Det er nu over en måned siden, at jeg sad i flyet på vej herned for at træne op til Everest Marathon. Den forgange uge har budt på masser af eventyr med bungy jump, rapelling, løb i bjerge, trekking, teknik og mountainbike. Pulsen har været helt oppe at ringe, og jeg føler, at formen endelig er ved at være tilbage efter de sidste ugers uoverensstemmelser med min krop.

Jeg ankom til Nepal tirsdag d. 8. oktober efter en ambivalent, dog indholdsrig uge i Tibet. Tre dage blev tilbragt i The Last Resort – virkelig et sted for eventyrslystne vovehalse!

Verdens højeste canyon swing! 
For at indvie det nye sted, prøvede jeg kræfter med verdens højeste canyon swing fra en hængebro 160 m over en flod. Følelsen af at blive hængt fast en elastik, og vide at der venter 100 m frit fald, et sving på 240 m og en topfart på 150 km/t, er temmelig nervepirrende! At miste kontrollen fuldstændig er en underlig fornemmelse, men adrenalinsuset som canyon swing og bungy jump gav, skulle jeg åbenbart blive helt afhængig af! Det blev til 2x swing, hvoraf ét af dem var baglæns og så 3 bungy jump med 160 m frit fald.

Fælles for alle hop var turen op igen, som bestod af stejle bakker og trapper, der selvfølgelig blev forceret i løb. Ja, det vil sige, at nogle steder var der så stejlt, at mine korte ben umuligt kunne holde tempo, men de ca. 20 min løb op ad bakke var helt obligatorisk efter hvert spring, og det må da alt andet lige være motivation for at springe ud i det?!

Naturen omkring resortet var helt fantastisk. Masser af bakker op og ned, skiftende terræn fra glatte sten til bjergsider man skulle klatre/kravle op af – det kræver virkelig koncentration og fokus for ikke at træde forkert og vrikke om på foden, eller at lægge vægten rigtigt, så du er klar til næste afsæt fra den rigtige sten videre til den næste. Det er udfordrende og hårdt, men samtidig også sjovt, og nogle gange kan man faktisk ende i et flow og glemme at man egentlig er ved at kaste sine lunger op!

To dages trekkingtur
Efter adrenalinsusene i Last Resort smuttede jeg på en to-dages trekkingtur i silende regnvejr. Cyklonen, som ramte Indien, medførte et kraftigt blæsevejr – selv min Peak Performance-jakke måtte bukke under for det konstante regnvejr, og jeg var absolut gennemblødt.

Trekket bestod af hårde ture op ad bjerge, samt tekniskkrævende ture nedad igen. De våde sten kostede et par styrt på numsen, men lidt efter lidt, lærte jeg teknikken, og den sidste dag klarede jeg igennem uden blå mærker og rifter. Blod var der dog masser af, da fugtigt vejr betyder fest for iglerne, og hovedmåltidet var mit kød! Jeg vender mig altså aldrig til at hive regnormslignende, små sorte, slimende væsener ud af min krop, men som min guide sagde til mig: Det er en del af oplevelsen. Og det er det vel! Jeg smiler i hvert fald af det nu, dog med et håb om, at jeg aldrig skal møde dem igen!

74 km MTB
Efter trekket stod den på en 74 km mountainbiketur tilbage til Kathmandu, og igen på udfordrende underlag. Jeg har aldrig rigtig kørt på mountainbike, men der er godt nok action på, og jeg var med det samme solgt. Især da vi mødte det sidste bjerg, hvor de 4 cykelguider sagde, at her kan ingen cykle hele vejen op, og jeg tænkte med det samme: “Jeg VIL cykle hele vejen op!”. Det blev til 7 km med pulsen i den absolut højeste zone, og når jeg forsøgte at stå op og træde, følte jeg, at jeg faldt bagover. De snoede veje/stier op bestod af store og små sten, grusstier, asfaltveje og to gange måtte jeg passere et stenskred.

Dog udgjorde de modkørende biler en større trussel, og jeg måtte have foden i efter de første 100 m for ikke at køre ud over bjerget, da en bil skulle passere. Cirka halvvejs oppe af bjerget, vælger en anden bil at overhale mig indenom, så jeg kun lige undgår at blive ramt af bilen, men vælter til gengæld på numsen. Jeg slår mig ikke slemt, men et fint brunt/gult/blåt mærke, er det da blevet til!

Efter styrtet måtte jeg trække omkring 10 m, da der var for stejlt til at komme tilbage på cyklen. Det var en ubeskrivelig hård tur, men sikke en lykkefølelse at nå toppen! Og så erfare at ingen af de fire guider var i stand til at cykle op, er et kæmpe selvtillidsboost, og jeg er nu sikker på at alle skavanker er ude af min krop, og formen er ved at være tilbage.

Løbetræningen
Min obligatoriske morgenløbetur i morges blev helt naturlig konverteret til en eftermiddagstur, da jeg mildt sagt var øm bag i! At cykle over 70 km i våde tights skulle vise sig at give heftige brændmærker, og uden at uddybe det, blev min løbetur klaret i et meget roligt tempo! I morgen forsøger jeg at hoppe på mountainbiken igen, og tager fredag et hike på et endnu ukendt antal kilometer og terræn.

Slutteligt vil jeg gerne sige et stort tak for opbakningen fra jer, alle de inspirerende beskeder på Facebook og donationerne på Caremaker.dk

Program foruden den daglige styrketræning
08/10 – 15 min udstræk, 20 min stejlt op og 15 min ned igen + 15 min stræk + 1 swing
09/10 – 30 min styrke ben + core. 2x 20 min trappetræning + 2 x bungy jump
10/10 – 30 min morgenstyrke ben + core. 3,5 timers rapelling ned af vandfald. 1,5 timers løb i terræn + 20 stræk og smidighed. 1 x baglæns swing + 1 bungy jump
11/10 – 1,5 timers løbetur Borgs skala: 15-17
12/10 – 50 min morgenløbetur i restitutionstempo
13/10 – grundig opvarmning – interval 5×4 min(skala: 19-20) – afjog. Smidighed og stræk. 6 timers trek i skiftende terræn: glatte sten, grus, græs, træ osv.
14/10 – 3 timers trek
15/10 – 74 km mountainbike
16/10 – 1 times løb i roligt tempo + 30 smidighed