Korpset – dag 3

Dag 3 starter brat med en vækning af vild kaliber: 

Instruktør Max braser ind ad døren og råber: “Godmorgen aspiranter – 3 min ude på standpladsen med rygsæk!”

Og med ét er dagen i gang. Det er en ret sindssyg måde at vågne på og det gælder om ikke at gøre plads til mange tanker, men blot gøre, hvad der bliver sagt. Min rutine med at gøre rygsækken og mine ting klar hver aften bærer frugt, og jeg får hurtigt pakket min sovepose ned samt taget mit tøj på, som ligger klar ved siden af min feltseng.

Men 3 minutter går godt nok hurtigt! 

Et element der ikke er med på TV er, at vi fra kursets start, er blevet bedt om at pakke vores tasker ens og se ens ud med de samme ting i vores lommer. Fx er kompas i højre brystlomme, kniven i venstre lomme på bukserne osv. Det er lige lidt ekstra krydderi, når der skal pakkes hurtigt og detaljer, som man nemt kan komme til at glemme. Og vi bliver da også testet i tingenes placering, da vi træder an på standpladsen. Belønningen er selvfølgelig øvelser som armstræk, mavebøjninger og englehop.

Efter lidt sved på panden, bliver vi bedt om at stille op på en række, hvor den person vi mener har de bedste lederegeneskaber står forrest og den med de dårligste lederegenskaber, står bagerst. 

Det er en utrolig svær opgave og øvelsen er sværere end den ser ud på fjernsyn. At stå og lynhurtigt skulle overveje, hvem man har mest tillid til – det er den nemme del – og hvem man har mindst tillid til – den virkelig svære del, er grænseoverskridende. At skulle melde ud, at man ikke har tillid til en persons lederevner, ved vi alle ikke er noget personligt. Jeg kan jo sagtens holde af en person uden at denne person har lederegenskaber. Men et eller andet sted, tror jeg at mange af os gerne vil beside lederevner og når vi så får at vide, vi kke har dem, er det svært ikke at tage det personligt. 

• 

Min tøven i denne øvelse består i, at jeg tænker for meget over, hvordan personen jeg udpeger at have mindst tillid til som leder, vil reagere. Og den tankerække gør mig handlingslammet i øjeblikket og jeg får ikke bidraget med mine inputs. Der er dog andre, som tager teten og det viser måske netop nogle af mine evner som leder. Efter denne øvelse, kunne jeg mærke en snert af skuffelse over mig selv og mit manglende initiativ til at deltage i den svære opgave. 

Jeg kommer dog til at stå som nr. 3 i rækken efter Nicolas og Kristian og jeg mener også, det er en korrekt placering for mig. Jeg placerer mig ikke selv, men bliver sat der af et par i gruppen.

Denne seance er selvfølgelig ikke skabt for tilfældighedens skyld og i den efterfølgende øvelse, tester instruktørerne Kaspers og Theresas evner som ledere, da de er to af dem, som står bagerst i rækken.  

Opgaven er som følgende: 

Den udpeget leder, Kasper skal finde poster i skoven ved at navigere ud fra et kort, som kun Kasper må se. Han må tage noter og måle med kompas og derefter bringe vores gruppe med træstamme til posterne. Kasper har altså ikke kortet med på turen ud til at finde posterne og skal dertil heller ikke bidrage med at bære den tunge træstamme. Det er meningen, at lederen skal videregive information og lade holdet arbejde. 

• 

Kasper tager imod rollen med åbent sind og han har bare et unikt humør og gå-på-mod, selvom han er på udebane i forhold til at finde vej. Kasper har fx forstået målestoksforholdet forkert, som betyder, at vi tror, vi skal 5 km for at nå første post. Jeg funderer en smule over, at vi skal finde 6x poster og at den første er 5 km væk, men det gælder også om at bakke sin leder op og som Kristian siger: “Men klokken er også kun kvart i 10!”. Dog ved jeg inderst inde godt, at distancen er urealistisk, men derfor kan retningen jo være fin nok og vi begiver os ud på den lange tur. 

Jeg har det rigtig fint med at gå i gruppen og bære på den tunge træstamme. Humøret er godt og vi arbejder sammen som en god gruppe. Men vi bliver egentlig bare ved med at gå og gå og gå. Efter et godt stykke tid sætter vi os og snakker os frem til, at noget nok er galt. Instruktør Rune bekræfter os i mistanken og vi går tilbage til basen. Kasper ytrer, at han gerne vil skiftes ud som leder og gruppen peger på mig. Dette er ikke med på TV og faktisk får instruktør Rune også overtalt Kasper til at forsøge sig én gang til, efter vi returnerer til basen. Det lykkedes heller ikke her og jeg overtager rollen som leder.  

At være leder er enorm svært, hvis man har blot den mindste tvivl om, om man gør det rigtigt. 

En lille detalje kan koste stort. Og jeg må bare tage hatten af for Kasper for ikke at gå i panik. Han holder humøret højt og med masser af gåpåmod.

Som leder af gruppen mærker jeg også presset. Jeg rammer ikke posten i første hug, men får et hint til at forskyde min kurs. Min fejl er at jeg på kortet, som jeg navigerer ud fra ligger ca 50-80 m fra der, hvor jeg starter med at finde vej fra. Og så finder vi posten til stor jubel for gruppen (og for mig!).

• 

Man kan lige nå at se, at det er mig, som har kompasset i hånden, da vi slutter øvelsen. 

Tilbage på basen bliver Lars bedt om at gøre sig klar. Vi hjælper ham med støvler, tøj, vanddunk og alt det andet gear.  

Vi får ikke lov til at sige farvel – han forsvinder bare. Det er rørerende efterfølgende at se på TV, hvordan nr. 9 bliver bedt om at afgive sit nummer. Jeg bliver glad over, den måde instruktør Carl leverer beskeden til Lars. Der er den største respekt og medmenneskelighed i det.  

Næste øvelse foregår på meget lidt mad. Jeg ved ikke, hvor lidt, men på en eller anden mærkelig måde, generer det mig faktisk ikke.

Vi deles i to grupper og skal finde poster i skoven med den tunge træstamme på skuldrene. 

Vi skal finde vej på skift og nr. 3 – Didde-Mie bliver udpeget først. Hun studerer kortet og instruksen, og giver en konkret, kort og præcis instruktion og fører os direkte hen til posten. Jeg er imponeret over DDs måde at tælle skridt på, som vi tidligere har øvet samt at træde 100% ind i lederrollen.

Dette er min oversigt over distancemåling på skridt, som vi tidligere på kursus har modtaget undervisning i:

50m gang = 61 skridt

50m løb = 51 skridt

Hav i mente, at jeg omtrent har Sønderjyllands korteste ben og nok har lidt flere skridt på distancen end den gennemsnitlige.

Jeg bliver udpeget til at navigere som den sidste i gruppen og det betyder, at jeg er i spidsen, da vi skal krydse vandet. Vi får en mulighed for at gå uden om vandet, men da vi fejler opgaven med at kaste mindst 3 ud af 5 sten ind eller over en firkant, så skal vi et smut i den kolde sø. 

• 

Turen over er isende kold og hele vejen presser tanken sig på: Har jeg pakket min rygsæk godt nok, så min sovepose fx ikke bliver våd?

Vi er langt efter den første gruppe og er drivvåde igennem det sidste stykke op til lastbilen. 

Da vi kommer hjem til basen, rammer det faktisk, at nr 9 – Lars’ ting er væk. 

Til samling senere om aftenen er det sidste, vi får at vide:

“Husk hvad der er i maven, kan ingen tage fra jer”. Og glæden er stor, da der står lækkert mad til os efterfølgende. 

Set i lyset af tidligere afsnit og instruktørernes kommentar, så er vi alle bange for at maden, bliver taget fra os. 

Vi æder og det er ikke kønt, og helt instinktivt pakker jeg en pose med det sidste fra min portion, som jeg putter i lommen og vil gemme til senere. 

Jeg bliver efterfølgende ret flov over min opførsel. Jeg føler faktisk lidt, jeg har gjort noget, jeg ikke måtte og jeg må.