Lørdan d. 16 januar fik jeg en 2. plads samt en 1. plads i min aldersklasse til danmarksmesterskaberne i lang trail(52 km) afviklet på Bornholm. Jeg gennemførte i en tid på 6.24.28. 

Starten afgik kl. 8.30 og jeg var klar! Jeg havde i dagene op til været usikker på hvilke sko, jeg skulle vælge, men en nat med hård frost samt en morgentemperatur på -8 grader og isglat overalt, var valget ikke så svært, og jeg hoppede i mine Salomon Spikecross. Efter få meter blev jeg bekræftet i mit skovalg, da en løber lige foran mig, væltede så lang han var på isen – og slog sig, desværre. 

Jeg lagde hårdt ud, og min plan var at følge med Maibritt Skovgaard, som løber på traillandsholdet og, på papiret, den bedste løber i feltet. Hun gav den gas, men jeg var fast besluttet på ikke at slippe hende af syne. Efter en udfordrende prolog med meget tekniske op- og nedstigninger krydret med spejlblank is, runder jeg depotet som 3. bedste kvinde og beslutter mig for at sætte farten op, og ligge mig helt tæt på Maibritt. Efter et par kilometer kan jeg dog se, at Maibritt tøver lidt på sporet, og desværre har hun tidligt i løbet haft et styrt, som har påvirket hendes knæ, og hun vælger ikke at løbe videre. En beslutning jeg virkelig har respekt for, da jeg ved, hvor svært det er at udgå i konkurrence. 

Jeg havde dog fundet et godt tempo, og Allan som også lå i vores lille gruppe, blev hægtet af. Sporerne omkring

Hammerknuden og hele vestkysten er i sig selv teknisk svære og med isen oveni, krævede det virkelig fuld koncentration hele vejen. Men jeg kan ikke udtrykke hvor fedt, jeg synes, det er! De første 20 km går rigtig hurtigt – jeg forsøger hele tiden at optimere der, hvor jeg kan, og jeg havde forinden løbet besluttet mig for, at jeg også ville tage nogle chancer i sporene. Især nedstigningerne ville jeg give en skalle, og de vildeste adrenalinsus kildede i maven og bragte smilet frem på læben! Jeg har skrevet det før, og gør det igen: Jeg elsker at løbe trail! Midt i mit runners high øjner jeg den forreste kvinde et godt stykke foran, og det er alt andet lige noget, som giver blod på tanden. Og så sker det, som bare ikke må ske: På et nedløb vrikker jeg om på min venstre fod – jeg er helt nede og det gør virkelig ondt. Jeg udbryder diverse skældsord, og en modløbende deltager spørger, om jeg er okay, hvor jeg dertil forsøger at nikke, mens smerten breder sig i min fod. Jeg ved med det samme, at dette er ikke godt, og min spontane reaktion er, at få noget af sneen ned i skoen og binde snørebåndene endnu strammere. Jeg prøver at humpe lidt videre, men hold op, hvor gør det ondt, og så gør jeg noget, som jeg ellers aldrig plejer at gøre: Jeg tager to Panodiler, og tænker, at jeg må holde smerten ud, indtil de begynder at virke. Jeg har på dette tidspunkt løbet omkring 24 km, og jeg skal virkelig grave dybt for ikke at blive mindet om, at jeg ikke engang har løbet halvdelen af løbet. Jeg finder langsomt ind i noget, der ligner løb igen, og jeg får fokuseret væk fra smerten og synes også, det hjælper lidt at komme i gang, men det er svært at finde flow, da jeg er usikker på foden. Jeg “knækker over” et par gange – dog ikke helt rundt, men nok til at blive reminded om, at jeg bliver nødt til at løbe mere sikkert på det ujævne underlag og især nedad. Jeg møder kort tid efter Søren Rasmussen på ruten, som fortæller mig, at der er 5 min op til forreste kvinde, men mit fokus går på dette tidspunkt på at komme ind i en rytme, der kan få mig gennem løbet. 

Jeg vil gerne berette om naturens herligheder, sporernes lækre og udfordrende detaljer samt om de andre deltagere i løbet, men alt mit overskud til resten af løbet gik til at holde fokus på foden og underlaget – på nøje at læse terrænet og planlægge hvilket skridt, der skal tages hvor og med hvilken fod. 

Har jeg haft en god tur? Bestemt! 


Jeg løb min chance, og gjorde hvad jeg kunne. Jeg var indforstået med de risici, der var ved at løbe i så teknisk svært terræn, og jeg ville ikke have gjort noget anderledes. Jeg tog chancer – det er uheldigt, at jeg vrikker om, men jeg er tilfreds og stolt over at have gennemført løbet med en fod, der i skrivende stund har alle regnbuens farver og med rumfang 1x1x1. Burde jeg have stoppet? Måske, måske ikke – jeg ved ikke endnu, hvad eftervirkningerne på foden bliver, men jeg overvejede ikke på noget tidspunkt i løbet at stoppe. 

Et stort tak skal lyde til Søren, som gav råd før og efter løbet. Et stort tak til Maibritt, der tiltræder som den bedste supporter efter hun selv er udgået.(Hvor er det ægte altruisme – tænk sig at udgå fra et løb, og så have overskud og lyst til at hjælpe andre) samt et tak til Thomas Skov, der altid er klar med en mellemtid, moralsk støtte, væskeopfyldning osv.! Ovenstående er noget, jeg værdsætter meget i trail: Vi hjælper hinanden – også selvom vi i løbet er konkurrenter! 

Der skal også lyde et tak til mine sponsorere: OCEAN7 Projects, Yding Grønt, Danish Air Transport, Protein Bar, 32Gi, Zebla, Fitrabbit Functional Drinks – Danmark, CEP Danmark, HOKA One One Danmark, Gitte Schlage, World Of Nuts, Bo Kortegaard. 

Til løbet var jeg iført CEP Ultralight langærmet trøje, Kolding Motion singlet, OMM jakke, Odlo vintertight, CEP merionouldsokker, CEP buff, Salomon Spikecross, Odlo headband, Inov-8 Vest. Dertil forsynede jeg mig med 32Gis geler og chews.