Everest Marathon: Jeg er klar til udfordringen!

Jeg sidder i flyet og tænker over hvilken udfordring, jeg nu har taget op. Jeg har sommerfugle i maven og føler en blanding mellem ekstrem spænding og ulmende nervøsitet – foran mig venter sig et 3 måneders eventyr med kajak, rafting, mountainbike, trekking, kano, elefantsafari, bungee jumping, rundrejse i Tibet og nå ja et af verdens hårdeste maratons og timevis af koncentreret løbetræning!

Men jeg kan mærke, at jeg er fuldstændig helt og aldeles klar. Det bliver mit livs oplevelse og mit livs største udfordring. Heldigvis har jeg kun mødt opbakning på min vej. Venner, familie, min andet hjem Kolding Bokseklub, løbeklubben Kolding Motion og endda rigtig mange, som jeg ikke en gang kender, bakker mig 100% op på bl.a. Facebook og synes det er fedt, at jeg tager tager udfordringen op. Det er måske ikke alle, som forstår hvorfor jeg gør det, men måske min blog de kommende måneder kan give et svar på, hvorfor jeg har tendens til at søge de fysiske grænser, og hvad der driver mig.

Jeg skal afsted!
Torsdag d. 5. september fik jeg endelig bekræftelse fra løbsarrangøren om deltagelse i verdens højeste beliggende maraton, og jeg fandt endelig et forsikringsselskab, som ville godkende betingelser som bl.a. helikoptorredning, hospitalsindlæggelse og de risici der nu ellers er forbundet med ekstremsport. Nu stod det klart: lille mig skal af sted til Mount Everest! Den eneste måde at fejre det på, var ved at gribe løberygsækken, smide 6×1/2 liters dunke med vand og et par håndklæder i og så af sted. Jeg har heldigvis løbet en del med rygsæk til og fra mit arbejde på Koldingegnens Idrætsefterskole, så kilo på ryggen er ikke helt nyt for mig. Det vil højden og det skiftende terræn til gengæld være, og jeg er spændt på at komme ned og træne i lignende forhold.

Jeg har i samarbejde med ultraløberne Christian Madsen og Maibritt Skovgaard fået udarbejdet en træningsplan, som især indeholder løb på op- og nedstigninger, på sten og grus samt så meget tilvendelse til højderne som muligt. Min store frygt er, at blive ramt af højdesyge, og hvad jeg kan læse mig frem til, er det svært at sige, hvem den rammer. Det handler om at få nok væske og mad, komme langsomt op i højderne og så tænker jeg, det mentale betyder enormt meget. Der må findes nogle bjergløbere i Nepal, som kan give mig nogle råd – jeg skal for alt i verden ikke rammes! Hermed basta!

Råd fra Jacob Juul Hastrup
Dagen før take of mødtes jeg med ekstremløberen Jacob Juul Hastrup, og han vejledte mig om det rigtige udstyr til vejen op på bjerget og til maratonet ned af bjerget. Sikke en entusiast og perfektionist – den mand kan vist snakke udstyr, teknik og løb i dagevis:) Jeg fik smidt min egen ski- og løbejakke til side til fordel for jakker, der omtrent vejer og fylder 1/5 mindre end mine egne. En ny verden har åbnet sig for mig, og han forsynede med endvidere med uld, tights, merinouldstrømper, hat og meget andet. Han spurgte intenst ind til energi og jeg viste ham mit lager af Winforce energi og saltsticks, hvor han dertil hentede en slags king size nutellapose, som han sagde, jeg måtte få med! Flydende chokolade har derved fået en plads i min taske:) Jeg udspurgte Jacob om nærmest alt, og han udbrød på et tidspunkt med sin sjællandske accent: “Det er jo bare 42 k og det går jo for helvede bare nedad!”. Ja tak skæbne – når man har løbet op til 560 km, så er 42 km vel bare en luntetur i frokostpausen! Inden jeg kørte, kom Jacob springende med 4 løbevenlige kartoner rødvin, og sagde, at dem skal jeg da nyde på toppen. Jeg lover dig Jacob, hvis jeg ved Gorak Shep (5.182 m), har overskud til en sjat, så skal min første skål gå til dig!

Træningen op til

Siden bekræftelsen om deltagelsen i løbet har jeg haft 4 løbeturen på mellem 10-20 km med oppakning på 2.5-4,5 kg, og jeg er ved at vende mig til at løbe med væskeblære og komme ned i tempo. Jeg løber et normalt maraton med omkring 5.00-5.10 min/km i snit, men jeg skal vende mig til at løbe langsommere. Omvendt skal jeg også have en del tempoture, da programmet allerede er stramt tilrettelagt, og nogle dage formentlig ikke vil tillade en lang udholdenhedstur. Min daypack-rygsæk er pakket med løbesko, og min dagsuniform er løbetøj, så jeg til enhver tid kan stikke af og træne. Mine medmennesker må indfinde sig med lugten af sved, da det nok ikke altid vil være muligt at få sig et bad. Ifølge Christian Madsen skal jeg have 40-60 km i skoene om ugen, og det er omtrent de antal kilometer, som jeg også løber hjemme. Jeg er i maratonform, så den skal “bare” holdes ved lige, men terræn- og bakkeløb skal trænes.

Tilbage i flyet, tænker jeg videre: Hvor er du heldig Kris: du har fået en enestående mulighed, som kun få mennesker får tilbudt, og du har grebet den! Du er på vej til et af verdens hårdeste maratons i ekstreme forhold, og det kribler i hele din krop for at komme ned og prøve kræfter med selveste Hr. Mount Everest!