Korpset 5 – Ingen tvivl ingen tøven

Jeg har denne nat 2x vagter og sammen med Katrine. Om morgenen fra kl. 5-6, ser vi instruktørerne gå ind og vi kan regne ud, at der bliver en form for vækning. Hvad vi ikke får med er, at vi skal være klar på ét minut og de fleste af os ankommer for sent til pladsen den morgen. 

Vi bliver bedt om at fortælle, hvem vi har mest og mindst tillid til og med det samme går jeg lidt i småpanik i mit hoved. Jeg ved faktisk ikke, hvem jeg har mindst tillid til, da vi er et hold og gennem de sidste mange dage har vist, at vi har forskellige styrker. Dertil så vil jeg ikke såre nogen og jeg tager mig selv i at vælge Didde-Mie og efterfølgende tænke, at det faktisk ikke er hende, som jeg har mindst tillid til. Men det er hende, som bedst kan håndtere at blive valgt med den latterlige undskyldning om hendes unge alder. At jeg vælger DD, skammer jeg mig lidt over i løbet af dagen, men jeg tager en snak med hende omkring det. Dette valg viser sig dog senere hen at komme mig til gode (det lyder lidt forkert), da DD og jeg bliver parret i en del øvelser sammen. 

Vi skal lade os falde fra en bro i 22 meters højde, hvor en af vores kammerater skal bremse faldet ved hjælp af et rebsystem. 

• 

• 

• 

Jeg er egentlig ok med øvelsen, men flere i gruppen er nervøse. DD er utryg ved højder og Abdel udtrykker, at han har problemer med ryggen og er nervøs for den hårde opbremsning. 

Da Abdel springer ud, står jeg klar som den næste på broen og ser ikke hans fald. Jeg hører kun de andre gispe og jeg indser, der er noget galt. Jeg får ikke at vide, hvad der sker og da jeg spørger ind til, får jeg egentlig bare at vide, at jeg skal holde min mund. Så da jeg træder ud over rækværket, hopper mit hjerte et par gange hurtigere end normalt – hvad er der sket med Abdel og er han okay?

Øvelsen tricker os, da vi tror på, vi har det fulde ansvar for vores medaspiranter, men det er først bagefter vi får at vide, at der selvfølgelig er en topsikring på. 

I næste øvelse skal vi ud at løbe på bakker og øvelsen starter med at Instruktør Rune viser os runden rundt. Den er ikke længere end 600-800 meter, men den har en stejl bakke op og en stejl og teknisk bakke ned af. Theresa fortalte mig dagen før, at hvis vi skulle løbe mere, ville hun stoppe. Jeg troede faktisk ikke, hun ville gøre det og da jeg ser hende gå ned af bakken, vidste jeg hvad klokken havde slået. 

Jeg løber bagerst sammen med Mille og jeg ved, at hun tidligere har vrikket rundt på foden og jeg vil være ved hende for at støtte hende. Mille er mildest talt dårligt løbende og efterfølgende har vi drillet hende med at hun tølter afsted ligesom de der Tele Tubbies! Og det skal siges om Mille, at hun er lige så god til at lave grin med sig selv som hun er til at lave grin med os andre! 

Da vi har fået vist ruten, bliver vi samlet igen og denne gang er beskeden, at det ikke kan betale sig at komme sidst. Så selvom jeg starter bagerst på turen på grund af min position i den opstillet gruppe, så giver jeg den maksimal gas. Særligt på det sidste nedløb spænder jeg afsted og lykkedes mig at komme først, selvom jeg i øjeblikket troede at Didde-Mie var først. 

• 

• 

• 

Da alle er tilbage i formation, giver Instruktør Rune meldingen om, at alle skal løbe runden igen undtagen mig nr. 7. To modsatrettede tanker rammer mig lynhurtigt – den ene er rettet mod en stærkt uretfærdighedsfølelse, fordi jeg er nok den i gruppen, der er bedst løbende og mest kan holde til den her øvelser, men den anden tanke gør mig også lynhurtigt opmærksom på, at dette er et mind-game og jeg kan ikke gøre en dyt ved det. Det skal bare accepteres. 

Omgang på omgang ser jeg de andre blive sendt ud igen og igen, hvor Instruktør Rune typisk tager den hurtigste ud. Mine tanker går især på Mille og hendes fod, og især et styrt på nedadløbet gør, at jeg helt instinktivt sætter i løb på vej op til hende. Der går kun få skridt, før jeg ubemærket vender rundt og husker på de gange, vi er blevet irettesat for at ville hjælpe hinanden. 

Efter 4-5 omgange bliver vi parret sådan, at de langsomste bliver parret med hurtigste og jeg får Kristian som makker. Kristian er fuldstændig løbet tør for energi og jeg har faktisk svært ved at få øjenkontakt med ham. Han er gået ind i et auto-mode. 

Jeg kommer igen bagerst afsted, men spurter op til Kristian på det første flade stykke og tager fat i hans bælte på opadløbet. Kristian har siden fortalt, at han den dag i dag, stadig har mén efter verdens største olfert! 

Kristian og jeg får to ture sammen, inden instruktør Rune kører videre på Abdel. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han suser rundt på runden, men han gør det fisme og han bliver ved og ved og ved. 

Tilbage på basen bliver vi ramt af alle de tomme senge. Der virker helt tomt i salen. Dagen i dag er også den første dag, hvor vi får noget ordenligt at spise – nemlig noget ris og sammenkogsret. Jeg er helt lykkelig indvendig og da vi har fået en melding om et fast tidspunkt at stå an på, så ved vi, at vi har god tid til at spise og at maden ikke bliver taget fra os. Eller det ved vi i hvert fald med 90% sikkerhed!  

Da vi sent den eftermiddag bliver kørt ud til vandet igen og bedt om at stille op på molen, er jeg presset. Dette kunne sagtens være øvelsen, der fortsætter i det uendeligt indtil en melder fra og det er det, som jeg fortæller mig selv. Derfor er jeg også overrasket og lettet over, at der kun er få spørgsmål fra Instruktør Rune, som vi skal tage stilling til. 

Dag 5 er intensiv og jeg kan mærke, at jeg synes, det begynder at blive virkelig spændende i takt med at fysikken bliver skraldet af.