Vi kickstarter 3. etape med 22 km i blødt sand og jeg kæmper fra start med maveproblemer, som faktisk tager lidt af glæden ved at løbe. Følelsen af at skulle på toilet, men ikke at kunne, er noget af det værste at løbe med og da temperaturen efter en lille time stiger markant, ryger min puls i vejret. Jeg beslutter mig for at sætte tempoet en smule ned og få arbejdet med hovedet, som virkelig driller og stiller spørgsmåltegn ved mit ørkenløbsprojekt.

Hvorfor løber du egentlig rundt her i 50 graders varme i dælens til blødt sand?”

Jeg forsøger at finde alle de rigtige svar, men jeg har svært ved at fokusere væk fra mine mavekramper og tager en beslutning, jeg lige siger højt til mig selv: “Nu sætter du dig ned her og løber ikke videre, før du har gjort, hvad du skal gøre. Basta!”

Beyond the Ultimate Desert Ultra Multi Stage Race in Namibia
3. etape i Desert Ultra

Jeg noterer mig, at det faktisk er ret hårdt at sidde i skovskider-stilling med rygsæk på samt halv-slatne stænger, og i bedste skizofrene stil, giver jeg mig selv meldingen om, at så kan jeg da bare lære det. Få nu afleveret den pakke og kom videre! Efter utallige trusler mod min egen krop og hvad der føles som en evighed i squat-position, sker der endelig mirakler. Og herefter er jeg flyvende og let på tå!

Jeg henter alle gutterne, der har sneget sig forbi, og sporer mig ind på Joffy, der har givet den gas i sandet og er vant til varmen og terrænet i hans hjemland, Kenya. Da jeg ser ham ude i horisonten, bliver jeg glad og det giver ekstra energi at vide, jeg haler ind på ham.

Da jeg indhenter ham, sætter jeg tempoet en smule ned for at følges for at følges ad. Vi rammer CP3 sammen og får meldingen om, at temperaturen nu har passeret 55 grader. Jeg kan ikke beskrive, hvor varmt det føles og jeg kan ikke sammenligne det med noget andet, jeg har prøvet. I 2017 løb jeg Half Maraton des Sables på Fuerteventura med op til 42 grader, hvor jeg synes, jeg led en del, men det blegner i forhold til nu. De steder på kroppen, hvor huden er blottet, brænder solen ubarmhjertigt og at det blæser lidt, synes at lyde dejligt… Men det er det bare ikke! Det føles som en føntørrer, der blæser dig lige ind i hovedet med sand i. Har du prøvet at sidde i sauna og puste på din arm? Det gør ret ondt. Sådan er det også i Namibias ørken, men forskellen fra en sauna og ørkenen, er, at du til enhver tid kan træffe valget om at gå ud af saunaen. Det kan du ikke med ørkenen. Du er der, og det skal du have til at fungere og på en eller anden måde, accepterer man bare vilkårerne og det faktum, det ikke ændres. 

Jeg tager mig lidt tid i CP3 til at blive kølet ned og få fyldt flasker op, og jeg spørger efterfølgende Joffy, om han er klar til at løbe videre. Han svarer nej, og jeg fortsætter på egen hånd mod de sidste ca. 20 km af etapen. 

Det er hæsblæsende varmt, men jeg er i et godt flow og pludselig står jeg allerede ved CP4 ca. 10 km efter. Herefter er resten af ruten nedad, men dog i blødt sand og den bagende varme begynder at trætte mig. Jeg spotter nogle telte langt fremme og tænker, at det må være etapens mål, og jeg nærmer mig langsomt. Alt i denne øde ørken er så pokkers langt væk, og jeg laver tricket med at kigge ned, mens jeg tæller ned fra 50 og efterfølgende kigge op, men jeg kommer simpelthen ikke tættere på målstregen! Det kan altså godt være ret træls, når man nu er lidt småtræt. Der går en evighed og endelig kan jeg begynde at overskue distancen mod mål, indtil jeg pludselig indser, at teltene er nogle forladte skure og altså ikke afslutningen på dagens etape. Jeg kan spotte på mit ur, at der er mindst 1,5 km endnu og jeg forsøger at sammenligne de 1500 meter med en velkendt strækning derhjemme. 1,5 km er jo ikke særlig langt og jeg dagdrømmer mig hjem i baghaven på den korte strækning og vupti – kan jeg se målstregen og krydser den i tiden 5 timer og 38 min på de knap 42 km. 

https://www.youtube.com/watch?v=-rANYmkxBsk

Jeg lægger mig øjeblikkeligt på en madras, blander mit proteinpulver op med en halv liter vand og drikker dertil endnu 4,5 liter væske i løbet af kort tid. Det er virkelig meget at drikke, men jeg ved, jeg er i markant underskud efter flere timer i 55 graders varme, som har givet mig en let hovedpine. Jeg beslutter, at jeg bare vil drikke vand og elektrolytter indtil jeg skal tisse, og den taktik tror jeg efterfølgende var meget fin, selvom det er hårdt at drikke så meget væske på én gang. 

Endnu en løber udgår efter dagens strabadser og en del af deltagerne begynder at se trætte ud. Jeg er også træt, og beslutter mig for at krybe i soveposen ret tidligt. Jeg falder i søvn, men bliver vækket af Simon, som fortæller, der er elefanter tæt på lejren. Da jeg kommer ud af teltet, bliver jeg mødt at det vildeste syn med 7-8 elefanter, der lydløst trasker afsted i flok tæt på vores telte. Det er en surrealistisk oplevelse at stå så tæt på de imponerende store dyr og det er bare noget andet, end at se dem på deres egen hjemmebane og ikke i zoologisk have. Flokken går stille og roligt forbi vores telte, men pludselig snubler den forreste elefant over vores målportal og vender sig aggressivt rundt mod os med flagrende ører. Vores lokale hjælpere råber med det samme “Get back” og mit hjerte springer lige et par slag over. Heldigvis går elefanten efter kort tid videre og flokken følger med.

https://www.youtube.com/watch?v=_t3m8f27cfY

Sikke en oplevelse at falde i søvn på!

Tjek ruten og tiderne her: https://www.strava.com/activities/19845506414

4. etape er løbets korteste med knap 22 km, men til gengæld skal den starte midt på dagen og kl. 12 bliver vi sendt afsted i 54 graders. Denne etape er også “Red Jersey Stage”, hvor Queen and King of the Desert skal findes, og den titel er jeg tilfældigvis max-klar på at nappe. Den hurtigste kvinde og mand mellem CP1 og CP2 får tildelt æren, og strækningen måler præcis 10 km. Jeg er i race-mode, men varmen er ulidelig og solen brænder nærmest igennem tøjet il huden. Mine ben synes ej heller helt at makke ret, men det skulle da også være mærkeligt, hvis ikke de 142 forgange km havde sat sine spor. 

Det er så gloende hedt, men mit hoved er indstillet på at give gas, så det er det, jeg gør. Adam Kimble – den førende gut – kan jeg ikke gøre noget ved. Han er en fantastisk stærk og hurtigt løber, der i øvrigt er sponsoreret af Hoka One One i USA, men jeg tænker at alle de andre fisme skal have baghjul og den titel, skal være min. De 10 km mellem C2 og C3 vil jeg løbe så stærkt som overhovedet muligt. 

Sporet er blødt og med en let opadgående stigning. Jeg forsøger at finde en god rytme uden for sandsporet med sten, små buske, skarpe træer. Det giver nogle rifter på benene hist og pist, og mine kompressionsstrømper fra CEP bliver også en del medtaget efter diverse besøg med de agressive buske. Jeg tillader mig selv at køre med en høj puls, og da jeg ser den klassiske hvide truck i horisonten, tænker jeg at den er hjemme. Jeg skruer op for tempoet og sætter maximal pres på min krop. Jeg kommer nærmere og nærmere, og omkring 3-400 meter inden bilen, går det op for mig, det er fotografen Mikkel og min teltmakker Simon, der har taget plads for at heppe og fotografere. Min hjerne er lige ved at bryde sammen, og selvom Simon hepper på bedste vis, kan jeg kun råbe:

Damn it. This is not the fucking check point!”

Hurtigt indser jeg, at det selvfølgelig ikke er Simons skyld, og jeg får råbt et beklagende “Thank you” efter jeg er løbet forbi. Jeg kigger på mit ur og kan godt se, der er omkring halvanden kilometer igen, og jeg tvinger mig selv til at holde tempoet oppe. Den ene del af min krop skriger på at stoppe, mens den anden del af mig elsker det her game. Da jeg kommer til CP, vælter jeg ind og kaster mine lunger op med et smil på læben, og får fortalt lægecrewet fra i går: “I’m back”. De sidste par kilometer til målstregen tager jeg forholdsvis roligt, og her venter mig en anden overvældende oplevelse, da en flok antilopelignende dyr krydser min løbebane i højt tempo. Wow! 

Jeg krydser målstregen i tiden 2 timer, 43 min og 54 sek, og har overskud til med det samme at få pakket min taske til morgendagens lange etape. Det er hyggeligt, at de andre deltagere tilslutter sig Adam og jeg hurtigere end de andre lange etaper, og efterhånden som folk kommer ind, kan man mærke spændingen og nervøsitet frem mod den sidste dag. Jeg snakker især en del med Joffy, der aldrig har prøvet at løbe så langt før, og nu har han faktisk sneget sig op på en andenplads blandt herrerne, hvor den britiske ultraløber Kevin puster ham i nakken. Vi snakker lidt forskellige strategier igennem, hvoraf vi beslutter at starte med at løbe sammen, og Joffy egentlig skal hænge på så længe som muligt. Til gengæld vil jeg løbe den første del af etapen forholdsvis roligt og så sætte tempo på hvis muligt. Jeg har ikke noget at miste, og jeg er langt foran nr. 2 kvinde. Faktisk tænker jeg også, at det vil være hyggeligt at få lidt selskab frem for at løbe alene. 

Jeg spiser tidligt mit frysetørret mad, og kan se BTU-teamet sætter sig til rette mod solnedgangen. Jeg joiner dem og er vidne til den smukkeste sol i guld, orange, røde og lyserøde farver, der spreder sin stråler langt over himlen. Det er så gudesmukt og jeg føler mig virkelig privilegeret over at kunne opleve naturen på denne måde. 

Jeg får børstet tænder og tjekket mit gear igennem den sidste gang i teltet, da jeg pludselig ser noget brænde i horisonten. Jeg kan ikke forstå, hvad det er og jeg sætter mig i teltåbningen og stirrer på ildkuglen, der lidt efter lidt bliver større og større. Pludselig går det op for mig, at det er månen. Den er badet i et orangerødt lys og jeg forsøger at forstå, hvad der foregår. Jeg har aldrig set månen på den måde før og den bliver større og større. Det er et fantastisk syn og igen bliver jeg lidt blød om hjertet og føler mig evig taknemmelig for denne mulighed. 

Blodmåne – Photo: Mikkel Beisner

Dette billede af Mikkel Beisner kan slet ikke retfærdiggøre virkelighedens smukke syn. 

https://www.strava.com/activities/1984593693

5. etape:Kl. 4 om morgenen bliver sidste etape skudt i gang og vi kan se frem til næsten to timers løb i mørke. Jeg og Joffy har et okay tempo fra start, hvor vi løber i et blødt sandspor og til toppen af en sandbanke, hvor første CP befinder sig. Herefter går det i lang tid nedad og Joffy kæmper med et par dårligt monterede knæ og jeg nyder lidt friløb, hvor tyngdekræften egentlig bare klarer fremaddriften.

Efter omkring halvanden time begynder det stille og roligt at blive lysere og det giver helt automatisk lidt ekstra energi. Solnedgangen foregår desværre bag os og jeg forsøger ellers at vende mig et par gange for at følge med, men det ødelægger løberytmen. Joffy spørger flere gange: “Can you see Kevin?” og det kan jeg ikke, men da vi når CP2 og bruger et par minutter på at blive kølet ned, spotter vi begge ham nærme sig. Vi ræser ud af depotet, og er nemt at mærke spillet og spændingen mellem Joffy og Kevin, og jeg smiler på læben ved tanken om, at det er det sus, jeg er vild med: At lure sine konkurrenter an, at tricke dem lidt og så slå slaget på slagmarken. Det giver et fedt adrenalinkick, og jeg var heldig at få lidt af deres kamp ind på livet. 

Joffy og jeg snakker ikke så meget sammen, men vi nyder begge hinandens selskab. Kevin er hele vejen frem til CP3 et par hundrede meter bag os, og lige inden CP3 overhaler han os på en bakke og når CP før os. Der er heldigvis tre stole i teltet, og jeg bliver hjulpet af en af de lokale, som fylder mine vandflasker, mens jeg får noget energi indenbords. Da Joffy og jeg er på vej ud derfra opdager til min forbløffelse, at jeg har fået iskoldt vand i mine dunke, og jeg udbryder spontant:

Did you get cold water too, Joff?”

Han svarede brat: “Nooooo!” Jeg giver ham den ene af mine flasker, så han kan få lidt af det kolde vand, mens jeg smiler over forskelsbehandlingen i teltet og VIRKELIG nyder det kolde vand. 

Desværre begynder min mave at drille med samme problem, som jeg har haft de forrige dage. Jeg siger til Joffy, han skal løbe i forvejen og jeg sætter mig ned et stykke fra sporet. Mens jeg og min hvide bagdel sidder der og stråler, kommer Kevin pludselig op over bakken, og jeg råber “I’m so sorry” til ham. Under alle andre omstændigheder vil denne situation nok ramme en klar top tre over de mest pinlige situationer, jeg nogensinde har været ude for, men da vi er på sidste etape i et 256 km etapeløb, hvor alle er kørt ud over deres grænser, vi har ikke været i bad i 5 dage og egentlig bare er generelt mega utiltrækkende og ulækre, er det at puste grise op med en buddy løbende forbi, bare en del af gamet. Kevin kvitterer min undskyldning med, om jeg er okay og han løber forbi med hænderne skyggende for øjnene. 

Herefter er jeg flyvende igen og jeg henter hurtigt Kevin og Joffy. Jeg siger til Joffy, at vi skal prøve at hæve tempoet en smule og skabe et hul til Kevin, men den seje britiske løber hænger bare i. Han er hele tiden 3-500 meter bag os. Langsomt begynder solen at bage mere og mere på os, og vi nærmer os et meget øde sted med lyst blødt sand. Det er varmt og det er som om, varmen både kommer for oven og for nedefra. Pludselig er det som om, noget bider mig nede i min sko og jeg bliver først bange for, hvad der har stukket mig. Da jeg tænker mig om, ved jeg godt, at det må være en vabel, der er poppet af sig selv og jeg ved lige præcis hvilken en! 

Vi rammer de 53 grader, det er ulideligt varmt og vi er total eksponeret i solen. Jeg er så glad for min solcreme på faktor 50 fra min sponsor Laserteam Beauty, og mens alle andre deltagere har kæmpet med forbrænding og skoldning, har jeg med denne solcreme helt undgået at blive rød. (Du kan fange dem her: http://laserteambeauty.dk)

Når jeg tænker tilbage, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg har kunne løbe i den varme. Vi går op ad bakkerne for at spare på energien og vi kommer stille og roligt fremad hele tiden, og på et tidspunkt da jeg kigger tilbage, er Kevin væk. Da vi nærmer os de 50 km begynder der endelig at komme lidt bakker, som mine ben er glade for frem for at løbe fladt og i sand. Jeg napper bakkerne lidt hurtigere end Joffy, hvor jeg venter på ham på toppen et par gange og vi rammer CP 6 sammen ved omkring 60 km. Vi bliver begge kølet ned med vand over hovedet og den sædvanelige rutine. Få hundrede meter efter siger Joffy til mig, at det er på tide, jeg løber videre for mig selv. Han kan ikke holde tempoet oppe mere.

Vi siger på gensyn, jeg sætter tempo på og nyder at give lidt god gas. (Altså så meget gas, man kan give efter over 200 km i benene samt +50 graders varme)

Jeg rykker fra Joffy – Photo: Mikkel Beisner

Pludselig er jeg ved det næste CP 10 km senere og laver kun et hurtigt stop, inden jeg begiver mig ud på det sidste stykke. Nu vil jeg egentlig bare gerne i mål, og på ved mod CP ved 80 km kan jeg mærke, at jeg måske har ignoreret min væske- og energistrategi en smule. Jeg har slet ikke lyst til hverken at drikke eller spise, og jeg tvinger heller ikke mig selv til at gøre det, hvilket er kritisk og meget uprofessionelt. Jeg kæmper mig de sidste par kilometer til CP8, hvor jeg bliver taget imod med åbne arme og hep.

Det er også her, jeg indser at etapen er 92 km og ikke de forventede 90 km. 2 km synes ikke af særlig meget på sådan et langt løb, men når hovedet er indstillet på 90 km og man tilmed er træt og energiforladt, synes de 2000 ekstra meter meget uoverskuelige og jeg skal lige sunde mig, før jeg får vendt tankerne mod følgende: Hvis Kris King (Race director) mener, det er det, som vi skal – ja, så er det fisme, det jeg gør!

https://www.youtube.com/watch?v=BUo5VqlItiE

Så i bedste jeg-skal-vise-dig-stil sætter jeg i løb fast besluttet på at få afsluttet etapen med manér, men det er umuligt at ignorere min krops signaler om at tage den med ro. Jeg skælder lidt ud på den, og tvinger mig selv til at holde tempoet. Det tager mig næsten halvanden time at løbe de resterende 12 km og jeg må bare indrømme, at jeg løb med skyklapperne for øjnene og koncentrerede mig om at flytte det ene ben foran det andet. 

Vinderbillede

Jeg løber de 91,9 km på 13 timer, 6 min og 8 sekunder og slår course record med over 10 timer med en samlet tid på 33 timer og 52 min. 

Jeg vinder Desert Ultra 2018 og bliver overall nr. 2, hvor Adam Kimble vinder i tiden 25 timer og 7 min, der også kvalificerer sig til en ny course record.

Tjek tider og rute her: 

https://www.strava.com/activities/1984659459

Se alle resultater her: https://beyondtheultimate.co.uk/desert-ultra-2018/

Tusind tak til Beyond the Ultimate og teamet bag. Tak til hjælperne og tak til min tent buddy Simon, der trods den store skuffelse over ikke selv at gennemføre, meldte sig klar på crew-teamet og hjalp os andre igennem. 

Tak til Henrik for støtte og træning samt at opdatere mine SoMe-kanaler hjemmefra og altid støtte mig i de idéer, der popper op. 

Et stort tak til mine sponsorerer og jer, der gider at følge mig. Jeres støtte og kommentarer betyder rigtig meget! 

At gennemføre Desert Ultra er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort. Varmen, sandet og den manglende variation i underlaget var en kombination, der krævede absolut alt af mig for at komme igennem, og sandheden er nok, at jeg synes mere om trail, bakker og teknisk underlag. Når det er sagt, så var Desert Ultra en sublim udfordring, hvor jeg en del gange måtte grave rigtig dybt for at præstere bedst muligt.