Ice Ultra – etape 2

Distance: 43,7 km

Tid: 6 timer, 33 min og 40 sek.

Vi starter kl. 7.30 om morgenen og min strategi for dagen er klar: 

Fuld gas. At vinde første etape med 8 minutter ned til den førende herre har givet mig blod på tanden.

Karl Alvarez og jeg løber sammen og giver god gas fra starten. Det er koldt og løbsleder Kris King har advaret os mod ekseptionelle kolde temperaturer fra morgenstunden over den første sø, vi skal krydse. Han beretter om ned til -40 grader og den melding giver anledning til lidt sommerfugle i maven. 

Efter en lille kilometer på tekniske og sjove singletracks i skoven, rammer vi søen. Skoven var koldt, men at træde ud på søen er bidende koldt. Kulden bider med det samme i mine kinder og jeg sørger for at trække min tykke merinouldbuff (Team Rynkebys velgørenhedsbuff) godt op over hovedet og min varme fleece-hat fra Våga trækker jeg ned i panden. 

Med mine sne-googles på er det dermed kun min næse, der tipper frem i kuldens skær og det føler jeg, fungerer godt. 

Der går ikke lang tid, før alt i næsen fryser til og det er en mærkelig følelse ikke at kunne trække vejret gennem. Jeg forsøger at puste luft igennem – et trick fra min tidligere dage som bokser – men efter gentagne forsøg, kvitterer min næse med en ordenligt omgang næseblod. Der går nogle kilometer før næsen igen fryser til is og det er jo en nem måde at stoppe næseblodet på.  

Søen er lang og vidunderlig, og det er svært for mig at beskrive stemningen og øjeblikkene i den betagende natur i hvide og blå farver. Da jeg kommer i mål på etape 2, skriver jeg et lille digt som et forsøg på at indkapsle den magiske sø: 

Disen smyger sig som en tyk tåge på magisk vis op fra den frosne sø og store isblokke har skudt sig dramatisk op i luften. Der er stille. Der er ikke en lyd. Og stilheden bidrager til det smukke. Jeg bevæger mig så lydløst som muligt gennem det isende blålige landskab med på samme tid en dyster men opløftende eventyrsstemning. Kulden bider. Underlaget knaser. Min ånde er tyk og synlig. 

Jeg spekulerer på, hvor de tykke revner i isen fører hen og hvad vil der ske, hvis jeg træder på dem? 

Det er på én gang brutalt, barskt og så overvældende smukt, at jeg både glæder og ærger mig over hvert eneste skridt. Glæde fordi hvert skridt bringer mig tættere på mit mål. Ærgrelse fordi hvert skridt bringer mig væk fra øjeblikkets blå magi. 

Øjeblikket kommer aldrig igen, men nuet er her altid. 

Jeg tager det hele ind.  

Symbiosen i nærværet til K og flowet i mig, hvor hjerne, hjerte og krop spiller sammen, som var de født til den arktiske kulde, er uden fortilfælde. Taknemmeligheden for hvert tykt åndedrag spiller taktisk sammen i takt til hinanden. Tik tak tik tak et skridt mere er gået. Tik tak tik tak et skridt mere er væk. 

Sårbarheden i at være tilstede er tilstede. 

Efter søen begynder vi den lange stigning, som etape to er berygtet for: Mount Kabla. 

Med dens 1100 meter over havets overflade har vi en god stigning foran os og jeg ved, der kommer et checkpoint ved de ca. 20 km halvvejs mod toppen. Vi når uden de store problemer checkpoint og jeg får fyldt en smule varmt vand i begge mine dunke og jeg spiser efterfølgende et helt marcipanbrød. Marcipanbrød er helt genial i kulden og det har jeg dejlig konsistens, selvom det er koldt. Dertil også mange kalorier. Så jeg takker for tippet af Peter og Marianne Kleist, som jeg løb Desert Ultra med! 

Karl og jeg er stadig i en gruppe sammen helt i front og arbejder os videre op ad bjerget. Men pludselig tager vinden til og fra det ene minut til det andet, befinder vi os i en ubarmhjertig storm. Temperaturen falder til -40 grader og nogle steder helt ned til -50.

Sigtbarheden daler markant og horisonten falder i et med sneen. Hvad er himmel og hvad er jorden? Jeg ved det ikke og det eneste, jeg kan koncentrere mig om er at følge de røde kryds, som fungerer som markeringerne i løbet. De står med ca. 10m mellemrum og hvis jeg ikke er vaks og opmærksom, kommer jeg lynhurtigt til at få en forkert vinkel på ruten. Det er svært at beskrive, hvor lav sigtbarhed der er, men sneen fyger fra alle sider og vinden er allestedsværende. Og så larmer det og har en karakter af at være ond og ubarmhjertig. Den runger og advarer os. 

Det går så hurtigt, at jeg ikke når at tage min ekstra dunjakke på. Ej heller mine dunhandsker, som ellers ligger klar i min sidelomme lige til at tage på. Men jeg er bange for, at noget vil flyve væk, hvis jeg fumler med det og mine hænder er allerede stivfrosne. Jeg sørger for hele tiden at holde fingrene i gang og forsøger at varme dem med min ånde. Jeg må under ingen omstændigheder få forfrysninger. 

• 

Jeg tvinger mig selv til at holde et højt tempo for at holde varmen i kroppen og jeg er efterfølgende imponeret over, det kan lade sig gøre i blot en merinouldundertrøje og en vindjakke fra Nordisk. På benene har jeg et enkelt lag, nemlig et par Newline vintertights med windshield i samt to par strømper på. Det er faktisk det og det lyder jo helt tosset, at det kunne klare mosten. 

Vinden er så hård, at den flere gange fælder mit ene ben, som så spænder ben for mit andet ben og jeg ryger ned på alle fire. Op igen. Selvom jeg har snesko på, går jeg igennem sneen og mister igen balancen og forsøger at komme op igen. 

Det gælder om at holde fokus på hele tiden at komme fremad. Ligegyldig hvor langsomt, du føler det går og ligegyldigt om vinden skubber dig i en anden retning. Jeg ved, jeg burde drikke, men flaskerne er for længst frosset. Jeg ved, at jeg også burde spise, men det er helt umuligt at skulle bakse på med noget som helst.

På den ene side tænker jeg, at det er barskt og brutalt – hvor længe kan jeg holde til det? Hvornår rammer vi toppen? Hvor mange timer kan holde uden vand og energi? 

Og på den anden side tænker jeg: Er du vimmer, hvor er det fedt, det her. Det er lige præcis, det her jeg er kommet for. 

Det er svært at vide, hvornår vi rammer toppen, da terrænet begynder at flade lidt ud. Vinden er stadig altdominerende og rammer os fra front og siden. Det er noget af de mest ekstreme vejr, jeg har prøvet og jeg ser frem til at få varmen i næste depot. 

• 

• 

• 

• 

Billeder viser kun i lille grad, hvor heftigt det var på bjerget.

Vi spotter et blinkende lys i det fjerne og jeg glæder mig over, at nedløbet er begyndt. Vinden er stadig vild og jeg spurter nærmest mod lyset. Med stor skuffelse går det op for mig, det ikke er et checkpoint, men filmcrewet der er kørt os i møde. De fortæller os, at checkpointet er flyttet længere ned af bjerget, da teltet ikke forsvarligt kan stå i denne storm. Det giver jo god nok mening – bare ikke lige i øjeblikket og jeg løber videre. Det er her, jeg sætter tempo på og løber fra Karl. 

Pludselig dukker teltet op ud af det blå og med det samme lægger stormen sig. Jeg lyner lynlåsen op og tager mig god tid til at få frosset mine dunke op og få noget varmt vand indenbords. 

Jeg stritter hovedet ud et par gange for at kigge efter Karl. Der går lidt tid og jeg kan mærke, jeg bliver lidt nervøs for ham. Da han sætter sig ind, er det første jeg ligger mærke til hans mørke plamager i ansigtet og særligt en stor svumlene mørk pose under det ene øje. Han har løbet uden sine googles, da de lå i hans rygsæk. Shit tænker jeg, men jeg ved også, han er i gode hænder hos lægerne i teltet. 

• 

Billedet her er fra checkpoint halvvejs nede af bjerget. Jeg har det forunderlig vis godt og har ingen frostmærker i ansigtet eller skader på øjnene.

På mærkværdigvis har jeg på ingen tid fået varmen og energien er tilbage i kroppen. Jeg siger til Karl, at jeg løber videre og så går det i fuld hopla ned af bjerget. Jeg ryger direkte ind i det lækreste flow og sneskoene bliver en integreret del af kroppen. Jeg leger mig fremad og tager mig selv i at smile lidt over at tænke på, hvor den energi og diamanter i benene pludselig er kommet fra. 

Jeg når lynhurtigt checkpoint 4 og de er helt overrasket over at se mig. Jeg tanker ikke op, da der er under 7 kilometer til mål og jeg har stadig lunket vand fra sidste depot. Jeg krydser frosne søer og løber i skove, og nærmer mig stille og roligt målet på den 44 km lange rute. 

Ved 42 km nærmer jeg mig en lille landsby og det er klart, at det er målbyen. Men pludselig stopper minestrimmelmarkeringen og jeg aner ikke, hvor jeg skal hen. Jeg stopper op. Og jeg bliver en smule frustreret og kommer i tvivl, om jeg måske har overset et sving. Jeg løber tilbage, men nej, jeg har ikke overset noget. Der er bare ikke mere markering. Jeg står midt i en form for kryds og der er mange veje, jeg kan vælge. Jeg vælger at løbe ligeud og kommer ud på endnu en sø og her kan jeg i det fjerne se markeringerne igen. “Yes”, tænker jeg og sigter mod dem, men det føles ikke rigtigt. Jeg løber jo ud af byen igen og ifølge mit ur, burde jeg være mål forlængst. 

Jeg stopper op og kigger mig tilbage. Der er mange hytter og huse og jeg beslutter at løbe op til et af dem for at spørge om hjælp. Indbyggere ved vel, hvilket event der er gang i og de må kunne hjælpe mig. Heldigvis spotter jeg en snescooter, som jeg kan se er fra vores crew og jeg råber efter dem og vifter med armene. De vinker tilbage og jeg tænker “Gudskelov!”. 

Og således pacerede jeg målstregen – som endnu ikke var sat op endnu – efter at være tyvstartet på etape 3 fra den forkerte side og i sådanne øjeblikke, er man nok altid lidt frustreret. Lige indtil jeg får at vide, hvor mange der er i problemer på bjerget. Arrangørerne har simpelthen haft for travlt med at evakuere deltagere fra ragnarokket og koblet med, at jeg har løbet hurtigere end deres tidsplan, så resulterede det i, at de ikke nåede at sætte den sidste del af ruten op. Det kan jeg godt leve med og jeg blev i øvrigt krediteret med 10 min for dagens etape. 

Med det samme går mine tanker til Karl og jeg håber, han er okay. Men der går faktisk ikke så lang tid, før han lidt kækt træder ind af døren til hytten med et stort smil på læben og de vildeste krigsmærker i ansigtet. Han er blevet ramt af en lille grad af sneblindhed og hans ene øje løber i vand. 

Han er okay, men bliver tilset af lægerne og får noget medicin at dryppe øjet i. 

Og således gik en etape 2 med 8 evakueringer fra bjerget og et antal udgået deltagere, som jeg ikke har tal på. 

Vildt, vildt, vildt og præcis det, som jeg var kommet for.