At nå Mount Everest Base Camp var første del af målet på mit eventyr, og det var en blanding af lettelse og lykke, efter 10 dages hård trek med flid, sved og hårdt arbejde, at jeg endelig satte min fod på det golde Base Camp med de karakteristiske gule telte. Jeg kunne kigge tilbage på overvældende oplevelser med imponerende naturindtryk, flytten til fysiske og mentale grænser samt sige farvel til næsten halvdelen af trekkinggruppens medlemmer pga. højdesyge.

Solopgang over Mount Everest og iskolde nætter
I et guest house i Gorak Shep i 5184 meters højde forsøger jeg at få lidt søvn. Jeg er pakket ind i mit uldundertøj, -sokker, -hue og -handsker samt silke-, fleece- og min lånte sæson 4-sovepose, men stadig fryser jeg mine fødder, og min næse er kold som en istap.

Natten her rygtes som værende forfærdelig, og en samtale mellem en franskmand og en russer ude på gangen, bekræfter mig i rygterne: “Folk vågner om natten og flår vinduerne op i et desperat forsøg på at få ilt”. Med den grumme forestilling faldt jeg i søvn, men vågnede kort tid efter gispende efter vejret. Jeg kunne ikke få luft, og min krop responderede med en slags panisk hyperventileringstilstand, hvor alt skreg efter luft. Mit hjerte pumpede, mit hoved dunkede og jeg kunne absolut mærke alle lemmer brokke sig i mit korpus.

Tankerne pressede sig på, og med fare for at lydemelodramatisk, blev jeg faktisk i tvivl om min krop overhovedet kunne klare presset. Det kunne den heldigvis, og kl. 4.15 følte jeg mig nogenlunde klar til at kravle op af Kalar Pattar for at se den berømte solopgang over Mount Everest og Nuptse – en tur kun to af gruppens medlemmer klarede.

På min tur til Everest Base Camp har jeg fulgtes med syv andre trekkere, to guider og fire bærere. Jeg havde inden turen overhovedet ikke overvejet, at nogle måske ikke ville nå til Base Camp, og da slet ikke at succesraten ville være under halvdelen.

De første falder fra
I Lobuche måtte vi sende den første pige ned med helikopter pga højdesyge, og stort set alle af gruppens medlemmer følte sig den dag utilpas med hovedpine, kvalme og/eller næseblod. Derfor holdte vi her en ekstra dags pause, men kun for at sende endnu en ned med hest og efterfølgende helikopter. At se sine venner lide på den måde, er en meget skræmmende oplevelse, og at højdesyge ikke er for sjov, skulle jeg tids nok høre flere eksempler om.

Taktikken langs ruten var klar: gå langsomt op, og som Michael Strynø tidligere på måneden insisterede kraftigt på: drik, pis og akklimatisere! Herefter var hans bedste råd, som i tidligere blogs nævnt, hvidløg. Ovenstående har resulteret i en hvidløgsstinkende Kris med hang til bagtroppen og utallige forespørgsler om tissepauser i tide og utide. Jeg er sikker på at de fleste trekkere i Mount Everest-området på et eller andet tidspunkt, har set min hvide numse forsøgt gemt i vejkanten. Men det kan jeg nu godt leve med!

Løbetur til Pangboche
Fra Gorak Shep fik jeg grønt lys fra min guide om at løbe turen ned til Pangboche – en tur på omkring 23-24 km. Starten på turen var enorm hård og især det tynde luftlag var udfordrende og egentlig også surrealistisk at løbe i. Få skridt og den mindste hældning på vejen giver vejrtrækningsproblemer, og man fuldstændig tvunget til at tage det helt roligt. Dog forløb turen over al forventning, og det var virkelig fedt at få trænet teknikken på is-, sten- og grusunderlag og på op- og nedstigninger, jeg ikke troede overhovedet var muligt at løbe på.

Jeg formåede at løbe ca 4/5 af maratonruten på to dage, og det var virkelig en positiv oplevelse – men hold da fast, det bliver en knaldhamrende hård tur!

På maratonruten er det deltagernes eget ansvar at finde vej, så det var godt timet, at jeg på træningsturen drejede af til højre i stedet for til venstre! At finde vej selv, havde jeg frygtet en del, men størstedelen af ruten giver heldigvis sig selv, og ellers er der jo muligheden for at spørge om vej. Navnene på de 11 byer vi skal løbe igennem, har jeg lært udenad, så jeg håber at jeg er dækket ind i tilfælde af, at jeg komme til at løbe allersidst!

Sidste uges program:
25.10 – 7 timers trek (Namche 3446 moh – Tengboche 3867 moh)
26.10 – 5 timers trek ( Tengboche – Dingboche 4343 moh
27.10 – 5 timer – besteg bjerget Nagarun 5313 m og løb ned
28.10 – 5 timers trek (Dingboche – Lobouche 4910 moh)
29.10 – 4,5 timers trek fra Lobuche til ca 5300 moh og retur
30.10 – 8 timers trek (Lobuche – Gorak Shep – Base Camp – Gorak Shep 5184 moh)
31.10 – 3 timers trek til toppen af Kalar Pattar(5623 moh) + 3 t 45 min løb fra Gorak Shep – Pangboche 3901 moh
01.11 – 2 t og 35 min løb fra Pangboche – Namche 3446 moh
02.11 – 4 timers trek’n’run (Namche – Phakding 2652 moh)
03.11 – 2 t 30 min trek’n’run (Phakding – Lukla 2800 moh)
04.11 – 1 t 15 min restitutionsløb i Kathmandu
05.11 – 45 min morgenpowerwalk + 1 times løb med 6×2 min stigninger