Mountain Ultra – løbsberetning
Jeg plejer at skrive en detaljeret løbsberegning fra hver etape, men det tror jeg ikke, jeg gør denne gang af flere årsager. For det første plejer jeg at skrive dagbog undervejs, men denne gang formåede jeg kun at gøre det på dag 1. Herfra har jeg mere eller mindre været maksimalt presset med sygdom og andre uheld, som jeg skal prøve at sætte jer ind i i det følgende skriv.
Lad mig starte med et par fakta for at sætte scenen:
- Løbsarrangørerne meldte ud et par uger før afgang til Kirgisistan, at det var ikke sikkert, at nogen kunne gennemføre Mountain Ultra.
- En 200 km distance over 5 dage er én ting. Men løbet er selvforsynende og du skal selv bære dit gear med undtagelse af telt. Du tanker enten vand fra et depot eller fra floderne.
- Løbet har over 10.000 positive højdemeter. Det er lige lidt højere end Mount Everest. Terrænet er teknisk. Noget af det tekniske, jeg har endnu har oplevet og jeg vil vurdere at 20-30% har været løbebart.
- Vi render rundt i højder op til 3950 meter over havets overflade. Og det er fisme bare hårdt arbejde, når ilttrykket falder.
- Vi overnatter i telte (med undtagelse af nummer to nat i en jurt med seng). Nogle dage rammer vi næsten frysepunktet med stærk vind. Det er knap så komfortabelt at sove i.
- Temperaturforskelle på 35-40 grader mellem nat og dag.
Mountain Ultra har været det hårdeste løb, jeg nogensinde har deltaget i. Både på grund af ovenstående, men også på grund af uvirkelige mange uheld undervejs. Det ene benspænd efter det andet dukkede simpelthen op på min vej, og jeg har noteret mig, at jeg aldrig skal løbe med startnummer 13, selvom jeg jo egentlig ikke tror på den slags.
Forinden start har jeg tilbragt 3 uger i Kirgisistan og langt de fleste dage i bjergene for at akklimatisere og rekognoscere ruten. De første 10 dage havde jeg selskab af min gymnasieveninde, Charlotte og dagene fløj bare afsted med masser af grin og lange hikes. Jeg var fra dag 1 overvældet af den på én samme tid smukke, men barske natur samt de ekstrem stejle bakker med ufremkommeligt terræn. Charlotte og jeg skriver en lille rejseblog med billeder og videoer fra ruten, som jeg udgiver her på krixrun.dk, når den er klar. Den kommer med al sandsynlighed til at hedde noget ala “Random F..ked Up Shit in Kyrgyzstan…”
For er du gal, hvor er Kirgisistan både et betagende og mærkværdigt land. Hvorfor ikke transportere sin hest i bilen? (Altså inden i bilen!) Hvorfor ikke opstille en boksebold i regeringsbygningens flotte park? Hvorfor ikke synge karaoke i 3900 meters højde i en jurt og skyde med skarpladte geværer?
Efter afsked med dejlige Charlotte mødtes jeg med gammel kendning, nemlig Karl Alvarez. Dem af jer, der har flugt med på bloggen eller på sociale medier ved, at jeg mødte ham i Namibia til Desert Ultra sidste år og tilbragte store dele af Ice Ultra i løbeskoene med ham. Karl var klar på at akklimatisere sammen med mig og planen var at nappe ruten fra etape 1 til 4 på 7 dage, men Karl lagde ud med at miste sin bagage og derefter tilbringe 2 dage i en jurt pga sygdom med feber.
Super duper øv for ham og for planen og der blev en del rejsen frem og tilbage fra bjergene og til byen Karakol, men heldigvis nåede han både at få sin bagage og blive rask til løbets start. Vi nåede også at have nogle gode løbe- og hikingtur sammen, hvor vi selvfølgelig startede med at kvaje os på en tur, vi havde opmålt til at være mellem 30-35 km… Den endte med at være 50 km og en fuld dag ud fra tidlig morgen til aften kun en uge før race day. Det grinte vi lidt af, og vidste godt, at det næppe var den bedste fysiske forberedelse, men den tur var faktisk god for hovedet, hvor vi begge vi hakket af, at vi faktisk godt kan bevæge os 50 km i dette terræn.
Efter 7 dage, hvor det meste af tiden blev tilbragt i bjergene, suste vi tilbage til Karakol for at trappe ned og få noget ordentlig mad at spise. Vi lader os desværre friste af en lokal restaurant, som ligger numero uno på Trip Advisors liste og ingen aner uråd, da vi grådigt fråser det lækre mad i os…
Dagen efter en den gal med min mave. Ræserrøv, Kyrgi Belly eller Tarvelig Tarm – kald det hvad du vil, det var træls ud over alle grænser og en enorm dårlig timing.
Jeg starter hermed første etape ret blottet for energi og allerede en smule dehydreret. Men mit humør er højt, adrenalinen pumper og jeg glæder mig til at komme i gang med dette eventyr, som jeg har brugt så meget fokus på.
De første 10 km er ned af bakke på den samme grusvej, som vi er blevet kørt til camp på. De er løbebare og de første to herrer, britiske Jon Shield og canadiske Mike aka Honey Badger iler afsted uden nogen chance for mig for at følge med. Karl og jeg er dog i hopla og sætter godt tempo, men jeg er efter få kilometer allerede blottet for energi. Jeg indser, det bliver en lang kamp for at komme i mål her på førstedagen.
Vi rammer ret hurtigt 35 graders varme og solen står direkte ned i hovedet på os. Jeg er ramt på flere fronter. Maven driller, varmen synes ulidelig og jeg er energiforladt som aldrig før. Karl bliver ved min side og det driller mit hovede, da jeg ved, han har mere i tanken. Han fortæller mig, at efter hans tidligere exit fra Jungle Ultra måneden før, er det vigtigere for ham at være sikker på at gennemføre Mountain Ultra end at lade sig friste af at konkurrere. Jeg priser hans hjælp velkommen og vi får også vendt, at løbet er jo langt endnu.
At være syg tager en del af fornøjelsen ud af løbet. Heldigvis priser jeg mig lykkelig for, at jeg allerede har trasket ruten igennem og set den flotte natur. Dag 1 på løbet gik allermest ud på at spænde ballerne sammen (både i direkte og overført betydning) og koncentrere mig om at komme i mål på bedst mulig vis.
Da vi rammer målstregen, tvinger jeg mig selv til at spise og drikke. Jeg har ikke lyst, men jeg ved, hvor vigtigt det er. Jeg bilder mig selv ind, at jeg får det bedre imens jeg tygger maden, men kun for at lægge mig ind i jurten og falde om i sengen af udmattelse. Jeg bliver tilset af lægerne og de bliver enige om at isolere mig, så jeg ikke smitter de andre. Dermed må de tre andre kvindelige deltagere flytte til en ny jurt, mens Karl flytter ind hos mig. Der går ikke lang tid, før vi begge ørler om kap i skraldespanden. Vi er max pressede begge to!
Vi falder tidligt i søvn den aften, men der er nok ingen af os, der kan prale af at få sovet ordenligt.
Mit vækkeur ringer 5:30, da anden etape starter kl. 7.30. Jeg er så drænet for energi, at jeg knap nok kan komme ud af sengen. Værre går det, da jeg skal pakke min taske og observerer mig selv, springe over hvor gærdet er lavest. Min ellers strenge logik og ordenssans ryger ud til højre, og jeg skal bare have den taske klar på lettest mulig vis. Jeg orker ikke en dyt og springer tilmed morgenmaden over.
Karl har det lige så skidt, og vi bliver enige om at holde sammen igen i dag. Jeg kender etapen, da jeg tidligere har gået den over strækningen med Charlotte og særligt “Telety Pass” vil komme til at kræver kræfter. Starten går og jeg forsøger at sætte i løb. Det holder hårdt og jeg kan heller ikke holde momentum særlig lang tid. Vi ligger nede blandt nummer 8 og 10, og mit hoved crasher i takt med at den sidste smule energi forsvinder ud af min krop på de første 3 km. “Hvordan skal jeg komme igennem 34 km med næsten 2000 højdemeter i dette terræn?”.
Vi finder ind i en gruppe med godt humør og jeg forsøger at lytte med på deres britiske humor og sjove fortællinger. Jeg bidrager ikke – jeg er bare passiv og forsøger at zoome ud fra mine til tider lidt dystre tanker. Ikke fordi jeg overhovedet overvejer at udgå, men jeg er oprigtig i tvivl om, min krop kan holde til at gennemføre etapen. Jeg har mavekramper, kvalme og hovedpine. Men det værste er manglen på energi. Jeg har bare lyst til at lægge mig ned på det våde græs og sove.
Etape 2 er en stor kamp og jeg har aldrig haft så mange og små delmål undervejs. Nogle gange talte jeg helt ned til 10 skridt op af bjerget til Telety Pass for så at retfærdiggøre at holde en pause.
Karl er en guttermand og vi støtter hinanden hele etapen. Jeg græder næsten, da vi efter 7 timer og 58 minutter rammer målstregen.
Igen tvinger jeg mig selv til at spise og drikke. Jeg ved, jeg ikke kan følge med og dehydrering kan blive mit exit, hvis jeg ikke angriber det og inden for de første to timer, får jeg 3 liter væske i mig. Jeg går tidligt i seng og på mærkværdigvis vågner jeg op på trejdedagen og føler, at jeg faktisk har det meget bedre.
Det har mit hoved også, og tankerne om at få lov til at race på fuld hammer rammer. Vi starter med 1400 højdemeter lige op i himlemn op til den smukke Ala Kol Lake for derefter at suse over løbets højeste pas i 3950 meter over havets overflade. Jeg ved godt, det er risikabelt at lukke op for noget fuld gas, men jeg kan ikke lade være. Jeg elsker, når kroppen samarbejder – jeg elsker, når det er hårdt og når der konkurreres løberne imellem. Og jeg kan ikke forklare, hvordan jeg kan gå fra at være så uoplagt de første to dage til nærmest ikke at være mærket på tredjedagen.
Karl var lige i hælene på mig, og når jeg kiggede tilbage kunne jeg se, han elskede det lige så meget som mig. Det gav god energi og der var opstået en form for tavs aftale mellem os, at vi gjorde det her sammen.
Vi ramte det høje pas som de 3. hurtigste og jeg havde gået og glædet mig til det lange scree ned af bjerget. Et scree er karakteriseret af, at man løber ned af rullende sten og lader sig transportere med. Det er super sjovt, men man skal også lige være lidt vaks for ikke at komme til skade. Typisk er terrænet ret stejlt – som er den præmis, stenene ruller på – og stenene kan være skarpe. Igen var Karl lige bag ved mig og tøvede slet ikke med at følge mit bratte 90 graders drejning ned af bjerget i ægte “Tits to the Valley”-stil!
Herfra var det bare ned, ned og ned. Indtil sidste checkpoint og så lige 24 kilometer i mål i skiftevis torden, regn og næste 40 graders varme.
Jeg nød etape 3, selvom jeg godt kunne mærke, at de sidste 4-6 km i varmen, ramte hårdt. Vi løb tør for vand og jeg ledte efter målstregen efter hvert hjørne, vi rundede.
I mål efter 44 km på lidt over 8 timer bliver jeg mødt af en syngende race director, Kris King: “Guess who’s back. Back again. Madsen’s back. Tell af friend…”. Jeg skreg af grin og sang lidt med.
Jeg var nemmerlig tilbage! Det var en fornøjelse at hænge ud ved målstregen og tage imod de andre løbere. Desværre var der en del, som løb forkert eller var for længe om at komme frem, og den del nåede ikke cut off. Vi mistede 5 deltagere på dag 3.
Jeg gik stadig tidligt i seng og fik en god nats søvn. Men dårlig mave skulle desværre vise sig ikke at være den eneste udfordring, som jeg skulle battle med på Mountain Ultra.
Da jeg vågner 5:30, kan jeg umiddelbart ikke åbne mit højre øje. Jeg spørger med det samme Karl (som er læge), hvad han tænker om situationen og han siger straks, at jeg skal have fat i lægeholdet. Mit øje er rødt og løber i vand, og da jeg fjerner min kontaktlinse, går øjet helt amok. Det svier og jeg har en underlig smerte inden i øjet. Dagens start bliver udskudt til kl. 8:30, hvilket er til mit held, da lægebehandlingen tager noget tid. Det ender med, de lukker mit øje af, så det kan få ro og de mistænker en øjenbetændelse.
Det stod nu klart, at jeg skulle løbe 4. etape med kun ét øje…
Jeg opdagede med det samme, hvor svært det er at afstandsbedømme og jeg følte jeg trådte mine skridt i halvt blinde. Jeg var frustreret. Min krop havde det godt, men der var ingen samarbejde mellem det, jeg registrerede igennem mit ene øje og så hvordan min krop og ben reagerede. For at være helt ærligt, blev jeg bange.
Skulle mit manglende syn være mit første exit til et løb nogensinde? Ville jeg nå igennem inden et cut-off?
Tanker om, at det blot ville være et spørgsmål om tid, før jeg vrikkede rundt, fik mit hoved til at kollapse. Jeg var enormt frustreret og stakkels Karl forsøgte at opmuntre mig og få vendt frustrationen til noget fanden-i-voldsk frem for selvmedlidenhed. Karl ville fastholde vores delte trejdeplads og følge med Tim og Ben, som i klassemanet lå lige bag ved os, men her på etapen lå i vores gruppe. Mine tanker var så langt væk fra at konkurrere og rettede sig mere mod at løbe så sikkert som muligt blandet med, at jeg havde dårlig samvittighed over for Karl. Han burde jo bare løbe i stedet for at vente på mig.
Ved første checkpoint skulle jeg have mere medicin-creme ind i øjet, og lægeteamet var fantastisk! Bortset fra, at de her ikke lukkede mit øje helt i, men blot satte en patch på, hvor jeg indenunder kunne åbne øjet og hermed få en irriterenede hvid/grå plet i synsfeltet samt svien i øjet for hvert blink. Det var jævnt irriterende og virkelig svært at fokusere væk fra.
Da mit syn var røget, kunne jeg ikke mere hjælpe med at finde vej. Det var ellers mit job, da jeg jo kendte ruten. Så Karl måtte påtage sig opgaven og vi fandt ind i en god rytme, hvor han løb tæt foran og guidede mig igennem det vilde terræn. Jeg var særligt udfordret på nedløbene, men Karl var super cool og hjælpsom. Jeg skylder ham et kæmpe tak for denne dage. Ellers tror jeg, jeg havde rendt rundt derude endnu.
Jeg kniber en tåre, da jeg rammer målstregen på 4. etape. Mængden af mentale strategier der skulle iværksættes på denne uendelige etape, er lige så uendelige og jeg havde svært ved at håndtere det hele.
På mirakuløs vis kommer vi alligevel ind på en overall 3. plads og jeg som første kvinde. Faktisk er jeg den eneste kvinde tilbage i løbet. Undervejs har jeg en del styrt og særligt mit højre håndled gør naller. Jeg vil helst ikke sige det til lægerne, da jeg begynder at blive bange for, de vil tage mig ud af løbet. Jeg hørte godt deres samtale om morgenen: “Jesus, she has no eye. We can’t let her run”. En anden siger: “Let’s give her the benefit of a doubt and see if she makes it to the first check point”.
Med et håndled oveni øjet vidste jeg ikke, om de ville lade mig fortsætte… Jeg trak en af lægerne til side og forsøgte at fornemme mig lidt frem. Hun undersøgte den og sagde det, som det var: Der er risiko for et brud. Vi skal have den tapet ind med det samme.
Det betød, at jeg på den længste og hårdeste dag af dem alle med allerflest højdemeter, ikke kunne bruge mine stave. Jeg kunne heller ikke bruge teknikken med at have hænderne på lårene, men af en eller anden grund, blev jeg Rasmus-modsat i mit hoved: “I kan bare smide alt i hovedet på mig, som i har. Jeg f…ing gennemfører nu. Intet kan stoppe mig. Om så en Sovjet-Lada kommer og kører mig over, så kravler jeg over den målstreg.
Og sådan gik det. Karl og jeg løb side om side og efter at starte kl. 5:30 med den vildeste stigning, som tog næsten to timer at komme over, faldt vi ind i en god rytme sammen. Første checkpoint lå efter 13 km i den smukkeste dal og vi løb på alle ligeud- og nedaf-passager. Vi nød det i fulde drag og fik større og større forspring til Tim, som var vores nærmeste konkurrent. På vej mod checkpoint 2 løber vi og snakker og jeg når lige at sige, at det bare kører i dag, inden jeg har blod ud over det hele. Dagens sidste uheld består i ukontrolleret og pludselig næseblod og lægerne ved checkpoint 2 driller lidt med, om det er Karl, der puffer lidt til mig en gang imellem!
Vi begiver os i kast med den anden store stigning og kommer godt over den og kan se, Tim i baggrunden nærme sig CP 2. Vi føler os sikre og letter på presset om trejdepladsen, og herfra nyder vi turen gennem dalen med utallige flodkrydsninger mod CP3(samme lokation som CP1).
Desværre løber vi for første gang lidt forkert og det tager noget tid for os at komme tilbage på sporet. Og det er her, at Tim næsten når at hente os, men da vi ser ham i baggrunden, har vi overskud til at sætte turbo på. Og det gør vi.
Vi kommer sammen i mål efter 49 km med 3000 højdemeter på lidt over 11 timer.
Mountain Ultra har taget alt, hvad jeg overhovedet kunne mønstre. Jeg har aldrig kæmpet så hårdt og følt mig så fysisk svag, som i høj grad har drillet det mentale. Men jeg er virkelig stolt over ikke at lade mig slå ud, og en del af mig har allerede nu lyst til at tage tilbage og udføre et ordenligt løb og få hele oplevelsen med.
Jeg ved, jeg er gået glip af store dele af den flotte natur. Men heldigvis har jeg jo været i området 3 uger forinden, og det priser jeg mig lykkelig for. Jeg ved også, at jeg er gået glip af store dele af det kammeraterlige på turen, som jeg ellers holder så meget af. Men jeg har simpelthen ikke haft energien til at interagere, og jeg kan i skrivende stund blive lidt sur på mig selv over, at jeg flere gange ikke orkede at stå ud af teltet for at heppe de andre i mål.
Alligevel sidder jeg også med et smil på læben. Mountain Ultra er med eller uden sygdom og uheld et særdeles hårdt og udfordrende løb. Distancen er lang. Terrænet er teknisk og brutalt. Højden på bjergene er svimlende. Og ja, rygsækken er tung. Vejret kan skifte fra 40 grader skyfrit med dundrende sol lige i fjæset til ondt tordenvejr med hagl på ingen tid.
Jeg bliver den første nogensinde til at gennemføre Beyond the Ultimate Global Race Series, som består af Jungle Ultra, Desert Ultra, Ice Ultra og Mountain Ultra. 13 ud af de 22 kvalificerende deltagere gennemfører. Vi skulle have været 23 løbere, men min løbekammerat, Simon Small nåede ikke til startlinjen, da han kort forinden blev skadet. Vi fik meldingen i mandags, at han aldrig kommer til en startlinje igen, da han valgte at tage sit eget liv. Det har lagt en mørk skygge ned over gennemførelsen af Mountain Ultra og jeg ryger skiftevis ind og ud af glæde- og stolthedsfølelser over min præstation og oplevelser over i tristhed med triste tanker over tabet af Simon med særlige tanker til hans kone og børn.
Hvil i fred, Simon. Dit humør bragte glæde i hele ultraløbsverden. Pludselig sættes livet i perspektiv. Det skal huskes at leves.
Billedecredit til Mikkel Beisner, Jamie, Ryan Lovejoy / BTU Team
Du kan lure stats og ruter på min Strava-profil
Ice Ultra – Etape 4
Fakta: 64 km
Tid: 8:20:24
Dag 4 er den lange etape i Ice Ultra og med start kl.6:30 om morgenen blev vi vidne til den flotteste solopgang over det snebeklædte landskab.
Efter en behagelig og varm nat i en hytte med brændeovn, var både Karl og jeg godt udhvilede til de kommende strabadser og den implicitte aftale mellem os, var at følges ad. Selvom vi på papiret er konkurrenter ved vi også begge, at vi hjælper hinanden.
Jeg løber ofte ret alene i disse lange etapeløb og det er faktisk en ret dejlig følelse at løbe sammen med en. Vores tempo passer nogenlunde sammen og vores kemi er super god.
På de første kilometer havde vi følgeskab, men der gik ikke lang tid, før vi tog fronten alene igen. Inde i mit hoved deler jeg den lange etape op i tre halvmaratons og det fungerer rigtig godt for mig at lave delmål på denne måde.
Jeg ved, at jeg altid kan løbe et halvmaraton og det skal jeg bare gøre lidt flere gange i dag.
Det første halvmaraton er opvarmningen, det næste halvmaraton er selve “racet” og det sidste halvmaraton er “afjoggeren”. Denne måde at tænke på, gør det meget overkommeligt i mit hoved og særligt da Karl og jeg efter ca. 2,5 timer krydser opvarmningsdistancen af, er jeg klar på at give den et lille hak op i tempo. Praktisk talt så tror jeg ikke, vi går meget op i tempo, men igen er det for det mentales skyld, at det næste, jeg skal koncentrere mig om “blot” er et halvmaraton.
Den dejligste morgen i 100 år!
Naturen er så gudesmuk og jeg rammer ind i et rigtig godt flow, hvor jeg løber ret ubesværet. Hvilket i sig selv egentlig er fantastisk, at jeg efter så mange kilometer i barsk terræn på fjerdedagen føler mig tip top. Det eneste som driller er min højre akillessene, som viste de første tegn på at være irriteret på gårsdagens etape efter en start i snesko.
Min plan for dagen er at undgå sneskoene, da jeg reelt er bange for at forværre akillessenen.
Og vupti – inden vi ser os om, er vi et maraton inde i etape 4 og tju-hej, det går bare rigtig godt for os begge!
Karl og jeg krydser det sidste depot i højt humør og glæder os over, at der ikke er særlig langt igen. Med over 50 km i benene kan jeg godt mærke, at trætheden er ved at sætte ind, men et smil på læben kan gøre underværker og overdøve kroppens brok.
Vi krydser sø efter sø og langsomt kan vi begynde at genkende landskabet, som vi i ugen før har rekognosceret. Sneen bliver dog dybere og dybere og jeg overvejer kraftigt, om jeg skal have sneskoene på igen. Jeg vil helst ikke, men omvendt så bruger jeg mange kræfter på at løfte mine ben højt og til tider falde helt gennem sneen, hvis jeg træder for meget ud fra sporet.
Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være fysisk udmattet og i denne tilstand er det ekstra svært at arbejde med det mentale. Jeg kan mærke, jeg er frustreret over, hvor hårdt det tunge sne er at løbe i. Gang på gang træder min fod gennem sneen og rytmen er umulig at fange. Karl begynder at trække fra mig og jeg kan fornemme, at han bevæger sig bedre i sneen end jeg. Måske har det noget at gøre med, jeg besidder Sønderjyllands korteste ben…
Ice Ultra kører bare derudaf!
Vi krydser en sø, vi tidligere har rekognosceret på vores dage inden løbet og jeg mindes den frokostpause for en uge siden, hvor vi delte en kold cola. Gud, hvor ville jeg gøre alt for en cola lige nu og jeg har den vildeste craving efter en rugbrødsmad med leverpostej! Det har jeg alligevel aldrig prøvet at hungre efter før, men den sidste del af Ice Ultra gik mine tanker rigtig meget på netop leverpostejsmadder.
Søen er lang og bliver afbrudt af korte landjordsstykker og jeg minder mig selv om, at det er netop nu, jeg skal nyde og værdsætte naturen.
“Her kommer jeg nok aldrig til at færdes igen, så tag det nu ind. Du er træt og kold, men denne oplevelse får du formodentlig aldrig igen og det skal du værdsætte”.
Karl løber omkring 10 meter foran mig, da vi for enden af en sø, rammer noget brunligt og gult slushice-lignende is, som bliver mere og mere vandet. Jeg fornemmer ikke nogen fare, indtil Karl pludselig træder igennem isen foran mig og råber tilbage, at jeg skal passe på. Ved mit næste skridt har vi balladen… Jeg træder igennem isen og vælter. Jeg ryger i vand til ballerne og det er så koldt, at jeg ikke kan beskrive det gys, der går igennem kroppen på mig.
Selvom det kun varer et splitsekund og jeg hurtigt får benet op, så bliver jeg i øjeblikket bombarderet med angstprovokerende tanker:
“Tænk hvis jeg ryger helt igennem?!
Hvor dybt er det?
Drunker jeg nu?
“Hvordan kommer man op af en sø dækket af is?”
Mit værste mareridt er at blive fanget under isen på en sø…
Her har jeg været gennem isen og dette er bare hårdt arbejde
Men heldigvis går det ikke så galt. Men der skal tages en beslutning om, om jeg skal skifte til tørre bukser og strømper. Jeg har i min taske et sæt tørre strømper samt to plasticposer til at stikke i skoen, hvis skoen skulle blive våd. Min Hoka Speedgoat er af Goretex og vandtætte, men det hjælper ikke så meget, når vandet kommer ind ovenfra. Faktisk så holder de nu vandet inde i skoen! Netop det har jeg taget højde for hjemmefra og både tørre strømper og poser er nemt tilgængelige i en lille lomme uden på min rygsæk.
Jeg kan godt mærke, jeg har svært ved at tage en beslutning. Jeg konfererer med Karl og vi bliver enige om at forsøge at holde os godt i gang de sidste 6 km. Terrænet er svært at løbe i, og vi bliver ved med at træde ned i sneen. Vi bliver stille og jeg tror, vi hver især tænker, at nu skal det bare overstås.
Jeg fryser. Jeg fryser virkelig meget og mine tanker begynder også at falde hen på, om jeg kan risikere at få forfrysninger med mine våde fødder og ben. Temperaturen ligger på omkring -15 til -20 grader og faktum er, at jeg er helt igennem stivfrossen og udmattet. Jeg kan ikke bevæge mig så hurtigt som jeg gerne vil og det bekymrer mig. Men jeg kan heller ikke overskue at stoppe og tage tøjet af og skifte. Det er helt umuligt at forestille mig at stå med bare baller i denne her kulde.
Så jeg fortsætter. Jeg begynder at ryste. Heldigvis kommer vi til de sidste kilometer før mål, som vi begge kender og jeg ved, vi bare skal ned ad bakken og krydse den allersidste sø. Jeg fryser og ryster helt ind i mit indre og jeg er så lettet over at nå mål. Det første jeg gør, er at sætte mig ved brændeovnen i hytten, som der heldigvis er godt gang i. Her sidder jeg det meste af eftermiddagen og aftenen og jeg er godt klar over, at de sidste 6 km efter mødet med det kolde vand har sat sine spor i mig.
Jeg mærker en prikkende smerter i begge hæle og inden i mine fødder er det som om mit blod et tykt og kogende varmt. Det er en ubehagelig følelse og samtidig vælger min højre akillessene også at tiltrække sig opmærksomhed ved en knirkende smerte, hver gang jeg træder ned på foden. Jeg finder en metode, hvor jeg går på tæerne og undgår at tænke på etapen den efterfølgende dag.
Jeg får for en sikkerheds skyld lægeteamet til at tjekke mine fødder og de melder heldigvis, at de “blot” er ekstrem kolde. Der er ingen tegn på forfrysninger – der skal bare gang i blodomløbet igen.
Wow hvor en dag – de første 50 km gik rimelig ubesværet i rigtig godt selskab sammen med Karl og de fantastisk crewmedlemmer i checkpoints. Og så den vildeste og mest dramatiske afslutning ved at falde igennem isen. Til note blev ruten ændret efter vi havde været igennem.
Endelig i mål efter 64 km Fusserne foran pejsen En af de allersidste søer krydses
Billeder af Beyond the Ultimate, Trailbear Films, Will Roberts & Dean.
Etape 3
Fakta: 41,1 km
Tid: 5:26:22
Etape 3 er maratondagen på 42 km og faktum er, at jeg er 30 minutter foran Karl og mange mange timer foran nr. 2 kvinde. Min nærmeste konkurrent udgik af løbet på dag 2, da hun kom i voldsomme problemer med forfrysninger i uvejret på bjerget.
Jeg skal tage et valg om at blive ved med at presse citronen og save mig selv helt over – som jeg jo typisk gør ved disse løb – eller om jeg skal spille sikkert og følges med Karl. Jeg nyder hans selskab og det er faktisk rigtig rart ikke nødvendigvis at løbe alene.
Jeg starter dagen ud med sneskoene på og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Jeg fortryder egentlig ret hurtigt, at jeg er startet med dem på, da underlaget virker nogenlunde fast. Men når de først er på, så skal der meget til at man tager beslutningen om at stoppe op, få dem af og spændt fast på rygsækken. Og ja, jeg blev bare ved med at udskyde beslutningen, selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg burde få dem af. Særligt fordi de begyndte at trykke ind på særligt min højre akillessene.
Det tager ikke mange kilometer før Karl og jeg skaber et forspring til de andre deltagere. Vi har et maraton foran os og ruten er flad som en pandekage med undtagelse af omkring 10 km i skovstykker på singletracks. Ellers går ruten på de frosne søer og der venter os en smuk dag med solen skinnende fra en skyfri himmel.
Det er tydeligt at mærke, at når vi løber på søerne, så falder temperaturen markant. Men den ene kilometer går efter den anden og Karl og jeg skiftes til at lægge i front og trække. Karl har massive problemer med sit ene øje efter at være blevet ramt af sneblindhed på bjerget og hans snegoogles er mildest talt ringe og bliver ved med at dugge. Jeg låner ham mine, da jeg fint kan klare mig med mine solbriller.
Ved hvert checkpoint får vi at vide, at vi øger forspringet mere og mere til nr. 3 og 4 og hverken Karl eller jeg har planer om at udfordre hinanden. Ved Ice Ultra er der ikke noget, som hedder “course record” eller banerekord, fordi de laver ruten om hvert år, da sne- og vejrforhold skifter. Så det giver ikke mening at løbe mig selv helt i hegnet, da der ikke er nogen rekord at hente og jeg er et godt stykke foran Karl. Men lysten er der og et par gange opstår en indre konflikt med djævlen på den ene side, der har lyst til at sætte tempoet op og englen på den anden side, der fortæller mig, at det mest fornuftige er at spille sikkert.
Etape 3 forløber uden nogen som helst kriser eller problemer. Faktisk synes jeg, det bliver lidt for varmt på et tidspunkt og jeg tager huen af og lyner jakken ned. Jeg suger den flotte natur til mig og vi når lige at spotte et par rensdyr, inden en snescooter skræmmer dem væk.
Tænk sig man kan løbe et maraton på frosne søer og snedækkede skovbunde i delvis snesko og pigsko uden at føle sig presset på noget tidspunkt. Det klapper jeg mig selv på skulderen for at tanker en omgang god selvtillid for morgendagens lange etape på 64 km.
Ice Ultra – etape 2
Distance: 43,7 km
Tid: 6 timer, 33 min og 40 sek.
Vi starter kl. 7.30 om morgenen og min strategi for dagen er klar:
Fuld gas. At vinde første etape med 8 minutter ned til den førende herre har givet mig blod på tanden.
Karl Alvarez og jeg løber sammen og giver god gas fra starten. Det er koldt og løbsleder Kris King har advaret os mod ekseptionelle kolde temperaturer fra morgenstunden over den første sø, vi skal krydse. Han beretter om ned til -40 grader og den melding giver anledning til lidt sommerfugle i maven.
Efter en lille kilometer på tekniske og sjove singletracks i skoven, rammer vi søen. Skoven var koldt, men at træde ud på søen er bidende koldt. Kulden bider med det samme i mine kinder og jeg sørger for at trække min tykke merinouldbuff (Team Rynkebys velgørenhedsbuff) godt op over hovedet og min varme fleece-hat fra Våga trækker jeg ned i panden.
Med mine sne-googles på er det dermed kun min næse, der tipper frem i kuldens skær og det føler jeg, fungerer godt.
Der går ikke lang tid, før alt i næsen fryser til og det er en mærkelig følelse ikke at kunne trække vejret gennem. Jeg forsøger at puste luft igennem – et trick fra min tidligere dage som bokser – men efter gentagne forsøg, kvitterer min næse med en ordenligt omgang næseblod. Der går nogle kilometer før næsen igen fryser til is og det er jo en nem måde at stoppe næseblodet på.
Søen er lang og vidunderlig, og det er svært for mig at beskrive stemningen og øjeblikkene i den betagende natur i hvide og blå farver. Da jeg kommer i mål på etape 2, skriver jeg et lille digt som et forsøg på at indkapsle den magiske sø:
Disen smyger sig som en tyk tåge på magisk vis op fra den frosne sø og store isblokke har skudt sig dramatisk op i luften. Der er stille. Der er ikke en lyd. Og stilheden bidrager til det smukke. Jeg bevæger mig så lydløst som muligt gennem det isende blålige landskab med på samme tid en dyster men opløftende eventyrsstemning. Kulden bider. Underlaget knaser. Min ånde er tyk og synlig.
Jeg spekulerer på, hvor de tykke revner i isen fører hen og hvad vil der ske, hvis jeg træder på dem?
Det er på én gang brutalt, barskt og så overvældende smukt, at jeg både glæder og ærger mig over hvert eneste skridt. Glæde fordi hvert skridt bringer mig tættere på mit mål. Ærgrelse fordi hvert skridt bringer mig væk fra øjeblikkets blå magi.
Øjeblikket kommer aldrig igen, men nuet er her altid.
Jeg tager det hele ind.
Symbiosen i nærværet til K og flowet i mig, hvor hjerne, hjerte og krop spiller sammen, som var de født til den arktiske kulde, er uden fortilfælde. Taknemmeligheden for hvert tykt åndedrag spiller taktisk sammen i takt til hinanden. Tik tak tik tak et skridt mere er gået. Tik tak tik tak et skridt mere er væk.
Sårbarheden i at være tilstede er tilstede.
Efter søen begynder vi den lange stigning, som etape to er berygtet for: Mount Kabla.
Med dens 1100 meter over havets overflade har vi en god stigning foran os og jeg ved, der kommer et checkpoint ved de ca. 20 km halvvejs mod toppen. Vi når uden de store problemer checkpoint og jeg får fyldt en smule varmt vand i begge mine dunke og jeg spiser efterfølgende et helt marcipanbrød. Marcipanbrød er helt genial i kulden og det har jeg dejlig konsistens, selvom det er koldt. Dertil også mange kalorier. Så jeg takker for tippet af Peter og Marianne Kleist, som jeg løb Desert Ultra med!
Karl og jeg er stadig i en gruppe sammen helt i front og arbejder os videre op ad bjerget. Men pludselig tager vinden til og fra det ene minut til det andet, befinder vi os i en ubarmhjertig storm. Temperaturen falder til -40 grader og nogle steder helt ned til -50.
Sigtbarheden daler markant og horisonten falder i et med sneen. Hvad er himmel og hvad er jorden? Jeg ved det ikke og det eneste, jeg kan koncentrere mig om er at følge de røde kryds, som fungerer som markeringerne i løbet. De står med ca. 10m mellemrum og hvis jeg ikke er vaks og opmærksom, kommer jeg lynhurtigt til at få en forkert vinkel på ruten. Det er svært at beskrive, hvor lav sigtbarhed der er, men sneen fyger fra alle sider og vinden er allestedsværende. Og så larmer det og har en karakter af at være ond og ubarmhjertig. Den runger og advarer os.
Det går så hurtigt, at jeg ikke når at tage min ekstra dunjakke på. Ej heller mine dunhandsker, som ellers ligger klar i min sidelomme lige til at tage på. Men jeg er bange for, at noget vil flyve væk, hvis jeg fumler med det og mine hænder er allerede stivfrosne. Jeg sørger for hele tiden at holde fingrene i gang og forsøger at varme dem med min ånde. Jeg må under ingen omstændigheder få forfrysninger.
Foto: Trailbear Films
Jeg tvinger mig selv til at holde et højt tempo for at holde varmen i kroppen og jeg er efterfølgende imponeret over, det kan lade sig gøre i blot en merinouldundertrøje og en vindjakke fra Nordisk. På benene har jeg et enkelt lag, nemlig et par Newline vintertights med windshield i samt to par strømper på. Det er faktisk det og det lyder jo helt tosset, at det kunne klare mosten.
Vinden er så hård, at den flere gange fælder mit ene ben, som så spænder ben for mit andet ben og jeg ryger ned på alle fire. Op igen. Selvom jeg har snesko på, går jeg igennem sneen og mister igen balancen og forsøger at komme op igen.
Det gælder om at holde fokus på hele tiden at komme fremad. Ligegyldig hvor langsomt, du føler det går og ligegyldigt om vinden skubber dig i en anden retning. Jeg ved, jeg burde drikke, men flaskerne er for længst frosset. Jeg ved, at jeg også burde spise, men det er helt umuligt at skulle bakse på med noget som helst.
På den ene side tænker jeg, at det er barskt og brutalt – hvor længe kan jeg holde til det? Hvornår rammer vi toppen? Hvor mange timer kan holde uden vand og energi?
Og på den anden side tænker jeg: Er du vimmer, hvor er det fedt, det her. Det er lige præcis, det her jeg er kommet for.
Det er svært at vide, hvornår vi rammer toppen, da terrænet begynder at flade lidt ud. Vinden er stadig altdominerende og rammer os fra front og siden. Det er noget af de mest ekstreme vejr, jeg har prøvet og jeg ser frem til at få varmen i næste depot.
Foto: Trailbear Films Foto: Trailbear Films Foto: Trailbear Films Foto: Trailbear Films
Billeder viser kun i lille grad, hvor heftigt det var på bjerget.
Vi spotter et blinkende lys i det fjerne og jeg glæder mig over, at nedløbet er begyndt. Vinden er stadig vild og jeg spurter nærmest mod lyset. Med stor skuffelse går det op for mig, det ikke er et checkpoint, men filmcrewet der er kørt os i møde. De fortæller os, at checkpointet er flyttet længere ned af bjerget, da teltet ikke forsvarligt kan stå i denne storm. Det giver jo god nok mening – bare ikke lige i øjeblikket og jeg løber videre. Det er her, jeg sætter tempo på og løber fra Karl.
Pludselig dukker teltet op ud af det blå og med det samme lægger stormen sig. Jeg lyner lynlåsen op og tager mig god tid til at få frosset mine dunke op og få noget varmt vand indenbords.
Jeg stritter hovedet ud et par gange for at kigge efter Karl. Der går lidt tid og jeg kan mærke, jeg bliver lidt nervøs for ham. Da han sætter sig ind, er det første jeg ligger mærke til hans mørke plamager i ansigtet og særligt en stor svumlene mørk pose under det ene øje. Han har løbet uden sine googles, da de lå i hans rygsæk. Shit tænker jeg, men jeg ved også, han er i gode hænder hos lægerne i teltet.
Foto: Trailbear Films
Billedet her er fra checkpoint halvvejs nede af bjerget. Jeg har det forunderlig vis godt og har ingen frostmærker i ansigtet eller skader på øjnene.
På mærkværdigvis har jeg på ingen tid fået varmen og energien er tilbage i kroppen. Jeg siger til Karl, at jeg løber videre og så går det i fuld hopla ned af bjerget. Jeg ryger direkte ind i det lækreste flow og sneskoene bliver en integreret del af kroppen. Jeg leger mig fremad og tager mig selv i at smile lidt over at tænke på, hvor den energi og diamanter i benene pludselig er kommet fra.
Jeg når lynhurtigt checkpoint 4 og de er helt overrasket over at se mig. Jeg tanker ikke op, da der er under 7 kilometer til mål og jeg har stadig lunket vand fra sidste depot. Jeg krydser frosne søer og løber i skove, og nærmer mig stille og roligt målet på den 44 km lange rute.
Ved 42 km nærmer jeg mig en lille landsby og det er klart, at det er målbyen. Men pludselig stopper minestrimmelmarkeringen og jeg aner ikke, hvor jeg skal hen. Jeg stopper op. Og jeg bliver en smule frustreret og kommer i tvivl, om jeg måske har overset et sving. Jeg løber tilbage, men nej, jeg har ikke overset noget. Der er bare ikke mere markering. Jeg står midt i en form for kryds og der er mange veje, jeg kan vælge. Jeg vælger at løbe ligeud og kommer ud på endnu en sø og her kan jeg i det fjerne se markeringerne igen. “Yes”, tænker jeg og sigter mod dem, men det føles ikke rigtigt. Jeg løber jo ud af byen igen og ifølge mit ur, burde jeg være mål forlængst.
Jeg stopper op og kigger mig tilbage. Der er mange hytter og huse og jeg beslutter at løbe op til et af dem for at spørge om hjælp. Indbyggere ved vel, hvilket event der er gang i og de må kunne hjælpe mig. Heldigvis spotter jeg en snescooter, som jeg kan se er fra vores crew og jeg råber efter dem og vifter med armene. De vinker tilbage og jeg tænker “Gudskelov!”.
Og således pacerede jeg målstregen – som endnu ikke var sat op endnu – efter at være tyvstartet på etape 3 fra den forkerte side og i sådanne øjeblikke, er man nok altid lidt frustreret. Lige indtil jeg får at vide, hvor mange der er i problemer på bjerget. Arrangørerne har simpelthen haft for travlt med at evakuere deltagere fra ragnarokket og koblet med, at jeg har løbet hurtigere end deres tidsplan, så resulterede det i, at de ikke nåede at sætte den sidste del af ruten op. Det kan jeg godt leve med og jeg blev i øvrigt krediteret med 10 min for dagens etape.
Med det samme går mine tanker til Karl og jeg håber, han er okay. Men der går faktisk ikke så lang tid, før han lidt kækt træder ind af døren til hytten med et stort smil på læben og de vildeste krigsmærker i ansigtet. Han er blevet ramt af en lille grad af sneblindhed og hans ene øje løber i vand.
Han er okay, men bliver tilset af lægerne og får noget medicin at dryppe øjet i.
Og således gik en etape 2 med 8 evakueringer fra bjerget og et antal udgået deltagere, som jeg ikke har tal på.
Vildt, vildt, vildt og præcis det, som jeg var kommet for.
Ice Ultra – etape 1
Starten på Ice Ultra går kl. 7.30 i det pivkolde Lapland og forud venter der mig 230 km i bidende kulde med et isende underlag.
Jeg er spændt. Virkelig spændt og det har krævet en stor portion mentalt arbejde at få skruet det rigtige mindset sammen. Særligt kan alle de ukendte parametre forstyrre tankerne og lade tvivlen træde ind i cockpittet – hvor stor del af løbet, skal jeg fx løbe i snesko, som jeg gennem min træning på den danske vestkyst aldrig helt blev gode venner med? Eller hvordan reagerer min krop fx i forhold ned til -40 grader kulde? Fryser mit vand i de isolerede flasker til is?
Foto: Will Roberts
Jeg indrømmer gerne at spørgsmål som disse har trængt sig på. Men jeg har arbejdet med dem og særligt gennem mine træningspas i frysehuset hos AgriNord, har jeg kunne teste kroppen og udstyret, og dermed kunne tune mig ind på det rigtige gear og lære min krop at kende i disse kølige forhold.
De første 12 km af løbet foregår på en vej dækket af is og sne. Den er ikke teknisk, men har en del bakker op og ned, og min plan er at lure de andre kvinder i feltet af og vurdere, hvor hurtigt jeg skal forsøge at “race” dem. Jeg lægger derfor et fornuftigt tempo på mellem 5.45 – 6.00 min pr kilometer og vurderer egentligt, at jeg ligger i en større gruppe uden dog at have orienteret mig.
Det kommer derfor bag på mig, at vi kun er 4 i gruppen efter et par kilometer og jeg er den eneste kvinde. Jeg har allerede formået at skabe et stort hul ned til resten af feltet og det bringer et smil på læben og gå-på-modet får lige et hak op ad.
Da jeg rammer første checkpoint er mit vand allerede frosset til is, og jeg begynder hurtigt at spekulere på, at jeg aktivt skal drikke rigeligt ved disse stop. Første udfordring har meldt sig på banen – mine flasker fryser til is og jeg kan ikke skrue låget af eller drikke vandet. Hjælperne ved checkpointet hjælper til og jeg får fyldt varmt vand i den ene af mine dunke og jeg løber videre mod det første flotte syn af det laplandske natur, da vi krydser en kæmpe sø og solen står op bag ved de mægtige bjerge.
Det føles uvirkeligt at være i gang og det føles vildt at være næsten i front. En britisk løber ved navn Rob har sat et vildt tempo, og jeg accepterer hurtigt, at der skal jeg ikke være med. Allerede på søen overvejer jeg, om det er tid til at tage sneskoene på. Jeg føler ikke, jeg har et godt greb på isen i mine Hoka Speedgoat, som jeg ellers har sat pigge på under for at stå mest mulig fast. Jeg vælger dog at vente og det er min plan at løbe så lidt i sneskoene som muligt for at undgå de vabler, som jeg har kæmpet med i træningen op til.
Foto: Dean Read Foto: Dean Read
Jeg haler ind på Rob foran og da vi har krydset isen og rammer bakkerne i den hvide og krystalklare skov, knækker jeg ham hurtigt og han hepper mig videre. Særligt da jeg kommer til det første bjerg, kan jeg fornemme at jeg trækker fra de andre deltagere i frontgruppen.
Vi løber på mindre spor skabt af snescootere og jeg har ikke styr på, hvor mange gange jeg falder igennem sneen og vælter rundt. Det er både sjovt og lidt frustrerende, da det ødelægger rytmen og tager en del kræfter at komme på benene igen. Jeg siger til mig selv, at hver gang jeg falder, skal jeg tvinge et smil frem og sige til mig selv, at det er en del af gamet.
Omkring halvvejs inde begynder jeg at finde roen til at få kigget mig omkring. Det er så smukt og jeg tager det hele ind samtidig med, at jeg giver den god gas. Jeg har brugt noget tid på at forholde mig til, at jeg lægger helt i front og også er hurtigere end mændene og jeg er ikke i tvivl om at morgendagens strategi også skal gå på at løbe helt i front og give god gas.
Jeg nyder virkelig at presse på, men kan også mærke at de mange fald og træden igennem isen tager på kræfterne.
Da jeg rammer det sidste checkpoint har jeg omkring 8 km tilbage af etapen og bliver advaret af crew om den sidste stigning. Og ganske rigtig går der ikke lang tid, før jeg står ansigt til ansigt med den mest lede bakke, jeg længe har set dækket i blødt sne. Jeg beslutter mig derfor for at hoppe i sneskoene på den 44. kilometer og går i gang med at forcere bjerget. Jeg tager et par kig tilbage og kan se en lille prik, som jeg ved er en af de andre deltagere og jeg fornemmer, det er stærke Karl Alvarez, som jeg mødte i Namibia i november til etapeløbet Desert Ultra.
Foto: Trailbear Films
Jeg vurderer, at jeg er omkring 10-15 min foran og da jeg efter hårdt arbejde endelig når toppen, bliver jeg præsenteret for det lækreste nedløb! Jeg beholder sneskoene på, da sneen knirker og er blød, og så sætter jeg ellers i et fuld gas-tempo(“tits to the valley!”) og jeg er næsten ærgerlig over, at jeg nærmer mig mål!
Jo længere jeg kommer ned at bjerget, jo mere teknisk bliver underlaget og krydret med træer og tracks, der snor sig ind og ud mellem hinanden. Det er virkelig fedt og jeg er et stort smil, da jeg spotter målstregen og kommer i mål som den allerførste deltager.
Der er næsten ikke til at forstå og selvom det er koldt, stiller jeg mig ved målstregen og venter på Karl. 8 minutter senere ankommer han med et ligeså stort smil som jeg og han får en kæmpe krammer. På dette tidspunkt er vi ikke klar over, hvor hurtigt vi egentlig har løbet og der går langt over 1 time før den næste deltager dukker op og over 3 timer før den første kvindelige deltagere rammer målstregen.
Den forsøger jeg lige at lade synke ind. At jeg efter første etape både er forrest af alle og at min margin ned til næste kvindelige konkurrent er enorm. Rygterne om, at min nærmeste konkurrent Rachel Bermont vil spare på kræfterne de første par begynder at sprede sig og det tager jeg selvfølgelig alvorligt. Samtidigt kan jeg også fornemme, at hun virkelig har kæmpet i dag og faktum er også, at der skal virkelig meget til for at indhente en 3 timers føring. Særligt når jeg har besluttet at give gas på anden etape også 😉
Målstregen er placeret i et lille community med hytter, som vi skal overnatte i og Karl og jeg får hurtigt gang i pejsen og begynder at tørre vores tøj og få fyldt på depoterne. Det er fordelen i at komme først – de gode pladser til tøj over pejsen og de gode sovespots. Det er gamet.
Ice Ultra er et selvforsynende etapeløb, som bl.a. betyder, at vi skal bære vores mad selv i rygsækken. Det er et krav, at hver deltager har mindst 2000 kalorier med pr dag og jeg har præcist dette antal med og det gælder særligt om at få noget protein indenbords efter målgang. Jeg blander derfor mit proteinpulver med vand og spiser en portion Beef Jerky(tørret kød) og begynder på dagens måltid.
Der er en dejlig stemning i hytten og det er hyggeligt at modtage de andre deltagere, som krydser målstregen. Nogen er helt høje på oplevelsen – andre er helt knækket og i bund på energi.
Jeg går tidligt i seng og lukker øjnene med en gennemgang af etape to i mit hoved.
Billederne herunder er fra den ankomst og den første nat i tipi, hvor vi sov direkte på sneen i vores Artic 1400 sovepose fra Nordisk Outdoor.
2022 – året der gik
Jeg fik fisme lige lyst til at kigge på, hvad 2022 egentlig er gået med og det er der kommet et lille skriv ud af:
Januar startede som fyr og flamme helt ude af komfortzonen, hvor jeg skød et samarbejde med det danske sportsundertøjsbrand Pure Lime igang. Shit manner – at stille sig op i undertøj foran kameraet krævede lidt mere mod end hvad jeg lige indledende havde tænkt.
Jeg værdsætter samarbejdet med Pure Lime på flere fronter og særligt det at vise, man godt kan være professionelt sportsudøver, selvom man ikke er skåret ud i lutter sixpacks. Det er et enormt vigtigt budskab for mig at få ud.
Februar skulle have været måneden for mit comeback på den internationale etapeløbsscene. Siden før Covid havde målet været at konkurrere ved det 230 km lange etapeløb i Lapland, Sverige, men få uger før afvikling måtte jeg sande, at jeg for anden gang på ét år, var skadet.
Da jeg indså, at jeg fysisk ikke var i stand til at stille til start til Ice Ultra, tog jeg en spontan beslutning om at udskifte potentielle 30 minusgrader til plusgrader i stedet, og jeg valgte at koble af i Dubai hos et par af mine gode venner.
Det gjorde mig godt og det var også her, jeg fik tankerne og mindsettet tilbage. Det skabte baggrunden for et eksistentialistisk blogindlæg om det at være skadet som idrætsudøver – læs det her: https://krixrun.dk/blog/2022/02/15/eksistentialistiske_tanker/
Marts måned gik med genoptræning og nærmest daglige besøg hos min fysioterapeut ved KIF Kolding. Jeg var i fuld fokus på at komme tilbage stærkere og et led i dette blev at dykke mere på styrketræningsdelen i mit lokale fitnesscenter i Kolding, FitNu.
April var måneden, hvor jeg besøgte Scott Sports international ved deres hovedkontor i Schweiz for første gang og mødte de andre atleter fra Europa. Det var en ret overvældende oplevelse at være blandt verdens topatleter inden for trail, bjergløb og skyrunning.
I årets fjerde måned fik jeg også muligheden for at sætte mig ned på alle Parkens 37.506 sæder som en del af DR-programmet “Alle mod 1”. Det er nok noget af det vildeste og dummeste, jeg nogensinde har gjort, men til gengæld mangler jeg aldrig en icebreaker til at indlede en samtale igen.
Du kan se indslaget her Alle mod 1 – Parken (spol 11 minutter ind)
Juni stod jeg i spidsen som løbsleder på Royal Run i Kolding med et udsolgt motionsløb på 13.500 deltagere. Det var en vild oplevelse og det var noget helt særligt at få lov til at løbe med Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.
I slutningen af juni tilbragte jeg også et par dage i træningslejr i Kroatien med min gode ven Mark Harber, som jeg mødte ved et etapeløb i Amazonas Jungle tilbage i 2016.
Mark Harber og jeg i Kroation Det var en stor ære at møde Kronprinsessen Løbsleder for 13.500 deltagere
I denne periode begyndte jeg også at vinde et par småløb igen i Danmark.
I starten af juli begav jeg mig sammen med min bedste veninde Maibritt til Lake District, hvor målet var at gå Bob Graham. Det var lige optimistisk nok kun at have 3 dage til den lidt over 100 km lange tur med lidt over 8000 højdemeter i ret teknisk terræn, så vi kortere af men fik til gengæld mere fokus på hyggen.
Morgenkaffe på toppen af Blencathra
August gik med en herlig tur til Nürburgringen for at se motorløb samt en tur til Matterhorn for at deltage i bjergløb Matterhorn Ultraks på 50 km med Team Scott Sports International Athlete Team og det var også i denne måned, at det første afsnit af TV-programmet Korpset strøg over de danske skærme.
En vild måned hvor jeg måtte tvinge mig selv til et par afslapningsdage for at komme ned i gear for at få det hele med.
I september besøgte jeg Aiosta i Italien sammen med en masse andre af Scott sports atleter fra hele verdenen og det var super spændende at møde verdensstjerner som Nino Schurter, Kate Courtner og freerider Jackie Passo og Efter et par indholdsrige dage tog jeg et smut til Venedig, da jeg var blevet inviteret til ONA Short Film Adventure Festival. Jeg har aldrig været i Venedig, men sikke et lækkert sted (knap så godt til at løbe!).
#alwaysfullgas
Det var også i september, jeg for alvor indledte træningen frem mod årets store mål, Desert Ultra.
Oktober gik med super fokuseret træning med masser af tøj på og masser af kilometer i svedkabinen i min garage. Oktober var også måneden, hvor jeg på TV gennemførte Korpset og åbnede op for min historie. Jeg blev blæst omkuld af al den støtte og opbakning jeg fik, og det er stadig stort og ydmygt for mig at vide, jeg har været med til at give håb og inspirere derude.
Lars E / TV2 Lars E / TV2 Lars E / TV2
Jeg sluttede måneden af med en lille træningsweekend sammen med Maibritt på vestkysten.
Jeg indledte november med at tage på akklimatiseringstur til Dubai, hvor min træner bor. Formålet var at få varmechokket og vende min krop til de varmere grader samt at få trænet det sidste i sand, inden turen gik mod Namibias ørken.
Årets helt store højdepunkt har været at deltage i Desert Ultra, hvor jeg opnåede mit mål om at få løbsrekorden tilbage til Danmark. Med sejren fulgte også en helt ny grad af forståelse af mig selv og hvad jeg er i stand til og ikke i stand til under ekstrem pressede forhold. Varme, terræn og sygdom. Løbet har udover det og bragt mig rigtig tæt på et par helt særlige mennesker i mit liv og det er jeg meget taknemmelig for.
Bernard og jeg i spidsen – sportsmanship Et helt særligt bånd Mille Gori og jeg ved målstregen
Billeder fra Desert Ultra er taget af Trailbear Films
I december blev jeg offer for min egen dårlige planlægning, da jeg halvanden uge efter hjemkomst fra Namibia, var blevet hyret ind af Apollo Sport til at afvikle en løberejse på Fuerteventura. Jeg skulle på papiret være træt, men det viste sig, at det var jeg langt fra og de ca. 160 km på den uge i lækkert terræn og i selskab med herlige svenskere, strøg afsted. Heldigvis har jeg planlagt samme tur til marts halvanden uge efter, jeg vender hjem fra 2023s store mål: Ice Ultra. Hurra for superoptimisme og godt humør.
2022 har været et kanon år med modgang og medgang og selvom der er sket ting, jeg umiddelbart tænker, jeg godt kunne have været foruden, ja så har det jo alligevel bragt mig til der, hvor jeg er i dag. Og det vil jeg ikke bytte for noget.
Skål for et kommende herligt 2023, hvor der allerede er en masse spændende ting på tegnebrættet. Et af mine helt store satsninger bliver at stable motionsløbet Kolding Half på benene, som allerede helt fra start har fået kæmpe opbakning fra Koldings erhvervsliv.
Korpset 7 – Op på hesten
Så vidt jeg husker, har vi ikke flere nattevagter, da vi simpelthen er for få til at dække dem.
Vi er 5 tilbage: Mille, Didde-Mie, Nicolas, Katrine og jeg.
Jeg vågner med et sæt, da alarmen går og der er høje smæld over det hele. “Hvad sker der?!”
Instruktørerne står pludselig inde i vores sovesal og råber af os, og så er det bare med at få pakket sine ting og søge hen til vores hemmelige tilflugtssted i den nærliggende skov.
Vi har tidligere på ugen øvet, hvor vores mødested er, hvad vores kodeord er og hvordan, vi skal agere, når vi ankommer.
Alt kører på instinkt og det er en hæsblæsende måde at vågne på, hvor adrenalinet pumper derudaf.
Det er mørkt, tidligt og efter øvelsen bliver vi læsset på lastbilen og bum godmorgen til dag 7!
Da vi træder ud af lastbilen, sker det, som ikke må ske. Didde-Mie sidder fast i garnet på bagenden af lastbilen og hun lander på ryggen og hovedet. Der er ingen tvivl om, hun slår sig og jeg er mega bekymret.
Hun kan ikke bære sin rygsæk og jeg kan huske, jeg sammen med Nicolas lægger en plan for, hvordan vi skal skiftes til at bære hendes rygsæk gennem den kommende øvelse, så hun kan komme godt igennem dagen.
Men inden vi får snakket færdigt, vælger Didde-Mie at tage sit armbind af. Og det er nok, det exit som jeg tænker går i kategorien som værende allermest uretfærdigt, uheldigt og ufortjent. Det er bare brandærgerligt.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun ville have gået hele vejen, hvis ikke hun havde slået ryggen. Men samtidig er jeg også stolt og inspireret af, at DD værner om sin krop og tænker på den sprudlende karriere, hun har foran sig som professionel danser.
Vi skal videre uden Didde-Mie
Kære DD – jeg har skrevet det før, men gør det igen: Du er et meget rart, empatisk, roligt og reflekterende menneske. Din unge alder gjorde, at jeg muligvis havde en fordom om, at en potentiel manglende livserfaring ville gøre, at vi nok ikke havde så meget tilfælles. Måske jeg tænkte, vi ikke kune dele værdier og generel opfattelse af livet, men der tog jeg så gruelig fejl. Tak for dig og det er så dejligt at følge dit danseri på Instagram (jeg tagger hende skisme lige, så I alle kan se hvilke crazy danse-moves den kvinde har i sig!)
Det er et chok for os alle, at vi nu skal undvære DD og jeg kan med det samme mærke, at stemningen falder. Vi samles i en cirkel og for en kort stund slippes følelserne løs i gruppen, men det rationelle tager ret hurtigt over i mig og den stoicistiske vinkel om, at jeg ikke skal lade ting uden for min kontrolsfære tage energi fra mig, og jeg tuner ret hurtigt ind mod på opgaven igen.
Vi fortsætter den givne opgave, som består af følgende:
Vi skal efter 1700m mødes med en agent, der blinker med en lygte. Han vil give os yderligere instrukser.
Jeg ligger mig i front og vi aftaler, at alle tæller skridt og melder højt, når vi rammer 1700 m. Det er ligeledes en teknik, vi tidligere på kursus har tillært os og den er guld værd i forhold til at skulle bevæge sig 1700m frem uden GPS-ur eller andet form for måleapparat.
Vi finder agenten uden problemer og modtager instrukser:
- Fremhold kort.
- Vi er her – I bliver sat af heroppe
- Piloten er i dette område og søg herned.
- Der er pickup.
- 12.55-13.05 hverken før eller efter. Der skal I være der – hverken før eller efter.
- Der er fjender deroppe.
- Bevæg jer som I har lært.
Vi får en båre med og i bilen beder Nicolas om at få lov til at tage lederskabet på denne her. Det har jeg det fint med – faktisk er jeg lidt lettet, da jeg stadig ikke føler mig helt hjemme med kort og kompas og det kan efterfølgende irritere mig, at jeg undlader at tage ansvar i discipliner, hvor jeg ikke har 100% kontrol. Jeg tror faktisk godt, jeg kunne have ført det kort, men omvendt er det jo også okay at acceptere at en anden gerne vil. Men jeg kunne i det mindste have budt ind.
Vi vælger ikke at gå den lige vej mod piloten, da vi ved, der er fjender (Hunter Force) i området, som kan tage os til fange.
Nicolas taber kortet
Men vi bevæger os langsomt gennem terrænet og pludselig spotter vi Hunter Force og må afvige fra ruten og søge skjul. Da vi undslipper fjenden og er kommet et godt stykke ind i skoven, opdager Nicolas, at han har tabt kortet. Shit manner! I et splitsekund tager jeg min taske af, og siger, at jeg løber tilbage og eftersøger kortet. Jeg spurter alt hvad jeg har lært, men Hunter Force er stadig i området og jeg må nærmest kaste mig i skjul, da jeg runder et hjørne.
Der er et eller andet inde i mig, der kan fornemme, hvor kortet er blevet tabt. Jeg kravler i krat og forsøger at gøre mig så usynlig som muligt og finder ganske rigtig kortet ligge ved en lille vandpassage. Jeg samler det op og spurter tilbage til gruppen og så skal vi bare videre. Denne seance er ikke med på TV, og jeg tænker, det er fordi, at kameramanden kun kan følge med mig i kort tid, inden han må slippe mig (han løber trods alt med et tungt kamera på skulderen).
Det regner og blæser, og navigationen er svær med Hunter Force i nærheden. Mille og jeg tager stille og roligt over på kortet, hvor Nicolas i stedet overtager båren.
Jeg tror, vi har været på farten i 4-5 timer, da gruppen af fjender pludselig kører op på siden af os meget tæt på, og på et splitsekund står de nærmest foran os med gøende hunde og geværer.
Taget til fange af Hunter Force
Vi bliver fanget – fødder og hænder stripset til, vi får hætte over hovedet og bliver lagt på maven ned mod den kolde jord. Vi ligger i hvert fald her i 30 minutter og jeg begynder langsomt at ryste at kulde. Jeg kan ikke fornemme, hvor de andre er og jeg begynder at overveje, om jeg mon er den sidste, der ligger tilbage på jorden?
Er Hunter Force kørt væk med de andre? Skal vi forhøres nu hver for sig?
Jeg begynder at brygge en historie inde i hovedet, som jeg gentager for mig selv. Det er en dækhistorie om, at vi er fire venner på tur, der træner til at overleve på en øde ø. Vi har fundet hinanden online og derfor kender jeg kun deres navne ikke andet om deres historier. Jeg ved ikke, hvorfor jeg iværksætter denne plan i mit hoved – for jeg aner jo ikke, hvad der skal ske. Men i det mindste, ville jeg være forberedt på dette scenarie.
Da jeg endelig bliver hevet op fra jorden og nærmest løftet ind i et køretøj, kan jeg fornemme, at de andre også sidder derinde. Vores hænder finder vej til hinandens knæ og lår og på den måde får vi skabt en tryghed i bilen, selvom vi stadig ikke ved, hvad der skal ske.
Da vi stopper bliver vi en efter en ført ind i et lokale og jeg tænker, nu sker der. Nu skal vi enten forhøres eller sidde i forskellige torturstillinger i de næste mange kommende timer. Jeg prøver på mærkværdigvis at gejle mig selv op. Jeg har med stor interesse fulgt de sidste mange sæsoner af Korpset, hvor aspiranterne skal stå gennem flere timer i ubehagelige positioner samtidig med white noise og lukket inde i små kasser. Det var faktisk et scenarie, som jeg havde set frem til, fordi jeg aldrig har prøvet noget lignende før. Hvordan vil jeg reagere?
Vil jeg være en af dem, hvor babygråd vil knække mig? Vil jeg være i stand til at slå hjernen fra og beholde en rationel tankeførelse efter flere timer i samme sidepositition?
Da vi får hætten af rammer det mig derfor med en form for både skuffelse og lettelse, at vi blot er tilbage på kasernen og øvelsen er slut.
Vi modtager en god og fyldestgørende debriefing fra instruktør Max og jeg mener, jeg kan huske, at vi får en beredsskabtid på en time eller måske lidt mere. Det betyder, at når en instruktør kommer ind, kan han tidligst bede os om at være os klar med en times varsel.
Min frygt – individuel orienteringsmarch
Næste øvelse er en individuel orienteringsmarch med kort og kompas. Vi skal testes i evnen til at navigere og jeg tænker, det er nu, slaget skal stå. Hvis ikke jeg kan finde ud af at navigere, skal jeg måske forlade kursus. Det er alt eller intet nu og jeg går dybt ind i mig selv. Vi bliver sendt afsted med 5 minutters mellemrum og jeg som nummer tre før Mille. Jeg er flyvende og finder alle poster uden problemer ved hjælp af kort og kompas samt almindelig læsning af kortet med de få anførte stier. Jeg overhaler ret hurtigt Katrine og lige før den sidste post overhaler jeg også Nicolas. Det giver et ret fedt sus i maven, men få hundrede meter før kasernen vil jeg slå en genvej (jeg er stadig frustreret over det sats den dag i dag!) og min stædighed gør, at der går lang tid, før jeg vender rundt. Men jeg finder tilbage til den store sikre sti, der fører mig direkte tilbage til kasernen. Jeg kommer ind få minutter efter Nicolas og jeg kan stadig huske hans undrende blik og spørgsmål: “Hvor fa’en har du været?!”)
Det er så dejligt, at vi alle finder alle poster og når det inden for tidsgrænsen.
Efter øvelsen bliver jeg hentet til forhør som den sidste af aspiranterne.
Forhøret og min historie
Inden deltagelse i Korpset har vi sendt en soldaterbog ind, hvor vi skal beskrive vores liv med opvækst, svære perioder og baggrunden for at deltage i Korpset. Denne tekst har instruktørerne læst og det er også tydeligt at mærke, at de graver efter et eller andet i mit forhør.
Efter at have fortalt om min søgning mod både den fysiske og mentale grænse, overgiver jeg mig. Jeg ved godt, hvad de vil have, jeg åbner mig op.
Jeg fortæller om min opvækst og hvordan jeg har søgt ind i sportens verden. Jeg ved, min barndom ikke har været som de flestes og kan virke overvældende at høre om.
At vokse op med en depressiv – og senere hen bipolar – mor, at miste sin far som 11-årig i et biluheld med høje promiller involveret og herefter komme tæt på en alkoholiseret og voldelig stedfar, har været præmissen for min opvækst.
Det er ikke noget, som jeg i mit voksenliv har skjult, men jeg har altid ville undgå at træde ind i en offerrolle. Og så har jeg holdt inde med min historie, fordi en stor del af den også er mine søstres historie. Og de skal have lov til selv at træffe deres valg om, hvad de har lyst til eller behov for at fortælle. Det kræver en vis modenhed og alder, og det har jeg respekteret og haft den største forståelse for.
Min stedfar bliver med tiden mere og mere voldelig, alkoholiseret og kriminel, og i dag afsoner han en lang dom i fængsel, hvor min mor kæmper med en uforudsigelig og uhelbredelig psykisk lidelse med op- og nedture. Det er præmisserne for mine søstres opvækst og som jeg fortæller i interviewet i Korpset, har jeg aldrig været i tvivl om, at de skulle være hos mig. For det er her, de har det bedst.
Matilde er i dag 22 år, læser på universitet og er et dejligt menneske. Laura er 17 år gammel, går på HF og har et livsbekræftende glimt i øjet.
Og de har været med hele vejen i processen om at deltage i Korpset og at jeg har åbnet op for min historie.
Der er så mange historier og situationer fra min barndom, som giver mening at dele. Og min deltagelse i Korpset har været med til, at jeg nu har taget de første skridt. Tænk sig hvis der sidder et menneske derude, der oplever eller har oplevet nogle af de samme ting, og jeg kan være den, der kan dreje pilen i den rigtige retning? Hvis jeg bare kan være med til at bryde ét tabu eller give ét menneske håb eller inspiration i en svær tid, så vil det være det hele værd.
“Du har et kæmpe drive” siger instruktør Rune i slutningen af forhøret, og jeg bliver med det samme ramt af en stolthed. Og jeg kan godt give mig selv det skulderklap og være bevidst om, at det liv jeg lever i dag – som virksomhedejer af KriXrun, som professionel løber og som søster med et forældreansvar – har jeg selv skabt på baggrund af de valg, jeg har truffet. Jeg når de mål, jeg sætter mig. Og jeg er stolt over, at jeg har hjulpet og hjælper mine to søstre på rette vej i livet og viser, at alt kan lade sig gøre, hvis man vil arbejde for det.
Jeg plejer at siger, at jeg både løber fra noget; Jeg løber med noget; Og jeg løber mod noget. Jeg har flygtet fra virkeligheden og det er nok meget naturligt at gøre som barn og ung i min situation. Jeg løber også stadig fra noget en gang i mellem, men jeg vender altid tilbage og dealer med det. Og det er løb, der gør mig i stand til det.
I den kommende uge kan du læse forskellige interviews i forskellige medier, som går et spadestik dybere.
Jeg brækker hånden
Næste øvelse skal vi stå klar med pandelampe og som gruppe navigere med en tung dukke på slæb på en båre. Til mit og gruppens forsvar vejer dukken med garanti langt mere end 60 kg – det var der slet ingen tvivl om og det er også ved denne øvelse at uheldet virkelig er ude!
Vi er ikke langt fra basen, da vi får overbalance og båren med fede “Hans-Henning”, som vi kalder dukken, lander ovenpå min hånd. Det gør niller-naller og efterfølgende tager jeg mig selv i nærmest ikke at kunne bære med den hånd. Jeg indser at mit bidrag til gruppens arbejde bliver svagere og svagere og jeg bliver ramt af en vild skyldfølelse, der går lige i hjertet på mig. Jeg føler at jeg svigter gruppen ved ikke at kunne løfte.
Jeg overvejer ikke et sekund at opsøge lægen og overvejer faktisk slet ikke muligheden for, at hånden er kommet slem til skade. Men det viser sig efterfølgende, at den er brækket.
“Jeg kan ikke med det her greb” kan man høre mig sige på TV, men ellers brokker jeg mig vist ikke så meget. Men jeg er faktisk ret hård ved mig selv og jeg kan huske, jeg er skuffet over mig selv i forhold til, at jeg ikke kan bide smerten i mig. På dette tidspunkt tænker jeg, at vi alle har ondt et eller andet sted og det irriterer mig, at det er mig, som skal ændre gruppens måde at arbejde på for at tage hensyn til… ja mig.
Efterfølgende kan jeg jo godt se, at det ville være mærkeligt andet, hvis jeg ikke kunne blive distraheret af en brækket hånd. Men jeg kører videre og på en eller anden måde, er det lidt som vablerne – hånden skal lige varmes op og så vender man sig til smerten og den bliver ligesom en integreret del af opgaven.
Vi forsøger alt muligt med dukken, men det går ikke. Og da vi indser, at vi er gået i ring, er gode råd dyre.
Når jeg ser programmet, er jeg faktisk imponeret over, hvor gode vi er til at bevare positiviteten blandt os og hvor gode vi er til at kommunikere med hinanden.
Instruktør Rune møder os på vej tilbage efter vi ikke har fundet en eneste post og han giver os et valg om at slæbe dukken uden rygsæk med ud eller blot have rygsækken på og finde posterne. Jeg siger ret hurtigt, at det selvfølgelig er uden dukken! Vi har 57 minutter og jeg ved, det er en umulig opgave. Vi finder den første post, men vender om på et tidspunkt til basen.
Vi kommer tilbage og får en ny opgave – vi skal ud på turen igen og vi bliver bedt om at estimere vores forventede sluttid.
Vi løber afsted efter post Alfa. Det foregår i et højt tempo – vi er alle dybt fokuserede og løser opgaven. Vi har været i gang i mange timer nu og det er en lettelse at få en pause.
Til aftensamling er jeg indstillet på at køre natten igennem, nu hvor vi bevæger os ind i det sidste døgn og da Instruktørerne sender os retur med følgende ord, er jeg klar på hvad som helst: “Det her kursus er langt fra ovre!”
Korpset 6 – tid til at handle
Efter en vild nat med tre nattevagter – dvs tre gange 1 times vagt, hvor man bliver vækket 10 min før sin vagt af det forrige vagtteam og så afvikler vagten udenfor og går ind og vækker næste team – og dermed stort set ikke får noget sammenhængende søvn, var jeg ret spændt på, om jeg i løbet af dagen ville blive påvirket af den manglende søvn igennem de sidste mange dage.
Første øvelse bliver vi kørt ud til et 70 m højt tårn og bliver bedt om at kigge op. Vi ser en sort lille mand, som selvfølgelig er en af instruktørerne, nærmest kaste sig ud over tårnet og rappeller ned på ægte ninja-agtigvis.
Sommerfugle i maven spreder sig, men virkeligheden rammer brat, da Abdel vælger at smide sit nummer. Jeg havde ikke set den komme, selvom jeg godt ved, at min “sove-buddy” var fysisk presset, nede på søvn og mærket af frit fald-øvelsen, hvor han slår ryggen og ikke mindst får sig et kæmpe chok.
Det er så mærkelig en situation, at når nogen melder fra eller bliver taget ud af kursus, at man ikke kan sige farvel, give krammere eller forsøge at trøste. Det er blot videre med øvelsen og det gælder om ikke at hænge fast i at en af mine yndlingsmennesker ikke skal være med os på resten af rejsen. Tanker som “Hvorfor så jeg den ikke komme”, “Jeg burde ha’ snakket mere med ham i morges” osv sniger sig ind fra højre, men jeg afviser dem og aftaler med mig selv at deale med det senere.
Nu skal der fuld fokus på at komme op i tårnet og rappelle ned, men der er selvfølgelig en finte. 2/3-dele op af tårnet bliver vi ledt ud og skal kravle 17m op på ydersiden af muren ad en smal wire-stige. Den er ustabil, rystende og her gælder det virkelig om at få aktiveret hele core-muskulaturen. Det lyder måske let at kravle op ad en stige, men det er det bestemt ikke og højden giver også lidt kriller i mavsen!
Herefter bliver vi samlet på toppen, hvor vi bliver inddelt i tomandsgrupper og jeg skal sammen med Didde-Mie ud på en o-march, hvor vi skal finde poster. Vi får at vide, at vi bliver belønnet med mad alt efter, hvordan vi klarer den. Jeg går med det samme ind i konkurrence-mode og krøllen i denne opgave er, at vi skal tegne vores eget kort. Vi står på toppen af tårnet og kan se ud over hele landskabet og dertil har vi et rigtigt kort med posterne indtegnet på.
Didde-Mie og jeg laver en plan snedig og vi sigter højt! Vi skal fisme have noget at spise!
Jeg tager ret hurtigt teten på at tegne vores kort og føler mig hjemme i opgaven.
Vi får 30 minutter til at tegne kortet og det går lynhurtigt. Her glemmer vi alt om, at vi skal rappelle ned af tårnet!
Da jeg får seler og reb på, suser flere forskellige følelser gennem kroppen på mig, men mest af alt, er jeg enormt spændt! Der går lige 10m ned af tårnet, før jeg finder en rytme og det er lidt nervepirrende at føle, man selv styrer rebet og hastighed. Men hurtigt finder jeg ind i et godt flow og så er det bare på med det store smil og jeg er næsten helt ærgerligt over, at det slutter så hurtigt, som det gør!
Alle kommer godt ned og så står den på o-march. Jeg siger til Didde-Mie, at jeg gerne vil styre kortet og navigationen og vi starter faktisk med på en eller anden vis at kvaje os på den første post, som vi ikke finder.
Jeg har taget teten til at finde en af de poster, der ligger aller længst væk og jeg er 100% sikker på, at jeg ved, hvor den er. Vi har altså sat målet rigtig højt og går efter to poster, der hver giver 3 point. Da vi nærmer os den lille vindmølle, som jeg har tegnet ind på kortet, kan jeg huske, jeg bliver rigtig spændt. Det minder lidt om at nå et 10 km-punkt på et maraton og med tanken om: “Nu kan jeg tikke den af”. Men Didde-Mie og jeg kan ikke umiddelbart se posten, da vi når frem. Jeg bliver ramt af en ekstrem dårlig samvittighed og flovhed over at have taget styringen og ikke formået at finde posten. Vi går rundt og rundt og pludselig siger Didde-Mie: “Den er her!” og jeg bliver ovenud lykkelig.
Vi iler videre til den næste post, men har også lidt problemer med at finde den. Det er ret tricky, at navigere efter et kort, som vi selv har tegnet, for vi kan jo ikke huske eller forstå de detaljer, som vi ikke har fået med. “Kan vi stole på denne indtegnet vej”? Men efter at have gået over en vej, som jeg ikke havde tegnet ind på kortet, giver det pludselig mening for mig og vi finder post 8, som også giver 3 point!
Vi bliver enige om, at gå tilbage mod tårnet, hvor planen er at tage 2 poster mere af dem til et point, men vi når kun én post mere, før vi vender snuden sikkert tilbage mod tårnet i god tid.
Didde-Mie og jeg har en rigtig god tur og hun er simpelthen bare et dejligt menneske. Hun er rolig, hviler i sig selv og har det mest imponerende drive og et unikt opmuntrende gen. Vi var gode sammen og havde høj stemning hele vejen. Tak for det DD!
Alle kommer godt tilbage og de to andre hold har samlet poster for 5 point, mens DD og jeg har samlet for 7 point. Alle aspiranter får en dåse tun, en energibar fra Rawbite hvor hold Charlie (os) får en dåse cola hver samt en HEL POSE P-TÆRTER!!!
Vi sidder i bussen og nyder alle lækkerierne. DD og jeg deler posen med p-tærter og jeg lægger i al hemmelighed energibaren fra Rawbite i lommen. Det vender jeg tilbage til…
Maden giver med det samme energi og også et hak op i gruppens samlede humør. I lastbilen får vi også vendt Abdel og i vores tanker sendt ham godt afsted, men da jeg kommer tilbage på kasernen, rammer det mig alligevel at min buddy ikke ligger ved siden af mig mere.
Mine vabler begynder at blive et større og større problem og støvlerne har på begge fødder hakket sig et godt stykke ind i min hud. Det gør ondt og jeg bliver mindet om det ved hvert eneste skridt i støvlerne. Jeg sørger for at rense vablerne, lægge “broen” som tidligere nævnt rundt om hullet og så tensoplast udenom.
Ud af det blå kommer en instruktør ind med oceaner af havregryn og vi sætter os med det samme til at spise med fråde om munden. Vi slubrer i os, selvom vi lige har fået mad og jeg tror ikke, der er nogen af os, som tænker over, hvorfor vi pludselig får mad.
Kort tid efter festmåltiden bliver vi bedt om at stå klar med tandbeskyttere og så ved vi alle, hvad klokken er slået: Vi skal bokse.
På fulde maver står vi klar i det åbne græs og skal bokse mod hinanden. Det er en syret oplevelse af se Mille og Didde-Mie gå til den og også Katrine og Kristian. Jeg bliver klar over, at Nicolas og jeg står tilbage og tænker dermed, at det er os to, som skal bokse mod hinanden. Det har jeg det faktisk fint med og mine over 20 år i Kolding Bokseklub mixet med hans mangeårige karriere som MMA-fighter, skal nok blive godt. Vi ved begge, hvordan vi passer på os selv og passer på hinanden. Men igen bliver der lige lavet et twist og kampen bliver to mod en!
Mille og jeg skal sammen bokse mod Nr. 2 og han må ikke slå igen. Jeg tænker ikke over, hvad jeg synes om den konstellation – jeg gør det bare. Og jeg går all in. Jeg slår alt, hvad jeg har lært og selvom der ikke bliver slået igen, så er det sindsygt hårdt og udmattende. Havregrynene ligger helt oppe i halsen og trætheden melder sig langt hurtigere end normalt.
Instruktør Max stopper kampen og jeg sætter mig på hug for at få et hvil, men mit navn bliver kaldt op igen. Denne gang skal jeg bokse mod Kristian, og faktum er bare, at jeg er så træt at jeg ikke kan styre hverken mine parader eller slag!
Tilbage på basen er der ikke lang tid til at hvile sig i, før vi skal stå klar ude på græsplanen. Der er to hunde og de er aggressive. En instruktør spæner hen over græsplanen og ca. 50 meter inde bliver hunden sluppet løs. På venstre arm har instruktøren et stort ærme og det er også her, at hunden bider sig fast og vælter den tunge mand. Det er voldsomt og vi får at vide, at for alt i verden skal blive liggende, mens hunden har fat i armen på os.
Det er en vild øvelse, men den har ikke fundet sin vej til skærmen. Jeg spurter ud af græsplænen alt hvad, jeg kan og jeg vælter flere omgange, da hunden voldsomt trækker mig ned i græsset.
Efterfølgende skal vi stille klar til rummet ved siden af sovesalen med pandelampe på. Vi ved igen ikke, hvad vi skal, men hundene er i hvert fald stadig til stede og de gør højlydt. Vi bliver hevet ud en efter en, og vi kan høre, vi skal igennem en masse opslidende øvelser i gården. Da det bliver min tur, står Instruktør Max klar og råber instrukser til mig: “Spurt hen og rund masten”, “10 armstræk”, “10 englehop” “hurtigere, hurtigere, hurtigere!”. Min puls er helt oppe at ringe og instruktør Carl står klar til at overtage. Han tager fat i nakkekraven på mig og nærmest løfter mig fra jorden og løber hen over gårdspladsen til Instruktør Rune. Det foregår i så højt fart, at der ikke er tid til at tænkte.
Instruktør Rune giver mig få, men præcise instrukser:
“Vi har en gidselsituation. Her er dit våben. Du må kun skyde hvis dit eget liv er i fare eller hvis gidslets liv er i fare. Du skal finde gidslet. Gidslet ser sådan her ud” og så ser vi et billede af gidslet, som har en rød kasket på.
Og herfra bliver tempoet skruet endnu et hak op. Instruktøren har fat i mig og fører mig rundt, skubber og presser på, mens han råber og råber. Det er så intens, at der ikke er tid til at reflektere – du skal bare handle og reagere på dine instinkter.
På mærkværdig vis føler jeg det helt naturligt at have våbnet med og da jeg får hældt en spand vand i hovedet, trykker jeg instinktivt på aftrækkeren. Videre. Jeg afsøger rum, leder efter gidslet og sparker døre ind, indtil jeg kommer ind i et rum med tre mænd, der står på en række. Jeg går hen til mand nr 1 og kigger på hans ansigt. Det er ikke ham. Jeg kigger på nr. 2, som har en rød kasket på, men det er heller ikke ham. Jeg tager fat i nr. 3 og vil hive ham med ud, da instruktøren stopper øvelsen. Vi evaluerer efterfølgende og jeg tager mig selv i at synes, det var noget af det fedeste! Sikke et adrenalinsus!
Til aftensamling får vi et chok: Ikke alle kan fortsætte på kursus. Og det er nr. 12, der skal aflevere sit nummer. Den havde jeg ikke set komme, selvom Kristian til tider har været presset fysisk og mentalt, men jeg synes, han i løbet af dagen havde rejst sig.
Igen er det faktisk ret hårdt ikke at kunne give 12 en krammer. Han kæmpede r…. ud af bukserne og det har været inspirerende at være på sidelinjen til at se ham kæmpe sig igennem. Kristian gav den alt hvad han kunne og det har jeg stor respekt for.
Liv Vilde Christensen til VM i OCR
Nu er VM overstået og det er virkelig en mærkelig følelse at det jeg i så længe har set frem til er overstået. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om igen.
Da vi kom til USA var vejret godt. Men i fredags da jeg skulle løbe 3kilometer løbet vågnede vi til regnvejr og 5 grader. Jeg blev meget nervøs for om jeg kunne holde ordentlig fast og blev bange for ikke at klare den.
Min mor huskede mig på at jeg stadig er meget ung og at det skulle være en oplevelse. At man lærer noget ligemeget hvordan det går, og huskede mig på at jeg havde gjort alt arbejdet for at være klar, så nu skulle jeg bare nyde det.Nyde det, det gjorde jeg.
Det var så fedt at løbe til et VM og selvom nogle forhindringer drillede lidt, så kom jeg igennem alt med mit armbånd i behold.Jeg blev nummer 9 blandt alle mellem 13 og 19år, og var den eneste på 13år der gennemførte. Jeg var glad og fik mod på også at løbe 15 kilometeren om lørdagen.
Min længste løbetur inden VM havde været 8kilometer, så jeg havde ingen forventning om at klare mig igennem 15kilometer med over 1000 højdemeter og over 40 forhindringer.Men jeg havde det virkelig sjovt. Jeg klarede næsten alle forhindringer i første forsøg og jeg kunne se på andre folk at de var meget mere pressede end mig.
Jeg var så vanvittig glad og stolt da jeg kom i mål med mit armbånd og havde gennemført sådan et vildt løb. Da jeg bagefter stod og heppede nogle andre danskere i mål, kom fremmede folk og lykønskede mig.
Det viste sig at jeg var blevet nummer 3 blandt alle mellem 13 og 17år. Det er stadigvæk rigtig svært at forstå rigtigt.
Korpset 5 – Ingen tvivl ingen tøven
Jeg har denne nat 2x vagter og sammen med Katrine. Om morgenen fra kl. 5-6, ser vi instruktørerne gå ind og vi kan regne ud, at der bliver en form for vækning. Hvad vi ikke får med er, at vi skal være klar på ét minut og de fleste af os ankommer for sent til pladsen den morgen.
Vi bliver bedt om at fortælle, hvem vi har mest og mindst tillid til og med det samme går jeg lidt i småpanik i mit hoved. Jeg ved faktisk ikke, hvem jeg har mindst tillid til, da vi er et hold og gennem de sidste mange dage har vist, at vi har forskellige styrker. Dertil så vil jeg ikke såre nogen og jeg tager mig selv i at vælge Didde-Mie og efterfølgende tænke, at det faktisk ikke er hende, som jeg har mindst tillid til. Men det er hende, som bedst kan håndtere at blive valgt med den latterlige undskyldning om hendes unge alder. At jeg vælger DD, skammer jeg mig lidt over i løbet af dagen, men jeg tager en snak med hende omkring det. Dette valg viser sig dog senere hen at komme mig til gode (det lyder lidt forkert), da DD og jeg bliver parret i en del øvelser sammen.
Vi skal lade os falde fra en bro i 22 meters højde, hvor en af vores kammerater skal bremse faldet ved hjælp af et rebsystem.
Vi er klar God stil En blanding af spænding og nervøsitet udmunder sig i et smil
Jeg er egentlig ok med øvelsen, men flere i gruppen er nervøse. DD er utryg ved højder og Abdel udtrykker, at han har problemer med ryggen og er nervøs for den hårde opbremsning.
Da Abdel springer ud, står jeg klar som den næste på broen og ser ikke hans fald. Jeg hører kun de andre gispe og jeg indser, der er noget galt. Jeg får ikke at vide, hvad der sker og da jeg spørger ind til, får jeg egentlig bare at vide, at jeg skal holde min mund. Så da jeg træder ud over rækværket, hopper mit hjerte et par gange hurtigere end normalt – hvad er der sket med Abdel og er han okay?
Øvelsen tricker os, da vi tror på, vi har det fulde ansvar for vores medaspiranter, men det er først bagefter vi får at vide, at der selvfølgelig er en topsikring på.
I næste øvelse skal vi ud at løbe på bakker og øvelsen starter med at Instruktør Rune viser os runden rundt. Den er ikke længere end 600-800 meter, men den har en stejl bakke op og en stejl og teknisk bakke ned af. Theresa fortalte mig dagen før, at hvis vi skulle løbe mere, ville hun stoppe. Jeg troede faktisk ikke, hun ville gøre det og da jeg ser hende gå ned af bakken, vidste jeg hvad klokken havde slået.
Jeg løber bagerst sammen med Mille og jeg ved, at hun tidligere har vrikket rundt på foden og jeg vil være ved hende for at støtte hende. Mille er mildest talt dårligt løbende og efterfølgende har vi drillet hende med at hun tølter afsted ligesom de der Tele Tubbies! Og det skal siges om Mille, at hun er lige så god til at lave grin med sig selv som hun er til at lave grin med os andre!
Da vi har fået vist ruten, bliver vi samlet igen og denne gang er beskeden, at det ikke kan betale sig at komme sidst. Så selvom jeg starter bagerst på turen på grund af min position i den opstillet gruppe, så giver jeg den maksimal gas. Særligt på det sidste nedløb spænder jeg afsted og lykkedes mig at komme først, selvom jeg i øjeblikket troede at Didde-Mie var først.
Vi er klar til instruks Bagerst kan man se, jeg har fat i Kristian Abdel gør sig klar til endnu en tur
Da alle er tilbage i formation, giver Instruktør Rune meldingen om, at alle skal løbe runden igen undtagen mig nr. 7. To modsatrettede tanker rammer mig lynhurtigt – den ene er rettet mod en stærkt uretfærdighedsfølelse, fordi jeg er nok den i gruppen, der er bedst løbende og mest kan holde til den her øvelser, men den anden tanke gør mig også lynhurtigt opmærksom på, at dette er et mind-game og jeg kan ikke gøre en dyt ved det. Det skal bare accepteres.
Omgang på omgang ser jeg de andre blive sendt ud igen og igen, hvor Instruktør Rune typisk tager den hurtigste ud. Mine tanker går især på Mille og hendes fod, og især et styrt på nedadløbet gør, at jeg helt instinktivt sætter i løb på vej op til hende. Der går kun få skridt, før jeg ubemærket vender rundt og husker på de gange, vi er blevet irettesat for at ville hjælpe hinanden.
Efter 4-5 omgange bliver vi parret sådan, at de langsomste bliver parret med hurtigste og jeg får Kristian som makker. Kristian er fuldstændig løbet tør for energi og jeg har faktisk svært ved at få øjenkontakt med ham. Han er gået ind i et auto-mode.
Jeg kommer igen bagerst afsted, men spurter op til Kristian på det første flade stykke og tager fat i hans bælte på opadløbet. Kristian har siden fortalt, at han den dag i dag, stadig har mén efter verdens største olfert!
Kristian og jeg får to ture sammen, inden instruktør Rune kører videre på Abdel. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han suser rundt på runden, men han gør det fisme og han bliver ved og ved og ved.
Tilbage på basen bliver vi ramt af alle de tomme senge. Der virker helt tomt i salen. Dagen i dag er også den første dag, hvor vi får noget ordenligt at spise – nemlig noget ris og sammenkogsret. Jeg er helt lykkelig indvendig og da vi har fået en melding om et fast tidspunkt at stå an på, så ved vi, at vi har god tid til at spise og at maden ikke bliver taget fra os. Eller det ved vi i hvert fald med 90% sikkerhed!
Da vi sent den eftermiddag bliver kørt ud til vandet igen og bedt om at stille op på molen, er jeg presset. Dette kunne sagtens være øvelsen, der fortsætter i det uendeligt indtil en melder fra og det er det, som jeg fortæller mig selv. Derfor er jeg også overrasket og lettet over, at der kun er få spørgsmål fra Instruktør Rune, som vi skal tage stilling til.
Dag 5 er intensiv og jeg kan mærke, at jeg synes, det begynder at blive virkelig spændende i takt med at fysikken bliver skraldet af.
Korpset 4 – Uden håb og mening
Natten frem til dag 4 har jeg to nattevagter af en time hver, og jeg frygtede faktisk at den manglende søvn ville påvirke mig mere, end det gjorde. Men både mit hoved og krop synes at være i topform og ved morgenbordet kommer jeg på den geniale(!) idé, at Kristian og jeg kan dele vores dåse tun og gemme resten til senere. Faktisk har jeg mit kar fuld af gårsdagens aftensmad i min rygsæk og som I kan se i afsnittet, bliver vi bedt om at aflevere alt mad til instruktørerne ved morgensamling.
Det er min den store gule pose!
Ved dagens første øvelse bliver vi linet op i tre geledder og bliver bedt om at kigge ud mod søen. En sort helikopter kommer til syne og jeg følger den nøje med øjnene. Tusinde tanker går gennem hovedet på mig og jeg tænker, vi selvfølgelig skal hoppe ud fra helikopteren.
Da jeg ser en sort instruktør træde ud af helikopterens åbning og med hovedet først, lader sig falde ned i vandet i det, jeg fra tidligere afsnit kender som “Død mur baglæns”, gyser det langt ned af ryggen på mig; Og ingen siger noget, mens vi venter på, Instruktør Carl svømmer ind på land og jeg retter blikket indad i et forsøg på at visualisere min kommende tur i helikopteren.
Hele øvelsen er så grænseoverskridende og ekstrem, at jeg i skrivende stund får kuldegysninger ved at gennemleve situationen igen. I øjeblikket rammes jeg af en frygt, men jeg lader den ikke blive til tvivl. Jeg ved, at jeg skal igennem det og at jeg skal have brudt øvelsen ned i mindre dele og simpelthen tage det, som det kommer.
Det sidste, jeg når at tænke, inden Carl råber mit nummer som den første er, at hvis jeg ikke rammer vandet ordentligt, besvimer eller ikke kommer op ovenvande igen, så er det jo det bedste sted at komme til skade. Jeg er jo omringet af fagligt dygtige mennesker som på et splitsekund vil hive mig op af vandet, hvis det skulle gå galt.
Før jeg så udsendelsen i TV’et kunne jeg faktisk ikke huske, hvem jeg delte helikopter med. Jeg ænsede ikke, at Theresa sad ved siden af mig og jeg gik så meget ind i mig selv for at fokusere. Jeg overbeviste mig selv om at gøre to ting:
- Adlyde instruktør Max i helikopteren
- Holde hele kroppen stiv som en flitsbue og spænd alt hvad jeg har lært på vej ned mod vandet.
Det var planen. Og det er de sætninger, der går igen i mit hoved på flyveturen ud over søen, hvor jeg finder roen i at fokusere på ovenstående to ting.
Og således formår jeg at lave en død mur baglæns ud af en flyvende helikopter ned i det iskolde søvand. Da jeg fanger overfladen igen er min krop fuld af adrenalin – “KÆÆÆÆÆÆFT MAAAAAND! Jeg gjorde det!” Jeg var så stolt af mig selv og med det største smil på læben, indser jeg næste del af opgaven; nemlig at svømme i land.
Faktum er, at jeg bliver smidt ud af helikopteren ret langt fra land og koblet med min langsommelige svømning, bliver jeg faktisk hentet af en båd, som trækker mig et godt stykke ind. Det ser man selvfølgelig ikke på TV, men herefter sørger instruktørerne for at de andre hopper ud lidt tættere på land.
Jeg får kæmpet mig i land og stiller mig tilbage på geled. Våd og efter få minutter også kold. Jeg ser de andre springe ud en efter en fra helikopteren og jeg er fuld af beundring og glæde over, at vi alle kommer igennem. Vi hepper på hinanden og i disse øjeblikke mærker vi alle vores unikke bånd i gruppen – der uanset hvad – bakker hinanden op. Da turen nærmer sig Mille, kan huske, at jeg har brug for at fortælle hende det her med at fokusere på én ting. Og kun én ting. Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger til hende, men i TV kan man se, at vi i hvert fald får snakket om, hvor hun skal placere arme, hænder og fingre i springet ud.
Jeg har nærmest flere følelser i kroppen, da Mille flyver hen over søen i helikopteren end da jeg selv springer. Jeg er nervøs. Jeg er spændt. Jeg har tvivl. Og mine tanker flyver afsted. Alt den uro, jeg kan feje væk, når det handler om mig selv og det, jeg selv er herre over, bruser frem. Og at se Mille lave den perfekte død mur baglæns i en flot landing (10 ud af 10, som Nicolas siger!), er en hel befrielse.
Og da Mille kommer i land, forløses følelserne i det største kram. Hun gjorde det!
Et andet element i denne øvelse er, at vi hundefryser i vådt tøj i den kolde vind. Vi får lov til at løbe et par ture, mens vi venter, men kulden er allestedsværende og ikke til at flygte fra.
Efter sidste mand skifter vi til tørt tøj og så er det tid til seancen på stranden, hvor vi skal “hygge” os med et par gummibåde.
Vi skal starte med at øve forskellige måde at bære båden på:
Lav føring, skulder, hoved og i strakte arme.
Ret hurtigt laver instruktør Carl holdene om til at kvinderne er sammen og mændene er sammen, og han sætter gang i en stafet. Jeg kan ikke huske, hvordan det var i øjeblikket, men jeg kan se i udsendelsen, at vi unødigt stresser hinanden, når der bliver lagt et konkurrenceelement ind over. Er det fordi, vi gerne vil vinde? Eller er det fordi, vi ved, vi kan risikere en “belønning” for at komme sidst? Jeg ved det ikke, men vi håndterer ikke øvelsen særlig godt som et hold og det ender også med, at både Jill og Mille slår sig, fordi vi bliver for ivrige.
Der er ikke megen betænkningstid efterfølgende, da vi bliver bedt om at lave stafetten én gang til og herefter lægge os under båden i udgangsstilling til armstræk. At stå der med strakte arme og båden ovenpå er sindssyg hård. Tiden føles evig, men et eller andet sted tænker jeg også: “Bare kom an. I kan sætte mig til alt”. Og det er faktisk den tanke, jeg har gennem alle øvelserne på stranden.
Det bliver tid til armstræk, mavebøj og englehop i vandkanten. Jeg har det fint med de udmattende øvelser, men jeg observerer at instruktørerne har ændret deres tone. Den er grov, nedladende, hård og kompromisløs. Særlig Kasper og Jill oplever dette og en flig af en uretfærdighedsfølelse rammer mig. De to kæmper r…. ud af bukserne – hvorfor bliver instruktørerne ved med at køre på dem?
Jeg ved ikke, hvor lang tid vi er i gang på stranden, men de forskellige øvelser virker uendelige.
Jeg har efterfølgende tænkt, om planene var, at denne øvelse skulle fortsætte, indtil en aspirant gav op. Og det blev Jill, der virkelig kæmpede med særligt sit knæ. Hun kæmpede som en sindssyg under denne øvelse og jeg har den største respekt for hende som menneske.
Efter “hygge” på stranden har vi en hel øvelse, som ikke er med i fjernsynet. Vi skal nemlig lave kommandokravl på et langt reb/wire over en dyb bugt i de bornholmske klipper over vandet. Vi får en kort instruks i teknikken i at bevæge sig oven på rebet og holde balancen med bagerste fod hængende ned. Det er en ret cool øvelse, men jeg tænker, at grunden til den ikke har fundet vej til udsendelsen er, at klippet med Kaspers åbenhed og vigtige følelser omkring hans tanker om at være homoseksuel , er langt vigtigere.
Kaspers ærlighed er så vigtig for vores forståelse omkring seksualitet, om at vi skal se ud på en bestemt måde og om, hvor vigtigt det er at være den, man er. Jeg håber, I vil tage jer tid til at se klippet og lade Kaspers mod og tanker rodfæste sig.
Vi har et par timer på kasernen og jeg bruger en del tid på at få styr på mine voksende vabler på fødderne. De sidder begge samme sted på indersiden af hælen, og støvlerne borer sig egentlig bare længere og længere ind. Der er ikke mere hud og jeg overvejer, hvad jeg skal finde på for at lette smerten og for at forhindre, at hullet ind i foden bliver værre samt at undgå en infektion. Vablerne er på det stadie nu, hvor jeg ved, at hvis jeg ikke passer på, kan de blive mit exit fra kursus. Mit løsning bliver at tage det bløde og ikke-klistrende del fra to plastre og sætte mod det åbne sår i vablen og rundtom ligge en bro af strimler, som jeg har klippet fra mit liggeunderlag. Det skulle gerne lette trykket fra støvlen mod foden og jeg bruger tensoplast fra vores fælles samaritkasse til at lukke af for bakterier og få konstruktionen til at side fast.
Efter at have fået styr på vabler og mine ting, går der ikke så lang tid, før vi skal med lastbilen igen. Vi kører og kører og kan til sidst ane, at vi befinder os i en grusgrav. Alle ved hvad klokken er slået og vi bliver nærmest jaget ned af den stejle vej til bunden. Nu skal 3 mand hænge på samme tid i et reb og på almindelig vis kan jeg godt klatre i reb. Men efter et par forsøg, hvor vi ikke formår at få alle op, ryger kræfterne. Det er så hårdt at kravle op og blive hængende og jo mere vi forsøger, jo mere slipper kræfterne op.
I næste øvelse skal vi løbe op og ned af sandbanker i runder. Det er enormt hårdt, men jeg er på hjemmebane og jeg forsøger på bedste vis at peppe de andre op. Efter 10 runder får vi en vandpause og bliver bedt om endnu 10 runder. Dog bliver øvelsen stoppet efter 4 runder mere og det er både jeg og de andre glade for. Jeg var så bange for, at nogen ville give op under denne seance eller at instruktørerne ville blive ved – ligesom tidligere – indtil en gav op.
Den næste øvelse bliver vi bedt om at bære materiel op til lastbilen. I udsendelsen får vi at vide, at der er 800 meter op ad grusgraven til lastbilen, men jeg nægter at tro, der ikke er længere! Vi knokler med de tunge ting, som er svære og tunge at bære. Jeg tager mig selv i at lukke mig inde i mig selv og bare klø på. Just get the job done og en efterfølgende tanke er, at jeg i disse øjeblikke godt kunne tænke mig at være lidt mere en team player. Uden nogen strategi løfter jeg bare det materiel, jeg kommer i nærheden af og ret hurtigt er det kun de tunge ting, der står tilbage. Det er de tunge dunke, som jeg ikke ved, hvad vejer, men jeg finder en måde at få dem op på nakken og så deropad uden at tænke så meget.
Jeg ved ikke, om følgende er noget, jeg har bildt mig selv ind, men vi er flere der efterfølgende snakker om det:
Lastbilen rykker sig et par gange, når vi nærmer os. Og det er et ret fint mind-fuck.
Ved aftensamling bliver nr. 4 og nr. 10 bedt om at lægge sit nummer. Jeg tænker med det samme: Det kan ikke passe. Det kan simpelthen ikke passe. Jeg synes faktisk de begge har det, som der skal til og igen bliver jeg ramt af en lille uretfærdighedsfølelse. Det er hårdt at sige farvel til både Kasper og David – to så dejlige mennesker og som siden hen er blevet mine rigtig gode venner. Men efter et gruppekram ligger jeg det til side.
Da jeg senere rammer sengen, skriver jeg i min dagbog: “Nu er vi gang – fuck en fed dag”
Korpset – dag 3
Dag 3 starter brat med en vækning af vild kaliber:
Instruktør Max braser ind ad døren og råber: “Godmorgen aspiranter – 3 min ude på standpladsen med rygsæk!”
Og med ét er dagen i gang. Det er en ret sindssyg måde at vågne på og det gælder om ikke at gøre plads til mange tanker, men blot gøre, hvad der bliver sagt. Min rutine med at gøre rygsækken og mine ting klar hver aften bærer frugt, og jeg får hurtigt pakket min sovepose ned samt taget mit tøj på, som ligger klar ved siden af min feltseng.
Men 3 minutter går godt nok hurtigt!
Et element der ikke er med på TV er, at vi fra kursets start, er blevet bedt om at pakke vores tasker ens og se ens ud med de samme ting i vores lommer. Fx er kompas i højre brystlomme, kniven i venstre lomme på bukserne osv. Det er lige lidt ekstra krydderi, når der skal pakkes hurtigt og detaljer, som man nemt kan komme til at glemme. Og vi bliver da også testet i tingenes placering, da vi træder an på standpladsen. Belønningen er selvfølgelig øvelser som armstræk, mavebøjninger og englehop.
Efter lidt sved på panden, bliver vi bedt om at stille op på en række, hvor den person vi mener har de bedste lederegeneskaber står forrest og den med de dårligste lederegenskaber, står bagerst.
Det er en utrolig svær opgave og øvelsen er sværere end den ser ud på fjernsyn. At stå og lynhurtigt skulle overveje, hvem man har mest tillid til – det er den nemme del – og hvem man har mindst tillid til – den virkelig svære del, er grænseoverskridende. At skulle melde ud, at man ikke har tillid til en persons lederevner, ved vi alle ikke er noget personligt. Jeg kan jo sagtens holde af en person uden at denne person har lederegenskaber. Men et eller andet sted, tror jeg at mange af os gerne vil beside lederevner og når vi så får at vide, vi kke har dem, er det svært ikke at tage det personligt.
Min tøven i denne øvelse består i, at jeg tænker for meget over, hvordan personen jeg udpeger at have mindst tillid til som leder, vil reagere. Og den tankerække gør mig handlingslammet i øjeblikket og jeg får ikke bidraget med mine inputs. Der er dog andre, som tager teten og det viser måske netop nogle af mine evner som leder. Efter denne øvelse, kunne jeg mærke en snert af skuffelse over mig selv og mit manglende initiativ til at deltage i den svære opgave.
Jeg kommer dog til at stå som nr. 3 i rækken efter Nicolas og Kristian og jeg mener også, det er en korrekt placering for mig. Jeg placerer mig ikke selv, men bliver sat der af et par i gruppen.
Denne seance er selvfølgelig ikke skabt for tilfældighedens skyld og i den efterfølgende øvelse, tester instruktørerne Kaspers og Theresas evner som ledere, da de er to af dem, som står bagerst i rækken.
Opgaven er som følgende:
Den udpeget leder, Kasper skal finde poster i skoven ved at navigere ud fra et kort, som kun Kasper må se. Han må tage noter og måle med kompas og derefter bringe vores gruppe med træstamme til posterne. Kasper har altså ikke kortet med på turen ud til at finde posterne og skal dertil heller ikke bidrage med at bære den tunge træstamme. Det er meningen, at lederen skal videregive information og lade holdet arbejde.
Kasper tager imod rollen med åbent sind og han har bare et unikt humør og gå-på-mod, selvom han er på udebane i forhold til at finde vej. Kasper har fx forstået målestoksforholdet forkert, som betyder, at vi tror, vi skal 5 km for at nå første post. Jeg funderer en smule over, at vi skal finde 6x poster og at den første er 5 km væk, men det gælder også om at bakke sin leder op og som Kristian siger: “Men klokken er også kun kvart i 10!”. Dog ved jeg inderst inde godt, at distancen er urealistisk, men derfor kan retningen jo være fin nok og vi begiver os ud på den lange tur.
Jeg har det rigtig fint med at gå i gruppen og bære på den tunge træstamme. Humøret er godt og vi arbejder sammen som en god gruppe. Men vi bliver egentlig bare ved med at gå og gå og gå. Efter et godt stykke tid sætter vi os og snakker os frem til, at noget nok er galt. Instruktør Rune bekræfter os i mistanken og vi går tilbage til basen. Kasper ytrer, at han gerne vil skiftes ud som leder og gruppen peger på mig. Dette er ikke med på TV og faktisk får instruktør Rune også overtalt Kasper til at forsøge sig én gang til, efter vi returnerer til basen. Det lykkedes heller ikke her og jeg overtager rollen som leder.
At være leder er enorm svært, hvis man har blot den mindste tvivl om, om man gør det rigtigt.
En lille detalje kan koste stort. Og jeg må bare tage hatten af for Kasper for ikke at gå i panik. Han holder humøret højt og med masser af gåpåmod.
Som leder af gruppen mærker jeg også presset. Jeg rammer ikke posten i første hug, men får et hint til at forskyde min kurs. Min fejl er at jeg på kortet, som jeg navigerer ud fra ligger ca 50-80 m fra der, hvor jeg starter med at finde vej fra. Og så finder vi posten til stor jubel for gruppen (og for mig!).
Man kan lige nå at se, at det er mig, som har kompasset i hånden, da vi slutter øvelsen.
Tilbage på basen bliver Lars bedt om at gøre sig klar. Vi hjælper ham med støvler, tøj, vanddunk og alt det andet gear.
Vi får ikke lov til at sige farvel – han forsvinder bare. Det er rørerende efterfølgende at se på TV, hvordan nr. 9 bliver bedt om at afgive sit nummer. Jeg bliver glad over, den måde instruktør Carl leverer beskeden til Lars. Der er den største respekt og medmenneskelighed i det.
Næste øvelse foregår på meget lidt mad. Jeg ved ikke, hvor lidt, men på en eller anden mærkelig måde, generer det mig faktisk ikke.
Vi deles i to grupper og skal finde poster i skoven med den tunge træstamme på skuldrene.
Vi skal finde vej på skift og nr. 3 – Didde-Mie bliver udpeget først. Hun studerer kortet og instruksen, og giver en konkret, kort og præcis instruktion og fører os direkte hen til posten. Jeg er imponeret over DDs måde at tælle skridt på, som vi tidligere har øvet samt at træde 100% ind i lederrollen.
Dette er min oversigt over distancemåling på skridt, som vi tidligere på kursus har modtaget undervisning i:
50m gang = 61 skridt
50m løb = 51 skridt
Hav i mente, at jeg omtrent har Sønderjyllands korteste ben og nok har lidt flere skridt på distancen end den gennemsnitlige.
Jeg bliver udpeget til at navigere som den sidste i gruppen og det betyder, at jeg er i spidsen, da vi skal krydse vandet. Vi får en mulighed for at gå uden om vandet, men da vi fejler opgaven med at kaste mindst 3 ud af 5 sten ind eller over en firkant, så skal vi et smut i den kolde sø.
Turen over er isende kold og hele vejen presser tanken sig på: Har jeg pakket min rygsæk godt nok, så min sovepose fx ikke bliver våd?
Vi er langt efter den første gruppe og er drivvåde igennem det sidste stykke op til lastbilen.
Da vi kommer hjem til basen, rammer det faktisk, at nr 9 – Lars’ ting er væk.
Til samling senere om aftenen er det sidste, vi får at vide:
“Husk hvad der er i maven, kan ingen tage fra jer”. Og glæden er stor, da der står lækkert mad til os efterfølgende.
Set i lyset af tidligere afsnit og instruktørernes kommentar, så er vi alle bange for at maden, bliver taget fra os.
Vi æder og det er ikke kønt, og helt instinktivt pakker jeg en pose med det sidste fra min portion, som jeg putter i lommen og vil gemme til senere.
Jeg bliver efterfølgende ret flov over min opførsel. Jeg føler faktisk lidt, jeg har gjort noget, jeg ikke måtte og jeg må.
Korpset – dag 2
Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi bliver vækket på dag 2, men vi har ikke fået noget mad overhovedet, siden vi startede. Jeg registrerer, jeg er sulten og maven rumler og så fejer jeg det af vejen igen.
Uvisheden er altoverskyggende og vi ved aldrig, hvad vi skal – der bliver altid gættet, men vi rammer aldrig rigtigt.
Det er både spændende og skræmmende at blive hentet af lastbilen og bare køre afsted uden anelse om endedestination. Og denne morgen bliver vi sat af ved en vej og skal gå et godt stykke ned mod stranden. Vi bliver bedt om at stille op i geled og får instruksen om at grave vores tasker ned i sandet med en feltspade til hjælp.
Efter tælling spæner vi alle mod en feltspade og jeg får fat i en af de sidste i rækken. Herefter finder jeg sted i klitterne og begynder at grave. Det er super hårdt arbejde og der skal faktisk et ret stort hul til at kunne sluge rygsækken. Jeg graver og graver og de 20 minutter, vi har fået til opgaven, begynder at rinde ud. Da der endelig er plads til tasken, er jeg så presset, at den bliver læsset i i al hast og jeg laver den store rookie-fejl med ikke at tage notits af, hvor jeg har gravet den ned. I mit løb tilbage på geled ved jeg, at det vil ramme mig senere og jeg bander mig selv langt væk.
Teamet anført af nr. 2 Vi står klar Abdel kæmper med at grave et hul til sin rygsæk
De tre instruktører står bare og stirrer på os, indtil vi bliver bedt om at fatte en træstamme i grupper af fire. Jeg er sammen med Nicolas, Kristian og Theresa, og vores opgave er at bære stammen rundt i klitterne. Når vi har rundet én instruktør, fortæller han hvem vi nu skal hen til og sådan fortsætter denne øvelse egentlig bare. Der opstår en lille forvirring hos os, da vi på et tidspunkt bærer stammen hen til den forkerte instruktør og faktisk har vi alle høre den sammen instruks, så mit gæt efterfølgende er, at de tester os og forsøger at skabe splid.
Jeg ved ikke, hvor lang tid denne øvelse står på, men langt om længe bliver grupperne alle samlet på række på stranden. Instruktør Carl står ved vandkanten og fortæller med rolig stemme: “Stammen i strakt arm!”. Mens vi står og kæmper, snakker Carl i det langsomste tempo om, hvordan vi bare skal acceptere det. “Slip kontrollen – STRÆK ARMENE!”
Katrine og co kæmper Stammen er ikke helt let.. Strakte arme med kævlen over hovedet
I næste øvelse er vi forbundet arm i arm i én lang kæde og bliver bedt om at gå baglæns ud i det kolde vand. Vi skal herefter ligge os ned på ryggen, mens bølgerne suser ind over hovedet på os. Shit, det er koldt og vandet hiver os fra side til side. Jeg har Theresa og Kristian ved mine to sider, og især Kristian og jeg har godt og trygt fat i hinanden.
Øvelsen er simpel: Hold hovedet nede og accepter, du ikke kan få vejret, når bølgerne kommer.
Vi ligger arm i arm Abdel og Jill kæmper Shit – det er koldt!
Jeg forsøger at finde en rytme i bølgerne, men det isende kolde vand forstyrrer mit fokus. Mine tænder klaprer og som minutterne langsomt går, begynder jeg at fryse helt ind i min core. En ting er at fryse hænder og fødder, men at fryse dybt inde i kroppen er bare en ubehagelig følelse, som du ikke kan flygte fra. Det føles som evigheder, og det overrasker mig, at TV-udsendelsen viser, at vi “blot” er i havvandet i 20-25 minutter.
Herefter fornøjer instruktørerne sig med at lade os kravle og rulle i sandet samt at få en spadefuld sand i hovedet, uden vi kan gøre noget som helst ved det. Vi skal lære at accepetere. Vi skal lære ikke at være i kontrol. Vi skal lære ikke at have ondt af os selv.
Med sand over alt bliver vi bedt om at rejse os op i den kølige vind. Det er ekstremt koldt og jeg ryster over hele kroppen.
Jeg hører fjernt instruktør Rune i baggrunden: “Det er træls, det sand der, ikk’?” og så er det en tur i vandet igen. At få kroppen under vand, når man i forvejen fryser helt vildt, er bare modbydeligt. Men man gør det bare. Der er ingen betænkningstid eller valgmuligheder – du gør det bare og håndterer det.
Accepter det! Vi ruller og ruller Sand i hovedet
Da vi igen står i geled, kommer jeg i tanke om min rygsæk… Jeg har ingen idé om, hvor den er og vi bliver selvfølgelig bedt om at hente rygsækken og danne grupper til løft af stammen alt efter hvor hurtige vi er. Jeg løber ud i klitterne. Jeg forsøger at tænke tilbage på, hvor langt jeg løb ud, men det er umuligt at bedømme og jeg når lige at blive irriteret på min egen uprofessionalisme, inden jeg kommer i tanke om, hvem der gravede ned ved siden af mig. Og på den måde pejlede jeg mig frem til min rygsæk. Efter den øvelse lovede jeg mig selv, at jeg ikke skulle lade mig selv være afhængig af andre på den måde igen.
Jeg kommer sammen med Mille, Katrine og David sidst tilbage til træstammen, som skal bæres op til lastbilen. Vi er de tre mindste kvinder og så David. Jeg fornemmer hurtigt, at David er presset – faktisk er han slet ikke sig selv, og jeg kan ikke en gang forstå, hvad han siger. Han er helt grå i ansigtet og svær at kommunikere med. Vi har ikke gået langt, før han falder og instruktør Rune stopper gruppen med en melding om, at vores kammerat er i problemer. Mille og Katrine giver ham en peptalk og jeg fixer hans rygsæk, men David er så presset på både det mentale og det fysiske, at han ikke kommer sig i denne øvelse. Han er lammet på en eller anden måde, og vi (og sikkert heller ikke David) ikke kan forstå, men det hele giver efterfølgende mening, da vi hører om hans drukneulykke og særligt, når jeg sidder her og ser interviewet i fjernsynet. Jeg har den største respekt for ham i forhold til at se dæmonerne i øjnene og melde sig til programmet. David vidste, at vand ville være en stor del af kursus, og han meldte sig til alligevel. Det er fanme big times cojones – pardon my French.
Vi kæmper os tilbage til lastbilen, og det er nok kun os tre tøser, der egentlig får løftet “kævlen” retur.
Da vi kommer tilbage til kasernen, får vi havregryn og så vidt, jeg husker, er det første gang, vi spiser, siden vi ankom i går morges.
Pludselig går alarmen og på første dag, fik vi anvist, hvordan vi skal søge tilflugt på en lokation i skoven med fuld oppakning og med kodeord, så vi ikke render ind i eller inviterer fjenden. Vi har fået besked på ikke at hjælpe hinanden, så alle mand spæner rundt og sørger for sig selv. Når man kommer frem til samlingspunktet, skal det rigtige kodeord fortælles til førstemand på spot og så ligger vi ellers der i skjul. Det er en hektisk øvelse, som tænder adrenalinen i kroppen på fuld gas – jeg er 100% klar til hvad end de sætter os til og hele tiden forsøger jeg at arbejde med at forvente det værste. Og når det ikke sker, så er det en lettelse og nemmere at håndtere det, de nu sætter os til.
David i fuld fokus Abdel i skjul Vi er hele tiden i beredskab
Tilbage på kasernen får vi en kort pause, hvor jeg tror, alle registrerer at vi er trætte og mængden af søvn har været minimal.
Næste øvelse skal vi i to grupper bringe ammunition op til egne styrker. Dvs vi skal 6 mand bære på tungt og u-handy udstyr og helt fra start bliver det tydeligt, at vores gruppe ikke fungerer særlig godt. Jeg kan mærke, det irriterer mig og jeg forsøger at tænke, hvorfor det ikke kører for os. Opgaven er jo simpelt, men der er simpelthen noget gruppedynamik, som halter og det bliver ikke bedre af, at vi kommer mere og mere bagud i forhold til den anden gruppe.
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi ikke kan bare kan køre på og hvorfor vi gentagne gange skal stoppe op og snakke. For mig selv tænker jeg, at vi kan da snakke, mens vi går. Der er dårlig stemning og jeg må indrømme, at jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Men det er også i denne øvelse, jeg finder ud af, at Mille og jeg fungerer ret godt sammen. Vi snakker samme sprog, har samme forståelse for at få tingene til at fungere og vi kan også kommunikere uden at snakke sammen. Hun har en blanding af et positiv og heppende tilgang til opgaven samtidig med, hun ikke stryger nogen med hårene. Det kan jeg godt lide – en spade er en spade, men alligevel formår hun at servere budskabet på en god måde.
Det er i øvelser som denne, jeg kan blive i tvivl om, hvor godt jeg selv arbejder og bidrager positivt i en gruppe. Jeg tænker nemlig flere gange – og det er også vist i et klip på TV – at så bærer jeg da bare den tunge kasse selv!
Vi kommer sidst og får en “belønning”, som bliver at instruktør Max bestemmer, at vi skal bære Nr. 9, Lars på en båre hele vejen retur. Den reelle belønning ligger faktisk i, at Nr. 9 ikke må snakke. Det passer mig og Mille ret godt, for der er ingen tvivl om, at Lars fylder meget og i sådanne fysiske og mentale hårde situationer, kan det være svært at håndtere.
Det er vigtigt at sige om Lars, at han i Korpset er havnet et sted så langt væk fra sin komfortzone, som han overhovedet kan. Jeg kan huske, at jeg nogle gange har kigget ham i øjnene, og tydelig kunne se, alle de tanker og inputs, som han forsøger at fortolke og forstå. At fungere i en ny verden, hvor tab af kontrol og manglede struktur er hovedingredienser med diagnoserne ADHD, Asbergers og autisme kan vi andre kun gætte på, hvad der er gået igennem hans hovede. Én ting er sikkert om Lars, og det er, at hans hjerte og intension er på det rette sted.
Med et glimt i øjet, var det rart, der var lidt ro, men samtidig blev det også tydeligt, at vi stadig ikke fungerede som gruppe. Om det var de 90 kg på skuldrene samt den ekstra rygsæk, der brændte os af eller om vi simpelthen var en dårlig cocktail for hinanden, ved jeg ikke. Men vi kommer frem og vi er alle super pressede.
Da vi når frem til mål, sidder de andre allerede klar og herfra går vi hjem til basen; med rygsæk og fuld oppakning selvfølgelig.
Der går ikke lang tid, før vi igen bliver kaldt til samling og turen går mod svømmehallen. For første gang mærker jeg en nervøsitet i maven, som jeg har svært ved at styre. Hvad nu hvis vi bliver stillet for en opgave med svømning eller dykning, som jeg ikke kan løse?
Vi kommer frem til svømmehallen og får skiftet til badetøj. Herefter bliver vi lukket ind i et omklædningsrum og må ikke snakke og så fryser vi egentlig bare. Ventetiden er lang og vi aner ikke, hvad der skal ske.
Da jeg kommer ind, får Carl lynhurtigt ro på mig. At kigge ind i hans øjne og mærke, at han ville hjælpe mig og giver helt korte, præcise og konkrete instrukser om handlebanen under vand. Jeg ved, hvad jeg skal, men alligevel præsterer jeg at misse rebet op og jeg dykker hele vejen til den anden ende af svømmehallen. Jeg er i et med mig selv og meget fokuseret. Jeg tænker, at hvis jeg drukner, er dette sted jo det bedste sted at gøre det – jeg bliver bare ved, indtil jeg når mit mål. De henter mig jo, hvis det går galt.
Da jeg næsten når enden af banen, ved jeg, at jeg har fejlet: “Må jeg prøve igen?”
I første dyk mister jeg begge mine kontaktlinser og med -4.50 i styrke, har jeg basalt set mistet min evne til at se. Jeg anmoder om at få ny linser, men Carl fortæller køligt, at jeg ikke skal bruge mit syn til noget. Jeg gør klar til mit andet forsøg, men får et kæmpe chok af høj lyd og der bliver helt mørkt i svømmehallen. Der går et gys igennem mig: “Hvad skal der ske nu?!”.
Hurtigt får Carl fat i mig og beroliger mig med, at strømafbrydelsen ikke er en del af planen: “Dette er en strømafbrydelse og ikke en del af øvelsen, forstår du nr. 7?” Jeg nikker og sætter mig på en bænk og går igen ind i mig selv.
Jeg kommer efterfølgende igennem øvelsen og jeg formår at sætte min vandskræk til side. Denne øvelse giver mig enorm selvtillid i vandelementet og styrker mig til kommende øvelser. For jeg ved, at med en frømand i spidsen for kursus, vil dette ikke være det sidste bekendtskab med vand.
Nr. 7 i fuld fokus Nr. 11 i fuld fokus
Dag 2 er grænseoverskridende, udviklende, splittende og forenende samt så intens, at da jeg ligger i min feltseng om aftenen, kan jeg knap nok huske, hvad dagen er gået med. Og her beslutter jeg mig for at skrive dagbog fra dag 3 for at få den fulde oplevelse med.
Når jeg ser afsnittet i fjernsynet, bliver jeg enorm draget og grebet af mine seje og modige medaspiranter om, hvordan de deler deres inderste tanker og lader sig være sårbare for åben skærm ved at fortælle deres personlige historie.
Særligt Jills interview giver mig kuldegysninger og tænk sig, at det livsglade menneske med smilende og gnistrende øjne, har gennemgået så forfærdelige en opvækst. Hendes sætning “Jeg kan jo altid tjekke ud, men jeg tager lige lidt mere med.” giver så meget mening og viser den stærke, stædige og viljefaste Jill, som jeg har lært hende at kende og jeg ved, at hun vil inspirere unge mennesker, som måske vokser op i lignende tilstande til “lige at tage lidt mere med”.
Korpset – dag 1
Kære alle
I oktober måned 2021 deltog jeg i TV-programmet “Korpset – gjort af det rette stof”, hvor 12 kendte danske skulle deltage i et 8 dages lang kursus tilrettelagt af tidligere elitesoldtater.
Hver dag er kortet ned til en udsendelse på 40 minutter og jeg vil det kommende stykke tid udgive et blogindlæg om, hvordan jeg oplevede strabadserne. Det er klart, at mange ting er udeladt fra det, som I ser i TV, da det er umuligt at få kortet 24 timer ned til et afsnit.
Så hvis I er nysgerrige på mine tanker og hvad der ellers skete i Korpset, så læs med her.
Dag 1 – En ny verden
Vi sidder forventningsfulde i lastbilen på vej mod eventyrer, som vi endnu ikke ved, hvad indebærer. Der er en spændt stemning blandt os 12 aspiranter og en blanding mellem nervøsitet, spænding og højt humør pryder køreturen.
Pludselig stopper vi brat op og jeg ved, at nu er det nu.
Ganske rigtigt bliver vi jaget ud af lastbilen og ført ud i det efterårskolde vand ved en havnekant et sted på Bornholm. “Svøm ud til RIB-bådene” bliver der råbt og jeg formår at komme mig over det første kuldechok. Jeg sagde ja til at medvirket i Korpset 1,5 måneder tidligere og har haft stor fokus på koldtvandstilvænning – en af mine måske svageste sider i dette game, da jeg faktisk er en smule vandskræk. Jeg får dog hurtigt varmen i vandet, da vi i fuld udrustning svømmer ud til bådene og hiver os op.
Bådene sejler afsted i fuld fart og det er tydeligt, at meningen er, at vi skal fryse r… ud af bukserne! Det er ubehageligt og jeg kan ikke flygte fra det. Jeg kan ikke løbe stærkere, arbejde hurtigere eller på anden måde kæmpe mere – jeg kan blot sidde på båden og mærke den isnende vind trænge gennem min våde militærdragt og inderste lag. Mine tænder klaprer. Mine fingrer ryster. Jeg fryser helt ind i min core og jeg accepterer det. Det er ude af min kontrol. Jeg bestemmer intet og det er et vilkår som jeg allerede inden start, har accepteret.
Jeg fryser big time. Og jeg ved, at når instruktørerne kan se, at nu fryser alle os aspiranter tilpas meget -ja, så er det i vandet.
Jeg ved ikke hvor lang tid, vi sejler frem og tilbage ud for Bornholms kyst, men pludselig bliver vi bedt om at hoppe i: “I med jer!” og jeg tøver nok et par sekunder, inden jeg får tvunget mit kolde korpus til at springe ned i det endnu koldere vand. Jeg er i tvivl, om min bundfrosne krop er i stand til at tage imod mine instrukser. De andre er lynhurtige og jeg lander hurtigt allerbagerst i feltet. Det frustrerer mig, men der er intet, jeg kan gøre. Jeg svømmer bare irriterende langsomt..
Instruktør Rune forsøger at stresse os med til tilråb fra stranden om, at vi skal komme i gang og skynde os. Det bider ikke på mig, men jeg kan mærke, at mit “Don’t be shit”-gen er vækket. Jeg løber så hurtigt, jeg kan op til samlingspunktet, hvor de andre to instruktører står klar og vores rygsække er linet op. Vi finder vores numre og gør klar til at tage imod instruks.
Jeg er aspirant nr. 7 og jeg har senere hen fået at vide, at nummeret selvfølgelig blev tildelt ud fra min deltagelse i 7 maraton på 7 dage på 7 kontinenter – ligesom Theresa gennem hele sin fodboldkarriere har spillet i trøje nr. 8 og også fik armbindet med ottetallet på.
Instruktørerne tager sig god tid og igen kommer kulden snigende ind mod kroppen. Jeg husker Instruktør Runes hårde og ubarmhjertige stemme: “I ligner allerede pis” og han joker ikke. Jeg lever mig ind i rollen som soldat og herfra ænser jeg stort set ikke kameraerne, som vi ellers stort set er omringet af 24 timer i døgnet. Men der er ikke rum i min verden til dem.
Vandet drypper fra vores knaldvåde uniformer og jeg er ikke den eneste som skælver.
“Skift til tørt tøj og ud på ilmarch!”. Jeg er super fokuseret; jeg ved, hvor mine ting i rygsækken er, og jeg tænker slet ikke over, at jeg står med rumpetten eller babalupperne til offentlig skue!
Jeg er første mand afsted og finder med det samme ind i en god rytme på strandens ubarmhjertige og skiftende terræn. Vi har ikke fået en melding på, hvor lang en distance vi skal tilbagelægge. Det er derfor svært at lægge en strategi for disponering af kræfterne – skal vi marche 2 km eller 20 km? Ingen ved det og på en eller anden mærkelig måde, nyder jeg det faktisk. Dette er min hjemmebane og jeg ved, jeg kan blive ved, så lang tid det kræves.
Desværre begynder jeg allerede her at mærke en vabel på hver fod, hvor de nye soldaterstøvler skærer ind. Super ærgerligt, men jeg vidste godt, at problemet ville komme, da lægen inden programmet ikke gav lov til forebyggende tape.
Omkring 3-4 km inde i marchen kan jeg høre et par af de andre deltagere i hælene på mig og jeg skal lige hanke op i mig selv, for ikke at gå i konkurrence-mode da de overhaler mig. Jeg hepper dem forbi og tænker for mig selv, at vi kan jo have timevis af march endnu.
Distancen er ikke længere end 5-7 km. Det er svært at bedømme, hvor langt vi marcher med fx de store sten på strandstykket samt den umenneskelige tunge rygsæk, men jeg mærker en fed følelse af fællesskab og sammenhold, da sidste aspirant træder ind over “målstregen”: Vi klarede det alle sammen!
Ret hurtigt går turen videre i lastvognen, hvor humøret er højt og alle er klar på næste udfordring.
Næste stop er havnen ved Vang, hvor vi bliver inddelt i 3 grupper: Team Alfa, Beta og Charlie. Vi skal ud på orienteringsmarch og finde vej med kort og kompas.
Jeg danner gruppe sammen med Mille, Abdel og Nicolas og jeg tager med det samme styringen på kortet. Jeg kan dog hurtigt lure, at kortet ikke er et almindelig kort, men måske en ældre udgave og ikke med alle stier eller målestoksforhold angivet. Det gør mig lidt nervøs, da jeg ikke er så stærk i navigation og jeg mindes også, at jeg får ledt gruppen af lidt omveje hist og pist.
Mille træder også hurtigt i karakter og vi samarbejder virkelig godt omkring kortet, mens Abdel og Nicolas tager sig af den knap-så-handy-semi-tunge ammunitionskassen. Jeg ved ikke hvor lang tid, det tager os at finde de 4x punkter, men vores sammenhold er virkelig godt og humøret stjernehøjt.
Vi ankommer som første hold til slutpunktet og jeg kan ikke huske, hvor lang tid vi venter, før Team Alfa (Theresa, Katrine, Lars og Kristian) ankommer. Team Charlie klarer som bekendt ikke opgaven og vi samler dem op efter en kort tur i lastbilen.
Vi bliver altid fragtet i lastbilen, og ofte føles det som om, den kører lange omveje for at forvirre os. Jeg forsøger, at gennemskue hvor vi er, og om vi skal på ny øvelse eller retur til kasernen.
Denne gang går det hjemad og de fleste af os, er gennemblødt af sved. Vi har ét sæt ekstra militærsæt med samt skiundertøj, og alle hænger med det samme det våde tøj op og skifter til nyt.
Vi er på standby hele tiden.
Jeg får fixet mine egne vabler med det tensoplast, som er til rådighed for os alle og får da også lige poppet et par vabler for Jill og lavet en fornuftig indtapening. Herefter får jeg styr på mine ting og får aftalt en rutine med mig selv i forhold til altid at have styr på mit udstyr. Herefter står den på hvile.
Der går dog ikke lang tid, før vi skal antræde igen og denne gang bliver vi i mørke kørt ud til en havn. Vi bliver ført ind i en lagerhal, hvor vi bliver sat med stripset hænder, hætte for øjnene og høreværn for ørerne. Vores sanser bliver helt og aldeles taget fra os. Jeg aner ikke hvor lang tid, jeg sidder på det kolde gulv, men jeg kan fornemme, at mine medaspiranter bliver ført ud af rummet en efter en.
“Hvad foregår der”? – Tænker jeg. “Hvor bliver folk ført hen og hvad skal vi?”.
Jeg aner ikke, om jeg har siddet 30 min eller 2 timer, men det bliver min tur til at blive hevet op, få klippet strips over og blive ført ud af lokalet. Jeg kan hverken stadig se eller høre; jeg kan blot følge med. Jeg kan ikke huske, hvor langt vi går, men instruktøren stopper mig, så jeg står stille. Han tager høreværnet af mig.
Og så får jeg skubbet.
Jeg aner ikke, hvad jeg falder i, eller hvor langt faldet er. Jeg rammer vandet med et kæmpe plask og et endnu større chok. Forvirret søger jeg op mod der, hvor jeg kan få luft og flår hætten af hovedet.
“Hvad sker der?!”.
Med det samme råber instruktør Carl: “Herhen nr. 7” og jeg svømmer instinktivt, uden spørgsmål og autoritetstro hen mod båden, som han sidder i. Han fortæller, at jeg skal dykke under båden og møde ham på den anden side og holde godt fast i rebet, mens jeg er under vand. Jeg accepterer det og i øjeblikket bliver jeg ikke påvirket af min skræk for vand. Jeg gør det bare. Jeg tænker ikke – jeg adlyder bare og dykker ned. Jeg støder panden mod bunden og slår et lille hul i panden, som heldigvis kun er superoverfladisk.
Da jeg kommer op på den anden side, præsenterer instruktør Carl mig for en taltavle med en række tal på. Denne seance er desværre ikke med på TV, men inden instruktør Carl når at sige noget som helst, har jeg fanget systemet i talrækken: Der er to tal mellem hver tal op mod 9 og nedad igen: 1-3-5-7-9-8-6-4-2-0. Jeg bliver bedt om at memorere tallene og jeg bruger få sekunder på at melde tilbage, at dem har jeg styr på. Instruktør Carl melder noget tilbage i stil med, om jeg er sikker på, jeg ikke skal bruge lidt længere tid, men det skal jeg ikke. Jeg dykker på den anden side og tilbageleverer tallene til ham, hvor jeg dog lige når at blive usikker på, om tallet 0 også var med i rækken.
Efterfølgende fortæller de andre, hvor mange gange de har dykket frem og tilbage og hvilke metoder, de har brugt på at memorere alle tallene. Det er held, at jeg fanger den lynhurtigt og jeg priser mig lykkelig for, at jeg kun fik to ture under båden i det 12 grader varme og mørke vand.
Tilbage på kasernen kryber jeg hurtig til køjs, da en af mine nattevagter starter midt på natten. Der er dermed ingen sammenhængende søvn til mig ovenpå en dag med næsten ingen mad.
Jeg falder i søvn med smil på læben og sommerfuglene i maven. Det var dag 1 – hvad mon dag 2 bringer?
Hvem er jeg, når jeg ikke er løber? Eksistentialistiske tanker om at være skadet.
Jeg har måtte se mig nødsaget til at melde afbud til dette års Ice Ultra, selvom jeg i lang tid havde troen på at komme afsted. Med daglige besøg hos fysioterapeuten og Idrætsklinikken i Silkeborg må jeg smide håndklædet i ringen og acceptere følgende:
Jeg er skadet.
Jeg har taget tilløb til at skrive dette indlæg og måske det bliver mit mest personlige og ærlige til dags dato.
Faktum er, at jeg i skrivende stund er ked af det. Virkelig ked af det. Jeg er skuffet over at være skadet igen. Jeg er frustreret over at have kæmpet mig tilbage fra min skade i læggen sidste år og nu stå tilbage med en ny skade. Jeg står lige midt i processen med alle tvivlene, som jeg også var igennem for 12 måneder siden og det er en hulens udfordrende stund med banke-på-tanker som fx:
- Måske har jeg alligevel ikke det, som skal til?
- Taber jeg det hele på gulvet nu?
- Jeg burde ikke have trænet, som jeg gjorde.
- Kan jeg komme tilbage på samme niveau?
Og så bliver jeg frustreret over, at jeg bliver frustreret. Jeg er normal ret selvbevidst, målrettet, adaptiv og der ikke særlig meget slinger i valsen, når det kommer til selvværd eller tro på mig selv. Jeg sætter mig et mål, går efter det og opnår det. Og nogle gange bliver jeg nærmest mere motiveret jo mere urealistisk målet er. Altså hvordan kan man tillade sig selv at tro på at slå verdensrekorden i at bestige Kilimanjaro, at vinde World Marathon Challenge med 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter eller tage til det legendariske Lake District uden lokal træning eller terræntilvænning og gå efter en SUB 19 timers Bob Graham Round? Det er sådan noget, jeg hitter på og jo mere mine venner eller omverdenen smiler overbærende til mig med kommentarer som “…Tossede idéer”, jo mere tænder det en ild i mig. Det er det, som driver mig. Lave rav i Janteloven, ruske op i hvad der synes muligt og udjævne linjen mellem mænd og kvinder. Den menneskelig krop er fantastisk, den er forunderlig og den kan så meget mere end vi tror. I hvert fald, når den er med på beatet.
Så hvorfor tøver jeg i denne stund, hvor det er vigtige end nogensinde, at jeg sætter mig et mål og går 100% efter det? #Whateverittakes er fisme langt væk i øjeblikket. Men hvorfor er det det? Hvorfor har tvivlen overtaget lige nu og hvorfor har jeg ikke på logisk, faktuel og rationel vis evnen til at komme på den anden side?
Det ved jeg jo, jeg gør på et eller andet tidspunkt. Og jeg forstår godt, at jeg ikke bare kan springe processen over og jeg ved også, at jeg kommer ud stærkere mentalt på den anden side og om en rum tid kigger tilbage på dette “bump på vejen”.
Den tilbagevendende tanke, som i princippet ikke giver mening: Hvem er jeg som menneske, når jeg ikke er løber?
En del af processen i at være skadet er at isolere mig og formulere mine tanker ned på papir - nogle gange i blogform som nu og andre gange i lyrik i form af digte. Det gjorde jeg også sidste år, men det skrevne blev for personligt og jeg havde egentlig ikke lyst til at dele det med alle jer derude. Det ved jeg heller ikke, om jeg har denne gang - det får jeg at se, når jeg er færdig med at tømme hovedet.
Der er noget på spil her, som piller ved noget helt grundlæggende i mig. Det ryster mit eksistensgrundlag - og ja, det lyder højtravende og lommefilosofisk dybt - men faktum er, at jeg lever af at løbe. Jeg lever af at dyrke sport og det har jeg gjort fra barns ben lige siden, jeg som lille satte mine ben på fodboldbanen og svor, at jeg ville være verdens bedste fodboldspiller til, jeg som teenager iførte mig boksehandskerne og svor, jeg ville leve som professionel bokser. Og så kender nogle af jer jo historien om, at jeg i 2016 trådte ind i den professionelle løbeverden og der gik ikke lang tid, før jeg drømte om at skubbe til nogle grænser. Jeg udtrykker mig med min krop; det er i sport, jeg hører hjemme og har min hylde.
I sidste uge sagde en ven til mig i den allerbedste mening: “Jamen, så har du da masser af tid til alle dine andre projekter”. Jeg blev helt paf, da han sagde det. For det er jo rigtigt nok, at uden løb og træning, så burde jeg da have oceaner af tid. Og det har jeg - men jeg bruger den ikke på noget, der rykker eller giver mening. Jeg føler, jeg spilder den. Der er ikke lyst, energi, drive, passion eller motivation til særlig meget og jeg går rundt og er en skygge af mig selv. Den sidste sætning her er pegefingeren, der er løftet med en melding om, at jeg skal stoppe op og mærke efter - det vender jeg tilbage til i det sidste afsnit nederst.
Sport, idræt og bevægelse er mit frirum. Der hvor jeg har ro og mærker efter i mig selv. Det er her, jeg er mit rene jeg og her jeg tanker energi og får idéer. Der er noget uforklarligt i sport, som jeg elsker og ikke kan lade være med at opsøge. Det her med at presse kroppen ud over den fysiske grænse - om det er i de helt høje mælkesyre-zoner eller de lange, lange løb, som også leger med det mentale - giver mig et kick, som jeg ikke kan finde andre steder. Det er så svært at forklare, for når det bliver hårdt, så er det jo i øjeblikket ikke særlig behageligt, men det er det så alligevel… Fordi det er på grænsen - fordi jeg yder noget med min krop, som er på grænsen og den grænse, søger jeg nærmest i alt. Det er det, som udgør konkurrencemennesket i mig. Om det er at opstille en træningsuge på fx 100 km og udføre den til punkt og prikke eller om det er at stå i en holdsal i fitnesscenteret og høre instruktøren sige: “Ja, der var en altså gut på det forrige hold, der tog 12 burpees på 28 sekunder.”
It’s freaking on baby!
Jeg er på. Alt andet slår fra og jeg har så mange eksempler på, hvordan jeg kan ødelægge stemningen en fredag aften, hvis jeg ikke vinder i Uno(det gør jeg heldigvis som oftes FYI).
Det er også denne del af mig, som gør, at jeg konstant presser citronen. Og det er gået godt langt hen af vejen. Meget langt hen af vejen og det skal jeg være taknemmelig for. Men lige nu går jeg rundt i en bobbel af skuffelse, ærgrelse og frustration. Skuffet over at jeg ikke har kunne styre træningen bedre samtidig med at jeg ved, at det her med at presse og skubbe på, det er sådan, jeg lever. Jeg kan godt blive fanget i at tænke, at jeg burde have gjort noget anderledes, men sandheden er, at sådan lever jeg bare ikke. Jeg tager chancer og risici hele tiden - det er ikke altid smart, men det giver mig et kick og bidrager til min mentale sundhed og til mig som helhed. Jeg elsker at vinde. Jeg elsker at tage 15 burpees på 28 sekunder og slå en random gut på et tidligere hold, jeg ikke aner hvem er. Det gør mig glad i øjeblikket og det driver mig.
Jeg har bare været enorm heldig, at jeg igennem min løbekarriere fra 2016 og frem til sidste år stort set ikke har været skadet. Og jeg har alligevel budt min krop på en del - bl.a. mønstrede jeg dette før Covid-19:
2018, november: 256 km etapeløb, Desert Ultra
2019, januar: World Marathon Challenge - 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter
2019, juni: World Trail Championship, 85 km
2019, juli: The Bob Graham Round, 105 km med +8000hm
2019, november: World Long Distance Mountain Championship,
2020, februar: World Marathon Challenge - 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter
14 måneder med fuld fokus, fuld gas og all in stort set uden problemer. Det skal jeg være taknemmelig over og det burde overskygge den situation, jeg står i lige nu. For man burde vel blive skadet på et eller andet tidspunkt i det game, som jeg er i? Og jeg burde vel forstå, at det at være skadet er en del af det at være atlet og leve af sin sport.
“Jeg burde…” “Hvad nu hvis…” Det er de farlige tanker, der binder mig til fortiden i stedet for at kigge fremad. Jeg ærger mig. Og jeg ærger mig over at jeg ærger mig. Det er en ond spiral, som er svær at komme ud af, når mine forventninger til mig selv er så skyhøje. Dermed er det også helt naturligt og legitimt at blive ked af det, når noget fejler. Det kan jeg fint sige til de atleter, jeg coacher, til mine venner eller til mine søstre. Men det er så hulens svært at sige til sig selv.
Tvivlen om, hvad der nu skal ske og usikkerheden i ikke at vide, hvor lang tid denne skade kommer til at tage, er allestedsværende og altoverskyggende. Den vil ikke slippe sit tag, selvom jeg virkelig forsøger at være i nuet og acceptere mine tanker og væren. Men dette skriv har hjulpet mig til at indse, forstå og acceptere, at jeg er skadet. Jeg kommer ikke til at løbe Ice Ultra i år og jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvornår jeg igen er tilbage på etapeløbsfronten.
Nu sidder I sikkert derude og tænker: “Hun skal passe på sig selv, hende Kristina”. Og tak ja, det forsøger jeg. Dette skriv er nemlig komponeret fra en varm strand med en drink i den ene hånd, bikini på kroppen, sand mellem tæerne, den Persiske Bugt i sigte og #zerofucks i den anden hånd. Jeg har trukket stikket og kommer ikke hjem, før jeg har styr på mit shit.
World OCR Altitude Championship 2021
World’s Highest OCR – World OCR Altitude Championship 2021. At tage en 3.plads i en sportsgren, jeg ikke engang dyrker.
Kl. 00.00 d. 19. september ringer vækkeuret i teltet i Barafu, som også er kaldet Basecamp. Jamin, min teltmakker og jeg er allerede vågne og er super spændte på de kommende 24 timer, som byder på vores andet Kilimanjaro topforsøg på kun 10 dage, verdens højeste OCR i kraterkanten i 5750m højde samt to etaper i løb ned af verdens højeste fritstående bjerg, Mt Kilimanjaro.
Forberedelserne.
14 dage før landende jeg sent om aftenen i den lokale by, Moshi for dagen efter at stå klar ved gaten til Kilimanjaro og starte et forberedende akklimatiseringstrek, der skulle sikre mig et godt resultat til “World’s Highest OCR”. Der var flere ubekendte faktorer i dette race, hvor højderne rangerede som de mest risikofyldte og jeg havde hjemmefra grublet over, hvordan jeg kunne forberede min krop bedst muligt. Jeg besluttede at tage tidligt til Tanzania for at tilbringe så meget tid som muligt i højderne, så min krop kunne gå i gang med at vænne sig til højde og få produceret nogle røde blodlegemer til at transportere den mindre mængde ilt rundt i kroppen.
Jeg har været møllen igennem, da jeg tilbage i 2018 slog verdensrekorden i at bestige Kilimanjaro. Det kan til note gøres på 6 timer, 52 min og 54 sekunder.
Med den bedst mulige akklimatisering for øje, startede jeg en tur alene (med min guide og team) til toppen og allerede første dag skulle jeg støde ind i et helt særligt menneske, som siden hen har gjort et meget stort indtryk på mig: Jamin fra Australien.
Jeg spottede ham, da han gik og samlede affald op fra sporet. Sikke en god ting at gøre og det fortalte jeg ham, da jeg passerede. Vi faldt i snak og Jamin fortalte om sin virksomhed, “Mountains and Marathons”, hvor de udvikler ledere fra hele verdenen og slutter forløbet af med en tur på toppen af Kilimanjaro eller et maraton et eksotisk sted i verdenen. Med det samme opstod en unik forbindelse og da Jamin fortæller, at han i december planlægger at bestige Kilimanjaro på under 15 timer, kan jeg ikke lade være med at fortælle ham, at det kan man godt gøre lidt hurtigere! Støj til side og jeg tilbød ham med det samme at stå til rådighed med fifs og råd.
Da Jamins gruppe og jeg stort set har samme plan op af bjerget, støder vi ret ofte ind i hinanden og vi udvikler ret hurtigt et stærkt venskab og bånd.
Min tur til toppen foregår i et stille og roligt tempo og med undtagelse af stærk hovedpine på dag nr. 3, så har jeg det strålende hele vejen. Selv den sidste dag med topforsøget – som for mit vedkommende startede kl. 02:15 om natten til Uhuru(toppen af Kilimanjaro) – havde jeg det godt hele vejen op og ned. Fordelen ved at være alene i en gruppe er, at jeg selv kan sætte dagsordenen og tempo, og dermed ikke skal indordne mig under andre (diva – I know!). Så selvom jeg starter et par timer efter alle de andre grupper på vej mod toppen, overhaler jeg den sidste gruppe på vej mod toppen få hundrede meter før Uhuru. Det er skisme fedt og jeg får timet peaket med den smukkeste solopgang over Afrikas tag. Jeg har så meget overskud, at jeg løber ned og min guide, Dastan (han var også med på min verdensrekord) må slippe mig og vi mødes ved Basecamp.
Alt i alt en nærmest perfekt forberedelse til at skulle gå OCR-løbet i møde.
Mødet med OCR-teamet.
I den lokale by Moshi mødes jeg med de andre deltagere og tjekker feltet ud. Det filippinske landshold i OCR er ankommet og jeg må bare slå fast, at de ser stærke ud. Dertil har vi en god blanding fra forskellige lande med en del ex-militærgutter, Spartan OCR-løbere og generelt bare enorm veltrænede mennesker med vilde beretninger om bl.a. bestigninger af Mt Everest, diverse sejre i forskellige OCR-løb og endda også en håndfuld ultraløbere.
Dagen før vi skal starte vores fælles akklimatiseringstur tager Luke Hepworth(Luke kender jeg fra World Marathon Challenge i 2019 – I ved, den med de 7 maratons på 7 dage på 7 kontinenter), Z fra England samt Kam (enorm sej bjergbestiger med Mt Everest på CVet) en tur ind til byen og slutter turen af med at drikke en kop kaffe på den internationale Union Cafe. Her støder vi tilfældigvis ind i Jamin og vi driller ham med, at han burde tilmelde sig OCR-løbet. Og ved I hvad? Det gør han fisme! Altså én dag før det hele går løs, får vi en ny deltager med på holdet og jeg kan ikke glæde mig mere over, at det er Jamin og jeg hermed får fornøjelsen af at tilbringe lidt mere tid med min nye ven.
Jeg kan fortælle, at jeg generelt på denne tur møder nogle fantastiske personer. Mennesker som inspirerer med deres måde at være på, leve på og tænke på. Jeg vil undgå at gå i for mange detaljer her, men blot takke James Wood, Luke Hepworth, Kam, Z, Jarrod, Heidi & Dan, Yada, Marco, Nikki, Sergei og selvfølgelig Jamin for at åbne mine øjne for en dybere livsanskuelse.
Også nummer to akklimatiseringstrek går over al forventning og jeg har stort overskud næsten hele vejen. Kulden driller en smule om aftenen og natten, men min sovepose fra Nordisk er genial og holder mig varm. Af udstyr er jeg imponeret over mit Fenix 6s ur fra Garmin, som kan måle min iltmætning og dermed udgør et fantastisk redskab til at analysere, hvordan min krop har det i højderne og dertil er jeg iklædt toppen af poppen-tøj fra Scott Sports.
Men desværre skal det vise sig, at blive en del hårdere end jeg havde regnet med.
Gennemførelse af verdens højeste OCR-løb.
Kl. 01.00 d. 19. september er vi klar til at påbegynde den sidste del af bestigningen af Kilimanjaro, gennemføre OCR-løbet og løbe første etape ned af bjerget. Jeg er super spændt og føler mig klar både fysisk og mentalt.
Efter popcorn og småkager til morgenmad bliver vi inddelt i to grupper, hvor det er tydeligt at den ene gruppe er den hurtige og den anden gruppe er den langsomme. Jeg kommer i den hurtige mens min teltmakker, Jamin på forunderlig vis kommer i den anden.
Det er nyt for mig at gå i en stor gruppe og der går ikke længe før, jeg begynder at fryse. Vi går simpelthen så langsomt og kulden er bidende med en chillfaktor, som tager til. Først tæerne, så hele foden og anklerne. De bliver helt følelsesløse og mine “handwarmers” er ikke til megen nytte.
Jeg accepterer tilstanden og forsøger at iværksætte nogle af de mentale strategier, som jeg har med i værktøjskassen. Især et fokus mod at være taknemmelig før øjeblikket og for hele projektet, kan hjælpe i svære situationer. Faktum er, at jeg er ved at bestige verdens højeste fritstående bjerg for 4. gang i mit liv og senere i dag skal jeg være med til et hæsblæsende ekstremt OCR-løb. Det er jo det, som jeg lever af og elsker! Tanken får mig til at smile og jeg får vendt fokus fra kulden mod en form for taknemmelighed og at jeg skal nyde øjeblikket. Det kommer nemlig aldrig tilbage igen. Det er nu. Og dette lige-nu kommer ikke igen, men vil være noget, jeg husker resten af livet.
Der er ikke så meget snak i vores gruppe og jeg ligger mærke til, at min gode ven Jason Wood pludselig ikke længere er at finde i gruppen. Jeg tænker ikke videre over det, da han har været super stærk under hele turen, men mindes godt at han nævnte ved afgang, at han ikke følte sig helt på toppen.
På et tidspunkt kan jeg mærke trætheden tage fat i mig. Det er ikke bare en almindelig udmattethed, men en skarp trang til at lukke øjnene og døse hen. Jeg har simpelthen bare lyst til at sætte mig ned og sove og jeg ved, det er et meget skidt tegn i højderne.
Jeg tager mig selv i flere gange at “vågne” med et sæt, når mit hoved tungt falder ned mod mit bryst og jeg skal forstå, hvad det er, jeg egentlig har gang i. Det er første advarselstegn på, at noget ikke helt er, som det skal være. Mine tre tidligere ture på toppen havde ikke voldt mig problemer – særligt ikke de to hurtige i forbindelse med verdensrekorden og heller ikke den ugen før, hvor jeg var ene mand i gruppen og således helt selv kunne bestemme tempoet. Det resulterede i en tur fra basecamp til toppen på 3 timer + 40 min (ny rekord for min guide) og denne gang var vi altså i gang med at sigte efter en tid dobbelt så langsomt på næsten 7 timer.
En af gangene, hvor jeg pludselig vågner op, er da Jamin indhenter mig bagfra. Sikke en dejlig overraskelse og jeg fornemmer, at han ret hurtigt kunne se, at jeg ikke var helt på toppen. Han er en utrolig stor støtte med alt fra at hjælpe med væske og energi til at jeg på et tidspunkt fandt mig selv iført hans dunjakke. Jeg er forvandlet til en zombie på vej mod toppen af Kilimanjaro iført stædighed og en vilje om at det OCR-løb skal gennemføres.
Jeg når toppen med den forreste del af første gruppe og efter de obligatoriske top-billeder fortsætter vi videre mod kraterkanten. Altså der hvor alle andre vender om for at gå ned af bjerget, fortsætter vi videre frem og herefter ned af en stejl skrænt med løse sten og is til kraterkanten af Kilimanjaro. En tur på omtrent 40 minutter, hvor jeg går lige bag vores guide og sørger for at holde snuden i sporet med små løse sten og is hist og pist. Jeg mindes at føle mig rimelig okay og i god kontakt med mig selv. Solen begyndte stille og roligt at stå op og det giver varmen i kroppen igen.
Vi nærmer os det store setup med de 10x forhindringer, en masse telte og en hulens masse andet logistik omkring afviklingen.
Da Jamin og jeg ankommer som nogle af de første, bliver vi bedt om at vente på resten af gruppen, hvor cut-off på toppen er kl. 8. Det betyder dermed en ventetid på over en time og jeg lægger mig med det samme ned og lukker øjnene. Jeg tvinger mig selv til at drikke, men jeg har slet ikke lyst.
Showtime.
Jeg bliver nødt til at nævne, at arrangørerne har fixet yderligere en verdensrekord til os – nemlig verdens højeste fitnesstime i 5750 meters højde. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om disse typer af verdensrekorder, men når de nu er der, så er det vel dumt ikke at gribe ud efter dem.
Efter fitnesstimen – eller hvad der blot fungerede som opvarmingen for OCR-løbet – er vi langt om længe klar til at gennemføre forhindringerne. Pr. automatik og i håbet om at komme igennem dette her så hurtigt som muligt, melder jeg mig som den første til at starte og lad os lige ridse fakta op, hvis I nu lige som mig ikke er helt skarp på det dersens OCR:
10 forhindringer med 10 min tidsstraf pr. ufærdiggjort forhindring. Dermed er det altså ikke en konkurrence på tid i denne del af OCR-løbet, men en konkurrence om, hvem der kan gennemføre flest forhindringer med maksimalt 3 forsøg og et obligatorisk lægetjek mellem hver forhindring efter de fem første. Alt dette foregår i 5750m højde med omkring 50% af den mængde ilt til rådighed, som du sikkert sidder med i stuen lige nu.
Da jeg bliver kaldt frem, slår autopiloten til igen. Jeg kan ikke huske hele løbet i detaljer, men jeg kan huske, jeg gør mig klar til de første fem forhindringer og jeg glemmer alt omkring mig. En form for skyklapper eller tunnelsyn træder frem. Det eneste, der betyder noget er at komme fejlfrit igennem øvelserne, som starter med “cargo net crawl”. En kravletur under tungt net på ca. 5 m, hvor numsen egentlig bare skal i vejret og så kravler man på hænderne. Jeg har ingen problemer med at tage mig god tid og sørge for ikke at blive for svimmel ved at have hovedet nedad. Jeg kommer igennem i slowmotion og jeg finder mig selv værende ret svimmel, da jeg rejser mig op igen.
Næste forhindring er “balance beams”, som jeg slet ikke har øvet. Øvelsen består af en smal balancebom, som man skal gå over uden at falde ned. Jeg er super overrasket over, hvor påvirket min balanceevne er. Efter få skridt må jeg stoppe helt op og få styr på mig selv og mine ben, som ryster og lader balancebommen ryste med mig. Jeg tænker: “Det er løgn, det her”.
Jeg får styr på mig selv og kommer igennem øvelsen med en puls, der kan mærkes helt op i halsen. Under normale omstændigheder vil dette her slet ikke volde mig problemer, men jeg ved, at jeg er påvirket af højden og at min krop skriger på ilt. Det sidste den vil, at skisme at lave et forhindringsløb.
Efter at have fået pusten igen går jeg til næste øvelse, som er 15 kg “sandbag carry”. Jeg kan faktisk ikke fortælle nogle detaljer fra denne øvelse, for jeg kan slet ikke huske den. Men på resultatlisten står der, jeg kommer igennem den, så det er jo godt.
Fjerde øvelse er “low wall” på 1,50m, som sikkert ikke lyder af meget, men når man kun måler 1,60m, så skal der faktisk lidt snilde til at komme over muren. Igen kan jeg ikke huske meget, men over, det kommer jeg i hvert fald og går hen mod den femte øvelse “Cargo net climb”. Her skal vi forcere et net ca. 3 m op i luften og ned igen på den anden siden. Jeg tror, jeg tager mig god tid, men igen halter det med hukommelsen.
Herefter bliver vi sendt til lægetjek og første led er at måle iltmætningen i blodet. Jeg rækker fingeren ud og er nervøs for svaret. Pulse oxymeteret bipper og giver mig en måling på 59% iltmætning i blodet. Det er lavt. Alt for lavt. Jeg ved det. Og lægen ved det. Han ryster på hovedet.
Uden at tænke over det, peger jeg på lægen og siger: “That’s is not right. This thing is broken. I feel fine”. Han spørger, om jeg har smerter i brystet, på ryggen eller i hovedet. Jeg svarer igen: “I’m fine”.
Og således præsterer jeg at ignorere en iltmætning på 59% og det har hjemsøgt mine tanker en del her efter løbet. Jeg er både imponeret over min vilje og målrettethed mod at fortsætte, men samtidig er jeg hamrende skræmt over min dårlige dømmekraft. Jeg har prøvet at vågne på et hospital i Tibet med ting stikkende ud af kroppen, fordi jeg ignorere symptomerne på højdesyge og jeg troede faktisk, jeg havde lært lektien. Det kan skræmme mig og har tvunget mig til refleksion om, hvad der er på spil for mig i disse situationer. Det er grænseoverskridende for mig i skrivende stund at være hudløs ærlig, men det er måske måden, jeg kan tage alvoren til mig. Betyder en konkurrence så meget for mig, at jeg er villig til at gamble med mit helbred? Eller er jeg sådan strikket sammen, at jeg i en konkurrencesituationen ikke er i stand til at tage en beslutning om andet end at nå målstregen? Hvorfor betyder det så meget for mig at vinde?
En anden plausibel forklaring kan være, at jeg er omringet af så mange mennesker, at jeg føler mig tryg i deres kompetencer, hvis alvorlig højdesyge skulle ramme mig. Jeg ved det ikke, og det er en del af mig, som jeg både forstår og ikke forstår. Det er spændende og skræmmende på samme tid og jeg vil i den kommende tid tvinge mig selv til refleksion og en søgning på forståelse og måske endda en erkendelse. Er jeg modig, stædig, dumdristig, hensynsløs, ligeglad, dristig, konkurrencemindet, taberforskrækket, egoistisk, målrettet eller en kujon?
Sjette forhindring er min frygtede “High Wall” på 2,2m. Her må jeg bare sige, at min korte krop ikke kommer mig til gode på nogen måder.
Jeg tager mig tid til at få hovedet på plads: “Du gør det her, Kris.” og jeg ser mig selv komme over muren i de tre dele i første fase, der 1) starter med løb derhen, 2) ben på muren og 3) få fast i toppen med fingrene. Hvis jeg kan det, starter næste fase med at 1) få ordenligt greb fra fingerne til det meste af håndfladen omkring muren, 2) enten hive mig op i en pull up eller bruge ben og fødderne til at komme op, 3) få bagdelen op over og ned på den anden side.
Jeg visualiserer de to faser og delene deri. Selvtilliden og troen på, at jeg kommer over muren indfinder sig i min krop og jeg løber hen mod muren. Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg helt kommer over, men pludselig står jeg på den anden side. Jeg er udmattet, træt og føler mig ekstrem skidt tilpas med hovedpine, opkastfornemmelser og sorte pletter for øjnene, men jeg skal videre til næste forhindring.
“Monkey Bars” er en øvelse, hvor man svinger fra bar til bar og den har jeg brugt en del tid på at øve med forskellige teknikker. En af udfordringerne her er, at vi skal have handsker på, som gør grebet mere teknisk og jeg præsterer faktisk at fejle første gang med en sidelænsteknik. En af de andre rutinerede deltagere tager fat i mig og fortæller, at jeg skal tage den forlæns med dobbelt greb og jeg stiller mig i køen til et forsøg mere. Jeg kæmper for at holde fast og jeg tvivler på, hvor yndefuldt det så ud. Men hul i det – jeg klarede monkey bars!
Ottende øvelse er “Hanging Travers”, hvor man i sine yderste fingerspidser skal bevæge sig sidelæns på et træbræt. Jeg har forsøgt at træne dette, men det var ikke nok til at klare denne øvelse på de tre forsøg. Jeg bummer øvelsen og må indkassere de første 10 min tidsstraf.
Niende øvelse er “Hanging Robe” som i al sin enkelthed går ud på at svinge sig selv i reb. Den neglede jeg med rystende hænder og ben under mig.
Tiende øvelse er “Ninja High Wall” på 4 meter og faktum er, at jeg har ikke mere i mig.
Ingen kvinder klarer øvelsen og jeg giver den heller ikke et forsøg. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv komme op af den.
Jeg venter på at alle dem, som har lyst til at prøve kræfter med Ninja Wall, men jeg ved også godt at alvoren er begyndt at ramme. Jeg skal tilbringe mindst mulig tid i højderne og sørge for at komme ned til Basecamp hurtigst muligt. Jeg får fat i min crew-hjælper samt Jamin og siger, at jeg skal ned nu og vi bevæger os sammen op fra kraterkanten mod Stella Point. Jeg kan mærke, jeg skal kaste op og hovedpinen i baghovedet dundrer derudaf. Samtidig kan jeg mærke et lille lumsk smil på mine læber, da virkeligheden rammer: Har jeg lige gennemført verdens højeste OCR-løb? Ja, det har jeg fisme og lige om lidt er jeg på vej ned af bjerget og vil stille og roligt få det bedre.
Etapeløb ned af Kilimanjaro.
Det tager noget tid at komme til Basecamp, selvom Jamin og jeg scree’er ned (løber med grus og sten ned af bakke) og under normale omstændigheder vil jeg nyde sådan en tur. Men jeg kæmper. Heldigvis arbejder benene nærmest af sig selv. Jeg har det fysisk dårligt og jeg ved, jeg har fået for lidt energi og væske ind. To ting der er så essentielle og vigtige i højderne, men jeg har ikke været god nok til at tage vare på mig selv og det lover jeg mig selv, at det skal ikke ske igen.
Da vi rammer Basecamp, finder Jamin og jeg med det samme vores telt. Solen bager nu fra en skyfri himmel og jeg tager det meste af mit tøj af og ligger mig ned. Jeg falder med det samme i søvn og Jamin vækker mig senere med beskeden om, at frokost er klar. Jeg kæmper mig ned i det store telt, spiser lidt og falder så i søvn i stolen. Igen er det Jamin, som får mig op i teltet igen med meldingen om, at vi har 2 timer til næste del af World OCR Altitude Championship – nemlig nedadløbet fra Basecamp til High Camp. En tur på knap 4 km med 850 negative højdemeter i teknisk terræn.
Jeg er forbløffet over, at jeg kan rejse mig fra teltet, få pakket mit shit sammen og gøre klar til et 4 km allout race med kun én ting i tankerne: Jeg skal have hentet de 10 min, jeg er bagud, da de to kvinder fra det filippinske landshold kun missede én forhindring. Min iltmætning er oppe på 71%. Det er stadig skidt og i skrivende stund, fatter jeg ikke, hvordan jeg var i stand til at race.
Jeg lukker igen alt andet ude og gør klar til race. Vi skal løbe efter enkeltstartsprincippet med 30 sekunder mellem os. Sandi fra Filippinerne skal starte 1 minut efter mig, så der er lagt op til spændning. Hun har FKT’en på Mt Kinabalu og er en stærk trailløber.
Da min start går, spæner jeg afsted. Desværre har jeg fået tildelt en guide, som efter kort tid løber tæt foran mig og spærrer for både mit udsyn, men også mit tempo. Jeg må bede ham to gange om at flytte sig og anden gang forstår han, hvad jeg siger. Jeg lægger mig i front og jeg ser ham ikke igen. Desværre bliver jeg overhalet af Sandi, som virkelig er godt løbende. Det er en fryd at se hendes yndefulde løbestil med lange og sikre strides ud over det tekniske underlag. Det kan man ikke andet end at blive betaget af.
Kort efter jeg er sluppet af med guiden (hvis opgave og intension var at hjælpe mig med at finde vej), sker der noget i min krop, som er svær er forklare. Det er som om, jeg mister det fulde herredømme over mine ben og de bliver lidt geleagtige. Dertil driller min syn på en måde, hvor det virker som om, jeg ser ud af en skærm. Det er som om, jeg slet ikke er i synk med min krop og jeg ved med det samme, det er noget, jeg bliver nødt til at tage alvorligt på denne type nedløb. Jeg tvinger mig selv til at sætte et gear ned, da konsekvensen ved at buldre afsted uden total kontrol over kroppen, kan ende frygtelig galt.
Jeg løber i anden bedste tid for kvinderne på 23:23 og bliver 3. overall på første etape. Jeg gør alt, hvad der står i min magt til at løbe stærkt, men jeg indrømmer at min sikkerhed denne gang bliver mit primære fokus. Jeg kan ikke risikere at vrikke rundt på hverken ankler eller knæ eller styrte og af en eller anden årsag, så er jeg bedre i stand til at træffe denne rationelle beslutning end få timer før i kraterkanten. Det må jeg hellere lige klappe mig selv på skulderen for.
Da jeg rammer High Camp og målstregen lægger jeg mig ned. Og herfra kan jeg faktisk ikke huske særlig meget. Hverken de andre deltagere komme i mål eller hvordan jeg ender i mit telt. Jeg kan blot huske, jeg vågner op med Jamin ved min side og min iltmætning har sneget sig over 80%.
Efter aftensmad går vi tidligt til køjs og dagen efter starter den sidste del i verdensmesterskabet i OCR Altitude med 11 km ned ad Kilimanjaro til gaten. Jeg har en podieplads i syne, hvis jeg løber godt.
Om morgenen kan jeg mærke, jeg så mægtig gerne vil præstere godt, men jeg er stadig ikke tip top og 2200 negative højdemeter i et ubarmhjertig terræn er ekstremt. Jeg ved, jeg skal beslutte min strategi, inden jeg starter løbet for ellers kommer jeg bare til at løbe fuld gas. I 2018 løb jeg også på denne strækning og blev suget ind i et fedt flow med at løbe hurtigere og hurtige og det resulterede i, jeg vrikkede hardcore om på min ankel. Det vil jeg under ingen omstændigheder tillade denne gang.
Jeg lægger forsigtigt ud i et ok tempo og Sandi samt to filippinske landsholdsherrer er hurtigt væk. Jeg løber et par kilometer med den sidste filippinske mand, men sætter ham af og løber resten af ruten alene udover de mange portere, vi skal forbi på vej ned.
Jeg er super fokuseret på underlaget og vil ikke træde et eneste skridt forkert i fare for at vrikke om eller falde. Jeg løber gennem høje drops ved store sten, glatte trærødder og generelt noget af det mest tekniske terræn, jeg har prøvet. Jeg sætter tempo på, når den tekniske sværhedsgrad falder og holder en smule igen, når den stiger. Det var en god taktik for mig og jeg rammer mål i præcis 1 time og 10 min. Jeg har 8 min op til den anden bedste filippinske kvinde, så jeg sætter med det samme mit ur i gang for at tage tid på, hvor langt hun er bag mig. Desværre spotter jeg hende 4 minutter efter mig, som betyder, jeg tager en 3. plads til et verdensmesterskab, jeg forinden afrejse ikke helt vidste, jeg deltog i!
Det filippinske landshold ryddede alt, hvad der kunne ryddes og jeg kan trøste mig selv med, at være den første deltager på resultatlisten de professionelle filippinske landshold.
Jeg kan trøste mig med at blive nr. 3 til et championship i en sportsgren, jeg ikke en gang dyrker. Og jeg vil mega gerne have lagt et flot podiumbillede ud, men jeg nåede simpelthen at drikke for mange bobler og måtte blive siddende på min stol! #alwaysfullgas
Taknemmelighed + unfinished business.
Tak til min hovedsponsorer Easyfood og Scott Sports for at bakke op om mit projekt samt tak til Kastbjerg A/S for at have sponsoreret det indledende akklimatiseringstrek og tak til Grau Shipping for at have sponsoreret fly og fly-kompensation.
Stort tak til Ida Mathilde og Aja for coaching og vejledning samt Stas fra CrossFit Pitstop for sublim fysisk forberedelse.
Som det sidste led i denne løbsberetning sidder jeg med en mærkelig fornemmelse om, at jeg ikke fik besejret bjerget denne gang. Bjerget besejrede mig og vi har et mellemværende, noget usagt, noget ikke-erobret og noget uhåndgribeligt i ubalance. Jeg erobrede Mt Kilimanjaro de første 3 gange, jeg besteg hende. Men denne sidste gang fik hun ramt på mig.
World Marathon Challenge – Kristina er verdens hurtigste
Kristina er netop vendt hjem til Danmark efter at have deltaget i World Marathon Challenge igen – og denne gang blev det til en ultimativ sejr for den rutinerede trailløber, der er glad og stolt over at have nået det mål, hun satte, inden hun tog afsted.
Verdens hurtigste
I 2019 deltog Kristina i sit første World Marathon Challenge. Her fik hun en flot andenplads efter Susannah Gill, som løb med sejren og verdensrekorden. I februar 2020 tog Kristina afsted igen for at slå netop denne verdensrekord, og selvom der var et par bump på vejen, slog hun alligevel den eksisterende verdensrekord med 16 minutter og kunne dermed kalde sig verdens hurtigste i World Marathon Challenge.
Fokus på sejren
Når man tager afsted med det mål at vinde, kan sommerfugle i maven, spænding og nervøsitet op til afrejsen ikke undgås. Men for Kristina var det at holde fokus det vigtigste fra starten: ”Jeg bruger spændingen til at tune mig ind på disciplinen og fokusere på det, der er vigtigt for mig,” fortæller Kristina og fortsætter: ”Op til første løb har jeg fokus på det, jeg gerne vil opnå, og på hvordan jeg når derhen.” Og forberedelsen er netop vigtig for at kunne yde det optimale i alle syv dage: ”En del af min forberedelse er at spise fornuftigt. Jeg er ikke på en særlig diæt, men for mig handler det om at indtage flere proteiner, flere gode kulhydrater og masser af væske – og lidt færre snøfler end normalt selvfølgelig,” siger Kristina med et smil.
Med liften til Table Mountain
Søndag aften tager Kristina afsted. Løberne skal nemlig mødes i Cape Town tre dage før løbets start, og selvom dagene føles som en venteposition, er det værdifulde dage for Kristina: ”Det er dage, hvor jeg kan komme helt ned i gear, slappe af og sove. Jeg havde også tid til at mødes med en ven, som jeg ikke har set i flere år og tage en tur op på Table Mountain. Normalt ville jeg løbe til toppen, men denne gang tog jeg liften op,” fortæller Kristina og fortsætter: ”Selvom jeg altid har målet i fokus, er det vigtigt at have plads til andre ting.”
Klar, parat .. vent!
Løberne er spændte og klar til første løb på Antarktis, men sådan bliver det ikke. ”Dagen inden vi skal flyve til Antarktis, bliver vi briefet om, at blæsten er for ekstrem til, at flyet kan lande, og at de derfor ser sig nødsaget til at udsætte første maraton. Det var lidt antiklimatisk, men på den anden side, er det heldigt, at forsinkelsen sker ved første løb. Når først vi er begyndt at løbe, har vi nemlig 168 timer til at gennemføre alle syv maratons – forsinkelser eller ej.”
Og ventetiden blev længere end først beregnet, for flyveturen til Antarktis bliver endnu engang udsat, og til sidst tager arrangørerne valget om helt at ændre løbeplanen: ”Efter anden udsættelse får vi at vide, at første maraton bliver afholdt i Cape Town i stedet, og det kommer som en stor overraskelse for os alle. Pludselig skal vi omstille os til noget helt andet end det, vi har forberedt os på. For mig betød det, at jeg ikke skulle starte på, hvad der føltes som min hjemmebane, og det krævede en helt ny strategi, så jeg kunne vende skiftet til min fordel,” fortæller Kristina entusiastisk og fortsætter: ”Og min strategi bliver, at jeg skal løbe et helt vildt hurtigt maraton for at skræmme mine modstandere, og særligt Jessica Jones, som på papiret er en langt bedre løber end mig og dermed min største konkurrent.”
Cape Town
Og løbet i Cape Town, hvor der var vindstød på 14 m/s og 25 graders varme, blev i den grad et bevis på, hvad Kristina har trænet til: ”De første 5-6 km ligger Jessica og jeg side om side. Vi ved begge to, at vi holder tempoet højt for at demonstrere, hvem der er stærkest. Hun løber fra mig på et tidspunkt, men jeg når at indhente hende og får løbet mig til et forspring. Jeg ender både med at vinde løbet og slå min egen personlige rekord med en tid på 3:10 med otte minutter ned til Jessica,” fortæller Kristina.
Antarktis
Efter Cape Town tog holdet videre til Antarktis. ”Planen var, at vi skulle flyve kl. 10, men det endte med, at vi først kom afsted om eftermiddagen. Og i stedet for vores normale personfly, fløj vi med et russisk fragtfly, som kunne lande i alle slags vejrforhold. Så slemt var det,” siger Kristina og forsætter:
”Da vi træder ud af flyet, har jeg ingen idé om, hvad klokken er. Allerede der havde jeg helt mistet tidsfornemmelsen. Faktum var dog, at det blæste vanvittigt meget, og at arrangørerne blev nødt til at lægge den originale rute om, da de er bekymrede for, at vi ikke kan holde til den lange strækning i direkte modvind i den ekstreme kulde.”
”Med det samme jeg rører jorden, går det op for mig, hvor glat jorden er. Vinden blæser sneen væk, så det er is, vi løber på. Samtidig skal vi virkelig fokusere for at holde os på stien pga. den stærke vind, og jeg kan huske, at jeg når at tænke: ”Det her er fedt.” Men det var hårdt, og selvom jeg havde en stor fordel pga. min erfaring inden for trailløb, falder jeg hele seks gange.”
”Forholdene er ekstreme. Når vi løber i modvind, bliver vi nødt til at løbe i en gruppe for at komme fremad, og flere giver op og ender med at gå den 1,5 km lange strækning. Men efter fjerde omgang bryder jeg ud af gruppen. Det er vildt hårdt at være eksponeret for vinden, men jeg kunne mærke, at jeg kunne løbe mere konstant end gruppen, og jeg ender også med at overhale Jessica med en hel runde,” udtaler Kristina. Men Antarktis er udfordrende, og Kristina har grundet vejrforholdene ikke løbet maratonet så hurtigt, som hun gerne ville. Hun vinder løbet og løber et bedre maraton end mange af de andre deltagere.
Perth
Tredje maraton blev afholdt i Perth, og på daværende tidspunkt er Kristina 38 min. foran Jessica. ”I første halvdel af løbet løber vi i en stor gruppe, men på et tidspunkt løber Jessica fra os. Jeg havde lagt en strategi om at løbe et stille og roligt maraton, og den ville jeg gerne holde – og havde også tiden til det. Så da hun bryder ud, prøver jeg ikke på at indhente hende, men at begrænse hendes forspring. Jessica vinder maratonet, og jeg kommer ind med en tid på 3:19:48.”
Dubai
Fjerde maraton blev afholdt i Dubai. Tre maratons kan mærkes i kroppen, og derfor lægger Kristina endnu en strategi om at tage et roligere løb.
”Da vi kommer til Dubai, beslutter jeg mig for at holde strategien. Jeg lægger mig i gruppen og holder mig der, men Jessica tager fra, da vi er halvvejs. Efter ca. 32 km spørger Luke, som jeg har løbet med de foregående dage, om jeg vil være lead i gruppen, og her kan jeg mærke, at jeg har rigtig meget energi. Så i stedet bryder jeg ud af gruppen og forsøger at indhente Jessica, som på det tidspunkt havde et større forspring. Og det lykkes. Jeg indhenter hende med 10 km igen og vinder løbet med en tid på 3:17:44 – tre minutter før Jessica,” fortæller Kristina begejstret og fortsætter: ”Det gav mig et kæmpe adrenalinsus, at jeg fandt den energi, som jeg havde brug for, for at vinde løbet.”
Madrid
Femte maraton blev afholdt i Madrid på en Formel 1-bane med et par hårde højdemeter, hvor Kristina virkelig kan mærke de mange maraton: ”Jeg starter med at løbe i den velkendte gruppe med 5-6 mennesker, og ret hurtigt falder der flere og flere fra. Til sidst er vi to, en franskmand og mig, og det ender med, at jeg trækker ham det meste af vejen. De sidste 10 km er ekstrem hårde, men jeg finder energien i, at vi er foran og ender med at vinde løbet med en tid på 3:18:25.”
Fortaleza
Sjette maraton blev afholdt i Fortaleza og krævede god forberedelse. I Fortaleza var der 36 grader og 80% luftfugtighed, hvilket kan tage pusten fra enhver, så det krævede, at Kristina tænkte over energiindtaget.
”Vi starter kl. 11.30, hvor varmen er godt på vej til sit højeste. Ikke engang de lokale er udenfor pga. varmen. Her er det enormt vigtigt, at jeg er opmærksom på mit væske-, salt- og energiindtag, og selvom man ikke har lyst til at drikke så meget væske, bliver man bare nødt til at gøre det,” siger Kristina og fortæller: ”Jeg løber med Jessica de første 25 km, og vi hjælper hinanden rigtig meget, men efter de 25 km siger Jessica, at hun bliver nødt til at sætte tempoet ned, mens jeg fortsætter. Det ender med, at jeg laver en negativ split (en hurtigere sidste halvdel), og det er lidt af en sejr. Selvom det ikke er rart, føler jeg mig faktisk tilpas under omstændighederne, og jeg kan mærke, at jeg får mere energi af, at mine modstandere sakker bagud. Fortaleza er uden tvivl det hårdeste maraton af de syv. Jeg vinder løbet med en tid på 3:23:16.”
Miami
Syvende og sidste maraton blev afholdt i Miami, og her har Kristina rigtig gode odds for at hive sejren hjem. For at slå rekorden skulle hun minimum ende med en tid på 3:48, så noget skulle gå grueligt galt, hvis ikke hun skulle hive sejren hjem:
”Jeg begyndte at have problemer med mit ben. Min lårmuskel spændte op, og jeg kunne godt mærke, at det blev en hård omgang. Jeg vidste, at Jessica gerne ville vinde det sidste maraton og havde også allerede tænkt, at det var okay, hvis hun løb med sejren på den. Jeg var virkelig træt og udmattet, og jeg skulle lægge mig gevaldigt i selen for overhovedet at løbe 5:00 min/km.”
”Da vi nærmer os målet, kan jeg se, at der er noget med distancen, der ikke passer og gør arrangørerne opmærksomme på det. Det stresser mig, at jeg ikke ved, om jeg løber den korrekte distance, for hvis jeg skal vinde, skal jeg vinde med de korrekte vilkår”
Verdens hurtigste
En glad, overvældet og stolt Kristina løber i mål som verdens hurtigste i World Marathon Challenge med en vindertid på 3:25:57 til trods for udfordringer på Antarktis og et ben, der drillede, og i dagene efter blev det fejret: ”Jeg har set mange gode venner, rejst rundt og ikke mindst drukket en del champagne,” griner Kristina, som siger, at hun nu vil prøve at tage et par afslappende dage herhjemme i Danmark, inden hun går i gang med at træne til DM i trail, som bliver afholdt på Bornholm d. 9. maj 2020.
Knæk Cancer Virtual Run
Sammen knækker vi cancer! (UDSOLGT)
Vær med til at samle ind, når vi går eller løber Knæk Cancer Virtual Run!
Øhh… Virtual Run-hvaffor-noget?
Gå eller løb en valgfri distance og hæng denne store smækre-lækre Knæk Cancer-medalje om halsen.
Du bestemmer altså selv, om du vil gå eller løbe. Faktisk bestemmer du helt selv, hvordan du vil tilbagelægge den valgfrie distance. Det kan nemlig også være på krykker, i rullestol eller på løbehjul eller på hænder.
Du kan gennemføre Knæk Cancer Virtual Run helt ene og alene, men du kan også tage dine venner under armen og sammen være med til at knække cancer.
Du kan også fx samle et hold fra arbejdet, fra motionsklubben eller fra din egen eller din børns skole – vi sender nemlig et startnummer med samt sikkerhedsnåle, så man har mulighed for at afvikle sit eget Knæk Cancer-Event.
Overskuddet går 100% til Det Store Indsamlingsshow på TV2 til fordel for Knæk Cancer.
Vær opmærksom på vi kun har 3000 medaljer. Når de er solgt, kommer der ikke flere til salg i år.
Du skal ikke ”bevise” din løbe- eller gåtur. Men for at skabe noget opmærksomhed om Knæk Cancer, må du gerne tage billeder og video fra din tur og lægger på Instagram eller Facebook med #knækcancer #knækcancervirtualrun #virtualrundk og #kristinaextremerunning.
Tjek også vores Instagram-profil: https://www.instagram.com/virtualrun.dk/
NB: Arrangør Kristina Extreme Running kan ikke stilles til ansvar for eventuelle nakke- og rygskader, når den unaturlige store medalje hænges om halsen 😉
God fornøjelse!
__________
Hold på hat og briller! Vi har nemlig samlet 167.495,25 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse. Følg med i Det Store Indsamlingshow på TV2 lørdag i uge 43, hvor vi donerer det vilde beløb!
Regnskabet for velgørenhedsprojektet kan læses herunder. Det er gennemgået af LetRevision, 6000 Kolding.
Virtual Autumn Run (5 km)
Virtual Autumn Run (5 km)
Efterår, regn og blæst. Det er den vådeste årstid at komme igang med at løbe, og derfor også den sejeste. Men efteråret indeholder også lune timer med sol, varme og orange samt brune farver. Snør løbeskoene og byd efteråret velkomen #autumnchallenge #vådeefterår #sejemedaljer
Virtual Run Den nye seje løbetrend. Løb hvor som helst og når som helst og modtag en über-sej medalje, som du kan hænge stolt om halsen for din seje bedrift! 1. Bestil din medalje 2. Den kommer med posten sammen med dit unikke løbenummer 3. Snør løbeskoene og kom afsted 4. Hæng den gigant mega-seje-kodyl-gigantiske-medalje om halsen #duercool Du bestemmer selv om du vil løbe alene og om du vil løbe kl. 6 om morgenen eller kl. 23 om aftenen. Du kan løbe med og mod dine venner og du kan endda også deltage i et motionsløb – bare du løber, smålunter, traver eller på anden måde bevæger dig frem 🙂 Du bestemmer helt selv tempoet. Du bestemmer også selv ruten og terrænet. Du skal ikke ”bevise” din tid! Vi tror selvfølgelig på, du har løbet, men smid meget gerne din bedrift på Instagram eller Facebook med #virtualrundk og #krixrun
Bob Graham Round
Jeg hørte første gang om Bob Graham Round, da jeg besøgte min gode ven Mark Harber i hans hjem i England tilbage i foråret 2017. Vi havde knyttet et tæt bånd, da vi mødte hinanden i Amazonas jungle til etapeløbet Jungle Ultra over 5 dage på 230 km.
På Marks reolhylde fandt jeg en bog af Tobias Mews: ”50 Races to Run Before You Die”, som jeg med det samme hev med mig ind i min introverte verden og faldt i staver over de flotte naturbilleder, imponerende løb og de levende beskrivelser. Tobias havde selv stået på startstregen til alle løbene i bogen og havde hermed gennemført nogle af verdens hårdeste trail-, ultra-, etape- og bjergløb, men ét løb måtte han se sig slået af: The Bob Graham Round.
Da jeg læste om Bob, vidste jeg, at den udfordring måtte jeg tage op på et tidspunkt, men der skulle gå over 2 år, før jeg var klar til at gå i krig med det kæmpe setup, der skal til for at begive sig i kast med et forsøg. Og selvom jeg stoler blindt på mine egne planlægningsevner og forberedelsenørderi, kan selv ikke den bedste Excelark-gymnastik hive denne sejr hjem. Og det skulle også vise sig, at jeg virkelig havde undervurderet Bobbie og fik et rap over nallerne, da jeg 10 dage før dagen stod med mit skæve smil og tittede op ad den første bjergtop, Skiddaw og gjorde grin med en kæk fordanskning af udtalen: ”Ski’dav”
2/3 af alle førstegangsforsøgene kommer ikke igennem. Sidste år forsøgte 196 personer at komme i den prestigefyldte klub, The Bob Graham 24 Hour Club og 86 af disse har fået medlemskab. Bob er kendt for sit brutale og barske terræn med et uforudsigeligt og omskifteligt vejr, der ikke tillader mange fejl før du knækker.
Logistik set skal der være minimum to supportløbere med på hver af de 5 dele(leg), som runden typisk bliver delt op i. Én til at navigere og mindst én til at bære dit væske, energi, tøj etc. Hertil mindst én crewcar, som møder dig ved de 4 checkpoint, hvor ruten krydser vejen. Simon Davies havde formået at få britiske The Out med som sponsor, og dermed havde vi fået stillet en lækker Discovery Sport Land Rover til rådighed. Alt i alt et ret stort logistisk puslespil.
Tilbage til min ankomst til Lake District, hvor jeg kækt ville bruge dagene til at dække hele ruten og ”lære” den at kende. Jeg havde lavet rekognosceringsaftaler med Simon, som jeg mødte til Desert Ultra i Namibia i 2018 og senere ville Mark Harber møde mig i sin campervan og i øvrigt løbe alle 5 legs med mig. Som Mark ofte udtrykker det: ”What can possibly go wrong?!”
Men det skulle vise sig, jeg klart havde undervurderet opgaven og jo mere vi løb og gik rundt på de forskellige toppe og fik mærket det ubarmhjertige terræn i benene, jo mere gik det op for mig, hvor dum og naivt jeg havde tilgået denne opgave hjemme foran min computer i min bløde kontorstol med en varm kop kaffe i hånden. De fleste løbere bruger måneder og år på at træne og navigere i Lake District og flere supporterer også andre løbere på deres Bob-forsøg. At hjælpe andre til at gennemføre, er noget klubben opfordrer til og det synes jeg er ret cool. Derfor sprang jeg og Mark også på som supportrunner på leg 1 til et Bob G-forsøg weekenden før vores eget ved en gut, Simon Bennett, der sigtede efter et 23.59-timersskema. Det var virkelig fedt at være en del af, men her gik det også op for både Mark og jeg, hvad dette projekt kommer til at indebære. Vi var begge ret smadret efter leg 1, og jeg havde endda sagt til gruppen, at vi snildt kunne løbe med på de to første dele. Vi blev klogere og måtte lægge os fladt ned efter de første ca. 1600 højdemeter på lige knap 20 km. Kl. 2 om natten i bilen på vej tilbage til Keswick udvekslede vi ikke mange ord, men vi tænkte med garanti begge det samme.
Jeg havde håbet på at kunne afdække alle 105 km på de 10 dage, men det var alt for optimistisk og vi blev nødt til at tage den med ro for også at blive fysisk klar.
Med 5 afbud i dagene op til, havde vi langt fra det perfekte setup og med en vejrudsigt der mildest talt kunne få enhver til at blive indendørs under dynen samt rookie-mistakes på stribe, havde jeg allerede inden vi gik i gang aftalt med mig selv – dette skal jeg gøre igen. Ikke fordi jeg ikke er tilfreds med min Bob – det er jeg 100%, men inden vi begynder den egentlige løbsrapport, vil jeg starte med at slå fast, at Bob ikke har set det sidste af mig. Eller omvendt.
Teamet af support runners og crew. (Chris og Jonny mangler)
Hvis du vil læse mere om historien bag Bob, kan du følge dette link: http://www.bobgrahamclub.org.uk
Løbsberetning
Kl. 4 om morgenen d. 20. juli drog Mark Harber og jeg afsted fra Moot Hall i Keswick ud på den legendariske Bob Graham Round. Regnen silede ned i mørket, men alligevel havde jeg det største smil på læben og enorme mængder af sommerfugle i maven.
“This is it!”
Nu er der ingen vej tilbage og måneder af forberedelse skulle nu kulminere i mit længste løb nogensinde målt på både tid, distance og antal af højdemeter. Det i sig selv siger ikke så meget om Bobbie, men udfordringen ligger i det brutale terræn og skiftende vejrforhold.
I sidste øjeblik havde vi fået tre support runners med ombord og de lokale Steve Jones, Will Smith og Ellis Bland (nevø til den legenden Billy Bland) stod klar til at føre Mark og jeg gennem leg 1.
Jeg havde lagt en tidsplan for hver af de 42 toppe, for hver af de 5 legs og for hver af de 4 check points samt en estimeret på gennemførelsestid på mellem 19-20 timer. Men jeg skænkede ikke mine Excel-ark det mindste, mens jeg kæmpede mig op af den første stigning mod Skiddaw i mørke og med så heftig regn, at pandelampen var ubrugelig. Lampens stråler ramte de møgtykke stråler og gav genskær på en måde, der var svært ikke at lade sig påvirke af. Følgende tanke strejfede mig et par gange: ”Jeg håber ikke, vi skal løbe i dette resten af turen!”. Vi løb og hikede de første 9 km med ca. 850 højdemeter gennem store vandpytter og mini-floder, der var på vej den anden vej ned at bjerget. Efterhånden blev stien skiftet ud med græs som blev til store sten og trapper, der igen blev til brede våde stier.
Vi nærmede os langsomt toppen af Skiddaw og efter omkring 20 min, ramte vi de lavliggende skyer og sigtbarheden dalede. Der var virkelig eventyrsagtigt i at løbe i gråt, grumset og tæt regnvejr og se sine medløbere forsvinde ind og ud af tågen i målet på at nå det første høje peak i 931 meters højde, som vi ramte i tiden 1 time og 8 min – 2 min hurtigere end tidsplanen, som jeg dog intet anede noget om på dette tidspunkt.
Grundet det ekstrem dårlige vejr med regn, blæst og torden i dagene op til havde jeg planlagt at tage nedløbene en smule med ro og hellere fokusere på at give lidt ekstra gas opad, men da vi nåede det første nedløb, kunne jeg simpelthen ikke lade være. Jeg tog ikke som sådan nogle chancer, men jeg gav også god gas, fordi det simpelthen er sjovt og nogle gange er det faktisk nemmere at løbe hurtigere ned end at løbe og bremse. Det første nedløb var meget stejlt og glat på græs med store sten gemt hist og pist, og hvis man ikke bremsede lidt en gang imellem løb benene simpelthen væk under dig.
Jeg nød det i fulde drag og stille og roligt stilnede regnen af, og vi kunne lyne vores OMM Kamleika-jakker ned og nyde den betagende udsigt, der pludselig viste sig, da skyerne gik i opløsning. Sidste et postkort i perfekt balance og harmoni, og det er øjeblikke som dette, jeg værdsætter utrolig meget, når jeg løber trail.
Der er ”kun” 3 peaks på første del, og vores hjælpere indledte hurtigt snakken om, hvilken vej vi skulle tage for at komme ned af Blencathra – det sidste peak inden check point ved Threlkeld. I dagene op til havde Mark Harber og jeg øvet på den stejle Hall’s Fell Ridge, hvor man løber på den tekniske klippe-højderyg ned fra Blencathra. Vi havde dog været der i tørt vejr, og både Steve, Will og Ellis var enige om, at det var for farligt at tage højderyggen ned, da klipperne vil være spejlglatte. Derfor valgte vi at løbe ned af den noget længere Doddick, men hellere sikkert og lidt langsommere ned end slet ikke ned.
Steve førte an og Will og Ellis skiftes til at løbe med Mark og jeg. Vi var et fedt team og jeg følte mig tryg ved deres navigation, herlig selskab og motiverende snak. Et bånd blev øjeblikkeligt knyttet, da Ellis foreslog sin hjælp på leg 3, da han hørte, vi kun havde én enkelt support-runner. Tænk sig at være så gæstfri, uselvisk og hjælpsom at cleare hele sin lørdag for at hjælpe to fremmede med at gennemføre Boobie G? Det er kammeratskab på højt plan, og hvis Ellis nogensinde har brug for support eller hjælp, så er jeg der med det samme.
Vi ramte CP1, Threlkeld kl. 7.12 om morgenen, og jeg kan kun blive forbløffet, når jeg sammenligner med min tidsplan, som melder 3:12. Et kæmpe tak til Steve, Will og Ellis, der sørgede for at alt gik smooth og at vi holdte tidsplanen til punkt og prikke.
Det var dejligt at se crewet stå klar og især glædede jeg mig til at se Maibritt, som har været en af mine bedste veninder i mange år. Hun er også trailløber, og hun kender et setup som dette. Allervigtigst så kender hun mig og ved, hvordan jeg er indrettet og ved derfor også, hvordan jeg foretrækker tingene. Vi har en helt specielt forståelse af og forbindelse til hinanden, og jeg følte mig 100% tryg ved at have hende som ”chief-crew”. Dertil vidste jeg også, at Simon havde styr på logistikken og med de to ved roret, skulle jeg ikke bekymre mig om noget som helst andet end at løbe.
Både Mark og jeg var hurtigt forbi Land Roveren og tanke op. Vi sagde farvel til de tre guttere, bød den erfarne og lokale løber Chris Evans velkommen på holdet og hilste goddag til den næste vilde stigning mod Clough Head og resten af leg 2s 12 bjergtoppe med utallige af højdemeter. Både Mark og jeg havde rekognosceret størstedelen af leg 2 og følte os navigationsmæssigt på sikker grund, men alligevel betyder det alt at have en med, som kan vise vejen.
Chris var læsset op med både væske og energi til både Mark og jeg, mens jeg også bare på følgende fra start af CP 2: 750 mL væske, 3 vafler og en pose med forskelligt energi i en Momentum-vest fra UltrAspire.
Efter den første lede stigning, der nærmest fik os ned på alle fire, var det fedt at røre bjergtop efter bjergtop med kort tids mellemrum. Vi klokkede 4 peaks inklusiv den berømte Helvellyn på 23 minutter og gav den god gas på det virkelig stejle nedløb fra Dollywaggon Pike efter at have lavet en navigationsmæssig brøler til en forkert top. Det var i øjeblikket en smule surt, men her må man bare få vendt tankerne mod, at det vel er ret sejt at logge 43 toppe frem for 42?
For foden af Dollywaggon mødte vi Ellis og Trailbear Films, der havde taget turen op fra andet checkpoint ved Dunmail og Ellis tilbød med det samme at bære min vest. Selvom den ikke vejede meget, var det befriende at få den af og pludselig kunne jeg mærke en ekstra energi i mine korte stænger. Jeg fløj op af den berygtede ud-hjem-tur til Fairfield og satte både Mark og Chris på vej derop. Min puls pumpede afsted, mens glæden og eufori pumpede i mig på vej på af løse sten og stejle græsspor. ”Det her, det elsker jeg!” tænkte jeg flere gange, og studsede skævt over, at det tog mig omkring 6 timer og 3000 højdemeter at varme sådan rigtigt op! På toppen blev jeg nødt til at vente på Mark og Chris, da man skal have et vidne på hvert peak, og sådan er det bare. Vi samledes igen og fløj ned af samme spor, som vi lige var kommet op af og ved bunden, kunne vi se frem til sidste stigning inden check point mod Seat Sandal. Igen var der krudt i bentøjet, og jeg fløj op i et strålende humør. På toppen ventede jeg kort, indtil jeg kunne spotte Chris i baggrunden, som gav et anderkendende nik til at min tilstedeværelse på peaket var noteret. Herefter gik det i fuld hopla ned mod Dunmail Raise på tekniske, stejle og mudder-glatte spor, som blev forceret med et kæmpe smil og gå-på-mod. Mark var ikke langt bag mig, og gennem dagen havde han vist sig at være stærk på nedløb.
Leg 3 er den længste del af Bob Graham, som består af 15 toppe og over 2000 højdemeter, der bl.a. inkluderer Englands højeste punkt, Scafell Pike.
Jeg havde kun et kort ophold ved Dunmail med skift af Hoka-sko fra Speedgoat 3 til Torrent og tørre CEP-kompressionsstrømper samt noget spiseligt i skrutten, og var hurtig klar til at tage videre på leg 3. Alex Wong og Ellis stod klar til at supportere, men da jeg meldte min klar-parat-start, var Mark ikke helt så langt som jeg. Jeg er ikke til lange ophold i depoter og det giver mig et kick at gøre det så effektivt som overhovedet muligt.
Derfor startede jeg leg 3 i den overbevisning, at Mark ville indhente os på det ”flade”(!) stykke efter første stigning til Steel Fell. Men det stod hurtigt klart, at Mark var kommet langt bagud til at hente det, og der måtte derfor træffes en beslutning. Jeg råbte ned fra bjerget, at Ellis skulle løbe med mig og Alex skulle vente på Mark. Forinden havde Mark og jeg selvfølgelig snakket forskellige scenarier igennem, og selvom Mark er en badass ultraløber, som har gennemført nogle af verdens hårdeste løb, havde han selv givet udtryk for, at han forventede at blive sat på et tidspunkt. Jeg havde blot ikke tænkt tanken, at det allerede var nu.
Jeg var mildest talt flyvende på alle dele af leg 3, og Ellis og jeg var det perfekte makkerpar. Han vidste præcis, hvor langt foran han skulle løbe på nedadløbet, på lige-ud-stykkerne og opad, når han skulle navigere og han styrerede med hård hånd både mit væske- og energiindtag mens de lavtliggende skyer omringede os i en tæt tåge på det ekstrem våde underlag med græs, mudder og vand. Vi løb ikke ad stier og jeg tænkte flere gange, at dette er ægte fellrunning. Især da jeg så Ellis forsøge at springe over noget der ligner et lille vandløb, men ender med et helt ben under vand. Han rakte en arm ud efter mig, men her kom mine korte stænger til kort og jeg endte også med numsen under det kolde vand. Heldigvis havde han fat i mig, og fik hevet mig op!
Jeg anede intet om, hvor vi var, men på intet tidspunkt var jeg utryg eller tvivlede på Ellis’ kompetence til at navigere. Alt imens vi var på en seriøs mission, hvor vi søgte at optimere og løbe så meget som muligt, var stemningen præget af kærlighed til løb, til bjergene og til fell running: ”For the love of the fell”. Med fare for at lyde oversentimental og pladderromantisk, var vi en perfekt symbiose let på tå hen over fell’et (fjeldet) med en gensidig forståelse af hinandens styrker og svagheder. Ellis vidste godt, at jeg var stærk opad og derfor traf han også en beslutning om at tage en direkte vej til ”The High Fells” startende med en meget direkte vej op ad Bowfell.
Jeg nød det i fulde drag, mens jeg pressede på opad de stejle klipper samt store og små sten og forsøgte at holde tempoet oppe nedad. Ofte måtte jeg bruge hænderne til at hjælpe (scrambling), men det gav faktisk en god afveksling for benene. Efterhånden mødte vi flere og flere trekkere, der også søgte toppen af Englands højeste punkt, Scafell Pike. Som oftest spurgte de om hjælp til at finde vej, og Ellis forsøgte at hjælpe både dem og mig uden at tabe tid.
Vi nåede toppen af Scafell Pike i en heftig tåge, og kunne kun fornemme den enorme menneskemængde på toppen, der forgæves forsøgte at tage billeder. På vej ned fik den fuld gas, og pludselig støder vi på en anden Bob’er, der dog mildest talt ser ud til at være skidt kørende. Hans pacer fortæller, at de startede til kl. 22 aftenen før, hvilket betød, at jeg overhalede ham med 6 timer lidt over halvvejs på turen. Av min arm – det må ha’ været demotiverende og så meget som det plejer at motivere mig at overhale, fik jeg alligevel ret ondt af denne gut. Det forlød sig senere fra mit crew, at han stoppede ved CP 3 i Wasdale.
Det gik over stok og sten mod den sidste top, Scafell og selvom de i fugleflugtslinje ikke ligger så langt fra hinanden, tog det alligevel 28 minutter at komme derover. Forinden havde vi besluttet om at tage Lords Rake frem for at klatre med reb på Broad Stand. Broad Stand ville have været okay i tørt vejr, men glider man først på de våde sten, ja, så er det slut. Jeg havde dog løbet og små-glædet mig til Lord’s Rake og Western Traverse med et landskab der minder om Ringenes Herre med mørke, glatte små sten og nærmest lodrette stigninger, der skal scrambles op af. For foden af det stejle stykke så jeg pludselig Simon og den næste pacer, Jonathan stå og heppe. Det var en ubeskrivelig dejlig følelse at se velkendte ansigter, der havde bevæget sig over 800 højdemeter op for at give mig en highfive og hep.
At scramble op på alle fire ad Lord’s Rake gav et kæmpe adrenalinkick mod den sidste top af leg 3, som jeg logger på 11 timer og 43 min. Herefter et vildt scree run – stejlt nedadgående terræn i løse sten, hvor man lander på hælen og glider med stenene ned – der i mangel på bedre ord, var alt for fedt! Her skulle der bare gives slip og ”tits to the valley”, som man jo siger!
Halvvejs nede blev vi taget imod af Trailbear Films samt Simon, der sørgede for at bane vej for os på en lettere trafikeret sti ned mod det tredje checkpoint, Wasdale. Jeg var ikke mindre end flyvende.
Jeg skiftede hurtigt sko tilbage til Speedgoat og fik nye CEP kompressionssokker på igen, og var helt høj af et alt for lækkert løb på leg 3. Igen var Maibritt, Simon, Giselle og Dale eminente i depotet og den nye support runner, Jonathan Kent stod klar til at tage mig med ud på leg 4.
Jeg startede egentlig ved godt mod og med masser af selvtillid op at den berygtede Yewbarrow, som er lige knap 1,2 km lige op i himlen med en hulens masse højdemeter. Jeg fandt et godt tråd og havde besluttet ikke at bruge alt for meget energi her, så der kunne være overskud på toppen og til resten af leg 4 strabadser. Men hold da op, hvor var jeg smadret, da jeg nåede toppen, og jeg kunne næsten ikke forstå, hvor langt der egentlig var igen. Jeg begyndte for første gang at regne lidt på tiderne, og ifølge mit tidsskema ville jeg ankomme til næste checkpoint kl. 20.30 – endda lidt før, fordi jeg var foran planen. Problemet var bare, at klokken kun var 17.30, da jeg kiggede på uret. Mit hoved spillede mig et puds, og begyndte at fortælle mig, hvad man ellers kan nå på tre timer. Det virkelig uoverskueligt, og jeg forsøgte at opdele leg 4 i mindre dele.
Jeg vidste, der var 9 toppe, og jeg besluttede mig for at dele dem i to, og da jeg havde nakket den første stejle, var der ”kun” 2x 4 tilbage. 4 toppe ud af 42 er jo ingenting, forsøgte jeg at overbevise mig selv om… Det hjalp ikke rigtigt, da der var så (skide)langt mellem toppene og mit tempo virkede håbløst langsomt. ”Kom nu, Kris! Havde du forventet, det bare ville være en dans på roser hele vejen, eller hvad?!” Jeg skældte mig selv ud, og mindede mig selv om, at det er ret luksus at have sin første krise efter 13-14 timer. Nogle kæmper vel allerede med motivationen på Skiddaw og jeg havde læst flere løbsberetninger, der bandede leg 3 langt væk. På vej op mod Kirkfell efter at have logget over 7000 højdemeter, spurgte jeg med sympatisøgende øjne min pacer, Jonny om, hvor mange peaks der var igen. Han svarede 5, og jeg var klar til at fælde en tåre. Heldigvis fortsatte Jonny: ”You’ve done the tough part. The first half is the worse”. Da jeg ikke havde løbet leg 4 før, troede jeg faktisk på ham og fortrøstningsfuld fortsatte jeg klatringen mod toppen og fik et okay flow nedad mod den næste top Great Gable. ”Yes mand – nu er jeg på den sidste nemme del, og blot på vej hjem” tænkte jeg, og smilte kækt til toppen, mens jeg ud af øjenkrogen spottede et massivt bjerg stående helt alene i dalen. Jeg blev i et øjeblik overmandet af en frygtelig nervøsitet over, om den top var en del af ruten, men jeg forsikrede mig selv om, at når klokken nu er lidt i 20 og jeg skulle være i Honister kl. 20.30, så kan jeg umuligt nå at rende derop. Jeg roste mig selv for stadig at kunne tænke logisk og afskrev dermed monsterbjerget, indtil jeg synes, Jonny begyndte at vælge retninger, der førte os den vej.
Jeg tog mod til mig: ”Are we going up that thing?”
”Yes, but it looks worse than it is”
”Erm. Okay”
Fy for pyffer, hvor en skefuld og jeg skulle virkelig grave dybt. Det endte med, jeg simpelthen slog hjernen fra og bare gjorde, hvad der skulle til. Det sidste stykke op var scrambling på løse sten, og mine ben gjorde et stort nummer ud af brokke sig og fortælle, de var trætte. Jeg er god til at fokusere og sortere alt andet fra, og i dette øjeblik var mit eneste fokus at komme på toppen af peaket. Alt andet var ligegyldigt. Jeg tænkte ikke på tidsplaner, regnestykker, udsigten, naturen, mine hjælpere, hvor trætte mine ben og krop var, hvad resten af leg 4 ville byde på, at gennemføre Bob Graham, min pacer Jonny, glæden ved løb eller noget som helst andet. Det eneste jeg tænkte på, var at komme til toppen. Jeg var total tilstede i øjeblikket og fokuserede på det ene skridt foran det andet og det førte mig til toppen, hvor en fortrøstningsfuld følelse ventede og håbet kom tilbage. Jeg blev en smule irriteret over mine selvmedlidenhedsøjeblikke og særligt, at jeg nok havde løbet de sidste par timer ret defensivt. Jeg havde med garanti mistet mit forspring til tidsplanen, og det var lutter mit hoved, som legede med mig. Jeg besluttede mig derfor for et aggressivt modangreb, der ville overraske mine ben, hoved og resten af kroppen. Planen lød som følgende:
- Ingen pause eller stop ved Honister
- Spisende og drikke op af den første stigning
- Indhente det fortabte og gå all in på SUB 19 timer
- Fuld gas og når luften går ud af ballonen, så spænd ballerne og #dontbeshit
- Legs on. Brain off.
Efter sidste top, bad jeg Jonathan om at løbe i forvejen og fortælle crewet, at jeg ikke havde tænkt mig at stoppe. De skulle medbringe 4 følgende ting:
Vindruer, appelsiner, cola og fast føde. Nu skulle der bare hjernes igennem for at få den bedste tid muligt.
Jeg var klar til at satse hele butikken på sidste del af Bob Graham. 3 toppe og et langt nedadløb samt ca. 7 km asfalt stod mellem mig og Bob.
Jeg vidste, at Maibritt og Simon stod klar til at løbe med samt John McEwan, som Mark og jeg havde lært at kende i ugen op til. Dertil glædede det mig at se Craig Marsh, en lokal løber og hotel manager på Georg Hotel, der i sine short shorts stod klar til at løbe med.
Jeg havde klart fået for lidt at spise og drikke på leg 4, så jeg vidste, jeg skulle tanke op, og jeg kunne lige så godt bevæge mig fremad, mens jeg indtog væske og mad. Maibritt havde en pose klar med appelsiner og vindruer, som hun madede mig med, mens vi gik op ad den første stejle stigning. Jeg skulle jo bruge mine hænder på lårene og nok har det set lidt komisk ud, men det fungerede perfekt.
Efter lidt tid spurgte jeg efter cola, og stakkels Simon blev sendt tilbage for at hente flasken, der var blevet glemt. Coca colaen gjorde underværker og diamanterne blomstrede frem i mine ben. Jeg pressede på alt hvad jeg kunne, og så snart der var noget, som var løbebart satte jeg i løb. Selvom det var monsterhårdt, nød jeg det. Jeg elsker at presse kroppen helt ud, hvor det næsten ikke kan lade sig gøre, være i det og så være forbløffet over, hvad kroppen kan holde til. Vi nåede den første top på en totaltid på 17 timer og 5 min og jeg var frisk i hovedet og kroppen var klar på ballade med den smukkeste solnedgang som kulisse. Da vi ramte den sidste top, Robinson blev jeg fanget i et lille sentimentalt øjeblik, mens jeg rørte de stablerede sten, som markerede toppen med solens røde stråler i baggrunden velvidende at nu var det ”blot” nedad resten af vejen. Vi ramte et fedt flow med masser af fart og stejle klippestykker, hvor jeg overhalede hele crewet på vej ned. De fangede mig dog hurtigt igen, og da vi ramte asfaltstykket var det tid til at tage pandelamperne frem. Det var perfekt timing og vi var nede at logge 4.30 min pr. kilometer(!)
Jeg var så fokuseret på at løbe så stærkt som muligt hele tiden, og det var fedt med mine venner og pacere omkring mig. Da jeg rundt om et hjørne spottede Land Roveren med resten af crewet, blev jeg vildt glad og det motiverede mig til at blive ved med at løbe stærkt!
Det var så stor en oplevelse af suse mod Keswick med crew-bilen dyttende bagved og de bedste mennesker omkring mig. Jeg forsøgte hele tiden at løbe så stærkt som muligt, og havde tænk, at den sidste kilometer skulle foregå i en ”sprint finish”. Men da vi ramte byen, ville mine ben simpelthen ikke! Min krop meldte fuldstændig fra og truede mig med at tisse i bukserne, hvis jeg ikke makkede ret. Så det gjorde jeg og alligevel logger vi den sidste kilometer omkring 5 min/km, og da vi nåede den store plads omkring Moot Hall mødte et vildt syn mig: Masser af folk var mødt op og troppet ud af pubbene for at heppe på mig. At løbe op af de sidste trappen til den grønne dør, er et af de største oplevelser i mit liv og det rørte mig dybt at gennemføre Bob Graham på 18 timer, 45 minutter og 24 sekunder med hjælp fra et fantastisk crew.
I skrivende stund sidder jeg stadig målløs over, hvad kroppen kan præstere og én ting er sikkert: Jeg skal tilbage.
Igen et stort tak til mit crew, et tak til The Out, The OMM, The Good Karma Company og mine sponsorerer samt til jer derude, der følger med. Tusind tak.
Tak til Trailbear Films for at tage med og udarbejde en dokumentar om turen.
Udstyr:
Hoka One One Torrent(leg 3)
OMM Kamleika Jacket (leg 1)
OMM Sonic Smock (leg 4 og 5)
Salomon Skirt
Nike ¾ T-shirt
Discovery Sport Land Rover fra The Out
Hvis du overvejer at tage til Lake District og besøge det fantatiske område, kan jeg anbefale at bo på Georg Hotel. Manageren, Craig Marsh tog imod mig og mit team med åbne arme, da han tilfældigt hørte om min Bob-plan på en cafe i byen. Det endte også med, at han løb med på sidste del.
Link til Strava: https://www.strava.com/activities/2550899786
Link til Bob Grahams side: http://www.bobgrahamclub.org.uk