DM i lang trail 2018

8.30 gik starten til 2018-søgningen efter Danmarks bedste mandlige og kvindelige trailløbere, og i år repræsenterede kvinderne i hvert fald det hidtil stærkeste og hurtigste felt nogensinde. Tidligere, nuværende og kommende landsholdsløbere skulle dyste om titlen, og jeg vidste, jeg skulle stå tidligt op for at være med om podiepladserne på den relative hurtige rute med relativt få højdemeter og den relative korte distance. Det er skrevet med et glimt i øjet, for ruten var bestemt ikke flad og bestemt ikke kort, men min force er gerne trailløb, der berammer sig ud over de +6 timer med tekniske og mange negative og positive højdemeter.  

Tilbage til planen: At stå tidligt op, var lige præcis det, jeg havde tænkt mig og taktikken var klar: 

• Hæng på de hurtige de første 3 indledende sløjfer(12 km) 
• Omfavn syren i lårbasserne og tænk på, at efter de 30 km vågner du altid op. Fra 12 km og op til 30 km er der kun 18 km. Det kan du altid løbe
• Æd dig selv resten af vejen og kræv det podium
• Hvis nødvendigt, så dø over målstregen

Ruten bød på næsten 51,2 km med 1244 positive højdemeter på 3x 4 km forskellige prolog-sløjfer inden vi skulle rundt på den 13 km lange runde, der skulle gennemløbes tre gange. Jeg havde forinden løbet hele ruten igennem i mindre bidder for at være sikker på at eliminere – eller i hvert fald nedsætte risikoen for at løbe forkert og med den snørklede rute samt min til tider manglede stedsans, var den mulighed bestemt til stede.

Aarhus Motion, som i år afviklede DM, havde sørget for en topfed rute, der startede lige op i himlen til toppen af taget på Moesgaard Museum. Så er man ligesom i gang, og jeg lå i anden række i startblokken og havde styr på kvinderne foran mig. Afsted det gik og jeg røg med det samme med i et hæsblæsende tempo, hvor vi logger de første tre kilometer sådan her:

• 4:31 min/km (her er vi altså på toppen af taget)
• 4:23
• 4:38

• 

• 

Fy for pyffer tempoet var højt! Jeg var flere gange ved at kaste mine lunger op, og Katrine Villumsen, som var forhåndsfavorit, forsvandt og jeg hægtede mig på Dorte Dahl, da jeg vidste, hun altid er god for en hård og kontant start. Som da hun ved VM i trail i år ramte første depot 38 min foran mig(!).

Vi fulgtes mere eller mindre ad anden gang på taget, men kort tid efter vinkede Dorte mig forbi og jeg trak nogle meter fra hende. Nu lå jeg som andenbedste dame og i en position, jeg ikke helt havde forventet hjemmefra.

Skulle jeg vente på Dorte og Harriet og lade dem sætte tempoet? Næ, det skulle jeg skisme ikke og jeg satte tempoet op for at lave hullet ned til dem så stort som muligt. Det blev faktisk planen herfra og helt til mål: Løbe så stærkt som muligt for at gøre hullet så stort som muligt, og når jeg så ikke kunne holde til tempoet mere, ville jeg æde mig selv og håbe på, mit forspring var stort nok.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg lige omkring 8 km tjekkede min puls til at være 185 slag pr. minut og tanken om, om jeg virkelig ville kunne holde til dette ræs i lidt over et maraton endnu, strejfede mig kort. Jeg trøstede mig selv med, at jeg aldrig rigtig var gået ned i et løb, og skulle det blive i dag, so be it.

Status efter 8 km:

• Jeg vidste, at alt hvad jeg gjorde, var stik modsat det, som jeg plejer
• På papiret ville jeg aldrig kunne holde skansen hjem
• Alt går efter planen 

Hvad jeg derimod ikke erindrer, er det sidste loop fra 8-12 km andet end at vi krydsede en lille bæk med iskoldt vand samt et zigzag-mountainbikespor, hvor jeg kunne spotte Dorte og Harriet omkring et minuts penge bag mig. Under dagligdagsomstændigheder er jeg vild med både Dorte og Harriet, men i konkurrencens hede tænkte jeg bare: “Fanme nej, I to. Jeg sætter tempoet op her”. 

Efter de 12 km var det muligt at tilgå depotet, og jeg havde Henrik med til at supportere. Opgaven bestod i sin enkelthed i, at jeg skulle have to nye flasker samt en lille pose med GU-energi, som jeg havde pakket hjemmefra. Depotbesøget tog vel omkring 8-14 sekunder, inden jeg i en djævelsk fart tonsede videre ud på den første runde af 13 km.

Et par kilometer inde på sløjfen mødte vi en bred, bred grusvej uden den store hverken hældning eller stigning, og det er på sådant et terræn, jeg kan komme til kort, når de hurtigere asfaltfræsere lukker op for posen. Men det motiverede mig så enormt meget at tænke på de hurtige løbere bag mig, at jeg bare satte tempoet op. Uden at tænke hverken fornuftigtsmæssigt eller i forhold til at disponere kræfterne(som jo egentligt er meget naturligt i et ultraløb), så spænede jeg afsted i en fart, der lå lige under all out. Der var bare ikke nogen, der skulle hverken indhente tid eller overhale mig her. #nulputte 

Når jeg virkelig gør mig umage, kan jeg mindes, jeg løb med nogle gutter på den første runde af 13 km og heriblandt min gode ven Torben Kjelde. Men mere kan jeg desværre ikke berette om. Jeg var så fokuseret på at optimere alle de steder, jeg kunne og så snart jeg følte et lille overskud eller fald i puls, tvang jeg mig selv op i tempo.  

Tøv en kende og tid til efterrationalisering i skrivende stund: Hvad er det egentligt, der gør, at selvom alt i kroppen skriger på, du skal sætte tempoet ned eller stoppe, så synes du bare, det er fedt? Jeg ved det ikke, men at ligge på den grænse, hvor det lige om lidt lige så godt kan gå galt, men i selve øjeblikket gør det det jo ikke, er et vildt adrenalinkick, som er så ubeskrivelig vildt og dragende. 

Tilbage til løbet:

Selvom pulsen galoperede afsted, følte jeg det dejligste flow, som brat blev revet i stykker, da jeg skulle forcere Moesgaard Museums tag for fjerde gang; i højtaleren lyder speakerens stemme: “Kristina Schou Madsen er på vej ind, som trejdebedste dame…” Min første tanke var, at det må jeg bestemt ha’ hørt forkert. Men han gentog det sørme, mens jeg kæmpede min vej op af taget, og jeg måtte råbe: “Bjørn! Jeg ligger anden kvinde! Der er IKKE nogen, som har overhalet mig!” 

Note:

Bjørn = top-cool filmmand. Se hans film fra DM nederst på siden. Ovennævnte udtalelse ligger ca. 42 sek inde i videoen)

Et par kilometer inde på anden sløjfe, fangede jeg Sessel Engstrøm og da hun i forbifarten nævnte, at hun lå som nr. 6 kvinde, tog det mig lidt tid at regne ud, hvordan tingene hang sammen: Sessel havde løbet forkert på ruten og var uheldigvis kommet til at korte ruten af. 

Tilbage på de brede grusveje begyndte mine ben og især baglår at brokke sig gevaldigt over det unaturlige høje tempo. Jeg forsøgte at kanalisere et par “Ti stille” og “I kan brokke jer senere” ned til benene, mens tankerne om, hvornår jeg ville få regningen for det vilde udlæg, pressede sig på. Jeg nægtede at lytte til hverken tanker eller ben og jeg fortsatte med at tvinge benene fremad i højest mulige fart. 

Vi løb på en meget varieret og også smuk rute(det ved jeg fra mine træningsløb deroppe!), men særligt var strandstykkerne grumme mod benene. Især én passage var lang og her gik mine tanker på, at mine modstandere ikke skulle nå at kunne se mig bagfra og dermed få mod på at indhente mig, så her spænede jeg også afsted og krydsede fingre for at bentøjet ikke ville gå i krampe. På enkelte tidspunkter overvejede jeg, hvordan det egentlig føltes at få en fibersprængning og hvad faresignalerne var for det, men jeg nægtede at lade mig styre.

Herfra var det ren overlevelse.

Jeg er langt inde i sidste fase af taktikken, som har titlen: Æd dig selv

• 

• 

• 

• 

Med fare for at virke idéforladt og ordfattig, så er titlen på sidste runde også: Æd dig selv. 

Jeg kan egentlig kun huske, at jeg kiggede mig tilbage på stranden og noterede mig, at jeg ingen kvinder kunne se, og herfra vidste jeg, at min andenplads var hjemme. At jeg så løb sidste runde 2 min hurtigere end den kommende danske mester, Katrine, er jeg ovenud stolt og tilfreds med, og et par spørgsmål er tikket ind, om jeg ikke havde indhentet hende, hvis ruten var lidt længere. Svaret er nok nej. Jeg ramte målstregen udmattet, udsolgt og uden kapacitet eller overskud til at løbe bare 500 m mere. Men spørgsmålet er dog svær at svare på, for havde DM i lang trail været længere, havde jeg også lagt en anden taktik og det havde de andre løbere også. 

Jeg ved, jeg er stædig, viljefast og enorm målrettet. Men jeg er virkelig overrasket og forundret over min præstation og hvor meget jeg kan presse mig selv. DM i lang trail har været et af de mest intense løb, jeg nogensinde har deltaget i og jeg skal helt klart bruge en rum tid til at tænke løbet, præstationen, taktikken, min fysisk og det mentale igennem.

Jeg havde ingen mentale kriser undervejs. Jeg tænke faktisk ikke særlig meget, og set i bakspejlet var det da egentlig meget rart. Det eneste der fyldte var, at jeg ville fyre den af. Jeg løb ikke for at overhale Katrine(jeg vidste faktisk ikke hvor tæt, jeg var på hende til sidst). Jeg løb for min andenplads. Jeg løb for at vinde – min andenplads. Jeg vandt den. 

• 

• 

• 

Stort tillykke til Christian Grøn Nørfelt, der nappede titlen som Danmarks bedste trailløber 2018 og tillykke til alle andre, som deltog i weekenden. 

Fakta:

Distance: 51,2 km

Tid: 4:37:14

Tempo: 5:23 min/km

Højdemeter: 1244 

Gennemsnitspuls: 179 slag pr. minut (maxpuls 195) 

Placering overall: nr. 2

Placering i aldersklasse: nr. 2

Holdplacering: Kolding Motion nr. 2 (Kristina Schou Madsen, Anette Sødequist og Tina Mundt Larsen) 

Resultatlink

I skrivende stund går jeg stadig som en valtrende and, der har gjort i bukserne. Jeg så er øm, som jeg aldrig har været før og det er jeg fordi, jeg har løbet et trailløb, hvor jeg fuldstændig var på udebane angående især tempo og terræn. Og som landsholdskoordinater, Søren Rasmussen fint nævnte for mig efter målgang: “Den rute lå sgu ikke helt til dig, Kristina”.

Folk smiler og smågriner. Jeg selv smiler og smågriner. Det er det hele værd. 

Video af Bjørn Sørensen: 

 Stort tak til 2x Henrik og mine holdkammerater fra Kolding Motion Anette og Tina. Tak til heppere – jeg hørte alle hep og tusind tak til Aarhus Motion for et fantastisk arrangement. 

Tak til mine sponsorer – uden jer kunne min træning og dedikation ikke finde sted: 

CEP Danmark

Apollo Rejser

Sportmaster

Timetofly.dk

Zebla

Grau Shipping

Yding Grønt

Laserteam Beauty

Tobbers

Lån og Spar

Bo Kortegaard

Gitte Schlage 

FysioKolding