Der er en klokkeklar grund til, at Danmarks fjerdestørste marathon har fået tilnavnet ”Brutal Marathon”. Med en officiel samlet stigning på 736 højdemeter og 6 omgange af 6,9km + prolog på 800m skulle dette måske blive et af mine hårdeste løb i Danmark. Jeg jagter i øjeblikket formen til gennemførelse af Zugspitze Super Trail 60km i Tysklands højeste bjergkæde og som led i træningen hertil, stod der fredag d. 18. april Aalborg Brutal Marathon på programmet.

210km på 21 dage
Jeg har i de sidste tre uger haft et tætpakket løbeprogram med VM i Halvmarathon, Hannerup/Fulgsang Cannonball Halvmarathon, Ib’s Marathon nr. 100 arrangeret af Kolding Motion, Sct. Georgs Løbet – 21 km og så Aalborg Brutal Marathon som rosinen i pølseenden. Efter næsten 210km på 21 dage inden Brutalen forventede jeg et benhårdt og ubarmhjertigt marathon med energidræbende op- og nedstigninger samt et løbefelt bestående af seje og ukuelige løbere, som formentlig ville smågrine lidt over, mine til dags dato, 17 sølle marathonløb. Men jeg var absolut klar til at teste dagsformen, og jeg havde gået og småglædet mig hele ugen til at prøve kræfter med det berygtede løb.

Som nævnt er Aalborg Brutal Marathon et velarrangeret asfalt/skov/grusløb på runder af 6.9km med en prolog på 800m. Rundstrækningen stiger 120m med to stigninger op ad Nordtoft og Skovbakkevej som de stejleste – sidstnævnte slutter med en stigning på 7,3%. Her er publikum på bedste stratetisk vis placeret, og stemningen nærmer sig Alp d’Huez lignende tilstande med sang, hep, klap, flag og godt humør. På de første to runder viste frivillige vej, og herefter var ruten på fineste vis afmærket med pile og rød/hvide plasticbånd.

Nu handlede det om tempo, om at overhale den næste og den næste og den næste. Anders løb med GoPro’et ved siden af og pacede og heppede. Jeg fandt flow og blev nærmest helt høj af det gode tempo og løberne omkring mig, hvor mange var blevet ædt op af distancen, stigningerne havde tynget det mentale og lårene var stive og knæene bløde.

Efter mange træningskilometer i benene var min taktik fra start at tage det stille og roligt. Faktisk startede jeg omtrent bagerst og fik taget en del billeder og videoer med mit GoPro-kamera på den første rundstrækning. Mine ben brokkede sig en del og var nok temmelig utilfredse med de ekstra 3,5kg i rygsækken. Især den højre læg fik min opmærksomhed, da den truede med kramper og den der grimme fornemmelse af, at boblen inde i musklen bliver større og større, gjorde mig lidt nervøs. Havde jeg gået for hårdt til den de sidste uger? Efter kun 6km ramte jeg min langsomste kilometertid på 6:44 min/km, og da den poppede op på mit ur, udbrød jeg højlydt: ”Det er løgn, det her!”.

En fysisk såvel som mental kamp
Herefter kæmpede jeg lidt med hovedet, som absolut ikke kunne forstå, hvordan jeg skulle tilbagelægge resten af distancen i løbet. Jeg havde jo ikke en gang løbet halvdelen – ja, ikke engang en fjerdedel. Det virkede uoverskueligt, og jeg måtte ned at gå op af Skovbakkevej. Den eneste trøst var, at jeg var langt fra den eneste, som gik op af den lede stigning; det irriterede mig bare, at jeg allerede måtte kapitulere på første runde. Efter bakken lavede jeg en bindende aftale med mig selv: ”Godt nok har jeg ikke ramt dagen, men det er skisme slut med at gå. Det er sgu for tamt. Jeg er ikke kørt hele vejen fra Kolding til Aalborg for at gå et marathon” osv.!

Jeg begyndte at snakke lidt med de andre løbere, og det er altid hyggeligt at høre deres historie, og hvad deres løbebaggrunde er. Jeg kom i snak med en marathondebutant og tænkte, det bare var hammersejt lige at nappe Brutalen som sit første marathon. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg ynkede efter de 30km til mit første i Berlin, så hatten af for hende. Det bevirkede faktisk, at jeg havde knap så ondt af mig selv anden gang, jeg så direkte ind i asfalten på den lede stigning. Jeg ville løbe hele vejen op, og undervejs overhalede jeg en del løbere. De fleste af dem overhalede mig dog efter bakken igen, men det var egentlig også okay. Jeg havde accepteret mine trætte ben, og jeg ville bare nyde turen, komme godt igennem og ikke risikere nogen dumme skader.

Følgeskab gav kæmpe boost
Efter lidt small talk hist og pist rundede jeg de 26km, og jeg kunne se frem til følgeskab af min gode ven Anders Fugmann. Han er bosat i Aalborg, og vi havde en aftale om, at han skulle løbe med på de sidste to runder. Det gav et kæmpe boost, lige pludselig var jeg flyvende, og mine kilometertider raslede nedad. Jeg overhalede den ene efter den anden, og mon ikke nogen af de andre løbere var lidt trætte af at blive overhalet af en lille 160 centimeters-pige med oppakning? Det kunne kun pleje mit konkurrencegen og gøre mig i blændende humør, og hermed tog løbet en uventet drejning.

Nu handlede det om tempo, om at overhale den næste og den næste og den næste. Anders løb med GoPro’et ved siden af og pacede og heppede. Jeg fandt flow og blev nærmest helt høj af det gode tempo og løberne omkring mig, hvor mange var blevet ædt op af distancen, stigningerne havde tynget det mentale og lårene var stive og knæene bløde. De lidende ansigterne(heriblandt mit eget) afspejlede dagens strabadser og afslørede, at Aalborg Brutal Marathon ikke bare er et almindeligt hyggeløb. Det kræver vilje, udholdenhed, mental styrke, gode lårbasser og dagsform.

Jeg toppede med to kilometertider på 4:55 og 4:54 på 36. og 37. kilometer, og den sidste kilometer fløj jeg i mål med 4:04 i snit. Det kan jeg takke min makker Anders for, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor meget det mentale spiller ind på maratondistancen. Min krop får jo ikke tilført ekstra energi af, at jeg får en løbemakker, og at publikum går amok på min vej til toppen af stigninger er jo heller ikke en direkte kanyle af energi ind i min krop, men det giver et mentalt boost, som har en kæmpe indvirkning på det fysiske. Status er, at jeg skal arbejde mere med det mentale til Zugspitze Super Trail.

Jeg kan klart anbefale Aalborg Brutal Marathon til løberen, der har lyst til at udfordre sig selv med hårde højdemeter og exceptionel god stemning. 

Fakta:
Antal tilmeldte: 199 mænd/23 kvinder = 222 løbere heraf 208 gennemførte
70% asfalt – 20% grus – 10% skovsti
Væskedepot 3 gange pr. runde: vand, saft, cola, salte chips, Matadormix, rosiner, chokolade, appelsin og banan
Medalje: ja
Pris: 200,- kr.
Vindere: Søren Rasmussen 2:47:59 og Stine Rex 3:25:06
Tidtagning: Manuel registrering ved officials
Karakter: 5 

1. runde inkl. 800 m prolog: 45:26
2. runde: 39:58
3 runde: 39:20
4 runde: 41:45
5 runde: 38:13
6 runde: 38:41

1. halv: 2:04:29
2. halv: 1:58:24
Samlet: 4:02:53