Køb Kristinas bog Løber for livet her!

Følg med

KriXrun
Alle produkter

All Categories

  • Gavekort
  • Udsalg
    • Kvinder
    • Mænd
  • Kristina Schou Madsen
  • Black Friday
  • Lagersalg
  • Løbesko til 800 Kr.
  • Mænd
    • Tilbehør
      • soveposer
      • pandelamper
      • Rygsække, veste og packs
      • Sportspleje
      • Energi
      • Bottles, reservoir
      • Reflekser
      • Fitnesstilbehør
    • Elektronik
      • Npe
      • Høretelefoner
    • Løbetøj
      • Jakker og veste
      • T-shirts og trøjer
      • Lange tights og bukser
      • Korte tights og bukser
      • Strømper
      • Huer og handsker
      • Caps
  • Restitution
    • Elektroterapi
    • Foamroller, bands, bolde mm.
    • Måtter
    • Hyperice, Normatech
    • Tilbehør
  • Ukategoriseret
  • 5 km
  • Buff
  • Feel good
  • Foredrag
  • Hoka ONE ONE
    • Dame
      • Road
      • Trail
    • Herre
      • Road
      • Trail
  • Kvinder
    • Elektronik
      • Høretelefoner
      • Npe
    • Tilbehør
      • Soveposer
      • Diverse tilbehør
      • Pandelamper
      • Rygsække, veste, packs
      • Sportspleje
      • Energi
      • Bottles, reservoir
      • Reflekser
      • Fitnesstilbehør
    • Løbetøj
      • Jakker og veste
      • T-shirts og trøjer
      • Lange tights og bukser
      • Korte tights, shorts og nederdele
      • Strømper
      • Huer og handsker
      • Caps
      • Undertøj
  • Løbeklubben
  • Monthly Challenge
  • Pride
  • 661
  • Cleares - Ej på hjemmeside
  • Pure Accessories
  • Pure Bra & Underwear
  • Pure Jackets
  • Pure Lime by Kristina Extreme Running
  • Pure Pants, Tights, Shorts & Skorts
  • Pure Seamless
  • Pure Tops, Tees, Longsleeve
  • Udgående
  • Tilbehør
  • Virtual Run
    • Kids
  • Virtual Run til klubber

Search

Kurv

Menu
  • Blog
  • Foredrag
  • Coaching
    • Personlig Træningsvejledning
    • World Marathon Challenge
  • Kristina Schou Madsen
    • Atleten
    • Sponsorer
    • Kontakt
  • Motionsløb
    • Kolding Half 2026
    • Løb Mellem Husene
    • Kolding Night and Day Trail
  • EBC Trek
  • Virtual Run
    • Medaljer
    • Races
  • Kolding Half
    • Tilmelding
    • Gavekort
KriXrun Menu   ≡ ╳
  • Blog
  • Foredrag
  • Coaching
    • Personlig Træningsvejledning
    • World Marathon Challenge
  • Kristina Schou Madsen
    • Atleten
    • Sponsorer
    • Kontakt
  • Motionsløb
    • Kolding Half 2026
    • Løb Mellem Husene
    • Kolding Night and Day Trail
  • EBC Trek
  • Virtual Run
    • Medaljer
    • Races
  • Kolding Half
    • Tilmelding
    • Gavekort
KriXrun/Blog
Løbeblog

Eilat Desert Marathon

kriXrun / 3. januar 2015

Video from Eilat Desert Marathon 2014 – a tough race 🙂

Trail Experience Munkebjerg

kriXrun / 20. december 2014

Lørdag d. 20/12 skulle have stået i maratonets tegn, men mine blondinegener havde desværre filtreret den ellers simple bedrift af tilmeldingen til Løb4andre maraton i Aabenraa. Jeg opdagede misforståelsen alt for sent, og løbet var meldt udsolgt!

Men hvad betyder det, når nu Trail Experience stod klar med et gratis super trailløb ved Munkebjerg i Vejle?

Runder af 2,5 km i barsk terræn med lede højdemeter, som i alt kunne runderes 4 gange til den totale længde af 10 km. Med start fra Munkebjerg Hotel stod knap 100 løbere klar til start klokken-meget-tidlig 9 lørdag morgen. Den føltes formentligt lidt tidligere end ellers, da det var tusmørke, vinden peb i ørerne og på køreturen nordpå ramte et haglnedslag uden lige! Men det kunne ikke forhindre os trailtosser i at give gas bakker op og bakker ned – mudder op og mudder ned. Vi var dog slet ikke bekymret, da løbslederen lovede os medvind op af bakkerne, men jeg skal vist lige have en efterfølgende alvorlig snak med ham…! 

Ellers bød runderne på mudder, lidt mudder og så mudder! Fede stier, der på bakkerne nedaf

satte teknikken på prøve og på de opadgående bakker satte viljen på prøve!

Jeg blev hængende lidt længere end de 10 km og nåede 7 omgange med knap 1000 højdemeter, som jeg i skrivende stund godt kan mærke i stængerne!

Først i mål på de 4 runder var ikke overraskende Søren Rasmussen(som skisme overhalede mig på min 3. omgang?!) samt Belinda Ditlevsen.  

Tak til Mikael og sønnike, Jakob for at pace på 4. runde. Jeg fornemmer en up coming i dansk trailløb 🙂 

Hurra for folkene bag Trail Experience, som bruger kræfter på vi andre kan boltre os i skoven. Besøg deres Facebookside og støt op om et godt initiativ: Trail Experience

Juleløbet Skamling – et anderledes juleeventyr

kriXrun / 14. december 2014

Årets julebegivenhed er næstefter juleaften helt klart Juleløbet Skamling – et anderledes juleeventyr. Især hvis man er en trailtosse ligesom mig! Der er efterhånden ved at være mange derude, og her lever Juleløbet op til alle trailforventningerne med både halvmaraton, 10 km, 6 km samt en 2 km familierute. Sidstnævnte en to runders strækning på 10 km-ruten i ret så kuperet terræn med mudder op til begge øre.

Juleløbet kan bestemt skrives i bogen som et udfordrende løb med tekniske udfordringer på op- og nedstigninger, der fik – en ellers efterhånden garvet trailløber – på numsen ned ad Skamlingsbankens mudderplæne! Dvs. at jeg allerede efter en små 4 kilometer måtte døjes med ekstravægt i form af mudder på bagenden til stor fornøjelse for de andre løbere! Efter det lange nedløb gennem skov og små stier fulgte et blæsende stykke langs stranden ved Binderup. Det bløde sand suger kræfterne ud af benene, og man bruger en del energi på at finde ud af hvor på stranden det mest barmhjertige sand er placeret. Strandstykket er ikke så langt, men efterfølges af en grusom og lang asfaltstigning, der synes at fortsætte i det uendelige. Stigningen blev afløst af mudderrige singletracks med gode sving i kuperet terræn.

Søde efterskoleelever dirigerede os løbere den rigtige vej, og det er super dejligt med bemandede poster – især dem der smiler og hepper!

Løbet får 5 ud af 6 løbesko – den sidste sko er inden for rækkevidde, når sneen falder og sporet er hvidt!

Arrangør: Bodyzen, Kolding og Design- og Idrætsefterskolen Skamling

Pris: 50-150 kr.

Distancer: 2, 6, 10 km og halvmaraton

Højdemeter: 474 op og 472 ned

Andet:

Gratis æbleskiver, glögg og saftevand + råhygge i efterskolens spisesal

Eilat Desert Marathon

kriXrun / 28. november 2014

D. 28. november gennemførte jeg ekstremløbet Eilat Desert Marathon i det sydlige Israel på grænsen til Jordan og Egypten.

Med 320 deltagere til start blev løbet kl. 06 skudt i gang, og vi begav sig ud på de 42,195 km i ørkenens sand og varme. Efter 3 km begyndte den første 9 km lange stigning på et ubarmhjertigt underlag af blødt sand og småsten fulgte efter. Den høje temperatur og det drilske underlag havde stor indvirkning på os alle, og 62 løbere måtte udgå af løbet.

Jeg løb med oppakning og en camelbag med 2 liter vand, som jeg fyldte op undervejs, men selvom væsken blev suppleret med elektrolytter og energi i form af geler, kunne jeg ikke forhindre en mild dehydrering i slutningen af løbet. Tempoet måtte sættes ned, og kroppens signaler respekteres.

Jeg gennemførte ørkenmaratonet på 4:46:32 og er godt tilfreds med resultatet, men det var dælme en noget af omgang med tilføjelse af unik, smuk, barsk og ekstrem hård oplevelse.

Løbeblog

Polar Circle Marathon – 2014

kriXrun / 30. oktober 2014

Video from The Polar Circle Marathon 2014, Kangerlussuaq, Greenland

The Polar Circle Marathon

kriXrun / 26. oktober 2014

Søndag d. 26. oktober deltog jeg i The Polar Circle Marathon på Grønland under ekstreme forhold på den 66. breddegrad – bedre kendt som Polarcirklen. Maratonruten løber over den tykke indlandsis og gennem enestående grønlandske landskaber med gletsjere, tundraer, arktisk ørken og et absolut smukt morænelandskab. Efter mange måneders intens træning varetaget af StayActive følte jeg mig 100% klar til den kolde udfordring.  

Alle deltagere mødtes i Københavns Lufthavn til nummer- og chipudlevering, og vi kunne således checke fælles ind. Flyveturen til Søndre Strømfjord(Kangerlussuaq) tog omkring 4 timer, og jeg kunne forestille mig at løberne fra bl.a. Australien var glade for at nå frem. Vi landende lokal tid kl. 09 og det var allerede tid til ruteinspektion på indlandsisen, så vi måtte klæde om i lufthavnen og tage med bussen ud i det uvisse.

De omkring 38 km ud til indlandsisen var krydret med ubeskrivelige fede naturoplevelser, som jeg, uden at have oplevet hele verdenen, formoder kun kan opleves på Grønland. Betaget af synet, kunne jeg mærke spændingen i kroppen stige og en smule nervøsitet omkring det faktum, at jeg i disse kølige omgivelser få dage efter skulle rende 42,195 km. Ruteinspektionen på indlandsisen var spændende og der lå ikke så meget sne, som jeg havde forventet, men is så langt som øjet kunne række, og mine ekstra pigge på skoene havde ikke en chance for at trænge igennem. Det gjorde mig temmelig nervøs, for hvordan skulle jeg dog kunne holde balancen? Dertil var det hamrende koldt, vinden piblede igennem mit tøj og jeg ændrede konstant holdning til hvor meget tøj, jeg skulle bære til selve maratonet.

Resten af dagen gik med afslapning og i samvær med de andre deltagere fra hele verden. Jeg holder virkelig af det sociale aspekt på sådan nogle ture, da de mennesker man møder, deler ens interesse for løb, og der er ingen, som sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man begiver sig ud i at løbe et maraton nord for Polarcirklen.

Fredag vågnede jeg tidligt og besluttede at tage på endnu en ruteinspektion – især fordi natten havde budt på sne, og landskabet udenfor var ikke til at kende. Det samme gjorde sig gældende ude på indlandsisen, og man skulle tro at jeg befandt mig på to forskellige steder, da alt isen nu var dækket med mellem 20-40 cm sne. Udfordringen var stadig den glatte overflade, når jeg ramte isen under sneen, men det virkelig svære, var at fornemme hvor meget sne jeg skulle træde igennem. Fornemmelsen var lidt som at gå på trapper og ikke vide om der er ét eller to trin tilbage at træde ned på. Det var en ubehagelig fornemmelse, som jeg ikke rigtig kunne finde en måde at håndtere på – udover at sætte tempoet væsentligt ned.

Det lærerige ved endnu en ruteinspektion, var at ALT ændres med vejret. Internettet meldte om forskellige vejrudsigter og alt mellem hård vind og næsten ingen vind samt – 6 grader til – 18 var at finde på DMI, YR og hvad vejrstationerne nu ellers hedder. Jeg synes, det var rigtig svært at lave udstyrsbeslutninger, men mit udgangspunkt var følgende, som også endte med at blive outfittet til maratonet:

  • Odlo merino wool undertrøje
  • Odlo fleece mellemlag
  • Odlo down jacket
  • Odlo wintertighst
  • Odlo ¾ down pants
  • Haglöfs full face
  • Odlo pandebånd
  • Buff
  • Odlo wintergloves
  • Smart Wool PHD toe sock mini(five fingers sokke som inderste lag)
  • Features winter 100% merinouldsokker 
  • Salomon Speedcross 3 GTX
  • Spikes

Lørdag gik med afslapning og et par sightseeingture i det smukke landskab omkring Kangerlussuaq samt gentagne udstyrstjek. Jeg dedikerede mange tanker til, hvordan mine personlige forsyninger ved halvmaratonmærket og 30 km ikke skulle fryse, og jeg synes selv, jeg kom frem til en god løsning, som indebar en Faxe Kondi energidrik pakket ned i en sleeve med geler rundt om flasken. Dertil lagde jeg 2 Hand Warmes fra Grabberworld, som efter sigende kunne holde sig varme i op til 10 timer.

Om aftenen bød mit b-menneskegen vintertiden og dermed den ekstra nattetime velkommen inden maratonet løb af stablen søndag. Jeg havde stillet mit vækkeur til kl. 04, så jeg kunne narre min dovne morgenkrop til at være tip-top frisk til starten kl. 09.

Løbsrapport:

Busserne ankom ca. 15 min før start og der var lige tid til at tisse af(hvilken virkelig var en kold fornøjelse), få spikes/yaktrax eller andet på løbeskoene samt få afleveret sine personlige forsyninger til ruten.

Præcis kl. 9 lød startskuddet og 167 forventningsfulde løbere tog de første skridt ud på det 42,195 km lange eventyr omkring Polarcirklen. Ruten startede med en ond stigning på ca. 2 km ud til indlandsisen. Stigningen overraskede mange med dens brutale hældningsprocent og glatte underlag, men sceneriet omkring os var absolut fantastisk, som på magisk vis fjernede startproblemerne i benene. Den sidste stigning inden isen var så stejl, at vi måtte ned i gåtempo, men synet der mødtes os for enden af bakken, var spektakulær: Et total hvidt landskab så langt øjet rakte, og jeg lagde mig klar til at angribe! Isen var glat – spejlglat, og tykkelsen på sneen var, som dagen før, svær at vurdere. Jeg kæmpede mig igennem de til tider op til 40 cm

Efter de 3 km på indlandsisen gik turen videre på fast grund, men stadig med meget sne og is som underlag.

Fra ca. 15 km til 19 km løb vi på et nogenlunde fladt terræn, men jeg valgte stadig at beholde piggene på skoene pga. det glatte underlag. Inden vi kunne sætte hak ved halvmaratonmærket, skulle vi bekæmpe en stor bakke, hvor de fleste også måtte opgive at løbe. Jeg passerede de 21 km i tiden 2:13, og var egentlig vældig tilfreds velvidende at jeg muligvis havde lagt for hårdt ud på indlandsisen. Desværre kunne jeg ikke finde mine personlige forsyninger, og jeg blev lidt panisk i væskedepotet, men måtte acceptere at løbe videre uden opfyldning af geler. Jeg trøstede mig med, at der ikke var så langt til 30 km-depotet, hvor jeg havde endnu en forsyning. Min samarbejdspartner StayActive, som varetager min træning, havde udregnet et indtag af 2,3 – 2,4 geler pr. time ved en kampvægt på 59 kg, og den plan var allerede gået i vasken, men jeg formåede at holde et højt humør alligevel nyde omgivelserne maksimalt. Det mentale overskud kom på en prøve, da jeg indså at mine forsyninger heller ikke var at finde ved de 30 km og jeg måtte nøjes med vand og varm hyldeblomstsaft. Jeg kunne mærke trætheden langsomt overtage min krop, og ved 32 km kom den første mavekrampe i en stribe som varede helt til 38 km. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog mig at komme igennem de 6 km, men kramperne tog alt overskuddet, og jeg måtte gå væsentligt ned i tempo. Så langt ned at jeg blev overhalet og mistede min 3. plads i løbet og dertil begyndte jeg at fryse. Kulden spredte sig langsomt fra det yderste af mine fingre til hele armen og ind på korpus. Min krop gik i forsvarsposition og begyndte at ryste. Min næse og den øverste del af kinderne blev iskolde og jeg følte en ubehagelig smertende fornemmelse, som om at nåle kontinuerligt prikkede ind i huden på mig. Som prikken over i’et skiftede underlaget fra blandingen mellem grus og sne til sand og sne, og hvert eneste skridt blev slugt i sandet og dræbte energien. Jeg søgte desperat efter et godt spor at løbe i, men forgæves og jeg begyndte at have svært ved at styre mine tanker. Uden at tænke over det, fandt jeg mit GoPro-kamera frem og deklarerede afslutningen på min løbekarriere! ”F… Marathon de Sables” udbrød jeg højlydt. Jeg kæmpede med mit mørke sind, men min aggression blev forvaltet til stædighed, og jeg tvang det ene ben foran det andet i den krumme, foroverbøjet position, som mavekramperne fremtvang tænkende den samme tanke: ”Det skal IKKE stoppe mig, det skal IKKE stoppe mig”. Fra det ene øjeblik til det andet ophørte kramperne og jeg kunne igen rette det fulde fokus på løbet. Jeg havde 4 km tilbage af løbet, og underlaget var igen blevet nogenlunde fast. Der var dog stadig masser af op- og nedstigninger og især den sidste stigning op til 41 km, var en udfordring. Jeg bildte mig selv ind, at med The Everest Marathon og Zugzpitze Supertrail i baghånden, kunne jeg fan’me ikke tillade mig at gå, så med et forpint ansigt lykkedes det mig at løbe hele vejen op, og kunne se frem til den sidste kilometer på et nedløb og de sidste par hundrede meter ind gennem byen til målstregen i Kangerlussuaq.

På en dag hvor heldet ikke helt stod mig bi, er jeg dog alligevel stolt over at komme i mål

som 4. bedste kvindelige løber og nr. 29 overall ud af 167 startende. At slå hver og en af de højlydte og opmærksomhedskrævende amerikanske Navy Seals-soldater er guf for selvtillidskontoen, og til gallamiddagen skulle jeg tage mig selv i ikke at spørge: ”Nå, hvor blev I egentlig af?”.

Afslutningsvis må jeg slå fast, at det bestemt er et af de hårdeste løb, jeg har deltaget i. Kulden, den tekniske sværhedsgrad på indlandsisen med 20-40 cm sne, de mange op- og nedstigninger og ikke mindst lange passager i blødt sand blandet med sne i slutningen af løbet krævede ekstrem koncentration. Desværre var ovenstående krydret med mavekramper, som jeg i dagene efter har forsøgt at finde årsagen til – uden held, og måske jeg skal finde svaret i den anderledes kost dagene op til.

At løbe på indlandsisen var unikt, specielt og tåler ingen sammenligning. En følelse af at være langt, langt væk fra civilisationen, og så absolut tæt på naturen og dens rå virkelighed og præmisser. Jeg følte mig nærmest lidt skyldig over at betræde dens urørte sne og markere mine urene og skyldige fodspor.


Fakta:

Distancer: halvmaraton og helmaraton (med mulighed for at gennemføre begge: The Polar Bear Challenge)

Depoter pr. 5. km: (ikke frosset)vand og varm hyldeblomst

Nationer: 27
Antal deltagere: 187

Cut off: 7 timer på maraton
Arrangør: Albatros
Vindere: Norbert Zeppitz, Østrig: 03:30:08 og Debby Urkins, Belgium: 4:11:26

Garmin Trailman Series – Roskilde

kriXrun / 5. oktober 2014

Langt væk fra byliv, bilos og larm mødtes knap 100 deltagere til det tredje løb i rækken af Garmin Trailman Series. 



I højtaleren blev det hurtigt annonceret, at de forventede 6 og 12 kilometersruter var konverteret til 8 og 16 km med runder af 4 km og den frygtindgydende sum af 116 højdemeter pr. runde. Der kunne hurtigt anes et spektrum af bekymrende til Dr. Evil-grinende ansigter blandt deltagerne, og jeg placerede mig måske et sted midt imellem, da min achillessene stadig ikke helt var i topform, og jeg i ugens løb havde været lidt usikker omkring min deltagelse i det krævende trailløb.

Selve ruten
Runden af 4 km bestod af super fede og udfordrende singletracks, hvor der absolut kun var plads til én løber på sporet. Det gav lidt udfordringer på første runde, men sådan er præmisserne jo, når der laves trailløb. De smalle spor var krydret med heftige op- og nedstigninger, mudderhuller, store sten, glatte rødder og træstubber. Lynhurtigt fremtvang ruten et fedt flow med høj fart nedad bakkerne og muligheden for at tage tempoet med en smule op af de hardcore stigninger. Her måtte kroppen dog lynhurtigt kæmpe med tyngdekræften, som ubestridt modarbejder dit forsøg på fremdrift. Følelsen af at suse ned og runde et sving i fuld fart (måske en smule ude af kontrol) og vende i et næsten 180-graders sving til den modsatte stigningsprocent, er den fedeste følelse, der findes! Jeg glemte i hvert fald tid, sted og det faktum, at min puls meldte om alarmerende høje gennemsnitslag!

Godt arrangeret
Arrangørerne af Garmin Trailman Series formåede at skabe en god stemning blandt deltagerne i målområdet med speaker, musik for fuld udblæsning og små udstillinger af forskellig art. Til dette løb fik alle deltagere endvidere en lille High5 energipakke med gels, bar og andet godt. Hertil skal de vilde præmier, der stilles på højkant, nævnes: To Garmin 620-ure blev kastet ud blandt deltagerne; og det lyder jo meget fedt, men når vi kvinder i gennemsnit er temmelig meget lavere end mænd, var det ikke os, der rendte af med de fede ure! Jeg har dog ingen grund til at brokke mig, da jeg vandt en lækker trøje fra Raidlight samt et pandebånd i samme mærke.

Garmin Trailman Series minder mig endnu en gang om, hvorfor jeg elsker trailløb!

Top 3:
Kristina Beckendorf – 1:33:30
Kristina Schou Madsen – 1:36:24
Anne Fabricius – 1:39:21

Christian Madsen – 1:12:11
Anders Poul – 1:17:03
Thomas Rasmussen – 1:18:55

Ved løbet i Rude Skov er der desuden mulighed for at løbe ultradistancer på 50 km og 80 km.

Fakta:
Antal tilmeldte: 300, men ikke alle mødte op
Pris: 600 kr. for alle 5 løb – ellers 175 kr. 200 kr. ved eftertilmelding
Medalje: nej
Tidstagning: chip i skoen
Præmier: Ja til top 3 + lodtrækning
Serieløb: Risskov, Geels Bakker, Roskilde, Odense(aflyst) og Rude Skov
Depot: vand og cola pr 4 km
Ekstra: Alle løbere fik en lille pakke fra High5 med diverse energiprodukter i.

Zugspitze Supertrail – 60,7 km

kriXrun / 21. juni 2014

Følgende er en løbsrapport fra min deltagelse i mit første ultramaraton: Zugspitze Supertrail

Tidsgrænser: 

V5: 12:45 V6: 14:45 V7: 15:45 V8: 17:45V9: 20:00 V10: 21:30 Mål: 22:30

En blæsende, kold og ekstraordinær våd dag i februar –nærmere sagt d. 22. februar midt i Thys nationalpark – besluttede jeg mig forat melde mig til Zugspitze Ultratrail på 60,7 km. Det lød da egentlig som et meget sjovt eventyr, og på det tidspunkt var jeg nok ikke helt klar over, hvad jeg egentlig stillede op til, men efter lidt surfing på det dersens internet, lidt youtube-rundfart og reviews fra forskellige løbehjemmesider indså jeg realiteterne: Zugspitze er kendt som et af Europas barskeste bjergløb med et ubarmhjertigt terræn. Jeg tænkte: ”Hva’ filen har du nu rodet dig ud i?!”.

Lørdag d. 21. juni stod jeg klar til et af Europas mestberygtede bjergløb Zugspitze Ultratrail i supertrailklassen på 60,7 km med et samlet sum af højdemeter på 6308 m, hvoraf de 2973 var af stigende karakter. Efter geartjek lød startskuddet kl. 09.00 til min hidtil længste distance i ukendt terræn og med et skræmmende antal højdemeter til tonerne af Highway to Hell med AC/DC. Symbolikken mellem sætningens betydning og løbets brutalitet røg hurtigt ind på lystavlen, da vi allerede nåede til foden af det første bjerg, Scharnitzjochpå 1100 moh, efter én kilometer og så stod der hardcore stigningsprocenter på menukortet de næste 8 km op til bjergets top på 2048 moh. Jeg fandt mine medbragte poles frem, og må indrømme at de hjalp mig unægtelig meget på de stejle passager. Terrænet gik fra stier med grus og sten til grønt græs, mudder og høje trapper. Bjerget var teknisk udfordrende og især på de sidste ca. 2 km, krævede det 100% koncentration for at sætte både stave og ben rigtigt på underlaget og i forhold til hinanden. Det store felt blev hurtigt delt op i mindre grupper, og det var også nødvendigt, da sidste stykke til toppen var singletrack uden mulighed for at overhale. Jeg nåede toppen efter kilometertider på helt ned til 16 min/km med min klubkammerat Tonni, og der var da lige tid til at nappe et par billeder af den imponerende udsigt inden plus blev til minus. Nedløbet var ligeledes teknisk krævende – især fordi det var så stejlt, at det ikke kunne lade sig gøre at give fuld power og lade benene rende. Jeg blev dog overhalet af et par løbere, som spændende nedad – deres lethed var virkelig imponerende, og jeg lavede lige en hurtig note til mig selv: Dét vil jeg lære! Et stykke nede af bjerge mødte vi pludselig sne, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden for ikke at glide. Grundet det gode vejr, var det dog det eneste sne, vi mødte. 

Mine fødder fik hurtigt konsekvenserne at mærke på det stejle nedløb, og vablerne under mine hæle sveg grimt og, uden jeg helst vil indrømme det, ret smertefuldt. Jeg løb ellers i Ashmeis merinoløbesok og mine Salomon Speedcross, som jeg også brugte til The Everest Marathon, men det var ikke den rigtige løsning for mig til Zugspitze. Jeg røg i hvert fald meget frem i skoene, og det skabte en uhensigtsmæssig friktion mellem mine fødder og strømperne, og ved stoppet i første væskedepot efter 15 km, kunne jeg virkelig mærke at vablerne ikke bare var de sædvanlige småvabler. Jeg overvejede kort om jeg skulle gøre noget ved dem, men jeg besluttede at lade dem være. I depotet var samlet omkring 20-25 løbere, som overfaldt de lækre bordene med alt fra hjemmelavet kage til energibarer og frugt. Jeg indså hurtigt at min lille madpakke og ekstra forsyninger af myslibarer, saltet nødder og geler var overflødigt, og set i bakspejlet burde jeg have smidt det ud og dermed reduceret vægten i rygsækken. 

Efter depotet fulgte en forholdsvis flad strækning i dalen med et imponerende syn til de omkringliggende bjerge. Med dette sceneri kan man ikke undgå at nyde løbet, selvom jeg til min overraskelse allerede begyndte at møde deltagere, som virkede pressede. Jeg nød virkelig turen op og fik frem til 3. depot overhalet en del løbere inkl. en tysk kvinde med stave, som bestemt ikke var glad for at blive overhalet. Ved omkring de 35 km røg jeg desværre også ind i en dum følelse af træthed, som kort efter føltes mere som en udbrændthed. Min mave slog knuder, mine ben var trætte og mit højre knæ låste på sådan en mærkelig måde. Den kvindelige tyske løber overhalede mig en gang for alle, og jeg havde ikke kræfterne til at følge efter. Jeg fandt stavene frem op af stigningen, og synes også de hjalp lidt, men jeg var stadig baldret. Da jeg nåede toppen fulgte et nedløb på ca. 1 km og her gik det helt galt for mit knæ, som låste og jeg kunne ikke rigtig bøje det uden smerterne jagede igennem benet. Jeg måtte kapitulere og gå ned ad bakken, og her begyndte mit hoved virkelig at drille. ”Hvorfor filen er jeg allerede træt nu?” og ”Der er laaaang vej hjem”. Den stejle nedstigning vendte sig til en stejlopstigning. Jeg vidste, den var relativ kort(1 km!) og efterfulgt af et langt stykke nedad igen. Den nedstigning blev løbet med sorte, sorte tanker, et smertende knæ og masser af overhalende løbere – især sidstnævnte irriterede mig grænseløst, mens jeg haltede ned af kæmpe trappetrin af sten, store trærødder og jord. Mit Garmin meldte kilometertider på 18,5 min/km, og det er langt fra tilfredsstillende på et nedadgående stykke, selvom det er stejlt og teknisk svært. Jeg nåede dog endelig 4. depot ved 40 km i dalen 800 moh og her opholdte en del løbere sig. Mange havde smidt sig i græsset for at få lidt skygge for den bagende 25-graders-sol, mens de tog for sig af godterne i depotet. Jeg selv overfaldt det kolde vand og frugten. Jeg spiste en af mine geler og fik ud af øjenkrogen øje på en Red Bull-køleboks, og fik en forfærdelig lyst til at tømme en. Så uden at tænke nærmere over, at jeg ikke tidligere havde gjort mig erfaringer med at tyldre Red Bull på løbeture, røg den ned på nul-komma-fem. Mange af de løbere, som havde nakket mig ned ad bakken, så egentlig ikke ud til at have travlt, og jeg så mit snit til at tage hævn! Jeg forlod derfor hurtigt depotet igen og kort tid efter, kunne jeg mærke energien vende tilbage til min krop, og jeg formåede at abstrahere fra smerterne i mit knæ. Selvom højdekortet viste markante stigninger, følte jeg det ikke som stigninger – jeg var i flow –mine sorte tanker var vendt til optimisme, nydelse, overstadighed og jeg var i mit es med højt humør, smil på læben og god fart. Efter et par kilometer skulle den store prøve stå på det sidste bjerg. Opstigningen gik fra 800 moh til de 2029 på toppen af Alpspitzbahn. Jeg glædede mig til at prøve kræfter med det bjerg, som alle snakkede om, og jeg kunne mærke spændtheden i kroppen. Pulsen endte hurtigt i den høje ende af skalaen, men mine ben havde det godt og kroppen var fuld af energi. Jeg powerwalkede op med stavene i fuld sving, og der ventede mig et absolut imponerende syn på toppen med panorama over hele området. Ærgerligt at jeg ikke kunne hænge lidt ud og nyde det, men det var jo ligesom ikke derfor, jeg var der! Nedløbet var noget af det vildeste, jeg har prøvet. De smalle singletrack var ekstrem glatte med bl.a. kæmpe trappetrin, 360-graders sving, rødder stikkende op og alt mulig andet lækkert. Men jeg følte mig på toppen og overhalede en del på vej ned, som pænt måtte stille sig ud i siden, når jeg kom forbi. Det er og bliver verdens bedste følelse: Når andre er udmattet og trætte, og jeg suser forbi med overskud, smil på læben og gode ben. Især det sidste nedløb i skoven var udfordrende og jeg måtte nærmest glide sidelæns igennem mudderet, og ventede egentlig kun på at ryge på numsen. Men det gik og vi sluttede af med ca. 1,5 km på asfalt ind til mål, hvor hundredevis af mennesker var samlet til at hylde løberne. 

Jeg formåede at løbe næsten 1 time hurtigere end forventet og kom i mål på 10:13:35, og ud af 11 danskere på ruten var jeg eneste kvinde, men til gengæld den hurtigste af både mænd og kvinder! Og med en placering i den øverste 1/3 blandtkvinderne, er jeg ret godt tilfreds med min indsats på mit første ultraløb.

Status i skrivende stund: stadig øm i bentøjet, lav på energi, blodvabler på begge hæle og jeg mister formentlig 4 tånegle. Men absolut det hele værd 🙂 

Distancer: 35,9 km, 60,7 km 79,3 og 100 km

Starttidspunkt: kl. 09.00

Antal deltagere: 2013 (alle distancer minus eftertilmelding)

Væskedepot: vand, frugt(vandmeloner, banan, æble), iso, Red Bull, suppe,kaffe, bondebrød, diverse pålæg mm.

Medalje: ja

Pris: 75€ 

Minumumsudstyr: Trailsko, rygsæk, vandtæt jakke, fløjte,førstehjælpsudstyr, alutæppe, foldekop, ekstra lag til arme og ben

Goodiebag: Salomon t-shirt, racebelt, foldekop, fløjte og diverseprøveprodukter og reklamer   

Tidstagning: Chip i startnummeret (50€ i depositum)

Arrangør: PlanB

Karakter: 6/6

Energiindtag:

4x winforce geler

4x GU ekspresso og blackberry geler

1x Red Bull

Ca. 9,5 l vand

10 salt sticks

Ca. 1 hel appelsin

Ca. ½ æble

Lidt vandmelon

1 stk. kage ved hvert depot

½ bondebrød med spegepølse

200 ml cola

ca. 1 hel energibar(mærke: ukendt)

Edinburgh Marathon

kriXrun / 25. maj 2014

Jeg har siden Thy Trail Marathon sidst i februar trænet målrettet efter at opnå en god præstation til bjergløbet Zugspitze Super Trail på 60 km i juni. Med dette mål for øje stod der denne weekend maraton på programmet i Skotlands hovedstad, Edinburgh, og man skulle fristes til at tro, det ville byde på masser af hård natur og vilde højdemeter, men der må jeg skuffe(jeg blev måske også selv lidt skuffet). Faktisk er ruten kåret som den hurtigste rute i United Kingdom af magasinet Runners World, og målstregen er placeret omkring 35 højdemeter lavere end startlinjen.

Ankomst til Skotland
Jeg ankom til Skotland onsdag aften, så jeg havde lidt tid til at se mig omkring i den gamle by, og den oprindelige plan var da også at få trænet lidt højdemeter. Men tirsdagens trailtræning med Kolding Motion medførte en lille overbelastning i højre fod, formentlig fordi jeg ikke havde fået snøret mine Salomon Speedtrail-sko godt nok. Det var rigtig dumt af mig, især fordi jeg lige har bøvlet med en skade omkring ledbåndet. Jeg valgte derfor at holde helt træningsfri fra onsdag og frem til maratonet søndag d. 25. maj, og det synes min krop egentlig var ret okay! Det er nok ikke en hemmelighed, at jeg har presset den til det yderste med mange ugentlige kilometer, spinning, boksning samt styrketræning for ben og core.

Dog blev det til en del kilometer i gåtempo med turistrygsækken på, et beredt kamera og bogen ”Turen går til Skotland” i højre hånd. Dagen før dagen kunne jeg alligevel ikke dy mig for at besøge det berømte Athurs’ Seat – en udslukt vulkan 251 meter over havets overflade lige i Edinburghs baghave med fantastisk panoramasyn over byen og den omkringliggende natur. Jeg forcerede det lille bjerg med min gode ven Malc, som også deltog i The Everest Marathon samt hans kæreste Rachel. Vejret bød på regn, blæst og lave temperaturer, men alligevel en charmerende tur op af det mini-bjerg.

De første udfordringer
Jeg kunne godt fornemme, jeg kørte på lidt lavt blus, og jeg havde en formodning om at den tid på måneden var ved at være inde, og ganske rigtigt, så kom der meget ubelejligt russere i lysthuset lørdag aften. Det gav anledning til en del mavekramper, og jeg vidste, de ville forfølge mig minimum et døgns tid – altså lige ind i maraton prime time. Det gør mig ikke noget at træne, imens det står på, men det duer ikke lige dét døgn, mens’en har meldt sin ankomst. Der var dog ikke andet for at acceptere omstændighederne, og jeg har for længst besluttet, jeg ikke gider at bekymre eller ærgre mig over ting, jeg ikke kan ændre eller har indflydelse på alligevel. Så i stedet for at være negativ og tænke trælse tanker, fik jeg det vendt til en udfordring, og jeg bød mavekramperne og eventuelle humørsvingninger velkommen. Jeg ved nogle kvinder tager et par smertestillende, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg tager ikke piller, medmindre det er meget kritisk og især ikke, hvis jeg skal dyrke idræt. Jeg kunne ikke finde på at indtage et stof, der forhindrer min krop i at give mig signaler – sagt lige ud af posen, så har jeg svært nok ved at lytte efter signalerne i forvejen, så hvis de blev sløret, vil jeg da aldrig have en chance.

Raceday
På raceday ringede vækkeuret kl. 06.50, og mit b-menneskegen brokkede sig lidt, men jeg var dog klar i 3.30-3.45-startblokken kl. 9.30 til startskuddet 20 min senere. Men da startskuddet gik, blev jeg overhalet af det, der virkede som absolut alle løbere i blokken! Jeg krydstjekkede med mit Garmin, som meldte en gennemsnitskilometertid på de første 3 km på 5.10, så mit tempo var faktisk lidt hurtigere, end jeg havde planlagt. Jeg løb ikke med oppakning, men i stedet et lille mavebælte med min iPhone til billeder og bundpropper til dagens strabadser.

Jeg havde ligeledes ikke medbragt energi, da jeg regnede med, at frugt, chokolade eller andet godt ved depoterne ville være fyldestgørende for turen. Problemet var bare, at der kun var vand ved depoterne! Ved to stationer delte de High5-geler ud, men dem kan min mave ikke samarbejde med, og da slet ikke når den i forvejen er optaget med andre cykliske omstændigheder. Men at kunne gennemføre et helt maraton uden tilføring af ekstra kulhydrater, ser jeg som en sejr for min fedtforbrænding, og det har længe været et fokus for min træning frem mod Zugspitze.

Løb – i den gode sags tjeneste
Som skrevet, blev jeg overhalet af mange løbere, og det kan være mentalt hårdt at håndtere inde i hovedet, men jeg vidste, jeg løb i det rigtige pace, og at jeg nok skulle indhente de fleste af dem senere. I min egen lille konkurrenceverden udpegede jeg en håndfuld løbere, som jeg ville holde øje med, og klappe mig selv på skulderen, når(ikke hvis) jeg overhalede dem. I den nøje udvalgte skare var en gut med en rød singlet, som løb for velgørenhed – nærmere bestemt samlede han penge ind til hjertesygdomme. Det er meget nobelt og en god gerning, jeg kun kan tage hatten af for, men som jeg så mig omkring, var det meget få, der ikke løb i en trøje, der tydeliggjorde en eller anden form for velgørenhed.

Det må ikke lyde forkert, men jeg følte mig lige pludselig hammer egoistisk, fordi jeg ikke samlede ind til noget godt formål. Jeg løber blot for min egen skyld. Jeg blev lidt nysgerrig på denne indsamlingskultur i Storbritanniens løbeverdenen, og jeg faldt derfor lidt i snak med Brian i den røde singlet. Han forklarede mig, at det var hans første maratonløb, og at han egentlig ikke rigtig havde fået trænet tilstrækkeligt, men nu skulle han bare igennem. Hans motivation var velgørenhed, og den tanke synes jeg indledende ret godt om. Men jo flere velgørenhedsløbere, jeg snakkede med, jo mere kunne jeg mærke, jeg distancerede mig fra det.

Mange af dem havde slet ikke trænet til løbet, men sammenlignede det med, at hvis et nærtstående familiemedlem kan gå igennem et smertefuldt sygdomsforløb, kan jeg også komme igennem et maraton. Det virkede provokerende for mig, at så mange løbere sammenlignede maratonturen med sygdom, og nogles tanke om selv at gå igennem et smertehelvede for at sympatisere med deres syge nære, forstår jeg ikke. Jeg vil dog gerne slå fast, at det naturligvis er dejligt, folk samler ind til de trængende eller hjælpeorganisationer, men jeg forstår ikke, hvis det skal være det primære formål med at løbe? Eller det faktum at sammenligne løb med smerte og ulykke.

Løb langs promenade
Efter omkring 5 km byløb og en tur forbi Arthurs Seat kom vi ud på en lang, smuk promenade ”Porty Prom”, og med den hårde vind viste havet fra sig sin barske, men smukke side, hvor bølgerne haglede ind mod os løbere på promenaden. Det var et betagende syn, og jeg nød omgivelserne samtidig med, jeg forsøgte at holde tempoet på mellem 5.10-5.15 km/min. De første ca. 9 km var af faldende højdemeter, men grundet hardcore modvind, var de faktisk lidt hårde at komme igennem. Efter den smukke promenade havde løbsarrangørerne gjort opmærksom på, at vi ville møde den gamle hestevæddeløbsbane fra 1800-tallet – jeg må have mistet opmærksomheden – jeg så den i hvert fald ikke! I stedet drømte jeg mig væk fra asfalten og ud på de små stier langs vandet eller helt offroad. Da ruten primært var en ud-hjem-rute, begyndte vi hurtigt at møde den hurtige front, og det er nu altid meget sjovt at se eliten komme susende forbi i et helt uvirkeligt højt tempo.

Gennemblødte før målstregen
Jeg havde ingen mavesmerter den første del af maratonet, men efter 13 miles-skiltet måtte jeg finde et toilet for at skifte bundprop. Jeg havde taget ekstra små skraldeposer med i min mavetaske, hvis jeg nu ikke kunne finde et toilet og måtte fixe det i naturen. Efter første ”skifte” kunne jeg mærke mavekramperne komme snigende, men jeg var forberedt på, de ville komme på et tidspunkt. Det var bare et spørgsmål om hvornår. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt og fokusere på løbet i stedet for smerterne i underlivet, men på et tidspunkt kom en krampe marcherende, som fik mig i knæ et kort øjeblik. De sidste 10 km af turen var temmelig hårde, men jeg forsøgte at bevare det mentale fokus og holde humøret højt.

Med 2 km igen begyndte det at stå ned i stænger, og alle løbere og publikum blev mildest talt gennemblødte. Men omkring mig bredte sig alligevel den velkendte euforiske stemning af glæde og lettelse over næsten at være i mål, og jeg tænker, at mange af løberne var førstegangsløbere. Strækningen mod mål var ganske smal, og det gav en fed effekt med masser af publikum helt tæt på. Jeg ramte mål i tiden 3.43 og var ganske tilfreds med mig selv, men jeg kan mærke, at asfaltmaraton ikke bringer mig den samme glæder som trailløb. Det må jeg tage til efterretning.

Pris: 62 engelske pund(stiger i pris)
Distancer: 42 km, 21 km, 10 km, 5 km, stafet på maraton, børneløb
Antal deltagere: i alt 30.000 deltagere
Tidstagning: Chip i startnummer
T-shirt: ja (Onesize)
Medajle: ja
Depoter: km vand og High5-gels
Billeder: marathon-photos.com mod betaling
Vindere på maraton: David Toniok 2:15:33 og Kateryna Stetsenko 2:36:07
Cut off time: 6:30

Lillebælt Halvmarathon

kriXrun / 3. maj 2014

Lillebælt Halvmarathon – hele danmarks halvmarathon blev i weekenden afholdt i Middelfart med 11.000 løbere til start. Løbet, der er kendt som et populært førstegangsløb, er velarrangeret og med opbakning i verdensklasse langs ruten. Jeg deltog med min arbejdsplads og brugte de 21 stærke, som et led i min træning til Zugspitze Supertrail på 60 km. Derfor stod jeg til start med 3,2 kg oppakning samt inden og efter løbet en cykeltur til og fra Kolding på 25 km.

Sidste uge bød på 72 km fordelt på en masse trail og bakker i og omkring Kolding. Efter Aalborg Brutal Marathon d. 18. april, har min krop været lidt træt, men de mange højdemeter havde heldigvis ikke den store efterfølgende effekt på mine ben, så det blev til to hviledage og et par restitutionsture, før jeg følte, jeg var tilbage igen. Jeg ved at skadesrisikoen er markant højere lige efter et maraton – især i mit tilfælde ,da jeg nogle gange får lidt hjerneblødninger i forhold til min træning. 

I lørdags stod den så på Lillebælt Halvmarathon, og det var egentlig ikke helt planlagt, jeg skulle deltage, men min arbejdsplads idrætsefterskolen BGI Akademiet havde stablet et lærerhold på benene, og eftersom det er en ny arbejdsplads, var jeg ikke fra starten tilmeldt, men sprang med på holdet efter et afbud. Der er ca. halvanden måned til Zugspitze, så jeg kunne sagtens byde de 21 km velkommen i min træningsplan, og det er trods alt lidt sjovere at deltage i et officielt løb end at træne dem selv. 

Klokken 11.30 sprang jeg derfor på min mountainbike og satte kursen mod Middelfart. En tur på omkring 25 km på landevejen med en del bakker undervejs, men hvad gjorde det, når man nu har medvind hele vejen? Jeg fløj afsted i højt humør og fart til Lillebælt, og jeg fik overbevist mig selv om, at når jeg nu skulle løbe halvmaratonet på mellem 1:50 og 1:52 – i min optik et roligt pace og dermed total udstødelse af konkurrencegenet, kunne jeg da godt sætte tempo på cyklen og få givet de andre cyklister baghjul. Hvad jeg i cyklende sekund ikke havde indset, var at medvind ud betyder modvind hjem, og det skulle senere vise sig at blive en knaldhård tur til Kolding, og det ellers tautologiske udsagn om at frem og tilbage er lige langt, skulle vise sig at være total inkonsistent! Mere om det senere.

Jeg skulle mødes med BGI Akademiet inden start og lige få styr på nummerudlevering og udstyr. Normalt har et halvmaraton og udstyr ikke så meget med hinanden at gøre, men som skrevet løb jeg med 3,2 kg oppakning, og da min gode ven, Morten ikke kunne nå at aflevere sit overtøj, tog jeg dette i min taske også. Vinden var markant og kold, solen lå godt gemt bag skyerne og omkring kunne man se løbere i dyb overvejelse, om det nu er bedst at smide den ekstra bluse eller beholde den på. Hvor varmt vil man få det, når man nu kommer i gang? Jeg løb selv i Odlos Muscle Force ¾ tights med en Fusion t-shirt og armsleeves, som jeg havde god gavn af under løbet. Når solen skinnede, rullede jeg dem ned af armene, og når det blev koldt, rullede jeg dem op igen. Jeg så alt fra løbere iført store sweatshirt til små tanktoppe, og der må uden tvivl være nogle af dem, som enten fik det for koldt eller for varmt. 

Da jeg havde overtaget et startnummer, var jeg lidt spændtpå at se, hvilken startblok jeg skulle starte i. På nummeret er angivet en farve og en kode, og den gule farve betød, jeg var tilmeldt i blok D(2.30), og Morten og jeg tillod os at springe ind ved 1:50-ballonerne. Til de store løb er det altid samme trumme-rum: Folk stiller sig i de forkerte startblokke, og man er omringet af løberne der hjerner fremad eller er på søndagstur. For nogle år siden kunne det irritere mig grænseløst, men efterhånden synes jeg det er lidt småkomisk, og nu kender jeg også til den knap-så-løbeetiske uskrevne regel om, at man typisk tilmelder sig en(måske to!) startblokke hurtigere, hvis man sigter efter PR til et stort løb. 

Omkring 13.45 var det nok sidste udkald til at finde sin startblok, og Morten og jeg forsøgte at sluse os ind ved de rette balloner. Som regel er det knap så eksotisk at stå som (allerede svedlugtende)sild i en tønde, men min krop bød varmen fra de tætpakkede løbere hjerteligt velkommen og mit rysteanfald fortog sig. Starten afgik og efter ca. 2,5 min, løb vi over startstregen – klar til en overkommelig opgave med fokus på det rette pace og mentalt overskud. De første par kilometer af løbet var der stor trængsel, og jeg shufflede lidt ind og ud for at komme til at ramme det rigtige tempo, og efter det første væskedepot ved 5 km, begyndte det at munde lidt ud i trængslen. Depoterne var på fineste vis adviseret 200 m før, og placeret i begge sider af vejen. I alt var der seks depoter med vand, energidrik og et enkelt depot med bananer og æble. Man kan måske overveje om sidste depot ved 19,8 km er nødvendigt, men hvis varmen havde været lige så høj som nogle af de forrige år, er det nok bedre at være på den sikre side. Turen over Den Gamle Lillebæltsbro er ganske særlig og udsigten over vandet til begge sider er super flot. På jyllandssiden løbes en lille sløjfe om Snoghøj, hvorefter man drejer, og løber ind under broen og videre mod Erritsø. Opbakningen på denne strækning er fænomenal, og man bliver nærmest helt høj af stemningen og alle tilråbene. På startnummer er angivet dit navn, og hvis du ellers løber i dit eget nummer, giver det virkelig god gejst at høre sit navn opråbt fra publikum. Morten og jeg hed i denne sammenhæng Britta og Ole, og det hyggede vi os gevaldigt meget med! Efter 14,5 km rammer vi igen Den Gamle Lillebæltsbro, og man kan så småt begynde at fornemme at nogle løbere begynder at blive presset. Men det er vildt fedt at se ansigter, som stråler af vilje og beslutsomhed: jeg kan, jeg vil. Eller folk som må ned og gå et par meter, for derefter at tænke: ”Nej fanme, nej”, og sætte i løb igen! Det er fedt! Jeg synes det er en dejlig tanke, at 30.000 løbere for kort tid siden løb VM i København, og nu står der så 11.000 til start til Lillebælt. Her må man da kunne udlede, at Danmark bestemt er en løbernation? Tilbage på Fyn går ruten ud omkring det smukke Hindsgavl Slot, og her kan man godt mærke småstigningerne på vejen, og flere løbere må ned i tempo. Igen hjælper den sublime opbakning især førstegangsløberen og PR-jagterne meget, og det var virkelig en fornøjelse at løbe den sidste del afruten ind gennem de små hyggelige gader for at afslutte på den ca. 200 m lange strækning til mål på havnen med opstillede tribuner til publikum.

Der var ikke så stor trængsel i mål, men det siger nok mere om min tid end om så meget andet. Der blev udleveret vand i små flasker og en Jolly gjorde stor glæde hos mange løbere. Et par hundrede meter væk stod telte med frugt, kage, vand og energidrik og jeg synes at Lillebælt Halvmarathons arrangører har forbedret sig markant på dette punkt. Det er sagt med forbehold, da jeg plejer at løbe lidt stærkere på distancen. 

Jeg løb negativ split og kom i mål på 1:50:35 – helt efter planen. Hvad jeg under løbet lykkelig havde forkastet, ramte mig som en mur, da jeg så mine fine mountainbike stå og vente på mig. Den søde medvind på vej ud, ville nu på bedste humørsvingnings-vis vende sig mod mig, og mobbe mig hele vejen hjem. Det blev en hård tur, og jeg tog mig selv i at misunde de mange biler, som passerede mig. Især da jeg opdagede vejarbejdet, som spærrede for den ene side af vejen ved Taulov, og jeg blev ledt ind gennem byen og hele vejen udenom. En del af mig tænkte: ”Jeger jo bare en lille bitte cyklist – jeg kan da sagtens være på vejen”. Men jeg tog den ekstra tur uden om, og det var egentlig også fint at komme lidt ud af den stive modvind. Jeg ramte Kolding omkring 17.30 og kunne velfortjent hente mine to søstre til en velfortjent filmaften efter en aktiv dag i selskab med løbere fra hele Danmark.

Dato: Lørdag d. 3. maj

Antal deltagere: 11.000 

Pris: 395 kr. 

Minimumsalder: 14 år

Tidstagning: chip i startnummeret  

T-shirt: ja

Medalje: nej

Underlag: asfalt

Væskedepot: 6 stk. med vand, energidrik, banan og æble 

Vindere: Thijs Nijhuis(1:07:47) og Louise LangelundBatting(1:15:58)

Vurdering: 5/6

Tips: Kør hjemmefra i god tid(evt. tag cyklen med bag på bilen), find din startblok i god tid og hav ekstra tøj med til efter løbet.

Andet:

SMS efter løbet

Værdiopbevaring

Expo med diverse løbegear

Trafikfri rute

Videodiplom

Fartholdere

Minimumsalder: 14 år

Aalborg Brutal Marathon

kriXrun / 18. april 2014

Der er en klokkeklar grund til, at Danmarks fjerdestørste marathon har fået tilnavnet ”Brutal Marathon”. Med en officiel samlet stigning på 736 højdemeter og 6 omgange af 6,9km + prolog på 800m skulle dette måske blive et af mine hårdeste løb i Danmark. Jeg jagter i øjeblikket formen til gennemførelse af Zugspitze Super Trail 60km i Tysklands højeste bjergkæde og som led i træningen hertil, stod der fredag d. 18. april Aalborg Brutal Marathon på programmet.

210km på 21 dage
Jeg har i de sidste tre uger haft et tætpakket løbeprogram med VM i Halvmarathon, Hannerup/Fulgsang Cannonball Halvmarathon, Ib’s Marathon nr. 100 arrangeret af Kolding Motion, Sct. Georgs Løbet – 21 km og så Aalborg Brutal Marathon som rosinen i pølseenden. Efter næsten 210km på 21 dage inden Brutalen forventede jeg et benhårdt og ubarmhjertigt marathon med energidræbende op- og nedstigninger samt et løbefelt bestående af seje og ukuelige løbere, som formentlig ville smågrine lidt over, mine til dags dato, 17 sølle marathonløb. Men jeg var absolut klar til at teste dagsformen, og jeg havde gået og småglædet mig hele ugen til at prøve kræfter med det berygtede løb.

Som nævnt er Aalborg Brutal Marathon et velarrangeret asfalt/skov/grusløb på runder af 6.9km med en prolog på 800m. Rundstrækningen stiger 120m med to stigninger op ad Nordtoft og Skovbakkevej som de stejleste – sidstnævnte slutter med en stigning på 7,3%. Her er publikum på bedste stratetisk vis placeret, og stemningen nærmer sig Alp d’Huez lignende tilstande med sang, hep, klap, flag og godt humør. På de første to runder viste frivillige vej, og herefter var ruten på fineste vis afmærket med pile og rød/hvide plasticbånd.

Nu handlede det om tempo, om at overhale den næste og den næste og den næste. Anders løb med GoPro’et ved siden af og pacede og heppede. Jeg fandt flow og blev nærmest helt høj af det gode tempo og løberne omkring mig, hvor mange var blevet ædt op af distancen, stigningerne havde tynget det mentale og lårene var stive og knæene bløde.

Efter mange træningskilometer i benene var min taktik fra start at tage det stille og roligt. Faktisk startede jeg omtrent bagerst og fik taget en del billeder og videoer med mit GoPro-kamera på den første rundstrækning. Mine ben brokkede sig en del og var nok temmelig utilfredse med de ekstra 3,5kg i rygsækken. Især den højre læg fik min opmærksomhed, da den truede med kramper og den der grimme fornemmelse af, at boblen inde i musklen bliver større og større, gjorde mig lidt nervøs. Havde jeg gået for hårdt til den de sidste uger? Efter kun 6km ramte jeg min langsomste kilometertid på 6:44 min/km, og da den poppede op på mit ur, udbrød jeg højlydt: ”Det er løgn, det her!”.

En fysisk såvel som mental kamp
Herefter kæmpede jeg lidt med hovedet, som absolut ikke kunne forstå, hvordan jeg skulle tilbagelægge resten af distancen i løbet. Jeg havde jo ikke en gang løbet halvdelen – ja, ikke engang en fjerdedel. Det virkede uoverskueligt, og jeg måtte ned at gå op af Skovbakkevej. Den eneste trøst var, at jeg var langt fra den eneste, som gik op af den lede stigning; det irriterede mig bare, at jeg allerede måtte kapitulere på første runde. Efter bakken lavede jeg en bindende aftale med mig selv: ”Godt nok har jeg ikke ramt dagen, men det er skisme slut med at gå. Det er sgu for tamt. Jeg er ikke kørt hele vejen fra Kolding til Aalborg for at gå et marathon” osv.!

Jeg begyndte at snakke lidt med de andre løbere, og det er altid hyggeligt at høre deres historie, og hvad deres løbebaggrunde er. Jeg kom i snak med en marathondebutant og tænkte, det bare var hammersejt lige at nappe Brutalen som sit første marathon. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg ynkede efter de 30km til mit første i Berlin, så hatten af for hende. Det bevirkede faktisk, at jeg havde knap så ondt af mig selv anden gang, jeg så direkte ind i asfalten på den lede stigning. Jeg ville løbe hele vejen op, og undervejs overhalede jeg en del løbere. De fleste af dem overhalede mig dog efter bakken igen, men det var egentlig også okay. Jeg havde accepteret mine trætte ben, og jeg ville bare nyde turen, komme godt igennem og ikke risikere nogen dumme skader.

Følgeskab gav kæmpe boost
Efter lidt small talk hist og pist rundede jeg de 26km, og jeg kunne se frem til følgeskab af min gode ven Anders Fugmann. Han er bosat i Aalborg, og vi havde en aftale om, at han skulle løbe med på de sidste to runder. Det gav et kæmpe boost, lige pludselig var jeg flyvende, og mine kilometertider raslede nedad. Jeg overhalede den ene efter den anden, og mon ikke nogen af de andre løbere var lidt trætte af at blive overhalet af en lille 160 centimeters-pige med oppakning? Det kunne kun pleje mit konkurrencegen og gøre mig i blændende humør, og hermed tog løbet en uventet drejning.

Nu handlede det om tempo, om at overhale den næste og den næste og den næste. Anders løb med GoPro’et ved siden af og pacede og heppede. Jeg fandt flow og blev nærmest helt høj af det gode tempo og løberne omkring mig, hvor mange var blevet ædt op af distancen, stigningerne havde tynget det mentale og lårene var stive og knæene bløde. De lidende ansigterne(heriblandt mit eget) afspejlede dagens strabadser og afslørede, at Aalborg Brutal Marathon ikke bare er et almindeligt hyggeløb. Det kræver vilje, udholdenhed, mental styrke, gode lårbasser og dagsform.

Jeg toppede med to kilometertider på 4:55 og 4:54 på 36. og 37. kilometer, og den sidste kilometer fløj jeg i mål med 4:04 i snit. Det kan jeg takke min makker Anders for, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor meget det mentale spiller ind på maratondistancen. Min krop får jo ikke tilført ekstra energi af, at jeg får en løbemakker, og at publikum går amok på min vej til toppen af stigninger er jo heller ikke en direkte kanyle af energi ind i min krop, men det giver et mentalt boost, som har en kæmpe indvirkning på det fysiske. Status er, at jeg skal arbejde mere med det mentale til Zugspitze Super Trail.

Jeg kan klart anbefale Aalborg Brutal Marathon til løberen, der har lyst til at udfordre sig selv med hårde højdemeter og exceptionel god stemning. 

Fakta:
Antal tilmeldte: 199 mænd/23 kvinder = 222 løbere heraf 208 gennemførte
70% asfalt – 20% grus – 10% skovsti
Væskedepot 3 gange pr. runde: vand, saft, cola, salte chips, Matadormix, rosiner, chokolade, appelsin og banan
Medalje: ja
Pris: 200,- kr.
Vindere: Søren Rasmussen 2:47:59 og Stine Rex 3:25:06
Tidtagning: Manuel registrering ved officials
Karakter: 5 

1. runde inkl. 800 m prolog: 45:26
2. runde: 39:58
3 runde: 39:20
4 runde: 41:45
5 runde: 38:13
6 runde: 38:41

1. halv: 2:04:29
2. halv: 1:58:24
Samlet: 4:02:53

Thy Trail Marathon – 2014

kriXrun / 22. februar 2014

Min video af Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste maraton! 

Everest Marathon – endelig i mål!

kriXrun / 28. november 2013

Her følger mit niende blogindlæg om de sidste forberedelser til verdens højeste marathonløb, Everest Marathon – samt oplevelsen af at komme i mål SUB 7 timer og på en 2. plads! Og det til trods for, at optakten langt fra var optimal, men det er en af præmisserne for at kunne nå til startlinjen i 5.200 meters højde.

Den sidste uge inden løbet bød på ubehagelig opkast/diarre samt udmattende trekkingture med sygdom i kroppen. Men da startskuddet lød tidlig torsdag morgen, glemte hun alt om det hårde arbejde for at nå til Gorak Shep.

En nat i helvede
Natten til mandag d. 25. november skulle vise sig at blive en nat i helvede med smertende mavekramper, opkast i mængder jeg ikke troede var muligt og hyppige besøg ved hullet i toiletteltet. At være syg i næsten 5000 meters højde er hårdt arbejde, og mit eneste ønske var bare at ligge hjemme i min varme seng i Danmark. Da jeg efter et par timer havde tømt absolut alt i min krop, sagde jeg til min tent buddy, Rachel: “This is it. I can’t do the marathon”. Efter en lang og grim nat fortsatte trekkingturen op til Lobuche(4900m). Det var uden sammenligning den hårdeste gåtur, jeg nogensinde har været på, men mine venner i gruppen var flinke til at hjælpe med opbakning og støtte.

Da vi nåede frokoststedet meldte jeg udsolgt og faldt i søvn på jorden. Da jeg kort tid efter vågnede, kastede jeg igen op og besvimede. Jeg var helt rundt på gulvet og kunne hverken genkende de sneklædte bjergtinder eller menneskerne omkring mig. De tilknyttede læger rådede mig til ikke at gå med længere op. Så jeg og Rachel indlogerede os i et lodge og blev der natten over.

Efter omkring tre timers søvn begyndte jeg at få det bedre, og dagen efter var jeg klar til at gå videre op og mødes med de andre, dog med et ekstremt lavt energiniveau, og det irriterede mig enormt at skulle blive ramt af sygdom så tæt op til løbet. Men der var ikke andet at gøre end at tage det sure med det søde og forblive ved godt mod.

Rygtet og erfaringen fra mit tidligere trek fortæller, at Lobuche uden sammenligning har de koldeste nætter. Temperaturen kan falde ned til -25 grader, og natten, vi tilbragte i telt, var hamrende kold. Heldigvis formåede jeg at holde toiletbesøgene nede på et minimum, og min kvalme var stort set væk. Lobuche er desværre også kendt for trekkers disease, og ligesom pesten blev spredt med lynets hast, måtte næsten halvdelen af holdet overgive sig med opkast og dårlig mave.

Lægetjek dagen før dagen
Inden vi dagen efter begav os ud på den sidste trekkingtur til startlinjen, skulle vi gennem sidste lægetjek bestående af balancetest, måling af puls og kroppens oxygenniveau samt hjerte/lungefunktion. Jeg kom godt igennem med et iltniveau på 96% samt en puls på 90(næsten en fordobling af min hvilepuls!). Lægerne vurderede, at tre deltagere ikke var fysisk klar til at deltage i løbet, men de fik muligheden for at starte løbet i Pheriche i stedet. Trekket til Gorak Shep var sej, og da min gode ven Dave bar min taske, da jeg var syg, var det min tur til at hjælpe ham. Han havde kastet op hele natten og var fuldstændig hvid i ansigtet, ekstrem træt og uden energi. Det er ikke optimal forberedelse at tømme kroppens energilager 3 dage før et marathon, ikke kunne kulhydratloade ordenligt og så oveni udsætte sin krop for en enorm fysisk belastning(og endda med to tasker af omkring 5-6kg hver) dagen før dagen.

De sidste forberedelser
Endelig nåede vi Gorak Shep, og jeg var meget spændt på at være tilbage. Jeg tilbragte resten af dagen for mig selv med at pakke og ompakke min løbetaske og sikre mig, at løbets krav om et minimum kit var opfyldt: “Long sleeved thermal top and leggings, additional top and leg covering, rain and windproof jacket(with hood) and trousers, gloves, thermal head covering, whistle on a neck cord, survival bag, head torch and ekstra batteries”.

Kittet bliver tjekket før og efter løbet, og løbsledelsen annoncerede, at de ville foretage tilfældige prøver undervejs. Hvis du mangler dele af minimumskittet, vil du blive diskvalificeret fra løbet. Jeg tilføjede en ekstra t-shirt, sleeves og min camelbag med plads til 2 liter vand. Ellers stod onsdagen på mental forberedelse, afslapning samt fælles øvelse af starten. Jeg gik tidligt i seng – ekstrem spændt og med maven fuld af sommerfugle! Men natten var lige så grum som sidste gang, og det blev stort set ikke til noget søvn. Jeg vågnede to gange, hvor min krop hyperventilerede og brokkede sig over den utilstrækkelige mængde af ilt. Følelsen af at være spærret inde i et alt for lille rum, hvor man bare har lyst til at bryde ud i det fri og tage 1 dybe, fyldestgørende indåndninger. I 5200 meters højde er der ca. halvdelen af den ilt, jeg er vant til at få i Danmark, så det er ikke underligt, at kroppen reagerer, som den gør.

“I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at have nået så langt.”

Klar til start
Endelig ringede mit vækkeur tidlig torsdag morgen – nærmere sagt kl. 04.00(jeg er b-menneske, så min krop tager et par timer om at vågne). Jeg tjekkede mit kit en sidste gang, spiste den sædvanlige havregrød og så klar til start!

Kl. 06.15 blev vores numre råbt op, så løbsledelsen kunne tjekke, at alle deltagere var mødt til start. Kl. 06.30 lød startskuddet! 63 deltagere ud af 75 havde klaret trekkingturen og lægetjekket og var klar til at forsøge sig med verdens højeste marathonløb. Undervejs var to sendt ned med helikopter, og en del måtte bukke under for højdesyge og/eller diarre/opkast. I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at have nået så langt. Første del af ruten var teknisk svær på is og sne, og et par gange faldt jeg på numsen, fordi jeg ikke kunne fornemme den glatte frost under sneen.

Fra Gorak Shep og ca. 15 minutter ind i løbet er der en ubehagelig stigning, som mange af de andre deltagere tog fejl af. De forsøgte at løbe op af den, men måtte give op halvvejs pga. vejrtrækningsproblemer, og jeg kunne overhale de omkring første 15 løbere i gåtempo – dog med en puls tæt på de 190! Al bevægelse i 5200 meters højde er ekstrem krævende, og jeg havde bestemt en fordel ved at have løbet her før og vide, hvordan jeg skulle disponere den første del af turen.

Min plan var at dele løbet op mellem de 6 check points og tage tingene, som de kommer. Hvis træt, så gå. Hvis frisk, så løb. Hvis sulten, så spis. Hvis tørstig, så drik. Jeg har aldrig løbet ekstrem- eller ultraløb før, og min længste løbetur har været lige under 5 timer, så jeg ved ikke, hvordan min krop reagerer, når den bliver presset længere ud og især ikke i disse højder med mindre ilt tilgængeligt. Så da jeg passerede tredje check point i Pangboche som første ikke-nepalesiske kvinde, blev jeg mildest talt overrasket. Jeg havde indtil få kilometer før fulgtes med en engelsk kvinde Beth, men hun stoppede for at skifte tøj, og jeg fortsatte i let løb, og vi forsvandt fra hinanden. Efter omkring 20km kommer den første slemme stigning til Tengboche. Den er så stejl, at løb for det første er umuligt, gå uden pauser er umuligt. og du har egentlig bare lyst til at sætte dig ned for få følelsen tilbage i dine ben. Da jeg endelig nåede op af den, var mine ben smadret. Jeg kunne dog glæde mig over at være nået halvvejs i et af verdens hårdeste marathons, men jeg vidste også, at  løbet først begyndte der for alvor.

Status: halvvejs i løbet
Efter Tengboche kommer den frygtede nedstigning til Kangjuma med grus, sand og sten, som virkelig er teknisk krævende at løbe på – især når det går nedad. Men det gik overraskende godt, og jeg fik overhalet et par mænd på vej ned. Da jeg nåede bunden af bjerget, mødte jeg ultraløberen Dave, som et par dage før også var blevet ramt af sygdom. Han var helt blottet for energi, og jeg trak fra ham op af den næste stigning til Chorkung. Indtil videre havde jeg haft et rigtig godt løb, men denne stigning var ikke mindre end umenneskelig lang og stejl. Jeg havde forceret den før, så jeg vidste godt, hvad der ventede mig, og det var bestemt ikke en fordel at have vished herom! Stigningen består af snoede grusstier med kæmpe trin, som jeg, med mine korte ben, nærmest måtte kravle op ad.

Det krævede rigtig meget energi, og jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var ved at løbe tør. Jeg måtte flere gange stoppe for at få vejret og strække mine ben ud, så de ikke gik i kramper. Her skal der graves dybt eller som mine engelske venner lærte mig: Dig deep! Jeg lå stadig som første ikke-nepalesiske kvinde, men min krop var udmattet, ruten var lang fra flad, og jeg måtte finde min iPod frem og skrue uhæmmet højt op for Volbeats aggressive toner. Det fik mig lidt op i tempo, og jeg nåede endelig Thamosløjfen, som er lig med de sidste 6 miles eller 10km. Fra den tidligere træningstur på sløjfen vidste jeg, at det ville blive hårdt arbejde, for der er ikke et fladt stykke vej at finde. Det er enten op eller ned, og når man er træt og benene bare føles som tunge klodser, gør det lige så ondt at løbe ned som op.

Mælkesyre, high fives og mål i sigte
Mælkesyren i mine lår efter den lange nedstigning fra Tengboche var ubeskrivelig grim, og for hver skridt jeg tog, jagede smerten igennem quadriceps. På vej ud mod vendepunktet kunne jeg give high five til de hurtige nepalesiske løbere og de to første ikke-nepalesiske mænd, Malcom og Steve. Det gav lidt energi at se, de også knoklede for at komme i mål. Da jeg nåede vendepunktet, var jeg absolut fuldstændig smadret og havde hverken lyst til at drikke eller spise. Jeg fik bundet en sløjfe på min taske som et bevis på, jeg havde været helt ude, men jeg var så træt og måske lidt desorienteret, at jeg bare råbte: “Don’t touch me!”. Jeg vendte rundt og kunne se Beth nærme sig med masser af energi, og jeg vidste, at min førsteplads kun havde været til låns. Normalt hader jeg at blive nr. 2, men i dette tilfælde var Beth blevet min gode veninde under den lange trekkingtur, og jeg vidste, at hun var en stærk ultraløber med langt mere erfaring end mig. Status var desuden, at jeg var baldret, udsolgt, finito, wiped out, færdig – basta bum!

Det handlede nu om at slæbe mig igennem de sidste 5km på bedste mulig vis. Når det gik ned ad bakke, kunne jeg tippe min krop forover og tage fra med benene, så det nogenlunde lignede løb, men på lige strækninger og op af bakke var mit mål ikke at gå i stå, men bare at bevæge mig en lille smule fremad. Da jeg langt om længe kunne se målbyen Namche, trængte tårerne sig på, og en uforglemmelig lykkefølelse fyldte min krop. Kun Beth havde overhalet mig på sløjfen, og jeg kunne løbe i mål som nr. 2 ikke-nepalesiske kvinde, nr. 4 over all ikke-nepaleser og nr. 21 på den nepalesiske liste.

Jeg er stolt, glad, overrasket og ikke mindst lykkelig. At deltage i Everest Marathon er uden sammenligning det hårdeste og mest krævende, jeg nogensinde har oplevet. Men alligevel tager jeg mig selv i at dagdrømme om det næste ekstremløb…

Jeg vil gerne takke Koldingegnens Idrætsefterskole, Kolding Bokseklub, Bodyzen og mine søstre Laura, Matilde og Kira for støtte og kæmpe opbakning, samt alle der har fulgt min rejse på Facebook, LøbeMagasinets blog og i avisen.

Overall top 5 for Everest Marathon:
1. Malcolm Attard, Malta – 5.47.22
2. Steve Lang, GB – 6.02.52
3. Beth Thompson (F), GB – 6.50.16
4. Kristina Schou Madsen (F) Denmark – 6.59.50
5. Matt Smart, GB – 7.01.27

Everest Marathon – en uge til raceday!

kriXrun / 23. november 2013

Søndag d. 10. november mødtes jeg med maratonholdet på Hotel Shanker i Kathmandu. Jeg har set meget frem til at møde de mennesker, som jeg i 15 dage skal trekke, akklimatisere og ikke mindst løbe 42 km i verdens højest beliggende maraton med. I præsentationsrunden blev det dog hurtigt klart, at mange af deltagere er intet mindre end supermennesker! En ældre amerikansk herre, Brent Weigner fortalte, at han havde løbet 22 maratons i år, 218 i alt og løbet på verdens 7 kontinenter for 9. gang – ganske imponerende sammenlignet med mine sølle 14 maratons. Så i dette selskab tør jeg slet ikke nævne mine “latterlige” 54 halvmaratons.

En kold fornøjelse
De 55 udenlandske deltagere er delt op i tre grupper, som trekker, spiser og camperer sammen. Hver gruppe har en leder, to læger og en del frivillige samt et hold bærere og kokke til at tilberede maden. Vi overnatter i telte, og jeg har været rigtig spændt på at sove udenfor i minus 10-20 grader, men mine seks nætter er indtil videre gået godt, og jeg har næsten ikke frosset. Dog er nattisseri noget værre rod i denne kulde, men desværre uundgåeligt, da jeg drikker omkring 3-4 liter vand om dagen for at få nok væske og dermed hjælpe akklimatiseringsprocessen.

Det kræver vilje at hoppe ud af den (en smule) varme sovepose og ud i isende frostvejr, finde udendørstoilettet – dvs et hul i jorden, så tilbage i teltet og forsøge at få varmen igen. Jeg sover med et lag merinould inderst, et lag fleece og en dunjakke samt handsker og hue, og inden sengetid fylder jeg mine to vandflasker med kogende vand og putter dem ned i soveposen. Alt mit elektronik som f.eks. kamera, batterier og telefon har jeg ligeledes med ned i posen, så kulden ikke dræner eller ligefrem ødelægger det. Indersiden af teltet og soveposen er om morgenen dækket af is, og det kræver sit at komme ud af posen.

Inden maratonløbet trekker vi omkring 120 km i Everest-området for at akklimatisere, men det har desværre ikke været muligt at følge den planlagte rute, da Himalaya i øjeblikket oplever det koldeste vejr i 18 år. Arrangørerne er bange for at overnatning i telte i Gokyo(4791)vil gøre os syge, så vi har overnattet fire nætter i Machermo i 4465 meters højde og i stedet taget to dagsture til Gokyo, peaket Gokyo Ri(5483) samt gletsjerne i området.

Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.

Man mødes med forståelse og gensidig respekt

I dag har jeg sammen med en del fra min gruppe løbet fra Machermo(4465) til Kanjuma(3595). En tur på ca. 2 timer. Ganske overraskende er jeg ikke langsomst – faktisk kan jeg holde tempo med de kvindelige deltagere i gruppen. Men en 120 min løbetur for dem er vel bare en søndagsluntetur i parken. Det var super dejligt at få luftet løbeskoene igen. Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.

Det er en helt speciel gruppe mennesker, som er samlet – her er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man vælger at løbe et af verdens hårdeste maratons, eller hvorfor man deltager i andre ekstrem- eller ultraløb. Der er en gensidig respekt for trangen til at udfordre sig selv fysisk, og når Dave Falknwer fortæller om sit 200 miles race, hvor han midt i løbet bliver udelukket af lægerne pga. høj feber, men stadig ønsker at fortsætte, forstår alle her, hvorfor han tænker, som han gør.

“Happy birthday Kristina!”

Søndag d. 17. november fyldte jeg 28 år, og det var en uforglemmelig dag med dejlige folk omkring mig og en natur, som ikke kan beskrives med ord, billeder eller film. Sherpaerne – hjælpeteamet omkring holdet – havde bagt en chokoladekage til mig, hvor der stod “Happy birthday Kristina”. Fuldstændig fantastisk. Jeg skulle i hvert fald lige sluge klumpen i halsen og tørre øjnene. Sherpaerne ejer ikke meget, men vil gøre alt for dig. Det sætter tingene lidt i perspektiv, og jeg bruger en del tid på at tænke over, hvordan jeg lever mit materialistiske liv derhjemme.Det er overvældende at tænke på, at der er under en uge til raceday. Jeg håber at kunne lave en update mere, inden det går løs på torsdag.

De sidste par ugers program:
06.11 – 3×20 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
07.11 – 2×15 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
08.11 – Hviledag
09.11 – 1 times roligt løb + 1 times core- og bentræning + 1 times løb(Borgs skala 17-18-19)
10.11 – 1 times restitution
11.11 – 45 min løb inkl 2×10 min tempo(Borgs skala 18-19)
12.11 – 2×30 min tempo(Borgs skala 16-17) + opvarmning
13.11 – Trek fra Lukla(2800 m) til Phadking(2600 m) 3,5 timer
14.11 – Trek fra Phadking til Namche(3446 m) 7 timer
15.11 – Trek til Everest View Point og tilbage til Namche (400 højdemeter) 3 timer
16.11 – 10 km løbetur fra Namche omkring Thamosløjfen og tilbage + 2 timers trek fra Namche til Kumjung(3780)
17.11 – Trek til Dole fra Kumjung
18.11 – Trek til Machermo(4465) på 3 timer
19.11 – Hviledag med 2 timers trek
20.11 – Trek til Gokyo Ri(5483) på 9 timer
21.11 – Trek fra Machermo til Kumjunga(3597)
22.11 – Trek fra Kumjunga til Tengboche(3867)

Foredrag: Helt til tops – The Everest Marathon

kriXrun / 20. november 2013

Kom med til Nepal og med op til Himalays sneklædte tinder. Hør om de seje op- og nedture og hvordan man overvinder dem

Hør et spændende foredrag, hvor Kristina fortæller om hendes 2,5 måneders ophold i Nepal som forberedelse til løbet med op- og nedture. Undervejs blev hun indlagt på i tibetansk hospital med symptomer på akut højdesyge, og blev ramt af opkast 3 dage før løbet. Hør med den intensiverede træning i Himalaya, hvor hun før mødet med maratongruppen, selv trekkede til The Everest Base Camp for at optimere akklimatiseringsprocessen. Foredraget slutter med at vi følger i hælene på Kristina hele turen med en personlig og intens løbsberetning af The Everest Marathon. Er du klar til at nå toppen?

Hør mere og book foredrag

Everest Base Camp: Tjek!

kriXrun / 6. november 2013

At nå Mount Everest Base Camp var første del af målet på mit eventyr, og det var en blanding af lettelse og lykke, efter 10 dages hård trek med flid, sved og hårdt arbejde, at jeg endelig satte min fod på det golde Base Camp med de karakteristiske gule telte. Jeg kunne kigge tilbage på overvældende oplevelser med imponerende naturindtryk, flytten til fysiske og mentale grænser samt sige farvel til næsten halvdelen af trekkinggruppens medlemmer pga. højdesyge.

Solopgang over Mount Everest og iskolde nætter
I et guest house i Gorak Shep i 5184 meters højde forsøger jeg at få lidt søvn. Jeg er pakket ind i mit uldundertøj, -sokker, -hue og -handsker samt silke-, fleece- og min lånte sæson 4-sovepose, men stadig fryser jeg mine fødder, og min næse er kold som en istap.

Natten her rygtes som værende forfærdelig, og en samtale mellem en franskmand og en russer ude på gangen, bekræfter mig i rygterne: “Folk vågner om natten og flår vinduerne op i et desperat forsøg på at få ilt”. Med den grumme forestilling faldt jeg i søvn, men vågnede kort tid efter gispende efter vejret. Jeg kunne ikke få luft, og min krop responderede med en slags panisk hyperventileringstilstand, hvor alt skreg efter luft. Mit hjerte pumpede, mit hoved dunkede og jeg kunne absolut mærke alle lemmer brokke sig i mit korpus.

Tankerne pressede sig på, og med fare for at lydemelodramatisk, blev jeg faktisk i tvivl om min krop overhovedet kunne klare presset. Det kunne den heldigvis, og kl. 4.15 følte jeg mig nogenlunde klar til at kravle op af Kalar Pattar for at se den berømte solopgang over Mount Everest og Nuptse – en tur kun to af gruppens medlemmer klarede.

På min tur til Everest Base Camp har jeg fulgtes med syv andre trekkere, to guider og fire bærere. Jeg havde inden turen overhovedet ikke overvejet, at nogle måske ikke ville nå til Base Camp, og da slet ikke at succesraten ville være under halvdelen.

De første falder fra
I Lobuche måtte vi sende den første pige ned med helikopter pga højdesyge, og stort set alle af gruppens medlemmer følte sig den dag utilpas med hovedpine, kvalme og/eller næseblod. Derfor holdte vi her en ekstra dags pause, men kun for at sende endnu en ned med hest og efterfølgende helikopter. At se sine venner lide på den måde, er en meget skræmmende oplevelse, og at højdesyge ikke er for sjov, skulle jeg tids nok høre flere eksempler om.

Taktikken langs ruten var klar: gå langsomt op, og som Michael Strynø tidligere på måneden insisterede kraftigt på: drik, pis og akklimatisere! Herefter var hans bedste råd, som i tidligere blogs nævnt, hvidløg. Ovenstående har resulteret i en hvidløgsstinkende Kris med hang til bagtroppen og utallige forespørgsler om tissepauser i tide og utide. Jeg er sikker på at de fleste trekkere i Mount Everest-området på et eller andet tidspunkt, har set min hvide numse forsøgt gemt i vejkanten. Men det kan jeg nu godt leve med!

Løbetur til Pangboche
Fra Gorak Shep fik jeg grønt lys fra min guide om at løbe turen ned til Pangboche – en tur på omkring 23-24 km. Starten på turen var enorm hård og især det tynde luftlag var udfordrende og egentlig også surrealistisk at løbe i. Få skridt og den mindste hældning på vejen giver vejrtrækningsproblemer, og man fuldstændig tvunget til at tage det helt roligt. Dog forløb turen over al forventning, og det var virkelig fedt at få trænet teknikken på is-, sten- og grusunderlag og på op- og nedstigninger, jeg ikke troede overhovedet var muligt at løbe på.

Jeg formåede at løbe ca 4/5 af maratonruten på to dage, og det var virkelig en positiv oplevelse – men hold da fast, det bliver en knaldhamrende hård tur!

På maratonruten er det deltagernes eget ansvar at finde vej, så det var godt timet, at jeg på træningsturen drejede af til højre i stedet for til venstre! At finde vej selv, havde jeg frygtet en del, men størstedelen af ruten giver heldigvis sig selv, og ellers er der jo muligheden for at spørge om vej. Navnene på de 11 byer vi skal løbe igennem, har jeg lært udenad, så jeg håber at jeg er dækket ind i tilfælde af, at jeg komme til at løbe allersidst!

Sidste uges program:
25.10 – 7 timers trek (Namche 3446 moh – Tengboche 3867 moh)
26.10 – 5 timers trek ( Tengboche – Dingboche 4343 moh
27.10 – 5 timer – besteg bjerget Nagarun 5313 m og løb ned
28.10 – 5 timers trek (Dingboche – Lobouche 4910 moh)
29.10 – 4,5 timers trek fra Lobuche til ca 5300 moh og retur
30.10 – 8 timers trek (Lobuche – Gorak Shep – Base Camp – Gorak Shep 5184 moh)
31.10 – 3 timers trek til toppen af Kalar Pattar(5623 moh) + 3 t 45 min løb fra Gorak Shep – Pangboche 3901 moh
01.11 – 2 t og 35 min løb fra Pangboche – Namche 3446 moh
02.11 – 4 timers trek’n’run (Namche – Phakding 2652 moh)
03.11 – 2 t 30 min trek’n’run (Phakding – Lukla 2800 moh)
04.11 – 1 t 15 min restitutionsløb i Kathmandu
05.11 – 45 min morgenpowerwalk + 1 times løb med 6×2 min stigninger

Everest Marathon: Drik, pis og afklimatiser!

kriXrun / 25. oktober 2013

Ugen op til det første hike har været en kombination af løb, masser af trekking, mountainbike og sport wall climbing – aktiviteter med det formål at forberede mig bedst muligt til første trek til foden af verdens højeste bjerg og naturligvis i sidste ende marathonløbet.

Drik, pis og akklimatisere


Drik, pis og akklimatisere – opsummerende og vise ord fra Michael Strynø, den første dansker på toppen af Mount Everest, som i en Skype-samtale gav gode råd og fifs omkring færden i højderne. Han anbefalede at drikke mellem 4-5 liter vand om dagen, da det tynde luftlag medvirker en hurtigere vejrtrækning, og dermed forsvinder meget af fugten ud gennem åndedrættet. Udover at drikke, skal man også sørge for at spise rigeligt, og især hvidløg, som er med til at rense blodet for affaldsstoffer.

Jeg kan egentlig ikke fordrage hvidløg, men de sidste morgener har jeg fået hvidløg i min omelet, ekstra hvidløgsfed til middag og i aftes fik jeg sørme en hel skål fuld af rå hvidløg, som tilbehør til min aftensmad, og eftersom jeg ikke har været i bad i tre dage nu, må der rende en ganske slem duft efter mig!

Det er svært at få noget ordentlig mad i kroppen; der er hverken frugt, fuldkorn eller andet fra min normale semi-sunde kost derhjemme. Et af Michaels råd var, at du må aldrig være sulten i højderne, da din krop altid skal have nok at arbejde med.

Nu er situationen bare den, at jeg er konstant sulten – og det ved jeg at køkkenpersonalet på min tidligere arbejdsplads Koldingegnens Idrætsefterskole med garanti kan skrive under på! Det koster et par ekstra kilo på kroppen, men mon ikke det er okay at have lidt at tage af?

Den sidste uge
For at skrue tiden tilbage til sidste uge, var de 75 km på mountainbike en kæmpe udfording, men at skulle sætte sig op på cyklen igen to dage efter, var virkelig noget, der krævede viljestyrke! Jeg havde så ubeskrivelig ondt mellem benene, hvor jeg var fuldstændig hudløs, og måtte vandre rundt uden underbukser på! Knap så charmerende, men kanten af trusserne skrabede ind på sårene, og jeg havde simpelthen ikke andet valg, end at undlade det inderste lag! De 4 timer på mountainbike testede min smertetærskel, og det handlede bare om at komme igennem. Turen blev fulgt op af 4,5 timers hike dagen efter i bjerge nær Kathmandu samt et par timers sport wall climbing.

Starten på det virkelige eventyr
Den 22. oktober fløj jeg af sted til Lukla i 2800 meters højde – verdens mindste landingsbane og i et fly med plads til kun 16 mennesker. Det var en anderledes oplevelse, og da vi landede i god behold, følte jeg, at første lille sejr var i hus! Vi lagde ud med et trek på 3 timer ned til Phakding i 2610 meters højde for at overnatte og være klar til morgendagens hårde trek på 7,5 timer op til Namche Bazar i 3446 moh.

Her har vi nu været i to dage for at akklimatisere eller sagt med andre ord: Tilpasse kroppen til det lave lufttryk dvs. til iltmangel. Kroppen har en imponerende even til at tilpasse sig under forskellige forhold, og ved ophold i et lavt CO2-tryk udligner kroppen det med et forøget tempo i vejrtrækning og i hjerterytme, som i sidste ende medfører en kraftig stigning i kroppens hæmatokritforhold.

Løbet 
Jeg har været på en enkelt løbetur i meget stejlt terræn, og jeg fik mildest talt et chok, da mit GPS-ur meldte en tid på 16,5 min/km. Nogle steder går det så meget op, at man bliver nødt til at kravle op til næste trappetrin, og kilometertiderne rasler op. Det tynde luftlag bevirker, at jeg lynhurtig hiver efter vejret, og mit hjerte pumper af sted. Men hvor er det fedt! Man mærker virkelig sin krop, og med protesterende lunger og andre organer i undtagelsestilstand, tænker jeg alligevel: Det her – det elsker jeg!

Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af, hvor hårdt al ting i 3446 meters højde er, men 50 meter her i rask gåtempo tager pusten fra mig, og jeg føler mig som en inaktiv, storrygende hval på 200 kg, der kæmper sin vej frem! Man kan spørge, hvad det er, der får mig til fortsætte, når det gør ondt, og hvorfor der alligevel er et smil at finde på læber. Det kan jeg ikke svare på, men forhåbentlig giver de sidste mange blogindlæg et billede af, hvordan jeg tænker løb, udfordringer, grænser og forberedelse til noget, jeg stadig ikke helt kan forstille mig, hvor hårdt bliver.

Den kommende uge vandrer jeg videre op i højderne, og jeg håber på at have endnu et blog-indlæg klar om en uges tid igen, hvor jeg nærmer mig Everest Base Camp.

Sidste uges program:
17/10 – 4 timers mountainbike
18/10 – 5 timers trek
19/10 – 1,5 timers løb
20/10 – 35 min rolig morgenløb + sport wall climbing
21/10 – 1,5 timers løb med 4x stigningsløb på 10 min + Start på første trek til Mount Everest Base Camp
22/10 – 3 timers trek
23/10 – 7,5 timers trek
24/10 – 25 min løb stejlt op (gps-uret meldte 16,30 min/km!) + 10 min på småsten nedad + 1 times trek

Everest Marathon: Formen er tilbage!

kriXrun / 18. oktober 2013

Det er nu over en måned siden, at jeg sad i flyet på vej herned for at træne op til Everest Marathon. Den forgange uge har budt på masser af eventyr med bungy jump, rapelling, løb i bjerge, trekking, teknik og mountainbike. Pulsen har været helt oppe at ringe, og jeg føler, at formen endelig er ved at være tilbage efter de sidste ugers uoverensstemmelser med min krop.

Jeg ankom til Nepal tirsdag d. 8. oktober efter en ambivalent, dog indholdsrig uge i Tibet. Tre dage blev tilbragt i The Last Resort – virkelig et sted for eventyrslystne vovehalse!

Verdens højeste canyon swing! 
For at indvie det nye sted, prøvede jeg kræfter med verdens højeste canyon swing fra en hængebro 160 m over en flod. Følelsen af at blive hængt fast en elastik, og vide at der venter 100 m frit fald, et sving på 240 m og en topfart på 150 km/t, er temmelig nervepirrende! At miste kontrollen fuldstændig er en underlig fornemmelse, men adrenalinsuset som canyon swing og bungy jump gav, skulle jeg åbenbart blive helt afhængig af! Det blev til 2x swing, hvoraf ét af dem var baglæns og så 3 bungy jump med 160 m frit fald.

Fælles for alle hop var turen op igen, som bestod af stejle bakker og trapper, der selvfølgelig blev forceret i løb. Ja, det vil sige, at nogle steder var der så stejlt, at mine korte ben umuligt kunne holde tempo, men de ca. 20 min løb op ad bakke var helt obligatorisk efter hvert spring, og det må da alt andet lige være motivation for at springe ud i det?!

Naturen omkring resortet var helt fantastisk. Masser af bakker op og ned, skiftende terræn fra glatte sten til bjergsider man skulle klatre/kravle op af – det kræver virkelig koncentration og fokus for ikke at træde forkert og vrikke om på foden, eller at lægge vægten rigtigt, så du er klar til næste afsæt fra den rigtige sten videre til den næste. Det er udfordrende og hårdt, men samtidig også sjovt, og nogle gange kan man faktisk ende i et flow og glemme at man egentlig er ved at kaste sine lunger op!

To dages trekkingtur
Efter adrenalinsusene i Last Resort smuttede jeg på en to-dages trekkingtur i silende regnvejr. Cyklonen, som ramte Indien, medførte et kraftigt blæsevejr – selv min Peak Performance-jakke måtte bukke under for det konstante regnvejr, og jeg var absolut gennemblødt.

Trekket bestod af hårde ture op ad bjerge, samt tekniskkrævende ture nedad igen. De våde sten kostede et par styrt på numsen, men lidt efter lidt, lærte jeg teknikken, og den sidste dag klarede jeg igennem uden blå mærker og rifter. Blod var der dog masser af, da fugtigt vejr betyder fest for iglerne, og hovedmåltidet var mit kød! Jeg vender mig altså aldrig til at hive regnormslignende, små sorte, slimende væsener ud af min krop, men som min guide sagde til mig: Det er en del af oplevelsen. Og det er det vel! Jeg smiler i hvert fald af det nu, dog med et håb om, at jeg aldrig skal møde dem igen!

74 km MTB
Efter trekket stod den på en 74 km mountainbiketur tilbage til Kathmandu, og igen på udfordrende underlag. Jeg har aldrig rigtig kørt på mountainbike, men der er godt nok action på, og jeg var med det samme solgt. Især da vi mødte det sidste bjerg, hvor de 4 cykelguider sagde, at her kan ingen cykle hele vejen op, og jeg tænkte med det samme: “Jeg VIL cykle hele vejen op!”. Det blev til 7 km med pulsen i den absolut højeste zone, og når jeg forsøgte at stå op og træde, følte jeg, at jeg faldt bagover. De snoede veje/stier op bestod af store og små sten, grusstier, asfaltveje og to gange måtte jeg passere et stenskred.

Dog udgjorde de modkørende biler en større trussel, og jeg måtte have foden i efter de første 100 m for ikke at køre ud over bjerget, da en bil skulle passere. Cirka halvvejs oppe af bjerget, vælger en anden bil at overhale mig indenom, så jeg kun lige undgår at blive ramt af bilen, men vælter til gengæld på numsen. Jeg slår mig ikke slemt, men et fint brunt/gult/blåt mærke, er det da blevet til!

Efter styrtet måtte jeg trække omkring 10 m, da der var for stejlt til at komme tilbage på cyklen. Det var en ubeskrivelig hård tur, men sikke en lykkefølelse at nå toppen! Og så erfare at ingen af de fire guider var i stand til at cykle op, er et kæmpe selvtillidsboost, og jeg er nu sikker på at alle skavanker er ude af min krop, og formen er ved at være tilbage.

Løbetræningen
Min obligatoriske morgenløbetur i morges blev helt naturlig konverteret til en eftermiddagstur, da jeg mildt sagt var øm bag i! At cykle over 70 km i våde tights skulle vise sig at give heftige brændmærker, og uden at uddybe det, blev min løbetur klaret i et meget roligt tempo! I morgen forsøger jeg at hoppe på mountainbiken igen, og tager fredag et hike på et endnu ukendt antal kilometer og terræn.

Slutteligt vil jeg gerne sige et stort tak for opbakningen fra jer, alle de inspirerende beskeder på Facebook og donationerne på Caremaker.dk

Program foruden den daglige styrketræning
08/10 – 15 min udstræk, 20 min stejlt op og 15 min ned igen + 15 min stræk + 1 swing
09/10 – 30 min styrke ben + core. 2x 20 min trappetræning + 2 x bungy jump
10/10 – 30 min morgenstyrke ben + core. 3,5 timers rapelling ned af vandfald. 1,5 timers løb i terræn + 20 stræk og smidighed. 1 x baglæns swing + 1 bungy jump
11/10 – 1,5 timers løbetur Borgs skala: 15-17
12/10 – 50 min morgenløbetur i restitutionstempo
13/10 – grundig opvarmning – interval 5×4 min(skala: 19-20) – afjog. Smidighed og stræk. 6 timers trek i skiftende terræn: glatte sten, grus, græs, træ osv.
14/10 – 3 timers trek
15/10 – 74 km mountainbike
16/10 – 1 times løb i roligt tempo + 30 smidighed

Everest Marathon: En blandet oplevelse

kriXrun / 7. oktober 2013

De sidste 2 uger har været fulde af eventyr med kajak, riverrafting, paragliding, og mountainbiketure i Pokhara – og en fantastisk tur til det Kina-styret land Tibet. De sjove oplevelser har desværre også være krydret med en overbelastet achillessene, ondsindet diarre samt et møde med noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet: højdesyge.

Efter min 5-dages trekkingtur i bjergene, begyndte jeg at få en brændende fornemmelse i min achillessene, og tænkte, at jeg måtte holde en lille pause fra løb. Jeg fik selvproduceret en kile af brugt slikpapir og sportstape, som løftede mine hæle ca. 1 centimeter op, for derved at aflaste achillessenen mest mulig.

Efter 3 dages pause synes jeg, det gik bedre, og jeg skulle jo indvie stierne og det smukke landskab i den nye by, Pokhara, som jeg var rejst til. Det blev til to morgenløbeture i blødt terræn på henholdsvis 35 og 45 min, men den brændende fornemmelse vendte øjeblikkeligt tilbage.

Mavepine

Oveni begyndte min mave også at brokke sig over de til tider knap så kulinariske madoplevelser, og en del af den obligatoriske sightseeing fik ufrivilligt inkluderet mange toiletbesøg, hvor man bestemt ikke skal være sart. Mange steder er toilettet bare et hul i jorden, og der er ofte hverken toiletpapir eller vand, men det skulle ikke holde mig fra at tage på kajaktur, paragliding, mountainbike- og en 2 dages riverraftingtur med overnatning på stranden. Desværre gjorde den ellers usårlige Achilleus i cocktail med min dårlige mave, at løbeprogrammet endnu en gang måtte sættes på standby, og der skulle gå 6 dage, før jeg fik opsøgt en læge med foden og afleveret en afføringsprøve.

I forhold til foden var beskeden klar: overbelastning med pause og røde gigtpiller til følge. Heldigvis forstod lægen hvor vigtigt dette løb er for mig, og vi snakkede om excentrisk træning, udstræk og konsekvenser for at fortsætte med at træne, gennemføre de to planlagte trekkingture til Mount Everest Base Camp og selve maratonet i sne, is, glatte sten, grus, græs og alt mulig andet, hvor jeg tænker, at min achillessene ellers ville have stå mig bi.

Tibet
Efter lægebesøget tog jeg hjem på hotellet for at pakke til 7 dage i Tibet og det første rigtige møde med højderne. Jeg har været meget spændt på at se, hvordan min krop ville reagere i højderne, og de første par dage tilbragte jeg i hovedstaden Lhasa i 3650 moh, og jeg havde forstået, at jeg de første dage skulle holde mig i ro for at akklimatisere. Desværre var der bud fra lægen i Nepal om min mave – jeg skulle opsøge et hospital for at få styr på bakterierne. Jeg satte min lid til mine medbragte danske diarrepiller, og valgte ikke at tage på sygehuset(nogle spørger måske, hvorfor jeg ikke tog dem i første omgang, men jeg tager kun piller i absolut nødstilfælde).

Højdesyge
At være lidt småsyg i højderne skulle vise sig at være en farlig cocktail. På 3. dagen vågnede jeg kl. 5 om morgenen med en ubeskrivelig hovedpine, svimmelhed og kvalme. Jeg havde planlagt at rejse videre til en anden by, så det var bare ind i bussen og håbe på at få det bedre. Det gik desværre ikke sådan, hovedpinen blev kun værre, og da jeg blev ved med at kaste både mad og væske op, besluttede min guide at køre forbi et tibetansk hospital, hvor jeg kunne få noget ilt.

En times oxygen hjalp på højdesygen, men jeg var stadig helt udmattet og utilpas. Det tog et par dage før jeg helt kom ovenpå igen, men jeg nåede dog at føle mig nogenlunde tilpas i 5.200 meters højde, og det må alt andet lige være en fordel til Mount Everest. At bevæge sig rundt i disse højder er ekstrem krævende. Bare 10 trapper eller en gåtur kan tage pusten fuldstændig fra en, og jeg begynder så småt at spore mig ind på, hvor hårdt det her maraton egentlig bliver. Det er i hvert fald ikke underligt, at deltagerne får 11,5 timer til at gennemføre løbet!

Kathmandu kalder
Jeg har stadig én dag tilbage i Tibet, og har lige været på min første løbetur efter alle uoverensstemmelserne med min krop. Jeg satser på, at vi nu er gode venner igen, og tænker, at det er bedre med udfordringer i starten af mit eventyr end i slutningen! Jeg ser frem til de næste par uger med dejlige løbeture i Kathmandu, indtil jeg d. 22. oktober flyver til Lukla, og starter første trek til Base Camp på Mount Everest.

Everest Marathon: Trekking og mentaltræning

kriXrun / 23. september 2013

Jeg ligger lige nu i mit telt på den sidste aften af en 5-dags trekkingtur i bjergene. Jeg kan se tilbage på en uge i Nepal, der allerede har fyldt mig med oplevelser. Det ekstremt venlige og gæstfrie folkefærd har virkelig gjort indtryk på mig – her er al materialisme lagt i baggrunden til fordel for indre ro og lykke, væren i nuet og et oprigtigt altruistisk syn på livet.

Da regnvejret på dagens trekkingtur fik iglerne til at gå på rov i mine ben og fødder, kastede min sherpa alle ting fra sig og ignorerede sine egne blodige klipklap-fødder, blot for at hjælpe en stakkels vesterlændinge som mig.

Trekkingturen har været en hård fysisk rejse med imponerende naturoplevelser som smukke landskaber, sneklædte bjerge i det fjerne og ikke mindst de små landsbyer med et fattigt, men hårdtarbejdende folk. Det var især en stor oplevelse at besøge det farverige Namobuddha-tempel, som er et af de helligste pilgrimssteder for buddhister i Nepal, og her møder man munke overalt i deres klæder og sandaler.

Træning
Jeg forsøger at lægge løbeturene ind om morgenen, så jeg kan passe dagens tætpakkede program. Jeg har min base på et hotel i Kathmandu, og der er efterhånden ved at være god opbakning på min rute, når jeg kommer løbende i fuld udstyr med min camelback, solbriller og kasket mellem klokken 7 og 8 om morgenen. Selv vagten smider en high five og lunter med de første meter!

Der er rigtig meget trafik hernede, og her får folk virkelig deres aggressioner ud! Foruden fuldstændig hensynsløs kørsel, kører nepaleserne også i den anden side af vejen, end vi er vant til, så det kræver ekstra omtanke og påpasselighed at færdes på vejene. Det er indtil videre “kun” blevet til et sidespejl i albuen, og det skal jeg vist bare være taknemmelig for! Heldigvis har jeg fundet en vej med fortov, som jeg løber lidt frem og tilbage på, og nogle dage kan jeg endda tillade mig at komme lidt op i tempo uden at løbe ind i de mange folk.

Mentalt
Mentalt forsøger jeg også at forberede mig på Everest. Jeg har endnu ikke prøvet at være ude på en længere løbetur end 5 timer og 50 min, og den tid kan meget vel blive fordoblet, når jeg skal i ilden på verdens højeste bjerg. Hvordan kan jeg tænke positive tanker hele vejen? Hvordan håndterer jeg modgang og smerte? Det vil med garanti komme til at gøre ondt, men hvordan kan jeg forberede mig på noget, som jeg ikke ved hvordan føles? Løbsberetninger fra tidligere år fortæller om lammende hovedpine, mavekramper, opsvumlethed, desorientering og uhæmmet næseblod – det lyder enormt skræmmende, men jeg tager alligevel mig selv i at glæde mig underligt meget til at mærke, hvordan min krop vil reagere på den fysiske udfording i cocktail med det tynde luftlag.

Efter første uge i Nepal, er min motivation helt i top! Humøret er højt, træningsglæden stor og jeg bliver bombarderet med unikke oplevelser og indtryk.

Ugens træningsprogram:
13.9 = 30 min restitution + 5 min intensiv trappeløb
14.9 = 10 min restitution + 5 min intensiv trappeløb
15.9 = 55 min tempo inkl. 600 trapper
16.9 = 30 min tempo inkl. trapper, 4 timers trekking i skiftende terræn, 50 min løb på stejle bakker i bjergene. Højeste punkt = 1750 moh
17.9 = 5 timers trekking(1800 moh)
18.9 = 6 timers trekking hård 30 min løbetur op af bakke og nedad igen(2000 moh)
19.9 = 7 timers trekking (1600 moh)

Foruden ligger det daglige styrkeprogram:
50 walking lunges til hvert ben
50 smalle + 50 brede squat
30 balancestillinger
100 mavebøjninger
3×2 min planke (midt, venstre og højre)
4×20 englehop
50 maveøvelse med cykling
Udstræk og smidighedsøvelser

Everest Marathon: Jeg er klar til udfordringen!

kriXrun / 13. september 2013

Jeg sidder i flyet og tænker over hvilken udfordring, jeg nu har taget op. Jeg har sommerfugle i maven og føler en blanding mellem ekstrem spænding og ulmende nervøsitet – foran mig venter sig et 3 måneders eventyr med kajak, rafting, mountainbike, trekking, kano, elefantsafari, bungee jumping, rundrejse i Tibet og nå ja et af verdens hårdeste maratons og timevis af koncentreret løbetræning!

Men jeg kan mærke, at jeg er fuldstændig helt og aldeles klar. Det bliver mit livs oplevelse og mit livs største udfordring. Heldigvis har jeg kun mødt opbakning på min vej. Venner, familie, min andet hjem Kolding Bokseklub, løbeklubben Kolding Motion og endda rigtig mange, som jeg ikke en gang kender, bakker mig 100% op på bl.a. Facebook og synes det er fedt, at jeg tager tager udfordringen op. Det er måske ikke alle, som forstår hvorfor jeg gør det, men måske min blog de kommende måneder kan give et svar på, hvorfor jeg har tendens til at søge de fysiske grænser, og hvad der driver mig.

Jeg skal afsted!
Torsdag d. 5. september fik jeg endelig bekræftelse fra løbsarrangøren om deltagelse i verdens højeste beliggende maraton, og jeg fandt endelig et forsikringsselskab, som ville godkende betingelser som bl.a. helikoptorredning, hospitalsindlæggelse og de risici der nu ellers er forbundet med ekstremsport. Nu stod det klart: lille mig skal af sted til Mount Everest! Den eneste måde at fejre det på, var ved at gribe løberygsækken, smide 6×1/2 liters dunke med vand og et par håndklæder i og så af sted. Jeg har heldigvis løbet en del med rygsæk til og fra mit arbejde på Koldingegnens Idrætsefterskole, så kilo på ryggen er ikke helt nyt for mig. Det vil højden og det skiftende terræn til gengæld være, og jeg er spændt på at komme ned og træne i lignende forhold.

Jeg har i samarbejde med ultraløberne Christian Madsen og Maibritt Skovgaard fået udarbejdet en træningsplan, som især indeholder løb på op- og nedstigninger, på sten og grus samt så meget tilvendelse til højderne som muligt. Min store frygt er, at blive ramt af højdesyge, og hvad jeg kan læse mig frem til, er det svært at sige, hvem den rammer. Det handler om at få nok væske og mad, komme langsomt op i højderne og så tænker jeg, det mentale betyder enormt meget. Der må findes nogle bjergløbere i Nepal, som kan give mig nogle råd – jeg skal for alt i verden ikke rammes! Hermed basta!

Råd fra Jacob Juul Hastrup
Dagen før take of mødtes jeg med ekstremløberen Jacob Juul Hastrup, og han vejledte mig om det rigtige udstyr til vejen op på bjerget og til maratonet ned af bjerget. Sikke en entusiast og perfektionist – den mand kan vist snakke udstyr, teknik og løb i dagevis:) Jeg fik smidt min egen ski- og løbejakke til side til fordel for jakker, der omtrent vejer og fylder 1/5 mindre end mine egne. En ny verden har åbnet sig for mig, og han forsynede med endvidere med uld, tights, merinouldstrømper, hat og meget andet. Han spurgte intenst ind til energi og jeg viste ham mit lager af Winforce energi og saltsticks, hvor han dertil hentede en slags king size nutellapose, som han sagde, jeg måtte få med! Flydende chokolade har derved fået en plads i min taske:) Jeg udspurgte Jacob om nærmest alt, og han udbrød på et tidspunkt med sin sjællandske accent: “Det er jo bare 42 k og det går jo for helvede bare nedad!”. Ja tak skæbne – når man har løbet op til 560 km, så er 42 km vel bare en luntetur i frokostpausen! Inden jeg kørte, kom Jacob springende med 4 løbevenlige kartoner rødvin, og sagde, at dem skal jeg da nyde på toppen. Jeg lover dig Jacob, hvis jeg ved Gorak Shep (5.182 m), har overskud til en sjat, så skal min første skål gå til dig!

Træningen op til

Siden bekræftelsen om deltagelsen i løbet har jeg haft 4 løbeturen på mellem 10-20 km med oppakning på 2.5-4,5 kg, og jeg er ved at vende mig til at løbe med væskeblære og komme ned i tempo. Jeg løber et normalt maraton med omkring 5.00-5.10 min/km i snit, men jeg skal vende mig til at løbe langsommere. Omvendt skal jeg også have en del tempoture, da programmet allerede er stramt tilrettelagt, og nogle dage formentlig ikke vil tillade en lang udholdenhedstur. Min daypack-rygsæk er pakket med løbesko, og min dagsuniform er løbetøj, så jeg til enhver tid kan stikke af og træne. Mine medmennesker må indfinde sig med lugten af sved, da det nok ikke altid vil være muligt at få sig et bad. Ifølge Christian Madsen skal jeg have 40-60 km i skoene om ugen, og det er omtrent de antal kilometer, som jeg også løber hjemme. Jeg er i maratonform, så den skal “bare” holdes ved lige, men terræn- og bakkeløb skal trænes.

Tilbage i flyet, tænker jeg videre: Hvor er du heldig Kris: du har fået en enestående mulighed, som kun få mennesker får tilbudt, og du har grebet den! Du er på vej til et af verdens hårdeste maratons i ekstreme forhold, og det kribler i hele din krop for at komme ned og prøve kræfter med selveste Hr. Mount Everest!

Previous 1 2
  • Bog: Løber for livet
    DKK 270,00
    Tilføj til kurv
KriXrun

Kristina Schou Madsen

Professionel løber og iværksætter

Jeg elsker løb. Jeg løber ultra, ekstrem, trail og arrangerer løb, holder foredrag, giver træningscoaching og udvikler nye løbekoncepter. Er du klar til at løbe med?

Seneste indlæg

Hvem er jeg, når jeg ikke er løber? Eksistentialistiske tanker om at være skadet.

15. februar 2022

Jeg har måtte se mig nødsaget til at melde afbud til dette års Ice Ultra, selvom jeg

Posted by kristina

Læs mere

Trail – Nedløbsteknik

22. oktober 2021

Posted by henriktaarstedjoergensen

Læs mere

Her bor vi

Sdr Havnegade 1
6000 Kolding
DENMARK

shop@krixrun.dk