Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi bliver vækket på dag 2, men vi har ikke fået noget mad overhovedet, siden vi startede. Jeg registrerer, jeg er sulten og maven rumler og så fejer jeg det af vejen igen. 

Uvisheden er altoverskyggende og vi ved aldrig, hvad vi skal – der bliver altid gættet, men vi rammer aldrig rigtigt. 

Det er både spændende og skræmmende at blive hentet af lastbilen og bare køre afsted uden anelse om endedestination. Og denne morgen bliver vi sat af ved en vej og skal gå et godt stykke ned mod stranden. Vi bliver bedt om at stille op i geled og får instruksen om at grave vores tasker ned i sandet med en feltspade til hjælp. 

Efter tælling spæner vi alle mod en feltspade og jeg får fat i en af de sidste i rækken. Herefter finder jeg sted i klitterne og begynder at grave. Det er super hårdt arbejde og der skal faktisk et ret stort hul til at kunne sluge rygsækken. Jeg graver og graver og de 20 minutter, vi har fået til opgaven, begynder at rinde ud. Da der endelig er plads til tasken, er jeg så presset, at den bliver læsset i i al hast og jeg laver den store rookie-fejl med ikke at tage notits af, hvor jeg har gravet den ned. I mit løb tilbage på geled ved jeg, at det vil ramme mig senere og jeg bander mig selv langt væk. 

De tre instruktører står bare og stirrer på os, indtil vi bliver bedt om at fatte en træstamme i grupper af fire. Jeg er sammen med Nicolas, Kristian og Theresa, og vores opgave er at bære stammen rundt i klitterne. Når vi har rundet én instruktør, fortæller han hvem vi nu skal hen til og sådan fortsætter denne øvelse egentlig bare. Der opstår en lille forvirring hos os, da vi på et tidspunkt bærer stammen hen til den forkerte instruktør og faktisk har vi alle høre den sammen instruks, så mit gæt efterfølgende er, at de tester os og forsøger at skabe splid. 

Jeg ved ikke, hvor lang tid denne øvelse står på, men langt om længe bliver grupperne alle samlet på række på stranden. Instruktør Carl står ved vandkanten og fortæller med rolig stemme: “Stammen i strakt arm!”. Mens vi står og kæmper, snakker Carl i det langsomste tempo om, hvordan vi bare skal acceptere det. “Slip kontrollen – STRÆK ARMENE!” 

I næste øvelse er vi forbundet arm i arm i én lang kæde og bliver bedt om at gå baglæns ud i det kolde vand. Vi skal herefter ligge os ned på ryggen, mens bølgerne suser ind over hovedet på os. Shit, det er koldt og vandet hiver os fra side til side. Jeg har Theresa og Kristian ved mine to sider, og især Kristian og jeg har godt og trygt fat i hinanden. 

Øvelsen er simpel: Hold hovedet nede og accepter, du ikke kan få vejret, når bølgerne kommer. 

Jeg forsøger at finde en rytme i bølgerne, men det isende kolde vand forstyrrer mit fokus. Mine tænder klaprer og som minutterne langsomt går, begynder jeg at fryse helt ind i min core. En ting er at fryse hænder og fødder, men at fryse dybt inde i kroppen er bare en ubehagelig følelse, som du ikke kan flygte fra. Det føles som evigheder, og det overrasker mig, at TV-udsendelsen viser, at vi “blot” er i havvandet i 20-25 minutter. 

Herefter fornøjer instruktørerne sig med at lade os kravle og rulle i sandet samt at få en spadefuld sand i hovedet, uden vi kan gøre noget som helst ved det. Vi skal lære at accepetere. Vi skal lære ikke at være i kontrol. Vi skal lære ikke at have ondt af os selv. 

Med sand over alt bliver vi bedt om at rejse os op i den kølige vind. Det er ekstremt koldt og jeg ryster over hele kroppen. 

Jeg hører fjernt instruktør Rune i baggrunden: “Det er træls, det sand der, ikk’?” og så er det en tur i vandet igen. At få kroppen under vand, når man i forvejen fryser helt vildt, er bare modbydeligt. Men man gør det bare. Der er ingen betænkningstid eller valgmuligheder – du gør det bare og håndterer det. 

Da vi igen står i geled, kommer jeg i tanke om min rygsæk… Jeg har ingen idé om, hvor den er og vi bliver selvfølgelig bedt om at hente rygsækken og danne grupper til løft af stammen alt efter hvor hurtige vi er. Jeg løber ud i klitterne. Jeg forsøger at tænke tilbage på, hvor langt jeg løb ud, men det er umuligt at bedømme og jeg når lige at blive irriteret på min egen uprofessionalisme, inden jeg kommer i tanke om, hvem der gravede ned ved siden af mig. Og på den måde pejlede jeg mig frem til min rygsæk. Efter den øvelse lovede jeg mig selv, at jeg ikke skulle lade mig selv være afhængig af andre på den måde igen.  

Jeg kommer sammen med Mille, Katrine og David sidst tilbage til træstammen, som skal bæres op til lastbilen. Vi er de tre mindste kvinder og så David. Jeg fornemmer hurtigt, at David er presset – faktisk er han slet ikke sig selv, og jeg kan ikke en gang forstå, hvad han siger. Han er helt grå i ansigtet og svær at kommunikere med. Vi har ikke gået langt, før han falder og instruktør Rune stopper gruppen med en melding om, at vores kammerat er i problemer. Mille og Katrine giver ham en peptalk og jeg fixer hans rygsæk, men David er så presset på både det mentale og det fysiske, at han ikke kommer sig i denne øvelse. Han er lammet på en eller anden måde, og vi (og sikkert heller ikke David) ikke kan forstå, men det hele giver efterfølgende mening, da vi hører om hans drukneulykke og særligt, når jeg sidder her og ser interviewet i fjernsynet. Jeg har den største respekt for ham i forhold til at se dæmonerne i øjnene og melde sig til programmet. David vidste, at vand ville være en stor del af kursus, og han meldte sig til alligevel. Det er fanme big times cojones – pardon my French. 

Vi kæmper os tilbage til lastbilen, og det er nok kun os tre tøser, der egentlig får løftet “kævlen” retur.  

Da vi kommer tilbage til kasernen, får vi havregryn og så vidt, jeg husker, er det første gang, vi spiser, siden vi ankom i går morges. 

Pludselig går alarmen og på første dag, fik vi anvist, hvordan vi skal søge tilflugt på en lokation i skoven med fuld oppakning og med kodeord, så vi ikke render ind i eller inviterer fjenden. Vi har fået besked på ikke at hjælpe hinanden, så alle mand spæner rundt og sørger for sig selv. Når man kommer frem til samlingspunktet, skal det rigtige kodeord fortælles til førstemand på spot og så ligger vi ellers der i skjul. Det er en hektisk øvelse, som tænder adrenalinen i kroppen på fuld gas – jeg er 100% klar til hvad end de sætter os til og hele tiden forsøger jeg at arbejde med at forvente det værste. Og når det ikke sker, så er det en lettelse og nemmere at håndtere det, de nu sætter os til. 

Tilbage på kasernen får vi en kort pause, hvor jeg tror, alle registrerer at vi er trætte og mængden af søvn har været minimal. 

Næste øvelse skal vi i to grupper bringe ammunition op til egne styrker. Dvs vi skal 6 mand bære på tungt og u-handy udstyr og helt fra start bliver det tydeligt, at vores gruppe ikke fungerer særlig godt. Jeg kan mærke, det irriterer mig og jeg forsøger at tænke, hvorfor det ikke kører for os. Opgaven er jo simpelt, men der er simpelthen noget gruppedynamik, som halter og det bliver ikke bedre af, at vi kommer mere og mere bagud i forhold til den anden gruppe.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi ikke kan bare kan køre på og hvorfor vi gentagne gange skal stoppe op og snakke. For mig selv tænker jeg, at vi kan da snakke, mens vi går. Der er dårlig stemning og jeg må indrømme, at jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Men det er også i denne øvelse, jeg finder ud af, at Mille og jeg fungerer ret godt sammen. Vi snakker samme sprog, har samme forståelse for at få tingene til at fungere og vi kan også kommunikere uden at snakke sammen. Hun har en blanding af et positiv og heppende tilgang til opgaven samtidig med, hun ikke stryger nogen med hårene. Det kan jeg godt lide – en spade er en spade, men alligevel formår hun at servere budskabet på en god måde. 

Det er i øvelser som denne, jeg kan blive i tvivl om, hvor godt jeg selv arbejder og bidrager positivt i en gruppe. Jeg tænker nemlig flere gange – og det er også vist i et klip på TV – at så bærer jeg da bare den tunge kasse selv! 

Vi kommer sidst og får en “belønning”, som bliver at instruktør Max bestemmer, at vi skal bære Nr. 9, Lars på en båre hele vejen retur. Den reelle belønning ligger faktisk i, at Nr. 9 ikke må snakke. Det passer mig og Mille ret godt, for der er ingen tvivl om, at Lars fylder meget og i sådanne fysiske og mentale hårde situationer, kan det være svært at håndtere. 

Det er vigtigt at sige om Lars, at han i Korpset er havnet et sted så langt væk fra sin komfortzone, som han overhovedet kan. Jeg kan huske, at jeg nogle gange har kigget ham i øjnene, og tydelig kunne se, alle de tanker og inputs, som han forsøger at fortolke og forstå. At fungere i en ny verden, hvor tab af kontrol og manglede struktur er hovedingredienser med diagnoserne ADHD, Asbergers og autisme kan vi andre kun gætte på, hvad der er gået igennem hans hovede. Én ting er sikkert om Lars, og det er, at hans hjerte og intension er på det rette sted. 

Med et glimt i øjet, var det rart, der var lidt ro, men samtidig blev det også tydeligt, at vi stadig ikke fungerede som gruppe. Om det var de 90 kg på skuldrene samt den ekstra rygsæk, der brændte os af eller om vi simpelthen var en dårlig cocktail for hinanden, ved jeg ikke. Men vi kommer frem og vi er alle super pressede.

Da vi når frem til mål, sidder de andre allerede klar og herfra går vi hjem til basen; med rygsæk og fuld oppakning selvfølgelig. 

Der går ikke lang tid, før vi igen bliver kaldt til samling og turen går mod svømmehallen. For første gang mærker jeg en nervøsitet i maven, som jeg har svært ved at styre. Hvad nu hvis vi bliver stillet for en opgave med svømning eller dykning, som jeg ikke kan løse? 

Vi kommer frem til svømmehallen og får skiftet til badetøj. Herefter bliver vi lukket ind i et omklædningsrum og må ikke snakke og så fryser vi egentlig bare. Ventetiden er lang og vi aner ikke, hvad der skal ske. 

Da jeg kommer ind, får Carl lynhurtigt ro på mig. At kigge ind i hans øjne og mærke, at han ville hjælpe mig og giver helt korte, præcise og konkrete instrukser om handlebanen under vand. Jeg ved, hvad jeg skal, men alligevel præsterer jeg at misse rebet op og jeg dykker hele vejen til den anden ende af svømmehallen. Jeg er i et med mig selv og meget fokuseret. Jeg tænker, at hvis jeg drukner, er dette sted jo det bedste sted at gøre det – jeg bliver bare ved, indtil jeg når mit mål. De henter mig jo, hvis det går galt. 

Da jeg næsten når enden af banen, ved jeg, at jeg har fejlet: “Må jeg prøve igen?”

I første dyk mister jeg begge mine kontaktlinser og med -4.50 i styrke, har jeg basalt set mistet min evne til at se. Jeg anmoder om at få ny linser, men Carl fortæller køligt, at jeg ikke skal bruge mit syn til noget. Jeg gør klar til mit andet forsøg, men får et kæmpe chok af høj lyd og der bliver helt mørkt i svømmehallen. Der går et gys igennem mig: “Hvad skal der ske nu?!”. 

Hurtigt får Carl fat i mig og beroliger mig med, at strømafbrydelsen ikke er en del af planen: “Dette er en strømafbrydelse og ikke en del af øvelsen, forstår du nr. 7?” Jeg nikker og sætter mig på en bænk og går igen ind i mig selv. 

Jeg kommer efterfølgende igennem øvelsen og jeg formår at sætte min vandskræk til side. Denne øvelse giver mig enorm selvtillid i vandelementet og styrker mig til kommende øvelser. For jeg ved, at med en frømand i spidsen for kursus, vil dette ikke være det sidste bekendtskab med vand. 

Dag 2 er grænseoverskridende, udviklende, splittende og forenende samt så intens, at da jeg ligger i min feltseng om aftenen, kan jeg knap nok huske, hvad dagen er gået med. Og her beslutter jeg mig for at skrive dagbog fra dag 3 for at få den fulde oplevelse med. 

Når jeg ser afsnittet i fjernsynet, bliver jeg enorm draget og grebet af mine seje og modige medaspiranter om, hvordan de deler deres inderste tanker og lader sig være sårbare for åben skærm ved at fortælle deres personlige historie. 

Særligt Jills interview giver mig kuldegysninger og tænk sig, at det livsglade menneske med smilende og gnistrende øjne, har gennemgået så forfærdelige en opvækst. Hendes sætning “Jeg kan jo altid tjekke ud, men jeg tager lige lidt mere med.” giver så meget mening og viser den stærke, stædige og viljefaste Jill, som jeg har lært hende at kende og jeg ved, at hun vil inspirere unge mennesker, som måske vokser op i lignende tilstande til “lige at tage lidt mere med”.