The Polar Circle Marathon

Søndag d. 26. oktober deltog jeg i The Polar Circle Marathon på Grønland under ekstreme forhold på den 66. breddegrad – bedre kendt som Polarcirklen. Maratonruten løber over den tykke indlandsis og gennem enestående grønlandske landskaber med gletsjere, tundraer, arktisk ørken og et absolut smukt morænelandskab. Efter mange måneders intens træning varetaget af StayActive følte jeg mig 100% klar til den kolde udfordring.  

Alle deltagere mødtes i Københavns Lufthavn til nummer- og chipudlevering, og vi kunne således checke fælles ind. Flyveturen til Søndre Strømfjord(Kangerlussuaq) tog omkring 4 timer, og jeg kunne forestille mig at løberne fra bl.a. Australien var glade for at nå frem. Vi landende lokal tid kl. 09 og det var allerede tid til ruteinspektion på indlandsisen, så vi måtte klæde om i lufthavnen og tage med bussen ud i det uvisse.

De omkring 38 km ud til indlandsisen var krydret med ubeskrivelige fede naturoplevelser, som jeg, uden at have oplevet hele verdenen, formoder kun kan opleves på Grønland. Betaget af synet, kunne jeg mærke spændingen i kroppen stige og en smule nervøsitet omkring det faktum, at jeg i disse kølige omgivelser få dage efter skulle rende 42,195 km. Ruteinspektionen på indlandsisen var spændende og der lå ikke så meget sne, som jeg havde forventet, men is så langt som øjet kunne række, og mine ekstra pigge på skoene havde ikke en chance for at trænge igennem. Det gjorde mig temmelig nervøs, for hvordan skulle jeg dog kunne holde balancen? Dertil var det hamrende koldt, vinden piblede igennem mit tøj og jeg ændrede konstant holdning til hvor meget tøj, jeg skulle bære til selve maratonet.

Resten af dagen gik med afslapning og i samvær med de andre deltagere fra hele verden. Jeg holder virkelig af det sociale aspekt på sådan nogle ture, da de mennesker man møder, deler ens interesse for løb, og der er ingen, som sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man begiver sig ud i at løbe et maraton nord for Polarcirklen.

Fredag vågnede jeg tidligt og besluttede at tage på endnu en ruteinspektion – især fordi natten havde budt på sne, og landskabet udenfor var ikke til at kende. Det samme gjorde sig gældende ude på indlandsisen, og man skulle tro at jeg befandt mig på to forskellige steder, da alt isen nu var dækket med mellem 20-40 cm sne. Udfordringen var stadig den glatte overflade, når jeg ramte isen under sneen, men det virkelig svære, var at fornemme hvor meget sne jeg skulle træde igennem. Fornemmelsen var lidt som at gå på trapper og ikke vide om der er ét eller to trin tilbage at træde ned på. Det var en ubehagelig fornemmelse, som jeg ikke rigtig kunne finde en måde at håndtere på – udover at sætte tempoet væsentligt ned.

Det lærerige ved endnu en ruteinspektion, var at ALT ændres med vejret. Internettet meldte om forskellige vejrudsigter og alt mellem hård vind og næsten ingen vind samt – 6 grader til – 18 var at finde på DMI, YR og hvad vejrstationerne nu ellers hedder. Jeg synes, det var rigtig svært at lave udstyrsbeslutninger, men mit udgangspunkt var følgende, som også endte med at blive outfittet til maratonet:

• Odlo merino wool undertrøje
• Odlo fleece mellemlag
• Odlo down jacket
• Odlo wintertighst
• Odlo ¾ down pants
• Haglöfs full face
• Odlo pandebånd
• Buff
• Odlo wintergloves
• Smart Wool PHD toe sock mini(five fingers sokke som inderste lag)
• Features winter 100% merinouldsokker 
• Salomon Speedcross 3 GTX
• Spikes

Lørdag gik med afslapning og et par sightseeingture i det smukke landskab omkring Kangerlussuaq samt gentagne udstyrstjek. Jeg dedikerede mange tanker til, hvordan mine personlige forsyninger ved halvmaratonmærket og 30 km ikke skulle fryse, og jeg synes selv, jeg kom frem til en god løsning, som indebar en Faxe Kondi energidrik pakket ned i en sleeve med geler rundt om flasken. Dertil lagde jeg 2 Hand Warmes fra Grabberworld, som efter sigende kunne holde sig varme i op til 10 timer.

Om aftenen bød mit b-menneskegen vintertiden og dermed den ekstra nattetime velkommen inden maratonet løb af stablen søndag. Jeg havde stillet mit vækkeur til kl. 04, så jeg kunne narre min dovne morgenkrop til at være tip-top frisk til starten kl. 09.

Løbsrapport:

Busserne ankom ca. 15 min før start og der var lige tid til at tisse af(hvilken virkelig var en kold fornøjelse), få spikes/yaktrax eller andet på løbeskoene samt få afleveret sine personlige forsyninger til ruten.

Præcis kl. 9 lød startskuddet og 167 forventningsfulde løbere tog de første skridt ud på det 42,195 km lange eventyr omkring Polarcirklen. Ruten startede med en ond stigning på ca. 2 km ud til indlandsisen. Stigningen overraskede mange med dens brutale hældningsprocent og glatte underlag, men sceneriet omkring os var absolut fantastisk, som på magisk vis fjernede startproblemerne i benene. Den sidste stigning inden isen var så stejl, at vi måtte ned i gåtempo, men synet der mødtes os for enden af bakken, var spektakulær: Et total hvidt landskab så langt øjet rakte, og jeg lagde mig klar til at angribe! Isen var glat – spejlglat, og tykkelsen på sneen var, som dagen før, svær at vurdere. Jeg kæmpede mig igennem de til tider op til 40 cm

Efter de 3 km på indlandsisen gik turen videre på fast grund, men stadig med meget sne og is som underlag.

Fra ca. 15 km til 19 km løb vi på et nogenlunde fladt terræn, men jeg valgte stadig at beholde piggene på skoene pga. det glatte underlag. Inden vi kunne sætte hak ved halvmaratonmærket, skulle vi bekæmpe en stor bakke, hvor de fleste også måtte opgive at løbe. Jeg passerede de 21 km i tiden 2:13, og var egentlig vældig tilfreds velvidende at jeg muligvis havde lagt for hårdt ud på indlandsisen. Desværre kunne jeg ikke finde mine personlige forsyninger, og jeg blev lidt panisk i væskedepotet, men måtte acceptere at løbe videre uden opfyldning af geler. Jeg trøstede mig med, at der ikke var så langt til 30 km-depotet, hvor jeg havde endnu en forsyning. Min samarbejdspartner StayActive, som varetager min træning, havde udregnet et indtag af 2,3 – 2,4 geler pr. time ved en kampvægt på 59 kg, og den plan var allerede gået i vasken, men jeg formåede at holde et højt humør alligevel nyde omgivelserne maksimalt. Det mentale overskud kom på en prøve, da jeg indså at mine forsyninger heller ikke var at finde ved de 30 km og jeg måtte nøjes med vand og varm hyldeblomstsaft. Jeg kunne mærke trætheden langsomt overtage min krop, og ved 32 km kom den første mavekrampe i en stribe som varede helt til 38 km. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog mig at komme igennem de 6 km, men kramperne tog alt overskuddet, og jeg måtte gå væsentligt ned i tempo. Så langt ned at jeg blev overhalet og mistede min 3. plads i løbet og dertil begyndte jeg at fryse. Kulden spredte sig langsomt fra det yderste af mine fingre til hele armen og ind på korpus. Min krop gik i forsvarsposition og begyndte at ryste. Min næse og den øverste del af kinderne blev iskolde og jeg følte en ubehagelig smertende fornemmelse, som om at nåle kontinuerligt prikkede ind i huden på mig. Som prikken over i’et skiftede underlaget fra blandingen mellem grus og sne til sand og sne, og hvert eneste skridt blev slugt i sandet og dræbte energien. Jeg søgte desperat efter et godt spor at løbe i, men forgæves og jeg begyndte at have svært ved at styre mine tanker. Uden at tænke over det, fandt jeg mit GoPro-kamera frem og deklarerede afslutningen på min løbekarriere! ”F… Marathon de Sables” udbrød jeg højlydt. Jeg kæmpede med mit mørke sind, men min aggression blev forvaltet til stædighed, og jeg tvang det ene ben foran det andet i den krumme, foroverbøjet position, som mavekramperne fremtvang tænkende den samme tanke: ”Det skal IKKE stoppe mig, det skal IKKE stoppe mig”. Fra det ene øjeblik til det andet ophørte kramperne og jeg kunne igen rette det fulde fokus på løbet. Jeg havde 4 km tilbage af løbet, og underlaget var igen blevet nogenlunde fast. Der var dog stadig masser af op- og nedstigninger og især den sidste stigning op til 41 km, var en udfordring. Jeg bildte mig selv ind, at med The Everest Marathon og Zugzpitze Supertrail i baghånden, kunne jeg fan’me ikke tillade mig at gå, så med et forpint ansigt lykkedes det mig at løbe hele vejen op, og kunne se frem til den sidste kilometer på et nedløb og de sidste par hundrede meter ind gennem byen til målstregen i Kangerlussuaq.

På en dag hvor heldet ikke helt stod mig bi, er jeg dog alligevel stolt over at komme i mål

som 4. bedste kvindelige løber og nr. 29 overall ud af 167 startende. At slå hver og en af de højlydte og opmærksomhedskrævende amerikanske Navy Seals-soldater er guf for selvtillidskontoen, og til gallamiddagen skulle jeg tage mig selv i ikke at spørge: ”Nå, hvor blev I egentlig af?”.

Afslutningsvis må jeg slå fast, at det bestemt er et af de hårdeste løb, jeg har deltaget i. Kulden, den tekniske sværhedsgrad på indlandsisen med 20-40 cm sne, de mange op- og nedstigninger og ikke mindst lange passager i blødt sand blandet med sne i slutningen af løbet krævede ekstrem koncentration. Desværre var ovenstående krydret med mavekramper, som jeg i dagene efter har forsøgt at finde årsagen til – uden held, og måske jeg skal finde svaret i den anderledes kost dagene op til.

At løbe på indlandsisen var unikt, specielt og tåler ingen sammenligning. En følelse af at være langt, langt væk fra civilisationen, og så absolut tæt på naturen og dens rå virkelighed og præmisser. Jeg følte mig nærmest lidt skyldig over at betræde dens urørte sne og markere mine urene og skyldige fodspor.

Fakta:

Distancer: halvmaraton og helmaraton (med mulighed for at gennemføre begge: The Polar Bear Challenge)

Depoter pr. 5. km: (ikke frosset)vand og varm hyldeblomst

Nationer: 27
Antal deltagere: 187

Cut off: 7 timer på maraton
Arrangør: Albatros
Vindere: Norbert Zeppitz, Østrig: 03:30:08 og Debby Urkins, Belgium: 4:11:26