Fakta: 64 km

Tid: 8:20:24

Dag 4 er den lange etape i Ice Ultra og med start kl.6:30 om morgenen blev vi vidne til den flotteste solopgang over det snebeklædte landskab.

Efter en behagelig og varm nat i en hytte med brændeovn, var både Karl og jeg godt udhvilede til de kommende strabadser og den implicitte aftale mellem os, var at følges ad. Selvom vi på papiret er konkurrenter ved vi også begge, at vi hjælper hinanden. 

Jeg løber ofte ret alene i disse lange etapeløb og det er faktisk en ret dejlig følelse at løbe sammen med en. Vores tempo passer nogenlunde sammen og vores kemi er super god. 

På de første kilometer havde vi følgeskab, men der gik ikke lang tid, før vi tog fronten alene igen. Inde i mit hoved deler jeg den lange etape op i tre halvmaratons og det fungerer rigtig godt for mig at lave delmål på denne måde.

Jeg ved, at jeg altid kan løbe et halvmaraton og det skal jeg bare gøre lidt flere gange i dag. 

Det første halvmaraton er opvarmningen, det næste halvmaraton er selve “racet” og det sidste halvmaraton er “afjoggeren”. Denne måde at tænke på, gør det meget overkommeligt i mit hoved og særligt da Karl og jeg efter ca. 2,5 timer krydser opvarmningsdistancen af, er jeg klar på at give den et lille hak op i tempo. Praktisk talt så tror jeg ikke, vi går meget op i tempo, men igen er det for det mentales skyld, at det næste, jeg skal koncentrere mig om “blot” er et halvmaraton.

Naturen er så gudesmuk og jeg rammer ind i et rigtig godt flow, hvor jeg løber ret ubesværet. Hvilket i sig selv egentlig er fantastisk, at jeg efter så mange kilometer i barsk terræn på fjerdedagen føler mig tip top. Det eneste som driller er min højre akillessene, som viste de første tegn på at være irriteret på gårsdagens etape efter en start i snesko. 

Min plan for dagen er at undgå sneskoene, da jeg reelt er bange for at forværre akillessenen. 

Og vupti – inden vi ser os om, er vi et maraton inde i etape 4 og tju-hej, det går bare rigtig godt for os begge! 

Karl og jeg krydser det sidste depot i højt humør og glæder os over, at der ikke er særlig langt igen. Med over 50 km i benene kan jeg godt mærke, at trætheden er ved at sætte ind, men et smil på læben kan gøre underværker og overdøve kroppens brok. 

Vi krydser sø efter sø og langsomt kan vi begynde at genkende landskabet, som vi i ugen før har rekognosceret. Sneen bliver dog dybere og dybere og jeg overvejer kraftigt, om jeg skal have sneskoene på igen. Jeg vil helst ikke, men omvendt så bruger jeg mange kræfter på at løfte mine ben højt og til tider falde helt gennem sneen, hvis jeg træder for meget ud fra sporet. 

Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være fysisk udmattet og i denne tilstand er det ekstra svært at arbejde med det mentale. Jeg kan mærke, jeg er frustreret over, hvor hårdt det tunge sne er at løbe i. Gang på gang træder min fod gennem sneen og rytmen er umulig at fange. Karl begynder at trække fra mig og jeg kan fornemme, at han bevæger sig bedre i sneen end jeg. Måske har det noget at gøre med, jeg besidder Sønderjyllands korteste ben… 

Vi krydser en sø, vi tidligere har rekognosceret på vores dage inden løbet og jeg mindes den frokostpause for en uge siden, hvor vi delte en kold cola. Gud, hvor ville jeg gøre alt for en cola lige nu og jeg har den vildeste craving efter en rugbrødsmad med leverpostej! Det har jeg alligevel aldrig prøvet at hungre efter før, men den sidste del af Ice Ultra gik mine tanker rigtig meget på netop leverpostejsmadder. 

Søen er lang og bliver afbrudt af korte landjordsstykker og jeg minder mig selv om, at det er netop nu, jeg skal nyde og værdsætte naturen.

“Her kommer jeg nok aldrig til at færdes igen, så tag det nu ind. Du er træt og kold, men denne oplevelse får du formodentlig aldrig igen og det skal du værdsætte”.

Karl løber omkring 10 meter foran mig, da vi for enden af en sø, rammer noget brunligt og gult slushice-lignende is, som bliver mere og mere vandet. Jeg fornemmer ikke nogen fare, indtil Karl pludselig træder igennem isen foran mig og råber tilbage, at jeg skal passe på. Ved mit næste skridt har vi balladen… Jeg træder igennem isen og vælter. Jeg ryger i vand til ballerne og det er så koldt, at jeg ikke kan beskrive det gys, der går igennem kroppen på mig.

Selvom det kun varer et splitsekund og jeg hurtigt får benet op, så bliver jeg i øjeblikket bombarderet med angstprovokerende tanker:

“Tænk hvis jeg ryger helt igennem?!

Hvor dybt er det?

Drunker jeg nu?

“Hvordan kommer man op af en sø dækket af is?” 

Mit værste mareridt er at blive fanget under isen på en sø… 

Men heldigvis går det ikke så galt. Men der skal tages en beslutning om, om jeg skal skifte til tørre bukser og strømper. Jeg har i min taske et sæt tørre strømper samt to plasticposer til at stikke i skoen, hvis skoen skulle blive våd. Min Hoka Speedgoat er af Goretex og vandtætte, men det hjælper ikke så meget, når vandet kommer ind ovenfra. Faktisk så holder de nu vandet inde i skoen! Netop det har jeg taget højde for hjemmefra og både tørre strømper og poser er nemt tilgængelige i en lille lomme uden på min rygsæk.  

Jeg kan godt mærke, jeg har svært ved at tage en beslutning. Jeg konfererer med Karl og vi bliver enige om at forsøge at holde os godt i gang de sidste 6 km. Terrænet er svært at løbe i, og vi bliver ved med at træde ned i sneen. Vi bliver stille og jeg tror, vi hver især tænker, at nu skal det bare overstås.

Jeg fryser. Jeg fryser virkelig meget og mine tanker begynder også at falde hen på, om jeg kan risikere at få forfrysninger med mine våde fødder og ben. Temperaturen ligger på omkring -15 til -20 grader og faktum er, at jeg er helt igennem stivfrossen og udmattet. Jeg kan ikke bevæge mig så hurtigt som jeg gerne vil og det bekymrer mig. Men jeg kan heller ikke overskue at stoppe og tage tøjet af og skifte. Det er helt umuligt at forestille mig at stå med bare baller i denne her kulde. 

Så jeg fortsætter. Jeg begynder at ryste. Heldigvis kommer vi til de sidste kilometer før mål, som vi begge kender og jeg ved, vi bare skal ned ad bakken og krydse den allersidste sø. Jeg fryser og ryster helt ind i mit indre og jeg er så lettet over at nå mål. Det første jeg gør, er at sætte mig ved brændeovnen i hytten, som der heldigvis er godt gang i. Her sidder jeg det meste af eftermiddagen og aftenen og jeg er godt klar over, at de sidste 6 km efter mødet med det kolde vand har sat sine spor i mig.

Jeg mærker en prikkende smerter i begge hæle og inden i mine fødder er det som om mit blod et tykt og kogende varmt. Det er en ubehagelig følelse og samtidig vælger min højre akillessene også at tiltrække sig opmærksomhed ved en knirkende smerte, hver gang jeg træder ned på foden. Jeg finder en metode, hvor jeg går på tæerne og undgår at tænke på etapen den efterfølgende dag. 

Jeg får for en sikkerheds skyld lægeteamet til at tjekke mine fødder og de melder heldigvis, at de “blot” er ekstrem kolde. Der er ingen tegn på forfrysninger – der skal bare gang i blodomløbet igen. 

Wow hvor en dag – de første 50 km gik rimelig ubesværet i rigtig godt selskab sammen med Karl og de fantastisk crewmedlemmer i checkpoints. Og så den vildeste og mest dramatiske afslutning ved at falde igennem isen. Til note blev ruten ændret efter vi havde været igennem. 

Billeder af Beyond the Ultimate, Trailbear Films, Will Roberts & Dean.