Måned: september 2013
Everest Marathon: Trekking og mentaltræning
Jeg ligger lige nu i mit telt på den sidste aften af en 5-dags trekkingtur i bjergene. Jeg kan se tilbage på en uge i Nepal, der allerede har fyldt mig med oplevelser. Det ekstremt venlige og gæstfrie folkefærd har virkelig gjort indtryk på mig – her er al materialisme lagt i baggrunden til fordel for indre ro og lykke, væren i nuet og et oprigtigt altruistisk syn på livet.
Da regnvejret på dagens trekkingtur fik iglerne til at gå på rov i mine ben og fødder, kastede min sherpa alle ting fra sig og ignorerede sine egne blodige klipklap-fødder, blot for at hjælpe en stakkels vesterlændinge som mig.
Trekkingturen har været en hård fysisk rejse med imponerende naturoplevelser som smukke landskaber, sneklædte bjerge i det fjerne og ikke mindst de små landsbyer med et fattigt, men hårdtarbejdende folk. Det var især en stor oplevelse at besøge det farverige Namobuddha-tempel, som er et af de helligste pilgrimssteder for buddhister i Nepal, og her møder man munke overalt i deres klæder og sandaler.
Træning
Jeg forsøger at lægge løbeturene ind om morgenen, så jeg kan passe dagens tætpakkede program. Jeg har min base på et hotel i Kathmandu, og der er efterhånden ved at være god opbakning på min rute, når jeg kommer løbende i fuld udstyr med min camelback, solbriller og kasket mellem klokken 7 og 8 om morgenen. Selv vagten smider en high five og lunter med de første meter!
Der er rigtig meget trafik hernede, og her får folk virkelig deres aggressioner ud! Foruden fuldstændig hensynsløs kørsel, kører nepaleserne også i den anden side af vejen, end vi er vant til, så det kræver ekstra omtanke og påpasselighed at færdes på vejene. Det er indtil videre “kun” blevet til et sidespejl i albuen, og det skal jeg vist bare være taknemmelig for! Heldigvis har jeg fundet en vej med fortov, som jeg løber lidt frem og tilbage på, og nogle dage kan jeg endda tillade mig at komme lidt op i tempo uden at løbe ind i de mange folk.
Mentalt
Mentalt forsøger jeg også at forberede mig på Everest. Jeg har endnu ikke prøvet at være ude på en længere løbetur end 5 timer og 50 min, og den tid kan meget vel blive fordoblet, når jeg skal i ilden på verdens højeste bjerg. Hvordan kan jeg tænke positive tanker hele vejen? Hvordan håndterer jeg modgang og smerte? Det vil med garanti komme til at gøre ondt, men hvordan kan jeg forberede mig på noget, som jeg ikke ved hvordan føles? Løbsberetninger fra tidligere år fortæller om lammende hovedpine, mavekramper, opsvumlethed, desorientering og uhæmmet næseblod – det lyder enormt skræmmende, men jeg tager alligevel mig selv i at glæde mig underligt meget til at mærke, hvordan min krop vil reagere på den fysiske udfording i cocktail med det tynde luftlag.
Efter første uge i Nepal, er min motivation helt i top! Humøret er højt, træningsglæden stor og jeg bliver bombarderet med unikke oplevelser og indtryk.
Ugens træningsprogram:
13.9 = 30 min restitution + 5 min intensiv trappeløb
14.9 = 10 min restitution + 5 min intensiv trappeløb
15.9 = 55 min tempo inkl. 600 trapper
16.9 = 30 min tempo inkl. trapper, 4 timers trekking i skiftende terræn, 50 min løb på stejle bakker i bjergene. Højeste punkt = 1750 moh
17.9 = 5 timers trekking(1800 moh)
18.9 = 6 timers trekking hård 30 min løbetur op af bakke og nedad igen(2000 moh)
19.9 = 7 timers trekking (1600 moh)
Foruden ligger det daglige styrkeprogram:
50 walking lunges til hvert ben
50 smalle + 50 brede squat
30 balancestillinger
100 mavebøjninger
3×2 min planke (midt, venstre og højre)
4×20 englehop
50 maveøvelse med cykling
Udstræk og smidighedsøvelser
Everest Marathon: Jeg er klar til udfordringen!
Jeg sidder i flyet og tænker over hvilken udfordring, jeg nu har taget op. Jeg har sommerfugle i maven og føler en blanding mellem ekstrem spænding og ulmende nervøsitet – foran mig venter sig et 3 måneders eventyr med kajak, rafting, mountainbike, trekking, kano, elefantsafari, bungee jumping, rundrejse i Tibet og nå ja et af verdens hårdeste maratons og timevis af koncentreret løbetræning!
Men jeg kan mærke, at jeg er fuldstændig helt og aldeles klar. Det bliver mit livs oplevelse og mit livs største udfordring. Heldigvis har jeg kun mødt opbakning på min vej. Venner, familie, min andet hjem Kolding Bokseklub, løbeklubben Kolding Motion og endda rigtig mange, som jeg ikke en gang kender, bakker mig 100% op på bl.a. Facebook og synes det er fedt, at jeg tager tager udfordringen op. Det er måske ikke alle, som forstår hvorfor jeg gør det, men måske min blog de kommende måneder kan give et svar på, hvorfor jeg har tendens til at søge de fysiske grænser, og hvad der driver mig.
Jeg skal afsted!
Torsdag d. 5. september fik jeg endelig bekræftelse fra løbsarrangøren om deltagelse i verdens højeste beliggende maraton, og jeg fandt endelig et forsikringsselskab, som ville godkende betingelser som bl.a. helikoptorredning, hospitalsindlæggelse og de risici der nu ellers er forbundet med ekstremsport. Nu stod det klart: lille mig skal af sted til Mount Everest! Den eneste måde at fejre det på, var ved at gribe løberygsækken, smide 6×1/2 liters dunke med vand og et par håndklæder i og så af sted. Jeg har heldigvis løbet en del med rygsæk til og fra mit arbejde på Koldingegnens Idrætsefterskole, så kilo på ryggen er ikke helt nyt for mig. Det vil højden og det skiftende terræn til gengæld være, og jeg er spændt på at komme ned og træne i lignende forhold.
Jeg har i samarbejde med ultraløberne Christian Madsen og Maibritt Skovgaard fået udarbejdet en træningsplan, som især indeholder løb på op- og nedstigninger, på sten og grus samt så meget tilvendelse til højderne som muligt. Min store frygt er, at blive ramt af højdesyge, og hvad jeg kan læse mig frem til, er det svært at sige, hvem den rammer. Det handler om at få nok væske og mad, komme langsomt op i højderne og så tænker jeg, det mentale betyder enormt meget. Der må findes nogle bjergløbere i Nepal, som kan give mig nogle råd – jeg skal for alt i verden ikke rammes! Hermed basta!
Råd fra Jacob Juul Hastrup
Dagen før take of mødtes jeg med ekstremløberen Jacob Juul Hastrup, og han vejledte mig om det rigtige udstyr til vejen op på bjerget og til maratonet ned af bjerget. Sikke en entusiast og perfektionist – den mand kan vist snakke udstyr, teknik og løb i dagevis:) Jeg fik smidt min egen ski- og løbejakke til side til fordel for jakker, der omtrent vejer og fylder 1/5 mindre end mine egne. En ny verden har åbnet sig for mig, og han forsynede med endvidere med uld, tights, merinouldstrømper, hat og meget andet. Han spurgte intenst ind til energi og jeg viste ham mit lager af Winforce energi og saltsticks, hvor han dertil hentede en slags king size nutellapose, som han sagde, jeg måtte få med! Flydende chokolade har derved fået en plads i min taske:) Jeg udspurgte Jacob om nærmest alt, og han udbrød på et tidspunkt med sin sjællandske accent: “Det er jo bare 42 k og det går jo for helvede bare nedad!”. Ja tak skæbne – når man har løbet op til 560 km, så er 42 km vel bare en luntetur i frokostpausen! Inden jeg kørte, kom Jacob springende med 4 løbevenlige kartoner rødvin, og sagde, at dem skal jeg da nyde på toppen. Jeg lover dig Jacob, hvis jeg ved Gorak Shep (5.182 m), har overskud til en sjat, så skal min første skål gå til dig!
Træningen op til
Siden bekræftelsen om deltagelsen i løbet har jeg haft 4 løbeturen på mellem 10-20 km med oppakning på 2.5-4,5 kg, og jeg er ved at vende mig til at løbe med væskeblære og komme ned i tempo. Jeg løber et normalt maraton med omkring 5.00-5.10 min/km i snit, men jeg skal vende mig til at løbe langsommere. Omvendt skal jeg også have en del tempoture, da programmet allerede er stramt tilrettelagt, og nogle dage formentlig ikke vil tillade en lang udholdenhedstur. Min daypack-rygsæk er pakket med løbesko, og min dagsuniform er løbetøj, så jeg til enhver tid kan stikke af og træne. Mine medmennesker må indfinde sig med lugten af sved, da det nok ikke altid vil være muligt at få sig et bad. Ifølge Christian Madsen skal jeg have 40-60 km i skoene om ugen, og det er omtrent de antal kilometer, som jeg også løber hjemme. Jeg er i maratonform, så den skal “bare” holdes ved lige, men terræn- og bakkeløb skal trænes.
Tilbage i flyet, tænker jeg videre: Hvor er du heldig Kris: du har fået en enestående mulighed, som kun få mennesker får tilbudt, og du har grebet den! Du er på vej til et af verdens hårdeste maratons i ekstreme forhold, og det kribler i hele din krop for at komme ned og prøve kræfter med selveste Hr. Mount Everest!