Måned: oktober 2022
At skabe et af Danmarks største halvmaratons
Løbsarrangør, ekstremløber og virksomhedsejer Kristina Schou Madsen har en vild mission: ”Jeg vil gøre Kolding til Danmarks nye løbshovedstad og vi derfor har jeg skabt Kolding Half.
Vi skal have 5000 deltagere første år og i 2027 skal vi indtage pladsen som et af Danmarks største halvmaratons i gruppen sammen med Copenhagen Half og Aarhus City Halvmaraton.
Kolding Half skal være byens løb og promovere Kolding som den dejlige by, den er. Jeg er virkelig overvældet over opbakningen indtil videre fra såvel politikere til erhvervslivet og fra deltagerne. Det viser, at vi står sammen som by og at vi er sammen om at skabe Kolding Half.”
Udover selve motionsløbet, som indeholder distancer på 1 mile, 5 km og halvmaraton, byder Kolding Half også på et streetfoodområde i samarbejde med den tidligere Tobbers-ejer, Torben Lund, som nu bruger sine kræfter ved 27B. Dertil står Godset klar med musik og gang i gaden, når de byder på live-musik og koncerter d. 14. maj, hvor Kolding Half afvikles.
Kristina fortæller, at der også bliver skabt et stort børneområde med Bilka i spidsen, hvor der både vil være hoppeborg og bamsen Billy vil dele godter ud til de mindste. FP Transport vil ligeledes stille en lastbil til rådighed, så børnene kan komme op og sidde og kigge sig omkring inden i.
“Netop FP Transport spiller en stor rolle i Kolding Half”, fortæller arrangøren: “Det er så stort, at FP Transport stiller 10-15 lastbiler til rådighed, som skal deltage i afspærringsarbejdet til løbet. Det betyder, at vi lynhurtigt kan lukke op for trafikken igen og at vi generelt er super mobile.
Koldings erhvervsliv har slået mig omkuld i forhold til deres opbakning. Jeg oplever, at dem som vi snakker med er positive og allerede nu har vi et stærkt sponsor- og samarbejdsteam. Easyfood – Danish Bakery har i mange år bakket op om min vision om at gøre Kolding til en løbeby og både støttet mig som atlet og mine andre motionsløb. Og de er også med som hovedsponsor til Kolding Half og kommer bl.a. til at bidrage med 5000 kager.”
Kristina har haft stor fokus på at iværksætte lokale aktører, men har også bragt danske Newline ind som en stor samarbejdspartner, hvor løbets t-shirt vil være fra deres kollektion. “Det er professionelle designere, som har skabt årets t-shirt og det bliver ikke en, som er plastret til med sponsorer og det ved jeg, betyder noget for at deltagerne efterfølgende har lyst til at bruge trøjen.
Et andet eksempel på, at vi til Kolding Half står sammen som by er, at Kolding Storcenter har budt sig på banen som samarbejdspartner og sponsor. Jeg er vild med, at selvom vi starter og slutter i Kolding midtby, så kan Kolding Storcenter alligevel se sig selv som en del af eventet.” Kolding Storcenter kommer til at arrangere et pastaparty op til Kolding Half og dertil bliver det muligt at hente sit startnummer i Sportmaster i centeret i ugen op til.
Vi har start- og målområde på Kolding Havn, som udover at sponsorere præmiepenge på 10.000 kr. til den hurtigste løber, 5000 kr. til andenpladsen og 3000 kr. til tredjepladsen, så åbner Kolding Havn op for hele deres område og det vil være muligt at løbe og som publikum kigge ind bag den ellers faste terrorsikring.
Den sidste partner, som jeg vil nævne er selvfølgelig Kolding Kommune. De bakker op på alle fronter og hjælper med alt fra rådgivning til synlighed og afvikling, og de er godt klar over den enorm gode brandingværdi Kolding Half vil have for byen”
Kristina Schou Madsen udtaler slutteligt, at hun glæder sig som et lille barn til at afvikle Kolding Half d. 14. maj 2023 med 5000 deltagere og et aktivt erhvervsliv og til at hjælpe sig med at skaffe de mange deltagere, har hun startet samarbejde med koldingvirksomheden Nordic Media. De vil stå for online strategien og det grafiske udtryk til den kommende store motionsløb.
Kolding Half
Korpset 7 – Op på hesten
Så vidt jeg husker, har vi ikke flere nattevagter, da vi simpelthen er for få til at dække dem.
Vi er 5 tilbage: Mille, Didde-Mie, Nicolas, Katrine og jeg.
Jeg vågner med et sæt, da alarmen går og der er høje smæld over det hele. “Hvad sker der?!”
Instruktørerne står pludselig inde i vores sovesal og råber af os, og så er det bare med at få pakket sine ting og søge hen til vores hemmelige tilflugtssted i den nærliggende skov.
Vi har tidligere på ugen øvet, hvor vores mødested er, hvad vores kodeord er og hvordan, vi skal agere, når vi ankommer.
Alt kører på instinkt og det er en hæsblæsende måde at vågne på, hvor adrenalinet pumper derudaf.
Det er mørkt, tidligt og efter øvelsen bliver vi læsset på lastbilen og bum godmorgen til dag 7!
Da vi træder ud af lastbilen, sker det, som ikke må ske. Didde-Mie sidder fast i garnet på bagenden af lastbilen og hun lander på ryggen og hovedet. Der er ingen tvivl om, hun slår sig og jeg er mega bekymret.
Hun kan ikke bære sin rygsæk og jeg kan huske, jeg sammen med Nicolas lægger en plan for, hvordan vi skal skiftes til at bære hendes rygsæk gennem den kommende øvelse, så hun kan komme godt igennem dagen.
Men inden vi får snakket færdigt, vælger Didde-Mie at tage sit armbind af. Og det er nok, det exit som jeg tænker går i kategorien som værende allermest uretfærdigt, uheldigt og ufortjent. Det er bare brandærgerligt.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun ville have gået hele vejen, hvis ikke hun havde slået ryggen. Men samtidig er jeg også stolt og inspireret af, at DD værner om sin krop og tænker på den sprudlende karriere, hun har foran sig som professionel danser.
Vi skal videre uden Didde-Mie
Kære DD – jeg har skrevet det før, men gør det igen: Du er et meget rart, empatisk, roligt og reflekterende menneske. Din unge alder gjorde, at jeg muligvis havde en fordom om, at en potentiel manglende livserfaring ville gøre, at vi nok ikke havde så meget tilfælles. Måske jeg tænkte, vi ikke kune dele værdier og generel opfattelse af livet, men der tog jeg så gruelig fejl. Tak for dig og det er så dejligt at følge dit danseri på Instagram (jeg tagger hende skisme lige, så I alle kan se hvilke crazy danse-moves den kvinde har i sig!)
Det er et chok for os alle, at vi nu skal undvære DD og jeg kan med det samme mærke, at stemningen falder. Vi samles i en cirkel og for en kort stund slippes følelserne løs i gruppen, men det rationelle tager ret hurtigt over i mig og den stoicistiske vinkel om, at jeg ikke skal lade ting uden for min kontrolsfære tage energi fra mig, og jeg tuner ret hurtigt ind mod på opgaven igen.
Vi fortsætter den givne opgave, som består af følgende:
Vi skal efter 1700m mødes med en agent, der blinker med en lygte. Han vil give os yderligere instrukser.
Jeg ligger mig i front og vi aftaler, at alle tæller skridt og melder højt, når vi rammer 1700 m. Det er ligeledes en teknik, vi tidligere på kursus har tillært os og den er guld værd i forhold til at skulle bevæge sig 1700m frem uden GPS-ur eller andet form for måleapparat.
Vi finder agenten uden problemer og modtager instrukser:
- Fremhold kort.
- Vi er her – I bliver sat af heroppe
- Piloten er i dette område og søg herned.
- Der er pickup.
- 12.55-13.05 hverken før eller efter. Der skal I være der – hverken før eller efter.
- Der er fjender deroppe.
- Bevæg jer som I har lært.
Vi får en båre med og i bilen beder Nicolas om at få lov til at tage lederskabet på denne her. Det har jeg det fint med – faktisk er jeg lidt lettet, da jeg stadig ikke føler mig helt hjemme med kort og kompas og det kan efterfølgende irritere mig, at jeg undlader at tage ansvar i discipliner, hvor jeg ikke har 100% kontrol. Jeg tror faktisk godt, jeg kunne have ført det kort, men omvendt er det jo også okay at acceptere at en anden gerne vil. Men jeg kunne i det mindste have budt ind.
Vi vælger ikke at gå den lige vej mod piloten, da vi ved, der er fjender (Hunter Force) i området, som kan tage os til fange.
Nicolas taber kortet
Men vi bevæger os langsomt gennem terrænet og pludselig spotter vi Hunter Force og må afvige fra ruten og søge skjul. Da vi undslipper fjenden og er kommet et godt stykke ind i skoven, opdager Nicolas, at han har tabt kortet. Shit manner! I et splitsekund tager jeg min taske af, og siger, at jeg løber tilbage og eftersøger kortet. Jeg spurter alt hvad jeg har lært, men Hunter Force er stadig i området og jeg må nærmest kaste mig i skjul, da jeg runder et hjørne.
Der er et eller andet inde i mig, der kan fornemme, hvor kortet er blevet tabt. Jeg kravler i krat og forsøger at gøre mig så usynlig som muligt og finder ganske rigtig kortet ligge ved en lille vandpassage. Jeg samler det op og spurter tilbage til gruppen og så skal vi bare videre. Denne seance er ikke med på TV, og jeg tænker, det er fordi, at kameramanden kun kan følge med mig i kort tid, inden han må slippe mig (han løber trods alt med et tungt kamera på skulderen).
Det regner og blæser, og navigationen er svær med Hunter Force i nærheden. Mille og jeg tager stille og roligt over på kortet, hvor Nicolas i stedet overtager båren.
Jeg tror, vi har været på farten i 4-5 timer, da gruppen af fjender pludselig kører op på siden af os meget tæt på, og på et splitsekund står de nærmest foran os med gøende hunde og geværer.
Taget til fange af Hunter Force
Vi bliver fanget – fødder og hænder stripset til, vi får hætte over hovedet og bliver lagt på maven ned mod den kolde jord. Vi ligger i hvert fald her i 30 minutter og jeg begynder langsomt at ryste at kulde. Jeg kan ikke fornemme, hvor de andre er og jeg begynder at overveje, om jeg mon er den sidste, der ligger tilbage på jorden?
Er Hunter Force kørt væk med de andre? Skal vi forhøres nu hver for sig?
Jeg begynder at brygge en historie inde i hovedet, som jeg gentager for mig selv. Det er en dækhistorie om, at vi er fire venner på tur, der træner til at overleve på en øde ø. Vi har fundet hinanden online og derfor kender jeg kun deres navne ikke andet om deres historier. Jeg ved ikke, hvorfor jeg iværksætter denne plan i mit hoved – for jeg aner jo ikke, hvad der skal ske. Men i det mindste, ville jeg være forberedt på dette scenarie.
Da jeg endelig bliver hevet op fra jorden og nærmest løftet ind i et køretøj, kan jeg fornemme, at de andre også sidder derinde. Vores hænder finder vej til hinandens knæ og lår og på den måde får vi skabt en tryghed i bilen, selvom vi stadig ikke ved, hvad der skal ske.
Da vi stopper bliver vi en efter en ført ind i et lokale og jeg tænker, nu sker der. Nu skal vi enten forhøres eller sidde i forskellige torturstillinger i de næste mange kommende timer. Jeg prøver på mærkværdigvis at gejle mig selv op. Jeg har med stor interesse fulgt de sidste mange sæsoner af Korpset, hvor aspiranterne skal stå gennem flere timer i ubehagelige positioner samtidig med white noise og lukket inde i små kasser. Det var faktisk et scenarie, som jeg havde set frem til, fordi jeg aldrig har prøvet noget lignende før. Hvordan vil jeg reagere?
Vil jeg være en af dem, hvor babygråd vil knække mig? Vil jeg være i stand til at slå hjernen fra og beholde en rationel tankeførelse efter flere timer i samme sidepositition?
Da vi får hætten af rammer det mig derfor med en form for både skuffelse og lettelse, at vi blot er tilbage på kasernen og øvelsen er slut.
Vi modtager en god og fyldestgørende debriefing fra instruktør Max og jeg mener, jeg kan huske, at vi får en beredsskabtid på en time eller måske lidt mere. Det betyder, at når en instruktør kommer ind, kan han tidligst bede os om at være os klar med en times varsel.
Min frygt – individuel orienteringsmarch
Næste øvelse er en individuel orienteringsmarch med kort og kompas. Vi skal testes i evnen til at navigere og jeg tænker, det er nu, slaget skal stå. Hvis ikke jeg kan finde ud af at navigere, skal jeg måske forlade kursus. Det er alt eller intet nu og jeg går dybt ind i mig selv. Vi bliver sendt afsted med 5 minutters mellemrum og jeg som nummer tre før Mille. Jeg er flyvende og finder alle poster uden problemer ved hjælp af kort og kompas samt almindelig læsning af kortet med de få anførte stier. Jeg overhaler ret hurtigt Katrine og lige før den sidste post overhaler jeg også Nicolas. Det giver et ret fedt sus i maven, men få hundrede meter før kasernen vil jeg slå en genvej (jeg er stadig frustreret over det sats den dag i dag!) og min stædighed gør, at der går lang tid, før jeg vender rundt. Men jeg finder tilbage til den store sikre sti, der fører mig direkte tilbage til kasernen. Jeg kommer ind få minutter efter Nicolas og jeg kan stadig huske hans undrende blik og spørgsmål: “Hvor fa’en har du været?!”)
Det er så dejligt, at vi alle finder alle poster og når det inden for tidsgrænsen.
Efter øvelsen bliver jeg hentet til forhør som den sidste af aspiranterne.
Forhøret og min historie
Inden deltagelse i Korpset har vi sendt en soldaterbog ind, hvor vi skal beskrive vores liv med opvækst, svære perioder og baggrunden for at deltage i Korpset. Denne tekst har instruktørerne læst og det er også tydeligt at mærke, at de graver efter et eller andet i mit forhør.
Efter at have fortalt om min søgning mod både den fysiske og mentale grænse, overgiver jeg mig. Jeg ved godt, hvad de vil have, jeg åbner mig op.
Jeg fortæller om min opvækst og hvordan jeg har søgt ind i sportens verden. Jeg ved, min barndom ikke har været som de flestes og kan virke overvældende at høre om.
At vokse op med en depressiv – og senere hen bipolar – mor, at miste sin far som 11-årig i et biluheld med høje promiller involveret og herefter komme tæt på en alkoholiseret og voldelig stedfar, har været præmissen for min opvækst.
Det er ikke noget, som jeg i mit voksenliv har skjult, men jeg har altid ville undgå at træde ind i en offerrolle. Og så har jeg holdt inde med min historie, fordi en stor del af den også er mine søstres historie. Og de skal have lov til selv at træffe deres valg om, hvad de har lyst til eller behov for at fortælle. Det kræver en vis modenhed og alder, og det har jeg respekteret og haft den største forståelse for.
Min stedfar bliver med tiden mere og mere voldelig, alkoholiseret og kriminel, og i dag afsoner han en lang dom i fængsel, hvor min mor kæmper med en uforudsigelig og uhelbredelig psykisk lidelse med op- og nedture. Det er præmisserne for mine søstres opvækst og som jeg fortæller i interviewet i Korpset, har jeg aldrig været i tvivl om, at de skulle være hos mig. For det er her, de har det bedst.
Matilde er i dag 22 år, læser på universitet og er et dejligt menneske. Laura er 17 år gammel, går på HF og har et livsbekræftende glimt i øjet.
Og de har været med hele vejen i processen om at deltage i Korpset og at jeg har åbnet op for min historie.
Der er så mange historier og situationer fra min barndom, som giver mening at dele. Og min deltagelse i Korpset har været med til, at jeg nu har taget de første skridt. Tænk sig hvis der sidder et menneske derude, der oplever eller har oplevet nogle af de samme ting, og jeg kan være den, der kan dreje pilen i den rigtige retning? Hvis jeg bare kan være med til at bryde ét tabu eller give ét menneske håb eller inspiration i en svær tid, så vil det være det hele værd.
“Du har et kæmpe drive” siger instruktør Rune i slutningen af forhøret, og jeg bliver med det samme ramt af en stolthed. Og jeg kan godt give mig selv det skulderklap og være bevidst om, at det liv jeg lever i dag – som virksomhedejer af KriXrun, som professionel løber og som søster med et forældreansvar – har jeg selv skabt på baggrund af de valg, jeg har truffet. Jeg når de mål, jeg sætter mig. Og jeg er stolt over, at jeg har hjulpet og hjælper mine to søstre på rette vej i livet og viser, at alt kan lade sig gøre, hvis man vil arbejde for det.
Jeg plejer at siger, at jeg både løber fra noget; Jeg løber med noget; Og jeg løber mod noget. Jeg har flygtet fra virkeligheden og det er nok meget naturligt at gøre som barn og ung i min situation. Jeg løber også stadig fra noget en gang i mellem, men jeg vender altid tilbage og dealer med det. Og det er løb, der gør mig i stand til det.
I den kommende uge kan du læse forskellige interviews i forskellige medier, som går et spadestik dybere.
Jeg brækker hånden
Næste øvelse skal vi stå klar med pandelampe og som gruppe navigere med en tung dukke på slæb på en båre. Til mit og gruppens forsvar vejer dukken med garanti langt mere end 60 kg – det var der slet ingen tvivl om og det er også ved denne øvelse at uheldet virkelig er ude!
Vi er ikke langt fra basen, da vi får overbalance og båren med fede “Hans-Henning”, som vi kalder dukken, lander ovenpå min hånd. Det gør niller-naller og efterfølgende tager jeg mig selv i nærmest ikke at kunne bære med den hånd. Jeg indser at mit bidrag til gruppens arbejde bliver svagere og svagere og jeg bliver ramt af en vild skyldfølelse, der går lige i hjertet på mig. Jeg føler at jeg svigter gruppen ved ikke at kunne løfte.
Jeg overvejer ikke et sekund at opsøge lægen og overvejer faktisk slet ikke muligheden for, at hånden er kommet slem til skade. Men det viser sig efterfølgende, at den er brækket.
“Jeg kan ikke med det her greb” kan man høre mig sige på TV, men ellers brokker jeg mig vist ikke så meget. Men jeg er faktisk ret hård ved mig selv og jeg kan huske, jeg er skuffet over mig selv i forhold til, at jeg ikke kan bide smerten i mig. På dette tidspunkt tænker jeg, at vi alle har ondt et eller andet sted og det irriterer mig, at det er mig, som skal ændre gruppens måde at arbejde på for at tage hensyn til… ja mig.
Efterfølgende kan jeg jo godt se, at det ville være mærkeligt andet, hvis jeg ikke kunne blive distraheret af en brækket hånd. Men jeg kører videre og på en eller anden måde, er det lidt som vablerne – hånden skal lige varmes op og så vender man sig til smerten og den bliver ligesom en integreret del af opgaven.
Vi forsøger alt muligt med dukken, men det går ikke. Og da vi indser, at vi er gået i ring, er gode råd dyre.
Når jeg ser programmet, er jeg faktisk imponeret over, hvor gode vi er til at bevare positiviteten blandt os og hvor gode vi er til at kommunikere med hinanden.
Instruktør Rune møder os på vej tilbage efter vi ikke har fundet en eneste post og han giver os et valg om at slæbe dukken uden rygsæk med ud eller blot have rygsækken på og finde posterne. Jeg siger ret hurtigt, at det selvfølgelig er uden dukken! Vi har 57 minutter og jeg ved, det er en umulig opgave. Vi finder den første post, men vender om på et tidspunkt til basen.
Vi kommer tilbage og får en ny opgave – vi skal ud på turen igen og vi bliver bedt om at estimere vores forventede sluttid.
Vi løber afsted efter post Alfa. Det foregår i et højt tempo – vi er alle dybt fokuserede og løser opgaven. Vi har været i gang i mange timer nu og det er en lettelse at få en pause.
Til aftensamling er jeg indstillet på at køre natten igennem, nu hvor vi bevæger os ind i det sidste døgn og da Instruktørerne sender os retur med følgende ord, er jeg klar på hvad som helst: “Det her kursus er langt fra ovre!”
Korpset 6 – tid til at handle
Efter en vild nat med tre nattevagter – dvs tre gange 1 times vagt, hvor man bliver vækket 10 min før sin vagt af det forrige vagtteam og så afvikler vagten udenfor og går ind og vækker næste team – og dermed stort set ikke får noget sammenhængende søvn, var jeg ret spændt på, om jeg i løbet af dagen ville blive påvirket af den manglende søvn igennem de sidste mange dage.
Første øvelse bliver vi kørt ud til et 70 m højt tårn og bliver bedt om at kigge op. Vi ser en sort lille mand, som selvfølgelig er en af instruktørerne, nærmest kaste sig ud over tårnet og rappeller ned på ægte ninja-agtigvis.
Sommerfugle i maven spreder sig, men virkeligheden rammer brat, da Abdel vælger at smide sit nummer. Jeg havde ikke set den komme, selvom jeg godt ved, at min “sove-buddy” var fysisk presset, nede på søvn og mærket af frit fald-øvelsen, hvor han slår ryggen og ikke mindst får sig et kæmpe chok.
Det er så mærkelig en situation, at når nogen melder fra eller bliver taget ud af kursus, at man ikke kan sige farvel, give krammere eller forsøge at trøste. Det er blot videre med øvelsen og det gælder om ikke at hænge fast i at en af mine yndlingsmennesker ikke skal være med os på resten af rejsen. Tanker som “Hvorfor så jeg den ikke komme”, “Jeg burde ha’ snakket mere med ham i morges” osv sniger sig ind fra højre, men jeg afviser dem og aftaler med mig selv at deale med det senere.
Nu skal der fuld fokus på at komme op i tårnet og rappelle ned, men der er selvfølgelig en finte. 2/3-dele op af tårnet bliver vi ledt ud og skal kravle 17m op på ydersiden af muren ad en smal wire-stige. Den er ustabil, rystende og her gælder det virkelig om at få aktiveret hele core-muskulaturen. Det lyder måske let at kravle op ad en stige, men det er det bestemt ikke og højden giver også lidt kriller i mavsen!
Herefter bliver vi samlet på toppen, hvor vi bliver inddelt i tomandsgrupper og jeg skal sammen med Didde-Mie ud på en o-march, hvor vi skal finde poster. Vi får at vide, at vi bliver belønnet med mad alt efter, hvordan vi klarer den. Jeg går med det samme ind i konkurrence-mode og krøllen i denne opgave er, at vi skal tegne vores eget kort. Vi står på toppen af tårnet og kan se ud over hele landskabet og dertil har vi et rigtigt kort med posterne indtegnet på.
Didde-Mie og jeg laver en plan snedig og vi sigter højt! Vi skal fisme have noget at spise!
Jeg tager ret hurtigt teten på at tegne vores kort og føler mig hjemme i opgaven.
Vi får 30 minutter til at tegne kortet og det går lynhurtigt. Her glemmer vi alt om, at vi skal rappelle ned af tårnet!
Da jeg får seler og reb på, suser flere forskellige følelser gennem kroppen på mig, men mest af alt, er jeg enormt spændt! Der går lige 10m ned af tårnet, før jeg finder en rytme og det er lidt nervepirrende at føle, man selv styrer rebet og hastighed. Men hurtigt finder jeg ind i et godt flow og så er det bare på med det store smil og jeg er næsten helt ærgerligt over, at det slutter så hurtigt, som det gør!
Alle kommer godt ned og så står den på o-march. Jeg siger til Didde-Mie, at jeg gerne vil styre kortet og navigationen og vi starter faktisk med på en eller anden vis at kvaje os på den første post, som vi ikke finder.
Jeg har taget teten til at finde en af de poster, der ligger aller længst væk og jeg er 100% sikker på, at jeg ved, hvor den er. Vi har altså sat målet rigtig højt og går efter to poster, der hver giver 3 point. Da vi nærmer os den lille vindmølle, som jeg har tegnet ind på kortet, kan jeg huske, jeg bliver rigtig spændt. Det minder lidt om at nå et 10 km-punkt på et maraton og med tanken om: “Nu kan jeg tikke den af”. Men Didde-Mie og jeg kan ikke umiddelbart se posten, da vi når frem. Jeg bliver ramt af en ekstrem dårlig samvittighed og flovhed over at have taget styringen og ikke formået at finde posten. Vi går rundt og rundt og pludselig siger Didde-Mie: “Den er her!” og jeg bliver ovenud lykkelig.
Vi iler videre til den næste post, men har også lidt problemer med at finde den. Det er ret tricky, at navigere efter et kort, som vi selv har tegnet, for vi kan jo ikke huske eller forstå de detaljer, som vi ikke har fået med. “Kan vi stole på denne indtegnet vej”? Men efter at have gået over en vej, som jeg ikke havde tegnet ind på kortet, giver det pludselig mening for mig og vi finder post 8, som også giver 3 point!
Vi bliver enige om, at gå tilbage mod tårnet, hvor planen er at tage 2 poster mere af dem til et point, men vi når kun én post mere, før vi vender snuden sikkert tilbage mod tårnet i god tid.
Didde-Mie og jeg har en rigtig god tur og hun er simpelthen bare et dejligt menneske. Hun er rolig, hviler i sig selv og har det mest imponerende drive og et unikt opmuntrende gen. Vi var gode sammen og havde høj stemning hele vejen. Tak for det DD!
Alle kommer godt tilbage og de to andre hold har samlet poster for 5 point, mens DD og jeg har samlet for 7 point. Alle aspiranter får en dåse tun, en energibar fra Rawbite hvor hold Charlie (os) får en dåse cola hver samt en HEL POSE P-TÆRTER!!!
Vi sidder i bussen og nyder alle lækkerierne. DD og jeg deler posen med p-tærter og jeg lægger i al hemmelighed energibaren fra Rawbite i lommen. Det vender jeg tilbage til…
Maden giver med det samme energi og også et hak op i gruppens samlede humør. I lastbilen får vi også vendt Abdel og i vores tanker sendt ham godt afsted, men da jeg kommer tilbage på kasernen, rammer det mig alligevel at min buddy ikke ligger ved siden af mig mere.
Mine vabler begynder at blive et større og større problem og støvlerne har på begge fødder hakket sig et godt stykke ind i min hud. Det gør ondt og jeg bliver mindet om det ved hvert eneste skridt i støvlerne. Jeg sørger for at rense vablerne, lægge “broen” som tidligere nævnt rundt om hullet og så tensoplast udenom.
Ud af det blå kommer en instruktør ind med oceaner af havregryn og vi sætter os med det samme til at spise med fråde om munden. Vi slubrer i os, selvom vi lige har fået mad og jeg tror ikke, der er nogen af os, som tænker over, hvorfor vi pludselig får mad.
Kort tid efter festmåltiden bliver vi bedt om at stå klar med tandbeskyttere og så ved vi alle, hvad klokken er slået: Vi skal bokse.
På fulde maver står vi klar i det åbne græs og skal bokse mod hinanden. Det er en syret oplevelse af se Mille og Didde-Mie gå til den og også Katrine og Kristian. Jeg bliver klar over, at Nicolas og jeg står tilbage og tænker dermed, at det er os to, som skal bokse mod hinanden. Det har jeg det faktisk fint med og mine over 20 år i Kolding Bokseklub mixet med hans mangeårige karriere som MMA-fighter, skal nok blive godt. Vi ved begge, hvordan vi passer på os selv og passer på hinanden. Men igen bliver der lige lavet et twist og kampen bliver to mod en!
Mille og jeg skal sammen bokse mod Nr. 2 og han må ikke slå igen. Jeg tænker ikke over, hvad jeg synes om den konstellation – jeg gør det bare. Og jeg går all in. Jeg slår alt, hvad jeg har lært og selvom der ikke bliver slået igen, så er det sindsygt hårdt og udmattende. Havregrynene ligger helt oppe i halsen og trætheden melder sig langt hurtigere end normalt.
Instruktør Max stopper kampen og jeg sætter mig på hug for at få et hvil, men mit navn bliver kaldt op igen. Denne gang skal jeg bokse mod Kristian, og faktum er bare, at jeg er så træt at jeg ikke kan styre hverken mine parader eller slag!
Tilbage på basen er der ikke lang tid til at hvile sig i, før vi skal stå klar ude på græsplanen. Der er to hunde og de er aggressive. En instruktør spæner hen over græsplanen og ca. 50 meter inde bliver hunden sluppet løs. På venstre arm har instruktøren et stort ærme og det er også her, at hunden bider sig fast og vælter den tunge mand. Det er voldsomt og vi får at vide, at for alt i verden skal blive liggende, mens hunden har fat i armen på os.
Det er en vild øvelse, men den har ikke fundet sin vej til skærmen. Jeg spurter ud af græsplænen alt hvad, jeg kan og jeg vælter flere omgange, da hunden voldsomt trækker mig ned i græsset.
Efterfølgende skal vi stille klar til rummet ved siden af sovesalen med pandelampe på. Vi ved igen ikke, hvad vi skal, men hundene er i hvert fald stadig til stede og de gør højlydt. Vi bliver hevet ud en efter en, og vi kan høre, vi skal igennem en masse opslidende øvelser i gården. Da det bliver min tur, står Instruktør Max klar og råber instrukser til mig: “Spurt hen og rund masten”, “10 armstræk”, “10 englehop” “hurtigere, hurtigere, hurtigere!”. Min puls er helt oppe at ringe og instruktør Carl står klar til at overtage. Han tager fat i nakkekraven på mig og nærmest løfter mig fra jorden og løber hen over gårdspladsen til Instruktør Rune. Det foregår i så højt fart, at der ikke er tid til at tænkte.
Instruktør Rune giver mig få, men præcise instrukser:
“Vi har en gidselsituation. Her er dit våben. Du må kun skyde hvis dit eget liv er i fare eller hvis gidslets liv er i fare. Du skal finde gidslet. Gidslet ser sådan her ud” og så ser vi et billede af gidslet, som har en rød kasket på.
Og herfra bliver tempoet skruet endnu et hak op. Instruktøren har fat i mig og fører mig rundt, skubber og presser på, mens han råber og råber. Det er så intens, at der ikke er tid til at reflektere – du skal bare handle og reagere på dine instinkter.
På mærkværdig vis føler jeg det helt naturligt at have våbnet med og da jeg får hældt en spand vand i hovedet, trykker jeg instinktivt på aftrækkeren. Videre. Jeg afsøger rum, leder efter gidslet og sparker døre ind, indtil jeg kommer ind i et rum med tre mænd, der står på en række. Jeg går hen til mand nr 1 og kigger på hans ansigt. Det er ikke ham. Jeg kigger på nr. 2, som har en rød kasket på, men det er heller ikke ham. Jeg tager fat i nr. 3 og vil hive ham med ud, da instruktøren stopper øvelsen. Vi evaluerer efterfølgende og jeg tager mig selv i at synes, det var noget af det fedeste! Sikke et adrenalinsus!
Til aftensamling får vi et chok: Ikke alle kan fortsætte på kursus. Og det er nr. 12, der skal aflevere sit nummer. Den havde jeg ikke set komme, selvom Kristian til tider har været presset fysisk og mentalt, men jeg synes, han i løbet af dagen havde rejst sig.
Igen er det faktisk ret hårdt ikke at kunne give 12 en krammer. Han kæmpede r…. ud af bukserne og det har været inspirerende at være på sidelinjen til at se ham kæmpe sig igennem. Kristian gav den alt hvad han kunne og det har jeg stor respekt for.
Posted by 
Posted by