Jeg plejer at skrive en detaljeret løbsberegning fra hver etape, men det tror jeg ikke, jeg gør denne gang af flere årsager. For det første plejer jeg at skrive dagbog undervejs, men denne gang formåede jeg kun at gøre det på dag 1. Herfra har jeg mere eller mindre været maksimalt presset med sygdom og andre uheld, som jeg skal prøve at sætte jer ind i i det følgende skriv. 

Lad mig starte med et par fakta for at sætte scenen: 

• Løbsarrangørerne meldte ud et par uger før afgang til Kirgisistan, at det var ikke sikkert, at nogen kunne gennemføre Mountain Ultra. 
• En 200 km distance over 5 dage er én ting. Men løbet er selvforsynende og du skal selv bære dit gear med undtagelse af telt. Du tanker enten vand fra et depot eller fra floderne. 
• Løbet har over 10.000 positive højdemeter. Det er lige lidt højere end Mount Everest. Terrænet er teknisk. Noget af det tekniske, jeg har endnu har oplevet og jeg vil vurdere at 20-30% har været løbebart. 
• Vi render rundt i højder op til 3950 meter over havets overflade. Og det er fisme bare hårdt arbejde, når ilttrykket falder. 
• Vi overnatter i telte (med undtagelse af nummer to nat i en jurt med seng). Nogle dage rammer vi næsten frysepunktet med stærk vind. Det er knap så komfortabelt at sove i.   
• Temperaturforskelle på 35-40 grader mellem nat og dag.

• 

• 

• 

• 

• 

Mountain Ultra har været det hårdeste løb, jeg nogensinde har deltaget i. Både på grund af ovenstående, men også på grund af uvirkelige mange uheld undervejs. Det ene benspænd efter det andet dukkede simpelthen op på min vej, og jeg har noteret mig, at jeg aldrig skal løbe med startnummer 13, selvom jeg jo egentlig ikke tror på den slags. 

Forinden start har jeg tilbragt 3 uger i Kirgisistan og langt de fleste dage i bjergene for at akklimatisere og rekognoscere ruten. De første 10 dage havde jeg selskab af min gymnasieveninde, Charlotte og dagene fløj bare afsted med masser af grin og lange hikes. Jeg var fra dag 1 overvældet af den på én samme tid smukke, men barske natur samt de ekstrem stejle bakker med ufremkommeligt terræn. Charlotte og jeg skriver en lille rejseblog med billeder og videoer fra ruten, som jeg udgiver her på krixrun.dk, når den er klar. Den kommer med al sandsynlighed til at hedde noget ala “Random F..ked Up Shit in Kyrgyzstan…”

For er du gal, hvor er Kirgisistan både et betagende og mærkværdigt land. Hvorfor ikke transportere sin hest i bilen? (Altså inden i bilen!) Hvorfor ikke opstille en boksebold i regeringsbygningens flotte park? Hvorfor ikke synge karaoke i 3900 meters højde i en jurt og skyde med skarpladte geværer?

Efter afsked med dejlige Charlotte mødtes jeg med gammel kendning, nemlig Karl Alvarez. Dem af jer, der har flugt med på bloggen eller på sociale medier ved, at jeg mødte ham i Namibia til Desert Ultra sidste år og tilbragte store dele af Ice Ultra i løbeskoene med ham. Karl var klar på at akklimatisere sammen med mig og planen var at nappe ruten fra etape 1 til 4 på 7 dage, men Karl lagde ud med at miste sin bagage og derefter tilbringe 2 dage i en jurt pga sygdom med feber.

Super duper øv for ham og for planen og der blev en del rejsen frem og tilbage fra bjergene og til byen Karakol, men heldigvis nåede han både at få sin bagage og blive rask til løbets start. Vi nåede også at have nogle gode løbe- og hikingtur sammen, hvor vi selvfølgelig startede med at kvaje os på en tur, vi havde opmålt til at være mellem 30-35 km… Den endte med at være 50 km og en fuld dag ud fra tidlig morgen til aften kun en uge før race day. Det grinte vi lidt af, og vidste godt, at det næppe var den bedste fysiske forberedelse, men den tur var faktisk god for hovedet, hvor vi begge vi hakket af, at vi faktisk godt kan bevæge os 50 km i dette terræn.

Efter 7 dage, hvor det meste af tiden blev tilbragt i bjergene, suste vi tilbage til Karakol for at trappe ned og få noget ordentlig mad at spise. Vi lader os desværre friste af en lokal restaurant, som ligger numero uno på Trip Advisors liste og ingen aner uråd, da vi grådigt fråser det lækre mad i os…

Dagen efter en den gal med min mave. Ræserrøv, Kyrgi Belly eller Tarvelig Tarm – kald det hvad du vil, det var træls ud over alle grænser og en enorm dårlig timing.

Jeg starter hermed første etape ret blottet for energi og allerede en smule dehydreret. Men mit humør er højt, adrenalinen pumper og jeg glæder mig til at komme i gang med dette eventyr, som jeg har brugt så meget fokus på.

De første 10 km er ned af bakke på den samme grusvej, som vi er blevet kørt til camp på. De er løbebare og de første to herrer, britiske Jon Shield og canadiske Mike aka Honey Badger iler afsted uden nogen chance for mig for at følge med. Karl og jeg er dog i hopla og sætter godt tempo, men jeg er efter få kilometer allerede blottet for energi. Jeg indser, det bliver en lang kamp for at komme i mål her på førstedagen.

Vi rammer ret hurtigt 35 graders varme og solen står direkte ned i hovedet på os. Jeg er ramt på flere fronter. Maven driller, varmen synes ulidelig og jeg er energiforladt som aldrig før. Karl bliver ved min side og det driller mit hovede, da jeg ved, han har mere i tanken. Han fortæller mig, at efter hans tidligere exit fra Jungle Ultra måneden før, er det vigtigere for ham at være sikker på at gennemføre Mountain Ultra end at lade sig friste af at konkurrere. Jeg priser hans hjælp velkommen og vi får også vendt, at løbet er jo langt endnu.

At være syg tager en del af fornøjelsen ud af løbet. Heldigvis priser jeg mig lykkelig for, at jeg allerede har trasket ruten igennem og set den flotte natur. Dag 1 på løbet gik allermest ud på at spænde ballerne sammen (både i direkte og overført betydning) og koncentrere mig om at komme i mål på bedst mulig vis.

Da vi rammer målstregen, tvinger jeg mig selv til at spise og drikke. Jeg har ikke lyst, men jeg ved, hvor vigtigt det er. Jeg bilder mig selv ind, at jeg får det bedre imens jeg tygger maden, men kun for at lægge mig ind i jurten og falde om i sengen af udmattelse. Jeg bliver tilset af lægerne og de bliver enige om at isolere mig, så jeg ikke smitter de andre. Dermed må de tre andre kvindelige deltagere flytte til en ny jurt, mens Karl flytter ind hos mig. Der går ikke lang tid, før vi begge ørler om kap i skraldespanden. Vi er max pressede begge to! 

Vi falder tidligt i søvn den aften, men der er nok ingen af os, der kan prale af at få sovet ordenligt. 

Mit vækkeur ringer 5:30, da anden etape starter kl. 7.30. Jeg er så drænet for energi, at jeg knap nok kan komme ud af sengen. Værre går det, da jeg skal pakke min taske og observerer mig selv, springe over hvor gærdet er lavest. Min ellers strenge logik og ordenssans ryger ud til højre, og jeg skal bare have den taske klar på lettest mulig vis. Jeg orker ikke en dyt og springer tilmed morgenmaden over. 

Karl har det lige så skidt, og vi bliver enige om at holde sammen igen i dag. Jeg kender etapen, da jeg tidligere har gået den over strækningen med Charlotte og særligt “Telety Pass” vil komme til at kræver kræfter. Starten går og jeg forsøger at sætte i løb. Det holder hårdt og jeg kan heller ikke holde momentum særlig lang tid. Vi ligger nede blandt nummer 8 og 10, og mit hoved crasher i takt med at den sidste smule energi forsvinder ud af min krop på de første 3 km. “Hvordan skal jeg komme igennem 34 km med næsten 2000 højdemeter i dette terræn?”. 

Vi finder ind i en gruppe med godt humør og jeg forsøger at lytte med på deres britiske humor og sjove fortællinger. Jeg bidrager ikke – jeg er bare passiv og forsøger at zoome ud fra mine til tider lidt dystre tanker. Ikke fordi jeg overhovedet overvejer at udgå, men jeg er oprigtig i tvivl om, min krop kan holde til at gennemføre etapen. Jeg har mavekramper, kvalme og hovedpine. Men det værste er manglen på energi. Jeg har bare lyst til at lægge mig ned på det våde græs og sove. 

Etape 2 er en stor kamp og jeg har aldrig haft så mange og små delmål undervejs. Nogle gange talte jeg helt ned til 10 skridt op af bjerget til Telety Pass for så at retfærdiggøre at holde en pause. 

Karl er en guttermand og vi støtter hinanden hele etapen. Jeg græder næsten, da vi efter 7 timer og 58 minutter rammer målstregen. 

Igen tvinger jeg mig selv til at spise og drikke. Jeg ved, jeg ikke kan følge med og dehydrering kan blive mit exit, hvis jeg ikke angriber det og inden for de første to timer, får jeg 3 liter væske i mig. Jeg går tidligt i seng og på mærkværdigvis vågner jeg op på trejdedagen og føler, at jeg faktisk har det meget bedre. 

Det har mit hoved også, og tankerne om at få lov til at race på fuld hammer rammer. Vi starter med 1400 højdemeter lige op i himlemn op til den smukke Ala Kol Lake for derefter at suse over løbets højeste pas i 3950 meter over havets overflade. Jeg ved godt, det er risikabelt at lukke op for noget fuld gas, men jeg kan ikke lade være. Jeg elsker, når kroppen samarbejder – jeg elsker, når det er hårdt og når der konkurreres løberne imellem. Og jeg kan ikke forklare, hvordan jeg kan gå fra at være så uoplagt de første to dage til nærmest ikke at være mærket på tredjedagen. 

Karl var lige i hælene på mig, og når jeg kiggede tilbage kunne jeg se, han elskede det lige så meget som mig. Det gav god energi og der var opstået en form for tavs aftale mellem os, at vi gjorde det her sammen. 

Vi ramte det høje pas som de 3. hurtigste og jeg havde gået og glædet mig til det lange scree ned af bjerget. Et scree er karakteriseret af, at man løber ned af rullende sten og lader sig transportere med. Det er super sjovt, men man skal også lige være lidt vaks for ikke at komme til skade. Typisk er terrænet ret stejlt – som er den præmis, stenene ruller på – og stenene kan være skarpe. Igen var Karl lige bag ved mig og tøvede slet ikke med at følge mit bratte 90 graders drejning ned af bjerget i ægte “Tits to the Valley”-stil!

Herfra var det bare ned, ned og ned. Indtil sidste checkpoint og så lige 24 kilometer i mål i skiftevis torden, regn og næste 40 graders varme. 

Jeg nød etape 3, selvom jeg godt kunne mærke, at de sidste 4-6 km i varmen, ramte hårdt. Vi løb tør for vand og jeg ledte efter målstregen efter hvert hjørne, vi rundede. 

I mål efter 44 km på lidt over 8 timer bliver jeg mødt af en syngende race director, Kris King: “Guess who’s back. Back again. Madsen’s back. Tell af friend…”. Jeg skreg af grin og sang lidt med.

Jeg var nemmerlig tilbage! Det var en fornøjelse at hænge ud ved målstregen og tage imod de andre løbere. Desværre var der en del, som løb forkert eller var for længe om at komme frem, og den del nåede ikke cut off. Vi mistede 5 deltagere på dag 3.

Jeg gik stadig tidligt i seng og fik en god nats søvn. Men dårlig mave skulle desværre vise sig ikke at være den eneste udfordring, som jeg skulle battle med på Mountain Ultra.

Da jeg vågner 5:30, kan jeg umiddelbart ikke åbne mit højre øje. Jeg spørger med det samme Karl (som er læge), hvad han tænker om situationen og han siger straks, at jeg skal have fat i lægeholdet. Mit øje er rødt og løber i vand, og da jeg fjerner min kontaktlinse, går øjet helt amok. Det svier og jeg har en underlig smerte inden i øjet. Dagens start bliver udskudt til kl. 8:30, hvilket er til mit held, da lægebehandlingen tager noget tid. Det ender med, de lukker mit øje af, så det kan få ro og de mistænker en øjenbetændelse. 

Det stod nu klart, at jeg skulle løbe 4. etape med kun ét øje… 

Jeg opdagede med det samme, hvor svært det er at afstandsbedømme og jeg følte jeg trådte mine skridt i halvt blinde. Jeg var frustreret. Min krop havde det godt, men der var ingen samarbejde mellem det, jeg registrerede igennem mit ene øje og så hvordan min krop og ben reagerede. For at være helt ærligt, blev jeg bange.

Skulle mit manglende syn være mit første exit til et løb nogensinde? Ville jeg nå igennem inden et cut-off?

Tanker om, at det blot ville være et spørgsmål om tid, før jeg vrikkede rundt, fik mit hoved til at kollapse. Jeg var enormt frustreret og stakkels Karl forsøgte at opmuntre mig og få vendt frustrationen til noget fanden-i-voldsk frem for selvmedlidenhed. Karl ville fastholde vores delte trejdeplads og følge med Tim og Ben, som i klassemanet lå lige bag ved os, men her på etapen lå i vores gruppe. Mine tanker var så langt væk fra at konkurrere og rettede sig mere mod at løbe så sikkert som muligt blandet med, at jeg havde dårlig samvittighed over for Karl. Han burde jo bare løbe i stedet for at vente på mig. 

Ved første checkpoint skulle jeg have mere medicin-creme ind i øjet, og lægeteamet var fantastisk! Bortset fra, at de her ikke lukkede mit øje helt i, men blot satte en patch på, hvor jeg indenunder kunne åbne øjet og hermed få en irriterenede hvid/grå plet i synsfeltet samt svien i øjet for hvert blink. Det var jævnt irriterende og virkelig svært at fokusere væk fra. 

Da mit syn var røget, kunne jeg ikke mere hjælpe med at finde vej. Det var ellers mit job, da jeg jo kendte ruten. Så Karl måtte påtage sig opgaven og vi fandt ind i en god rytme, hvor han løb tæt foran og guidede mig igennem det vilde terræn. Jeg var særligt udfordret på nedløbene, men Karl var super cool og hjælpsom. Jeg skylder ham et kæmpe tak for denne dage. Ellers tror jeg, jeg havde rendt rundt derude endnu. 

Jeg kniber en tåre, da jeg rammer målstregen på 4. etape. Mængden af mentale strategier der skulle iværksættes på denne uendelige etape, er lige så uendelige og jeg havde svært ved at håndtere det hele.

På mirakuløs vis kommer vi alligevel ind på en overall 3. plads og jeg som første kvinde. Faktisk er jeg den eneste kvinde tilbage i løbet. Undervejs har jeg en del styrt og særligt mit højre håndled gør naller. Jeg vil helst ikke sige det til lægerne, da jeg begynder at blive bange for, de vil tage mig ud af løbet. Jeg hørte godt deres samtale om morgenen: “Jesus, she has no eye. We can’t let her run”. En anden siger: “Let’s give her the benefit of a doubt and see if she makes it to the first check point”. 

Med et håndled oveni øjet vidste jeg ikke, om de ville lade mig fortsætte… Jeg trak en af lægerne til side og forsøgte at fornemme mig lidt frem. Hun undersøgte den og sagde det, som det var: Der er risiko for et brud. Vi skal have den tapet ind med det samme. 

Det betød, at jeg på den længste og hårdeste dag af dem alle med allerflest højdemeter, ikke kunne bruge mine stave. Jeg kunne heller ikke bruge teknikken med at have hænderne på lårene, men af en eller anden grund, blev jeg Rasmus-modsat i mit hoved: “I kan bare smide alt i hovedet på mig, som i har. Jeg f…ing gennemfører nu. Intet kan stoppe mig. Om så en Sovjet-Lada kommer og kører mig over, så kravler jeg over den målstreg. 

• 

• 

• 

• 

• 

Og sådan gik det. Karl og jeg løb side om side og efter at starte kl. 5:30 med den vildeste stigning, som tog næsten to timer at komme over, faldt vi ind i en god rytme sammen. Første checkpoint lå efter 13 km i den smukkeste dal og vi løb på alle ligeud- og nedaf-passager. Vi nød det i fulde drag og fik større og større forspring til Tim, som var vores nærmeste konkurrent. På vej mod checkpoint 2 løber vi og snakker og jeg når lige at sige, at det bare kører i dag, inden jeg har blod ud over det hele. Dagens sidste uheld består i ukontrolleret og pludselig næseblod og lægerne ved checkpoint 2 driller lidt med, om det er Karl, der puffer lidt til mig en gang imellem! 

Vi begiver os i kast med den anden store stigning og kommer godt over den og kan se, Tim i baggrunden nærme sig CP 2. Vi føler os sikre og letter på presset om trejdepladsen, og herfra nyder vi turen gennem dalen med utallige flodkrydsninger mod CP3(samme lokation som CP1). 

Desværre løber vi for første gang lidt forkert og det tager noget tid for os at komme tilbage på sporet. Og det er her, at Tim næsten når at hente os, men da vi ser ham i baggrunden, har vi overskud til at sætte turbo på. Og det gør vi. 

Vi kommer sammen i mål efter 49 km med 3000 højdemeter på lidt over 11 timer. 

Mountain Ultra har taget alt, hvad jeg overhovedet kunne mønstre. Jeg har aldrig kæmpet så hårdt og følt mig så fysisk svag, som i høj grad har drillet det mentale. Men jeg er virkelig stolt over ikke at lade mig slå ud, og en del af mig har allerede nu lyst til at tage tilbage og udføre et ordenligt løb og få hele oplevelsen med. 

Jeg ved, jeg er gået glip af store dele af den flotte natur. Men heldigvis har jeg jo været i området 3 uger forinden, og det priser jeg mig lykkelig for. Jeg ved også, at jeg er gået glip af store dele af det kammeraterlige på turen, som jeg ellers holder så meget af. Men jeg har simpelthen ikke haft energien til at interagere, og jeg kan i skrivende stund blive lidt sur på mig selv over, at jeg flere gange ikke orkede at stå ud af teltet for at heppe de andre i mål. 

Alligevel sidder jeg også med et smil på læben. Mountain Ultra er med eller uden sygdom og uheld et særdeles hårdt og udfordrende løb. Distancen er lang. Terrænet er teknisk og brutalt. Højden på bjergene er svimlende. Og ja, rygsækken er tung. Vejret kan skifte fra 40 grader skyfrit med dundrende sol lige i fjæset til ondt tordenvejr med hagl på ingen tid. 

Jeg bliver den første nogensinde til at gennemføre Beyond the Ultimate Global Race Series, som består af Jungle Ultra, Desert Ultra, Ice Ultra og Mountain Ultra. 13 ud af de 22 kvalificerende deltagere gennemfører. Vi skulle have været 23 løbere, men min løbekammerat, Simon Small nåede ikke til startlinjen, da han kort forinden blev skadet. Vi fik meldingen i mandags, at han aldrig kommer til en startlinje igen, da han valgte at tage sit eget liv. Det har lagt en mørk skygge ned over gennemførelsen af Mountain Ultra og jeg ryger skiftevis ind og ud af glæde- og stolthedsfølelser over min præstation og oplevelser over i tristhed med triste tanker over tabet af Simon med særlige tanker til hans kone og børn. 

Hvil i fred, Simon. Dit humør bragte glæde i hele ultraløbsverden. Pludselig sættes livet i perspektiv. Det skal huskes at leves.

Billedecredit til Mikkel Beisner, Jamie, Ryan Lovejoy / BTU Team

• 

Du kan lure stats og ruter på min Strava-profil