Distance: 43,7 km

Tid: 6 timer, 33 min og 40 sek.

Vi starter kl. 7.30 om morgenen og min strategi for dagen er klar: 

Fuld gas. At vinde første etape med 8 minutter ned til den førende herre har givet mig blod på tanden.

Karl Alvarez og jeg løber sammen og giver god gas fra starten. Det er koldt og løbsleder Kris King har advaret os mod ekseptionelle kolde temperaturer fra morgenstunden over den første sø, vi skal krydse. Han beretter om ned til -40 grader og den melding giver anledning til lidt sommerfugle i maven. 

Efter en lille kilometer på tekniske og sjove singletracks i skoven, rammer vi søen. Skoven var koldt, men at træde ud på søen er bidende koldt. Kulden bider med det samme i mine kinder og jeg sørger for at trække min tykke merinouldbuff (Team Rynkebys velgørenhedsbuff) godt op over hovedet og min varme fleece-hat fra Våga trækker jeg ned i panden. 

Med mine sne-googles på er det dermed kun min næse, der tipper frem i kuldens skær og det føler jeg, fungerer godt. 

Der går ikke lang tid, før alt i næsen fryser til og det er en mærkelig følelse ikke at kunne trække vejret gennem. Jeg forsøger at puste luft igennem – et trick fra min tidligere dage som bokser – men efter gentagne forsøg, kvitterer min næse med en ordenligt omgang næseblod. Der går nogle kilometer før næsen igen fryser til is og det er jo en nem måde at stoppe næseblodet på.  

Søen er lang og vidunderlig, og det er svært for mig at beskrive stemningen og øjeblikkene i den betagende natur i hvide og blå farver. Da jeg kommer i mål på etape 2, skriver jeg et lille digt som et forsøg på at indkapsle den magiske sø: 

Disen smyger sig som en tyk tåge på magisk vis op fra den frosne sø og store isblokke har skudt sig dramatisk op i luften. Der er stille. Der er ikke en lyd. Og stilheden bidrager til det smukke. Jeg bevæger mig så lydløst som muligt gennem det isende blålige landskab med på samme tid en dyster men opløftende eventyrsstemning. Kulden bider. Underlaget knaser. Min ånde er tyk og synlig. 

Jeg spekulerer på, hvor de tykke revner i isen fører hen og hvad vil der ske, hvis jeg træder på dem? 

Det er på én gang brutalt, barskt og så overvældende smukt, at jeg både glæder og ærger mig over hvert eneste skridt. Glæde fordi hvert skridt bringer mig tættere på mit mål. Ærgrelse fordi hvert skridt bringer mig væk fra øjeblikkets blå magi. 

Øjeblikket kommer aldrig igen, men nuet er her altid. 

Jeg tager det hele ind.  

Symbiosen i nærværet til K og flowet i mig, hvor hjerne, hjerte og krop spiller sammen, som var de født til den arktiske kulde, er uden fortilfælde. Taknemmeligheden for hvert tykt åndedrag spiller taktisk sammen i takt til hinanden. Tik tak tik tak et skridt mere er gået. Tik tak tik tak et skridt mere er væk. 

Sårbarheden i at være tilstede er tilstede. 

Efter søen begynder vi den lange stigning, som etape to er berygtet for: Mount Kabla. 

Med dens 1100 meter over havets overflade har vi en god stigning foran os og jeg ved, der kommer et checkpoint ved de ca. 20 km halvvejs mod toppen. Vi når uden de store problemer checkpoint og jeg får fyldt en smule varmt vand i begge mine dunke og jeg spiser efterfølgende et helt marcipanbrød. Marcipanbrød er helt genial i kulden og det har jeg dejlig konsistens, selvom det er koldt. Dertil også mange kalorier. Så jeg takker for tippet af Peter og Marianne Kleist, som jeg løb Desert Ultra med! 

Karl og jeg er stadig i en gruppe sammen helt i front og arbejder os videre op ad bjerget. Men pludselig tager vinden til og fra det ene minut til det andet, befinder vi os i en ubarmhjertig storm. Temperaturen falder til -40 grader og nogle steder helt ned til -50.

Sigtbarheden daler markant og horisonten falder i et med sneen. Hvad er himmel og hvad er jorden? Jeg ved det ikke og det eneste, jeg kan koncentrere mig om er at følge de røde kryds, som fungerer som markeringerne i løbet. De står med ca. 10m mellemrum og hvis jeg ikke er vaks og opmærksom, kommer jeg lynhurtigt til at få en forkert vinkel på ruten. Det er svært at beskrive, hvor lav sigtbarhed der er, men sneen fyger fra alle sider og vinden er allestedsværende. Og så larmer det og har en karakter af at være ond og ubarmhjertig. Den runger og advarer os. 

Det går så hurtigt, at jeg ikke når at tage min ekstra dunjakke på. Ej heller mine dunhandsker, som ellers ligger klar i min sidelomme lige til at tage på. Men jeg er bange for, at noget vil flyve væk, hvis jeg fumler med det og mine hænder er allerede stivfrosne. Jeg sørger for hele tiden at holde fingrene i gang og forsøger at varme dem med min ånde. Jeg må under ingen omstændigheder få forfrysninger. 

Jeg tvinger mig selv til at holde et højt tempo for at holde varmen i kroppen og jeg er efterfølgende imponeret over, det kan lade sig gøre i blot en merinouldundertrøje og en vindjakke fra Nordisk. På benene har jeg et enkelt lag, nemlig et par Newline vintertights med windshield i samt to par strømper på. Det er faktisk det og det lyder jo helt tosset, at det kunne klare mosten. 

Vinden er så hård, at den flere gange fælder mit ene ben, som så spænder ben for mit andet ben og jeg ryger ned på alle fire. Op igen. Selvom jeg har snesko på, går jeg igennem sneen og mister igen balancen og forsøger at komme op igen. 

Det gælder om at holde fokus på hele tiden at komme fremad. Ligegyldig hvor langsomt, du føler det går og ligegyldigt om vinden skubber dig i en anden retning. Jeg ved, jeg burde drikke, men flaskerne er for længst frosset. Jeg ved, at jeg også burde spise, men det er helt umuligt at skulle bakse på med noget som helst.

På den ene side tænker jeg, at det er barskt og brutalt – hvor længe kan jeg holde til det? Hvornår rammer vi toppen? Hvor mange timer kan holde uden vand og energi? 

Og på den anden side tænker jeg: Er du vimmer, hvor er det fedt, det her. Det er lige præcis, det her jeg er kommet for. 

Det er svært at vide, hvornår vi rammer toppen, da terrænet begynder at flade lidt ud. Vinden er stadig altdominerende og rammer os fra front og siden. Det er noget af de mest ekstreme vejr, jeg har prøvet og jeg ser frem til at få varmen i næste depot. 

Billeder viser kun i lille grad, hvor heftigt det var på bjerget.

Vi spotter et blinkende lys i det fjerne og jeg glæder mig over, at nedløbet er begyndt. Vinden er stadig vild og jeg spurter nærmest mod lyset. Med stor skuffelse går det op for mig, det ikke er et checkpoint, men filmcrewet der er kørt os i møde. De fortæller os, at checkpointet er flyttet længere ned af bjerget, da teltet ikke forsvarligt kan stå i denne storm. Det giver jo god nok mening – bare ikke lige i øjeblikket og jeg løber videre. Det er her, jeg sætter tempo på og løber fra Karl. 

Pludselig dukker teltet op ud af det blå og med det samme lægger stormen sig. Jeg lyner lynlåsen op og tager mig god tid til at få frosset mine dunke op og få noget varmt vand indenbords. 

Jeg stritter hovedet ud et par gange for at kigge efter Karl. Der går lidt tid og jeg kan mærke, jeg bliver lidt nervøs for ham. Da han sætter sig ind, er det første jeg ligger mærke til hans mørke plamager i ansigtet og særligt en stor svumlene mørk pose under det ene øje. Han har løbet uden sine googles, da de lå i hans rygsæk. Shit tænker jeg, men jeg ved også, han er i gode hænder hos lægerne i teltet. 

Billedet her er fra checkpoint halvvejs nede af bjerget. Jeg har det forunderlig vis godt og har ingen frostmærker i ansigtet eller skader på øjnene.

På mærkværdigvis har jeg på ingen tid fået varmen og energien er tilbage i kroppen. Jeg siger til Karl, at jeg løber videre og så går det i fuld hopla ned af bjerget. Jeg ryger direkte ind i det lækreste flow og sneskoene bliver en integreret del af kroppen. Jeg leger mig fremad og tager mig selv i at smile lidt over at tænke på, hvor den energi og diamanter i benene pludselig er kommet fra. 

Jeg når lynhurtigt checkpoint 4 og de er helt overrasket over at se mig. Jeg tanker ikke op, da der er under 7 kilometer til mål og jeg har stadig lunket vand fra sidste depot. Jeg krydser frosne søer og løber i skove, og nærmer mig stille og roligt målet på den 44 km lange rute. 

Ved 42 km nærmer jeg mig en lille landsby og det er klart, at det er målbyen. Men pludselig stopper minestrimmelmarkeringen og jeg aner ikke, hvor jeg skal hen. Jeg stopper op. Og jeg bliver en smule frustreret og kommer i tvivl, om jeg måske har overset et sving. Jeg løber tilbage, men nej, jeg har ikke overset noget. Der er bare ikke mere markering. Jeg står midt i en form for kryds og der er mange veje, jeg kan vælge. Jeg vælger at løbe ligeud og kommer ud på endnu en sø og her kan jeg i det fjerne se markeringerne igen. “Yes”, tænker jeg og sigter mod dem, men det føles ikke rigtigt. Jeg løber jo ud af byen igen og ifølge mit ur, burde jeg være mål forlængst. 

Jeg stopper op og kigger mig tilbage. Der er mange hytter og huse og jeg beslutter at løbe op til et af dem for at spørge om hjælp. Indbyggere ved vel, hvilket event der er gang i og de må kunne hjælpe mig. Heldigvis spotter jeg en snescooter, som jeg kan se er fra vores crew og jeg råber efter dem og vifter med armene. De vinker tilbage og jeg tænker “Gudskelov!”. 

Og således pacerede jeg målstregen – som endnu ikke var sat op endnu – efter at være tyvstartet på etape 3 fra den forkerte side og i sådanne øjeblikke, er man nok altid lidt frustreret. Lige indtil jeg får at vide, hvor mange der er i problemer på bjerget. Arrangørerne har simpelthen haft for travlt med at evakuere deltagere fra ragnarokket og koblet med, at jeg har løbet hurtigere end deres tidsplan, så resulterede det i, at de ikke nåede at sætte den sidste del af ruten op. Det kan jeg godt leve med og jeg blev i øvrigt krediteret med 10 min for dagens etape. 

Med det samme går mine tanker til Karl og jeg håber, han er okay. Men der går faktisk ikke så lang tid, før han lidt kækt træder ind af døren til hytten med et stort smil på læben og de vildeste krigsmærker i ansigtet. Han er blevet ramt af en lille grad af sneblindhed og hans ene øje løber i vand. 

Han er okay, men bliver tilset af lægerne og får noget medicin at dryppe øjet i. 

Og således gik en etape 2 med 8 evakueringer fra bjerget og et antal udgået deltagere, som jeg ikke har tal på. 

Vildt, vildt, vildt og præcis det, som jeg var kommet for.

Efter en vild nat med tre nattevagter – dvs tre gange 1 times vagt, hvor man bliver vækket 10 min før sin vagt af det forrige vagtteam og så afvikler vagten udenfor og går ind og vækker næste team – og dermed stort set ikke får noget sammenhængende søvn, var jeg ret spændt på, om jeg i løbet af dagen ville blive påvirket af den manglende søvn igennem de sidste mange dage. 

Første øvelse bliver vi kørt ud til et 70 m højt tårn og bliver bedt om at kigge op. Vi ser en sort lille mand, som selvfølgelig er en af instruktørerne, nærmest kaste sig ud over tårnet og rappeller ned på ægte ninja-agtigvis. 

Sommerfugle i maven spreder sig, men virkeligheden rammer brat, da Abdel vælger at smide sit nummer. Jeg havde ikke set den komme, selvom jeg godt ved, at min “sove-buddy” var fysisk presset, nede på søvn og mærket af frit fald-øvelsen, hvor han slår ryggen og ikke mindst får sig et kæmpe chok. 

Det er så mærkelig en situation, at når nogen melder fra eller bliver taget ud af kursus, at man ikke kan sige farvel, give krammere eller forsøge at trøste. Det er blot videre med øvelsen og det gælder om ikke at hænge fast i at en af mine yndlingsmennesker ikke skal være med os på resten af rejsen. Tanker som “Hvorfor så jeg den ikke komme”, “Jeg burde ha’ snakket mere med ham i morges” osv sniger sig ind fra højre, men jeg afviser dem og aftaler med mig selv at deale med det senere. 

Nu skal der fuld fokus på at komme op i tårnet og rappelle ned, men der er selvfølgelig en finte. 2/3-dele op af tårnet bliver vi ledt ud og skal kravle 17m op på ydersiden af muren ad en smal wire-stige. Den er ustabil, rystende og her gælder det virkelig om at få aktiveret hele core-muskulaturen. Det lyder måske let at kravle op ad en stige, men det er det bestemt ikke og højden giver også lidt kriller i mavsen! 

Herefter bliver vi samlet på toppen, hvor vi bliver inddelt i tomandsgrupper og jeg skal sammen med Didde-Mie ud på en o-march, hvor vi skal finde poster. Vi får at vide, at vi bliver belønnet med mad alt efter, hvordan vi klarer den. Jeg går med det samme ind i konkurrence-mode og krøllen i denne opgave er, at vi skal tegne vores eget kort. Vi står på toppen af tårnet og kan se ud over hele landskabet og dertil har vi et rigtigt kort med posterne indtegnet på. 

Didde-Mie og jeg laver en plan snedig og vi sigter højt! Vi skal fisme have noget at spise! 

Jeg tager ret hurtigt teten på at tegne vores kort og føler mig hjemme i opgaven.

Vi får 30 minutter til at tegne kortet og det går lynhurtigt. Her glemmer vi alt om, at vi skal rappelle ned af tårnet!

Da jeg får seler og reb på, suser flere forskellige følelser gennem kroppen på mig, men mest af alt, er jeg enormt spændt! Der går lige 10m ned af tårnet, før jeg finder en rytme og det er lidt nervepirrende at føle, man selv styrer rebet og hastighed. Men hurtigt finder jeg ind i et godt flow og så er det bare på med det store smil og jeg er næsten helt ærgerligt over, at det slutter så hurtigt, som det gør! 

Alle kommer godt ned og så står den på o-march. Jeg siger til Didde-Mie, at jeg gerne vil styre kortet og navigationen og vi starter faktisk med på en eller anden vis at kvaje os på den første post, som vi ikke finder.

Jeg har taget teten til at finde en af de poster, der ligger aller længst væk og jeg er 100% sikker på, at jeg ved, hvor den er. Vi har altså sat målet rigtig højt og går efter to poster, der hver giver 3 point. Da vi nærmer os den lille vindmølle, som jeg har tegnet ind på kortet, kan jeg huske, jeg bliver rigtig spændt. Det minder lidt om at nå et 10 km-punkt på et maraton og med tanken om: “Nu kan jeg tikke den af”. Men Didde-Mie og jeg kan ikke umiddelbart se posten, da vi når frem. Jeg bliver ramt af en ekstrem dårlig samvittighed og flovhed over at have taget styringen og ikke formået at finde posten. Vi går rundt og rundt og pludselig siger Didde-Mie: “Den er her!” og jeg bliver ovenud lykkelig.

Vi iler videre til den næste post, men har også lidt problemer med at finde den. Det er ret tricky, at navigere efter et kort, som vi selv har tegnet, for vi kan jo ikke huske eller forstå de detaljer, som vi ikke har fået med. “Kan vi stole på denne indtegnet vej”? Men efter at have gået over en vej, som jeg ikke havde tegnet ind på kortet, giver det pludselig mening for mig og vi finder post 8, som også giver 3 point! 

Vi bliver enige om, at gå tilbage mod tårnet, hvor planen er at tage 2 poster mere af dem til et point, men vi når kun én post mere, før vi vender snuden sikkert tilbage mod tårnet i god tid. 

Didde-Mie og jeg har en rigtig god tur og hun er simpelthen bare et dejligt menneske. Hun er rolig, hviler i sig selv og har det mest imponerende drive og et unikt opmuntrende gen. Vi var gode sammen og havde høj stemning hele vejen. Tak for det DD! 

Alle kommer godt tilbage og de to andre hold har samlet poster for 5 point, mens DD og jeg har samlet for 7 point. Alle aspiranter får en dåse tun, en energibar fra Rawbite hvor hold Charlie (os) får en dåse cola hver samt en HEL POSE P-TÆRTER!!! 

Vi sidder i bussen og nyder alle lækkerierne. DD og jeg deler posen med p-tærter og jeg lægger i al hemmelighed energibaren fra Rawbite i lommen. Det vender jeg tilbage til…

Maden giver med det samme energi og også et hak op i gruppens samlede humør. I lastbilen får vi også vendt Abdel og i vores tanker sendt ham godt afsted, men da jeg kommer tilbage på kasernen, rammer det mig alligevel at min buddy ikke ligger ved siden af mig mere. 

Mine vabler begynder at blive et større og større problem og støvlerne har på begge fødder hakket sig et godt stykke ind i min hud. Det gør ondt og jeg bliver mindet om det ved hvert eneste skridt i støvlerne. Jeg sørger for at rense vablerne, lægge “broen” som tidligere nævnt rundt om hullet og så tensoplast udenom. 

Ud af det blå kommer en instruktør ind med oceaner af havregryn og vi sætter os med det samme til at spise med fråde om munden. Vi slubrer i os, selvom vi lige har fået mad og jeg tror ikke, der er nogen af os, som tænker over, hvorfor vi pludselig får mad. 

Kort tid efter festmåltiden bliver vi bedt om at stå klar med tandbeskyttere og så ved vi alle, hvad klokken er slået: Vi skal bokse. 

På fulde maver står vi klar i det åbne græs og skal bokse mod hinanden. Det er en syret oplevelse af se Mille og Didde-Mie gå til den og også Katrine og Kristian. Jeg bliver klar over, at Nicolas og jeg står tilbage og tænker dermed, at det er os to, som skal bokse mod hinanden. Det har jeg det faktisk fint med og mine over 20 år i Kolding Bokseklub mixet med hans mangeårige karriere som MMA-fighter, skal nok blive godt. Vi ved begge, hvordan vi passer på os selv og passer på hinanden. Men igen bliver der lige lavet et twist og kampen bliver to mod en! 

Mille og jeg skal sammen bokse mod Nr. 2 og han må ikke slå igen. Jeg tænker ikke over, hvad jeg synes om den konstellation – jeg gør det bare. Og jeg går all in. Jeg slår alt, hvad jeg har lært og selvom der ikke bliver slået igen, så er det sindsygt hårdt og udmattende. Havregrynene ligger helt oppe i halsen og trætheden melder sig langt hurtigere end normalt. 

Instruktør Max stopper kampen og jeg sætter mig på hug for at få et hvil, men mit navn bliver kaldt op igen. Denne gang skal jeg bokse mod Kristian, og faktum er bare, at jeg er så træt at jeg ikke kan styre hverken mine parader eller slag! 

Tilbage på basen er der ikke lang tid til at hvile sig i, før vi skal stå klar ude på græsplanen. Der er to hunde og de er aggressive. En instruktør spæner hen over græsplanen og ca. 50 meter inde bliver hunden sluppet løs. På venstre arm har instruktøren et stort ærme og det er også her, at hunden bider sig fast og vælter den tunge mand. Det er voldsomt og vi får at vide, at for alt i verden skal blive liggende, mens hunden har fat i armen på os. 

Det er en vild øvelse, men den har ikke fundet sin vej til skærmen. Jeg spurter ud af græsplænen alt hvad, jeg kan og jeg vælter flere omgange, da hunden voldsomt trækker mig ned i græsset. 

Efterfølgende skal vi stille klar til rummet ved siden af sovesalen med pandelampe på. Vi ved igen ikke, hvad vi skal, men hundene er i hvert fald stadig til stede og de gør højlydt. Vi bliver hevet ud en efter en, og vi kan høre, vi skal igennem en masse opslidende øvelser i gården. Da det bliver min tur, står Instruktør Max klar og råber instrukser til mig: “Spurt hen og rund masten”, “10 armstræk”, “10 englehop” “hurtigere, hurtigere, hurtigere!”. Min puls er helt oppe at ringe og instruktør Carl står klar til at overtage. Han tager fat i nakkekraven på mig og nærmest løfter mig fra jorden og løber hen over gårdspladsen til Instruktør Rune. Det foregår i så højt fart, at der ikke er tid til at tænkte. 

Instruktør Rune giver mig få, men præcise instrukser: 

“Vi har en gidselsituation. Her er dit våben. Du må kun skyde hvis dit eget liv er i fare eller hvis gidslets liv er i fare. Du skal finde gidslet. Gidslet ser sådan her ud” og så ser vi et billede af gidslet, som har en rød kasket på. 

Og herfra bliver tempoet skruet endnu et hak op. Instruktøren har fat i mig og fører mig rundt, skubber og presser på, mens han råber og råber. Det er så intens, at der ikke er tid til at reflektere – du skal bare handle og reagere på dine instinkter. 

På mærkværdig vis føler jeg det helt naturligt at have våbnet med og da jeg får hældt en spand vand i hovedet, trykker jeg instinktivt på aftrækkeren. Videre. Jeg afsøger rum, leder efter gidslet og sparker døre ind, indtil jeg kommer ind i et rum med tre mænd, der står på en række. Jeg går hen til mand nr 1 og kigger på hans ansigt. Det er ikke ham. Jeg kigger på nr. 2, som har en rød kasket på, men det er heller ikke ham. Jeg tager fat i nr. 3 og vil hive ham med ud, da instruktøren stopper øvelsen. Vi evaluerer efterfølgende og jeg tager mig selv i at synes, det var noget af det fedeste! Sikke et adrenalinsus! 

Til aftensamling får vi et chok: Ikke alle kan fortsætte på kursus. Og det er nr. 12, der skal aflevere sit nummer. Den havde jeg ikke set komme, selvom Kristian til tider har været presset fysisk og mentalt, men jeg synes, han i løbet af dagen havde rejst sig. 

Igen er det faktisk ret hårdt ikke at kunne give 12 en krammer. Han kæmpede r…. ud af bukserne og det har været inspirerende at være på sidelinjen til at se ham kæmpe sig igennem. Kristian gav den alt hvad han kunne og det har jeg stor respekt for. 

Jeg har denne nat 2x vagter og sammen med Katrine. Om morgenen fra kl. 5-6, ser vi instruktørerne gå ind og vi kan regne ud, at der bliver en form for vækning. Hvad vi ikke får med er, at vi skal være klar på ét minut og de fleste af os ankommer for sent til pladsen den morgen. 

Vi bliver bedt om at fortælle, hvem vi har mest og mindst tillid til og med det samme går jeg lidt i småpanik i mit hoved. Jeg ved faktisk ikke, hvem jeg har mindst tillid til, da vi er et hold og gennem de sidste mange dage har vist, at vi har forskellige styrker. Dertil så vil jeg ikke såre nogen og jeg tager mig selv i at vælge Didde-Mie og efterfølgende tænke, at det faktisk ikke er hende, som jeg har mindst tillid til. Men det er hende, som bedst kan håndtere at blive valgt med den latterlige undskyldning om hendes unge alder. At jeg vælger DD, skammer jeg mig lidt over i løbet af dagen, men jeg tager en snak med hende omkring det. Dette valg viser sig dog senere hen at komme mig til gode (det lyder lidt forkert), da DD og jeg bliver parret i en del øvelser sammen. 

Vi skal lade os falde fra en bro i 22 meters højde, hvor en af vores kammerater skal bremse faldet ved hjælp af et rebsystem. 

Jeg er egentlig ok med øvelsen, men flere i gruppen er nervøse. DD er utryg ved højder og Abdel udtrykker, at han har problemer med ryggen og er nervøs for den hårde opbremsning. 

Da Abdel springer ud, står jeg klar som den næste på broen og ser ikke hans fald. Jeg hører kun de andre gispe og jeg indser, der er noget galt. Jeg får ikke at vide, hvad der sker og da jeg spørger ind til, får jeg egentlig bare at vide, at jeg skal holde min mund. Så da jeg træder ud over rækværket, hopper mit hjerte et par gange hurtigere end normalt – hvad er der sket med Abdel og er han okay?

Øvelsen tricker os, da vi tror på, vi har det fulde ansvar for vores medaspiranter, men det er først bagefter vi får at vide, at der selvfølgelig er en topsikring på. 

I næste øvelse skal vi ud at løbe på bakker og øvelsen starter med at Instruktør Rune viser os runden rundt. Den er ikke længere end 600-800 meter, men den har en stejl bakke op og en stejl og teknisk bakke ned af. Theresa fortalte mig dagen før, at hvis vi skulle løbe mere, ville hun stoppe. Jeg troede faktisk ikke, hun ville gøre det og da jeg ser hende gå ned af bakken, vidste jeg hvad klokken havde slået. 

Jeg løber bagerst sammen med Mille og jeg ved, at hun tidligere har vrikket rundt på foden og jeg vil være ved hende for at støtte hende. Mille er mildest talt dårligt løbende og efterfølgende har vi drillet hende med at hun tølter afsted ligesom de der Tele Tubbies! Og det skal siges om Mille, at hun er lige så god til at lave grin med sig selv som hun er til at lave grin med os andre! 

Da vi har fået vist ruten, bliver vi samlet igen og denne gang er beskeden, at det ikke kan betale sig at komme sidst. Så selvom jeg starter bagerst på turen på grund af min position i den opstillet gruppe, så giver jeg den maksimal gas. Særligt på det sidste nedløb spænder jeg afsted og lykkedes mig at komme først, selvom jeg i øjeblikket troede at Didde-Mie var først. 

Da alle er tilbage i formation, giver Instruktør Rune meldingen om, at alle skal løbe runden igen undtagen mig nr. 7. To modsatrettede tanker rammer mig lynhurtigt – den ene er rettet mod en stærkt uretfærdighedsfølelse, fordi jeg er nok den i gruppen, der er bedst løbende og mest kan holde til den her øvelser, men den anden tanke gør mig også lynhurtigt opmærksom på, at dette er et mind-game og jeg kan ikke gøre en dyt ved det. Det skal bare accepteres. 

Omgang på omgang ser jeg de andre blive sendt ud igen og igen, hvor Instruktør Rune typisk tager den hurtigste ud. Mine tanker går især på Mille og hendes fod, og især et styrt på nedadløbet gør, at jeg helt instinktivt sætter i løb på vej op til hende. Der går kun få skridt, før jeg ubemærket vender rundt og husker på de gange, vi er blevet irettesat for at ville hjælpe hinanden. 

Efter 4-5 omgange bliver vi parret sådan, at de langsomste bliver parret med hurtigste og jeg får Kristian som makker. Kristian er fuldstændig løbet tør for energi og jeg har faktisk svært ved at få øjenkontakt med ham. Han er gået ind i et auto-mode. 

Jeg kommer igen bagerst afsted, men spurter op til Kristian på det første flade stykke og tager fat i hans bælte på opadløbet. Kristian har siden fortalt, at han den dag i dag, stadig har mén efter verdens største olfert! 

Kristian og jeg får to ture sammen, inden instruktør Rune kører videre på Abdel. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han suser rundt på runden, men han gør det fisme og han bliver ved og ved og ved. 

Tilbage på basen bliver vi ramt af alle de tomme senge. Der virker helt tomt i salen. Dagen i dag er også den første dag, hvor vi får noget ordenligt at spise – nemlig noget ris og sammenkogsret. Jeg er helt lykkelig indvendig og da vi har fået en melding om et fast tidspunkt at stå an på, så ved vi, at vi har god tid til at spise og at maden ikke bliver taget fra os. Eller det ved vi i hvert fald med 90% sikkerhed!  

Da vi sent den eftermiddag bliver kørt ud til vandet igen og bedt om at stille op på molen, er jeg presset. Dette kunne sagtens være øvelsen, der fortsætter i det uendeligt indtil en melder fra og det er det, som jeg fortæller mig selv. Derfor er jeg også overrasket og lettet over, at der kun er få spørgsmål fra Instruktør Rune, som vi skal tage stilling til. 

Dag 5 er intensiv og jeg kan mærke, at jeg synes, det begynder at blive virkelig spændende i takt med at fysikken bliver skraldet af.