Korpset 6 – tid til at handle

Efter en vild nat med tre nattevagter – dvs tre gange 1 times vagt, hvor man bliver vækket 10 min før sin vagt af det forrige vagtteam og så afvikler vagten udenfor og går ind og vækker næste team – og dermed stort set ikke får noget sammenhængende søvn, var jeg ret spændt på, om jeg i løbet af dagen ville blive påvirket af den manglende søvn igennem de sidste mange dage. 

Første øvelse bliver vi kørt ud til et 70 m højt tårn og bliver bedt om at kigge op. Vi ser en sort lille mand, som selvfølgelig er en af instruktørerne, nærmest kaste sig ud over tårnet og rappeller ned på ægte ninja-agtigvis. 

Sommerfugle i maven spreder sig, men virkeligheden rammer brat, da Abdel vælger at smide sit nummer. Jeg havde ikke set den komme, selvom jeg godt ved, at min “sove-buddy” var fysisk presset, nede på søvn og mærket af frit fald-øvelsen, hvor han slår ryggen og ikke mindst får sig et kæmpe chok. 

Det er så mærkelig en situation, at når nogen melder fra eller bliver taget ud af kursus, at man ikke kan sige farvel, give krammere eller forsøge at trøste. Det er blot videre med øvelsen og det gælder om ikke at hænge fast i at en af mine yndlingsmennesker ikke skal være med os på resten af rejsen. Tanker som “Hvorfor så jeg den ikke komme”, “Jeg burde ha’ snakket mere med ham i morges” osv sniger sig ind fra højre, men jeg afviser dem og aftaler med mig selv at deale med det senere. 

Nu skal der fuld fokus på at komme op i tårnet og rappelle ned, men der er selvfølgelig en finte. 2/3-dele op af tårnet bliver vi ledt ud og skal kravle 17m op på ydersiden af muren ad en smal wire-stige. Den er ustabil, rystende og her gælder det virkelig om at få aktiveret hele core-muskulaturen. Det lyder måske let at kravle op ad en stige, men det er det bestemt ikke og højden giver også lidt kriller i mavsen! 

• 

• 

• 

Herefter bliver vi samlet på toppen, hvor vi bliver inddelt i tomandsgrupper og jeg skal sammen med Didde-Mie ud på en o-march, hvor vi skal finde poster. Vi får at vide, at vi bliver belønnet med mad alt efter, hvordan vi klarer den. Jeg går med det samme ind i konkurrence-mode og krøllen i denne opgave er, at vi skal tegne vores eget kort. Vi står på toppen af tårnet og kan se ud over hele landskabet og dertil har vi et rigtigt kort med posterne indtegnet på. 

Didde-Mie og jeg laver en plan snedig og vi sigter højt! Vi skal fisme have noget at spise! 

Jeg tager ret hurtigt teten på at tegne vores kort og føler mig hjemme i opgaven.

Vi får 30 minutter til at tegne kortet og det går lynhurtigt. Her glemmer vi alt om, at vi skal rappelle ned af tårnet!

Da jeg får seler og reb på, suser flere forskellige følelser gennem kroppen på mig, men mest af alt, er jeg enormt spændt! Der går lige 10m ned af tårnet, før jeg finder en rytme og det er lidt nervepirrende at føle, man selv styrer rebet og hastighed. Men hurtigt finder jeg ind i et godt flow og så er det bare på med det store smil og jeg er næsten helt ærgerligt over, at det slutter så hurtigt, som det gør! 

• 

• 

• 

Alle kommer godt ned og så står den på o-march. Jeg siger til Didde-Mie, at jeg gerne vil styre kortet og navigationen og vi starter faktisk med på en eller anden vis at kvaje os på den første post, som vi ikke finder.

Jeg har taget teten til at finde en af de poster, der ligger aller længst væk og jeg er 100% sikker på, at jeg ved, hvor den er. Vi har altså sat målet rigtig højt og går efter to poster, der hver giver 3 point. Da vi nærmer os den lille vindmølle, som jeg har tegnet ind på kortet, kan jeg huske, jeg bliver rigtig spændt. Det minder lidt om at nå et 10 km-punkt på et maraton og med tanken om: “Nu kan jeg tikke den af”. Men Didde-Mie og jeg kan ikke umiddelbart se posten, da vi når frem. Jeg bliver ramt af en ekstrem dårlig samvittighed og flovhed over at have taget styringen og ikke formået at finde posten. Vi går rundt og rundt og pludselig siger Didde-Mie: “Den er her!” og jeg bliver ovenud lykkelig.

Vi iler videre til den næste post, men har også lidt problemer med at finde den. Det er ret tricky, at navigere efter et kort, som vi selv har tegnet, for vi kan jo ikke huske eller forstå de detaljer, som vi ikke har fået med. “Kan vi stole på denne indtegnet vej”? Men efter at have gået over en vej, som jeg ikke havde tegnet ind på kortet, giver det pludselig mening for mig og vi finder post 8, som også giver 3 point! 

Vi bliver enige om, at gå tilbage mod tårnet, hvor planen er at tage 2 poster mere af dem til et point, men vi når kun én post mere, før vi vender snuden sikkert tilbage mod tårnet i god tid. 

Didde-Mie og jeg har en rigtig god tur og hun er simpelthen bare et dejligt menneske. Hun er rolig, hviler i sig selv og har det mest imponerende drive og et unikt opmuntrende gen. Vi var gode sammen og havde høj stemning hele vejen. Tak for det DD! 

Alle kommer godt tilbage og de to andre hold har samlet poster for 5 point, mens DD og jeg har samlet for 7 point. Alle aspiranter får en dåse tun, en energibar fra Rawbite hvor hold Charlie (os) får en dåse cola hver samt en HEL POSE P-TÆRTER!!! 

Vi sidder i bussen og nyder alle lækkerierne. DD og jeg deler posen med p-tærter og jeg lægger i al hemmelighed energibaren fra Rawbite i lommen. Det vender jeg tilbage til…

Maden giver med det samme energi og også et hak op i gruppens samlede humør. I lastbilen får vi også vendt Abdel og i vores tanker sendt ham godt afsted, men da jeg kommer tilbage på kasernen, rammer det mig alligevel at min buddy ikke ligger ved siden af mig mere. 

Mine vabler begynder at blive et større og større problem og støvlerne har på begge fødder hakket sig et godt stykke ind i min hud. Det gør ondt og jeg bliver mindet om det ved hvert eneste skridt i støvlerne. Jeg sørger for at rense vablerne, lægge “broen” som tidligere nævnt rundt om hullet og så tensoplast udenom. 

Ud af det blå kommer en instruktør ind med oceaner af havregryn og vi sætter os med det samme til at spise med fråde om munden. Vi slubrer i os, selvom vi lige har fået mad og jeg tror ikke, der er nogen af os, som tænker over, hvorfor vi pludselig får mad. 

Kort tid efter festmåltiden bliver vi bedt om at stå klar med tandbeskyttere og så ved vi alle, hvad klokken er slået: Vi skal bokse. 

På fulde maver står vi klar i det åbne græs og skal bokse mod hinanden. Det er en syret oplevelse af se Mille og Didde-Mie gå til den og også Katrine og Kristian. Jeg bliver klar over, at Nicolas og jeg står tilbage og tænker dermed, at det er os to, som skal bokse mod hinanden. Det har jeg det faktisk fint med og mine over 20 år i Kolding Bokseklub mixet med hans mangeårige karriere som MMA-fighter, skal nok blive godt. Vi ved begge, hvordan vi passer på os selv og passer på hinanden. Men igen bliver der lige lavet et twist og kampen bliver to mod en! 

Mille og jeg skal sammen bokse mod Nr. 2 og han må ikke slå igen. Jeg tænker ikke over, hvad jeg synes om den konstellation – jeg gør det bare. Og jeg går all in. Jeg slår alt, hvad jeg har lært og selvom der ikke bliver slået igen, så er det sindsygt hårdt og udmattende. Havregrynene ligger helt oppe i halsen og trætheden melder sig langt hurtigere end normalt. 

Instruktør Max stopper kampen og jeg sætter mig på hug for at få et hvil, men mit navn bliver kaldt op igen. Denne gang skal jeg bokse mod Kristian, og faktum er bare, at jeg er så træt at jeg ikke kan styre hverken mine parader eller slag! 

Tilbage på basen er der ikke lang tid til at hvile sig i, før vi skal stå klar ude på græsplanen. Der er to hunde og de er aggressive. En instruktør spæner hen over græsplanen og ca. 50 meter inde bliver hunden sluppet løs. På venstre arm har instruktøren et stort ærme og det er også her, at hunden bider sig fast og vælter den tunge mand. Det er voldsomt og vi får at vide, at for alt i verden skal blive liggende, mens hunden har fat i armen på os. 

Det er en vild øvelse, men den har ikke fundet sin vej til skærmen. Jeg spurter ud af græsplænen alt hvad, jeg kan og jeg vælter flere omgange, da hunden voldsomt trækker mig ned i græsset. 

Efterfølgende skal vi stille klar til rummet ved siden af sovesalen med pandelampe på. Vi ved igen ikke, hvad vi skal, men hundene er i hvert fald stadig til stede og de gør højlydt. Vi bliver hevet ud en efter en, og vi kan høre, vi skal igennem en masse opslidende øvelser i gården. Da det bliver min tur, står Instruktør Max klar og råber instrukser til mig: “Spurt hen og rund masten”, “10 armstræk”, “10 englehop” “hurtigere, hurtigere, hurtigere!”. Min puls er helt oppe at ringe og instruktør Carl står klar til at overtage. Han tager fat i nakkekraven på mig og nærmest løfter mig fra jorden og løber hen over gårdspladsen til Instruktør Rune. Det foregår i så højt fart, at der ikke er tid til at tænkte. 

Instruktør Rune giver mig få, men præcise instrukser: 

“Vi har en gidselsituation. Her er dit våben. Du må kun skyde hvis dit eget liv er i fare eller hvis gidslets liv er i fare. Du skal finde gidslet. Gidslet ser sådan her ud” og så ser vi et billede af gidslet, som har en rød kasket på. 

Og herfra bliver tempoet skruet endnu et hak op. Instruktøren har fat i mig og fører mig rundt, skubber og presser på, mens han råber og råber. Det er så intens, at der ikke er tid til at reflektere – du skal bare handle og reagere på dine instinkter. 

På mærkværdig vis føler jeg det helt naturligt at have våbnet med og da jeg får hældt en spand vand i hovedet, trykker jeg instinktivt på aftrækkeren. Videre. Jeg afsøger rum, leder efter gidslet og sparker døre ind, indtil jeg kommer ind i et rum med tre mænd, der står på en række. Jeg går hen til mand nr 1 og kigger på hans ansigt. Det er ikke ham. Jeg kigger på nr. 2, som har en rød kasket på, men det er heller ikke ham. Jeg tager fat i nr. 3 og vil hive ham med ud, da instruktøren stopper øvelsen. Vi evaluerer efterfølgende og jeg tager mig selv i at synes, det var noget af det fedeste! Sikke et adrenalinsus! 

Til aftensamling får vi et chok: Ikke alle kan fortsætte på kursus. Og det er nr. 12, der skal aflevere sit nummer. Den havde jeg ikke set komme, selvom Kristian til tider har været presset fysisk og mentalt, men jeg synes, han i løbet af dagen havde rejst sig. 

Igen er det faktisk ret hårdt ikke at kunne give 12 en krammer. Han kæmpede r…. ud af bukserne og det har været inspirerende at være på sidelinjen til at se ham kæmpe sig igennem. Kristian gav den alt hvad han kunne og det har jeg stor respekt for.