Her følger mit niende blogindlæg om de sidste forberedelser til verdens højeste marathonløb, Everest Marathon – samt oplevelsen af at komme i mål SUB 7 timer og på en 2. plads! Og det til trods for, at optakten langt fra var optimal, men det er en af præmisserne for at kunne nå til startlinjen i 5.200 meters højde.

Den sidste uge inden løbet bød på ubehagelig opkast/diarre samt udmattende trekkingture med sygdom i kroppen. Men da startskuddet lød tidlig torsdag morgen, glemte hun alt om det hårde arbejde for at nå til Gorak Shep.

En nat i helvede
Natten til mandag d. 25. november skulle vise sig at blive en nat i helvede med smertende mavekramper, opkast i mængder jeg ikke troede var muligt og hyppige besøg ved hullet i toiletteltet. At være syg i næsten 5000 meters højde er hårdt arbejde, og mit eneste ønske var bare at ligge hjemme i min varme seng i Danmark. Da jeg efter et par timer havde tømt absolut alt i min krop, sagde jeg til min tent buddy, Rachel: “This is it. I can’t do the marathon”. Efter en lang og grim nat fortsatte trekkingturen op til Lobuche(4900m). Det var uden sammenligning den hårdeste gåtur, jeg nogensinde har været på, men mine venner i gruppen var flinke til at hjælpe med opbakning og støtte.

Da vi nåede frokoststedet meldte jeg udsolgt og faldt i søvn på jorden. Da jeg kort tid efter vågnede, kastede jeg igen op og besvimede. Jeg var helt rundt på gulvet og kunne hverken genkende de sneklædte bjergtinder eller menneskerne omkring mig. De tilknyttede læger rådede mig til ikke at gå med længere op. Så jeg og Rachel indlogerede os i et lodge og blev der natten over.

Efter omkring tre timers søvn begyndte jeg at få det bedre, og dagen efter var jeg klar til at gå videre op og mødes med de andre, dog med et ekstremt lavt energiniveau, og det irriterede mig enormt at skulle blive ramt af sygdom så tæt op til løbet. Men der var ikke andet at gøre end at tage det sure med det søde og forblive ved godt mod.

Rygtet og erfaringen fra mit tidligere trek fortæller, at Lobuche uden sammenligning har de koldeste nætter. Temperaturen kan falde ned til -25 grader, og natten, vi tilbragte i telt, var hamrende kold. Heldigvis formåede jeg at holde toiletbesøgene nede på et minimum, og min kvalme var stort set væk. Lobuche er desværre også kendt for trekkers disease, og ligesom pesten blev spredt med lynets hast, måtte næsten halvdelen af holdet overgive sig med opkast og dårlig mave.

Lægetjek dagen før dagen
Inden vi dagen efter begav os ud på den sidste trekkingtur til startlinjen, skulle vi gennem sidste lægetjek bestående af balancetest, måling af puls og kroppens oxygenniveau samt hjerte/lungefunktion. Jeg kom godt igennem med et iltniveau på 96% samt en puls på 90(næsten en fordobling af min hvilepuls!). Lægerne vurderede, at tre deltagere ikke var fysisk klar til at deltage i løbet, men de fik muligheden for at starte løbet i Pheriche i stedet. Trekket til Gorak Shep var sej, og da min gode ven Dave bar min taske, da jeg var syg, var det min tur til at hjælpe ham. Han havde kastet op hele natten og var fuldstændig hvid i ansigtet, ekstrem træt og uden energi. Det er ikke optimal forberedelse at tømme kroppens energilager 3 dage før et marathon, ikke kunne kulhydratloade ordenligt og så oveni udsætte sin krop for en enorm fysisk belastning(og endda med to tasker af omkring 5-6kg hver) dagen før dagen.

De sidste forberedelser
Endelig nåede vi Gorak Shep, og jeg var meget spændt på at være tilbage. Jeg tilbragte resten af dagen for mig selv med at pakke og ompakke min løbetaske og sikre mig, at løbets krav om et minimum kit var opfyldt: “Long sleeved thermal top and leggings, additional top and leg covering, rain and windproof jacket(with hood) and trousers, gloves, thermal head covering, whistle on a neck cord, survival bag, head torch and ekstra batteries”.

Kittet bliver tjekket før og efter løbet, og løbsledelsen annoncerede, at de ville foretage tilfældige prøver undervejs. Hvis du mangler dele af minimumskittet, vil du blive diskvalificeret fra løbet. Jeg tilføjede en ekstra t-shirt, sleeves og min camelbag med plads til 2 liter vand. Ellers stod onsdagen på mental forberedelse, afslapning samt fælles øvelse af starten. Jeg gik tidligt i seng – ekstrem spændt og med maven fuld af sommerfugle! Men natten var lige så grum som sidste gang, og det blev stort set ikke til noget søvn. Jeg vågnede to gange, hvor min krop hyperventilerede og brokkede sig over den utilstrækkelige mængde af ilt. Følelsen af at være spærret inde i et alt for lille rum, hvor man bare har lyst til at bryde ud i det fri og tage 1 dybe, fyldestgørende indåndninger. I 5200 meters højde er der ca. halvdelen af den ilt, jeg er vant til at få i Danmark, så det er ikke underligt, at kroppen reagerer, som den gør.

“I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at have nået så langt.”

Klar til start
Endelig ringede mit vækkeur tidlig torsdag morgen – nærmere sagt kl. 04.00(jeg er b-menneske, så min krop tager et par timer om at vågne). Jeg tjekkede mit kit en sidste gang, spiste den sædvanlige havregrød og så klar til start!

Kl. 06.15 blev vores numre råbt op, så løbsledelsen kunne tjekke, at alle deltagere var mødt til start. Kl. 06.30 lød startskuddet! 63 deltagere ud af 75 havde klaret trekkingturen og lægetjekket og var klar til at forsøge sig med verdens højeste marathonløb. Undervejs var to sendt ned med helikopter, og en del måtte bukke under for højdesyge og/eller diarre/opkast. I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at have nået så langt. Første del af ruten var teknisk svær på is og sne, og et par gange faldt jeg på numsen, fordi jeg ikke kunne fornemme den glatte frost under sneen.

Fra Gorak Shep og ca. 15 minutter ind i løbet er der en ubehagelig stigning, som mange af de andre deltagere tog fejl af. De forsøgte at løbe op af den, men måtte give op halvvejs pga. vejrtrækningsproblemer, og jeg kunne overhale de omkring første 15 løbere i gåtempo – dog med en puls tæt på de 190! Al bevægelse i 5200 meters højde er ekstrem krævende, og jeg havde bestemt en fordel ved at have løbet her før og vide, hvordan jeg skulle disponere den første del af turen.

Min plan var at dele løbet op mellem de 6 check points og tage tingene, som de kommer. Hvis træt, så gå. Hvis frisk, så løb. Hvis sulten, så spis. Hvis tørstig, så drik. Jeg har aldrig løbet ekstrem- eller ultraløb før, og min længste løbetur har været lige under 5 timer, så jeg ved ikke, hvordan min krop reagerer, når den bliver presset længere ud og især ikke i disse højder med mindre ilt tilgængeligt. Så da jeg passerede tredje check point i Pangboche som første ikke-nepalesiske kvinde, blev jeg mildest talt overrasket. Jeg havde indtil få kilometer før fulgtes med en engelsk kvinde Beth, men hun stoppede for at skifte tøj, og jeg fortsatte i let løb, og vi forsvandt fra hinanden. Efter omkring 20km kommer den første slemme stigning til Tengboche. Den er så stejl, at løb for det første er umuligt, gå uden pauser er umuligt. og du har egentlig bare lyst til at sætte dig ned for få følelsen tilbage i dine ben. Da jeg endelig nåede op af den, var mine ben smadret. Jeg kunne dog glæde mig over at være nået halvvejs i et af verdens hårdeste marathons, men jeg vidste også, at  løbet først begyndte der for alvor.

Status: halvvejs i løbet
Efter Tengboche kommer den frygtede nedstigning til Kangjuma med grus, sand og sten, som virkelig er teknisk krævende at løbe på – især når det går nedad. Men det gik overraskende godt, og jeg fik overhalet et par mænd på vej ned. Da jeg nåede bunden af bjerget, mødte jeg ultraløberen Dave, som et par dage før også var blevet ramt af sygdom. Han var helt blottet for energi, og jeg trak fra ham op af den næste stigning til Chorkung. Indtil videre havde jeg haft et rigtig godt løb, men denne stigning var ikke mindre end umenneskelig lang og stejl. Jeg havde forceret den før, så jeg vidste godt, hvad der ventede mig, og det var bestemt ikke en fordel at have vished herom! Stigningen består af snoede grusstier med kæmpe trin, som jeg, med mine korte ben, nærmest måtte kravle op ad.

Det krævede rigtig meget energi, og jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var ved at løbe tør. Jeg måtte flere gange stoppe for at få vejret og strække mine ben ud, så de ikke gik i kramper. Her skal der graves dybt eller som mine engelske venner lærte mig: Dig deep! Jeg lå stadig som første ikke-nepalesiske kvinde, men min krop var udmattet, ruten var lang fra flad, og jeg måtte finde min iPod frem og skrue uhæmmet højt op for Volbeats aggressive toner. Det fik mig lidt op i tempo, og jeg nåede endelig Thamosløjfen, som er lig med de sidste 6 miles eller 10km. Fra den tidligere træningstur på sløjfen vidste jeg, at det ville blive hårdt arbejde, for der er ikke et fladt stykke vej at finde. Det er enten op eller ned, og når man er træt og benene bare føles som tunge klodser, gør det lige så ondt at løbe ned som op.

Mælkesyre, high fives og mål i sigte
Mælkesyren i mine lår efter den lange nedstigning fra Tengboche var ubeskrivelig grim, og for hver skridt jeg tog, jagede smerten igennem quadriceps. På vej ud mod vendepunktet kunne jeg give high five til de hurtige nepalesiske løbere og de to første ikke-nepalesiske mænd, Malcom og Steve. Det gav lidt energi at se, de også knoklede for at komme i mål. Da jeg nåede vendepunktet, var jeg absolut fuldstændig smadret og havde hverken lyst til at drikke eller spise. Jeg fik bundet en sløjfe på min taske som et bevis på, jeg havde været helt ude, men jeg var så træt og måske lidt desorienteret, at jeg bare råbte: “Don’t touch me!”. Jeg vendte rundt og kunne se Beth nærme sig med masser af energi, og jeg vidste, at min førsteplads kun havde været til låns. Normalt hader jeg at blive nr. 2, men i dette tilfælde var Beth blevet min gode veninde under den lange trekkingtur, og jeg vidste, at hun var en stærk ultraløber med langt mere erfaring end mig. Status var desuden, at jeg var baldret, udsolgt, finito, wiped out, færdig – basta bum!

Det handlede nu om at slæbe mig igennem de sidste 5km på bedste mulig vis. Når det gik ned ad bakke, kunne jeg tippe min krop forover og tage fra med benene, så det nogenlunde lignede løb, men på lige strækninger og op af bakke var mit mål ikke at gå i stå, men bare at bevæge mig en lille smule fremad. Da jeg langt om længe kunne se målbyen Namche, trængte tårerne sig på, og en uforglemmelig lykkefølelse fyldte min krop. Kun Beth havde overhalet mig på sløjfen, og jeg kunne løbe i mål som nr. 2 ikke-nepalesiske kvinde, nr. 4 over all ikke-nepaleser og nr. 21 på den nepalesiske liste.

Jeg er stolt, glad, overrasket og ikke mindst lykkelig. At deltage i Everest Marathon er uden sammenligning det hårdeste og mest krævende, jeg nogensinde har oplevet. Men alligevel tager jeg mig selv i at dagdrømme om det næste ekstremløb…

Jeg vil gerne takke Koldingegnens Idrætsefterskole, Kolding Bokseklub, Bodyzen og mine søstre Laura, Matilde og Kira for støtte og kæmpe opbakning, samt alle der har fulgt min rejse på Facebook, LøbeMagasinets blog og i avisen.

Overall top 5 for Everest Marathon:
1. Malcolm Attard, Malta – 5.47.22
2. Steve Lang, GB – 6.02.52
3. Beth Thompson (F), GB – 6.50.16
4. Kristina Schou Madsen (F) Denmark – 6.59.50
5. Matt Smart, GB – 7.01.27