Korpset 7 – Op på hesten

Så vidt jeg husker, har vi ikke flere nattevagter, da vi simpelthen er for få til at dække dem. 

Vi er 5 tilbage: Mille, Didde-Mie, Nicolas, Katrine og jeg. 

Jeg vågner med et sæt, da alarmen går og der er høje smæld over det hele. “Hvad sker der?!”

Instruktørerne står pludselig inde i vores sovesal og råber af os, og så er det bare med at få pakket sine ting og søge hen til vores hemmelige tilflugtssted i den nærliggende skov.

Vi har tidligere på ugen øvet, hvor vores mødested er, hvad vores kodeord er og hvordan, vi skal agere, når vi ankommer. 

Alt kører på instinkt og det er en hæsblæsende måde at vågne på, hvor adrenalinet pumper derudaf.

Det er mørkt, tidligt og efter øvelsen bliver vi læsset på lastbilen og bum godmorgen til dag 7!

Da vi træder ud af lastbilen, sker det, som ikke må ske. Didde-Mie sidder fast i garnet på bagenden af lastbilen og hun lander på ryggen og hovedet. Der er ingen tvivl om, hun slår sig og jeg er mega bekymret. 

Hun kan ikke bære sin rygsæk og jeg kan huske, jeg sammen med Nicolas lægger en plan for, hvordan vi skal skiftes til at bære hendes rygsæk gennem den kommende øvelse, så hun kan komme godt igennem dagen. 

Men inden vi får snakket færdigt, vælger Didde-Mie at tage sit armbind af. Og det er nok, det exit som jeg tænker går i kategorien som værende allermest uretfærdigt, uheldigt og ufortjent. Det er bare brandærgerligt. 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun ville have gået hele vejen, hvis ikke hun havde slået ryggen. Men samtidig er jeg også stolt og inspireret af, at DD værner om sin krop og tænker på den sprudlende karriere, hun har foran sig som professionel danser. 

Vi skal videre uden Didde-Mie

Kære DD – jeg har skrevet det før, men gør det igen: Du er et meget rart, empatisk, roligt og reflekterende menneske. Din unge alder gjorde, at jeg muligvis havde en fordom om, at en potentiel manglende livserfaring ville gøre, at vi nok ikke havde så meget tilfælles. Måske jeg tænkte, vi ikke kune dele værdier og generel opfattelse af livet, men der tog jeg så gruelig fejl. Tak for dig og det er så dejligt at følge dit danseri på Instagram (jeg tagger hende skisme lige, så I alle kan se hvilke crazy danse-moves den kvinde har i sig!)

Det er et chok for os alle, at vi nu skal undvære DD og jeg kan med det samme mærke, at stemningen falder. Vi samles i en cirkel og for en kort stund slippes følelserne løs i gruppen, men det rationelle tager ret hurtigt over i mig og den stoicistiske vinkel om, at jeg ikke skal lade ting uden for min kontrolsfære tage energi fra mig, og jeg tuner ret hurtigt ind mod på opgaven igen. 

• 

Vi fortsætter den givne opgave, som består af følgende: 

Vi skal efter 1700m mødes med en agent, der blinker med en lygte. Han vil give os yderligere instrukser. 

Jeg ligger mig i front og vi aftaler, at alle tæller skridt og melder højt, når vi rammer 1700 m. Det er ligeledes en teknik, vi tidligere på kursus har tillært os og den er guld værd i forhold til at skulle bevæge sig 1700m frem uden GPS-ur eller andet form for måleapparat. 

Vi finder agenten uden problemer og modtager instrukser:

• Fremhold kort. 
• Vi er her – I bliver sat af heroppe
• Piloten er i dette område og søg herned. 
• Der er pickup. 
• 12.55-13.05 hverken før eller efter. Der skal I være der – hverken før eller efter. 
• Der er fjender deroppe.
• Bevæg jer som I har lært.

• 

Vi får en båre med og i bilen beder Nicolas om at få lov til at tage lederskabet på denne her. Det har jeg det fint med – faktisk er jeg lidt lettet, da jeg stadig ikke føler mig helt hjemme med kort og kompas og det kan efterfølgende irritere mig, at jeg undlader at tage ansvar i discipliner, hvor jeg ikke har 100% kontrol. Jeg tror faktisk godt, jeg kunne have ført det kort, men omvendt er det jo også okay at acceptere at en anden gerne vil. Men jeg kunne i det mindste have budt ind. 

Vi vælger ikke at gå den lige vej mod piloten, da vi ved, der er fjender (Hunter Force) i området, som kan tage os til fange. 

Nicolas taber kortet

Men vi bevæger os langsomt gennem terrænet og pludselig spotter vi Hunter Force og må afvige fra ruten og søge skjul. Da vi undslipper fjenden og er kommet et godt stykke ind i skoven, opdager Nicolas, at han har tabt kortet. Shit manner! I et splitsekund tager jeg min taske af, og siger, at jeg løber tilbage og eftersøger kortet. Jeg spurter alt hvad jeg har lært, men Hunter Force er stadig i området og jeg må nærmest kaste mig i skjul, da jeg runder et hjørne.

Der er et eller andet inde i mig, der kan fornemme, hvor kortet er blevet tabt. Jeg kravler i krat og forsøger at gøre mig så usynlig som muligt og finder ganske rigtig kortet ligge ved en lille vandpassage. Jeg samler det op og spurter tilbage til gruppen og så skal vi bare videre. Denne seance er ikke med på TV, og jeg tænker, det er fordi, at kameramanden kun kan følge med mig i kort tid, inden han må slippe mig (han løber trods alt med et tungt kamera på skulderen).

Det regner og blæser, og navigationen er svær med Hunter Force i nærheden. Mille og jeg tager stille og roligt over på kortet, hvor Nicolas i stedet overtager båren. 

Jeg tror, vi har været på farten i 4-5 timer, da gruppen af fjender pludselig kører op på siden af os meget tæt på, og på et splitsekund står de nærmest foran os med gøende hunde og geværer. 

Taget til fange af Hunter Force

Vi bliver fanget – fødder og hænder stripset til, vi får hætte over hovedet og bliver lagt på maven ned mod den kolde jord. Vi ligger i hvert fald her i 30 minutter og jeg begynder langsomt at ryste at kulde. Jeg kan ikke fornemme, hvor de andre er og jeg begynder at overveje, om jeg mon er den sidste, der ligger tilbage på jorden? 

Er Hunter Force kørt væk med de andre? Skal vi forhøres nu hver for sig? 

Jeg begynder at brygge en historie inde i hovedet, som jeg gentager for mig selv. Det er en dækhistorie om, at vi er fire venner på tur, der træner til at overleve på en øde ø. Vi har fundet hinanden online og derfor kender jeg kun deres navne ikke andet om deres historier. Jeg ved ikke, hvorfor jeg iværksætter denne plan i mit hoved – for jeg aner jo ikke, hvad der skal ske. Men i det mindste, ville jeg være forberedt på dette scenarie. 

Da jeg endelig bliver hevet op fra jorden og nærmest løftet ind i et køretøj, kan jeg fornemme, at de andre også sidder derinde. Vores hænder finder vej til hinandens knæ og lår og på den måde får vi skabt en tryghed i bilen, selvom vi stadig ikke ved, hvad der skal ske. 

Da vi stopper bliver vi en efter en ført ind i et lokale og jeg tænker, nu sker der. Nu skal vi enten forhøres eller sidde i forskellige torturstillinger i de næste mange kommende timer. Jeg prøver på mærkværdigvis at gejle mig selv op. Jeg har med stor interesse fulgt de sidste mange sæsoner af Korpset, hvor aspiranterne skal stå gennem flere timer i ubehagelige positioner samtidig med white noise og lukket inde i små kasser. Det var faktisk et scenarie, som jeg havde set frem til, fordi jeg aldrig har prøvet noget lignende før. Hvordan vil jeg reagere?

Vil jeg være en af dem, hvor babygråd vil knække mig? Vil jeg være i stand til at slå hjernen fra og beholde en rationel tankeførelse efter flere timer i samme sidepositition? 

Da vi får hætten af rammer det mig derfor med en form for både skuffelse og lettelse, at vi blot er tilbage på kasernen og øvelsen er slut. 

Vi modtager en god og fyldestgørende debriefing fra instruktør Max og jeg mener, jeg kan huske, at vi får en beredsskabtid på en time eller måske lidt mere. Det betyder, at når en instruktør kommer ind, kan han tidligst bede os om at være os klar med en times varsel. 

Min frygt – individuel orienteringsmarch

Næste øvelse er en individuel orienteringsmarch med kort og kompas. Vi skal testes i evnen til at navigere og jeg tænker, det er nu, slaget skal stå. Hvis ikke jeg kan finde ud af at navigere, skal jeg måske forlade kursus. Det er alt eller intet nu og jeg går dybt ind i mig selv. Vi bliver sendt afsted med 5 minutters mellemrum og jeg som nummer tre før Mille. Jeg er flyvende og finder alle poster uden problemer ved hjælp af kort og kompas samt almindelig læsning af kortet med de få anførte stier. Jeg overhaler ret hurtigt Katrine og lige før den sidste post overhaler jeg også Nicolas. Det giver et ret fedt sus i maven, men få hundrede meter før kasernen vil jeg slå en genvej (jeg er stadig frustreret over det sats den dag i dag!) og min stædighed gør, at der går lang tid, før jeg vender rundt. Men jeg finder tilbage til den store sikre sti, der fører mig direkte tilbage til kasernen. Jeg kommer ind få minutter efter Nicolas og jeg kan stadig huske hans undrende blik og spørgsmål: “Hvor fa’en har du været?!”) 

Det er så dejligt, at vi alle finder alle poster og når det inden for tidsgrænsen. 

Efter øvelsen bliver jeg hentet til forhør som den sidste af aspiranterne. 

Forhøret og min historie

Inden deltagelse i Korpset har vi sendt en soldaterbog ind, hvor vi skal beskrive vores liv med opvækst, svære perioder og baggrunden for at deltage i Korpset. Denne tekst har instruktørerne læst og det er også tydeligt at mærke, at de graver efter et eller andet i mit forhør. 

Efter at have fortalt om min søgning mod både den fysiske og mentale grænse, overgiver jeg mig. Jeg ved godt, hvad de vil have, jeg åbner mig op.  

Jeg fortæller om min opvækst og hvordan jeg har søgt ind i sportens verden. Jeg ved, min barndom ikke har været som de flestes og kan virke overvældende at høre om. 

At vokse op med en depressiv – og senere hen bipolar – mor, at miste sin far som 11-årig i et biluheld med høje promiller involveret og herefter komme tæt på en alkoholiseret og voldelig stedfar, har været præmissen for min opvækst. 

Det er ikke noget, som jeg i mit voksenliv har skjult, men jeg har altid ville undgå at træde ind i en offerrolle. Og så har jeg holdt inde med min historie, fordi en stor del af den også er mine søstres historie. Og de skal have lov til selv at træffe deres valg om, hvad de har lyst til eller behov for at fortælle. Det kræver en vis modenhed og alder, og det har jeg respekteret og haft den største forståelse for.

Min stedfar bliver med tiden mere og mere voldelig, alkoholiseret og kriminel, og i dag afsoner han en lang dom i fængsel, hvor min mor kæmper med en uforudsigelig og uhelbredelig psykisk lidelse med op- og nedture. Det er præmisserne for mine søstres opvækst og som jeg fortæller i interviewet i Korpset, har jeg aldrig været i tvivl om, at de skulle være hos mig. For det er her, de har det bedst. 

Matilde er i dag 22 år, læser på universitet og er et dejligt menneske. Laura er 17 år gammel, går på HF og har et livsbekræftende glimt i øjet.

Og de har været med hele vejen i processen om at deltage i Korpset og at jeg har åbnet op for min historie. 

Der er så mange historier og situationer fra min barndom, som giver mening at dele. Og min deltagelse i Korpset har været med til, at jeg nu har taget de første skridt. Tænk sig hvis der sidder et menneske derude, der oplever eller har oplevet nogle af de samme ting, og jeg kan være den, der kan dreje pilen i den rigtige retning? Hvis jeg bare kan være med til at bryde ét tabu eller give ét menneske håb eller inspiration i en svær tid, så vil det være det hele værd. 

“Du har et kæmpe drive” siger instruktør Rune i slutningen af forhøret, og jeg bliver med det samme ramt af en stolthed. Og jeg kan godt give mig selv det skulderklap og være bevidst om, at det liv jeg lever i dag – som virksomhedejer af KriXrun, som professionel løber og som søster med et forældreansvar – har jeg selv skabt på baggrund af de valg, jeg har truffet. Jeg når de mål, jeg sætter mig. Og jeg er stolt over, at jeg har hjulpet og hjælper mine to søstre på rette vej i livet og viser, at alt kan lade sig gøre, hvis man vil arbejde for det. 

Jeg plejer at siger, at jeg både løber fra noget; Jeg løber med noget; Og jeg løber mod noget. Jeg har flygtet fra virkeligheden og det er nok meget naturligt at gøre som barn og ung i min situation. Jeg løber også stadig fra noget en gang i mellem, men jeg vender altid tilbage og dealer med det. Og det er løb, der gør mig i stand til det.

I den kommende uge kan du læse forskellige interviews i forskellige medier, som går et spadestik dybere.  

Jeg brækker hånden

Næste øvelse skal vi stå klar med pandelampe og som gruppe navigere med en tung dukke på slæb på en båre. Til mit og gruppens forsvar vejer dukken med garanti langt mere end 60 kg – det var der slet ingen tvivl om og det er også ved denne øvelse at uheldet virkelig er ude! 

Vi er ikke langt fra basen, da vi får overbalance og båren med fede “Hans-Henning”, som vi kalder dukken, lander ovenpå min hånd. Det gør niller-naller og efterfølgende tager jeg mig selv i nærmest ikke at kunne bære med den hånd. Jeg indser at mit bidrag til gruppens arbejde bliver svagere og svagere og jeg bliver ramt af en vild skyldfølelse, der går lige i hjertet på mig. Jeg føler at jeg svigter gruppen ved ikke at kunne løfte.

Jeg overvejer ikke et sekund at opsøge lægen og overvejer faktisk slet ikke muligheden for, at hånden er kommet slem til skade. Men det viser sig efterfølgende, at den er brækket. 

“Jeg kan ikke med det her greb” kan man høre mig sige på TV, men ellers brokker jeg mig vist ikke så meget. Men jeg er faktisk ret hård ved mig selv og jeg kan huske, jeg er skuffet over mig selv i forhold til, at jeg ikke kan bide smerten i mig. På dette tidspunkt tænker jeg, at vi alle har ondt et eller andet sted og det irriterer mig, at det er mig, som skal ændre gruppens måde at arbejde på for at tage hensyn til… ja mig.

Efterfølgende kan jeg jo godt se, at det ville være mærkeligt andet, hvis jeg ikke kunne blive distraheret af en brækket hånd. Men jeg kører videre og på en eller anden måde, er det lidt som vablerne – hånden skal lige varmes op og så vender man sig til smerten og den bliver ligesom en integreret del af opgaven. 

Vi forsøger alt muligt med dukken, men det går ikke. Og da vi indser, at vi er gået i ring, er gode råd dyre. 

Når jeg ser programmet, er jeg faktisk imponeret over, hvor gode vi er til at bevare positiviteten blandt os og hvor gode vi er til at kommunikere med hinanden. 

Instruktør Rune møder os på vej tilbage efter vi ikke har fundet en eneste post og han giver os et valg om at slæbe dukken uden rygsæk med ud eller blot have rygsækken på og finde posterne. Jeg siger ret hurtigt, at det selvfølgelig er uden dukken! Vi har 57 minutter og jeg ved, det er en umulig opgave. Vi finder den første post, men vender om på et tidspunkt til basen.

Vi kommer tilbage og får en ny opgave – vi skal ud på turen igen og vi bliver bedt om at estimere vores forventede sluttid. 

Vi løber afsted efter post Alfa. Det foregår i et højt tempo – vi er alle dybt fokuserede og løser opgaven. Vi har været i gang i mange timer nu og det er en lettelse at få en pause. 

Til aftensamling er jeg indstillet på at køre natten igennem, nu hvor vi bevæger os ind i det sidste døgn og da Instruktørerne sender os retur med følgende ord, er jeg klar på hvad som helst: “Det her kursus er langt fra ovre!”