Tag: Ice Ultra
Ice Ultra – Etape 4
Fakta: 64 km
Tid: 8:20:24
Dag 4 er den lange etape i Ice Ultra og med start kl.6:30 om morgenen blev vi vidne til den flotteste solopgang over det snebeklædte landskab.
Efter en behagelig og varm nat i en hytte med brændeovn, var både Karl og jeg godt udhvilede til de kommende strabadser og den implicitte aftale mellem os, var at følges ad. Selvom vi på papiret er konkurrenter ved vi også begge, at vi hjælper hinanden.
Jeg løber ofte ret alene i disse lange etapeløb og det er faktisk en ret dejlig følelse at løbe sammen med en. Vores tempo passer nogenlunde sammen og vores kemi er super god.
På de første kilometer havde vi følgeskab, men der gik ikke lang tid, før vi tog fronten alene igen. Inde i mit hoved deler jeg den lange etape op i tre halvmaratons og det fungerer rigtig godt for mig at lave delmål på denne måde.
Jeg ved, at jeg altid kan løbe et halvmaraton og det skal jeg bare gøre lidt flere gange i dag.
Det første halvmaraton er opvarmningen, det næste halvmaraton er selve “racet” og det sidste halvmaraton er “afjoggeren”. Denne måde at tænke på, gør det meget overkommeligt i mit hoved og særligt da Karl og jeg efter ca. 2,5 timer krydser opvarmningsdistancen af, er jeg klar på at give den et lille hak op i tempo. Praktisk talt så tror jeg ikke, vi går meget op i tempo, men igen er det for det mentales skyld, at det næste, jeg skal koncentrere mig om “blot” er et halvmaraton.
Den dejligste morgen i 100 år!
Naturen er så gudesmuk og jeg rammer ind i et rigtig godt flow, hvor jeg løber ret ubesværet. Hvilket i sig selv egentlig er fantastisk, at jeg efter så mange kilometer i barsk terræn på fjerdedagen føler mig tip top. Det eneste som driller er min højre akillessene, som viste de første tegn på at være irriteret på gårsdagens etape efter en start i snesko.
Min plan for dagen er at undgå sneskoene, da jeg reelt er bange for at forværre akillessenen.
Og vupti – inden vi ser os om, er vi et maraton inde i etape 4 og tju-hej, det går bare rigtig godt for os begge!
Karl og jeg krydser det sidste depot i højt humør og glæder os over, at der ikke er særlig langt igen. Med over 50 km i benene kan jeg godt mærke, at trætheden er ved at sætte ind, men et smil på læben kan gøre underværker og overdøve kroppens brok.
Vi krydser sø efter sø og langsomt kan vi begynde at genkende landskabet, som vi i ugen før har rekognosceret. Sneen bliver dog dybere og dybere og jeg overvejer kraftigt, om jeg skal have sneskoene på igen. Jeg vil helst ikke, men omvendt så bruger jeg mange kræfter på at løfte mine ben højt og til tider falde helt gennem sneen, hvis jeg træder for meget ud fra sporet.
Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være fysisk udmattet og i denne tilstand er det ekstra svært at arbejde med det mentale. Jeg kan mærke, jeg er frustreret over, hvor hårdt det tunge sne er at løbe i. Gang på gang træder min fod gennem sneen og rytmen er umulig at fange. Karl begynder at trække fra mig og jeg kan fornemme, at han bevæger sig bedre i sneen end jeg. Måske har det noget at gøre med, jeg besidder Sønderjyllands korteste ben…
Ice Ultra kører bare derudaf!
Vi krydser en sø, vi tidligere har rekognosceret på vores dage inden løbet og jeg mindes den frokostpause for en uge siden, hvor vi delte en kold cola. Gud, hvor ville jeg gøre alt for en cola lige nu og jeg har den vildeste craving efter en rugbrødsmad med leverpostej! Det har jeg alligevel aldrig prøvet at hungre efter før, men den sidste del af Ice Ultra gik mine tanker rigtig meget på netop leverpostejsmadder.
Søen er lang og bliver afbrudt af korte landjordsstykker og jeg minder mig selv om, at det er netop nu, jeg skal nyde og værdsætte naturen.
“Her kommer jeg nok aldrig til at færdes igen, så tag det nu ind. Du er træt og kold, men denne oplevelse får du formodentlig aldrig igen og det skal du værdsætte”.
Karl løber omkring 10 meter foran mig, da vi for enden af en sø, rammer noget brunligt og gult slushice-lignende is, som bliver mere og mere vandet. Jeg fornemmer ikke nogen fare, indtil Karl pludselig træder igennem isen foran mig og råber tilbage, at jeg skal passe på. Ved mit næste skridt har vi balladen… Jeg træder igennem isen og vælter. Jeg ryger i vand til ballerne og det er så koldt, at jeg ikke kan beskrive det gys, der går igennem kroppen på mig.
Selvom det kun varer et splitsekund og jeg hurtigt får benet op, så bliver jeg i øjeblikket bombarderet med angstprovokerende tanker:
“Tænk hvis jeg ryger helt igennem?!
Hvor dybt er det?
Drunker jeg nu?
“Hvordan kommer man op af en sø dækket af is?”
Mit værste mareridt er at blive fanget under isen på en sø…
Her har jeg været gennem isen og dette er bare hårdt arbejde
Men heldigvis går det ikke så galt. Men der skal tages en beslutning om, om jeg skal skifte til tørre bukser og strømper. Jeg har i min taske et sæt tørre strømper samt to plasticposer til at stikke i skoen, hvis skoen skulle blive våd. Min Hoka Speedgoat er af Goretex og vandtætte, men det hjælper ikke så meget, når vandet kommer ind ovenfra. Faktisk så holder de nu vandet inde i skoen! Netop det har jeg taget højde for hjemmefra og både tørre strømper og poser er nemt tilgængelige i en lille lomme uden på min rygsæk.
Jeg kan godt mærke, jeg har svært ved at tage en beslutning. Jeg konfererer med Karl og vi bliver enige om at forsøge at holde os godt i gang de sidste 6 km. Terrænet er svært at løbe i, og vi bliver ved med at træde ned i sneen. Vi bliver stille og jeg tror, vi hver især tænker, at nu skal det bare overstås.
Jeg fryser. Jeg fryser virkelig meget og mine tanker begynder også at falde hen på, om jeg kan risikere at få forfrysninger med mine våde fødder og ben. Temperaturen ligger på omkring -15 til -20 grader og faktum er, at jeg er helt igennem stivfrossen og udmattet. Jeg kan ikke bevæge mig så hurtigt som jeg gerne vil og det bekymrer mig. Men jeg kan heller ikke overskue at stoppe og tage tøjet af og skifte. Det er helt umuligt at forestille mig at stå med bare baller i denne her kulde.
Så jeg fortsætter. Jeg begynder at ryste. Heldigvis kommer vi til de sidste kilometer før mål, som vi begge kender og jeg ved, vi bare skal ned ad bakken og krydse den allersidste sø. Jeg fryser og ryster helt ind i mit indre og jeg er så lettet over at nå mål. Det første jeg gør, er at sætte mig ved brændeovnen i hytten, som der heldigvis er godt gang i. Her sidder jeg det meste af eftermiddagen og aftenen og jeg er godt klar over, at de sidste 6 km efter mødet med det kolde vand har sat sine spor i mig.
Jeg mærker en prikkende smerter i begge hæle og inden i mine fødder er det som om mit blod et tykt og kogende varmt. Det er en ubehagelig følelse og samtidig vælger min højre akillessene også at tiltrække sig opmærksomhed ved en knirkende smerte, hver gang jeg træder ned på foden. Jeg finder en metode, hvor jeg går på tæerne og undgår at tænke på etapen den efterfølgende dag.
Jeg får for en sikkerheds skyld lægeteamet til at tjekke mine fødder og de melder heldigvis, at de “blot” er ekstrem kolde. Der er ingen tegn på forfrysninger – der skal bare gang i blodomløbet igen.
Wow hvor en dag – de første 50 km gik rimelig ubesværet i rigtig godt selskab sammen med Karl og de fantastisk crewmedlemmer i checkpoints. Og så den vildeste og mest dramatiske afslutning ved at falde igennem isen. Til note blev ruten ændret efter vi havde været igennem.
Endelig i mål efter 64 km 
Fusserne foran pejsen 
En af de allersidste søer krydses
Billeder af Beyond the Ultimate, Trailbear Films, Will Roberts & Dean.
Etape 3
Fakta: 41,1 km
Tid: 5:26:22
Etape 3 er maratondagen på 42 km og faktum er, at jeg er 30 minutter foran Karl og mange mange timer foran nr. 2 kvinde. Min nærmeste konkurrent udgik af løbet på dag 2, da hun kom i voldsomme problemer med forfrysninger i uvejret på bjerget.
Jeg skal tage et valg om at blive ved med at presse citronen og save mig selv helt over – som jeg jo typisk gør ved disse løb – eller om jeg skal spille sikkert og følges med Karl. Jeg nyder hans selskab og det er faktisk rigtig rart ikke nødvendigvis at løbe alene.
Jeg starter dagen ud med sneskoene på og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Jeg fortryder egentlig ret hurtigt, at jeg er startet med dem på, da underlaget virker nogenlunde fast. Men når de først er på, så skal der meget til at man tager beslutningen om at stoppe op, få dem af og spændt fast på rygsækken. Og ja, jeg blev bare ved med at udskyde beslutningen, selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg burde få dem af. Særligt fordi de begyndte at trykke ind på særligt min højre akillessene.
Det tager ikke mange kilometer før Karl og jeg skaber et forspring til de andre deltagere. Vi har et maraton foran os og ruten er flad som en pandekage med undtagelse af omkring 10 km i skovstykker på singletracks. Ellers går ruten på de frosne søer og der venter os en smuk dag med solen skinnende fra en skyfri himmel.
Det er tydeligt at mærke, at når vi løber på søerne, så falder temperaturen markant. Men den ene kilometer går efter den anden og Karl og jeg skiftes til at lægge i front og trække. Karl har massive problemer med sit ene øje efter at være blevet ramt af sneblindhed på bjerget og hans snegoogles er mildest talt ringe og bliver ved med at dugge. Jeg låner ham mine, da jeg fint kan klare mig med mine solbriller.
Ved hvert checkpoint får vi at vide, at vi øger forspringet mere og mere til nr. 3 og 4 og hverken Karl eller jeg har planer om at udfordre hinanden. Ved Ice Ultra er der ikke noget, som hedder “course record” eller banerekord, fordi de laver ruten om hvert år, da sne- og vejrforhold skifter. Så det giver ikke mening at løbe mig selv helt i hegnet, da der ikke er nogen rekord at hente og jeg er et godt stykke foran Karl. Men lysten er der og et par gange opstår en indre konflikt med djævlen på den ene side, der har lyst til at sætte tempoet op og englen på den anden side, der fortæller mig, at det mest fornuftige er at spille sikkert.
Etape 3 forløber uden nogen som helst kriser eller problemer. Faktisk synes jeg, det bliver lidt for varmt på et tidspunkt og jeg tager huen af og lyner jakken ned. Jeg suger den flotte natur til mig og vi når lige at spotte et par rensdyr, inden en snescooter skræmmer dem væk.
Tænk sig man kan løbe et maraton på frosne søer og snedækkede skovbunde i delvis snesko og pigsko uden at føle sig presset på noget tidspunkt. Det klapper jeg mig selv på skulderen for at tanker en omgang god selvtillid for morgendagens lange etape på 64 km.
Ice Ultra – etape 1
Starten på Ice Ultra går kl. 7.30 i det pivkolde Lapland og forud venter der mig 230 km i bidende kulde med et isende underlag.
Jeg er spændt. Virkelig spændt og det har krævet en stor portion mentalt arbejde at få skruet det rigtige mindset sammen. Særligt kan alle de ukendte parametre forstyrre tankerne og lade tvivlen træde ind i cockpittet – hvor stor del af løbet, skal jeg fx løbe i snesko, som jeg gennem min træning på den danske vestkyst aldrig helt blev gode venner med? Eller hvordan reagerer min krop fx i forhold ned til -40 grader kulde? Fryser mit vand i de isolerede flasker til is?
Foto: Will Roberts
Jeg indrømmer gerne at spørgsmål som disse har trængt sig på. Men jeg har arbejdet med dem og særligt gennem mine træningspas i frysehuset hos AgriNord, har jeg kunne teste kroppen og udstyret, og dermed kunne tune mig ind på det rigtige gear og lære min krop at kende i disse kølige forhold.
De første 12 km af løbet foregår på en vej dækket af is og sne. Den er ikke teknisk, men har en del bakker op og ned, og min plan er at lure de andre kvinder i feltet af og vurdere, hvor hurtigt jeg skal forsøge at “race” dem. Jeg lægger derfor et fornuftigt tempo på mellem 5.45 – 6.00 min pr kilometer og vurderer egentligt, at jeg ligger i en større gruppe uden dog at have orienteret mig.
Det kommer derfor bag på mig, at vi kun er 4 i gruppen efter et par kilometer og jeg er den eneste kvinde. Jeg har allerede formået at skabe et stort hul ned til resten af feltet og det bringer et smil på læben og gå-på-modet får lige et hak op ad.
Da jeg rammer første checkpoint er mit vand allerede frosset til is, og jeg begynder hurtigt at spekulere på, at jeg aktivt skal drikke rigeligt ved disse stop. Første udfordring har meldt sig på banen – mine flasker fryser til is og jeg kan ikke skrue låget af eller drikke vandet. Hjælperne ved checkpointet hjælper til og jeg får fyldt varmt vand i den ene af mine dunke og jeg løber videre mod det første flotte syn af det laplandske natur, da vi krydser en kæmpe sø og solen står op bag ved de mægtige bjerge.
Det føles uvirkeligt at være i gang og det føles vildt at være næsten i front. En britisk løber ved navn Rob har sat et vildt tempo, og jeg accepterer hurtigt, at der skal jeg ikke være med. Allerede på søen overvejer jeg, om det er tid til at tage sneskoene på. Jeg føler ikke, jeg har et godt greb på isen i mine Hoka Speedgoat, som jeg ellers har sat pigge på under for at stå mest mulig fast. Jeg vælger dog at vente og det er min plan at løbe så lidt i sneskoene som muligt for at undgå de vabler, som jeg har kæmpet med i træningen op til.
Foto: Dean Read 
Foto: Dean Read
Jeg haler ind på Rob foran og da vi har krydset isen og rammer bakkerne i den hvide og krystalklare skov, knækker jeg ham hurtigt og han hepper mig videre. Særligt da jeg kommer til det første bjerg, kan jeg fornemme at jeg trækker fra de andre deltagere i frontgruppen.
Vi løber på mindre spor skabt af snescootere og jeg har ikke styr på, hvor mange gange jeg falder igennem sneen og vælter rundt. Det er både sjovt og lidt frustrerende, da det ødelægger rytmen og tager en del kræfter at komme på benene igen. Jeg siger til mig selv, at hver gang jeg falder, skal jeg tvinge et smil frem og sige til mig selv, at det er en del af gamet.
Omkring halvvejs inde begynder jeg at finde roen til at få kigget mig omkring. Det er så smukt og jeg tager det hele ind samtidig med, at jeg giver den god gas. Jeg har brugt noget tid på at forholde mig til, at jeg lægger helt i front og også er hurtigere end mændene og jeg er ikke i tvivl om at morgendagens strategi også skal gå på at løbe helt i front og give god gas.
Jeg nyder virkelig at presse på, men kan også mærke at de mange fald og træden igennem isen tager på kræfterne.
Da jeg rammer det sidste checkpoint har jeg omkring 8 km tilbage af etapen og bliver advaret af crew om den sidste stigning. Og ganske rigtig går der ikke lang tid, før jeg står ansigt til ansigt med den mest lede bakke, jeg længe har set dækket i blødt sne. Jeg beslutter mig derfor for at hoppe i sneskoene på den 44. kilometer og går i gang med at forcere bjerget. Jeg tager et par kig tilbage og kan se en lille prik, som jeg ved er en af de andre deltagere og jeg fornemmer, det er stærke Karl Alvarez, som jeg mødte i Namibia i november til etapeløbet Desert Ultra.
Foto: Trailbear Films
Jeg vurderer, at jeg er omkring 10-15 min foran og da jeg efter hårdt arbejde endelig når toppen, bliver jeg præsenteret for det lækreste nedløb! Jeg beholder sneskoene på, da sneen knirker og er blød, og så sætter jeg ellers i et fuld gas-tempo(“tits to the valley!”) og jeg er næsten ærgerlig over, at jeg nærmer mig mål!
Jo længere jeg kommer ned at bjerget, jo mere teknisk bliver underlaget og krydret med træer og tracks, der snor sig ind og ud mellem hinanden. Det er virkelig fedt og jeg er et stort smil, da jeg spotter målstregen og kommer i mål som den allerførste deltager.
Der er næsten ikke til at forstå og selvom det er koldt, stiller jeg mig ved målstregen og venter på Karl. 8 minutter senere ankommer han med et ligeså stort smil som jeg og han får en kæmpe krammer. På dette tidspunkt er vi ikke klar over, hvor hurtigt vi egentlig har løbet og der går langt over 1 time før den næste deltager dukker op og over 3 timer før den første kvindelige deltagere rammer målstregen.
Den forsøger jeg lige at lade synke ind. At jeg efter første etape både er forrest af alle og at min margin ned til næste kvindelige konkurrent er enorm. Rygterne om, at min nærmeste konkurrent Rachel Bermont vil spare på kræfterne de første par begynder at sprede sig og det tager jeg selvfølgelig alvorligt. Samtidigt kan jeg også fornemme, at hun virkelig har kæmpet i dag og faktum er også, at der skal virkelig meget til for at indhente en 3 timers føring. Særligt når jeg har besluttet at give gas på anden etape også 😉
Målstregen er placeret i et lille community med hytter, som vi skal overnatte i og Karl og jeg får hurtigt gang i pejsen og begynder at tørre vores tøj og få fyldt på depoterne. Det er fordelen i at komme først – de gode pladser til tøj over pejsen og de gode sovespots. Det er gamet.
Ice Ultra er et selvforsynende etapeløb, som bl.a. betyder, at vi skal bære vores mad selv i rygsækken. Det er et krav, at hver deltager har mindst 2000 kalorier med pr dag og jeg har præcist dette antal med og det gælder særligt om at få noget protein indenbords efter målgang. Jeg blander derfor mit proteinpulver med vand og spiser en portion Beef Jerky(tørret kød) og begynder på dagens måltid.
Der er en dejlig stemning i hytten og det er hyggeligt at modtage de andre deltagere, som krydser målstregen. Nogen er helt høje på oplevelsen – andre er helt knækket og i bund på energi.
Jeg går tidligt i seng og lukker øjnene med en gennemgang af etape to i mit hoved.
Billederne herunder er fra den ankomst og den første nat i tipi, hvor vi sov direkte på sneen i vores Artic 1400 sovepose fra Nordisk Outdoor.
Posted by 
Posted by