Jeg hørte første gang om Bob Graham Round, da jeg besøgte min gode ven Mark Harber i hans hjem i England tilbage i foråret 2017. Vi havde knyttet et tæt bånd, da vi mødte hinanden i Amazonas jungle til etapeløbet Jungle Ultra over 5 dage på 230 km.

På Marks reolhylde fandt jeg en bog af Tobias Mews: ”50 Races to Run Before You Die”, som jeg med det samme hev med mig ind i min introverte verden og faldt i staver over de flotte naturbilleder, imponerende løb og de levende beskrivelser. Tobias havde selv stået på startstregen til alle løbene i bogen og havde hermed gennemført nogle af verdens hårdeste trail-, ultra-, etape- og bjergløb, men ét løb måtte han se sig slået af: The Bob Graham Round.

Lake District – Trailbear Films

Da jeg læste om Bob, vidste jeg, at den udfordring måtte jeg tage op på et tidspunkt, men der skulle gå over 2 år, før jeg var klar til at gå i krig med det kæmpe setup, der skal til for at begive sig i kast med et forsøg. Og selvom jeg stoler blindt på mine egne planlægningsevner og forberedelsenørderi, kan selv ikke den bedste Excelark-gymnastik hive denne sejr hjem. Og det skulle også vise sig, at jeg virkelig havde undervurderet Bobbie og fik et rap over nallerne, da jeg 10 dage før dagen stod med mit skæve smil og tittede op ad den første bjergtop, Skiddaw og gjorde grin med en kæk fordanskning af udtalen: ”Ski’dav”

2/3 af alle førstegangsforsøgene kommer ikke igennem. Sidste år forsøgte 196 personer at komme i den prestigefyldte klub, The Bob Graham 24 Hour Club og 86 af disse har fået medlemskab. Bob er kendt for sit brutale og barske terræn med et uforudsigeligt og omskifteligt vejr, der ikke tillader mange fejl før du knækker.

Logistik set skal der være minimum to supportløbere med på hver af de 5 dele(leg), som runden typisk bliver delt op i. Én til at navigere og mindst én til at bære dit væske, energi, tøj etc. Hertil mindst én crewcar, som møder dig ved de 4 checkpoint, hvor ruten krydser vejen. Simon Davies havde formået at få britiske The Out med som sponsor, og dermed havde vi fået stillet en lækker Discovery Sport Land Rover til rådighed. Alt i alt et ret stort logistisk puslespil.

Tilbage til min ankomst til Lake District, hvor jeg kækt ville bruge dagene til at dække hele ruten og ”lære” den at kende. Jeg havde lavet rekognosceringsaftaler med Simon, som jeg mødte til Desert Ultra i Namibia i 2018 og senere ville Mark Harber møde mig i sin campervan og i øvrigt løbe alle 5 legs med mig. Som Mark ofte udtrykker det: ”What can possibly go wrong?!”

Grow some balls!

Men det skulle vise sig, jeg klart havde undervurderet opgaven og jo mere vi løb og gik rundt på de forskellige toppe og fik mærket det ubarmhjertige terræn i benene, jo mere gik det op for mig, hvor dum og naivt jeg havde tilgået denne opgave hjemme foran min computer i min bløde kontorstol med en varm kop kaffe i hånden. De fleste løbere bruger måneder og år på at træne og navigere i Lake District og flere supporterer også andre løbere på deres Bob-forsøg. At hjælpe andre til at gennemføre, er noget klubben opfordrer til og det synes jeg er ret cool. Derfor sprang jeg og Mark også på som supportrunner på leg 1 til et Bob G-forsøg weekenden før vores eget ved en gut, Simon Bennett, der sigtede efter et 23.59-timersskema. Det var virkelig fedt at være en del af, men her gik det også op for både Mark og jeg, hvad dette projekt kommer til at indebære. Vi var begge ret smadret efter leg 1, og jeg havde endda sagt til gruppen, at vi snildt kunne løbe med på de to første dele. Vi blev klogere og måtte lægge os fladt ned efter de første ca. 1600 højdemeter på lige knap 20 km. Kl. 2 om natten i bilen på vej tilbage til Keswick udvekslede vi ikke mange ord, men vi tænkte med garanti begge det samme.

Jeg havde håbet på at kunne afdække alle 105 km på de 10 dage, men det var alt for optimistisk og vi blev nødt til at tage den med ro for også at blive fysisk klar.

Med 5 afbud i dagene op til, havde vi langt fra det perfekte setup og med en vejrudsigt der mildest talt kunne få enhver til at blive indendørs under dynen samt rookie-mistakes på stribe, havde jeg allerede inden vi gik i gang aftalt med mig selv – dette skal jeg gøre igen. Ikke fordi jeg ikke er tilfreds med min Bob – det er jeg 100%, men inden vi begynder den egentlige løbsrapport, vil jeg starte med at slå fast, at Bob ikke har set det sidste af mig. Eller omvendt.

Teamet af support runners og crew. (Chris og Jonny mangler)

Hvis du vil læse mere om historien bag Bob, kan du følge dette link: http://www.bobgrahamclub.org.uk

Løbsberetning

Leg 1

Kl. 4 om morgenen d. 20. juli drog Mark Harber og jeg afsted fra Moot Hall i Keswick ud på den legendariske Bob Graham Round. Regnen silede ned i mørket, men alligevel havde jeg det største smil på læben og enorme mængder af sommerfugle i maven.

Start ved Moot Hall

“This is it!”

Nu er der ingen vej tilbage og måneder af forberedelse skulle nu kulminere i mit længste løb nogensinde målt på både tid, distance og antal af højdemeter. Det i sig selv siger ikke så meget om Bobbie, men udfordringen ligger i det brutale terræn og skiftende vejrforhold.

I sidste øjeblik havde vi fået tre support runners med ombord og de lokale Steve Jones, Will Smith og Ellis Bland (nevø til den legenden Billy Bland) stod klar til at føre Mark og jeg gennem leg 1.

Jeg havde lagt en tidsplan for hver af de 42 toppe, for hver af de 5 legs og for hver af de 4 check points samt en estimeret på gennemførelsestid på mellem 19-20 timer. Men jeg skænkede ikke mine Excel-ark det mindste, mens jeg kæmpede mig op af den første stigning mod Skiddaw i mørke og med så heftig regn, at pandelampen var ubrugelig. Lampens stråler ramte de møgtykke stråler og gav genskær på en måde, der var svært ikke at lade sig påvirke af. Følgende tanke strejfede mig et par gange: ”Jeg håber ikke, vi skal løbe i dette resten af turen!”. Vi løb og hikede de første 9 km med ca. 850 højdemeter gennem store vandpytter og mini-floder, der var på vej den anden vej ned at bjerget. Efterhånden blev stien skiftet ud med græs som blev til store sten og trapper, der igen blev til brede våde stier.

På vej op ad Skiddaw

Vi nærmede os langsomt toppen af Skiddaw og efter omkring 20 min, ramte vi de lavliggende skyer og sigtbarheden dalede. Der var virkelig eventyrsagtigt i at løbe i gråt, grumset og tæt regnvejr og se sine medløbere forsvinde ind og ud af tågen i målet på at nå det første høje peak i 931 meters højde, som vi ramte i tiden 1 time og 8 min – 2 min hurtigere end tidsplanen, som jeg dog intet anede noget om på dette tidspunkt.

Grundet det ekstrem dårlige vejr med regn, blæst og torden i dagene op til havde jeg planlagt at tage nedløbene en smule med ro og hellere fokusere på at give lidt ekstra gas opad, men da vi nåede det første nedløb, kunne jeg simpelthen ikke lade være. Jeg tog ikke som sådan nogle chancer, men jeg gav også god gas, fordi det simpelthen er sjovt og nogle gange er det faktisk nemmere at løbe hurtigere ned end at løbe og bremse. Det første nedløb var meget stejlt og glat på græs med store sten gemt hist og pist, og hvis man ikke bremsede lidt en gang imellem løb benene simpelthen væk under dig.

Tæt på Skiddaw

Jeg nød det i fulde drag og stille og roligt stilnede regnen af, og vi kunne lyne vores OMM Kamleika-jakker ned og nyde den betagende udsigt, der pludselig viste sig, da skyerne gik i opløsning. Sidste et postkort i perfekt balance og harmoni, og det er øjeblikke som dette, jeg værdsætter utrolig meget, når jeg løber trail.

Der er ”kun” 3 peaks på første del, og vores hjælpere indledte hurtigt snakken om, hvilken vej vi skulle tage for at komme ned af Blencathra – det sidste peak inden check point ved Threlkeld. I dagene op til havde Mark Harber og jeg øvet på den stejle Hall’s Fell Ridge, hvor man løber på den tekniske klippe-højderyg ned fra Blencathra. Vi havde dog været der i tørt vejr, og både Steve, Will og Ellis var enige om, at det var for farligt at tage højderyggen ned, da klipperne vil være spejlglatte. Derfor valgte vi at løbe ned af den noget længere Doddick, men hellere sikkert og lidt langsommere ned end slet ikke ned.

Steve førte an og Will og Ellis skiftes til at løbe med Mark og jeg. Vi var et fedt team og jeg følte mig tryg ved deres navigation, herlig selskab og motiverende snak. Et bånd blev øjeblikkeligt knyttet, da Ellis foreslog sin hjælp på leg 3, da han hørte, vi kun havde én enkelt support-runner. Tænk sig at være så gæstfri, uselvisk og hjælpsom at cleare hele sin lørdag for at hjælpe to fremmede med at gennemføre Boobie G? Det er kammeratskab på højt plan, og hvis Ellis nogensinde har brug for support eller hjælp, så er jeg der med det samme.

Vi ramte CP1, Threlkeld kl. 7.12 om morgenen, og jeg kan kun blive forbløffet, når jeg sammenligner med min tidsplan, som melder 3:12. Et kæmpe tak til Steve, Will og Ellis, der sørgede for at alt gik smooth og at vi holdte tidsplanen til punkt og prikke.

Det var dejligt at se crewet stå klar og især glædede jeg mig til at se Maibritt, som har været en af mine bedste veninder i mange år. Hun er også trailløber, og hun kender et setup som dette. Allervigtigst så kender hun mig og ved, hvordan jeg er indrettet og ved derfor også, hvordan jeg foretrækker tingene. Vi har en helt specielt forståelse af og forbindelse til hinanden, og jeg følte mig 100% tryg ved at have hende som ”chief-crew”. Dertil vidste jeg også, at Simon havde styr på logistikken og med de to ved roret, skulle jeg ikke bekymre mig om noget som helst andet end at løbe.

Leg 2

Både Mark og jeg var hurtigt forbi Land Roveren og tanke op. Vi sagde farvel til de tre guttere, bød den erfarne og lokale løber Chris Evans velkommen på holdet og hilste goddag til den næste vilde stigning mod Clough Head og resten af leg 2s 12 bjergtoppe med utallige af højdemeter. Både Mark og jeg havde rekognosceret størstedelen af leg 2 og følte os navigationsmæssigt på sikker grund, men alligevel betyder det alt at have en med, som kan vise vejen.

Chris var læsset op med både væske og energi til både Mark og jeg, mens jeg også bare på følgende fra start af CP 2: 750 mL væske, 3 vafler og en pose med forskelligt energi i en Momentum-vest fra UltrAspire.

Efter den første lede stigning, der nærmest fik os ned på alle fire, var det fedt at røre bjergtop efter bjergtop med kort tids mellemrum. Vi klokkede 4 peaks inklusiv den berømte Helvellyn på 23 minutter og gav den god gas på det virkelig stejle nedløb fra Dollywaggon Pike efter at have lavet en navigationsmæssig brøler til en forkert top. Det var i øjeblikket en smule surt, men her må man bare få vendt tankerne mod, at det vel er ret sejt at logge 43 toppe frem for 42?

På vej mod Fairfell og Seat Sandal

For foden af Dollywaggon mødte vi Ellis og Trailbear Films, der havde taget turen op fra andet checkpoint ved Dunmail og Ellis tilbød med det samme at bære min vest. Selvom den ikke vejede meget, var det befriende at få den af og pludselig kunne jeg mærke en ekstra energi i mine korte stænger. Jeg fløj op af den berygtede ud-hjem-tur til Fairfield og satte både Mark og Chris på vej derop. Min puls pumpede afsted, mens glæden og eufori pumpede i mig på vej på af løse sten og stejle græsspor.  ”Det her, det elsker jeg!” tænkte jeg flere gange, og studsede skævt over, at det tog mig omkring 6 timer og 3000 højdemeter at varme sådan rigtigt op! På toppen blev jeg nødt til at vente på Mark og Chris, da man skal have et vidne på hvert peak, og sådan er det bare. Vi samledes igen og fløj ned af samme spor, som vi lige var kommet op af og ved bunden, kunne vi se frem til sidste stigning inden check point mod Seat Sandal. Igen var der krudt i  bentøjet, og jeg fløj op i et strålende humør. På toppen ventede jeg kort, indtil jeg kunne spotte Chris i baggrunden, som gav et anderkendende nik til at min tilstedeværelse på peaket var noteret. Herefter gik det i fuld hopla ned mod Dunmail Raise på tekniske, stejle og mudder-glatte spor, som blev forceret med et kæmpe smil og gå-på-mod. Mark var ikke langt bag mig, og gennem dagen havde han vist sig at være stærk på nedløb.

Leg 3

Leg 3 er den længste del af Bob Graham, som består af 15 toppe og over 2000 højdemeter, der bl.a. inkluderer Englands højeste punkt, Scafell Pike.

Jeg havde kun et kort ophold ved Dunmail med skift af Hoka-sko fra Speedgoat 3 til Torrent og tørre CEP-kompressionsstrømper samt noget spiseligt i skrutten, og var hurtig klar til at tage videre på leg 3. Alex Wong og Ellis stod klar til  at supportere, men da jeg meldte min klar-parat-start, var Mark ikke helt så langt som jeg. Jeg er ikke til lange ophold i depoter og det giver mig et kick at gøre det så effektivt som overhovedet muligt.

På vej mod Steel Fell. Trailbear Films

Derfor startede jeg leg 3 i den overbevisning, at Mark ville indhente os på det ”flade”(!) stykke efter første stigning til Steel Fell. Men det stod hurtigt klart, at Mark var kommet langt bagud til at hente det, og der måtte derfor træffes en beslutning. Jeg råbte ned fra bjerget, at Ellis skulle løbe med mig og Alex skulle vente på Mark. Forinden havde Mark og jeg selvfølgelig snakket forskellige scenarier igennem, og selvom Mark er en badass ultraløber, som har gennemført nogle af verdens hårdeste løb, havde han selv givet udtryk for, at han forventede at blive sat på et tidspunkt. Jeg havde blot ikke tænkt tanken, at det allerede var nu.

Godt humør på leg 3

Jeg var mildest talt flyvende på alle dele af leg 3, og Ellis og jeg var det perfekte makkerpar. Han vidste præcis, hvor langt foran han skulle løbe på nedadløbet, på lige-ud-stykkerne og opad, når han skulle navigere og han styrerede med hård hånd både mit væske- og energiindtag mens de lavtliggende skyer omringede os i en tæt tåge på det ekstrem våde underlag med græs, mudder og vand. Vi løb ikke ad stier og jeg tænkte flere gange, at dette er ægte fellrunning. Især da jeg så Ellis forsøge at springe over noget der ligner et lille vandløb, men ender med et helt ben under vand. Han rakte en arm ud efter mig, men her kom mine korte stænger til kort og jeg endte også med numsen under det kolde vand. Heldigvis havde han fat i mig, og fik hevet mig op!

Jeg anede intet om, hvor vi var, men på intet tidspunkt var jeg utryg eller tvivlede på Ellis’ kompetence til at navigere. Alt imens vi var på en seriøs mission, hvor vi søgte at optimere og løbe så meget som muligt, var stemningen præget af kærlighed til løb, til bjergene og til fell running: ”For the love of the fell”. Med fare for at lyde oversentimental og pladderromantisk, var vi en perfekt symbiose let på tå hen over fell’et (fjeldet) med en gensidig forståelse af hinandens styrker og svagheder. Ellis vidste godt, at jeg var stærk opad og derfor traf han også en beslutning om at tage en direkte vej til ”The High Fells” startende med en meget direkte vej op ad Bowfell.

Jeg nød det i fulde drag, mens jeg pressede på opad de stejle klipper samt store og små sten og forsøgte at holde tempoet oppe nedad. Ofte måtte jeg bruge hænderne til at hjælpe (scrambling), men det gav faktisk en god afveksling for benene. Efterhånden mødte vi flere og flere trekkere, der også søgte toppen af Englands højeste punkt, Scafell Pike. Som oftest spurgte de om hjælp til at finde vej, og Ellis forsøgte at hjælpe både dem og mig uden at tabe tid.

Vi nåede toppen af Scafell Pike i en heftig tåge, og kunne kun fornemme den enorme menneskemængde på toppen, der forgæves forsøgte at tage billeder. På vej ned fik den fuld gas, og pludselig støder vi på en anden Bob’er, der dog mildest talt ser ud til at være skidt kørende. Hans pacer fortæller, at de startede til kl. 22 aftenen før, hvilket betød, at jeg overhalede ham med 6 timer lidt over halvvejs på turen. Av min arm – det må ha’ været demotiverende og så meget som det plejer at motivere mig at overhale, fik jeg alligevel ret ondt af denne gut. Det forlød sig senere fra mit crew, at han stoppede ved CP 3 i Wasdale.

Det gik over stok og sten mod den sidste top, Scafell og selvom de i fugleflugtslinje ikke ligger så langt fra hinanden, tog det alligevel 28 minutter at komme derover. Forinden havde vi besluttet om at tage Lords Rake frem for at klatre med reb på Broad Stand. Broad Stand ville have været okay i tørt vejr, men glider man først på de våde sten, ja, så er det slut. Jeg havde dog løbet og små-glædet mig til Lord’s Rake og Western Traverse med et landskab der minder om Ringenes Herre med mørke, glatte små sten og nærmest lodrette stigninger, der skal scrambles op af. For foden af det stejle stykke så jeg pludselig Simon og den næste pacer, Jonathan stå og heppe. Det var en ubeskrivelig dejlig følelse at se velkendte ansigter, der havde bevæget sig over 800 højdemeter op for at give mig en highfive og hep.

At scramble op på alle fire ad Lord’s Rake gav et kæmpe adrenalinkick mod den sidste top af leg 3, som jeg logger på 11 timer og 43 min. Herefter et vildt scree run – stejlt nedadgående terræn i løse sten, hvor man lander på hælen og glider med stenene ned – der i mangel på bedre ord, var alt for fedt! Her skulle der bare gives slip og ”tits to the valley”, som man jo siger!

Halvvejs nede blev vi taget imod af Trailbear Films samt Simon, der sørgede for at bane vej for os på en lettere trafikeret sti ned mod det tredje checkpoint, Wasdale. Jeg var ikke mindre end flyvende.

Jeg skiftede hurtigt sko tilbage til Speedgoat og fik nye CEP kompressionssokker på igen, og var helt høj af et alt for lækkert løb på leg 3. Igen var Maibritt, Simon, Giselle og Dale eminente i depotet og den nye support runner, Jonathan Kent stod klar til at tage mig med ud på leg 4.

Leg 4

Jeg startede egentlig ved godt mod og med masser af selvtillid op at den berygtede Yewbarrow, som er lige knap 1,2 km lige op i himlen med en hulens masse højdemeter. Jeg fandt et godt tråd og havde besluttet ikke at bruge alt for meget energi her, så der kunne være overskud på toppen og til resten af leg 4 strabadser. Men hold da op, hvor var jeg smadret, da jeg nåede toppen, og jeg kunne næsten ikke forstå, hvor langt der egentlig var igen. Jeg begyndte for første gang at regne lidt på tiderne, og ifølge mit tidsskema ville jeg ankomme til næste checkpoint kl. 20.30 – endda lidt før, fordi jeg var foran planen.  Problemet var bare, at klokken kun var 17.30, da jeg kiggede på uret. Mit hoved spillede mig et puds, og begyndte at fortælle mig, hvad man ellers kan nå på tre timer. Det virkelig uoverskueligt, og jeg forsøgte at opdele leg 4 i mindre dele.

Yewbarrow

Jeg vidste, der var 9 toppe, og jeg besluttede mig for at dele dem i to, og da jeg havde nakket den første stejle, var der ”kun” 2x 4 tilbage. 4 toppe ud af 42 er jo ingenting, forsøgte jeg at overbevise mig selv om… Det hjalp ikke rigtigt, da der var så (skide)langt mellem toppene og mit tempo virkede håbløst langsomt. ”Kom nu, Kris! Havde du forventet, det bare ville være en dans på roser hele vejen, eller hvad?!” Jeg skældte mig selv ud, og mindede mig selv om, at det er ret luksus at have sin første krise efter 13-14 timer. Nogle kæmper vel allerede med motivationen på Skiddaw og jeg havde læst flere løbsberetninger, der bandede leg 3 langt væk. På vej op mod Kirkfell efter at have logget over 7000 højdemeter, spurgte jeg med sympatisøgende øjne min pacer, Jonny om, hvor mange peaks der var igen. Han svarede 5, og jeg var klar til at fælde en tåre. Heldigvis fortsatte Jonny: ”You’ve done the tough part. The first half is the worse”. Da jeg ikke havde løbet leg 4 før, troede jeg faktisk på ham og fortrøstningsfuld fortsatte jeg klatringen mod toppen og fik et okay flow nedad mod den næste top Great Gable. ”Yes mand – nu er jeg på den sidste nemme del, og blot på vej hjem” tænkte jeg, og smilte kækt til toppen, mens jeg ud af øjenkrogen spottede et massivt bjerg stående helt alene i dalen. Jeg blev i et øjeblik overmandet af en frygtelig nervøsitet over, om den top var en del af ruten, men jeg forsikrede mig selv om, at når klokken nu er lidt i 20 og jeg skulle være i Honister kl. 20.30, så kan jeg umuligt nå at rende derop. Jeg roste mig selv for stadig at kunne tænke logisk og afskrev dermed monsterbjerget, indtil jeg synes, Jonny begyndte at vælge retninger, der førte os den vej.

Jeg tog mod til mig: ”Are we going up that thing?”

”Yes, but it looks worse than it is”

”Erm. Okay”

Fy for pyffer, hvor en skefuld og jeg skulle virkelig grave dybt. Det endte med, jeg simpelthen slog hjernen fra og bare gjorde, hvad der skulle til. Det sidste stykke op var scrambling på løse sten, og mine ben gjorde et stort nummer ud af brokke sig og fortælle, de var trætte. Jeg er god til at fokusere og sortere alt andet fra, og i dette øjeblik var mit eneste fokus at komme på toppen af peaket. Alt andet var ligegyldigt. Jeg tænkte ikke på tidsplaner, regnestykker, udsigten, naturen, mine hjælpere, hvor trætte mine ben og krop var, hvad resten af leg 4 ville byde på, at gennemføre Bob Graham, min pacer Jonny, glæden ved løb eller noget som helst andet. Det eneste jeg tænkte på, var at komme til toppen. Jeg var total tilstede i øjeblikket og fokuserede på det ene skridt foran det andet og det førte mig til toppen, hvor en fortrøstningsfuld følelse ventede og håbet kom tilbage. Jeg blev en smule irriteret over mine selvmedlidenhedsøjeblikke og særligt, at jeg nok havde løbet de sidste par timer ret defensivt. Jeg havde med garanti mistet mit forspring til tidsplanen, og det var lutter mit hoved, som legede med mig. Jeg besluttede mig derfor for et aggressivt modangreb, der ville overraske mine ben, hoved og resten af kroppen. Planen lød som følgende:

• Ingen pause eller stop ved Honister
• Spisende og drikke op af den første stigning
• Indhente det fortabte og gå all in på SUB 19 timer
• Fuld gas og når luften går ud af ballonen, så spænd ballerne og #dontbeshit
• Legs on. Brain off.

Efter sidste top, bad jeg Jonathan om at løbe i forvejen og fortælle crewet, at jeg ikke havde tænkt mig at stoppe. De skulle medbringe 4 følgende ting:

Vindruer, appelsiner, cola og fast føde. Nu skulle der bare hjernes igennem for at få den bedste tid muligt.

Leg 5

Jeg var klar til at satse hele butikken på sidste del af Bob Graham. 3 toppe og et langt nedadløb samt ca. 7 km asfalt stod mellem mig og Bob.

Jeg vidste, at Maibritt og Simon stod klar til at løbe med samt John McEwan, som Mark og jeg havde lært at kende i ugen op til. Dertil glædede det mig at se Craig Marsh, en lokal løber og hotel manager på Georg Hotel, der i sine short shorts stod klar til at løbe med.

Jeg havde klart fået for lidt at spise og drikke på leg 4, så jeg vidste, jeg skulle tanke op, og jeg kunne lige så godt bevæge mig fremad, mens jeg indtog væske og mad. Maibritt havde en pose klar med appelsiner og vindruer, som hun madede mig med, mens vi gik op ad den første stejle stigning. Jeg skulle jo bruge mine hænder på lårene og nok har det set lidt komisk ud, men det fungerede perfekt.

Efter lidt tid spurgte jeg efter cola, og stakkels Simon blev sendt tilbage for at hente flasken, der var blevet glemt. Coca colaen gjorde underværker og diamanterne blomstrede frem i mine ben. Jeg pressede på alt hvad jeg kunne, og så snart der var noget, som var løbebart satte jeg i løb. Selvom det var monsterhårdt, nød jeg det. Jeg elsker at presse kroppen helt ud, hvor det næsten ikke kan lade sig gøre, være i det og så være forbløffet over, hvad kroppen kan holde til. Vi nåede den første top på en totaltid på 17 timer og 5 min og jeg var frisk i hovedet og kroppen var klar på ballade med den smukkeste solnedgang som kulisse. Da vi ramte den sidste top, Robinson blev jeg fanget i et lille sentimentalt øjeblik, mens jeg rørte de stablerede sten, som markerede toppen med solens røde stråler i baggrunden velvidende at nu var det ”blot” nedad resten af vejen. Vi ramte et fedt flow med masser af fart og stejle klippestykker, hvor jeg overhalede hele crewet på vej ned. De fangede mig dog hurtigt igen, og da vi ramte asfaltstykket var det tid til at tage pandelamperne frem. Det var perfekt timing og vi var nede at logge 4.30 min pr. kilometer(!)

Jeg var så fokuseret på at løbe så stærkt som muligt hele tiden, og det var fedt med mine venner og pacere omkring mig. Da jeg rundt om et hjørne spottede Land Roveren med resten af crewet, blev jeg vildt glad og det motiverede mig til at blive ved med at løbe stærkt!

Det var så stor en oplevelse af suse mod Keswick med crew-bilen dyttende bagved og de bedste mennesker omkring mig. Jeg forsøgte hele tiden at løbe så stærkt som muligt, og havde tænk, at den sidste kilometer skulle foregå i en ”sprint finish”. Men da vi ramte byen, ville mine ben simpelthen ikke! Min krop meldte fuldstændig fra og truede mig med at tisse i bukserne, hvis jeg ikke makkede ret. Så det gjorde jeg og alligevel logger vi den sidste kilometer omkring 5 min/km, og da vi nåede den store plads omkring Moot Hall mødte et vildt syn mig: Masser af folk var mødt op og troppet ud af pubbene for at heppe på mig. At løbe op af de sidste trappen til den grønne dør, er et af de største oplevelser i mit liv og det rørte mig dybt at gennemføre Bob Graham på 18 timer, 45 minutter og 24 sekunder med hjælp fra et fantastisk crew.

I skrivende stund sidder jeg stadig målløs over, hvad kroppen kan præstere og én ting er sikkert: Jeg skal tilbage.

Igen et stort tak til mit crew, et tak til The Out, The OMM, The Good Karma Company og mine sponsorerer samt til jer derude, der følger med. Tusind tak.

Tak til Trailbear Films for at tage med og udarbejde en dokumentar om turen.

Udstyr:

Hoka One One Speedgoat 3

Hoka One One Torrent(leg 3)

CEP kompressionsstrømper 

OMM Kamleika Jacket (leg 1)

OMM Sonic Smock (leg 4 og 5)

Salomon Skirt

Nike ¾ T-shirt

Kristina Extreme Running buff

Discovery Sport Land Rover fra The Out

Hvis  du overvejer at tage til Lake District og besøge det fantatiske område, kan jeg anbefale at bo på Georg Hotel. Manageren, Craig Marsh tog imod mig og mit team med åbne arme, da han  tilfældigt hørte om min  Bob-plan på en cafe i byen. Det endte også med, at han løb med på sidste del.

Link til Strava: https://www.strava.com/activities/2550899786

Link til Bob Grahams side: http://www.bobgrahamclub.org.uk