Måned: marts 2023
Etape 3
Fakta: 41,1 km
Tid: 5:26:22
Etape 3 er maratondagen på 42 km og faktum er, at jeg er 30 minutter foran Karl og mange mange timer foran nr. 2 kvinde. Min nærmeste konkurrent udgik af løbet på dag 2, da hun kom i voldsomme problemer med forfrysninger i uvejret på bjerget.
Jeg skal tage et valg om at blive ved med at presse citronen og save mig selv helt over – som jeg jo typisk gør ved disse løb – eller om jeg skal spille sikkert og følges med Karl. Jeg nyder hans selskab og det er faktisk rigtig rart ikke nødvendigvis at løbe alene.
Jeg starter dagen ud med sneskoene på og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Jeg fortryder egentlig ret hurtigt, at jeg er startet med dem på, da underlaget virker nogenlunde fast. Men når de først er på, så skal der meget til at man tager beslutningen om at stoppe op, få dem af og spændt fast på rygsækken. Og ja, jeg blev bare ved med at udskyde beslutningen, selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg burde få dem af. Særligt fordi de begyndte at trykke ind på særligt min højre akillessene.
Det tager ikke mange kilometer før Karl og jeg skaber et forspring til de andre deltagere. Vi har et maraton foran os og ruten er flad som en pandekage med undtagelse af omkring 10 km i skovstykker på singletracks. Ellers går ruten på de frosne søer og der venter os en smuk dag med solen skinnende fra en skyfri himmel.
Det er tydeligt at mærke, at når vi løber på søerne, så falder temperaturen markant. Men den ene kilometer går efter den anden og Karl og jeg skiftes til at lægge i front og trække. Karl har massive problemer med sit ene øje efter at være blevet ramt af sneblindhed på bjerget og hans snegoogles er mildest talt ringe og bliver ved med at dugge. Jeg låner ham mine, da jeg fint kan klare mig med mine solbriller.
Ved hvert checkpoint får vi at vide, at vi øger forspringet mere og mere til nr. 3 og 4 og hverken Karl eller jeg har planer om at udfordre hinanden. Ved Ice Ultra er der ikke noget, som hedder “course record” eller banerekord, fordi de laver ruten om hvert år, da sne- og vejrforhold skifter. Så det giver ikke mening at løbe mig selv helt i hegnet, da der ikke er nogen rekord at hente og jeg er et godt stykke foran Karl. Men lysten er der og et par gange opstår en indre konflikt med djævlen på den ene side, der har lyst til at sætte tempoet op og englen på den anden side, der fortæller mig, at det mest fornuftige er at spille sikkert.
Etape 3 forløber uden nogen som helst kriser eller problemer. Faktisk synes jeg, det bliver lidt for varmt på et tidspunkt og jeg tager huen af og lyner jakken ned. Jeg suger den flotte natur til mig og vi når lige at spotte et par rensdyr, inden en snescooter skræmmer dem væk.
Tænk sig man kan løbe et maraton på frosne søer og snedækkede skovbunde i delvis snesko og pigsko uden at føle sig presset på noget tidspunkt. Det klapper jeg mig selv på skulderen for at tanker en omgang god selvtillid for morgendagens lange etape på 64 km.
Ice Ultra – etape 2
Distance: 43,7 km
Tid: 6 timer, 33 min og 40 sek.
Vi starter kl. 7.30 om morgenen og min strategi for dagen er klar:
Fuld gas. At vinde første etape med 8 minutter ned til den førende herre har givet mig blod på tanden.
Karl Alvarez og jeg løber sammen og giver god gas fra starten. Det er koldt og løbsleder Kris King har advaret os mod ekseptionelle kolde temperaturer fra morgenstunden over den første sø, vi skal krydse. Han beretter om ned til -40 grader og den melding giver anledning til lidt sommerfugle i maven.
Efter en lille kilometer på tekniske og sjove singletracks i skoven, rammer vi søen. Skoven var koldt, men at træde ud på søen er bidende koldt. Kulden bider med det samme i mine kinder og jeg sørger for at trække min tykke merinouldbuff (Team Rynkebys velgørenhedsbuff) godt op over hovedet og min varme fleece-hat fra Våga trækker jeg ned i panden.
Med mine sne-googles på er det dermed kun min næse, der tipper frem i kuldens skær og det føler jeg, fungerer godt.
Der går ikke lang tid, før alt i næsen fryser til og det er en mærkelig følelse ikke at kunne trække vejret gennem. Jeg forsøger at puste luft igennem – et trick fra min tidligere dage som bokser – men efter gentagne forsøg, kvitterer min næse med en ordenligt omgang næseblod. Der går nogle kilometer før næsen igen fryser til is og det er jo en nem måde at stoppe næseblodet på.
Søen er lang og vidunderlig, og det er svært for mig at beskrive stemningen og øjeblikkene i den betagende natur i hvide og blå farver. Da jeg kommer i mål på etape 2, skriver jeg et lille digt som et forsøg på at indkapsle den magiske sø:
Disen smyger sig som en tyk tåge på magisk vis op fra den frosne sø og store isblokke har skudt sig dramatisk op i luften. Der er stille. Der er ikke en lyd. Og stilheden bidrager til det smukke. Jeg bevæger mig så lydløst som muligt gennem det isende blålige landskab med på samme tid en dyster men opløftende eventyrsstemning. Kulden bider. Underlaget knaser. Min ånde er tyk og synlig.
Jeg spekulerer på, hvor de tykke revner i isen fører hen og hvad vil der ske, hvis jeg træder på dem?
Det er på én gang brutalt, barskt og så overvældende smukt, at jeg både glæder og ærger mig over hvert eneste skridt. Glæde fordi hvert skridt bringer mig tættere på mit mål. Ærgrelse fordi hvert skridt bringer mig væk fra øjeblikkets blå magi.
Øjeblikket kommer aldrig igen, men nuet er her altid.
Jeg tager det hele ind.
Symbiosen i nærværet til K og flowet i mig, hvor hjerne, hjerte og krop spiller sammen, som var de født til den arktiske kulde, er uden fortilfælde. Taknemmeligheden for hvert tykt åndedrag spiller taktisk sammen i takt til hinanden. Tik tak tik tak et skridt mere er gået. Tik tak tik tak et skridt mere er væk.
Sårbarheden i at være tilstede er tilstede.
Efter søen begynder vi den lange stigning, som etape to er berygtet for: Mount Kabla.
Med dens 1100 meter over havets overflade har vi en god stigning foran os og jeg ved, der kommer et checkpoint ved de ca. 20 km halvvejs mod toppen. Vi når uden de store problemer checkpoint og jeg får fyldt en smule varmt vand i begge mine dunke og jeg spiser efterfølgende et helt marcipanbrød. Marcipanbrød er helt genial i kulden og det har jeg dejlig konsistens, selvom det er koldt. Dertil også mange kalorier. Så jeg takker for tippet af Peter og Marianne Kleist, som jeg løb Desert Ultra med!
Karl og jeg er stadig i en gruppe sammen helt i front og arbejder os videre op ad bjerget. Men pludselig tager vinden til og fra det ene minut til det andet, befinder vi os i en ubarmhjertig storm. Temperaturen falder til -40 grader og nogle steder helt ned til -50.
Sigtbarheden daler markant og horisonten falder i et med sneen. Hvad er himmel og hvad er jorden? Jeg ved det ikke og det eneste, jeg kan koncentrere mig om er at følge de røde kryds, som fungerer som markeringerne i løbet. De står med ca. 10m mellemrum og hvis jeg ikke er vaks og opmærksom, kommer jeg lynhurtigt til at få en forkert vinkel på ruten. Det er svært at beskrive, hvor lav sigtbarhed der er, men sneen fyger fra alle sider og vinden er allestedsværende. Og så larmer det og har en karakter af at være ond og ubarmhjertig. Den runger og advarer os.
Det går så hurtigt, at jeg ikke når at tage min ekstra dunjakke på. Ej heller mine dunhandsker, som ellers ligger klar i min sidelomme lige til at tage på. Men jeg er bange for, at noget vil flyve væk, hvis jeg fumler med det og mine hænder er allerede stivfrosne. Jeg sørger for hele tiden at holde fingrene i gang og forsøger at varme dem med min ånde. Jeg må under ingen omstændigheder få forfrysninger.
Foto: Trailbear Films
Jeg tvinger mig selv til at holde et højt tempo for at holde varmen i kroppen og jeg er efterfølgende imponeret over, det kan lade sig gøre i blot en merinouldundertrøje og en vindjakke fra Nordisk. På benene har jeg et enkelt lag, nemlig et par Newline vintertights med windshield i samt to par strømper på. Det er faktisk det og det lyder jo helt tosset, at det kunne klare mosten.
Vinden er så hård, at den flere gange fælder mit ene ben, som så spænder ben for mit andet ben og jeg ryger ned på alle fire. Op igen. Selvom jeg har snesko på, går jeg igennem sneen og mister igen balancen og forsøger at komme op igen.
Det gælder om at holde fokus på hele tiden at komme fremad. Ligegyldig hvor langsomt, du føler det går og ligegyldigt om vinden skubber dig i en anden retning. Jeg ved, jeg burde drikke, men flaskerne er for længst frosset. Jeg ved, at jeg også burde spise, men det er helt umuligt at skulle bakse på med noget som helst.
På den ene side tænker jeg, at det er barskt og brutalt – hvor længe kan jeg holde til det? Hvornår rammer vi toppen? Hvor mange timer kan holde uden vand og energi?
Og på den anden side tænker jeg: Er du vimmer, hvor er det fedt, det her. Det er lige præcis, det her jeg er kommet for.
Det er svært at vide, hvornår vi rammer toppen, da terrænet begynder at flade lidt ud. Vinden er stadig altdominerende og rammer os fra front og siden. Det er noget af de mest ekstreme vejr, jeg har prøvet og jeg ser frem til at få varmen i næste depot.
Foto: Trailbear Films Foto: Trailbear Films Foto: Trailbear Films Foto: Trailbear Films
Billeder viser kun i lille grad, hvor heftigt det var på bjerget.
Vi spotter et blinkende lys i det fjerne og jeg glæder mig over, at nedløbet er begyndt. Vinden er stadig vild og jeg spurter nærmest mod lyset. Med stor skuffelse går det op for mig, det ikke er et checkpoint, men filmcrewet der er kørt os i møde. De fortæller os, at checkpointet er flyttet længere ned af bjerget, da teltet ikke forsvarligt kan stå i denne storm. Det giver jo god nok mening – bare ikke lige i øjeblikket og jeg løber videre. Det er her, jeg sætter tempo på og løber fra Karl.
Pludselig dukker teltet op ud af det blå og med det samme lægger stormen sig. Jeg lyner lynlåsen op og tager mig god tid til at få frosset mine dunke op og få noget varmt vand indenbords.
Jeg stritter hovedet ud et par gange for at kigge efter Karl. Der går lidt tid og jeg kan mærke, jeg bliver lidt nervøs for ham. Da han sætter sig ind, er det første jeg ligger mærke til hans mørke plamager i ansigtet og særligt en stor svumlene mørk pose under det ene øje. Han har løbet uden sine googles, da de lå i hans rygsæk. Shit tænker jeg, men jeg ved også, han er i gode hænder hos lægerne i teltet.
Foto: Trailbear Films
Billedet her er fra checkpoint halvvejs nede af bjerget. Jeg har det forunderlig vis godt og har ingen frostmærker i ansigtet eller skader på øjnene.
På mærkværdigvis har jeg på ingen tid fået varmen og energien er tilbage i kroppen. Jeg siger til Karl, at jeg løber videre og så går det i fuld hopla ned af bjerget. Jeg ryger direkte ind i det lækreste flow og sneskoene bliver en integreret del af kroppen. Jeg leger mig fremad og tager mig selv i at smile lidt over at tænke på, hvor den energi og diamanter i benene pludselig er kommet fra.
Jeg når lynhurtigt checkpoint 4 og de er helt overrasket over at se mig. Jeg tanker ikke op, da der er under 7 kilometer til mål og jeg har stadig lunket vand fra sidste depot. Jeg krydser frosne søer og løber i skove, og nærmer mig stille og roligt målet på den 44 km lange rute.
Ved 42 km nærmer jeg mig en lille landsby og det er klart, at det er målbyen. Men pludselig stopper minestrimmelmarkeringen og jeg aner ikke, hvor jeg skal hen. Jeg stopper op. Og jeg bliver en smule frustreret og kommer i tvivl, om jeg måske har overset et sving. Jeg løber tilbage, men nej, jeg har ikke overset noget. Der er bare ikke mere markering. Jeg står midt i en form for kryds og der er mange veje, jeg kan vælge. Jeg vælger at løbe ligeud og kommer ud på endnu en sø og her kan jeg i det fjerne se markeringerne igen. “Yes”, tænker jeg og sigter mod dem, men det føles ikke rigtigt. Jeg løber jo ud af byen igen og ifølge mit ur, burde jeg være mål forlængst.
Jeg stopper op og kigger mig tilbage. Der er mange hytter og huse og jeg beslutter at løbe op til et af dem for at spørge om hjælp. Indbyggere ved vel, hvilket event der er gang i og de må kunne hjælpe mig. Heldigvis spotter jeg en snescooter, som jeg kan se er fra vores crew og jeg råber efter dem og vifter med armene. De vinker tilbage og jeg tænker “Gudskelov!”.
Og således pacerede jeg målstregen – som endnu ikke var sat op endnu – efter at være tyvstartet på etape 3 fra den forkerte side og i sådanne øjeblikke, er man nok altid lidt frustreret. Lige indtil jeg får at vide, hvor mange der er i problemer på bjerget. Arrangørerne har simpelthen haft for travlt med at evakuere deltagere fra ragnarokket og koblet med, at jeg har løbet hurtigere end deres tidsplan, så resulterede det i, at de ikke nåede at sætte den sidste del af ruten op. Det kan jeg godt leve med og jeg blev i øvrigt krediteret med 10 min for dagens etape.
Med det samme går mine tanker til Karl og jeg håber, han er okay. Men der går faktisk ikke så lang tid, før han lidt kækt træder ind af døren til hytten med et stort smil på læben og de vildeste krigsmærker i ansigtet. Han er blevet ramt af en lille grad af sneblindhed og hans ene øje løber i vand.
Han er okay, men bliver tilset af lægerne og får noget medicin at dryppe øjet i.
Og således gik en etape 2 med 8 evakueringer fra bjerget og et antal udgået deltagere, som jeg ikke har tal på.
Vildt, vildt, vildt og præcis det, som jeg var kommet for.
Ice Ultra – etape 1
Starten på Ice Ultra går kl. 7.30 i det pivkolde Lapland og forud venter der mig 230 km i bidende kulde med et isende underlag.
Jeg er spændt. Virkelig spændt og det har krævet en stor portion mentalt arbejde at få skruet det rigtige mindset sammen. Særligt kan alle de ukendte parametre forstyrre tankerne og lade tvivlen træde ind i cockpittet – hvor stor del af løbet, skal jeg fx løbe i snesko, som jeg gennem min træning på den danske vestkyst aldrig helt blev gode venner med? Eller hvordan reagerer min krop fx i forhold ned til -40 grader kulde? Fryser mit vand i de isolerede flasker til is?
Foto: Will Roberts
Jeg indrømmer gerne at spørgsmål som disse har trængt sig på. Men jeg har arbejdet med dem og særligt gennem mine træningspas i frysehuset hos AgriNord, har jeg kunne teste kroppen og udstyret, og dermed kunne tune mig ind på det rigtige gear og lære min krop at kende i disse kølige forhold.
De første 12 km af løbet foregår på en vej dækket af is og sne. Den er ikke teknisk, men har en del bakker op og ned, og min plan er at lure de andre kvinder i feltet af og vurdere, hvor hurtigt jeg skal forsøge at “race” dem. Jeg lægger derfor et fornuftigt tempo på mellem 5.45 – 6.00 min pr kilometer og vurderer egentligt, at jeg ligger i en større gruppe uden dog at have orienteret mig.
Det kommer derfor bag på mig, at vi kun er 4 i gruppen efter et par kilometer og jeg er den eneste kvinde. Jeg har allerede formået at skabe et stort hul ned til resten af feltet og det bringer et smil på læben og gå-på-modet får lige et hak op ad.
Da jeg rammer første checkpoint er mit vand allerede frosset til is, og jeg begynder hurtigt at spekulere på, at jeg aktivt skal drikke rigeligt ved disse stop. Første udfordring har meldt sig på banen – mine flasker fryser til is og jeg kan ikke skrue låget af eller drikke vandet. Hjælperne ved checkpointet hjælper til og jeg får fyldt varmt vand i den ene af mine dunke og jeg løber videre mod det første flotte syn af det laplandske natur, da vi krydser en kæmpe sø og solen står op bag ved de mægtige bjerge.
Det føles uvirkeligt at være i gang og det føles vildt at være næsten i front. En britisk løber ved navn Rob har sat et vildt tempo, og jeg accepterer hurtigt, at der skal jeg ikke være med. Allerede på søen overvejer jeg, om det er tid til at tage sneskoene på. Jeg føler ikke, jeg har et godt greb på isen i mine Hoka Speedgoat, som jeg ellers har sat pigge på under for at stå mest mulig fast. Jeg vælger dog at vente og det er min plan at løbe så lidt i sneskoene som muligt for at undgå de vabler, som jeg har kæmpet med i træningen op til.
Foto: Dean Read Foto: Dean Read
Jeg haler ind på Rob foran og da vi har krydset isen og rammer bakkerne i den hvide og krystalklare skov, knækker jeg ham hurtigt og han hepper mig videre. Særligt da jeg kommer til det første bjerg, kan jeg fornemme at jeg trækker fra de andre deltagere i frontgruppen.
Vi løber på mindre spor skabt af snescootere og jeg har ikke styr på, hvor mange gange jeg falder igennem sneen og vælter rundt. Det er både sjovt og lidt frustrerende, da det ødelægger rytmen og tager en del kræfter at komme på benene igen. Jeg siger til mig selv, at hver gang jeg falder, skal jeg tvinge et smil frem og sige til mig selv, at det er en del af gamet.
Omkring halvvejs inde begynder jeg at finde roen til at få kigget mig omkring. Det er så smukt og jeg tager det hele ind samtidig med, at jeg giver den god gas. Jeg har brugt noget tid på at forholde mig til, at jeg lægger helt i front og også er hurtigere end mændene og jeg er ikke i tvivl om at morgendagens strategi også skal gå på at løbe helt i front og give god gas.
Jeg nyder virkelig at presse på, men kan også mærke at de mange fald og træden igennem isen tager på kræfterne.
Da jeg rammer det sidste checkpoint har jeg omkring 8 km tilbage af etapen og bliver advaret af crew om den sidste stigning. Og ganske rigtig går der ikke lang tid, før jeg står ansigt til ansigt med den mest lede bakke, jeg længe har set dækket i blødt sne. Jeg beslutter mig derfor for at hoppe i sneskoene på den 44. kilometer og går i gang med at forcere bjerget. Jeg tager et par kig tilbage og kan se en lille prik, som jeg ved er en af de andre deltagere og jeg fornemmer, det er stærke Karl Alvarez, som jeg mødte i Namibia i november til etapeløbet Desert Ultra.
Foto: Trailbear Films
Jeg vurderer, at jeg er omkring 10-15 min foran og da jeg efter hårdt arbejde endelig når toppen, bliver jeg præsenteret for det lækreste nedløb! Jeg beholder sneskoene på, da sneen knirker og er blød, og så sætter jeg ellers i et fuld gas-tempo(“tits to the valley!”) og jeg er næsten ærgerlig over, at jeg nærmer mig mål!
Jo længere jeg kommer ned at bjerget, jo mere teknisk bliver underlaget og krydret med træer og tracks, der snor sig ind og ud mellem hinanden. Det er virkelig fedt og jeg er et stort smil, da jeg spotter målstregen og kommer i mål som den allerførste deltager.
Der er næsten ikke til at forstå og selvom det er koldt, stiller jeg mig ved målstregen og venter på Karl. 8 minutter senere ankommer han med et ligeså stort smil som jeg og han får en kæmpe krammer. På dette tidspunkt er vi ikke klar over, hvor hurtigt vi egentlig har løbet og der går langt over 1 time før den næste deltager dukker op og over 3 timer før den første kvindelige deltagere rammer målstregen.
Den forsøger jeg lige at lade synke ind. At jeg efter første etape både er forrest af alle og at min margin ned til næste kvindelige konkurrent er enorm. Rygterne om, at min nærmeste konkurrent Rachel Bermont vil spare på kræfterne de første par begynder at sprede sig og det tager jeg selvfølgelig alvorligt. Samtidigt kan jeg også fornemme, at hun virkelig har kæmpet i dag og faktum er også, at der skal virkelig meget til for at indhente en 3 timers føring. Særligt når jeg har besluttet at give gas på anden etape også 😉
Målstregen er placeret i et lille community med hytter, som vi skal overnatte i og Karl og jeg får hurtigt gang i pejsen og begynder at tørre vores tøj og få fyldt på depoterne. Det er fordelen i at komme først – de gode pladser til tøj over pejsen og de gode sovespots. Det er gamet.
Ice Ultra er et selvforsynende etapeløb, som bl.a. betyder, at vi skal bære vores mad selv i rygsækken. Det er et krav, at hver deltager har mindst 2000 kalorier med pr dag og jeg har præcist dette antal med og det gælder særligt om at få noget protein indenbords efter målgang. Jeg blander derfor mit proteinpulver med vand og spiser en portion Beef Jerky(tørret kød) og begynder på dagens måltid.
Der er en dejlig stemning i hytten og det er hyggeligt at modtage de andre deltagere, som krydser målstregen. Nogen er helt høje på oplevelsen – andre er helt knækket og i bund på energi.
Jeg går tidligt i seng og lukker øjnene med en gennemgang af etape to i mit hoved.
Billederne herunder er fra den ankomst og den første nat i tipi, hvor vi sov direkte på sneen i vores Artic 1400 sovepose fra Nordisk Outdoor.
10-21 KILOMETER
Bliv klar til Halvmaraton med KriXruns løbeklub og vores 10-21 kilometer program.
På 10 uger guider vi dig fra at kunne løbe 10 km, til at du kan gennemføre dit første halvmaraton – vi holder dig i hånden hele vejen!
De kommende 10 uger vil indeholde træning med gang, løb, styrke, udstrækning og forskellige lege, som gør løb sjovt og gør dig klar til at løbe er Halvmaraton om 10 uger!