Ice Ultra – etape 1

Starten på Ice Ultra går kl. 7.30 i det pivkolde Lapland og forud venter der mig 230 km i bidende kulde med et isende underlag. 

Jeg er spændt. Virkelig spændt og det har krævet en stor portion mentalt arbejde at få skruet det rigtige mindset sammen. Særligt kan alle de ukendte parametre forstyrre tankerne og lade tvivlen træde ind i cockpittet – hvor stor del af løbet, skal jeg fx løbe i snesko, som jeg gennem min træning på den danske vestkyst aldrig helt blev gode venner med? Eller hvordan reagerer min krop fx i forhold ned til -40 grader kulde? Fryser mit vand i de isolerede flasker til is? 

• 

Jeg indrømmer gerne at spørgsmål som disse har trængt sig på. Men jeg har arbejdet med dem og særligt gennem mine træningspas i frysehuset hos AgriNord, har jeg kunne teste kroppen og udstyret, og dermed kunne tune mig ind på det rigtige gear og lære min krop at kende i disse kølige forhold. 

De første 12 km af løbet foregår på en vej dækket af is og sne. Den er ikke teknisk, men har en del bakker op og ned, og min plan er at lure de andre kvinder i feltet af og vurdere, hvor hurtigt jeg skal forsøge at “race” dem. Jeg lægger derfor et fornuftigt tempo på mellem 5.45 – 6.00 min pr kilometer og vurderer egentligt, at jeg ligger i en større gruppe uden dog at have orienteret mig. 

Det kommer derfor bag på mig, at vi kun er 4 i gruppen efter et par kilometer og jeg er den eneste kvinde. Jeg har allerede formået at skabe et stort hul ned til resten af feltet og det bringer et smil på læben og gå-på-modet får lige et hak op ad. 

Da jeg rammer første checkpoint er mit vand allerede frosset til is, og jeg begynder hurtigt at spekulere på, at jeg aktivt skal drikke rigeligt ved disse stop. Første udfordring har meldt sig på banen – mine flasker fryser til is og jeg kan ikke skrue låget af eller drikke vandet. Hjælperne ved checkpointet hjælper til og jeg får fyldt varmt vand i den ene af mine dunke og jeg løber videre mod det første flotte syn af det laplandske natur, da vi krydser en kæmpe sø og solen står op bag ved de mægtige bjerge. 

Det føles uvirkeligt at være i gang og det føles vildt at være næsten i front. En britisk løber ved navn Rob har sat et vildt tempo, og jeg accepterer hurtigt, at der skal jeg ikke være med. Allerede på søen overvejer jeg, om det er tid til at tage sneskoene på. Jeg føler ikke, jeg har et godt greb på isen i mine Hoka Speedgoat, som jeg ellers har sat pigge på under for at stå mest mulig fast. Jeg vælger dog at vente og det er min plan at løbe så lidt i sneskoene som muligt for at undgå de vabler, som jeg har kæmpet med i træningen op til. 

• 

• 

Jeg haler ind på Rob foran og da vi har krydset isen og rammer bakkerne i den hvide og krystalklare skov, knækker jeg ham hurtigt og han hepper mig videre. Særligt da jeg kommer til det første bjerg, kan jeg fornemme at jeg trækker fra de andre deltagere i frontgruppen.

Vi løber på mindre spor skabt af snescootere og jeg har ikke styr på, hvor mange gange jeg falder igennem sneen og vælter rundt. Det er både sjovt og lidt frustrerende, da det ødelægger rytmen og tager en del kræfter at komme på benene igen. Jeg siger til mig selv, at hver gang jeg falder, skal jeg tvinge et smil frem og sige til mig selv, at det er en del af gamet.  

Omkring halvvejs inde begynder jeg at finde roen til at få kigget mig omkring. Det er så smukt og jeg tager det hele ind samtidig med, at jeg giver den god gas. Jeg har brugt noget tid på at forholde mig til, at jeg lægger helt i front og også er hurtigere end mændene og jeg er ikke i tvivl om at morgendagens strategi også skal gå på at løbe helt i front og give god gas. 

Jeg nyder virkelig at presse på, men kan også mærke at de mange fald og træden igennem isen tager på kræfterne. 

Da jeg rammer det sidste checkpoint har jeg omkring 8 km tilbage af etapen og bliver advaret af crew om den sidste stigning. Og ganske rigtig går der ikke lang tid, før jeg står ansigt til ansigt med den mest lede bakke, jeg længe har set dækket i blødt sne. Jeg beslutter mig derfor for at hoppe i sneskoene på den 44. kilometer og går i gang med at forcere bjerget. Jeg tager et par kig tilbage og kan se en lille prik, som  jeg ved er en af de andre deltagere og jeg fornemmer, det er stærke Karl Alvarez, som jeg mødte i Namibia i november til etapeløbet Desert Ultra. 

• 

Jeg vurderer, at jeg er omkring 10-15 min foran og da jeg efter hårdt arbejde endelig når toppen, bliver jeg præsenteret for det lækreste nedløb! Jeg beholder sneskoene på, da sneen knirker og er blød, og så sætter jeg ellers i et fuld gas-tempo(“tits to the valley!”) og jeg er næsten ærgerlig over, at jeg nærmer mig mål!

Jo længere jeg kommer ned at bjerget, jo mere teknisk bliver underlaget og krydret med træer og tracks, der snor sig ind og ud mellem hinanden. Det er virkelig fedt og jeg er et stort smil, da jeg spotter målstregen og kommer i mål som den allerførste deltager. 

Der er næsten ikke til at forstå og selvom det er koldt, stiller jeg mig ved målstregen og venter på Karl. 8 minutter senere ankommer han med et ligeså stort smil som jeg og han får en kæmpe krammer. På dette tidspunkt er vi ikke klar over, hvor hurtigt vi egentlig har løbet og der går langt over 1 time før den næste deltager dukker op og over 3 timer før den første kvindelige deltagere rammer målstregen. 

Den forsøger jeg lige at lade synke ind. At jeg efter første etape både er forrest af alle og at min margin ned til næste kvindelige konkurrent er enorm. Rygterne om, at min nærmeste konkurrent Rachel Bermont vil spare på kræfterne de første par begynder at sprede sig og det tager jeg selvfølgelig alvorligt. Samtidigt kan jeg også fornemme, at hun virkelig har kæmpet i dag og faktum er også, at der skal virkelig meget til for at indhente en 3 timers føring. Særligt når jeg har besluttet at give gas på anden etape også 😉 

Målstregen er placeret i et lille community med hytter, som vi skal overnatte i og Karl og jeg får hurtigt gang i pejsen og begynder at tørre vores tøj og få fyldt på depoterne. Det er fordelen i at komme først – de gode pladser til tøj over pejsen og de gode sovespots. Det er gamet.

Ice Ultra er et selvforsynende etapeløb, som bl.a. betyder, at vi skal bære vores mad selv i rygsækken. Det er et krav, at hver deltager har mindst 2000 kalorier med pr dag og jeg har præcist dette antal med og det gælder særligt om at få noget protein indenbords efter målgang. Jeg blander derfor mit proteinpulver med vand og spiser en portion Beef Jerky(tørret kød) og begynder på dagens måltid. 

Der er en dejlig stemning i hytten og det er hyggeligt at modtage de andre deltagere, som krydser målstregen. Nogen er helt høje på oplevelsen – andre er helt knækket og i bund på energi. 

Jeg går tidligt i seng og lukker øjnene med en gennemgang af etape to i mit hoved. 

Billederne herunder er fra den ankomst og den første nat i tipi, hvor vi sov direkte på sneen i vores Artic 1400 sovepose fra Nordisk Outdoor.

• 

• 

•