Etape 3

Fakta: 41,1 km

Tid: 5:26:22

Etape 3 er maratondagen på 42 km og faktum er, at jeg er 30 minutter foran Karl og mange mange timer foran nr. 2 kvinde. Min nærmeste konkurrent udgik af løbet på dag 2, da hun kom i voldsomme problemer med forfrysninger i uvejret på bjerget. 

Jeg skal tage et valg om at blive ved med at presse citronen og save mig selv helt over – som jeg jo typisk gør ved disse løb – eller om jeg skal spille sikkert og følges med Karl. Jeg nyder hans selskab og det er faktisk rigtig rart ikke nødvendigvis at løbe alene. 

Jeg starter dagen ud med sneskoene på og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Jeg fortryder egentlig ret hurtigt, at jeg er startet med dem på, da underlaget virker nogenlunde fast. Men når de først er på, så skal der meget til at man tager beslutningen om at stoppe op, få dem af og spændt fast på rygsækken. Og ja, jeg blev bare ved med at udskyde beslutningen, selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg burde få dem af. Særligt fordi de begyndte at trykke ind på særligt min højre akillessene. 

Det tager ikke mange kilometer før Karl og jeg skaber et forspring til de andre deltagere. Vi har et maraton foran os og ruten er flad som en pandekage med undtagelse af omkring 10 km i skovstykker på singletracks. Ellers går ruten på de frosne søer og der venter os en smuk dag med solen skinnende fra en skyfri himmel. 

Det er tydeligt at mærke, at når vi løber på søerne, så falder temperaturen markant. Men den ene kilometer går efter den anden og Karl og jeg skiftes til at lægge i front og trække. Karl har massive problemer med sit ene øje efter at være blevet ramt af sneblindhed på bjerget og hans snegoogles er mildest talt ringe og bliver ved med at dugge. Jeg låner ham mine, da jeg fint kan klare mig med mine solbriller. 

Ved hvert checkpoint får vi at vide, at vi øger forspringet mere og mere til nr. 3 og 4 og hverken Karl eller jeg har planer om at udfordre hinanden. Ved Ice Ultra er der ikke noget, som hedder “course record” eller banerekord, fordi de laver ruten om hvert år, da sne- og vejrforhold skifter. Så det giver ikke mening at løbe mig selv helt i hegnet, da der ikke er nogen rekord at hente og jeg er et godt stykke foran Karl. Men lysten er der og et par gange opstår en indre konflikt med djævlen på den ene side, der har lyst til at sætte tempoet op og englen på den anden side, der fortæller mig, at det mest fornuftige er at spille sikkert. 

Etape 3 forløber uden nogen som helst kriser eller problemer. Faktisk synes jeg, det bliver lidt for varmt på et tidspunkt og jeg tager huen af og lyner jakken ned. Jeg suger den flotte natur til mig og vi når lige at spotte et par rensdyr, inden en snescooter skræmmer dem væk. 

Tænk sig man kan løbe et maraton på frosne søer og snedækkede skovbunde i delvis snesko og pigsko uden at føle sig presset på noget tidspunkt. Det klapper jeg mig selv på skulderen for at tanker en omgang god selvtillid for morgendagens lange etape på 64 km.