mig og jeg gik så meget ind i mig selv for at fokusere. Jeg overbeviste mig selv om at gøre to ting:
- Adlyde instruktør Max i helikopteren
- Holde hele kroppen stiv som en flitsbue og spænd alt hvad jeg har lært på vej ned mod vandet.
Det var planen. Og det er de sætninger, der går igen i mit hoved på flyveturen ud over søen, hvor jeg finder roen i at fokusere på ovenstående to ting.
Og således formår jeg at lave en død mur baglæns ud af en flyvende helikopter ned i det iskolde søvand. Da jeg fanger overfladen igen er min krop fuld af adrenalin – “KÆÆÆÆÆÆFT MAAAAAND! Jeg gjorde det!” Jeg var så stolt af mig selv og med det største smil på læben, indser jeg næste del af opgaven; nemlig at svømme i land.
Faktum er, at jeg bliver smidt ud af helikopteren ret langt fra land og koblet med min langsommelige svømning, bliver jeg faktisk hentet af en båd, som trækker mig et godt stykke ind. Det ser man selvfølgelig ikke på TV, men herefter sørger instruktørerne for at de andre hopper ud lidt tættere på land.
Jeg får kæmpet mig i land og stiller mig tilbage på geled. Våd og efter få minutter også kold. Jeg ser de andre springe ud en efter en fra helikopteren og jeg er fuld af beundring og glæde over, at vi alle kommer igennem. Vi hepper på hinanden og i disse øjeblikke mærker vi alle vores unikke bånd i gruppen – der uanset hvad – bakker hinanden op. Da turen nærmer sig Mille, kan huske, at jeg har brug for at fortælle hende det her med at fokusere på én ting. Og kun én ting. Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger til hende, men i TV kan man se, at vi i hvert fald får snakket om, hvor hun skal placere arme, hænder og fingre i springet ud.
Jeg har nærmest flere følelser i kroppen, da Mille flyver hen over søen i helikopteren end da jeg selv springer. Jeg er nervøs. Jeg er spændt. Jeg har tvivl. Og mine tanker flyver afsted. Alt den uro, jeg kan feje væk, når det handler om mig selv og det, jeg selv er herre over, bruser frem. Og at se Mille lave den perfekte død mur baglæns i en flot landing (10 ud af 10, som Nicolas siger!), er en hel befrielse.
Og da Mille kommer i land, forløses følelserne i det største kram. Hun gjorde det!
Et andet element i denne øvelse er, at vi hundefryser i vådt tøj i den kolde vind. Vi får lov til at løbe et par ture, mens vi venter, men kulden er allestedsværende og ikke til at flygte fra.
Efter sidste mand skifter vi til tørt tøj og så er det tid til seancen på stranden, hvor vi skal “hygge” os med et par gummibåde.
Vi skal starte med at øve forskellige måde at bære båden på:
Lav føring, skulder, hoved og i strakte arme.
Ret hurtigt laver instruktør Carl holdene om til at kvinderne er sammen og mændene er sammen, og han sætter gang i en stafet. Jeg kan ikke huske, hvordan det var i øjeblikket, men jeg kan se i udsendelsen, at vi unødigt stresser hinanden, når der bliver lagt et konkurrenceelement ind over. Er det fordi, vi gerne vil vinde? Eller er det fordi, vi ved, vi kan risikere en “belønning” for at komme sidst? Jeg ved det ikke, men vi håndterer ikke øvelsen særlig godt som et hold og det ender også med, at både Jill og Mille slår sig, fordi vi bliver for ivrige.
Der er ikke megen betænkningstid efterfølgende, da vi bliver bedt om at lave stafetten én gang til og herefter lægge os under båden i udgangsstilling til armstræk. At stå der med strakte arme og båden ovenpå er sindssyg hård. Tiden føles evig, men et eller andet sted tænker jeg også: “Bare kom an. I kan sætte mig til alt”. Og det er faktisk den tanke, jeg har gennem alle øvelserne på stranden.
Det bliver tid til armstræk, mavebøj og englehop i vandkanten. Jeg har det fint med de udmattende øvelser, men jeg observerer at instruktørerne har ændret deres tone. Den er grov, nedladende, hård og kompromisløs. Særlig Kasper og Jill oplever dette og en flig af en uretfærdighedsfølelse rammer mig. De to kæmper r…. ud af bukserne – hvorfor bliver instruktørerne ved med at køre på dem?
Jeg ved ikke, hvor lang tid vi er i gang på stranden, men de forskellige øvelser virker uendelige.
Jeg har efterfølgende tænkt, om planene var, at denne øvelse skulle fortsætte, indtil en aspirant gav op. Og det blev Jill, der virkelig kæmpede med særligt sit knæ. Hun kæmpede som en sindssyg under denne øvelse og jeg har den største respekt for hende som menneske.
Efter “hygge” på stranden har vi en hel øvelse, som ikke er med i fjernsynet. Vi skal nemlig lave kommandokravl på et langt reb/wire over en dyb bugt i de bornholmske klipper over vandet. Vi får en kort instruks i teknikken i at bevæge sig oven på rebet og holde balancen med bagerste fod hængende ned. Det er en ret cool øvelse, men jeg tænker, at grunden til den ikke har fundet vej til udsendelsen er, at klippet med Kaspers åbenhed og vigtige følelser omkring hans tanker om at være homoseksuel , er langt vigtigere.
Kaspers ærlighed er så vigtig for vores forståelse omkring seksualitet, om at vi skal se ud på en bestemt måde og om, hvor vigtigt det er at være den, man er. Jeg håber, I vil tage jer tid til at se klippet og lade Kaspers mod og tanker rodfæste sig.
Vi har et par timer på kasernen og jeg bruger en del tid på at få styr på mine voksende vabler på fødderne. De sidder begge samme sted på indersiden af hælen, og støvlerne borer sig egentlig bare længere og længere ind. Der er ikke mere hud og jeg overvejer, hvad jeg skal finde på for at lette smerten og for at forhindre, at hullet ind i foden bliver værre samt at undgå en infektion. Vablerne er på det stadie nu, hvor jeg ved, at hvis jeg ikke passer på, kan de blive mit exit fra kursus. Mit løsning bliver at tage det bløde og ikke-klistrende del fra to plastre og sætte mod det åbne sår i vablen og rundtom ligge en bro af strimler, som jeg har klippet fra mit liggeunderlag. Det skulle gerne lette trykket fra støvlen mod foden og jeg bruger tensoplast fra vores fælles samaritkasse til at lukke af for bakterier og få konstruktionen til at side fast.
Efter at have fået styr på vabler og mine ting, går der ikke så lang tid, før vi skal med lastbilen igen. Vi kører og kører og kan til sidst ane, at vi befinder os i en grusgrav. Alle ved hvad klokken er slået og vi bliver nærmest jaget ned af den stejle vej til bunden. Nu skal 3 mand hænge på samme tid i et reb og på almindelig vis kan jeg godt klatre i reb. Men efter et par forsøg, hvor vi ikke formår at få alle op, ryger kræfterne. Det er så hårdt at kravle op og blive hængende og jo mere vi forsøger, jo mere slipper kræfterne op.
I næste øvelse skal vi løbe op og ned af sandbanker i runder. Det er enormt hårdt, men jeg er på hjemmebane og jeg forsøger på bedste vis at peppe de andre op. Efter 10 runder får vi en vandpause og bliver bedt om endnu 10 runder. Dog bliver øvelsen stoppet efter 4 runder mere og det er både jeg og de andre glade for. Jeg var så bange for, at nogen ville give op under denne seance eller at instruktørerne ville blive ved – ligesom tidligere – indtil en gav op.
Den næste øvelse bliver vi bedt om at bære materiel op til lastbilen. I udsendelsen får vi at vide, at der er 800 meter op ad grusgraven til lastbilen, men jeg nægter at tro, der ikke er længere! Vi knokler med de tunge ting, som er svære og tunge at bære. Jeg tager mig selv i at lukke mig inde i mig selv og bare klø på. Just get the job done og en efterfølgende tanke er, at jeg i disse øjeblikke godt kunne tænke mig at være lidt mere en team player. Uden nogen strategi løfter jeg bare det materiel, jeg kommer i nærheden af og ret hurtigt er det kun de tunge ting, der står tilbage. Det er de tunge dunke, som jeg ikke ved, hvad vejer, men jeg finder en måde at få dem op på nakken og så deropad uden at tænke så meget.
Jeg ved ikke, om følgende er noget, jeg har bildt mig selv ind, men vi er flere der efterfølgende snakker om det:
Lastbilen rykker sig et par gange, når vi nærmer os. Og det er et ret fint mind-fuck.
Ved aftensamling bliver nr. 4 og nr. 10 bedt om at lægge sit nummer. Jeg tænker med det samme: Det kan ikke passe. Det kan simpelthen ikke passe. Jeg synes faktisk de begge har det, som der skal til og igen bliver jeg ramt af en lille uretfærdighedsfølelse. Det er hårdt at sige farvel til både Kasper og David – to så dejlige mennesker og som siden hen er blevet mine rigtig gode venner. Men efter et gruppekram ligger jeg det til side.
Da jeg senere rammer sengen, skriver jeg i min dagbog: “Nu er vi gang – fuck en fed dag”
Posted by 
Posted by